|
Grand Prix-versionen |
|||||||||||||||
|
Og det skal da heller ikke hedde sig, at man ikke kan overtage en enkelt aftenvagt eller to her på Stamværtshuset. Især når det tilsyneladende var af så stor vigtighed, som det var. Så jeg trissede ned i løbet af eftermiddagen, og åbnede dørene og vinduerne, så den friske luft kunne blande sig med den umiskendelige duft af beværtning, som ikke er til at undgå i rum, hvor cigaretrøg blander sig med mandehørm. Det var først, da et par venner ringede ned til baren, og spurgte om de ikke skulle kigge forbi, så vi ligesom kunne se showet sammen, at det gik op for mig, at det var lige netop i aften, at det store Eurovisionære Melodi Grand Prix løb af stablen. Guderne må vide, hvordan jeg pludselig havde fortrængt det, men det skyldes måske, at pressens besættelse med arrangementet, og deres maniske reportager fra alt, der havde med forestillingen at gøre, havde kørt i så tilstrækkelig lang tid, at jeg blot havde lært at ignorere dem. På lyden af mine venners stemmer i telefonen kunne jeg høre, at for dem havde det modsatte gjort sig gældende: De havde gejlet hinanden op i en grad som tåler sammenligning med hysteriet omkring nytårsaften for et par år siden. Jeg grinede indvendigt over deres begejstring, mens jeg satte et lille skilt med fede typer på døren.
Hidtil den dag var jeg selv nemlig ikke særlig begejstret. Jeg var ikke begejstret over, at Rollo og King vandt det danske Melodi Grand Prix med en sang, der ganske rammende betegnedes som 'Shu-bi-du-a for seksårige', og som jeg af uransagelige årsager ikke kunne undgå i dagene efter, når denne bartender gjorde dansegulvene usikre rundt omkring i byen. Det var en forfærdelig sang, og det forfærdede mig blot endnu mere, da jeg fandt ud af, at den forfærdelige sang rent faktisk var vinderen af Melodi Grand Prix. Nej, faktisk kunne jeg ikke fordrage Rollo & King. Jeg var egentlig heller ikke begejstret over, at det skulle foregå i Parken. Bevares, penge er jo en eftertragtet vare, men hele balladen om kalechen gik over mit hovede. Ærligt talt, så syntes jeg, det var en klodset og uelegant løsning, og selvom jeg nødtvunget kunne forestille mig, at det tjente sig ind, og at det i anden omgang kan tjene klubben, så var jeg ikke begejstret. Jeg var allermindst begejstret over, at det internationale Melodi Grand Prix' indtog i Parken betød, at vi - F.C. København - blev udsat for et sisyfosarbejde af en serie udebanekampe; kampe vi til alt held klarede godt - forbløffende godt. Nej, jeg var ikke på noget område begejstret over Melodi Grand Prix. Problemet var blot, at den var umulig at komme udenom - især når man som undertegnede bor knap et riffelskud fra Parkens grønsvær. Hvor kunne man tage hen, hvis man ikke ønskede Grand Prix'et? Jeg kendte ingen steder. Og her stod jeg så og gjorde klar til at en række venner og veninder af huset og undertegnede kunne have en glad aften foran fjernsynet. For måske er det internationale Melodi Grand Prix inderligt ligegyldigt, men der er jo ingen grund til ikke at holde en rask lille fest, når man nu har muligheden. Ret skal da også være ret; da vi sidste år samledes foran fjernsynet for at se transmissionen fra broderlandet endte det hele i hat og briller - på den gode måde. Delvist på grund af den patetiske - i ordets egentlige forstand - nationale rus, der fylder danskere, når andre danskere gør en god figur på en international scene - ligegyldigt hvor uinteressant man i en anden kontekst end har måtte synes præstationen var - men hovedsageligt på grund af den meget virkelige, fysiologiske rus, som det komplet og fuldstændigt vanvittige drikkespil, vi havde opfundet til lejligheden, frembragte. Dengang - efter et par af mine mest entusiastiske kammersjukkers forslag om at tage til Rådhus- pladsen blev nedstemt - tog vi som et EPO-løst Tour de France-cykelfelt på en bytur, hvor den ene efter den anden blev sat efterhånden som vi indtog værtshus efter værtshus. Jeg kan desværre ikke prale med, at jeg var med, da feltet kom ind på Champes d'Elysses; efter de første par stigninger uden for kategori måtte jeg stå af cyklen og vente på bussen. Det handler jo heller ikke om at vinde, men om at være med. Set i bakspejlet kan jeg måske retfærdiggøre den tur som en 'studietur'; det var jo inden vi åbnede for denne lille bodega. Men hvad pokker? Hvorfor overhovedet retfærdiggøre den? Der venter jo alligevel ingen lillemor med papilotter i håret og kagerullen parat, når man i tredje forsøg rammer døråbningen og snubler ind i seng.
Stemningen var da også god allerede, da de kom: En havde hentet pizzaer - eller som hun lettere affekteret, italofilt insisterer på; "pizze" - nede fra den ægte italienske pizzabiks, og efter folk havde forsynet sig med fadøl, slog vi os ned omkring bordene, der var placeret strategisk i forhold til vores eneste, men heldigvis temmelig store fjernsyn. Hver især med sin lille blok og blyant. Parat til at notere, hvilke numre, der hævede sig over det gennemsnit, som alle var klar over, næppe nåede meget højere end panelerne langs gulvet. Og sikke en forrygende begyndelse på showet; de af os, der er af den Københavnske bekendelse forsøgte ganske vist ihærdigt, at se forbi al det virak kameraerne viste, så vi kunne se hvordan Parken tog sig ud, og hvad de havde gjort ved den. Det var nu ikke til at se forbi Brødrene Olsen, for de fyldte hele skærmen, da de gav en lille teaser fra deres seneste album. Hvilket i øvrigt førte til ren tumult blandt det - trods alt - flotte fremmøde på tribunerne og 'plænen'. Glæden var ægte og smittende. Til gengæld var det ren snyd, da de viste billeder af fyrværkeri over Parken. Tro mig, der var ikke den mindste kineser at se på nattehimlen den aften. Der skulle dog ikke gå mere end tre ord af Hans Otto Bisgaards kommentering, inden jeg greb fjern- kontrollen og zappede væk og over på BBC Prime, hvor en helt anden kapabilitet indenfor branchen kommenterede; den legendariske Terry Wogan.
Terry er en legende. Han har kommenteret det internationale Melodi Grand Prix for England i årevis; altid med spydige bemærkninger og altid med en flaske spiritus - "Without the drink you'd never get through the contest..." - som fast følgesvend. De gange, han har forarget lande på grund af sine ligefremme bemærkninger om deres musik, musikere - eller værter, kan ikke tælles på en hånd. Som morgendagens frokostaviser ville bevidne, blev dette Melodi Grand Prix ikke anderledes. Mange tog det åbenbart ilde op, at Terry overhovedet slet ikke brød sig om vore værter; de to charmetrolde Natasja Crone og Søren Pilmark. Denne dynamiske duo blev hurtigt omdøbt til the Tooth Fairy og Dr. Death. Og det kan man åbenbart ikke tillade sig i vort lille land, der ellers ikke plejer at bryste sig af nogen overdreven respekt for øvrigheder eller traditioner. Vores lille selskab skreg af grin. Det var tydeligt for enhver, at de i-vers-talende hr. og fr. Danmark var en prøvelse ud over det sædvanlige for stakkels hr. Wogan, der nok måtte skylle efter adskillige ekstra gange i sin Baileys.
Det var ikke fordi nogle i vores selskab opnåede en neurotisk, masochistisk nydelse ved at se vores lille land blive taget i lære af det store og fine Udland. Slet ikke. Men det var heller ikke det, der var tale om. Det, der var tale om, var, at showet i Danmark var blevet ophøjet til noget, det slet ikke var. Det var ikke alvor. Det var ikke vigtigt. Og det handlede for pokker ikke om musik. Terry Wogan var den lille dreng, der fortalte os, at Kejseren ikke havde nogle Klæder på.
Terry havde ret. Det krævede både rigeligt med drikke og en god portion humoristisk sans, at se det internationale Melodi Grand Prix. Heldigvis havde vi rigeligt af begge dele, og sammen udstod vi den ene sang efter den anden medens vi skiftevis våndedes os over sangenes forfærdelige kvalitet og moredes over det selvsamme. Der var mange dårlige sange. Mange. Problemet med de fleste af dem var, at de tilsyneladende var gået forkert; det var stille balader, som Hollands og Norges, hvor intet skete. En ikke helt appelsinfri ven klagede sin nød til fjernsynet: "Hvor er Birthe Kjær i alt dette?", spurgte han og gik på toilettet. Sangene manglede den håbløse og optimistiske drive; smilende mennesker og folk der danser. Det burde måske derfor ikke have været den enorme overraskelse, det var, at Rollo & King - yndlings- hadeobjekterne - rent faktisk gik ind på scenen, og - med vor viceværts betegnelse - sparkede den ondeste røv. Rollo & King. Jeg var chokeret. Ganske vist havde jeg indtaget ikke uanselige mængder alkohol på dette tidspunkt, men selv når jeg mobiliserede mine yderste åndsevner, var der ingen tvivl: Rollo & King var den klart bedste sang, og derfor også favorit til at vinde. Jeg var chokeret. Efter Rollo og King blev båret fra scenen af publikums hyldest, og Natasja og Søren - til Terrys komplette rædsel - tonede frem på skærmen, og vi bekræftede hinanden i den chokerende og bratte drejning, som konkurrencen havde taget med Rollo og Kings entré, forestod en af de mere koncen- trationskrævende opgaver; at hitte rede i de besynderlige kruseduller på sin stemmeseddel, der indikerede hvilke sange, der var værre end de andre.
Jeg skal være den første til at indrømme, at når jeg nu i ædru tilstand genser min stemmeseddel, har jeg svært ved at forklare eller retfærdiggøre mine valg. Det må være tilstrækkeligt at konstatere, at på tidspuntet for stemmeafgivelsen mente jeg, at det var de mest sandsynlige pointfordelinger. Mine stemmer lød som følger: - 1 point: Estland Det skal måske understreges, at disse point ikke blev givet efter hvilke sange, jeg synes var bedst. Selve musikken var i det hele taget underordnet for hele processen. Det, det handlede om, var at ramme de pointtildelinger, som de enkelte landes juryer ville give de forskellige sange. Hvis et land gav point til en sang, som man ikke havde på listen, så måtte man drikke. Hvis et land derimod gav præcis så mange point til en sang, som man selv havde givet, så måtte man 'give tåre'. ... Forbandet være Malta og Slovenien!!! ... Og alle de andre mærkværdige lande, der på den ene eller den anden måde opnåede point. De var i fællesskab skyld i, at jeg måtte melde fra fra drikkespillet inden vejs ende. Inden Grækenland hamrede det sidste søm i Rollo & Kings kiste ved ikke at give NOK point. *suk*
Men hvad pokker. Bevares, Estland vandt. Med en enorm dårlig sang. Men vi havde det jo sjovt, og i morgen ville det kun være tømmermændene, der mindede os om Melodi Grand Prix: Sangene ville allerede være glemt. Og en sejr til Danmark og til Rollo og King havde blot gjort, at vi var fastlåst i Grand Prix stasis endnu et år. Nu kunne vi vaske tavlen ren.
Melodi Grand Prix var en succes. Musikken var ligeså ligegyldig, som den plejede at være, og alligevel havde vi det ligeså sjovt som sidste år. Aftenen var en festaften - og festlig, det var den. Ikke mindst på grund af de fantastiske rammer, som Parken muliggjorde. Den energi og den entusiasme, der strømmede fra et festklædt Parken gennem fjernsynsskærmen piskede en stemning op; jo, Parken solgte sig selv godt.
Det var i sidste uge og næste gang, der skal lægges lokaler til en Grand Prix-fest, så bliver det ikke i Stamværtshuset - i hvert fald ikke på min egen vagt. Der er ikke noget værre end at skulle muge ud i sådanen svinesti - med tømmermænd. Og nu står jeg her og rækker den ene fadøl efter den anden over disken. Der er nemlig sket andet end Grand Prix i løbet af ugen. To gange 3 point har sikret, at vi nu ligger nummer 1. Nummer 1. Det er ufatteligt godt. Og 3-0 over det, der var en rival til mesterskabet, skal fejres på behørig vis; med masser af kold og velsmagende Carlsberg fadøl. Det vi så i Parken i dag, det var tegningerne til noget stort: et hold, der både kunne spille sprudlende og knusende effektivt - alt efter hvad, der var behov for. Et hold, der ligner værdige mestre. Jo, det er sandt. Det sagde de også i fjernsynet. Nu skal man passe på, man ikke begår hybris, men meget skal gå galt, hvis vi ikke efter sidste spillerunde kan sige - Good evening, Europe! Lad os så håbe, at det ikke går os som Rollo & King; vi vil ikke lade os fortrænge fra førstepladsen. I år skal det være. I det første af de Københavnske jubelår. Mesterskabet skal hjem til København. Og så kan det ellers være nok med Grand Prix! Martin CX Ugens Album: Depeche Modes Exciter Ugens sang: Friends' Listen to your Heartbeat |
|||||||||||||||
