Hvad angår det fordrukne, er det indlysende at lade de amerikanske The National lægge ud. Ser I, Loppens booker har virkelig haft en heldig hånd i dette efterår. Den ene fuldtræffer har fulgt det næste – som Magic Numbers, Art Brut, Broken Social Scene og et par stykker jeg selv har været til, Richmond Fontaine og Editors. En del af dem spiller nok større steder næste gang, Editors gør i hvert fald: I Store Vega til februar.

Lørdag aften var det The National, der var på besøg, og torsdag aften havde jeg ikke hørt det navn før. Så var det jeg faldt over Uncuts liste over årets bedste plader – og her var deres Alligator på plads i top fem, tilsyneladende som bladets amerikanske fund. Rost til skyerne var den. Så afsted til Metacritic, der svulmede med store fine ord. Selv de mindre gode anmeldelser lød lovende: ”Depressed guitar poetry that's both elegantly wasted and kinda murky” samt ikke mindst ”It's music for downhearted cattle rustlers to mournfully skin steers to.” Det er da en ros! Og Gaffa lå og flød, og på deres liste gik samme album igen – hvilket jo ikke behøver betyde at det er dårligt. Hvorefter navnet The National gik igen i koncertlisterne med et show samme lørdag aften. Så heldig kan man være.

Derfor, uden at kende andet end den ene sang man kan høre her, var det afsted til Loppen for at høre ny musik; første besøg i Danmark og samtidig sidste stop på turnéen for de seks mand, der passede pænt akavet ind på Loppens lillebitte scene. Især sangeren Matt Berninger var ét virvar af mikrofonledninger, ranglede bevægelser og drinks der så ud til at være Stolichnaya og grapetonic. Tilpas fuld og meget lang lignede han påfaldende Arsenals Jens Lehmann, som denne ville se ud efter fem dages hård druk på vej over i den sjette.

Men lede et band kunne han, og det blev årets liveoverraskelse for mig, både med de barballader som alle Leonard Cohen- og Tindersticks-sammenligningerne lagde op til, men også med nogle flænsende new wave-numre med store omkvæd – så store som der nu er plads til på Loppen – der uden problemer holdt konkurrencen fra livet i en tid hvor gud og hvermand er inspireret af Joy Division og tidlig U2. Lidt uventet, jeg havde nærmest troet at det var i begravelsestempo alt skulle foregå. Slet ikke. Det er en fornøjelse når den slags sker; at man finder et nyt navn hvor alle ingredienserne er nogle man kan lide og virker velkendte, men hvor det hele alligevel blandes på en ny måde. Og når man ser en gruppe hvor alle deltager med noget opfindsomt og idérigt hele tiden.

Alligator var allerede udsolgt fra souvenirboden inden koncerten – Loppens bands har en god vane med også at tage deres albums med som supplement til t-shirtsene. Men den havde jeg alligevel allerede bestilt (og er i øvrigt ved at være en lille smule sur over ikke at have fået endnu – hvad laver postvæsenet med en forsendelse i en uge? Lægger de den af princip væk i dagevis for at vise hvem der bestemmer?), så det blev i stedet forgængeren Sad Songs for Dirty Lovers, der blev købt med hjem. Den er også strålende, lakoniske tekster, melankolsk croon og lurvet New York-romance.

Om tirsdagen var der så åbent igen, denne gang med den knap så hemmelige Steve Wynn, ven af Spruthusets jukebox fra starten og en lokal favorit. Hvorfor han ikke spiller steder som Store Vega er et mysterium, når han har snart 25 års excellente sange og et væld af fine plader på sit cv, og har en solokarriere kørende som forlængst er langt mere omfattende end Dream Syndicates få udgivelser. At et mesterværk som Here Come the Miracles kun udkommer på et lille tysk selskab, Blue Rose, og knap kan købes herhjemme er en skandale. Men pøblens tab, vores gevinst: Wynn på en lille intim scene med sine Miracle 3 er den perfekte måde at se ham på, og det her var måske det bedste jeg har set ham.

Han gjorde da også på den kloge måde – barbere sit sæt fuldstændig for nye sange han mod slutningen. Det er den eneste måde at skrive en sætliste på, og lige hvad Elvis Costello totalt misforstod tidligere på året: i anden halvdel passer det bare ikke ind at spille et langsomt otteminutters nummer fra det nye album. Første halvleg var lige fra starten, den brilliante ’Death Valley Rain’, først og fremmest højdepunkterne fra den trilogi af albums han har lavet de sidste par år, der har fået hans kunstneriske niveau helt op på toppen igen. Og fra omkring i midten, med Dream Syndicates skæbnefortælling ’Merrittville’, i den mest Crazy Horse-prægede udgave jeg har hørt den i, tog det gamle band det meste af sætlisten over, sammen med et par nyere der må være en drøm at spille live, som ’500 Girl Mornings’ og ’Amphetamine’.

Den sidste sluttede Wynn sættet af med, hvorefter noget pænt usædvanligt skete: folk blev ved med at synge ”na na nana yeah”-codaet, og de fire kom hurtigt tumlende ind igen fra bandrummet mens der blev sunget videre, de faldt ind i sangen igen, og sluttede den af endnu en gang. Det havde jeg sgu’ ikke set før. Det havde jeg nu heller ikke, da de spillede unplugged, og her virkelig uden ledninger, på gulvet nede hos publikum på Stengade 30 for 2½ år siden.

De sluttede så af med endnu mere tordnende udgaver af ’The Days of Wine and Roses’ og til sidst ’Halloween’, efter at Wynn først indimellem først var tilbage og meldte at han tog den her, ’When You Smile’, alene fordi ”the Miracle 3 are backstage, having a heart attack... they'll be right out.” Det var så det, og med ni besøg i Danmark på de sidste ti år er det vel bare at håbe de snart kommer igen. Radeberger på fad, udsynet til musikscenens lækreste trommeslager Linda Pitmon (hende og Wynn er et item nu, desværre...), og så den mest ubegribelige kultmusiker i den elguitarspillende verden. Der desuden er en flink fyr, der som sædvanlig var henne og signere folks plader, såsom min fraklip-samling Pick of the Litter (”Rare! Well done!”, står der nu bagpå med en autograf...). Det er da værd at se igen og igen. Også selv om ikke så mange andre i byen gider. Næste gang kan jeg måske endda få min bartenderkollega Holger med, der, som han selv afslørede i Ugens Ræb, missede det da han var faldet i søvn hjemme på sin sofa...

Ugens link: For Whom the Hell's Bells Toll

De udmærkede folk hos Pitchfork er som regel leverandører af nogle fortræffelige baggrundsartikler, ligesom deres anmeldelser også uden undtagelse er velinformerede og velargumenterende. Den seneste er ingen undtagelse – mest fordi den bringer minder tilbage fra en række debatter der nu virker glemte og latterliggjorte, men engang blev taget alvorligt, i hvert fald af nogle, og fyldte en del i pressen i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne.

Også herhjemme kunne man se dokumentaren om den retssag, der fulgte en delvist mislykket selvmordspagt fra 1985, hvor albummet Stained Class med Judas Priest spillede en vigtig rolle. Moderen til den ene af de to teenagere, ham der ikke ramte korrekt med haglgeværet og i første omgang kun blev vansiret (senere lykkedes forehavendet), sagsøgte bandet for at have drevet sønnen til selvmord med underliggende beskeder, ord der kun kunne høres med de normale ører hvis man spillede pladen baglæns – især ”Do it, do it”, hvilket i sig selv er lidt af et halmstrå at gribe efter: hvis man reagerede på at høre en opfordring som dette uden et reelt indhold, ville man så ikke reelt være pænt selvmorderisk allerede?

Judas Priest vidnede, og argumenterede fornuftigt for at det var kontraproduktivt at lægge beskeder ind der ville drive ens egne fans i døden, snarere end til f.eks. budskaber om at købe mange flere eksemplarer af alle pladerne. De påviste desuden, at en anden skjult baglæns besked var ”I-I-I asked her for a peppermint/I-I-I asked for her to get one”, hvilket helt fortjent fik en masse grin, og i høj grad var med til at vinde sagen for bandet. Man kan så spørge om det hele var mest morsomt eller tragisk, men når man kommer til en rockgruppe med et krav om $60 mio. på så vanvittig en baggrund, må man være klar til at blive til grin, død søn eller ej.

Det var i kraft af sin absurditet den mest velkendte sag, men tiden var generelt moden til en gang Satanic Panic, og i takt med at hiphoppen blev mere aggressiv, den tunge rock mere truende og den alternative rock mere uhygiejnisk udseende i form af grungen, kom reaktionen igen til orde, som den havde gjort allerede da jazzerne spillede ’dyrisk’ negermusik og Elvis Presley var en trussel for moralen med sine hoftestød: PMRC, Parents’ Music Resource Center, blev dannet i 1985 og indførte mere eller mindre selvbestaltet en række principper for de facto censur af musik, bl.a. med de stadig meget velkendte mærker om ’explicit content’. De lavede endda en liste over The Filthy Fifteen, sange ingen burde lytte til da de bare var for chokerende. En bizar liste, da de kunne have fundet meget værre og mere undergravende ting bare ved at høre lidt punk, og en liste der egentlig ikke bør være nødvendig, da selv Princes sang ikke er for god, og flertallet af dem ganske enkelt er uudholdelig dårlige og det argeste firserlort.

Og blandt bølgen af moralske opstød var altså også en meget lang dokumentar, Hell’s Bells - The Dangers of Rock and Roll, lavet af en tidligere fan af den farlige rock, Eric Holmberg, der nu var blevet genfødt kristen. Kun i Amerika, hva’? Læs selv artiklen om filmen, en film jeg gerne ville se i dansk tv blandt de andre spændende dokumentarer DR2’s Musikprogrammet er begyndt at vise, om ikke andet så fordi den lyder så sindssyg.

Specielt advarslerne om de enkelte musiknavne er spændende læsning. Der er godt nok mange man i forvejen ikke bør lytte til, fordi de er dårlige, men det er interessant at han ikke kun fordømmer de mest åbenlyst chokerende grupper, men også f.eks. en mand som Phil Collins: ”So-called neutral stuff, by the very reason of its subtlety, is potentially more destructive than the overt wickedness found in hardcore rock and roll". Hallo! Jeg vidste jeg ikke var den eneste der fandt hans ting absolut sataniske! Men at han dermed anbefaler folk at undgå al musik, og vel reel al kunst, da den enten er direkte stødende eller også formentlig er undergravende alligevel, er selvfølgelig salvelsesfuld galskab.

-smølle

med de følgende gæster på jukeboxen i denne uge:

The National: Sad Songs for Dirty Lovers og Alligator – sidstnævnte er stadig ikke kommet, men så er der jo andre måder at skaffe en midlertidig kopi på.

Bright Eyes: Motion Sickness – nyt livealbum der helt enkelt er en art samlet udgave af det bedste Conor Oberst har lavet.

Feist: ’Mushaboom’ – som jeg bizart opdagede efter at høre den spillet af Bright Eyes på det ovennævnte album, lige efter at have hørt den i en Lacostereklame i tv uden at ane hvem det var.

Steve Wynn & The Miracle 3: ... Tick ... Tick .... Tick – et album der hele tiden vokser, når man lige har vænnet sig til at det ikke helt så stort anlagt, nervøst og i widescreenformat som de to forgængere.

Steve Wynn: 'James River Incident' – en mordballade, virker det som, og i alle fald en typisk Wynn'sk lurvet, pulpy historie fra albummet der er nævnt ovenover, Pick of the Litter. Hvad der er sket ved James River er ikke sikkert, men fortælleren har vist noget med det at gøre og er ikke ked af at være urostifter: "The dead can rest forevermore if the creek don't rise again... let it rise!"