Ugens link: Hard-Fi på page3.com! (et link til et lille topløst galleri og det korteste korte videoklip på et minut, for at holde husarerne glade – musikken kan man med held finde meget mere af på hard-fi.com)

Først beklager jeg, at den stort anlagte plan om en ugentlig klumme blev kuldsejlet både i sidste og forrige uge, men sådan kan det jo gå. Vi prøver igen. Op på hesten og alt det.

Hvorom alting er, jeg lægger ikke kun ud med at linke til The Suns 'Cash Machine'-special, fordi jeg synes dette vidunderlige og principfaste Rupert Murdoch-blad skulle have nogle hits herfra, og fordi en ven af huset var så venlig at gøre opmærksom på det med et glimt i øjet. Men også fordi jeg fik øje på en notits, da jeg stod og kiggede i dagens Politiken: "... HARD-FI er det næste nye hype band fra den britiske musikscene, og de er allerede nominerede i to kategorier ved det kommende Brit Awards. Selv har de udtalt, at "Coldplay er Manchester United, måske Chelsea, og vi er Brentford (lavere rangerende fodboldhold, red)." 18. februar kan du opleve dem på Loppen, inden hypen for alvor sætter ind..."

... og det er da fint nok, at den største københavnske morgenavis minder folk om at checke et af tidens mest lovende bands, så længe der overraskende nok stadig er billetter. Men helt ærligt... "det næste nye hype band", det er altså for slattent. Ikke kun fordi der mangler mindst en bindestreg. For det første er det næste nye hypeband altså Arctic Monkeys, der kun har haft en ny single ude, og hvis sanger, den snu teenagebonderøv Alex Turner, forlængst har toppet hysteriske NME's Cool i 2006-liste. For det andet har Hard-Fi forlængst skrevet under med Warners og udgivet testen på om hypen holder: albummet Stars of CCTV, der fuldt ud har levet op til den omtalte hype.

Det der irriterer mig er, at det virker så uundgåeligt, at kommer der et nyt britisk band hertil, hedder det hver gang "Nu kommer det seneste hypede britiske band", evt. fulgt af "Især NME har hypet dem, det engelske blad der er hypens konger." Der var lidt mere respekt om dem, da "det ansete NME" gav de danske døgnfluer Junior Senior Ugens Single for tre års tid siden... Skriv dog for pokker om hvad bandet kan og om deres album. Det er trods alt på baggrund af det, de 'allerede' er Brit-nominerede, som det nævnes. Ligesom en række andre (hypede) bands, der også har ét album på cv'et – The Arcade Fire, The Magic Numbers, Kaiser Chiefs, Kasabian og den gudfrygtelige James Blunt.

I stedet har vi en beskrivelse der omfatter to ting: 1) de er sidste nye hype, og 2) de har en kæk lille fodboldanalogi klar til at beskrive sig selv (der dog ville være kækkere hvis den ikke behøvede blive forklaret, og endnu bedre hvis det ligefrem fulgte at de nævner Brentford, fordi det er det lokale ligahold for folk der som Hard-Fi kommer fra den dødssyge soveby Staines, der ligger ved Heathrow lufthavn vest for London). Jeg mener – alle kender vel Coldplay, ikke? At så Stars of CCTV ikke har noget at gøre med Coldplay overhovedet, det er en anden sag.

Jaja, det er måske lidt meget at lægge i en sølle notits, men efter for nylig at have harceleret over Politikens sportsredaktion, så synes jeg det er fair at nævne at metaltrætheden synes lige så stor på musikredaktionen. De to navne der har gjort læsningen langt mere spændende på det seneste, Ralf Christensen og Janus Køster-Rasmussen, ser ud til lige så stille at være forduftet igen. Og tilbage er et korps der, som jeg husker det, også var på plads da jeg begyndte at abonnere på avisen for mere end 15 år siden (dog uden Anders Rou-Jensen, der ser ud til kun at skrive om vælgermøder disse dage). Og Erik Jensen, der dengang end ikke anmeldte, men mest stod for foromtaler, er nu nærmest chefanmelder.

Det giver til tider nogle løjerlige passager, som i den ellers rosende omtale af Thåströms fine nye album Skebokvarnsv. 209, som også er blevet dyrket her i salonerne: "Uanset om man er 'Främling overallt', sådan som Thåström omtaler sig selv i den forunderlige sang af samme navn..." – her overrasker det f.eks. lidt, at Joakim både har været i hæren og spillet elitehåndbold i Drott inden han som 20-årig dannede Ebba Grön. Ikke mindst eftersom han senere røg i spjældet for at totalnægte militæret. En i givet fald lidt overflødig straf. Eller måske personen han synger om i tredieperson snarere er hans far.

Og "Når en sanger synger med en så glødende vilje som Joakim Thåström, er man næsten tilbøjelig til at overhøre banaliteter som 'The Haters', en hilsen til sangerens gamle, stildannende punkband, Ebba Grön og 'Sønder Boulevard'. Her var »det som at komme häm«, for »svar sol sjöng for alla, som var som oss/ Och mr. Dan Turéll var kung varende kväll«. Det svarer vist nogenlunde til at bede Nynne (hende, med dagbogen, De ved) om at fortolke den svenske folkesjæl." Nu formoder jeg at referencen til Nynne mest hænger sammen med at Politiken tilsyneladende har en kvote på antal gange Nynne skal nævnes, for at sikre maksimal omtale af deres stadig mere slidte Bridget Jones-pastiche, og at det er derfor den sammenligning skal med – men for pokker, hvad er problemet med at synge om miljøet som man oplever det?

Dels er Thåström som stockholmer sikkert bedre klædt på til at skildre den danske hovedstad end de fleste skriverspirer fra jyske flækker er. Dels er der vist ikke meget 'folkesjæl' over bohèmen Dan Turell – Mäster Dan Turell, som teksten siger, ikke Mr! – dels vil meningen måske fremgå lidt tydeligere hvis det fremgår at det er Svart Sol, ikke 'svar sol' (hvad det så end er), der sang i hans kunstneriske omgangskreds i begyndelsen af 90'erne i det København hvor Thåström stadig har bopæl. I alle tilfælde er det svært at høre at de par sange skulle være banaliteter, men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag.

Det samme er det, når man sætter sig og laver en top ti over favoritplader af den ene eller anden art. Og dette er så godt et sted som noget til at undskylde, at Årets Bedste-artiklen endnu ikke er klar – det er den ganske snart, pladerne er valgt, og det er lige at finde et par fredelige timer efter lukketid. Men her inden jul købte jeg Mojo, hvis læsere i How to Buy-spalten (åbenbart en månedlig foreteelse) havde valgt de ti bedste plader med den uforlignelige Elvis Costello:

1. This Year’s Model (1978)
2. The Delivery Man (2004)
3. When I Was Cruel (2003)
4. My Aim Is True (1977)
5. Imperial Bedroom (1982)
6. Painted From Memory (1998)
7. King of America (1986)
8. North (2003)
9. Get Happy!! (1980)
10. Armed Forces (1979)

Poppycock! At sige at When I Was Cruel er mandens trediebedste plade overgår snak om smag og behag, det er bare uvidende, som da Sony Ericssons afstemning blandt 700.000 folk gav Shakira verdens femtebedste sang nogensinde med sin dengang spritnye single 'La Tortura'. Og at Blood and Chocolate ikke nævnes noget sted er bare forkert. Så for fuldstændighedens og Costellos egen skyld, her er mine håndplukkede ti Costello-albums, regnet nedefra:

10. King of America (1996): E.C.'s første album uden sine Attractions siden debuten, den i øvrigt stærkt overvurderede My Aim Is True. Udgivet efter hans første friår siden 1977, og en kunstnerisk lettelse: Så ikke-firseragtig som den kan være, organisk rock'n'roll spillet med fabelagtige amerikanske musikere. Lyt: 'American Without Tears'.

9. Armed Forces (1979): Den reneste new wave-plade E.C. nogensinde udgav, og et kommercielt højvande med hittene 'Oliver's Army' og 'Accidents Will Happen'; lyden er lidt af et periodestykke og lige pæn nok, men sangene er uhørt skarpe og til sagen. Lyt: 'Accidents Will Happen'.

8. Trust (1981): Attractions' første virkelige forsøg på at bryde ud af at spille en bestemt genre; her er pop, cabaret, punket energi og ballader med kammermusikere, indspillet i en periode hvor E.C.'s kreativitet var forbløffende og ude af kontrol. Lyt: 'Clubland'.

7. Imperial Bedroom (1982): Om muligt et endnu mere ambitiøst projekt, gennemorkestreret og klart hans forsøg på at gå hele vejen og skabe sit stort anlagte mesterværk, hvilket næsten, men også kun næsten lykkes: De første lyt giver mest indtrykket af et byggerod, men de efterfølgende giver indsatsen mange gange igen, for under den kryptiske musik ligger strålende sange. Lyt: 'Man Out of Time'.

6. Brutal Youth (1994): Den store genforening med Attractions efter otte år som uvenner, og E.C.'s store comeback som kunstner efter nogle ret forvirrede år. Direkte, til tider så rå som titlen antyder, til tider tænksom og nænsom, kunne den ikke være bedre timet end til at komme midt i det store britpopår 1994; E.C. var en af de absolut mest centrale grunde til at den scene overhovedet kunne eksistere. Lyt: 'Kinder Murder'.

5. Painted From Memory (1998): Resultatet af at E.C. arbejdede sammen med mester (ikke Mister) Burt Bacharach på først en sang til en nu glemt film, 'God Give Me Strength', og siden et helt album. Så smukt som man turde håbe på, indspillet i Bacharachs studie med hans vante musikere, og med en melankolsk E.C. til at hylde kærlighedens skyggesider. Er lyden ved at blive for sukkersød, er pessimisten Costello der altid til at ødelægge idyllen. Lyt: 'This House Is Empty Now'.

4. This Year's Model (1978): E.C.'s gennembrud, der stadig ikke lyder som om den er blevet en dag ældre, så spids som en syl eller et los med en af de støvler pigerne i hans sange altid synes at gå med. Det andet album så en færdigskabt suveræn sangskriver, og han havde et fantastisk band, der i stedet for tidens modelyde gik efter de tidlige tresseres stramme og præcise stil, noget vi kan prise os lykkelige for i dag. Lyt: 'I Don't Want to Go to Chelsea'.

3. Punch the Clock (1983): Lyden af E.C., der med Madness' producere om bord droppede de store armbevægelser fra Imperial Bedroom, og i stedet gik efter poptrofæet. Madness havde selv forlængst droppet ska for pop, The Jam var ude og The Style Council var inde, og E.C. var klar til hitlisten. At han så fandt derop med en ondskabsfuld, fordækt, rasende Thatcher-protest, samt med en knugende ballade om Falklandskrigen, det er mere overraskende i forhold til den lyse lyd på resten af pladen (der i øvrigt er bund for mere raseri mod fascister og troløse kvinder). Lyt: 'Shipbuilding'.

2. Get Happy!! (1980): indspillet på højden af E.C.'s kreativitet, er dette hans ønske om at slippe ud af new wave-lyden, der hæmmede ham efter Armed Forces. Bevæbnet med en stak Motown- og Stax-plader gik han i studiet med Attractions og indspillede inspireret deraf en bagatel af tyve numre, alle lige på kornet. At de aldrig helt kom til at lyde som Motowns husorkester betød mindre. Ingen Motown-musiker havde alligevel fået lov at øse løs af så bitre, intense og ætsende ord som E.C. på den svagt sarkastisk benævnte Get Happy!! Lyt: 'High Fidelity'.

1. Blood and Chocolate (1986): Og når vi taler bitter, så bliver intet bitrere end denne plade, hans sidste inden bruddet med Attractions, en plade lavet af en mand der kort forinden var blevet skilt, og hvis band og han helt enkelt ikke mere kunne sammen. Den bitterhed og gruppens spændinger er hvad der får denne rå, underproducerede plade med sit åbne sår i maveregionen til at slå gnister, men især et sted bliver intensiteten nærmest skræmmende: på den forbløffende blues 'I Want You', hvor E.C. nærmest giver den som stalker og forklarer præcis hvor jaloux han er på sin ex og hendes nye mand, 'that clown'. Lyt: netop, 'I Want You'.

-smølle