Spruthusets guide til cd-indkøb på nettet

tilbage

 

Ja ja, jeg tænkte nok at det med at ville levere en forelæsning om ”denne uge i pop” hernede ville være noget jeg ville knække halsen på meget hurtigt. Det er ikke altid at lysten driver værket, og så bliver der arbejdet langsomt. Men musikindkøb er og bliver et emne, og faktisk et jeg synes får mere og mere plads nede ved bordene. Om det har noget med vores på syvende år solidt snurrende jukebox at gøre, at vores gæster virker mere og mere engagerede og nysgerrige efter musik ved jeg ikke, men det er indtrykket jeg får, at de er det.

Debatten går i alle fald, ikke mindst om indkøb af musikken. Tilbud og prisniveau sammenlignes, nye sites anbefales, tips om nethandel søges, og toldtariffer omtales med flair som en verdensborger. Og en skoggerlatter bryder altid ud når nogen frit fra leveren fortæller at de har købt en cd til fuld pris i en butik her i byen, i hvert fald hvis det ikke er en de bare skulle have første dag den var på gaden.

For lad os nu være ærlige – man skal virkelig enten føle meget for de lokale pladeforretninger eller også have penge som skidt, hvis man køber musik i en butik disse dage. 150 kroner for en ting jeg kan få i en identisk udgave for helt ned omkring de 70; det er jeg sgu for nærig til at betale. Og her taler vi kun om de ting som har fundet nåde for de danske selskaber og distributører, der kan være nok så langmodige når det gælder om at udsende musik som ikke umiddelbart har et bredt marked.

Jeg kan godt være ked af at det går ud over de mindre forretninger, som netop satser på det smalle og spændende udvalg. Men aben skal nu engang sendes til selskaber som på kartelagtig facon dikterer et tilsyneladende ubrydeligt prismønster på 150 kroner pr cd – en pris der dog i visse butikker sniger sig opad, hvilket vist ikke var meningen da punktafgiften på musik blev sløjfet for nogle år siden. Det var i det hele taget næppe meningen, at den sløjfede afgift skulle føre til at prisen på en cd i nogle måneder faldt til omkring de 130, og derefter gled op igen, den tidligere afgift nu erstattet af avance.

Når så enkelte fabrikanter plastrer deres produkter til med irriterende og forringende kopisikringer, i nogle tilfælde direkte destruktive, så kan jeg ikke have ondt af at det i det mindste kan lade sig gøre at købe sin musik billigt nu. På samme måde som kopisikringerne (som nu heldigvis ser ud til igen at være ved at forsvinde igen) nærmest tvang folk ud i ulovlige downloads, tvinger priserne på musik folk ud i at finde huller i toldmurene og gå efter de bedste tilbud udefra.

Hvad du, kære gæst, så regner for en god musikbutik i virtuel form, er jeg jo ikke klar over. Det kan være du vil have det nyeste ekstremt billigt, det kan være at du vil have et enormt udvalg af gamle plader og blot er glad for at kunne købe dem. Måske du vil have den dybeste undergrund, måske du er til kæmpenavne, eller som jeg mest et eller andet midt imellem. Og måske hurtig betjening er det centrale, måske pris er, måske noget tredie.

Derfor kan jeg kun give nogle kommentarer om steder jeg selv har købt ind. Er du kun til at bestille mp3-filer, må jeg skuffe dig. Og er din Massive Attack-opsamling tre uger om at nå frem hvor min var der på tre dage, eller får du toldregning på din Simpsons-boks hvor jeg slap, så tager jeg ikke det der ligner et ansvar! Samtidig, er du ikke så meget til hvide drenge og piger med guitarer som jeg, og dyrker du i stedet avanceret electronica fra Finland, vred hiphop fra Marseille, eller luksuriøs r&b fra Atlanta, er det muligvis andre steder du skal søge. Men her er nogle råd af erfaring. Alt det grønne er links.

Amazon
Det absolutte verdensnavn i nethandel med cd’er (og dvd’er, bøger og 117 andre ting og sager).

Udvalg: Man kan som regel regne med, at er der ingen andre der har det, så kan man finde det man leder efter på Amazon. Hvis ikke cd’en findes frisk fra selve Amazon, så er der Amazon Marketplace som backup – se nedenfor.

Priser: Generelt er Amazon ikke i stand til at konkurrere på priser med alle de nyere butikker, der er dukket op i mellemtiden. Problemet er, at bestiller man en nyhed derfra, som koster £8.99 ligesom i en del andre webbutikker, lægges der dansk moms oveni – og derefter porto. Så cd’en til ni pund står pludselig én i £11.91. Tilbud er der til gengæld mange af, også supernedsættelser til fem eller tre pund, og køber man flere styk samtidig kan man sagtens fylde på sin samling for en billig penge. Det eneste problem med tilbudssektionen er, at den er så enormt stor at den tager timevis at kigge igennem.

Forsendelse: Som nævnt er portoen dyr, men så er betjeningen på den anden side også kvik. Bestiller man en enkelt ting, er den gerne fremme to dage senere. Indpakningen er solid i tykt pap.

Told og afgifter: Som også nævnt er der smækket moms oveni. Det hænger sammen med, at Amazon sælger for et vist sekscifret beløb til Danmark. Til gengæld risikerer man ikke at skulle betale told fra det engelske Amazon, da varerne sendes inden for EU. Gør man derimod begynderfejlen at bestille en masse plader fra .com-hovedafdelingen i USA, risikerer man at få toldregningen, hvilket min kollega Holger kan tale med om. Det var en dyr gang Sinatra.

Andet: Leder man efter den der sjældne kontinentale plade fra sommerferien er der også filialer i andre lande, som amazon.de og amazon.fr. De er ikke billigere, skal det siges.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £11.91 (130kr)

Amazon Marketplace
Amazons backupforretning for de prisbevidste og tålmodige

Udvalg: udover at fungere som et webbaseret stormagasin er Amazon også formidler for dels en serie private, der skiller sig af med deres nye eller brugte varer, dels en række mere eller mindre obskure webbutikker, der for manges vedkommende ikke umiddelbart ser ud til at findes selvstændigt. Men denne blandede landhandel gør, at flere udgivelser kan fås, selv om de ikke er at købe direkte fra Amazon.

Priser: Og her er det smarte: de handlende på Marketplace har ikke, som Amazon, en masse moms at hælde oveni, da de ikke har en masse danske kunder, og da de kun formidles af Amazon. De koster det der står – og det er allerede som regel billigere end hos Amazon selv – samt portoen. Dermed er de for langt de flestes vedkommende i stand til at konkurrere med CD Wow, Play og de fleste andre firmaer på nye cd’er. Hold i øvrigt øje med dollarfald, for med billigere dollars ryger de amerikanske sælgeres pris straks (endnu) længere ned. Betalingen foregår helt enkelt ved bestille på en given cd’s Marketplace-underside, og betale cd’en via den normale Amazon-betaling.

Forsendelse: Portoen er £1.79, ligemeget hvor der sendes fra. Hvad angår tid og kvalitet, er det umuligt at give en samlet bedømmelse, men det er helt naturligt, at jo længere væk fra der sendes, jo mere udsat er varen. Jeg har fået en cd fra en privat sælger i England, der var fremme på to dage. Ordrer fra Caimanzone og ImportCDs har flere gange taget op mod en måned. De har også oftere revnede æsker ved ankomsten.

Told og afgifter: Det er sundt at formode, at medmindre man køber fra helt private, der skriver at de opholder sig UK, køber man ikke fra et sted i EU. Flere firmaer kalder sig noget med UK, eller hævder endda at ligge i Storbritannien, men er i virkeligheden baseret i USA, Kanaløerne eller et tredie sted. Så pas på med at købe dyre varer.

Andet: Ud over vildt svingende tider må man også indstille sig på et yderst flydende informationsnveau – få sælgere sender emails om at varerne er sendt, og langt de færreste har et site i det hele taget. Så den sædvanlige mulighed for at følge bestillingen på nettet er oftest ikke til stede.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £7.28 (80kr)

CDon
Nordisk baseret netbutik med cd’er og dvd’er.

Udvalg: Meget omfattende, specielt for nordisk musiks vedkommende, men primært med musik fra de store selskaber. Som pænt stor fan af svenskpoppen vil jeg sige, at det absolut mest nyttige ved CDon er, at bagkataloget fra en enorm vifte af svenske kunstnere er frit tilgængeligt. Det er nu rart nok, hvis man er ude efter en bestemt gammel cd på midprice, at man ikke behøver at skaffe den ved at bruge 140 kr. på at køre til Malmö og tilbage og satse på at finde den i en af Malmös stadig mere sørgelige pladeforretninger.

Priser: Når en ny cd koster 129 kr., og portoen på 29 kr. (som er samme pris, om man bestiller én cd eller 17 spil, cd’er og dvd’er) så ryger oveni, er det ikke engang et spørgsmål om at konkurrere med andre internetbutikker – så kan CDon end ikke konkurrere med TP eller Guf, hvis man kun ønsker en enkelt. Flere af de storsælgende nyheder dumpes dog til en hundredekroneseddel når salget går lidt i stå, men det er stadig ikke konkurrencedygtigt i forhold til de nedenstående. Så det store bagkatalog – især som nævnt det nordiske – er det eneste jeg kan bruge CDon til.

Forsendelse: Pakket ind i pap – solidt nok. Men eftersom politikken er, at der sendes en pakke med den fulde bestilling er der en ekstra pris at betale oveni portoen: tålmodighedens.

Told og afgifter: Der sendes fra Norden, og bliver ikke lagt noget oveni, hvad end man køber. Det er da altid noget.

Andet: CDon sælger også downloads. Jeg prøvede i utålmodighed at hente den nye Kent-single som mp3-filer, da den kom forrige år. De var DRM-kopibeskyttede, virkede grufuldt, kunne ikke smides ind på min Zen, og tog den halve nat at finde en måde at konvertere til almindelige mp3’er. Det lykkedes, skal det siges. Men det gider jeg ikke spilde penge på igen.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? 158kr

CD Wow
Pioneren blandt de billige, fragtfri netbutikker.

Udvalg: Her er først og fremmest nyheder og bestsellere. Det har aldrig været her, man skulle lede først efter undergrunden, og selv blandt større bands har der gerne kun været deres nyeste par albums samt de bedst sælgende opsamlinger og klassikere fra bagkataloget at få. På det seneste ser det dog ud til at bagkataloget er udvidet en del. Det er på en lidt gådefuld vis, at det er foregået: man finder ikke det nu langt bredere udvalg ved at vælge at kigge under ’Browse catalogue’, hvor alt står (nogenlunde) alfabetisk. Man skal checke søgefunktionen for skjulte reserver. Der kan være nogle fund at gøre, men de fleste cd’er jeg uventet har fundet ad den vej har nu været noget dyrere end resten af udvalget...

Priser: ... der for tiden som regel ligger mellem £7 og £9 for nye albums – de populæreste også de billigste. En ting CD Wow gør billigt, og som de er gode til at have på lager, er i øvrigt deluxe- og særudgaver, de der som kommer med en ekstra dvd eller en bonus-cd. De koster som regel ikke mere end et par pund mere end den ’almindelige’ udgave. Selv vælger jeg dem nu sjældent. De kommer så let til at samle støv.

Forsendelse: Denne er, som nævnt men yderst centralt, gratis. Der sendes i små papæsker, der kommer enkeltvist, ligemeget om man bestiller ti eller en enkelt. De har en tendens til at få tæv i posten; faktisk er baldrede æsker og cd-bakker fra CD-Wow mere reglen end undtagelsen. Det er dog blot at sende en besked på sitet om at æsken er ødelagt, og så er der en tom æske i posten få dage senere, hvis man ikke gider bruge de par kroner i en butik. Ingen sure miner. Cd’erne tager normalt 7-9 dage om at komme. Netop CD-Wow har dog ærgret mere end én gang ved at ikke at have nye udgivelser klar når de udkommer.

Told og afgifter: Ovennævnte link er det jeg altid bruger til CD-Wow. Engang gav det, bizart nok, faktisk en rabat på 50p på alle varer! Det gør det ikke længere. Men en stor fordel er det, at alt hvad man bestiller, hvilken ende af verden det så ellers måtte være parallelimporteret fra i første færd, kommer med en note om at det er sendt fra Luxembourg, altså EU (hvor andre, der er kommet ind på sitet ad anden vej, har oplevet andre afsenderadresser). Derfor har jeg aldrig haft toldproblemer med CD-Wow, heller ikke med f.eks. dvd-boxe der klart overskrider toldvæsenets bagatelprisgrænse.

Andet: Har man en kodefri dvd-afspiller, er der her fine muligheder for at forsyne sig med billigere ikke-zone-2-udgaver af dvd’er.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £6.99 (77kr)

Play
Butik som sender fra kanaløernes afgiftsfrihed. Cd’er, dvd’er og ikke mindst bøger.

Udvalg: Play har ikke et lige så omfattende katalog som Amazons, det skal straks siges. Men bredden er virkelig Plays styrke, og reelt er det vel det tætteste man kommer et mini-Amazon – de har endda udvidet med deres eget Marketplace, der dog ikke virker ret nyttigt, da priserne her kun til tider konkurrencedygtige i forhold til Plays egne.

Priser: Play er dyrere end CD Wow, ikke meget, men omkring et pund eller to er almindeligt. Er man ude efter nye udgivelser, er Play ikke indlysende at bruge. Derimod er der muligheder for at finde meget fine tilbud i det store bagkatalog. Husk at konvertere priserne til euro, da man ellers ikke kan bestille.

Forsendelse: Gratis, og ganske solid i hårde kuverter foret med bølgepap. Cd’erne kommer sjældent frem i ødelagte æsker. Levering sker hurtigt, som regel 4-5 dage efter at der er bestilt.

Told og afgifter: Play sender deres varer fra Jersey, og opgiver værdien på pakken, så her skal man passe meget på ikke at bestille noget som en nidkær tolder får lyst til at skrive en regning på.

Andet: Play har også bøger, som regel nedsatte fra katalogprisen, og her bestiller jeg stort set al den engelsksprogede litteratur jeg køber – hvilket reelt er 90% af alt jeg læser. Desværre har bøgerne en lidt større risiko for at få tæv i posten. Men i det eneste tilfælde hvor en bog er kommet slemt beskadiget, skrev jeg en fredsommelig mail, og de sendte straks endnu et eksemplar gratis. Bøgerne rammes ikke af toldproblemerne, så man skal ikke kvie sig ved at bestille dyre bøger.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? €13.99 (105kr)

101CD
Rodebutik trods nylig relancering

Udvalg: Uden at have Plays eller Amazons bredde, har 101CD et respektabelt udvalg. Det er dog så uoverskueligt som det er stort, og der er endda blevet skåret ned på det seneste – inden da kunne en søgning på en kunstner give et alenlangt resultat, med lister over importudgaver fra USA, Australien, Tyskland osv. til at supplere de almindelige engelske udgivelser. Her var og er sitets styrke: de kan til tider hjælpe med sjældne ting der skal importeres, uden at det bliver absurd dyrt. At den hjælp ikke altid er lige... hjælpsom, det er en anden sag – se nedenfor.

Priser: Det er svært at sige noget definitivt om prisniveauet, da især de forskellige importudgaver svinger vildt i pris. Der er både egentlige fund og rent landevejsrøveri, og selvfølgelig en masse midt imellem. De har en stor midprice-sektion, men der er et par grunde til at 101CD ikke er et ideelt valg til køb derfra, eller fra sektionen med de generelt lidt dyre nye plader.

Forsendelse: Den ene grund er, at de tager £2 for hver cd de sender! Den anden er, at man kan vente for evigt på dem. Op til en måned kan der gå, og derfor vil jeg kun anbefale 101cd til cd’er man eje, men som ikke findes andre steder. Indpakningen er ikke ret god, og cd’erne er gerne mast ved ankomsten.
Told og afgifter: 101cd sender fra Jersey, og det er som nævnt uden for EU. Da de også sender i samlede pakker, skal man derfor være meget forsigtig med at bestille for meget af gangen.

Andet: Som det måske kan ses, er der ikke meget der taler for 101CD, men det der fik mig til at droppe dem – jeg har ikke købt noget der i et år – var at opleve at de ikke sælger det de lover. Jeg bestilte et album med Steve Wynn, My Midnight, som havde et livealbum med som bonus. Det ankom – ingen bonus-cd, bare albummet. Derefter begyndte et kæmpebesvær med at få den sendt tilbage og få pengene igen. Det var for åndssvagt og kunne let være undgået – og så slår det mig som ekstra tåbeligt, at der mere end et år senere stadig er mulighed for at købe samme plade med sin ’bonus’. Krejlere.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £10.48 (114kr)

The Hut
Langt, langt bedre bud på et sted at gøre fund

Udvalg: The Hut har et ganske udmærket udvalg, men også et tilsyneladende ret inkonsekvent og i hvert fald uoverskueligt udvalg. Det gør, at det egentlig aldrig er første sted jeg besøger – hvilket jeg har fortrudt flere gange, da de har vist sig at have haft et fortræffeligt tilbud, som det har været for sent at benytte sig af. De er, som hovedregel, værd at besøge inden man bestiller noget som helst bagkatalog i midprice-klassen.

Priser: Generelt er The Hut billigt, uden at være helt i stand til at konkurrere på de allernyeste udgivelser. Det er dog som nævnt ganske svingende. Man kan den ene gang irriteres over at blive bedt om £11 for ét album, og det andet få et chok over at få et £4-tilbud smidt i nakken.

Forsendelse: Den er gratis, og selv om det sker at man render ind i varer i restordre, er det meget sjældent at man ikke får sine varer inden der er gået en uge. Gerne ubeskadiget.

Told og afgifter: The Hut er endnu en Jersey-virksomhed. Det var herfra, jeg fik den eneste toldregning jeg har prøvet at modtage: en sæson med Futurama på dvd, der kostede £15, fik smækket godt 100kr oveni. Så kan jeg vel lære det.

Andet: Teknisk er thehut.com virkelig irriterende. Det er ingen fornøjelse at sidde og bladre i de ellers formidable kataloger med billige plader og film, fordi sitet kører så langsomt og overblikket er så skidt.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £7.93 (86kr)

Music Wow
Vanvittig billig forhandler af nyheder

Udvalg: Man kan ikke ligefrem sige, at Music Wow – der er det seneste og billigste af de sites, der kun satser på superbillige import-cd’er fra Asien og andre mystiske steder – har noget bredt udvalg. Det de gør er at sælge nyt billigst muligt. Det er helt enkelt første sted at checke for en ny cd, hvis den blot nogenlunde tilhører hovedstrømmen. Det behøver ikke være Avril Lavignes nye, det kan også f.eks. være The Nationals. Men man skal nok ikke sætte næsen op efter noget mere obskurt end som så.

Priser: Nye cd’er koster som udgangspunkt £6. Stik den, TP. Flere kommer dog lidt højere op, men over hele linien virker dette som det billigste sted for nyheder, i konkurrence med lignende sites som BangCD og 4CheapsCDs – medmindre et nyt og billigere er åbnet mens jeg har skrevet dette.

Forsendelse: Gratis og hurtig – 4-7 dage. Desværre er de bobleplastforede kuverter cd’erne sendes i ikke ligefrem stødsikre. Æskerne har som regel lidt under turen. Men priserne er så uhørt lave, at jeg ikke engang har gidet se efter på deres i øvrigt ekstremt skrabede site, om de leverer nye æsker.

Told og afgifter: Der sendes fra Singapore, så pas på ved boxsæt. Men da de kun ser ud til at have et af disse, og da det er Enigmas, kan det vel ikke være et praktisk problem.

Andet: Sitet er skrækkeligt, og må have kostet øre snarere end kroner at udvikle. Man skal vide hvad man ønsker, for der er ingen fornøjelse i at kigge rundt. Men igen – det er svært at klage med de priser.

Hvad koster den nye Arctic Monkeys? £5.99 (65kr) – og det var her, jeg købte den.

Og så de andre, som jeg ikke kommer nærmere ind på, ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men som regel fordi jeg ikke kan tale af større erfaring om nogen af dem, i hvert fald ikke for nylig:

BangCD – som Music Wow, blot med lidt større udvalg og lidt højere priser.

4CheapCDs – som Music Wow, blot med lidt større udvalg og lidt højere priser.

ScreamingCD – mest anbefalelsværdig på sin beliggenhed alene, i USA: har hæderlige priser på amerikanske cd’er og musikvideoer hvis de ikke er kommet her, men et smalt udvalg.

CDJungle – en tidlig konkurrent til CD Wow, der af en eller anden grund stadig findes, og som har et historisk ringe site.

Boomkat – et overdådigt bredt udvalg af elektrisk og elektronisk musik fra den mere eller mindre dybe undergrund.

Sister Ray – mit første bekendskab med at bestille cd’er fra det store udland for mere end ti år siden, hvor jeg bestilte fra deres ugentlige annonce i NME. Har ikke handlet med Londonbutikken i årevis, men de ser ud til at klare sig fint, med et stort udvalg i elektronisk musik og vinyl.

CDBaby – en US-butik med obskur amerikansk indie, drevet af rigtige musiknørder. Et tip: bestil uden æske og spar penge.

Og check så i øvrigt ved lejlighed sidstnævnte butiks umanérligt venlige, direkte kærlige serviceemails, der kulminerede med denne om at min cd med The Nationals debutalbum var sendt:

Your CD has been gently taken from our CD Baby shelves with sterilized contamination-free gloves and placed onto a satin pillow.

A team of 50 employees inspected your CD and polished it to make sure it was in the best possible condition before mailing.

Our packing specialist from Japan lit a candle and a hush fell over the crowd as he put your CD into the finest gold-lined box that money can buy.

We all had a wonderful celebration afterwards and the whole party marched down the street to the post office where the entire town of Portland waved 'Bon Voyage!' to your package, on its way to you, in our private CD Baby jet on this day, Wednesday, January 11th.

I hope you had a wonderful time shopping at CD Baby. We sure did. Your picture is on our wall as 'Customer of the Year'. We're all exhausted but can't wait for you to come back to CDBABY.COM!!

Thank you once again,

Derek Sivers, president, CD Baby
the little CD store with the best new independent music

Og så siger de at webhandel er upersonlig.

-smølle
 

 

mail