UGENS RÆB
- Anstændighed

Spruthuset var lukket torsdag indtil ved ellevetiden. Sådan går det jo. Vi var i Parken, og det var de fleste af vores stamkunder formentlig også. Til gengæld kom de forbi senere, da vi igen havde åbnet for servering. Sådan en aftenkamp skal selvfølgelig evalueres.

Nogle af de kendte ansigter sad ved et bord og spillede terninger, og de fortalte mellem Tænkeboks-runderne, at de havde haft det flag med i Parken, som også var blevet medbragt på Stadio Olimpico. Det var dengang en gestus for at tage afstand fra de afstumpede fascister, der er en væsentlig del af Lazios fanskare. I øvrigt til en kamp, hvor der også blandt Lazios egne fans blev medbragt antifascistiske bannere. Det krævede lidt overtalelse, men de fik lov at tage det med ind og at vise det under kampen.

Så heldige havde de ikke været i Parken. På trods af at der var masser af plads på en halvtom Nedre C-tribune, forbød kontrollørerne efter få minutter, at flaget lå rullet ud på sæderne, og henviste ifølge en af terningslyngerne ved bordet til at det var bestemt 'ovenfra'. Noget med at sponsorerne kunne blive stødt, at det ikke så godt ud på TV - noget i den retning. Vi overlader lige flaget til læserens bedømmelse - klik på det for en større udgave, der dog ikke er nær så stor som de fire-fem meter, det fylder på hver led i det virkelige liv.

Hvordan det skulle være stødende er et mysterium for mig. Det er ikke et spørgsmål om at blande politik og sport sammen. At være imod fascisme er intet andet end et spørgsmål om anstændighed. Hvis det skulle være ildeset at vise det helt åbent og ærligt, så er det noget jeg ikke forstår. 

Hvad man ellers måtte mene om Lazios afstumpede nazifans, er deres idiotiske opførsel rene drengestreger ved siden af de folk vi havde på besøg på denne aften. De var den ægte vare. Deres formand er enken efter Arkan, en af de største mordere i Europas moderne historie. En morder, der som leder af klubben førte dem til sportslig succes - en succes som er grundlagt på et fundament af vold og trusler. Det er der ikke megen anstændighed i.

At kunne vise med det flag, hvilken holdning man har til en klub som er gennemsyret af serbisk nationalisme, er blot en lille, symbolsk måde at gøre opmærksom på det uanstændige i det. Og i øvrigt i den opførsel, som Obilic' fans (medrejsende såvel som herboende) lagde for dagen, for magen til usympatisk bekendtskab skal man godt nok lede længe efter.

Det var ikke så meget for deres piften gennem det minuts stilhed, som endnu en gang blev gennemført for World Trade Center- og Pentagon-attentaterne. Selv om det var i en grad, som fik en til at tænke på hvor hysterisk det var at gå i selvspin over en enkelt fuld idiot, der ikke kunne holde sin kæft ved den tilsvarende seance i Brøndby. 

Herregud, så smagløst som det nu engang er, så kan man vel næppe forvente at serbere har nogen sympati for amerikanske tab af menneskeliv - de fremmødte tænkte i deres afstumpethed vel ikke over at der var folk fra adskillige lande, der mistede livet. Efter at Beograd i månedsvis blev bombet af NATO, kan medfølelsen ligge på et meget lille sted. Det er forståeligt nok, selv om man nok kunne mene at aktionen mod Beograd var nødvendig. Kort og godt - at pifte under et minuts tavshed kan ikke ligefrem kraftigt forværre det i forvejen horrible image, Serbien har i resten af Europa. så det kan de tilstedeværende formentlig springe op og falde ned på.

Men det satte alligevel i relief hvilke idioter der denne aften befandt sig på D-tribunen. De satte sig for alvor i scene med racistiske tilråb - på dansk - efter Zuma, med abelyde og med at smide alskens ting efter fotograferne nede foran. Det var klam racisme og nationalisme, og generel neandertalopførsel. Og det skulle man ikke have lov til at sige fra overfor? Helt ærligt. Det flag skal vi med glæde hænge op hernede på Stamværtshuset, hvis ikke det må være i Parken. Vi må nok hellere forberede os på nogle ture på møntvaskeriet - det bliver sikkert hurtigt helt gult, og det kan vi jo ikke have!

Apropos gul, så er den farve stadig en klam skygge på éns nethinde efter i søndags. Lige efter drejebogen var det; en Brøndbysejr som man havde oplevet masser af gange. Et forholdsvis hurtigt mål som involverede et par forsvarskiks, og så et kontramål til sidst efter at vi havde haft et ineffektivt pres gennem hele anden halvleg. Same old same old, det var som om at Roy aldrig havde været her…

Brøndbys sejr var fortjent nok, for de fik nærmest skubbet det hele i favnen i den første halvleg. Og selv om det ville være en stor fornøjelse at mene at den usle dommer Mosegaard var skyld i nederlaget, først og fremmest fordi han ikke smed Kenneth Rasmussen ud for at skubbe til Todi, så holder det nok ikke. Københavnerne så ud som om de kunne spille indtil morgengryet uden at få scoret. Og dermed var en triple whammy på plads. Hvis man holder med Dortmund, Everton og København var denne weekend ikke den skæggeste nogensinde. Tre tabte arvefjendekampe. Denne weekend var ikke den skæggeste nogensinde for mig…

Det betyder ikke, at man ikke kunne more sig lidt en gang imellem. Det var næsten nederlaget værd at sidde på tribunen derude, og i pausen lytte til BIF's nye slagsang. Ja, hernede bag bardisken er den stadig god for et smørret grin. Hold da kæft, hvor har de dårlig stil derude. Man kan mene hvad man vil om Michael Carøes sange, og selv mener jeg at de aldrig har været særlig gode, heller ikke i de udgaver de er kopieret fra. Siden er de blevet spillet ihjel i en grad så de hænger langt ud af halsen. Men! Sammenlignet med Brøndbys nye sang er de høj kunst. 

Den kan straks føjes til rækken af musikalske rædsler fra Vestegnen, som også indeholder Stig Møllers BIF-udgave af 'Sikken dejlig dag' - læs mere i denne artikel om denne omvandrende hashtåge af en dansktopsanger - og Michael Hardinger og Steen Springborgs 'Vi er Brøndby' fra filmen Elvis Hansen - en samfundshjælper, som muligvis er den værste spillefilm dette land har givet sine arme biografgængere. Bifferne kan dog åbenbart godt lide den. De spiller i hvert fald soundtracket inden enhver hjemmekamp.

Den nye forbrydelse mod al god smag var også en gang dansktop af en slags, der må gå rent ind hos de campinghabitklædte, moustacheprydede lokale. Seriøst - det var Giro 413-materiale så tamt, at det fik Souvenirs til at lyde som Slipknot. Og i omkvædet kunne man så synge med på et eller andet ævl om Brøndby, der blev ledt på vej af det ellers glemte biord "Heja!". Der var mere end et strejf af "Halli-halli-hallo, vi vinder i Mexico!" eller "Rød-hvide farver, vi skal ud og slås!" over dette forsøg på at hæve holdmoralen.

Måske er det bare et udtryk for Brøndbys selvproklamerede klubånd og overlegne fankultur. Hvis det skal hedde sig, at Brøndbys fans har en tribunekultur, der er vores overlegen, kan man jo dårligt gøre andet end at bukke og skrabe og acceptere, at sådan er det bare. I hvert fald hvis BIF-supporternes egne kriterier skal gælde. Sagen er nemlig den, at nogle af de ting BIF's fans foretager sig, har i hvert fald undertegnede ikke skyggen af interesse i at imitere. At stå i skraldeposer under en hel kamp - nej tak. Lystre en megafon - no way.

Og det seneste trip er heller ikke ligefrem et eksempel til efterfølgelse. Jeg snakker om de tørklæder, der første gang blev set til kampen 10. juni i Parken. Det er ganske enkelt et F.C. København-tørklæde med en rød streg hen over logoet og et lille u puttet diskret ind i forkortelsen FCK, så det danner et frækt lille engelsk ord, som åbenbart skulle være en grov fornærmelse.

Det er en stor ting at se BIF-supportere rende omkring med de tørklæder. Det er en sjælden ære, når de folk man regner som sine rivaler ifører sig ens elskede holds farver. På tribunerne kunne man tydeligt se små streger hvor tørklæderne blev holdt op, små hvide og blå oaser midt i den gule ørken. 

Vær forvisset om, at jeg aldrig selv ville iføre mig et blå-gult tørklæde, fuldstændig ligegyldigt hvor morsom og injurierende teksten på det ellers måtte være. Men hvis det er tegn på en overlegen fankultur at gå i modstanderens tørklæder, og at synge "olé" i stedet for "lå-lå", så fred da være med det. 

De kulturelt overlegne Biffere viste sig i øvrigt også med et par friske baneinvasioner henne i overtiden. Da en tåbe fra vores kreds gjorde det samme i foråret, invaderede banen mens Brøndby skulle kæmpe for at komme tilbage i kampen, var der ingen grænser for hvor spydige Bifferne var over for os, men nu er det åbenbart comme il faut. 

Måske er det et eksempel på at tiderne skifter, ligesom den gang vi støttede AaB mod BIF i en indendørsturnering. Det blev også kritiseret, uagtet at BIF havde gjort det samme mod os et par år før. Dette blev affærdiget med at BIFferne var blevet ældre og klogere. Hvem ved, måske var forårets baneinvasioner et udtryk for dumhed, mens invasioner i BIF-udgaven i virkeligheden er et udtryk for moden visdom. Eller måske burde BIF's supportere bare lade være med at hidse sig op når de ikke er et hak bedre selv.

Moralen er dobbelt disse dage, og det klinger i hvert fald hult, når man tænker tilbage på de stemmer som var sure over, at vi i denne sommer hoverede i sjælden grad over vores mesterskab samt Brøndbys daværende problemer. Det hed sig, at vi havde mere travlt med at håne dem end at fejre os selv. Host, hark… lad os lige tænke lidt over den. Vi kan lige så godt lade være med at spille sæsonen færdig, hvis den nuværende stemning skal tages til troende. 

Mon ikke der nu nok alligevel skal blive noget at slås for? I kampen mod Obilic var det som om man kunne se, at vi nu igen havde en træner der kunne lære spillerne noget. De så koncentrerede ud, i hvert fald i en god del af kampen. Og de var kompakte og sideforskød. For et år siden havde det ikke sagt mig noget, men nu kender jeg knapt et skønnere syn end de to gange fire spillere, der bevæger sig som et menneskeligt rektangel fra side til side.

Kihlstedt spillede ordentligt igen, glimrende endda - om det var Backes ansvar vides ikke, men det må vel i hvert fald fastslås at den svenske målmand ikke ligefrem trivedes med Holmstrøm som træner! Så er det jo rart, at der som regel kun går et par uger inden den næste af slagsen ankommer.

Og så faldt der endelig en sten fra mit hjerte over at Lønstrup endelig, endelig fik lov til at bevise sit værd inde på midten af midtbanen. Det er der han hører til, og guderne skal vide at det har været svært at forsvare ham på højre midtbane. Ikke så meget i foråret, for der spillede han fint. Da var det bare svært at få folk til at indse det. I efteråret har han (ligesom alle) været meget dårligere, og er for det meste faldet igennem. Mod Obilic var han glimrende, og han gik til den som sjældent set. Det forhindrede ham ikke i at få en masse folk på nakken ved sit eneste alvorlige boldtab i kampen, efter godt en halv time. Måske er det for sent for ham at få folk på sin side - måske kan han gøre hvad Todi gjorde og arbejde sig til respekten. Det håber jeg.

I virkeligheden er det rareste og mest betryggende jeg læste om Hasse Backe, at han var meget tilstedeværende ved træningen, og at han ligesom Hodgson coachede spillerne intenst. Og set i bakspejlet kan det godt ærgre mig at jeg for bare et par måneder siden forsvarede udpegelsen af Kent Karlsson. Med hjælp af en god portion bagklogskab kan man sagtens se, at han slet ikke var i stand til at håndtere jobbet. At han virkede ukoncentreret og fjern, og at spillerne mistede deres egen koncentration som en direkte følge af dette. 

Jeg er bedre tilfreds med at have skrevet: "Det virker da heller ikke sikkert, at vi aldrig kommer til at se en af dem som træner". 'De' var Benny Johansen og Hans Backe. Der stod i samme ræb at den træner man søgte skulle være: "En lidt som Roy, men en som ikke skrider midt i det hele…". Måske var det Karlssons sympatiske, men noget fortabte fremtoning der gjorde at hans landsmand med det samme blev set som en type af samme slags som Kent. 

Det er der nu ikke noget, der tyder på. Han havde helt åbenlyst læst aviserne i Danmark omkring Karlssons afgang, og luret de noget sølle udmeldinger der var omkring at det skulle være svært at respektere en træner, der ikke var en rottweilertype, der kunne herse med spillerne. Jeg ville sige, at spillerne burde have det i sig selv at sætte sig op til store ting, når de repræsenterer danmarksmestrene på landets største stadion, for landets største fanskare - og formentlig med landets bedste lønninger i deres poser. Jeg ville have gættet på, at det var professionalisme. Men læsere af mine klummer har jo forlængst indset at netop professionalisme er et begreb, jeg ikke fatter et suk af.

Det er måske også naivt at tro, for historien i denne klub har jo vist igen og igen, at selv dyre og navnkundige spillere kan yde langt under det forventede, hvis de ikke bliver holdt til ilden. Så fred være med det - på den baggrund var det i al fald en fryd at høre Backe citeret for, at han da godt havde set at spillerne gerne ville have et los i røven, og at hvis det var tilfældet ville han med glæde give dem det.

Hasse virker på mig som en type ikke bare lidt som Roy, men meget som Roy. Metodisk, organiseret, saglig, koncentreret, og med en myndig autoritet. Ikke noget blød mand her. Det giver rigtig store forhåbninger at høre ham tale om, at dette er hans drømmejob, og at han aldrig har glædet sig så meget til at begynde i en ny klub. Han kuppede os endda ved at dukke op i jakkesæt til Obilickampen. Hur stiligt som hälst…

Og når nu vi snakker om de der jakkesæt! Alt for meget er der gjort ud af det. Der er selvfølgelig ingen der påstår, at en træners kvaliteter sidder i et slips! Man har set trænere som Carlos Alberto Parreira eller Luis Aragonés træne iført spraglede polyesterdragter i årevis. Udover at det ser en anelse uchecket ud, når mænd i tresserne med millionindtægter går rundt i tøj der får dem til at ligne aldrende badegæster i Florida, så er der ingen der kan sætte en finger på deres resultater, opnået i campinghabitter.

Men! En biting er det måske, men det er godt nok en fed biting… Der er klasse over det. Vi spiller ikke på et landsbyanlæg med hække og atletikbaner og en måltavle, der ikke virker. Vi spiller på et europæisk topstadion midt i hovedstaden, og vi har spillere med klasse på vores hold. Og når de spillere er færdige med deres sportslige indsats tager de jakkesæt på og møder pressen. Ditto hjælpetrænerne, lægestaben osv. Cheftræneren yder ikke en sportslig indsats og styrer ikke opvarmningen. Der er ingen grund til at han er klædt på til sport. Så kan han lige så godt tage sit stiveste puds på og lade sin kollega fra modstanderholdet stå der og ligne en landligger, der har forladt sit sommerhus for et par timer.

Hvis Hasse Backe var mødt op i træningsdragt havde det været fint. Nu kom han i en mørk frakke og skjorte og slips. Det var endnu bedre. Længere er den ikke. Han kan for så vidt være iført en komplet våddragt med maske og snorkel, så længe han skaffer os resultater.

Med den evige frygt for at blive hængt op på det i tilfælde af at jeg har taget fejl, så tror jeg at Backe er den helt rigtige. Det føles korrekt og godt efter den lille uge, han har været her. Der er intet andet at hænge det op på end instinkt, og så hvad man hører af reaktioner ad omveje, fra spillere som er begejstrede for den nye mand, noget som - igen med al respekt - ingen vel var over Kent Karlsson, hans menneskelige kvaliteter til trods.

Og lad så roen sænke sig over København. De sidste tre måneder skulle have været som at svæve på en lyserød sky, og i stedet føles de lidt som at være blevet kørt ned af en knallert. Med lidt knubs, men uden nogen alvorlige skader på sjæl og legeme, kan vi forhåbentlig nå et leje hvor dagen i morgen bare sommetider vil komme til at ligne dagen i dag. Skål for det. Og nu skal jeg så hen og sætte det portræt af Heine op igen, som blev pillet ned for blot et par uger siden…

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sange: 

Muse: 'Bliss'
En formidabel single fra albummet Origin of Symmetry, der i forvejen har spillet på denne jukebox i månedsvis. Et møde mellem punket energi og symfonisk rock, med et af de mest charmerende forældede 70'erkeyboards man har hørt længe.

Love Shop: 'Alle har en drøm at befri'
Ja, hele albummet Anti er såmænd fast inventar, i hvert fald under mine vagter i denne bar. Det er strålende. Men denne sang står alligevel frem, årets sang i dansk musik (i skarp konkurrence med de andre otte fra pladen og ikke en eneste anden…). Syv minutters stemning i stil med The Cures mest dunkle mesterstykker.

Spiritualized: 'Stop Your Crying'
Smuk single, en ballade med strygere og blæsere og kor og hele møllen. Spiritualizeds nye album Let It Come Down kunne være resultatet af at høre Velvet Underground anno ca. 1969 lave en plade med tre-fire gospelkor. Siges det. Singlen lyder bestemt sådan. 

Ugens albums:

The Strokes: Is This It
Jan lod sit eksemplar af denne plade sidde i maskinen fra sidste uge, og den bliver bestemt ikke pillet ud endnu. Okay, måske kan han få sit eksemplar igen, men så tager jeg mit med. Det er gnistrende talentfuldt, New Yorkere der spiller new wave og energisk guitarrock så direkte og så frisk som det kan lade sig gøre. 36 minutter, 11 sange, ikke en af dem mindre end fremragende. Bedste debut fra den by siden Richard Hells første plade kom i 1977…

New Order: Live, Readingfestivalen 1998.
Jeg har prøvet at luske omkring det før, men hvad pokker - dette er en plade der er sat sammen af mp3-filer der er hentet på det store stygge internet. 
Sangene taler for sig selv, hvis man holder af New Order: 'Regret', 'Touched by the Hand of God'; de tre Joy Division-sange 'Isolation', 'Atmosphere', 'Heart and Soul'; 'Paradise', 'Bizarre Love Triangle', 'True Faith', 'Temptation', 'Blue Monday' og 'World in Motion'. Så god kan popmusik være.

Mercury Rev: All Is Dream
I begyndelsen syntes jeg egentlig, at dette var en meget skuffende plade. Jeg havde ventet mere; det var som om at der var lidt selvparodi i dette. At de prøvede på en kunstig måde at leve op til hvad de præsterede på Deserter's Songs. Men den er pokker tage mig vokset med tiden. Det er en strålende plade, når man vænner sig til de sommetider lidt musicalagtige tendenser, og at halvdelen af sangene handler om edderkopper. Hey - det virkede for The Cure.