Det er som om at der er et tema i de artikler vi lægger op i disse dage. Holgers ræb fra sidste torsdag i advent var en klar invitation til at komme indenfor og i al stilfærdighed sidde ned, lige ordne verdenssituationen og så i øvrigt glemme juleræset udenfor. Jeg vil prøve at gøre det samme, og sprede lidt god stemning. Hvilket betød, at jeg måtte sløjfe den planlagte tirade til at begynde med. Jeg ved ikke, måske er det gaderne med alle julelysene, måske er det den gemytlige stemning der altid falder over folk hen i juledagene når gaveræset er slut, men i alle tilfælde hjalp det at få et stille glas at slappe af på. Så skidt var musikåret måske alligevel ikke. Og så midaldrende er min smag måske alligevel ikke blevet. Men lidt.

 

Og lad os markere det midaldrende ved at jeg serverer en Rød Tuborg for dig. Det er en af de sidste, kammerat. Den udgår nu. Jeg låner uden skrupler etiketten ovenover fra tuborg.dk, for de vil ikke bruge den til noget mere. Den er, ifølge dem selv, helt forældet. Det hedder: "Vores forbrugeranalyser viser, at Rød Tuborg for eksempel opfattes som "støvet og tilbageskuende". Og det er værdier, som ikke harmonerer med det image, vi ønsker Tuborg skal stå for."

Nå for pokker da. Man kvier sig jo helt ved at indrømme, at man rent faktisk kan lide den. Og endnu mere ved at erkende, at man først er begyndt at drikke den efter at man er blevet 30. Ja, undskyld mig for være en gammel støder, støvet og tilbageskuende. Jeg er jo næsten klar til at gå ned og hæve min pension med den smag. Og endnu værre bliver det når jeg så nævner, at jeg har smagt Tuborgs nye T-Beer, og at den ikke smagte af andet end en tynd pilsner med lidt ekstra kulsyre i. Hvor bagstræberisk. Det næste bliver at jeg råber at "da jeg var en knægt var der kun marker herude!"

Jeg beklager da dybt, at min smag ikke harmonerer med det image Tuborg skal stå for, men sådan kan det jo næsten ikke undgå at være. Det meste mørke øl, og i det hele taget de fleste 'smalle' øl med markant smag, forbindes med gammelmandsstil. Det er der vel ingen vej udenom. På samme måde som med alt andet har man en smag som udvikles med årene, og på samme måde som jeg ikke tror at ret mange af dagens teenagere finder deres første musikalske kærlighed i Mogwai eller Godspeed You Black Emperor!, så ville det også undre mig meget hvis man ikke som ny øldrikker lagde ud med de helt gængse pilsnere og (forhåbentlig) lod resten gøre et indtryk senere. Og hvis man er klog smager man på en del forskelligt i stedet for bare at drikke - eller høre - det samme hele sit liv.

Men så ender man selvfølgelig måske med det problem, at man får lyst til at høre gamle plader eller såkaldt smalle udgivelser, fordi store mængder af nutidens bedre kendte udgivelser ikke er tilfredsstillende. Det behøver ikke at betyde, at ny og populær musik stinker per definition. Ender man med den grundholdning, så har man for alvor den ene fod i graven. Men det er svært at komme udenom, at nutidens pladebranche virkelig gør det svært for én. Der skal ledes. Og på samme måde er det med bajere, og det bliver i øvrigt ikke nemmere af at vores regering har været så elskværdig at kværne de helt små mærker på markedet med omlægningen af pantsystemet. Det er så en ting, men når samtidig indstillingen er, at de kraftige og 'smalle' øl, også de danske, er noget for gamle, tilbageskuende mennesker, så er oddsene imod en - og så er det i øvrigt nemt at lave en parallel til pladebranchen.

Sandheden er jo den, at af den grund jeg netop nævnte, vil al lidt anderledes øl være for et ældre publikum. Jovist, der er kommet en hvedeøl på markedet, den smager fint og den klarer sig godt, men for det første er hvedeøl nærmest en endnu friskere øl end en pilsner, og for det andet er de danske hvede så parfumerede, at de bestemt ikke gnubber folk mod hårene. Der er meget mere smag i en mørk bayersk hvedeøl. Men det mener jeg vel kun fordi jeg er en gammel støder. Sådan en der hænger ud på mørke bæverdinger og drikker flad tjekkisk øl med mine lige så aldrende venner, mens vi skåler over hvilken frelst smag vi har. Beklager at måtte ødelægge illusionen - egentlig er jeg generelt ikke vild med tjekkisk øl, for mens det til tider er godt (Bernard! Staropramen!) er det tit ligesom dødt mosevand. Jeg vil som regel hellere have noget frisk, og jeg vil til enhver tid hellere have en Grøn end en Urquell. Men jeg vil bare gerne have chancen for at vælge, og jeg regner det i øvrigt ikke for et reelt valg at kunne købe en gang mexikansk rævepis med et stykke frugt i halsen.

Det var så noget af en omvej til musikken. Men alligevel ikke helt irrelevant, som jeg måske har prøvet at antyde. For jeg er en reaktionær gammel brokkerøv, enten som jeg selv eller som pladeselskaberne ser det, og må regnes for en feinschmecker af dem, mens jeg til gengæld regner 97% af deres produktion for enten svaret på en Nettopilsner fra Harboe eller en gang poppet mexikansk rævepis. Og jeg synes ikke engang at jeg har en specielt avanceret smag, og har ikke i mange år kastet mig hovedkulds ind i den sorteste undergrund, andet end på sporadiske besøg. Jeg er temmelig konservativ - synes jeg selv - og gider bare ikke høre lort. Men landet har åbenbart bare overgivet sig til den laveste fællesnævner, og det er grunden til at jeg altid himler op over England og Sverige, for det er i det mindste lidt bedre der. 

Nå, men det kan vi jo altid komme tilbage til. Her er ti plader som der er masser af tid til her i spruthuset. Popåret 2002, set og hørt gennem et glas mørkt øl. Igen ingen rækkefølge, og ingen garanti for at de samme plader overhovedet bliver spillet om en måned eller to, hvilket f.eks. er tilfældet for Super Furry Animals' seneste. Sidste år udråbte jeg den nærmest til årets plade - siden har jeg hørt den omkring tre gange, senest for meget nylig, hvor jeg heldigvis stadig kunne høre at den er fortræffelig. Til gengæld har Mark Lanegan og Zero 7, som kun stod som fodnoter under listen, kørt hele året.

 

Paul Westerberg: Stereo

Jeg kan blive i så forrygende godt humør af at høre og se at Paul Westerberg igen er iblandt os, for manden har heltestatus hos undertegnede - selv om han sikkert hellere ville have sig sådan en status frabedt. Han var sanger i de fantastiske men fordømte Replacements, hvis historie jeg vil fortælle en dag over en forfærdelig stor mængde øl, og siden de gik i opløsning - eller måske snarere i sprængning - i 1992, har han ført en lidt flakkende solokarriere, og er blevet kastet omkring mellem de store selskaber som han altid har haft et noget vakkelvornt forhold til.

Fire soloplader har han lavet, og det har været en fortsættelse af Replacements' skramlende, men stadig mere modne garagerockstil, først og fremmest præget af de smukke og triste ballader som Westerberg skriver bedre end nogen anden som nogensinde er kommet fra den amerikanske hardcorescene, blandet med nogle "kør den som om den er stjålet"-stils rockrøgbomber med 140 i timen. Problemet, hvis der har været sådan et, har så været at han har virket lidt udbrændt på de sidste par plader, lidt løbet tør for idéer. Det er slut nu. Dette er hans stærkeste samling sange siden den sidste plade med Replacements, All Shook Down, der faktisk var hans første soloplade, men som Warner Brothers nægtede at udgive under hans eget navn.

På denne samling af tilsyneladende tilfældigt og hurtigt indspillede sange, tilsyneladende optaget i hans kælder sent om natten, er Westerbergs muse igen lysvågen, og så betyder det ikke en meter at båndet til tider løber ud i slutningen af sangene. Lo-fi burde alligevel efterhånden være så etableret et begreb, at folk ved at den upolerede lyd ikke spiller nogen rolle, når sangenes kvalitet er så høj - og så skramlende lyder det nu heller ikke. 

Det er da også ironisk, at Westerberg vender tilbage med en samling demoer i et år hvor Ryan Adams, en fin sanger men desuden en sanger der skylder Replacements alt, har et kæmpehit med netop en samling demoer, Demolition - hvor halvdelen ærlig talt lyder lidt uinspirerede. Og hvor Wilco, der til gengæld bekender deres store gæld til Replacements, har et af årets mest roste albums med en dyster, underproduceret og for mig noget farveløs plade ved navn Yankee Hotel Foxtrot - lyt til den sidste, skjulte sang på Stereo, en helt hærget udgave af Flesh for Lulus 'Postcards From Paradise', og hør dermed hele Wilcos eksistens i de sidste fem år blive opsummeret på tre minutter.

Jeg siger ikke nødvendigvis, at jeg synes det er årets bedste plade, men det er nok den jeg er gladest for at have købt i år. Både for at høre Westerberg i det medfølende hjørne og for at høre ham spille rock'n'roll, hvilket foregår på ekstrapladen der følger med - Mono, som er krediteret til den navnkundige Grandpa Boy. Rygter vil vide, at det er en gendannelse af Replacements, bare under aliaser, fordi de andre exmedlemmer er i nye bands (bassisten Tommy Stinson f.eks. i (gisp) Guns 'n' Roses). Så Grandpa Boy har såmænd Zeke Pine og Henry Twiddle med på bas og trommer. Det gør mindre, når nu de lyder som førsteklasses Replacements. Endelig!

Tom Waits: Alice

Gudskelov for Tom Waits. Her er en sanger, der i 30 år i træk indspiller smukke ballader og anarkistisk røvermusik og synger det hele med en stemme så hærget som en rusten ballepresser, men stadig til tider så nænsom som bagsiden af en hånd ned ad en sovende piges kind.

Måske er Alice mere en nostalgikerplade end hvad Tom Waits ellers har lavet i de sidste mange år. Den ligger godt på tungen for dem som har længtes efter nattesangeren Waits, storbypoeten der sidder ved sit flygel og drømmer sig ned i bunden af det store whiskeyglas han har stående. Det har Waits nu altid haft på repertoiret, men i de sidste mange år er han skiftet til en stil der er blevet mere og mere industriel og terroristisk. Hvis man er en teenager i trodsalderen, så behøver man ikke udsætte sig selv for middelmådig punk eller heavy: hvis man vil skræmme sine forældre fra vid og sans, så er det bare at lytte til 'Oily Night' fra Waits' soundtrack til The Black Rider, så får man fred for dem indtil den blå vogn ankommer. 

Ligesom The Black Rider er Alice musikken fra et skuespil som Tom Waits har skrevet sammen med Robert Wilson, og præcis det samme er tilfældet for Blood Money, der udkom samme dag som Alice. Det er musikken fra Frederiksbergs stolthed sidste år, Woyzeck, der gik på Betty Nansen Teatret, og jeg går ud fra at man burde være lokalpatriotisk. Men Alice er den bedste af de to, og det har først og fremmest at gøre med de blåtonede ballader som dominerer den, og som er usædvanligt smukke, mens Blood Money til tider lyder mere som en art Tom Waits-malet-efter-numre med rumlende knogler og marimbas og masser af overstyret sang. Hvilket stadig er bedre end så meget andet, vel at mærke. Men Waits' sidste store samling ballader var trods alt Blue Valentine i 1979. Raslende knogler har han lavet så tit siden.

 

Coldplay: A Rush of Blood to the Head

Hvor let er det lige at sætte Coldplay på listen? De var nummer et hos NME i år, de har været plastret ud over samtlige kaffebordsmagasiner fra ind- og udland, de har endda været spillet i rå mængder i P3 (okay, det kunne de vel dårligt undgå efter at have hypet Saybia, der som bekendt ikke er andet end et fynsk opkog af Coldplay og Travis, halvt ihjel), og jeg vil vædde på at der har stået i Alt for Damerne og Se og Hør, at hvis man kun har tænkt sig at købe en rockplade i år som er gennemsyret af eksistentiel angst, så skal det være denne.

Ikke nok med det, men man kan også se bagslaget komme med raketfart. Hele bølgen som Coldplay rider på blev sat i gang tilbage i 1995, da Radiohead udgav den epokegørende The Bends, og det er ikke så sjældent efterhånden, at man hører fra folk der mener, at nu kan det være nok med unge mænd med lyse stemmer, der synger om deres livs ulykker. Men der er ingen grund til at undskylde for at høre Coldplay, Kent, Spiritualized og hvem vi ellers har til rådighed. Jeg er ligeglad med om det er influenzarock af værste skuffe, A Rush of Blood to the Head er et smukt og stort album, og præcis ligesom ovennævnte The Bends er det en plade som bliver bedre og bedre med tiden og lagrer sig bagest i hovedet på et vigtigt sted.

Jovist er det da storladent og patosfyldt, og der er melankoli i metermål over det, men jeg kan slet ikke genkende anklagerne om selvynk. Præcis som på debuten Parachutes er der livsbekræftende sange, lyt bare til 'Green Eyes', men der er også rendyrket tristesse som på den smukke 'The Scientist', og sådan må det også gerne være: præcis som i selve livet hører melankoli hjemme i musikken, hvilket ikke betyder at man behøver svælge i den.

Kent: Vapen & ammunition

Mere melankoli, fra folk der for alvor er blevet anklaget for at svælge. Det er nu ikke det, der har været debatpunktet omkring dette album. Der bliver aldrig enighed blandt Kents gamle fans omkring den retning de har taget i de sidste par år, og da V&A udkom var reaktionen flere steder rent chok, for dette er virkelig meget anderledes i forhold til de to første guitarfræsende plader og de næste to stort anlagte skønheder.

Det er, med eget udsagn, 'ti singler'. Okay, jeg ville nok ikke udgive den lidt slæbende 'Elite' på single, men ellers passer det meget godt. Men det er ikke så meget det, der har sat sindene i kog hos den originale fanskare. Det er mere at lyden pludselig er forbløffende ren, elektronisk, poleret og meget lidt band-agtig. Og at man skal lede grundigt for at finde Sami Sirviös guitarheltebedrifter. Kort sagt blev Kent beskyldt for at sælge ud.

Jeg er ikke enig, men dermed ikke sagt at der ikke er noget fair i kritikken, rent principielt. Jeg hader selv når et band jeg virkelig elsker dropper alle idealer for at kunne score kassen. Men jeg kan ikke se at man ikke skulle kunne udvikle sig og søge efter kommerciel succes, hvis man vel at mærke samtidig klarer at beholde det specielle man havde fra starten. Det gør Kent, og så kan man ikke med rimelighed forlange, at de samtidig står i stampe blot så man kan beholde det band man engang holdt af - der er ingen pointe i at skulle gentage sig selv bare for at behage sine gamle fans. 

Og måske er lyden en anden, måske er 'Hur jag fick dig att älska mig' overhældt med synth, måske er 'Dom andra' forsynet med et særdeles radiovenligt fløjtet tema, og måske er 'FF' ren fransk 80'erpop, men lyt til teksterne og sangen: det er stadig de samme følelser og det samme Kent. Og de er stadig formidable. (Men de skal have et rap over snuden for den forbandede kopisikring der plager denne cd. Tag jer sammen).

Jon Spencer Blues Explosion: Plastic Fang

Måske var det fordi White Stripes, The Strokes, The Hives og en flok andre rock'n'roll-entusiaster af den gamle skole dukkede op, traditionalister om en hals, men stadig ikke en dag over 25. I alle tilfælde var det uventet, at Jon Spencer ville komme tilbage og vise opkomlingene hvordan det skulle gøres. Det var nærmest et chok, at han ovenikøbet havde skrevet en klynge melodier denne gang.

Kendere af hans Blues Explosion vil vide, at hans gamle finte som regel bestod i at stå henover et forfærdelig funky beat og råbe netop "Blues Explosion!" eller "Awright!" en gang imellem, kombineret med et par andre hipsterfraser. "Bellbottoms!" - jo da. Men hey! Plastic Fang har sange! Den har omkvæd! Den har, tro det eller ej, en bassist - noget som Spencer ikke troede på i de første ti år af JSBX' eksistens.

Som nævnt i et tidligere ræb er dette en art konceptplade om at blive forvandlet til en varulv, og meget mere er der egentlig ikke at tilføje, udover at dette er den bedste rock'n'roll-plade jeg har hørt i år og formentlig længere. Og at den burde være fast inventar på ethvert spruthus, fordi der er ikke bedre musik at drikke øl til.

The Streets: Original Pirate Material

Ud af ingenting - Birmingham, for at være præcis - sprang denne lille genistreg fra den 23-årige Mike Skinner, der ifølge de gængse historier havde siddet og nørklet med musikken hjemme i sit hummer indtil den var klar til udgivelse. Hvorefter det viser sig at være et nærmest fuldendt debutalbum, som rammer britisk ungdomskultur og lyden på gadeplan lige på sømmet, båret af Skinners midtengelske rap, som har et forrygende flow. Det er en samling fortællinger om drukture, Stella Artois og brandy, pubslagsmål, tjald og svampe, og lange nætter tilbragt med Playstation og junkfood. Og det er spontane kommentarer til den britiske nations tilstand i 2002, med beske kommentarer mod vold, for at være en drengerøv, og mod de skiftende regeringers aktioner mod ravere og raves.

Det er blændende, og hvor jeg er bange for at de fleste UK garage-navne er glemt i samme øjeblik folk bliver trætte af deres lyd - hvilket formentlig allerede er sket, i samme øjeblik som Posh Spice prøvede at lave en 2-step-plade - skulle det undre mig meget hvis ikke Skinners debut i de kommende år opnår samme anseelse som en legendarisk debut som Massive Attacks Blue Lines, og med andre klassikere der bedre end nok så mange ord definerede tidsånden et bestemt år, som Blurs Parklife og Happy Mondays' Pills'n'Thrills and Bellyaches. Så god er den faktisk. Skal vi smøre endnu tykkere på? Hvem ved, måske kan den sættes i samme bås som de første plader med The Clash og The Specials. Det må tiden vise.

Saint Etienne: Finisterre

Jeg var næsten klar til at opgive Saint Etienne, da de havde udgivet den gabende kedsommelige Sound of Water - alene titlen... - og den alt for Cardigans-efterabende Good Humor. Dermed lå deres bedste indsatser i albumform faktisk hele otte år tilbage med den lækre Tiger Bay, og desuden så det ud som om de var blevet uvenner og ikke rigtig orkede mere. Det havde været en trist ende for nogle af de mest opfindsomme skabere af ren pop, der har været i vor tid - hvilket deres opsamling Smash the System må være et endegyldigt bevis på. 

Reddet på stregen - Finisterre er Saint Etienne tilbage i den topform som deres franske navnebrødre ikke har været i siden de solgte Platini til Juventus. Bare åbneren 'Action' siger det hele; Pet Shop Boys-eurostilen er tilbage, og det klæder dem. Ikke mere lydtapet - 'Shower Scene' er mere euronydelse, 'Amateur' lyder som noget fra den allerede obskure electroclash-scene, der var tæt på at gøre Giorgio Moroders analoge disco moderne igen tidligere i år, og 'New Thing' lyder som Airs 'Sexy Boy'. Det er ingen synd. Hvad mere er, er 'Soft Like Me' et pragtfuldt, sukkersødt popnummer, og 'Stop and Think It Over' den bedste ballade de har indspillet i mange år. Du milde, instrumentalnumrene er ikke engang irriterende. I det hele taget er det Saint Etiennes bedste album efter So Tough fra 1993. Forhåbentlig er de tilbage for at blive. 

Ash: Intergalactic Sonic 7's

Man må vist ikke tage opsamlinger med i denne type lister, kun nye plader, men jeg er ligeglad. Denne her gør gulvet rent med stort set alle årets nye albums, og der er da én ny sang på...

Bare kig på sanglisten, der er totalt proppet med treminuttersmirakler som 'Girl From Mars', 'Kung Fu', 'Angel Interceptor', 'Shining Light', 'Walking Barefoot' og 'Wildsurf' fra Ashs andet album Nu-Clear Sounds, der blev totalt slagtet ved udgivelsen, med rette, men som faktisk havde et par fine sager gemt i små lommer rundt omkring. Desuden, spredt med løs hånd, nogle af de ballader der for alvor er med til at sætte Ash af i forhold til konkurrenterne, som vel først og fremmest er hele bølgen af Blink 182-agtige amerikanske nypunkede guitarpopbands, der kan deres powerpop til fingerspidserne, men som ikke har en gnist af den drengede og sårbare charme som man finder i Tim Wheeler og hans sange. 

Tag 'Oh Yeah', om den fortabte første sommerkærlighed. Eller om 'Sometimes' om når kærligheden falmer, uden at der er noget at gøre ved det. Og læg så 13-14 perfekte og temmelig støjende energiudladninger oveni - så er det lettere at overse, at de tog den temmelig mislykkede 'Candy' med. At kunne lave så formidabel en opsamling efter en periode på tre albums, hvoraf det midterste ikke var særlig godt, beviser en gang for alle at man er et stort singleband.

Doves: The Last Broadcast

Jeg havde en debat med en ven med om denne plade virkelig fortjente den hæder det selvfølgelig er at komme med på listen. Hans argument var, at den nok var for grå og bandet lidt for ansigtsløst til at have gjort så stort et indtryk. Og jeg kan give ham ret et stykke hen ad vejen. De færreste er vel klar over præcis hvordan Doves ser ud, deres sanger Jimi Goodwin har en kompetent men ikke så interessant stemme, der ligger et godt stykke tilbage i lyden, og deres tekster lægger man knap mærke til, udover brudstykker her og der. Hvis man kan bruge det udtryk, så er det på sin vis en plade der ikke rigtig eksisterer når man ikke lytter til den.

Men så ryger pladen på, og så er det mere oplagt hvorfor dette er en af de ti bedste. Det er udelukkende på musikken, den stort anlagte moderne lyd, og så på stemningen der siver gennem denne plade og den sidste, den storartede Lost Souls. 'Words' og 'Satellites' er så ambitiøst lagt an, at de formentlig i de fleste andres hænder ville blive unødigt pompøse. Introen til 'N.Y' er sindssygt pompøs. 'Pounding', en af singlerne, har en lyd og et omkvæd på størrelse med Svanemølleværket, og den anden single, 'There Goes the Fear' (som i øvrigt blev kåret som årets single i NME, hvilket jeg trods alt ikke fatter), går nærmest gennem tre forskellige sange, indtil den slutter i ren samba.

Og måske meget betegnende er den eneste sang de ikke selv har skrevet en som hedder 'M62 Song', en smuk og stille men skummel vuggevise, optaget under åben himmel, som er en fortolkning af King Crimsons gamle 'Moonchild'. Det kan man da kalde at spille med åbne kort: Doves vil hermed gerne melde sig til listen af bands der spiller progressiv rock! Som i 70'erne, før punken! Hvis de kan holde denne kvalitet, og blive ved med ikke at kamme over i unødvendig pomp, så skal de være velkomne.

Red Hot Chili Peppers: By the Way

Jeg ved at det sikkert lyder trist, men der skulle virkelig meget til før jeg tillod mig selv at kunne lide denne plade. Jeg havde forlængst fået nok af Chili Peppers og deres stadionberømmelse, og først og af deres funk. En klog mand sagde engang: "Funk er en disciplin", og jeg kan kun være enig. Jo da, da jeg var en knægt i 1992 var jeg da på BloodSugarSexMagik, det var alle, men opfølgeren One Hot Minute syntes jeg nærmest var pinligt dårlig, og forgængeren røg ind i skunken. Britpoppen var en realitet, og pludselig lød Chili Peppers ikke udpræget relevante mere.

Men man skulle være skidt orienteret for ikke at høre, at singlerne fra deres seneste, Californication, var helt forrygende. 'Otherside', 'Road Trippin'', 'Scar Tissue', titelsangen, jeg var helt vild med dem. I al fortrolighed, altså. Hvad skete der dog med mig? Jeg regnede dem jo for rene rockhorer. Jeg syntes nærmest det var flovt, og måtte lige overbevise mig selv om at albummet var fuldt af det samme funky nonsens som senest. Så kom By the Way, som alle roste, og som fik en del af funkfansene til at vende sig imod dem. Det burde jo være nok overbevisning, men stadig bed jeg ikke på. Det virkede bare forkert.

Hvilken brøler at begå. Det betød, at da jeg endelig købte pladen for en måned siden, var jeg gået glip af soundtracket til en af de bedste somre siden midthalvfemserne. Det er en strålende plade. Versene i titelsangen er det tætteste de kommer på at spille funk overhovedet. Det er en popplade, for pokker! Der er analogkeyboards, der er harmonisang... hvad sker der med dem? Det er modigt som bare fanden at lægge stilen sådan om. Bare tænk på hvordan der blev reageret, da Smashing Pumpkins lavede den stille og smukke Adore. Jeg elskede den, ti millioner amerikanere hadede den. Men hvad vidste de, og hvad ved de nu.

Og så er der lige de andre, som ikke kom med. Johnny Cash, f.eks., der har Manden med Leen stående permanent bag ryggen, men som fortsætter ufortrødent med at imponere, seneste med The Man Comes Around. Skal man sige noget grimt om ham, skulle det være at han ikke skulle have indspillet Stings tørvetriller 'I Hung My Head', som er et forsøg på at skrive en hændervridende roman, hvor Cashs egne ord "I shot a man in Reno - just to watch him die" var alt rigeligt. Jeg kan ikke have en top ti-plade med en sang af Sting på. Men resten er høj klasse, især titelsangen samt den intense og helt fantastiske udgave af Nine Inch Nails' narkosang 'Hurt'.

Andre plader har ikke så meget det problem, at det ene nummer ikke holder - mere at der kun er få der gør. Primal Screams Evil Heat har et par tårnende højdepunkter i 'Rise', 'Detroit' og 'Autobahn 66', der lyder som Iggy Pop som jammer med Kraftwerk på stærk speed, men resten er desværre ret middelmådigt, især efter deres egen standard. Suedes A New Morning, og jeg sværger at jeg elsker bandet, er ikke mere imponerende end at 'Obsessions' står ud som et højhus ved siden af de andre sange. På samme måde er DJ Shadows The Private Press ikke mere end en ordinær (omend velproduceret) dj-mixplade uden 'Six Days' og 'Blood on the Motorway', men de to er det hele værd.

Også andre steder var der skuffelser at hente. Barry Adamson, som tidligere er portrætteret hernede, var ikke helt sig selv på den lidt oppustede The King of Nothing Hill, for stort budget til for middelmådigt materiale, og The Flaming Lips' Yoshimi Battles the Pink Robots kunne på ingen måde leve op til deres forrige, mesterværket The Soft Bulletin, især fordi den hives noget ned af den forældede elektroniske lyd de har gang i nu. Til gengæld var det en fornøjelse at se Beck i det stilfærdige hjørne igen, med den ganske fine Sea Change, som er et godt eksempel på at han faktisk er strålende når han toner lidt ned for sig selv - ligesom på den fine Mutations for nogle år siden; begge stråler klart ved siden af hans større anlagte og bedre solgte værker. 

Flere hædrende omtaler: Interpols Turn on the Bright Lights er et flot, mørkt værk, guitarrock fra New York, men i modsætning til deres bysbørn The Strokes ikke indlysende inspireret af Lou Reed - til gengæld kan man høre fine postpunkbands fra for små 25 år siden sive igennem debutpladen, såsom The Psychedelic Furs, The Chameleons og ikke mindst Joy Division. De er kommet lidt ud af ingenting og sniger sig ind på én, hvilket er godt gjort. The Libertines har til gengæld ikke sneget sig ind på nogen, de debuterede med singlen 'What a Waster', som lød som The Jam i punkens tidlige dage, hurtig og stikkende. Den fik den engelske musikpresse til at savle ukontrolleret, hvad den også har gjort over det første album, Up the Bracket. Og det er fuldt fortjent, for det er en glimrende samling af dekadent Londonsk new wave af den gamle skole, fra nogle knægte der påstår hårdnakket at deres sidste jobs var som trækkerdrenge i Soho - om det passer er nok tvivlsomt, men det er da en god historie.

Gammel nok til at være deres bedstefar udgav David Bowie i år et af sine bedste albums i årevis, hvilket man jo som bekendt siger hver gang han kommer med noget nyt. Det passer sig denne gang. Heathen er for alvor lyden af en mand der måske ved, at han aldrig kommer til at overgå de storheder han præsterede i 1970'erne, men i det mindste vil sende noget på gaden som ikke blegner helt ved siden af - hvilket det meste af al musik gør. Det fortjener al hæder og ære, og iøvrigt er der et rent Bowiemesterværk på i form af sangen 'Slip Away', som er så godt som noget han har lavet. 

Og endelig kommer bagstræberen igen op i mig: det bedste musik der er kommet på plade i hele 2002 er cd nummer et i Rolling Stones' opsamling Forty Licks. De første tyve af disse fyrre er, hver og en, epokegørende og fantastiske sange, sange som står til de mest indlysende titaller nogensinde i den gængse pointskala, sange som man godt kan leve uden - men det bør man ikke. En af disse er den eviggrønne soul-pastiche '(I Can't Get No) Satisfaction', som Keith Richards hævder at have skrevet under stærk inspiration fra Martha & the Vandellas 'Dancing in the Street'. Den single blev hernede for nylig kaldt den bedste nogensinde af mig, og jeg har ikke set beviser for at det skulle være forkert. Albummet den er fra, Dance Party!, er blevet genudsendt i år, og det er et af de bedste der overhovedet udkom fra 60'ernes Motown.

Årets single er gudhjælpemig igen en af Sugababes'... også selv om det ikke er deres egen idé at sætte 'Freak Like Me' henover 'Are Friends Electric?', så er det så godt tænkt at nogen derude et sted fortjener en Nobelpris i pop. Og deres næste single, 'Round Round', var næsten lige så god. Lige efter 'Freak Like Me' var der Kents 'Dom andra' samt deres helt nye 'Vinternoll2', Primal Screams 'Autobahn 66', Hives' 'Hate to Say I Told You So', Libertines' 'What a Waster', Black Rebel Motorcycle Clubs 'Love Burns', The Vines' 'Outtatheway', og så endda en dansk sag i form af den uforlignelige Sune Wagners Raveonettes og deres 'Attack of the Ghost Riders'. 

Og her er det så, efter at have afsluttet de rosende ord, at jeg begynder at sprutte af raseri og fordømme alt og alle i musikverdenen, ikke mindst de danske navne der har irriteret. Det ved jeg nu ikke om jeg vil i år. Det er for let at begynde at svine Sort Sol til, f.eks. Bare se hvordan de ydmyger sig selv og deres gode navn disse dage, ved at indspille letkøbte sange af Søren fra Aqua og få dem indspillet med en af fyrene fra Mike & the Mechanics, eller hvordan de slæber deres glædesløse cirkus omkring mens medlemmerne forsvinder i stadig større tal.

Til den koncert jeg så med dem i foråret var netop Sune Wagner med på guitar, og virkede kun en smule animeret da han fik lov til at synge sin egen 'I Died in My Teens', en gammel sang som meget betegnende var Psyched Up Janis' debutsingle fra 1994, hvor Sort Sols storhedstid dog allerede havde været overstået i en rum tid. Gennem resten af koncerten stod han og så ud som om han håbede at nogen ville skyde ham. På den baggrund er det mere end rart at se at han har fundet noget fornuftigt at lave - Raveonettes' single er som nævnt glimrende, og resten af ep'en Whip It On er lovende. Det kunne være rart for denne nations selvværd, hvis det gav lidt opmærksomhed om et land der stadig lever i Aquas skygge - selv om René Difs katastrofale og rædsomme solodebuts totale flop heldigvis har gjort, at den skygge er blevet lidt lunere at opholde sig i.

Jeg ønsker i øvrigt Mew det samme som Sune Wagners duo, for med Epics penge i ryggen og deres eget åbenlyse talent i lommen burde det kunne lade sig gøre at komme et større publikum i møde, også uden for landets grænser. Man må så bare håbe, at de ikke bliver droppet i ubemærkethed som så mange andre af de navne som branchen stempler som alternative, men som bare spiller pop med guitarer og som ikke er slået igennem via et reality show. Hvad der bare kan bekymre mig er, at det snart er to år siden at deres store kontrakt blev annonceret, og at de senest for alvor blev set i maj som opvarmning for Kent. Men nu er singlen kommet, en ny udgave af 'Am I Wry? No', og det betyder forhåbentlig at fingeren er ude.

Det er da også mere lovende end hvis vi skulle til at stole på Kents danske karbonkopier Jupiter Day som det store danske håb, hvilket nu må være forpurret ved at deres eneste aktiv, sangeren, er smuttet. Hvilket bringer mig til en af de helt store ærgrelser i år. Ikke at Jupiter Day dukkede op, vel at mærke. De var bare intetsigende på en plagierende måde, og deres paroler henad "Fuck Janteloven" var rent nonsens - for det første er Janteloven som bekendt den nemmeste og tyndeste undskyldning en musiker kan hive frem, når hans plade fortjent får nogle hug i anmeldelserne, og for det andet kommer ingen til at revolutionere dansk rock ved at lyde som Kents b-sider.

Nej, skuffelsen var at det københavnske gratisblad Nat & Dag gik nedenom og hjem i 2002, og det var ikke mindst skuffende for mig selv, fordi jeg havde lavet anmeldelser for dem i godt et halvt års tid, bl.a. af ovennævnte Jupiter Day. Og uden at jeg vil gøre det til en takketale, så vil jeg da gerne sige tak til den daværende musikredaktør Henrik Queitsch for den chance, da jeg vist ikke har takket ordentligt før. Ikke at jeg fik de helt fede plader at anmelde, stort set nogensinde, men det var også helt på sin plads - det er mindst lige så centralt at advare folk mod at købe ringe musik som at anbefale dem den gode, for nu at sige det meget direkte.

Og i enkelte tilfælde kan man så give et alternativt standpunkt til kende, som da jeg f.eks. fik 'fornøjelsen' af Baals seneste plade The Supreme Machine. Baal skriver selv på deres hjemmeside, at den fik fremragende anmeldelser over næsten hele linien, og det er også korrekt. Jeg skrev, som sandt var, at det var noget af det mest græsselige firserheavy jeg havde hørt siden Europe, og savede den med helt ren samvittighed midtover i Steven Gerrard-stil. Ganske subjektivt, som det bør være i en anmeldelse, men der bør virkelig være plads til afvigelser fra den ellers fælles linie der ser ud til at gøre, at danske udgivelser virkelig skal træde ved siden af for at få hård kritik.

Det er noget pjat. Dansk musik bør bedømmes efter samme målestok og samme kriterier som udenlandsk. Det vidste Nat & Dags anmeldere, og de var ikke kede af at sige deres mening, heller ikke om folk fra deres egen by som man kunne risikere at møde dagen efter. I modsætning til Gaffa, et blad som bare bliver værre og værre i sin røvslikning af den danske musikbranche, hvor Christian og Thomas Helmig stadig er oplagt forsidemateriale, og hvor man giver D.A.D. maksimale seks stjerner, selv om de efter anmelderens mening bare kører på rutinen. Det virker ikke så lidt komisk, når man kan finde et interview i decembernummeret, hvor Christian udspørges af Kathleen Kai-Sørensen. Fedt nok. Big Brother møder Robinsonekspeditionen i den såkaldte kvalitetsmusikpresse.

Men sådan er det vel bare blevet efterhånden. Hvad ved jeg. Måske er det bare mig der er bagstræberisk - var det ikke det vi kom frem til? Jeg gider i hvert fald ikke brokke mig mere i denne omgang, og bruge mere krudt på at beklage mig over at resten af verden præcis som sidste år er bersærk over sports metal, boy bands, bevidstløs dance (bemærk alle de fine halvengelske udtryk, som enhver A&R - ay and arrrr - -mand kan fyre af i søvne), Popstars og endnu en opsamling med Elton John. Så hellere undgå at nævne det...

Joe Strummer 1952-2002

Så hellere bruge kræfterne på noget værdigt. Skål allesammen - vi drikker for Joe Strummer, der døde i søndags af et hjerteanfald, 50 år gammel. Han vil ikke blive glemt, for han var sanger i The Clash, og mens den arv de har efterladt sig var lille i kvantitet, var den ikke desto mindre enorm i format. Format var desuden noget manden selv havde, og han vil desuden blive husket som en usædvanligt hæderlig fyr, ifølge enhver der kendte ham. Og derfor er den sidste plade vi spiller i aften hans og deres mesterværk London Calling. Ikke flere lovord, jeg håber bare han havde et godt liv. Han har givet os andre noget utrolig musik.

Så skål for Joe og for jer, og så god jul og godt nytår og op med humøret allesammen. Vi mødes jo nok til mere af samme skuffe næste år...

-smølle