Don’t start me talking – I could talk all night… men vi har ingen fembevilling endnu, og så længe vi spiller høj musik efter lukketid, og vores stamkunder alligevel bliver hængende til den lyse morgen bag den lukkede dør, har vi heller ikke brug for en.

Men hvem har brug for øl? Snakken går hernede, og det er ikke godt for omsætningen. Hede nætter med åbne døre, og en gade der smelter i varmen udenfor, det er nøglen til at sælge vores kolde bryg. Og sejre, store sejre, det er nøglen til fodboldfolkets drikkepenge, og det er jo de folk vi serverer for hernede.

Men dette typisk danske regnfulde klima er som skabt til at folk pludselig ikke skal have andet end ”bare en kop kaffe, tak”. Pah! Og når vi så bare får uafgjort. Folk gider ikke andet end at snakke. Snakke om hvad der kunne være sket, hvad der burde være sket, og hvad vi burde være sluppet for.

Men det er alt hvad vi kan gøre nu. Vi står og ser hjælpeløst til. To runder fra slutningen, og så kommer landsholdet væltende som en flodhest og kræver vores opmærksomhed. Og med frygt for at rage uklar med Skæve Thorvald, der sidder derovre i hjørnet med sin klaphat, og allerede nu er ved at varme op til kampen på lørdag, så lad mig allerede nu sige det frit fra leveren: Jeg er skideligeglad.

Jeg er ligeglad med om Martin Jørgensen er skadet, eller om Pavel Nedved er. Hvis Tomasson scorer hattrick, så vil jeg reagere så ophidset som en comapatient. Samme gælder, hvis det samme skulle lykkes for Jan Koller. Den kamp, og den næste mod Malta, vil jeg formentlig tilbringe med at kigge distræt på skærmen, mens jeg spiller Brøndbykampen igennem i hovedet et par gange. Og hvis jeg fik at vide, at Danmark kunne blive verdensmestre i Asien næste sommer, men at jeg kunne bytte det væk for en 1-0-sejr over Brøndby, så gjorde jeg det uden at blinke.

Det er en situation, der får en til at tænke på hele sin tilværelse som fan. Der er nogle der vil sige, at det er det skæggeste at være med helt oppe i toppen, og tildels kan jeg give dem ret. Der er muligheder for at have det skæggere. Men der er også muligheder for større skuffelser. Og man mister ikke nattesøvn i større mængder ved at ligge nummer otte i 25 runder i træk. Det gør man på førstepladsen. Hvordan fanden har nogen forestillet sig, at man skulle kunne få sovet natten til næste søndag?

Helt ærligt! Der er folk, der prøver at arbejde ude i denne verden! Siges det. Der er skoleelever og studerende, der har svært nok ved at anbringe besøg i Parken mellem deres eksaminer og terperier. Hvordan kan I tillade jer ovenikøbet at ødelægge deres koncentration? Er I klar over hvor meget lettere det var at have et liv, da I lå isoleret i midten uden nogen chance for at komme med i Europa, og uden nogen risiko for at rykke ned?

Sådan her har jeg ikke haft det siden vi spillede mod Ikast i næstsidste spillerunde i 1994. Nederlag der, og det var slut med superligaen. Det havde måske også været slut for F.C. København. Den mand, der reddede os dengang, var i øvrigt Per Frandsen, og så vidt jeg husker var det det sejrsmål, der reddede os dengang, som skaffede ham tilnavnet Frelseren.

Hvis han skulle vende tilbage nu, ville det blive til en klub som har forandret sig enormt fra de kaotiske tilstande, der herskede dengang i 1994-96, hvor han var her sidst. Tre trænere på to år, endnu flere direktører, Allan Nielsen sælges til Brøndby for at forhindre konkurs, nederlag til Fremad Amager. Herregud, hvor langt ude er man når man udstyrer sit hold med blå/gule udebanedragter?

Det minder mere om hvad man så i den spæde begyndelse. Da Peter Møller i 1993 var det store på den jyske fodboldscene, skiftede han som noget af det mest naturlige til F.C. København, der i øvrigt samtidig sikrede sig mesterskabet ved at slå Brøndby i næstsidste spillerunde – et Brøndby, der efter en årrække med succes var gået kolde og havde et stykke op til den øverste top. Nogle fejl- investeringer havde givet dem problemer, fejlinvesteringer som en Magnus Svensson slet ikke kan konkurrere med.

Nu er det så Thomas Røll, der bliver hentet. En spiller, der lige i denne sæson er gået det lille skridt fra at være et stortalent til en stabil og fast spiller på et tophold. Videre til Parken med ham, lad ham spille for nogle ordentlige publikum, som man faktisk kan høre inde på banen. I tv sagde Røll, at "FCK jo ikke var verdens værste klub at være i". Når det kommer fra en midtjyde, er det en af de højeste lovprisninger man kan få…

Men for pokker, hvor knægten virkede kyst! Han må se at lære at kæfte op herovre. Måske skulle man invitere ham herned i spruthuset i løbet af sommerferien, men jeg tror at han ville reagere på en noget anden måde end hvis Heine kom forbi. Han ville formentlig tænde en smøg, drikke en bajer og kigge på det billede af ham selv, som efterhånden pilles ned og sættes op hver eneste dag. Røll virker mere som den type, der ville mumle en undskyldning efter to minutter og slentre ud af døren.

Det kan såmænd også være ligemeget. Man behøver jo ikke være en skrighals for at spille fodbold, og hvis Roy ligefrem har haft ham som sin ønskespiller nr. 1 er jeg mere tryg. For jeg gloede godt nok, da nyheden tikkede ind. Var dette en spiller man købte blot fordi man kunne? Jeg havde aldrig troet, at Røll var en midtbanespiller efter Roys hoved. I hvert fald ikke til midten. Teknisk superstærk, men fysisk ingenting. Ja, måske en luksusspiller.

Ser du, mens du skyller din øl i dig – det var godt, jeg gider ikke se jer søbe mere kaffe ned – jeg er sgu kommet til at holde af Roys rigide system. Jeg er begyndt at se charmen i at midtbanespillere nu for alvor hører hjemme midt på banen, om de så spiller på fløjen eller ej. Der er en geometrisk, arkitektonisk skønhed i at se de to kæder flytte sig fra side til side og i sjældnere tilfælde fremad. Ikke fordi det har været smukt spil, man har set – men det har virket.

Sådan er det, de sidste otte år har givet betydet en afsked til mange principper. Det kan efterhånden være ligemeget hvordan det guld vindes, nu skal det bare vindes. Og så trist har det altså heller ikke været at se på. Især da ikke sammenlignet med de andre i ligaen.

Og så skidt var det bestemt heller ikke mod Lyngby. De spillede faktisk okay, omend lidt ineffektivt. Til gengæld var det irriterende som bare fanden at se Lyngby, der hele foråret (og bestemt også mod Brøndby) havde været til grin, komme til Parken og spille en helt igennem glimrende kamp. Fordømt!

Den firepointspude havde været rar at have med, især når de nærmeste konkurrenter nu skulle have så blatant dommerhjælp for at slå Silkeborg. Oh ve – hvis vi havde haft det samme held derovre, ville vi lige nu kun behøve et point til at blive mestre. Hvis og hvis – kan du se hvad jeg mente, da du kom herned? Det er alt hvad vi snakker om, hypotetisk og inderligt overflødigt.

Ligesom det er inderligt overflødigt at stille dommer Stadsgaard op efter kampen for at se episoden. Nogle siger, at det er klasse. Pis og bjælder. Klasse havde været at dømme straffesparket. Dette er gratis pøbelfryd. Silkeborg (og vi) kan bruge det til det samme som vi kan få ud af damefrisørens totale afvisning af at have lavet en fejl: intet.

Så hellere tale om det der er sket – på en vis blev det en festdag i søndags. John Faxes Herfølge rykkede ned. Farvel, og bliv væk. I har været fodboldens svar på en nedgroet negl; smertefuld, belastende og utrolig lang tid om at få bugt med. Endelig, endelig er I væk. Tak fordi I snuppede mesterskabet fra Brøndby sidste år, men så er der ikke mere pænt at sige. Oh, en liste af usympatiske spillere der er kommet fra den klub; f.eks. Jimmy Kastrup, Thomas Høyer, Gert Nodin, Jesper Heyde, Lars Jacobsen, og først og fremmest John Faxe.

Det er med fornøjelse, at jeg genudsender dette klip fra et Nipserreferat, endda fra mesterskabssæsonen. Jeg skrev det selv og mener hvert et ord:

"Tre nederlag i træk er det nu blevet til, og det skulle forhåbentlig være nok til at fortælle dem hvor deres knokkelbold hører hjemme i tabellen, nemlig nede hos os omkring ottendepladsen, blandt de hold der hverken kan eller bør repræsentere os i Europa – selv om den kategori måske efterhånden burde udstrækkes til at gælde alle superligahold. Men Deres Udsendte ser i hvert fald frem til, at Herfølges dage som top- hold ender. Og det har intet at gøre med ’janteloven’, og at folk ikke under et lille landsbyhold at komme langt. Det samme ville passe, hvis det var et stenrigt hold der spillede så hæsligt, inkl. vores eget, og når vores har gjort det, har vi også protesteret og vil blive ved med det fremover. Det korte af det lange er, at det ikke er til at holde ud at se på."

Herfølge nede, og Brian Steen på vej til udlandet – så er der håb om, at tacklinger i knæhøjde endelig er et fænomen på retræte. Det har været værd at vente på.

Og vente er en ting man må indstille sig på – ja ja, jeg skal nok hælde den bajer op til dig! Tag det nu roligt! Jeg står og snakker. Hvor var vi? Åh jo, ventetider. For at komme til sagen, så må der gøres noget ved Nedre C. Det var en farce mod Lyngby. Ikke, at man ikke kunne komme ind og få en ganske hæderlig plads, for det gjorde vi da. Men først efter at have stået i en time ude på gaden, mens etteren hvert kvarter kom og ålede sig gennem mængden.

Det holder ikke mere. Der er et problem med Nedre C, et reelt problem: det er for attraktivt at komme ind. Jeg har aldrig før regnet sæsonkort faste pladser for en god idé, men nu synes jeg det er det eneste forsvarlige – det kan ikke blive ved på denne måde. Det var faktisk værre i den første kamp mod AaB, og det kan jo bare få lov til at eskalere, hvis ikke der findes en løsning.

Når man ovenikøbet, efter turen i køen, kommer op til en tribune hvor adskillige rækker er dækket med tørklæder, føler man sig sgu lidt til grin. For hvad har man så stået i den kø for? Hvorfor skulle man ikke bare få sine egne venner til at holde en plads? Så kunne man selv spadsere ind klokken kvart i tre. Hvis ikke man ville regne det for utænkeligt, for den time på tribunen er da noget af det bedste. Når man først har overstået køen og fundet en plads…

Og jeg er ked af at lyde snobbet og overlegen nu. Men Nedre C er min tribune. Jeg har set bold derfra siden der blev holdt flyttedag derover i vinteren 1994/95. Og jeg gider ikke risikere ikke at kunne komme ind fremover, på grund af nogle Johnny-come-latelys, som ikke var med i de sløje år. Det har intet at gøre med at man skal have været med fra starten for at være ægte fan. Det skal man ikke. Men de af os, der har, skal ikke vige for dem der ikke har. No way.

Hvis det indebærer, at man så skal købe et sæsonkort for at være sikker på at kunne stå sammen med sine venner, så lad det være sådan. Det er okay at stille betingelser for at undgå det kaos foran portene. Der er jo andre tribuner på det stadion. Skulle det blive til et DM, tør jeg ikke engang tænke på hvilket kaos det bliver til Rangers-kampen. For slet ikke at tale om efterårets kampe. Så jo før jo bedre.

Og så skal det bare gøres smart. Der skal skrues et skilt fast på sædet, så man ser at det er optaget. Og der skal laves forkøbsret til Europacup og til fornyelse i næste sæson. Jeg har siddet med når der skal sendes billetter ud og laves kort inden en ny sæson, og det er en sindssygt stor opgave. Det kommer til at trække tænder – endnu flere tænder – ud, hvis dette skal oveni. Jeg kan bare ikke se hvordan det kan undgås.

Lige nu er det en bananrepublik inden kampene, og hvis man vil stå med de gode forhold – jeg kan ikke forestille mig at nogen anden større fanskare i Europa har bedre forhold med en langside til rådighed på et supermoderne stadion, perfekt udsyn, lov til at stå op, billige bajere, endeløse wc- kummer – så må man til at skærpe sig og koordinere sit sommerindkøb af et sæsonkort med vennerne eller fraktionen, og spare op til at købe hele møllen på en gang. Tag det eller lad være…

Så for søren, nu blev det alligevel lyst udenfor. Tre uger til den korteste nat, og inden da er vores puls kommet ned igen. Til den tid er det hele afgjort, og vi kan sove om natten igen. Indtil da – indstil dig på et par uger med søvnløse nætter. Det hele er oppe i luften lige nu. Men er det ikke bedre at føle at man lever end at hænge fast i middelmådigheden? Trods alt.

-smølle

Og jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Zero 7: 'Simple Things'
Drømmepop for dem der ikke kunne få nok af Airs første album, især de to ballader som Beth Hirsch sang på. Et alternativ til Dido for dem af os, der synes hun synger præcis som hende finken fra Cranberries.

Basement Jaxx: Romeo
Fra det nye album Rooty, der ser ud til at blive én lang fest. Lyder denne gang mindre som den klassiske house-disco-burger, og mere som et gammelt technopopnummer spillet i dobbelt hastighed, med Kele Le Rocs store stemme henover.

I Monster: Daydream in Blue
Det er strygerne, der gør det. Mest mærkelige hit for tiden. Trip-hop er ikke dødt, det har bare taget en lang skraber…

Ugens albums:

Caroline Now! – the songs of Brian Wilson and The Beach Boys
En hyldest til Beach Boys’ og Brian Wilsons genialiteter. Ikke en træt ’hyldestplade’, men sat sammen af 24 kunstnere der har taget Beach Boys’ eksperimentelle side med sig og for alvor kigget i arkiverne efter store ting. Pragtfuld.

Tindersticks: Can Our Love…
Med Simple Pleasure, Tindersticks’ forrige, barberede de det meste af den gamle stil væk. Strygere var ude, og en soulstemning var inde. Denne gang går de videre. Vidunderligt sortsyn til mørke nætter, seks englændere der spiller soul fra de amerikanske sydstater..

Magnus Carlson: Allt är bara du, du, du
Og apropos sortsyn – her er Sveriges mest sørgmodige mand, sangeren Magnus Carlson fra Weeping Willows. En soloplade på svensk er en lækkerbisken; der er gæsteoptræden fra Thåström og the Clash’s Mick Jones, men stjernen er Carlson og hans triste ballader.