UGENS RÆB
- Fanpolitiet banker på døren

I sidste uge causerede min ærede kollega over det, som han betegnede fanpolitiet, et selvbestaltet korps af fans, der havde påtaget sig den opgave at fortælle andre fans om, hvordan og hvornår de bør være fans, før at de er "rigtige" fans.  Nu må Holger tilgive mig, at jeg sætter argumenterne på spidsen, men bølgerne gik højt, og vi fik at høre om, hvordan den individuelle fankultur blev trådt under militærbestøvlet fode af det nyreligiøse neofascistiske fodfolk, der hylder den ensrettede kollektive fankultur.

Det lyder jo rigtigt nok slemt, og for mit indre blik ser jeg snorlige kolonner af velfriserede fans, der med fælles fodslag marcherer til udekampe - i al slags vejr og føre - samtidig med de unisont synger; "Det er kampdag, klokken, den er kvart i bold...".  En scene, der er som taget lurk ud af Triumph des Willens; Leni Riefenstahls berømte propagandafilm om de tyske nazisters møde i Nürnberg i sommeren 1934.  Det er i øvrigt en film, som det tyske band Rammstein med deres vanlige elegance - som en panzerdivision i en porcelænsbutik - valgte at bruge som billedside i deres musikvideo over deres coverversion af Stripped; det klassiske nummer af Depeche Mode.  Jeg kan ikke andet end glædes over, at jeg ikke er ansat som Rammsteins spin doctor (...men det er i det mindste fast arbejde!) 

Triumph des Willens - udsynet fra Holgers plads på Nedre C?  (Mon dog!)

Hvem ved?  Sidste uges bandbulle mod "fanpolitiet" skyldes måske, vi andre bartendere har drillet Holger en enkelt gang for meget med, at han ikke oplevede vores første sejr i Brøndby i alt, alt for lang tid, og jeg selv ville næppe heller reagere positivt på at blive kaldt en "dårlig fan" af folk, som ikke har den mindste anelse om mit forhold til F.C. København.

Ikke desto mindre er det da ganske "dansk", at det ikke er velset at gøre sig bedre end andre; hvad fanden bilder man sig ind at tro, at man er bedre end andre?  Jeg selv fik ørerne gevaldigt i klemme for nogle uger siden, da jeg rodede mig ud i en lang diskussion her på værtshuset blandt nogle  stamgæster, hvor jeg hævdede, at akademikere som regel var klogere end "almindelige" mennesker!  Da jeg selv er akademiker lød det måske som en urimelig stor selvtilfredshed fra min side - og sandt at sige kan man ikke kalde det nogen naturlov - men i alle fald fandt jeg ud af, at undertegnedes definition af "klog" bestemt ikke stemte overens med andres.  Fred være med det.

Og så alligevel, for jeg har på fornemmelsen, at jeg kanske roder jeg mig ud i en lignende diskussion nu:  Jeg synes nemlig godt, at man kan tale om, at være "mere fan" eller en "bedre fan" end andre.

Nu flakker dine øjne, så hvis jeg vil holde din koncentration er det måske på tide med en enkelt øl på husets regning?  En Gammel Carlsberg?  Så gerne!  Et glimrende valg, herr.

Det klinger ikke godt, at udråbe sig selv som den ypperste elite indenfor dansk fankultur, og det har jeg bestemt heller ikke tænkt mig.  Ikke desto mindre vil jeg gerne udråbe en skål for de, som ifølge undertegnedes ydmyge mening, er at betragte som langt bedre fans end deres altid tjenstvillige, vagthavende bartender.

Tag nu for eksempel Ole, der sidder dernede ved bordet og taler lidt for højt med sine kammerater: Den første gang jeg mødte ham, viste han mig en samling af billetstumper fra obskure trænings- kampe rundt omkring i Danmark.  Steder han var taget hen for at følge F.C. København og se dem spille.  Jeg blev umiddelbart lidt beklemt, for jeg kunne ikke lade være med at føle, at mit eget engagement i klubben - selvfølgelig ganske utilsigtet - blev nedgjort, og min reaktion var derfor også en smule kort for hovedet.  Men Ole ville såmænd blot vise, hvor meget sjæl han lagde i klubben; hvor stor en del af sin fritid, han brugte på at følge klubben, og Oles engagement er sandelig beundringsværdigt.

Fans som Ole er der masser af; fans, der lægger et meget stort arbejde, og hvis hverdag er præget af klubben i en helt anden grad end det, der gælder for undertegnede.

Jeg er skam ikke uenig i, at det er helt reelt, at det er lysten der driver værket, når det kommer til om man ønsker at være tilstede til F.C. Københavns kampe.  Men der er også fans, der ikke kommer til kampene, fordi de har lyst, men af pligt!  De kommer af pligt, fordi de føler en forpligtelse overfor klubben  til at støtte holdet - og det, synes jeg, afkræver respekt.

Det er givetvis kun et fåtal, der er i en så priviligeret situation, at de har chanen for at følge alle kampe uden undtagelse; og overvære træningen på Peter Bangsvej; og se Ørestads- holdet spille; og følge juniorerne og ynglingene; og så videre, og så videre.  For de fleste er det naturligvis umuligt - rent praktisk -  at følge samtlige kampe.  

Men det er en smule for socialdemokratisk at dermed frakende de, der har muligheden, og som udnytter den, at de er bedre fans end os andre.  Jeg hæver endnu engang mit glas til hilsen for disse standhaftige kæmper.

Men Holger - og I andre - kan sove roligt; der er ingen fare for, at fanpolitiet vækker jer en sen aften, og trækker jer ud af jeres lune senge (hvis det sker, har jeg ikke haft noget med det at gøre!), for når alt kommer til alt, ønsker jeg ikke, at I skal leve op til et et særligt ideal for hvordan en "fan" bør være.  Jeg må trække i land og erkende, at der er mange måder at være fan på:  Vi har alle vores eget individuelle forhold til klubben, som vi følger: Hver især har vi forhåbentlig fundet den måde at være fan på, som behager os bedst, og som under alle omstændigheder er "subjektivt rigtigt". 

Desuden må jeg også erkende, at undertegnede næppe bør være den, der gør sig til dommer over, hvem der er den bedste, og hvordan man skal te sig.  I denne sammenhæng var mit ærinde blot at påpege, at jeg da har nogle forbilleder; nogle idoler blandt fansene på Nedre C.  Folk, der er "mere fan" end jeg selv.  Også selvom jeg egentlig ikke har nogen ambitioner om - eller for den sags skyld ønske om - at være fan på samme måde, som de er det.

Måske er denne dyrkelse af individualiteten og det, der er "subjektivt rigtigt", ikke ensbetydende med at der ikke er en "objektiv rigtig" måde at være fan på.  Det store slagsmål er blot, hvilke kriterier man skal opstille for det, der konstituerer en god fan:  Dine egne kriterier for, hvad der konstituerer en ideel fan, er med stor sandsynlighed helt anderledes end mine, og en diskussion om dette kan hurtigt munde ud i noget, der umiskendeligt ligner en teologisk disput:  Er det din tro, der er af- gørende, eller er det dine handlinger?

Teologiske diskussioner har ganske vist sin plads, men det er ikke i Stamværtshuset.  I hvert fald ikke i aften.

Derfor er debatten om kriterierne for "den gode fan" måske en debat, det er bedst at lade ligge, men således ender vi med ingenting..?  På trods af at mange af os hurtigt kan blive enige om, hvad der udgør en dårlig fan.

I dette skisma ligger kernen: Det interessante.

Ligegyldig hvor mangfoldig og vidtfavnende fanmassen på Nedre C er, er der tydeligvis en nedre grænse.  Eller måske bør man kalde det en ydre grænse, for selvom man kan være fan på mange måder, når man står på Nedre C, så har vi i fællesskab skabt rammer for hvad, der er acceptabelt, og hvad, der ikke er.  Vores definition på en god fan er ikke positiv; den fortæller os ikke, hvad en god fan er.  Definitionen på en god fan er derimod negativ; den fortæller os, hvad en god fan ikke er.  Hvis blot man holder sig inden for rammerne, så kan man skabe sig lige så lystigt, som man ønsker; man har ryggen fri.  Træder man udenfor derimod - så falder hammeren.

Når man ser på det på denne måde, er Nedre C ligesom et lille samfund ... og det er da helt hygge- ligt...  men inden der går "far, mor og børn" i det hele, så lad os lige hive fanpolitiet frem igen, for det er her, de retteligt træder i funktion:  Fanpolitiet er nemlig ude efter de fankriminelle; de, der har overtrådt kridtcirklen.

Et eksempel på en fankriminel er den fan, der forcerede banderne i Lyngby og spænede ind foran en (i dobbelt forstand) målløs Heine Fernandez.  Hammeren faldt prompte.  På Sidelinien, i Løvetimen, i Brølet - selv i disse ydmyge omgivelser rasede fanpolitiet; deriblandt jeg selv.

Denne fankriminelle, der fik en dom på et års karantæne fra alle F.C. Københavns kampe, måtte sande, at det ikke altid er lige let, at vurdere hvor grænserne går.  De forrige pitch-invadere; ham fra kampen mod Brøndby, og streakeren fra Parken, blev begge modtaget med et smil på læben, men i dette tilfælde var der ingen kære mor.  Der er måske nogle, der hævder, at den fankriminelle havde haft en klarere fornemmelse for, om han overskred fanpolitiets grænser, hvis han havde været sober, men det får du mig simpelthen ikke til at sige.  Det er dårligt for forretningen.  Øl er godt.

Fanpolitiet har også været på spil i fx Brøndby.  Folk synger ikke tilstrækkelig med, og de kaster med lightere.  I det hele taget virker det som om, at fansene rundt omkring på de danske Superligastadion er begyndt at blive mere kritiske overfor dem selv.  Det vil sige, når det kommer til stykket, er det som regel ikke kritikerne selv, der er problemet, men derimod nogle af de andre, der formaster sig til at  holde med det hold, som de selv støtter.

Men lad os endelig blive i København, for eksemplerne på fanpolitisering er legio. 

Tag Pascal Simpson.  Her har vor egen -smølle været en af de fremmeste kritikere af det, som blev betegnet "hetzen" mod Pascal Simpson. Og vi andre bartendere støtter ham et hundrede procent.

Fanpolitiet.  Det er mig med skråremmen, og kasketten kækt på sned.
Er du også medlem?

Det er klart, at fanpolitiet ikke har nogen formel magt.  Men ordet; det har vi i vores magt, og ordet; det bruger vi.  Vi giver vores mening til kende.  Ganske tilforladeligt synes du måske, og det er da også svært at se, hvordan det kan skade.

Og det skader da nødvendigvis heller ikke, at sige sin mening!  Men når du og jeg siger vores mening og andre bliver enige med os, får vi hurtigt sat dagsordenen - især hvis vi har tilgang til medier; fx Internettet, hvor vi kan bringe vore guldkorn på Sidelinien.  Hvis nogle begynder at skrive om, at Pascal Simpson er et fejlkøb og utrolig dårlig, så varer det ikke længe, inden nogen sætter vedkom- mende på plads.  Der er helt sikkert "rigtige" meninger og "forkerte" meninger", og hvis man har en "forkert" mening, så kræver det en særdeles energisk indsats at overbevise andre om, at man har ret.  Bare spørg vagn/16.  Blå bliver rød, når der er nok, der mener det.

Pascal Simpsons situation kunne sagtens være omvendt, og det var den også for måneder tilbage: Dengang var der en udbredt koncensus om, at Pascal Simpson var fuldstændig ubrugelig; og når først tilstrækkeligt mange mennesker har bekræftet hinanden om, at det er sådan, så krævede det en hel del at ændre på det.

Men ændret det blev der jo; og i mange tilfælde er det rent italienske tilstande, hvor et fanpoliti konkurrerer et andet fanpoliti om hvad, der er den "rigtige mening".  Min pointe er, at alle vi, der deltager i debatten om F.C. København og har en holdning til, hvordan vi bør opføre os - eller oftere; hvad vi ikke vil finde os i af opførsel - på sæt og vis er medlemmer af fanpolitiet, og at det nogle gange er en ganske subtil magtanvendelse, der finder sted, men at vi ikke kan undsige os selv, at vi udfører den.

Er fanpolitiet et onde?  Nej, ikke ubetinget, og i hvert fald er det en nødvendighed, hvis vi skal tale om bare et løst forankret fællesskab på Nedre C. Nogle gange er det blot værd at stoppe op, og spørge sig selv om man ikke blot reproducerer de "rigtige" meninger.

En af de "rigtige" meninger er, at Ultras er fankriminelle.  Og det er for så vidt angår også under- tegnedes holdning.  Men dermed ikke sagt, at Ultras er de fankriminelle.

I løbet af ugen afveg Sideliniens Debatredaktion fra deres normale politik og tillod et par indlæg skrevet af Ultras, da disse Ultras "ønskede en dialog", som det - så vidt jeg husker - hed i et indlæggene.  Hvad denne dialog præcis skulle udmønte sig i, gik aldrig op for mig, men en enkelt ting trængte dog igennem:  Ultras er syndebukke.

Det ligger mig fjernt at påstå, at Ultras er offer for et komplot, og i virkeligheden er snehvide lam.  Jeg er ikke i tvivl om, at Ultras er skyldige i fankriminalitet, men jeg er på den anden side heller ikke i tvivl om, at de samtidig bliver brugt som syndebukke:

En fuld F.C.Københavner råber grimme ting efter børn, der holder med modstanderens hold. Hvem er skyldig? Ultras!

Slagsmål efter kampen; fredelige fans fik tæv. Hvem er skyldig? Ultras!

Racistiske tilråb fra Nedre C. Hvem er ...arh du har vist fattet pointen.

Det holder ikke i byretten.  Ultras er en så forsvindende lille del af det F.C. Københavnske fanunivers, at det er helt ude af proportion, at gøre dem til allestedsnærværende ballademagere.  Ultras består jo knap nok af en promillle af de tilskuere, der går til fodbold i Parken en almindelig søndag.

Ultras er ballademagere. Jovist, men dermed ikke sagt, at al ballade skyldes Ultras.

Lad os lade være med at automatisk gå ud fra, at det er Ultras, der har været på spil, når vi hører om ballade i forbindelse med kampene; det er muligt, det er en "helt almindelig" fan, der har lavet ulykker.

Apropos ballademagere som Ultras, så er det befriende, at luften mellem F.C. København og de øvrige klubber i Superligaen tilsyneladende er næsten renset for den nag og splid, som den var fyldt med.  Det er muligt, det er foråret, men jeg synes, det afspejler sig i klubbernes fans forhold til hinanden også.  Drillerierne er godmodige, og... ahrrrr.. det kan være, det er foråret, der taler.

Foråret; eller måske gør forventningen til igen på søndag at kunne indfinde sig på sin vante plads på Nedre C i Parken, at det hele ser lidt lysere ud.  De sidste par uger har været en provinsiel ørkenvandring, som forhåbentlig aldrig gentager sig.  Selv ikke når Rotary låner Parken til deres kongres om et par år.

 
Martin CX

Ugens album:

Metallicas Master of Puppets
Selv en næsten utrættelig hader af alt, hvad der er guitarrock (som fx undertegnede), må overgive sig her.  Denne plade er sandsynligvis den bedste Heavy Metalplade, der nogensinde er blevet udgivet. Så er det sagt.

Kawais soundtrack til filmen Ghost in the Shell
Jeg genså denne film for nylig, og var ligeså underholdt som første gang.  Hvis man er fan af cyber- punkgenren og film som Blade Runner og The Matrix, så bør man ikke snyde sig selv for denne film.  Der er måske nogen, der lige skal overvinde en omgang sund skepsis, når de opdager, at det er en tegnefilm, men bare rolig; ganske vist er det anime, men det er ikke for børn.

Hooverphonics Magnificient Tree
De, der har den opfattelse, at Belgiens eneste bidrag til musikken er Toots Thielemans og dårlig house, kan begynde her.  Hooverphonics spillede for nylig i Rust, og de laver dejlig popmusik.  Og så har de - som Rammstein - begået et cover af Depeche Mode på CDen For the Masses, der stærkt kan anbefales.  Hooverphonic slipper mindst ligeså godt fra Shake the Disease, som Rammstein gør fra Stripped.

...hmmm så skidt da...
Depeche Modes Exciter
Og det er der ingen tvivl om. Stol på mig.