Jeg ser op på den dybblå himmel mens jeg slentrer ned af gaden. Klokken har lige passeret midnat, men lidt endnu er et lyst skær at se i vest. En flink fyr i en F.C.K.-bøllehat fortæller mig, at Parken er lukket og slukket, da jeg drejer ned af Østre Allé. Jeg smiler og siger "Tak", men jeg fortsætter. Længere nede af gaden kan jeg se små klynger af mennesker i hvide trøjer, der som min egen lyser op i mørket. De bevæger sig væk fra Parken og ud i fælledparkens mørke, jeg tænker, at de nok skal videre; ud i byens lys.

Da jeg når et par hundrede meter væk fra Parken begynder jeg at lugte det: Lugten af fodboldkamp: Lugten af spildt fadøl. Efter et par meter mere begynder det at knase under mine fødder, da jeg træder gennem plasticglassene, der ligger overalt.

Helt henne ved Parken slås et par store drenge for sjov, hujende og grinende, mens deres kvindelige selskab forsøger at overtale personalet på Central Park til at lukke dem ind, så de kan være derinde i de sidste døende minutter af en travl aften. Om det lykkedes dem, ved jeg ikke, for jeg fortsatte.

På den anden side af Parken var renovationsfolkene allerede i gang med at rengøre og feje. Man skal vaske sig mest, der hvor man bliver mest beskidt, hævdede Information for et par år siden. Jeg klukker indvendigt. Det er meget passende, at de begynder med D-tribunen.

En gammel, tandløs kineser slingrer med sin indkøbsvogn fyldt med tomme ølflasker, mens han zig- zagger op ad gaden. Med sit furede ansigt og tandløse grin ligner han en, der ville synes mere hjemme i en junke end bag en indkøbsvogn. Om hovedet har han bundet et DBU-halstørklæde. Han bukker dybt på kinesisk facon, da hans øjne møder mine, og han ser min hvide trøje. Jeg bukker igen, og paradoksalt nok føler jeg mig hjemme.

Hjemme i min by. Hjemme i min bydel, Østerbro. Jeg er herre i mit eget hus.

Det er den følelse af selvtilfredshed og indre harmoni, der kommer af at man ved at nu, nu er tingene endelig, som de bør være. Den udløsning, vi har savnet efter så mange års forspil, er endelig kommet.

Der er en indforståethed mellem de rejsende i natten. Endelig en sejr vi kunne bruge til noget.

Paradoksalt nok er det, at vi endelig opnår æren, da vi ikke længere kun havde æren at spille om.

Vi er mestre.

Jeg havde kendt til det et godt stykke tid i forvejen. Jo, jeg vidste det allerede inden søndag den tiende juni blev en af de få datoer i årets kalender, hvor en aftale af enhver anden art blev fuldstændig ligegyldig og udelukket. Den tiende juli var allerede optaget. Den var optaget af noget, det hverken var muligt at fremskynde eller udsætte. Af noget så tarveligt og vulgært som arbejde.

Jeg kunne roligt se til, mens tiden skred frem, og de, der endnu ikke havde opnået den rette billet til dem selv og deres venner blev mere og mere desperate af angst, for at de ikke ville opnå at se årets kamp. Men kampen var i det hele taget en særlig kamp, der var langt mere end blot 'årets': Ikke siden vores moderklub, B.1903, tabte guldmedaljerne til Lyngby F.C. i sidste spillerunde i sæsonen 1991/1992, havde der været noget, der lignede en egentlig Danmarkmesterskabsfinale i Superligaen: Og ikke nok med at F.C. København kunne vinde mesterskabet, de kunne tilmed sikre sig det i Parken ved at vinde over Brøndby I.F. Det var en kamp, der på den mest obskøne facon falbød sig til Kurt Thyboske super- lativer og floskler: Kampen om det første mesterskab i det nye årtusind; kampen hvor forløsningen - efter så mange års ørkenvandring - endelig kunne indfinde sig.

Og jeg kunne være rolig, for jeg skulle ikke nå at købe nogen billet. Jeg havde ingen bekymringer. Jeg var helt afklaret om min uafvendelige skæbne. Og alligevel... lønligt nærede jeg dog til det sidste håbet om, at noget, et-eller-andet, der var større end mig, kunne gøre, at jeg alligevel fik fri til kampen. Nej, man skal ikke føle sig for god til at bede om et lille mirakel nu og da.

Miraklet indtraf dog ikke. Ikke fordi jeg havde været kræsen; jeg havde taget til takke med blot et lille et, om det så var af den gejstlige eller verdslige slags. Karmakreditten var tilsyneladende opbrugt, og jeg måtte gå den tunge gange ...på arbejde.

Det var en øvelse i frustration og ilde skjulte, dårlige nerver. Det var en øvelse i ineffektivitet uden lige, for jeg vandrede - ganske passende - rundt som en løve i bur. Men hele projektets tåbelighed skreg jo også til himlen, for hvordan nogen kunne tro, at jeg kunne samle mig om at arbejde i timerne inden kampen, er udenfor den menneskelige fatteevne.

Mine kollegaers virkelighedssans rakte dog heldigvis til, at de accepterede mit ultimatum; at jeg under kampen allernådigst blev givet tilladelse til at holde pause.

I frokosstuen placerede jeg hurtigt fjernsyn og stole, så de gjode det ud for en lænestol, jeg skruede så højt op for lyden på det lille fjernsyn, at den forvrængede, og en Coca-Cola Light måtte erstatte en Menu 1. Nej, jeg var ikke i Parken, men det skulle ikke knække mig. Af - måtte man formode - ren solidaritet satte mine to kollegaer sig ned ved siden af mig for at se kampen. Ingen af de to var synderligt fodbold- interesserede, men der var jo også nogle, der påstod, at det krævede særlige kromosomale anlæg, at indse det smukke i en fodboldkamp, og de tilhørte begge den halvdel af befolkningen, der var arveligt belastet i dette henseende.

Det var i øvrigt på dette tidspunkt, at den ene kollega nævnte, at hun da var blevet tilbudt en billet til kampen selv samme morgen. Af ingen ringere end Kim Madsen! Som, viste det sig, var et af hendes første famlende skridt ud i ungdomskæresteriet. Hun sagde nej. Som om man sagde nej til Kim Madsen? For at gnide salt i såret nævnte hun, at hun havde overvejet at give billetten videre til mig, men hun vidste heldigvis, at det havde været mig umuligt at sige 'ja' - men ligeså umuligt for mig at sige 'nej'.

Kim Madsen var dog utvivlsomt også blevet slemt skuffet, hvis hans kvindelige selskab var blevet ud- skiftet af en spruthusbartender, og man skulle jo passe på, at man ikke gjorde noget for at forpurre mandens forberedelser til en kamp som denne.

Selve kampen har jeg ikke noget sammenhængende og overordnet indtryk af. Det hele var så intenst, at nu, når jeg husker tilbage på det, erindrer jeg kun oplevelsen glimtvis.

Jeg husker min forbløffelse over F.C. Københavns overlegenhed. Hvordan de udspiller Brøndby med en sådan lethed, at det ligner ren legestue. Hvor sikkert bolden bliver spillet rundt mellem de Københavnske spillere; de modtager bolden, spiller den videre i det samme, og bevæger sig straks i position til at modtage bolden igen. Vi spiller simpelthen skidegodt. Den ulidelige lethed, hvormed spillet flyder fra de Københavnske støvler, bliver kun overgået af den lethed, hvormed vi tager bolden igen fra Brøndbyerne, så snart de formaster sig til at spille den. Der er klasseforskel på de to hold, og selvom frygten for et nederlag endnu sidder dybt lejret i rygraden, tør jeg håbe på en klar og overbevisende sejr. 4-0. 

Og målene kommer - i hvert fald det første i rækken, og jeg råber og skriger præcis som jeg havde gjort, hvis jeg stod på Nedre C og ikke sidder i en frokosstue, hvor det eneste F.C. Københavnagtige er en overvægt af farven hvid. Det, og så min kamptrøje. Mine kollegaer ser lige fascineret - eller væmmet, det er nogen gange svært at skelne - på kampen og på mig. Intet kunne dog forberede dem på den reaktion, der kommer på Zumas mål. Jeg lader ingen brasilliansk fodboldkommentator noget efter, og selvom jeg af statur ikke er særlige truende, er jeg sikker på at selv en fuldvoksen, brunstig hangorilla ville fortrække sig, hvis han så min krigsdans. Det er jo genialt, det der!

Mine kollegaer er dog ikke så nemme at slå af pinden. Med fingrene grundigt placeret i ørene, ser de bebrejdende op på mig: "Kommer der flere udbrud?" "Det håber jeg!" Jeg kan ikke få mine arme ned.

Men jeg kan se, at de begynder at synes, det er sjovt. Det kræver ingen særlige forkundskaber at af- kode, at København er ved at vinde kampen, og at de tilmed er ved at vinde på en særdeles imponerende måde. Konfronteret med et hold af vindere, der hyldes af størstedelen af over fyrre tusinde mennesker slår den kvindelige seksualitet - klik! - til, og jeg må forsøge at overhøre kommentarer om, hvordan Niclas Jensen er guf for øjnene, størrelsen på Zumas benmuskler, og hvordan det Københavnske fodboldhold i det hele taget ser godt ud, mens jeg forgæves kæmper for at få lyden på fjernsynet endnu mere i vejret.

Det kommer uventet som en lussing. Målet til 2-1 er som om tæppet bliver revet væk under mig. Jeg har minuttet inden smilet overlegent til mine kollegaer og konstateret, at nu bliver det spændende om det skal vise sig at 2-0 er "den farligste føring", aldeles selvsikker på, at de nok skal køre Brøndby på røv og albuer ud af banen, præcis som de har gjort indtil da. Det er enhver F.C. Københavners gamle nemesis:  Nemesis!

Jeg er skrækslagen, da de scorer. Jeg frygter Brøndby-heldet. I den indre biograf er der ved at blive gjort klar til repremieren på "Det ligner sidste år..." På den anden side kan jeg støtte mig til, at det til alt held slet ikke ligner 'sidste år', og jeg kan igen samle min tillid til holdet. Det var et heldigt mål, Brøndby scorede, det var et mål, de ikke havde gjort sig fortjent til, men inderst inde vede jeg også, at det var, som det skulle være. At det er en klassisk sejr, der blev lagt op til. En stor sejr. En mindeværdig sejr.

Jeg tænker, "2-1? Det bliver til 4-1!"

OK. Det gjorde det så ikke, men det er nemt at være bagklog, og 3-1 er også fuldt ud tilfredsstillende. Og Pagge fortjener det sgu. Her på Stamværtshuset håber vi stadig, at Pascal udvikler sig til fremtidens mand i F.C. København. Der er næppe nogen tvivl om, at Heine Fernandez i hvert fald ikke gør ham den rang stridig.

Skrev jeg, at 3-1 var tilfredsstillende? Sludder!  3-1 var fænomenalt! Utroligt! Sensationelt!

Efter kampen er jeg i en døs. Jeg er skiftevis benovet og mistroisk over, om vi er blevet mestre. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Sund fornuft taler imod det. Har vi ikke alle forsikret hinanden om, at det ikke lader sig gøre? Dette er en god og sød drøm, som det handler om ikke at vågne fra. Jeg tør ikke tro på det. Men det gør jeg.

Da, det begynder at sive ind for alvor, bliver jeg så ekstatisk og i hopla(!), at jeg bevæbner mig med en rulle køkkenrulle og en kontortape, og derefter sætter jeg mig for at tape køkkenrulle op i kontorernes vinduer, så de tilsammen danner ordene "F. C. København".  Efter jeg havde klistret et F, et  C (ganske vist et temmelig kantet C), og et K op, slipper entusiasmen dog delvist op, og jeg tænker, at nytårs- forsæt kan være nytårsforsæt, og det må række.

Jeg mangler desperat en Brøndby-fan, jeg kan håne.

Jeg er ikke til at trække væk fra vinduet, den første halve time, hvor jeg blot står og trykker næsen flad mod ruden, mens jeg smiler som en idiot til de smukke mennesker i hvide trøjer, der går nede på gaden.  Det er lige før, jeg begyndte at vinke til dem som en total imbecil. Det er en lille sejr hver gang en hvid- bluset i en lille flok ser mit beskedne kunstværk, peger op, og viser det til de andre det. Det er altid rart at blive anderkendt.

På skærmen vælter spillerne rundt i sejrsrusen med enorme ølglas og tilsvarende enorme Sort Guld flasker. På sæt og vis meget symbolsk. Flemming Østergaard græder, men beholder tøjet på. Spillerne render rundt med store cigarer i kæften.

Gad vide hvor mange, der egentlig ryger?

Pigerne, mine kollegaer, giver mig et knus, og siger, at fra nu af holder de også med F.C.K!

Jeg smiler.

Medløbere.

Den er lidt i midnat inden jeg slipper væk. Udenfor er den lyse nat mild og indbydende, og jeg begynder at gå. Ud i byen. Ind i byen. Hjem.

Martin CX

Ugens album:

Lige præcis DIT yndlingsband: Akkurat DEN plade, du holder allermest af
Jep. Jeg ved godt, det har varet længe, inden vi endelig kom til denne plade, men helt ærligt, du har vel aldrig troet, at vi ville forsøge at komme uden om denne milepæl indenfor musikhistorien? Og hvilken bedre anledning til at sætte den på repeat end mesterskabet? Nej, vel?

Men kom så ikke her igen og sig, at vi aldrig spiller noget ordentlig musik!

Åh, vent et øjeblik:

Ugens single:

DJ Ötzi: Hey Baby!
Hvem fanden slæbte den med?  Se venligst nedenfor.

OK, så skidt da, men vi spiller den altså kun én gang! 

Desværre må Fanpolitiet se sig nødsaget til at rykke ud. Det sker på adskillige opfordringer, og det skyldes to gentagne hændelser i forbindelse med festlig- holdelserne af mesterskabet.

For det første er det udmærket og helt på sin plads, at vi udstiller vores inter- nationale sindelag og kosmopolitanske storbysmentalitet ved at synge hyldest- sange på andre sprog end vort modersmål. Dette giver blot bagslag, når vi fremturer uden at have de fornødne sproglige evner. Flere af vore populære slagsange på engelsk lider under dette, men det har andre ved tidligere lejlighed skabt rigelig opmærksomhed omkring. så det skal jeg ikke gentage. Derimod har en ny sproglig forbistring åbenbaret sig til og omkring de sidste kampe i sæsonen. Det, jeg taler om, er intet andet end den messende Campeones, Campeones! sang. Når det står på skrift, er det tydeligt, at ordene skal udtales Kampeones og ikke Champeones, men forbistringen bliver fuldbragt af de, der tillige synger Championes, et ord, der er så faretruende nær Champiñones, at vi risikerer, at eventuelle spansktalende lyttere tror, at der messes om spiselige svampe! Selv hvis jeg har misforstået, og det viser sig, at folk synger italiensk og Campioni, og ikke spansk, gælder samme udtalelsesregel.

Det er såmænd ikke, fordi det ikke er en nem fejl at begå i vort på så mange områder engelskpåvirkede samfund, men det skurrer i ørene, og Fanpolitiet må derfor henstille at folk udtaler ordene korrekt!

Det andet drejer sig om sangen Hey Baby, hvis popularitet sikkert hænger sammen med de smittende  gutturale udråb Hu! Ha!. Det er en sang, der ikke er uden kvaliteter; det var et one-hit- wonder tilbage i 1962 for Bruce Channel, men i sin nuværende udformning er det den såkaldte DJ Ötzi, der står for sang og musik. Mange har måske stødt på nummeret i de østrigske alper til after-ski (som østrigerne i endnu et eksempel på sprogforbistring insister på at kalde og skrive Apré-ski), i hvert fald mindes denne fan- politibetjent, at Niki's Stadl i Ischgl havde et såkaldt Ötzi-show, men om der er tale om den samme Ötzi er dog tvivlsomt. Det var ellers tilstrækkeligt bonderøvsagtigt på den dansktoppede måde til, at det kunne have været den samme. For bonderøvsagtig, det er DJ Ötzi; det er på det nærmeste hans varemærke.  Et andet hit fra Ötzis hånd er sangen Er hat ein knallrotes Gummiboot, jo, man tror det er løgn, men den er god nok. Dette nummer, som vi har lært at hade, for eksempel gennem brugen af den som scorings- melodi i forbindelse med damehåndboldlandskampe, komplimenterer på bedste vis Hey Baby, der netop blev brugt i vid udstrækning i forbindelse med sådanne kampe i Østrig for noget tid siden. Fortælles det mig.

Selvom den lettere homoerotiske variant "Å-åh Mio! (Hu! Ha!) I wanna know, would you be my Boy!", der blev sunget i toget fra Odense, bestemt har sin charme, er spørgsmålet, om vi kan se os selv i øjnene ved at synge en sang, der i den grad fremmaner billeder af rød-hvide roligans med klappepølser for det indre øje. Det er en dansktopsang; en deutsches schlager. Just say "No", kids.

For de, for hvem savnet af Hu! Ha! er ubærligt, kan det anbefales at benytte det gamle slagråb Vi siger Uh! Ah! FCK! i stedet, forskellen er næsten ikke til at høre.