UGENS RÆB
- Et pirreligt dyr
Du kan ellers
tro, der var postyr hernede onsdag formiddag. Vi havde lige åbnet på en
pragtfuld forårsdag, et par minutter i tolv, så den frokosttørstige københavner
kunne få en velfortjent pause og måske en reparationsbajer efter en hård 1.
maj.
Og så ved
tolvtiden gik det løs – sirenerne gjaldede lige pludselig hen over byen med
deres mærkelige, uoplagte og skæve nye toner. De sirener, der i gamle dage
varslede at man var halvvejs igennem arbejdsugen, er nu kun et varsel for at nu
er der simpelthen ikke flere undskyldninger for det udeblevne forårsvejr. Men
det kunne Holmstrøm jo ikke vide, som han lå der i solen på måtten udenfor.
Alt hvad han vidste var, at dette dog var det mest vanvittige tågehorn, han
havde hørt i sit hundeliv, og han fór rundt og gøede i et kvarter.
Og emnet er
fodbold, som det altid er hernede, hvis det ikke er ramsaltede bemærkninger om
folks indbyrdes musiksmag. Og da vi jo ved, at i fodbold er den vigtigste kamp
altid den næste, er det indlysende at folk taler om hjemmekampen på Brøndby
Stadion. Nogle af gæsterne har bestemt sig for at blive væk lige fra
begyndelsen, andre kunne ikke drømme om at misse kampen. Ind i mellem de to
synspunkter er der københavnere, der har vejet på lodder og trisser og prøvet
at finde ud af om det er rigtigt at tage derud eller ej.
Stemmerne
ryger i vejret fra tid til anden og tager de samme skingre toner som de tågehorn,
vores maskot ikke kan tyre, og han knurrer bistert, mens han river i sit halsbånd
til han dårligt kan få luft. Det er ikke så mærkeligt, for der er dybe følelser
involveret, og alle jeg har stået og lyttet til har været kede af at det lige
skulle være Brøndby. Om man så har tænkt sig at tage derud eller ej har jeg
ikke hørt en person, der ikke var ked af at kampen skulle flyttes netop derud.
Det, der går
mig på, er at det er et Melodi Grand Prix, der kommer og flytter kampen. Det får
sgu mit pis i kog. Den melodikonkurrence er det laveste lave, og det har været
pinligt at se hvordan landet er gået i selvspin over noget som burde forbigås
i relativ tavshed. Grand prix er Rollo & King, det er Brødrene Olsen med en
latterlig Cher-vocoder på, det er Tommy Seebach, Kølig Kaj, Anders Frandsen,
Brixx og Mabel.
Det er Jørgen
Mylius’ årlige chance for at komme tilbage og plage nationen med sin
forstokkede musikopfattelse, der begynder og ender med Cliff Richard. Det er
talentløse gamle musikeres chance for at få et par sekunders PR, inden de kan
vende tilbage til deres obskure liv – hvem sagde Johnny Logan? Det er ellers
seriøse avisers chance for at slå plat på ting, som de ellers i bedste fald
ville kalde kitsch og med rette håne – hvad er pointen i at fejre ’Danse i
måneskin’ med Trine Dyrholm? Jovist, sød så hun ud som 14-årig, I gamle
grise – men I kan ikke have hørt sangen meget længe, for så ville I have hørt
at hun sang så falsk, at mælken i ens kaffe skiller, og tapeterne begynder at
kravle ned ad væggene.
Og mens jeg da
helt sikkert er glad for at der er kommet tag over Parken, og over alle de rare
penge der ruller i kassen – man er jo pragmatiker – smerter det, at der skal
komme en situation, hvor man giver afkald på sin vante hjemmebane kort før afgørelsen
på et DM, man faktisk har en chance for at vinde. Bevares, der er flyttet kampe
før, men aldrig på grund af en koncert; det har været sportslige hensyn såsom
ubrugelige baner eller ombygninger. Her har man et perfekt spilbart stadion, og
det kan ikke bruges på grund af et show, der skal foregå en uge senere.
Men er F.C. København-Viborg
virkelig vigtigere end årets største musikforestilling på dansk jord – ja,
det ved gud da den er! For mig! Det er ikke svært at afgøre; jeg elsker F.C. København
og jeg hader grand prix som pesten. Og jo, det er dybt egoistisk, men skulle
vores hold kvaje sig ude i Lars Tyndskids Park, så vil jeg bebrejde grand
prixet pointtabet, og forbande det endnu mere end jeg allerede gør i forvejen.
Man skal heller ikke gøre det grand prix til mere end det er. Havde Europa ikke vist en besynderlig musiksmag sidste år og pludselig hævet to udbrændte gamle popvrag op på en tvivlsom piedestal, så havde vi stadig haft en klub med en meget sund økonomi, omend uden et tag over sit stadion. Der kan tjenes nogle knaster, men det er en fandens ting, at det skal tage ugevis at bygge showet op rent fysisk, for der er altså en fodboldsæson i gang.
I bund og grund er det, der går mig på nerverne, at jeg finder grand prixet absurd, og så inderligt ligegyldigt i sammenligning med vores kamp og vores vej mod det DM, der har ladet vente på sig i otte år. Også selv om jeg ved, at der vil være en del flere tilskuere til grand prixet, for slet ikke at sammenligne dets internationale seertal med hvor mange der vil se Viborgkampen på 3+ – dette endda inklusive dem som fravælger turen til Brøndby og ser kampen på sofaen eller diverse listige knejper.
Det kan jeg slet ikke bruge som en kvalitetsmåler. Det korte af det lange er, at grand prix er noget totalt lort, og at det kun kan overstås så hurtigt som muligt, forhåbentlig med de to glatnakker Rollo & King på en ydmygende 23. plads med nedrykning som resultat. Og hvis Danmark skulle excellere i VM i traktortrækning eller lignende, så lad det for guds skyld ikke resultere i et stævne, der skal foregå i Parken næste år og tage flere uger at sætte op.
Nå, men nu
har jeg jo totalt gennemheglet det projekt, som Parken har brugt over et halvt
år på at forberede. Det er nu ikke for at forklejne nogens indsats, men lur
mig ikke også den gode Flemming Østergaard godt ved, at der er adskillige, der
er så revnende ligeglade med Melodi Grand Prix, og kede af at noget i deres øjne
så inferiørt skal flytte noget så helligt – og det er temmelig helligt! –
som en hjemmekamp.
Men kritikken
og ærgrelsen holder også op med den kampflytning. Der skal altså også falde
beundrende og prisende ord af. Kynikere er vi om en hals hernede, vi lader os
ikke imponere let, og vi trækker på skuldrene af det meste. Men i fredags var
der budt indenfor i Parken, og mens musikken var uden for kategori, var det ret
let at se, at taget allerede var en københavnsk klassiker.
Langsomt og
bomstille sneg det sig ud over stadion, og som en total solformørkelse stjal
det dagen fra græsplænen, der til sidst lå badet i bleg restsol og lyset fra
projektørerne, mens en gusten og kølig atmosfære bredte sig og mindede os om,
at det er et tag for mørke aftener og kolde vinterdage.
Ikke at
man ikke får set nogle andre stadions. Om det er abstinenser fra de manglende
kampe i Parken ved jeg ikke, men Silkeborg Stadion kaldte altså mandag aften
med sin eh udefinerbare charme. Magen til hul i jorden. De går gudhjælpemig
også i Silkeborg og pønser på at lægge et tag over deres stadion. Tro mig, I
er bedre stillet med at bygge selve stadion først.
Og så
en frisk tur til Gladsaxe. Aftensolen snittede skarpt ind på den nye tribune,
og det kunne bestemt anbefales at medbringe kasket hjemmefra, hvis man benyttede
lejligheden til en lille spionudflugt den onsdag aften. Hvad man fik ud af
spionturen er nærmest til fri fortolkning. Jeg ville i hvert fald hellere rende
ind i Viborgholdet fra første halvleg. De var helt umulige, mens de efter
pausen kontrollerede det hele.
Næ,
hvis vi var kommet derud, så skulle man for en gangs skyld se det stadion fyldt
op. Men det er irrelevant nu; vi rykker ind på den billige langside i Brøndby,
og forhåbentlig går alt så godt som muligt. Det bliver i hvert fald en
lettelse når det er forbi, ditto grand prixet, og førstnævnte med en sejr.
Ellers giver vi sgu Rollo & King skylden, og mon ikke Holmstrøm skulle have
let spil mod de to klynkende pudler, hvis det skulle komme til et hundeslagsmål?
Det er afgjort på forhånd.
-smølle
Og jukeboxen er som sædvanlig grand prix-fri zone:
Ugens albums:
Ramones: Anthology
De snurrer videre en uge til; måske det bedste band nogensinde. Man ved
ikke hvad man har før man mister det. Hvil i fred Joey, dit magre gespenst.
R.E.M.: Reveal
Så smukt som det overhovedet kan blive. Michael Stipe synger som en drøm.
Gør hvad du kan for at få et sniglyt på 'I'll Take the Rain' eller 'Beat a
Drum', men køb i alle tilfælde pladen når butikkerne åbner 14. maj.
Ugens sange:
Echo & the Bunnymen
'It's Alright' - ny single, og senere kommer nyt album Flowers, et
boxsæt og et McCulloch-soloalbum. Der er nogen hér, der prøver at gøre godt
for alle de spildte år - tak for det.
Magnus Carlson:
'Det värsta av allt' - sangeren fra de storartede Weeping Willows'
solodebut, så sørgmodig som nogensinde. "Jag kunde varit stor och stark/män
jag är bara inget alls". Fra albummet Allt är
bara du, du, du, der bør være en ægte nydelse for dem der nød Håkan
Hellströms pragtfulde debut.
Titiyo:
'Come Along' - de halvkedelige soulplader er overstået, og nu synger hun
pop med sin vidunderlige stemme, med sange skrevet af Cardigans' Peter Svensson
og Kents Joakim Berg, og med en frisure som kun kan tolkes som en hyldest til
Joey Ramone...