The Rolling Stones • Forum Horsens Outdoor, Søndag d. 3. september 2006

 

 

Det blev i den grad A Bigger Bang, da 63-årige Mick Jagger i spidsen for de evigt- men ikke mosgrønne rullesten brændte energi af i mængder, der så rigeligt ville kunne holde en by som Horsens strømforsynet en almindelig, dansk efterårsdag. Rockmusikkens længstvarende og største succeshistorie fik tilføjet endnu et kolossalt kapitel på Lars Tyndskids østjyske Marker.

 

 

Søndag ved 13-tiden var det med lidt blandede forventninger, at det Københavnske/Sorøske hold satte kursen mod Horsens. Dels skulle vi jo have været af sted allerede den 8. juni, hvor Stones måtte udsætte - og aflyse - dele af deres Europa-tour pga. Keith Richards' øvelser i palmetræ. Dels måtte Stones aflyse to koncerter på den reorganiserede Europa-tour pga. Mick Jagger's strubekatar. Og dels var Madonnabesøget sammesteds en halv snes dage inden blevet skamkritiseret både omkring logistikken og selve koncertoplevelsen. Simpelthen for stort inden- og udenfor Forum Horsens Outdoor.

 

 

Det var dog aldrig et tema at droppe Stones. Heller ikke til at vide, om dette skulle være sidste gang, de kunne opleves på en scene i Danmark. Undertegnede vil endda sige, at når fruen m.fl. kunne slæbe én til Göteborg for at se Robbie Williams tidligere på sommeren, så skulle man da være et særligt skarn for ikke at køre til Horsens for at se Stones.

Heldigvis tog de æterbårne vejrorakler endnu engang fejl, så den adviserede miniorkan med tilhørende regn kunne aflyses. I hvert fald over Horsens og Østjylland. Vi var i tilstrækkelig god tid til at undgå propper og køkørsel, og det var vel egentlig kun den usædvanligt store bemanding i de Halskovske toll-boder, der indikerede en forventning om ekstraordinær trafik over Storebælt. Efter lidt - skulle det vise sig, misforstået - mobiltelefon-koordinering med Tysklands-holdet omkring parkeringsgeografien, samt en fejltolkning af de interimistiske vejviserskilte, der sendte os forbi en cul-de-sac gård og nær-påkørsel af samme gårds hund, ramte vi ved 16-tiden Stones-i-Horsens P-Syd. I sikker forvisning om, at Tysklands-holdet havde ramt samme P-Plads som os - det var trods alt den første, man mødte sydfra - opstod så mængder af forvirring, mens vi ledte efter dem og omvendt, blot for ved de respektive shuttle-busstop at konstatere, at vi ikke var endt på samme parkeringsplads! Det lovede ikke godt for dagens videre logistik, der bl.a. omfattede møder med to yderligere hold nordfra og diverse billetudveksling.

Et kvarters tid var der fra P-Syd indtil Horsens Midtby, en tur der skulle tage den dobbelte tid retur efter koncerten. Efter lidt yderligere talen-forbi-hinanden, bl.a. omkring hvor "enden af gågaden" er, når indre Horsens på dagen var en labyrint af gågader, fandt vi dog i første omgang Tysklandsholdet. Herefter var der tid til at udforske Midtbyen og omkringliggende matrikler. Alt emmede af Stones. Billboards, bannere, plakater, livemusik (Stones coverbands selvfølgelig), gratisaviser samt boder og atter boder med mad og drikke. Horsens by var erklæret Stones område, og de opfindsomme, private entrepriser kæmpede side og om side med handelsstandsforeningens initiativer som f.eks. momsfri zone (med slet skjult adresse til bl.a. Parken - ikke uden humor!).

 

 

Omkring 85.000 koncertgæster oversvømmede midtbyens gader, markerende en veritabel invasion af Horsens med lige knap 60.000 indbyggere til daglig, hvorfor vi måtte acceptere, at trykket på restauranterne var så stort, at det var ikke var til at opdrive et anstændigt måltid mad. Og nå at spise det. Så vi var som de fleste andre henvist til myriaderne af fastfood-boder og -telte samt pølsevogne og valgte så alligevel et pizzeria i Sønderbrogade 7, hvor indehaverne oplevede deres travleste - og sikkert givtigste - dag nogensinde.

 

Så blev det ellers tid til at bevæge sig nordover, op mod Forum Horsens Outdoor. "1200 meter" stod der på et skilt lidt udenfor midtbyen. Det har så nok været til indgangen til den ydre labyrintring uden om selve koncertpladsen. Herfra kunne vi i det mindste se scenen - langt væk - der mest af alt lignede af parkeringshus i fem etager, og blev via sindrig skiltning gelejdet rundt ad små veje for at finde frem til de respektive indgange. Vi der skulle mod Indgang 50 måtte en pæn vej rundt i villakvartererne, inden vi med billetterne fremme kunne sluses igennem til Langmarksvej for enden af Blæsbjergvej (muligvis). Det var så første checkpoint.

 

Lidt mere vej-, mark- og træflisvandring, og så var vi endelig ved indgangen til selve koncertpladsen. Checkpoint Indgang 50. En person til at scanne billetten. En person til at rive snippen af billetten. En person til at give os et orange armbånd - inderplæne-adgang - på, og endnu en person til at sætte et grønt kryds på den billet, vi så lige måtte grave op af lommen igen. Og ikke for sidste gang skulle det snart vise sig. Men nu var vi da inde på pladsen, dvs. allerbagest eller længst mod øst med noget der lignede en halv kilometer op til scenen og vores inderplæne-pladser. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen, men 300 meter skulle der vel nok være op til scenen, og vi skulle stadig ned gennem et dyrskuelignende kaos, før vi skulle vise armbånd til endnu en person for at komme hen til den sidste sluse ind til Inderplæne A. Her skulle en person tjekke billet og anden forsyne billetten med endnu et kryds, denne gang blåt.

 

 

Alt i alt syv forskellige kontroller skulle vi altså igennem for at nå vores mål. Det var mindre omstændeligt at komme ind i et østeuropæisk land, før jerntæppet faldt. For fanden, Horsens, It's Only Rock'n'Roll!

 

Den omfattende kontrolprocedure var dog stadig mangelfuld omkring visitationen, for der sås masser af dåsebajere, foto- og videoudstyr. Vel inde på Inderplænen kunne vi konstatere, at inderplæne-gæsternes toiletter og boder befandt sig langt ude til venstre for scenen, på Inderplæne B området. Så vi på Inderplæne A kunne ikke sådan uden videre proviantere, hvorfor det føltes dobbelt tragisk med sms-beskederne fra de to i vores selskab, som var på B-inderplænen og havde købt rigeligt med drikkevarer og bare skulle vide, hvor vi andre stod. De kunne ikke komme fra B til A (og vi ikke fra A til B) grundet midterrampen fra hovedscenen til miniscenen. Den miniscene som er obligatorisk til Stones koncerter, og som arrangørerne burde have gennemskuet til en mere gennemtænkt placering af boder. Guderne skal vide, at de kunne have hentet personale nok fra de unødigt mange checkpoints.

 

Men i det mindste var vi ved halvotte-tiden kommet på plads, små 20 meter fra scenen, der også her ganske tæt på lignede et parkeringshus. Nogenlunde samtidig gik aftenens uvedkommede støj aka. opvarmningsbandet Maximo Park fra Newcastle i gang. Den slags der bare skulle overstås. I modsætning til opvarmningen i Parken for tre år siden, der nærmest blev jaget på porten under 40.000 strubers højlydte buh-råb, fik Maximo Park dog sporadiske klapsalver, så helt og aldeles, gennemført forfærdelige var de åbenbart ikke, om end deres musik nok ville gøre sig noget bedre i en intim indierock-sal, og ikke foran otte træningsbaner i Horsens med op mod 85.000 mennesker væltende på plads.

 

Ligesom andre warm-up acts på "A Bigger Bang" touren som Metallica, Alanis Morisette, Queens of the Stone Age, Dave Matthews Band, Alice Cooper, AC/DC, Van Morrison og Pearl Jam i stil og/eller alder nok passer lidt bedre. Når det nu skal være.

 

 

Da de unge briter var færdige, var det tydeligt at se på sceneteknikernes oprydnings- og tilrigningstempo, at The Rolling Stones ikke just stod og trippede i kulissen.

 

Der skulle da også gå en god time, inden det, vi var kommet for, var en realitet. Det meste af den time kunne én stakkels "frivillig" i vores kreds benytte til at hente drikkevarer. Det var ud fra inderplæneområdet, ud af "slusen" - mod strømmen - og ind igen gennem samme sluse mod forevisning af billet med blåt og grønt kryds. Lidt af en kunst med drikkevarer båret i begge hænder. Ikke verdens mest begavede system, Horsens!

 

Mange andre havde samme problem. Hidsige ølhentere og urolige koncertgæster, der ikke kunne fatte, at forsyningerne kunne tage så lang tid at hente.

 

I mellemtiden var scenebelysning og lyd testet og parkeringshuset blevet fyldt op med back- onstage adgangsvindere på flere af etagerne, så man fornemmede, at det var ved at være snart.

 

 

Kl. 21.20 sker det så! Alt lys i Forum Horsens Outdoor slukkes, vi brøler alle om kap med fyrværkeriet fra scenens top, og en sciencefictionagtig hightempo actionvideo brager over storskærmen. Mens videoen ruller mod The Big Bang bevæger silhuetter sig i position på selve scenen, forrest en adstadigt slentrende og storsmilende Keith Richards. Så følger kaskader af lys og åbningsriffen til 'Jumpin' Jack Flash' [fra albumet Through The Past Darkly/1969], mens Mick Jagger kommer flagrende ind på scenen, som var han affyret fra en energikatapult. ♪But it's all right now, I'm Jumpin' Jack Flash, It's a gas! Gas! Gas!♪ Publikum er med på kor, de fleste er bekendte med Stones-klassikeren, som har åbnet samtlige koncerter på Europadelen af "A Bigger Bang" touren. 'JJ Flash' kan bare aldrig gå helt galt.

 

Velkomst og lidt danske spil-for-galleriet brokker fra Mick, der øjensynligt vækker jubel på disse kanter. Personligt har jeg altid fundet det pinligt og unødvendigt, når udenlandske kunstnere skal forsøge sig på dansk.

 

Anyway, vi fortsætter med endnu en klassiker, 'It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It)' [It's Only Rock'n'Roll/'74], hvorefter vi får aftenens første - af blot tre - sang fra det nyeste album; 'Oh No, Not You Again' [A Bigger Bang/'05]. Oh no, tænker undertegnede, for det er just ikke blandt de bedste numre på Stones' aktuelle studieskive.

 

De skal dog senere blive tilgivet, da de to andre nye sange denne aften, viser sig af være pladens to klart bedste skæringer.

 

 

Vi kører over i to lidt sjældnere ting, både på denne tour (kun spillet 4 hhv. 6 gange) og i det hele taget, 'Bitch' og 'Sway' [begge fra Sticky Fingers/'71]. Samtidig er baglandet kommet på scenen. Eleveret ude til højre blæserkvartetten, anført af saxofonisten Bobby Keys, der har spillet med Stones siden 1969, om end ikke konstant. Og på plads i venstre side er kommet kor-trioen, hvor et gensyn med den langbenede og humørsprudlende Lisa Fischer (i Stones-baglandet siden sidst i 80'erne) incl. generøs eyecandy til gården og især gaden ikke er at foragte.

Mick bruger lidt tid på at mindes, at de vist har været i "Jyyylaand - Jutland - like a 100 years ago, Aarhys", mens han - oprigtigt, ser det ud til - forbløffes over de mange mennesker og hævder at dette vil blive den bedste koncert på Europa-touren. At vurdere den påstand kræver, at man har hørt og set de andre også, men det er i hvert fald sidste gig på turen, så man kunne vel gøre sig forhåbninger om lidt "ekstra". Vi får 19 sange denne aften, skal det senere vise sig. På mere end halvdelen af eurotouren har Stones spillet 20 numre pr. show - en enkelt gang endda 21 - så det er ikke på kvantitet, vi får det ekstra noget i aften. Lidt trivia: På Eurotourens 19 koncerter - incl. Horsens - har Stones blot spillet 34 forskellige sange fra det 300+ numre store bagkatalog, så der har ikke været de store udsving på sætlisten fra aften til aften. Måske kan d'herrer i aldrene 59 til 65 år simpelthen ikke huske flere forskellige sange. Med et spænd på 40 år og 18 studiealbums repræsenteret kan man dog ikke klage over alsidigheden i tour-repertoiret. Hele Stones-paletten med hovedvægt på de uundgåelige Stones-standards og aldrig mere end tre numre pr. aften fra den nyeste plade.

 

Keith fatter den akustiske guitar, mens Mick ifører sig en rytmeguitar. Det er tid til et af aftenens helt store højdepunkter. Den smukke, smukke ballade 'Streets of Love' [A Bigger Bang/'05], der er blændende på studiepladen, men nærmest guddommelig live. Det er 100% Jagger, der har publikum i sin hule hånd, ikke mindst når der skal brøles med på a capella stykket. Så bragende godt, at man glemme, at Stones endnu engang snyder et dansk publikum for 'Angie'. 'Streets' har dog de samme kvaliteter, og var det ikke for rullestenenes alder, ville den være lige så stor klassiker (og live-perle) om 32 år, som Angie er i dag på 33. år. ♪The awful truth is awful sad, I must admit I was awful ... bad♪

 

Nu hvor proppen er af, brager vi ud i næste stjernestund. Mick tuner blues-mundharmonikaen i baggrunden, og man gætter snart, at det er tid til 'Midnight Rambler' [Let It Bleed/'69]. Forrygende stærkt, og tid til lidt improvisation, temposkift og interaktion med publikum. En Stones-standard, der først og fremmet er et live-hit, hvor studieversionens 6:52 minutter gerne bliver til mellem 10 og 20 minutter på scenen. Afhængig af aftenens humør, ikke mindst publikums. Denne aften får vi godt en halv snes minutter, inden der kaldes tid. Blændende, men i modsætning til i Parken for 3 år siden, hvor 'Rambler' var højdepunktet, bliver det i aften "kun" et blandt flere virkelige højdepunkter. Og på den led bliver aftenens koncert også endnu bedre end København '03. Stones fortsætter med endnu en standard, 'Tumbling Dice' [Exile On Main St/'72], der heller aldrig kan gå helt galt.

 

 

Så må der pustes ud, on and off stage, og Mick Jagger går i gang med bandpræsentationen. Fra blæserne over kor til inderkredsen, hvortil hører keyboard-bokseren Chuck Leavell og bassisten Darryl Jones. Førstnævnte har spillet med Stones siden 1981, mens sidstnævnte har været on/off gennem et dusin år og reelt anses som Bill Wyman's afløser. Vi hilser på Ronnie Wood og Charlie Watts med lidt guitar- hhv. trommelir, inden Keith Richards vanen tro præsenteres sidst. Det fører lige så vanen tro til det tidspunkt på aftenen, hvor vi skal have et par numre med Keef på vokalen, mens Mick hviler. Der bliver også tid til lidt banter med en Keef i overdådigt humør. Måske fordi han efter i aften har fri frem til 20. september, hvor Stones genoptager verdensturneen i Boston.

 

Keef har - ligesom Ronnie - sin obligatoriske smøg i kæften det meste af aftenen, men der er ingen bajer- eller sprutflasker, ligesom han if. eget udsagn skulle være aldeles stoffri, både i arbejds- og fritiden. Maksimalt vil han være bonget op på morfin til at dulme hovedsmerterne fra faldet. Også Keef causerer over de forbløffende mange mennesker; "Where did you all come from". Ret beset er (ca.) 85.000 mennesker alt for mange, med mindre man bare kan sidde/ligge nede bagved og stene som var det en festivalkoncert. 85.000 er ikke bare rekord for europatouren, men for hele "A Bigger Bang" turen, der startede i august 2005 i Boston, so far. Hvis der altså lige ses bort fra de absurde 1,3 mio. mennesker på Copacabana til gratiskoncert i februar. Ellers har ca. 65.000, 80.000 og 70.000 på hhv. San Siro (Milano), Stade de France (Paris) og Millennium Stadium (Cardiff) været tilskuer-topscorere på europa-turen. Alle steder på reelle stadions med folk på side- (og sidde-) tribunerne, hvorfor selv de allerbageste på plænen ikke er længere væk fra scenen end max. en fodboldbanes længde. Her i Horsens må der være meget, meget langt fra de bageste, også selvom Stones har markant større skærm(e) og musikalsk trods alt egner sig lidt bedre til "stadion-koncerter" end det udskældte pop- og dansehow med Madonna. Under alle omstændigheder kan vi i vores selskab prise os overordentligt lykkelige for de trods alt kun 100,- dyrere billetter til en plads blandt de 5.000 allerforreste. Vi går ikke glip af noget som helst. Udover drikkevarer.

 

Det skrider helt for Keef omkring starten på 'Slipping Away' [Steel Wheels/'89]. En storgrinende Ronnie får sat Keefs fingre rigtigt på guitaren, mens det også i andet forsøg kokser lidt med stemmen.

 

Keef får dog charmet sig igennem, ligesom både han og - især - Ronnie Wood i løbet af aftenen får reddet diverse småbøffer. Rutine og evner fornægter sig ikke, og lidt skønhedsfejl hist og pist er nu også en af charmerne ved live-musik. Og så langt at foretrække for bands, der stiller sig op og lirer et studiealbum minutiøst af, præcis som det lyder på hjemmeanlægget.

 

Vi bærer over med Keef, og det går straks bedre med hans andet indslag i aften, 'Before They Make Me Run', som ender i fællessang på omkvædet.

 

 

Den stammer fra [Some Girls/'78], der også lagde albumplads til den næste vi får, den mere soul-prægede 'Miss You', hvor Mick - igen med guitar - selvfølgelig er tilbage på scenen.

 

 

Mens publikum får sin sag for mht. at hvine med på det highpitchede ♪Oooh oooh oooh oooh oooh oooh oooh oooh ... Aaah Aaah Aaah Aaah Aaah Aaah Aaah♪ er det blevet tid til, at Stones-drengene skal ud på miniscenen. Så sent som i Parken 2003 kunne d'herrer såmænd selv bevæge sig ud ad rampen til B-scenen centralt i arenaen. I aften samles de fire rullesten plus Chuck og Darryl med deres instrumenter midt på hovedscenen, hvorefter en del af denne løftes hydraulisk og lige så langsomt kører ud ad rampen til B-scenen, mens Mick og vi andre Oooh'er færdigt, og storskærmen for en stund slukkes. Herefter fyres et par hurtige riff-numre af, 'Rough Justice' [A Bigger Bang/'05] og 'Start Me Up' [Tattoo You/'81]. Begge numre i tilpas lavt toneleje, så de dybere mandsstemmer i publikum også kan brøle med af fuld hals.

 

Tilsvarende med en af de helt store klassikere 'Honky Tonk Women' [Through The Past Darkly/'69], under hvilken en gigantisk trademark rød mund med tunge pustes op foran storskærmen, mens musikken ruller indad igen. Stemningen nærmer sig det elektriske og efter 'Honky Tonk...' smider Stones endnu flere trumfer på bordet og brager koncerten helt hjem med yderligere tre af de allerstørste foran et publikum i rockstase.

Mick, iført rød frakke og ditto høj hat, bevæger sig langsomt op ad trappen til scenebalkonen og kører lidt "Whoo-whoo" dialog med publikum. Vi véd, hvad der er på vej. ♪Please allow me to introduce myself (...) mens pludselige bål blusser op både på scenekanten og scenetaget, og ilden foran på scenen i den grad kan mærkes, da den også er omtrent tæt nok på til at få ild på smøgen (...) Pleased to meet you hope you guess my name - But what's puzzling you is the nature of my game♪.'Sympathy For The Devil' [Beggars Banquet/'68], mand! I en kanonudgave! Men det er ikke nok. Ronnie har fundet citaren frem, og vi får den berusende 'Paint It, Black' [Aftermath/'66], som Stones snød os for i 2003. Stadig ikke nok, så vi runder aftenenen af med pomp og pragt og chokoladebrun skønhed på storskærmen; 'Brown Sugar' [Sticky Fingers/'71]. Efter dén tretrinsraket trænger publikum i lige så høj grad som rullestenene til at trække eller bare få vejret. Så den lille pause inden encores er ganske belejlig.

Stones har altid været lidt karrige med ekstranumrene, så vi skal næppe forvente mere end to (ved dobbeltkoncerterne i London fik de endda kun ét ekstranummer).

 

Vi får to. 'You Can't Always Get What You Want' [Let It Bleed/'69] bliver det første, og når man ved, hvad det sidste uundgåeligt bliver, kan man reflektere over, at vi i aften ikke fik numre som 'Angie', 'Gimme Shelter', Out of Time', 'Ruby Tuesday', 'Street Fighting Man', 'Under My Thumb', 'Wild Horse(n)s' osv. osv. Man kunne blive ved.

 

Men man skal ikke være utaknemmelig og slet ikke utilfreds med aftenens rockbrag. We did get, what we wanted, og mens en af rockscenens i særklasse mest karismatiske sangere takker af, fyrer Keef lige op i en af rockhistoriens kendteste riff-introer; '(I Can't Get No) Satisfaction' [Out Of Our Heads/'65]. Alt går amok.

 

 

Kl. er nu 23.20 og Stones' 16. koncert i Danmark er slut. Efter præcis 2 timer. Der skulle så gå ca. halvanden time fra koncertslut, til vi ramte Stones-i-Horsens P-Syd igen. At sluses ud var et langsommeligt mareridt i en skridtgang, passende et chaingang på gårdtur i en af de skrappere, anakronistiske sydstats-amerikanske forbedringsanstalter. Alt for få udgange, ingen af de interimistiske hegn var fjernet for at give mere luft og plads, og man kunne grue for, hvordan det var måtte være gået, hvis en ulykke var indtruffet og alle skulle ud i en fart. På vej ud gennem en af mennesketragtene fik man en idé om, hvor mange mennesker 80.000-85.000 egentlig er, og man fik god tid til at betragte og småkonversere de øvrige publikummere. Enkelte knurrede lidt over intet at have kunnet se fra "nede bagved", men generelt virkede folk tilfredse. Meget tilfredse og en stor oplevelse rigere.

 

Fra de yngste til de ældste. Lang de fleste var ikke så underligt i 40+ alderen. Men der var dog også ungdommeligt islæt. I vores selskab et par stykker fra det ene nordhold midt i 20'erne, som uden at kende ret meget til Stones og deres musik på forhånd fik sig en "megafed oplevelse", hvor både rocken og sceneshowet havde gjort uudsletteligt indtryk. Apropos sceneshow havde Stones endnu engang overgået sig selv i opstilling, lysshow og special-effekter. Og så igen med måde, så det af og til ledsagede, men på intet tidspunkt fjernede fokus fra det væsentlige, musikken. På vej ud sås også grupper, hvor der ligefrem var tale om tre generationer til koncert sammen, hvilket bare medvirker til understrege, at så længe musikken er god og vedkommende nok, betyder udøvernes dåbsattest lige så lidt som, hvorvidt musikken er skrevet i 1806, 1966 eller 2006.

 

Selvfølgelig deler det vandene, både blandt profesionelle anmeldere og musikkøbere/koncertgængere, når en gruppe pensionister stiller sig op på 44. år og trykker den af. Den ene grøft skriger om stenaldermusik og "kom nu ind i det nye årtusinde", mens den anden kører mantraet om de gamle, der igen-igen spiller røven ud af bukserne på alt og alle blandt de yngre. Begge dele er ret beset en gang meningsløst nonsens. Rent objektivt er det bare at forholde sig til, at når Stones stadig kan samle så ufattelige menneskemængder, og når de i dag stadig kan levere f.eks.en 'Paint It, Black' fuldt ud så inciterende og medrivende som første gang for 40 år siden, ja så er det ikke helt skidt. Uanset man kan lide The Rolling Stones - og rockmusik - eller ej.

 

 

Nuvel, efter langsom og lang gåtur og dræbende shuttle-bustur kunne vi kl. ca. 1 køre ud fra parkeringspladsen med kurs østover. Herfra gik det heldigvis glat. Horsens-folkene havde øjensynligt forbedret trafiklogistikken væk fra Horsens i forhold til det rapporterede kaos efter Madonna-koncerten. Vel var der tæt trafik, faktisk var der lange rækker af røde lygter foran os helt indtil midt på Sjælland, hvilket sikkert nok har undret den enlige billist, der en sjælden gang kom kørende den modsatte vej i nattens mulm og mørke. Men trods trafik, så rullede det hele vejen uden decideret køkørsel eller stop.

Undertegnede ramte bopælen på Federiksberg kl. kvart i fire. Træt men stadig høj på Stones. Det var en fortrinlig koncert. Uden tvivl den - indtil nu - bedste for mit vedkommende i 2006. Med afstand! Og måske, når indtrykkene engang har rodfæstet sig, givet på min personlige top-5 eller top-10 liste over omkring tredive års all-time koncertoplevelser. Tak, Stones!

Holger

Note 1: Alle ovenstående billeder er privatfotos, taget af Martin 'Pescatore'. En af de officielle fotoserier fra seancen kan ses her.

Note 2: I tidens ånd havde det været ganske opportunt at krydre nærværende koncertmontage med relevante video-klip fra YouTube, og der ligger da også allerede nu i skrivende stund (pr. 21/09-06) en halv snes optagelser her. Men kvaliteten på disse hovedsageligt mobiltelefon-videoer er sandt at sige ikke prangende. Først og fremmest er lyden gennemgående elendig og øver slet ikke koncerten nogen form for retfærdighed. Klik dog eventuelt ind og nyd lys- og energiudladningerne uden lyd og afvent så ellers, om der måske dukker bedre videomateriale op på linket. Eksempelvis filmer Stones-crewet jo i sagens natur alt i topkvalitet.