”Smagsdommeri! vrænger kritikerne. Ja, det er det. Et sådant arbejde skal være elitært, det kræver eksperter.” – fra Jyllandspostens leder, 25. januar 2006

Nå ja, det er da ærlig snak. Også selv om Viby-avisen da om nogen må formodes at være med på anti-smagsdommermoden, som Anders Fogh satte i gang i sin første nytårstale i begyndelsen af dette årtusind. Men man kunne jo også knap nå at sige ’The Skeptical Environmentalist’ før det dæmrede, at de smagsdommere Fogh var imod var dem som ikke delte hans egen smag.

Derfor virker den nye kulturkanon – udtalt ’kanon, ikke som skydevåbnet, men som den irriterende måde man altid blev sat til at synge en eller anden gyselig børnesang på af sin folkeskolelærer – fra begyndelsen mest som en partipolitisk manifestation, ærlig talt, noget man kan slå folk i hovedet med hvis man ikke i stedet tvinger det ned i halsen på dem, hvilket Brian Mikkelsen (formentlig mest i kluntethed) forlængst kom til at bralre ud med på et konservativt landsmøde.

Eller sådan virkede det da i hvert fald. Men hvis man kigger på den populærmusikalske ende af kanonen (som er den eneste jeg har nærstuderet, da det er det eneste af dens områder hvor jeg er kvalificeret til at tale med om bare halvdelen af værkerne, også selv om der insisteres på at Drot og Marsk og ’Danse i måneskin’ hører uløseligt sammen), så er det dæleme tvivlsomt hvor hårdt man kan slå nogen som helst med dette. Jeg begriber den ganske enkelt ikke, og det er ikke fordi jeg, som Jyllandspostens lederskribent, synes det er for elitært, og mildt sagt heller ikke fordi listen over de tolv ’værker’ har dette problem, anført samme sted: ”Her har man valgt så mange nutidige værker, at de næppe vil være at finde på listen om 10 år.”

Nutidige? Elitære? Prøv at tage et kig på listen, som den tager sig ud her – eller i kort form her:

12 udvalgte sange
Kai Normann Andersen (1900-1967)
Musens sang – Den allersidste dans – Pige træd varsomt – Å hvor jeg, ih, hvor jeg, uh hvor jeg vil – I dit korte liv – Man binder os på mund og hånd – Alle går rundt og forelsker sig – Gå ud og gå en tur – Glemmer du – Titte til hinanden – Drømmeland – Gå med i lunden.

Dansk guldalderjazz Vol. 1-4
Antologi af guldalderjazz – 1988

The Savage Rose
The Savage Rose – 1968

Værsgo
Kim Larsen – 1973

Svantes viser
Benny Andersen og Povl Dissing – 1973

Live – Sådan
Gasolin’ – 1976

Supertanker
Kliché – 1980

Tidens tern
C.V. Jørgensen – 1980

Stjerne til støv
Sebastian – 1981

Aura
Palle Mikkelborg – 1984/1985

Nærmest lykkelig
TV-2 – 1988

12 evergreens
Elga Olga: ’Solitudevej’ – 1953
Poul Reichhardt: ’Er du dus med himlens fugle’ – 1958
Rachel Rastenni: 'Heksedans (her kommer mutter med kost og spand)' – 1960
Otto Brandenburg: ’To lys på et bord’ – 1960
Grethe & Jørgen Ingmann: ’Dansevise’ – 1963
Cæsar: ’Duerne flyver’ – 1967
John Mogensen: ’Så længe jeg lever’ – 1970
Anne Linnet: ’Smuk og dejlig’ – 1975
Gnags: ’Under bøgen’ – 1977
Shu-bi-Dua: ’Danmark’ – 1978
Trine Dyrholm: ’Danse i måneskin’ – 1987
Lars Lilholt Band: ’Kald det kærlighed’ – 1990

Ja, er du da rådden hvor er det elitært. Lige fra det der mere eller mindre udgjorde soundtracket til tv-serien Kald Mig Liva og frem til Lars Lilholts fællessang er det helt klart det eliten går og danser moderne til i deres paladser.

Jeg fatter ikke en brik. Jeg synes det er så indlysende, at dette ikke er nær elitært nok, og hvis man i ramme alvor kan få sig selv til at kalde nogen af disse værker for nutidige, så er det da vist en selv der lever i en anden tid. Det er så i det mindste en glæde, at det er en tid efter krigen. Med Jyllandsposten er man sommetider i tvivl.

Det virker mest som om nogen har samlet de sidste 30 års playlister for De ringer vi spiller og Giro 413 og taget de mest ønskede med (eller måske valgt sange ud fra hvad Lars Hug indspillede på sit 1989-album Kopy – der er hele seks gengangere rundt om på listen). Det gælder især den ærlig talt jammerlige evergreenliste, hvor især sangen om mutter med kost og spand ikke er en flere fortjener at plages med nogensinde. Og Lilholt, ja, Lilholt, fanden med en fiol – "åh-u-ååååh" for en giftig gang lort.

Jeg ved heller ikke hvilke perverse instinkter det er, der får et udvalg til at nominere nr. tre fra melodigrandprixet i 1987 med den unge Trine Dyrholm, majet ud som en pantomimefigur (det var firserstilen – den som Jyllandsposten åbenbart synes er nutidig, men hvis det er tilfældet er jeg da glad for at bo øst for Storebælt og slippe for at se de nutidige piger se sådan her ud).

At Ingmannernes elegante og raffinerede vindersang fra 1963 er med er helt indlysende, ditto den luskede baggårdspuma Ottos forførende ord fra tre år før. Dyrholm derimod, der må ligge nogle ulykkelige teenagefjernforelskelser og lure. Er den sang udtryk for noget er det at Danmark er et gennemsnitligt land, for det er en gennemsnitlig sang sunget af en gennemsnitlig skuespillerinde – der til gengæld havde en stemme som en gennemsnitlig hyæne lyder i minutterne efter at have fundet en selvdød gnu.

Elga Olgas Cirkusrevyvise om Solitudevej er nærmest den sang der går længst ned i den menneskelige psyke på den måde en god popsang gerne må, og det er mest af alt en kritik af det der fulgte. Ærlig talt, hippienonsens som ’Under bøgen’ og fodformet helvede som ’Smuk og dejlig’? Forklaring følger.

I det mindste er det svært at sætte spørgsmålstegn ved Kai Normann Andersens sange. De tegner et tidsbillede af mellemkrigsårene og har en originalitet, der ikke er til at overse. At samle en blande-cd med hittene er heller ikke urimeligt; der kom jo ikke albums dengang. Derimod begriber jeg ikke relevansen af at nogle lokale jazzere sad og gav gamle traditionelle New Orleans-numre som ’Sweet Georgia Brown’ endnu en tur i karrusellen under krigen.

Kim Larsen og Benny Andersen er også så populære og tidsrepræsentative, at det vel er fair at sætte sin smag på standby og erkende at de hører hjemme, selv om jeg selv ville gå i en stor bue uden om et sted hvor de bliver spillet – det er noget med stemmer man elsker og stemmer man ikke kan holde ud, og Kim Larsen og Povl Dissing er meget højt på listen over de sidstnævnte. Men hvad er det for noget forblommet vrøvl om Gasolin’? At tage deres liveplade med, fordi scenen er det forum de hørte hjemme i? Jeg har rent faktisk hørt den liveplade, og for sæven hvor er det en håbløs lydoplevelse, rent mord selv på et virkelig strengt udvalg af noget af det mest blæste knallertrock de nåede at lave. Det eneste der kunne redde dem fra tid til anden var at have en duelig producer inde over deres studieplader.

Det bliver helt weird i firserne, selv om det er her jeg kan genfinde de plader jeg har i min egen samling. Og nej, Sebastians gyser Stjerne til støv er ikke en af dem. Selv om den er tidstypisk efter JP-standard, så er den lænket til firserne på ækleste vis, lyden af alt hvad der var galt med dansk pop i det årti, glat og slikket, med studiehajer som Kenneth Knudsen og hans alt for virtuose elektriske tangenter om bord. Den eneste lettelse må være at det i det mindste ikke var omslaget, der blev udvalgt inden for billedkunst.

Nej, det er for det første Kliché, der kører på dette anlæg; ja, Bopa havde dem kørende så sent som sidste uge, og de er vel det eneste bud på pop på kanonlisten med bare en lille smule futuristisk tilsnit. Deres bizarre nihilisme provokerede da også den popscene der så længe havde været domineret af gamle hippier, der satte instrumental kunnen i højsædet. Deres lyd var iskold, helt upoleret og nyskabende. Troede man indtil man læste motiveringen: ”Noget, der lyder som et Farfisa-orgel, gennemløber med manisk konsekvens stærkt forenklede melodiske mønstre, klinisk renset for æstetiserende effekter, for så i sekundkorte stød at skifte karakter og inddrage traditionelle ekkoer af Beach Boys og noget, der lyder som overvintret inspiration fra Alrune Rod og Gnags.”

Her faldt tiøren ved et opslag i listen over hvem der egentlig havde siddet og skrevet om det der. Jeg vidste at forfatteren og Ibens-bassisten Henrik Marstal var inde over, men der måtte være en anden et sted, en der kunne sidde og hive gamle hippier ind over alt der intet har med den æra at skaffe, men tværtimod er et rent musikalsk oprør.

Hey presto: Torben Billes navn dukkede op. Pludselig stod det klart hvorfor Alrune Rod skulle med ind over Kliché. Hvorfor Sebastian spillede en rolle. Hvorfor TV-2’s Nærmest lykkelig måtte være selvskreven. Bille!

Jeg læste hans bog Brock, som man kan finde en art anmeldelse af her, sidste år. Fyldt som den er af heltekvad til netop Sebastian, og præget af et forhold til Steffen Brandt der nærmest udfolder sig som et gammelt ægtepars, giver den en meget god rettesnor for hvad man kunne vente. Og med Billes forkærlighed for gudfrygtelige, floromvundne bands som Bifrost er det nemmere at se hvorfor de på en eller anden måde skulle hæftes på Kliché (i stedet f.eks. for det band de på alle leder og kanter efterabede: deres samtidige fra USA, Devo).

Det kan også forklare hvorfor Tidens tern er med. Det er nemlig den eneste plade hvor C.V. Jørgensen arbejder sammen med Billes udfra bogen at dømme rigtig gode ven Billy Cross. C.V. selv er formentlig forbløffet over at der er blevet håndplukket en af hans egne mindst foretrukne plader; et album som gav ham forespørgsler på om han var interesseret i at skrive revynumre, hvilket forståeligt gjorde ham forskrækket og fik ham til at ændre retning til en mindre fortællende og mere personlig lyrik og en hårdere kant i musikken. Personligt havde jeg valgt den guddommelige Indian Summer fra 1988, men der er det selvfølgelig ikke Cross, der spiller for. Hvad C.V. mener, melder historien ikke. Han finder formentlig det hele dybt kejtet.

Så der har vi popkanonen klar. Intet er tilsyneladende lavet af varig værdi herhjemme siden ’Danse i måneskin’ i 1987 (Lilholts sang har faktisk helt tyve onde år på bagen). En god milepæl for dansk populærkulturs ende. Eller hvad? Det er ikke fordi der ikke må vælges engelske værker, at Sort Sols Flow My Firetear ikke er valgt – Savage Roses debut er også på engelsk. Ejheller at instrumentalværker ikke må forekomme – Aura, der vel reelt er en Miles Davis-plade, er et sådant, så Future 3’s albums, der har givet genlyd over hele verden med deres faktisk karakteristisk danske lyd, kunne have været med. Men dem har Hjorting jo aldrig i sit liv spillet.

Hvis målet i stedet som ventet er at sætte folkedybets sjæl på cd, så er det da gået meget godt. Er idéen at få fremstillet soundtracket til en god hyggestund med ”Dannebrog over et kaffebord med likør og tørre kager”, som C.V. Jørgensen skrev i en musikalsk stund som var klart mere inspireret end det meste af Tidens tern, iblandet et absolut minimum af ubekvem grænsesøgning, så er den idé da godt ramt. Selv i Brian Arthurs mest kluntede fremstillinger af idéen med det hele havde jeg dog ikke troet, at meningen var at fremhæve en række værker som enhver over 30 må kende, og som enhver under 30 ikke vil udvide sin horisont ved at lytte til, men derimod indsnævre den betydeligt.

Men er man på frontlinien i en kulturkamp må man jo vide hvad man gør. Og Shu-Bi-Duas ’Danmark’ med sit ”Der findes andre mennesker end dem der er danske/De bor i huler og slås hele dagen/Det har vi ligegodt aldrig nogensinde gjort/De varme lande er noget lort”, med Michael Bundesens svært synlige glimt i øjet, fremstår da også som et vidende nik til våbenbrødrene i DF, der jo hele tiden skal tages i ed. Den må de elske på linie med Guldhornene – den kan man endda danse til. Det kan bøde på den ærgrelse det må være, at Richard Ragnvald ikke klarede cuttet.

Her fra baren skal der bare lyde lidt undren over en popkanon, der svinger fra det kloge og velvalgte over det totalt forældede og irrelevante til det usammenhængende og inkonsekvente. Det der for alvor undrer: hvad pokker har de brugt al tiden til?

Så har de været lidt mere kreative i scenekunstudvalget. Der har de plukket fem obskure koncerter med Sort Sol i 1987, givet på små spillesteder i København, siden glemte, formentlig som kombination af at store dele af det lille publikum var så bankelamme som den slags nu engang gerne er, og at Sort Sol ikke var særlig gode, og bl.a. ikke spillede noget fra deres fremragende dengang nye album Everything That Rises Must Converge.

Hvis det skulle være blandt de tolv største scenekunstøjeblikke nogensinde, umuligt at bevise eller genskabe som det er, der må man godt nok tage hatten af for de elitære evner. Men ubrugeligt er det, endnu mere end den krydsning af Absolute Dansktop og Magi i luften, popkanonen udgør. I det mindste kan man da trøste sig med, at svenskerne ikke har lavet noget lignende. Den danske vil se lidt fjollet ud ved siden af, hvis det sker.

-smølle