Nu må ventetiden snart være slut. Hvor bliver Johnny Boys album af? Det er godt et år siden, at de kom ud af ingenting med en genial single – ’You Are the Generation That Bought More Shoes and You Get What You Deserve’ var en klassiker med det samme. Den lød som Saint Etienne med noget at sige, den brugte trommerne fra ’Be My Baby’, og den var produceret af Manic Street Preachers’ James Dean Bradfield til at lyde som om Phil Spector selv havde været inde over. Der er bjælder på, som på Spectors julealbum! På en single der kom i juli! Og den havde en guddommelig titel.

Og siden: intet. Jo, en nyhed i september om at deres album var færdigt. Men deres egen hjemmeside siger intet, ikke en lyd, bogstavelig talt: de gamle video- og lydklip virker ikke nu. Deres nye selskab har de åbenbart stadig ikke fundet. Og deres gamle er der ingen adgang til mere. Samtidig kommer der rygter fra Sverige om at albummet er ude her i december.

Stands nu den uvished! Nogen, for guds skyld, køb retten til det Johnny Boy-album og giv det den ære det fortjener, hvis det er bare halvt så godt som singlen! Crunchy Frog, var det ikke noget? I alle tilfælde må nogen gøre noget. Befri Johnny Boy!

Der er en ting ved Ryan Adams, der bliver skræmmende på et tidspunkt midt i ’The Sadness’ på hans nye album 29: manden er ikke bare en musikalsk kamæleon, han er den alternative countrys svar på The Terminator og kan uden problemer morfe og blive en helt ny person, sommetider midt i en sang. Det var tydeligt i det tidlige Whiskeytown, hvor han var Paul Westerberg og hans band var Replacements – ikke så lidt ironisk navn på det band han valgte at imitere. Det kunne høres på hans Love Is Hell, hvor han prøvede at overgå den liveplade hvor Jeff Buckley synger Morrissey: ”Fjervægter! Jeg kan være Buckley, og synge 16 Morrissey-numre.” Og på hans Rocknroll-album gik han helt enkelt målrettet efter at være uoriginal. Det var hele præmissen for pladen: han var sur over at selskabet ikke ville udsende den plade der virkelig var ’ham selv’ – en plade der som netop nævnt bestod af at han sang en masse depri sange ligesom Jeff Buckley.

Men her laver han så en ret tro version af Conor ’Bright Eyes’ Oberst, med en spaghettiwestern-backing der lyder som Calexico på lånte instrumenter. Og ironien er klar, for netop Conor Oberst lader til at være målet for Adams’ konkurrenceinstinkt. Det var Bright Eyes, der sendte to meget forskellige albums på gaden i foråret, på samme dag, og lur mig om ikke det er det der har lokket Adams til at udgive nogle af de mange albums han hævder at skrive og indspille, nemlig tre i løbet af et år – det ene endda et dobbelt.

Det, Cold Roses, var det bedste han har lavet siden den debut, Heartbreaker, der stadig er hans bedste bud på en klassiker. Men det næste, Jacksonville City Nights, skulle vise sig at være endnu bedre i sin stramme countryform. Det tredie er så lige kommet, og jeg tænkte nok han ikke kunne nære sig: han er tilbage i navlepilleriet fra Love Is Hell, med et album som (åh jo!) har én sang om hvert af hans år op gennem tyverne.

Det er problematisk. Adams er bedst når han har knivskarpe sange klar. Han er absolut værst, når han jammer sig gennem boogienumre eller drømmer ’atmosfæriske’ – læs: kedelige – numre frem i studiet, lange og retningsløse, som halvdelen af Love Is Hell, og desværre også som halvdelen af 29. Og dog kan han stadig ikke gemme sin formidable musikalitet væk. Så selv om den varer evigt, bliver hans bekendelse ’Strawberry Wine’ ikke et sekund kedelig, og den afsluttende ’Voices’ er helt nøgen og rørende. Men derimellem lugter det godt nok af et møde mellem ungdommelig angst og en 1. december-deadline.

Ugens link: kontroversen over NME’s Årets bedste-liste.

En af julens traditioner for mit vedkommende er at checke New Musical Express’ julenummer med de 50 bedste albums og numre efter bladets mening. Jeg købte mit første nummer af bladet, også et julenummer, i 1987, og det var en mindre revolution at stige af toget et par timer senere med en ny musikalsk referenceramme. Public Enemy årets album – hvem? Jeg kendte måske fem-ti navne på deres liste.

Selv om bladet er blevet klasser ringere siden dengang, og nu ligner en krydsning af det gamle teen-blad Smash Hits og drengerøvsmagasinet Loaded, synes jeg stadig det er interessant hvem der vinder og hvem der er på listen, bl.a. fordi der altid i de lister er tips om musik man ikke kendte i forvejen, og som med fordel kan opdages, bedre sent end aldrig. Og fordi man altid kan diskutere det. At der er en tendens til at hype folk der ikke fortjener det er ikke nyt – det har været hele NME’s eksistensgrundlag i årtier at hype. Men at der ligefrem skulle være Florida-agtige skandaleforhold omkring indsamlingen af årets liste, det er overraskende.

NME har pure nægtet, at lokale folk som Bloc Party og Babyshambles og etablerede gamle britiske folk som Kate Bush og Oasis er kørt i stilling i stedet for f.eks. outsidere som Patrick Wolf, hvis album i øvrigt tæver mere end halvdelen af den top 50 med en stor knortekæp. Og man må vel anerkende at tvivlen skal komme dem til gode, selv med det håbløst halvhjertede forsvar at de ”ikke er organiserede nok til at arrangere en sammensværgelse”.

Hvad man derimod kan mene noget om er hvem de har med, og om det så er for at gå på knæ for The Man eller grunden bare er at de kan lide pladerne er et åbent spørgsmål, men de har i hvert fald en prestigefyldt top 20 fyldt med den nye bølge af britiske navne. Og at have folk som Maximo Park og The Cribs skrevet ned som skabere af nogle af årets allerbedste plader – det er meget store ord. At de som nummer et har det samme navn de satte på forsiden af årets allerførste nummer som 'The sound of 2005' er nok et tilfælde, ligesom det var sidste år med Franz Ferdinand, og...

Her på Spruthuset kommer der også snart en Årets bedste-liste. Hvis nogen er interesseret i at manipulere den for finansielle motiver, så er de velkomne. I et år hvor Nephew ikke har udgivet et album, kan prisen nemt blive så høj, at det ville være dumt at sige nej. Men det skulle da – ligesom det siges at have været hos NME – også være den eneste måde den elendige plade med Babyshambles overhovedet skulle kunne nærme sig en liste med de ti bedste plader på.

-smølle

med de følgende gæster på jukeboxen i denne uge:

The Strokes: ’Juicebox’ – et sent bud på en af årets singler, og dette knasende, spændstige og meget direkte nummer kan måske lette frygten for at de skulle have en masse (gisp!) vellyd ’rigtig’ sang på albummet. Vi får se, det kommer 2. januar.

The National: Sad Songs for Dirty Lovers og Alligator – sidstnævnte er kommet nu. De to albums bliver bedre og bedre, også fordi man opdager fine one-liners fra Matt Berningers lakoniske tekster, som ”I feel mechanical and thin / Hear me play my violin again” og ”I used to be carried in the arms of cheerleaders” – sortsyn med et sært vid. Lige noget for mig. ”Never tell the one you want that you do / Save it for the deathbed / When you know you kept her wanting you”. Arf!

Okkervil River: Black Sheep Boy – et gådefuldt og ildevarslende album med historier fra det amerikanske overdrev. En skummel rapport fra dagens USA.

The Dream Syndicate: The Days of Wine and Roses – rart at genopdage en plade jeg egentlig aldrig har sat så meget pris på, da dens tynde lyd altid har virket lidt for grå og monoton. Det er den ikke, når man hører efter, godt hjulpet af en ny remastret udgave fra mestrene på det felt, Rhino.

Ugens hjemmebrændte

En pulpy opsamling med Steve Wynn, der fokuserer på hans skæbnefortællinger og mere bitre og mørke sider. Der blev ikke plads til hans popnumre som ’Tuesday’ eller ’Carolyn’, fine som de er. En god samling er en der ikke hopper for meget stilmæssigt, og denne bevæger sig i tusmørket hele tiden, enten speedet og hærget eller mørk og depri: Death Valley Rain, Freak Star, 500 Girl Mornings, Younger, What Comes After, Epilogue, Carry a Torch, James River Incident, Drought, Killing Me, Never Ending Rain, 405, Riverside, Southern California Line, Amphetamine, Anthem. Den havde Wynn ikke været skidt tjent med at udsende i stedet for denne unødvendigt ujævne samling tidligere på året.