|
Den stilfulde gæst |
||
|
Det var ikke svært at bemærke, at han var en mand af verden. Hans sprog var noget for sig. Han skiftede frem og tilbage mellem en blanding af svensk og dansk med en engelsk dialekt, og et tydeligt og langsomt engelsk. Hans engelske dialekt var svær at sætte en by på, og det mest specielle ved den var, at han havde en tendens til at udtale et r som et w. Lidt ligesom Elmer Fjot. "Vewy impwessive dwaught beer, this Carlsberg", sagde han. "Darn that wascally wabbit", siger Elmer. Han var elegant klædt, i modsætning til flere af de folk vi finder hernede. Sommetider undrer man sig - ingen af os bartendere er kandidater til at træde ind i Danmarks Herremoderåd, men vi gør da en indsats. Desværre kan det samme bestemt ikke altid siges om gæsterne. Joggingdragter ser vi en del af, og så må man sige, at en herre som denne gæst var en af dem som gør en forskel. Han var konservativt klædt, lidt som en backbencher i House of Commons, eller en bankmand fra Londons City. Skjorte og et ulasteligt bundet slips. Det, der dog adskilte ham fra den typiske engelske middelklasse, var uret, skoene og frakken. Det var helt klart, at her var en mand som var kommet videre i livet. Noget kunne tyde på at han kendte til moden i Zürich eller Milano. Hans personlige fremtoning passede da heller ikke helt godt til tøjet. Lidt buttet, med en dobbelthage som en pelikan, og en gammeldags frisure, der ville passe bedre til en arbejderby uden for Manchester end til modens hovedstad i det stenrige, nordlige Italien. Høflig var han bestemt. Verdensmandsmanerer, korrekt til fingerspidserne. Han gjorde opmærksom på, da han havde afsluttet sin fadøl og rost den til skyerne, at det ikke var fordi han havde det ringeste imod vores bar, at han måtte gå nu. Hele tiden kiggede han på sit ur, og det så ud til at han havde et fly at nå. Efter at han havde rost etablissementet en sidste gang greb han fat i sin kuffert, betalte, og gik mens han bad os mindeligt om at huske ham for det gode, og ikke for at han måtte skynde sig væk. Så var han smuttet, og det sidste vi så til ham var et par skosåler af et fint mærke, som var på vej hen efter en taxi. Vi kunne nu ikke klage alt for meget lige i det øjeblik, for han gav generøse drikkepenge. Det er altid populært hernede. Han beklagede, at han netop havde brugt sine allersidste danske småpenge på øllen, men frem fra sin bugnende tegnebog tog han en slags gulddublon og smed på disken. Efter at han gik skiftedes vi til at gnave i den. Den var ganske blød og føltes ægte. Og han kunne tage det helt roligt. Måske kom han forbi i et øde øjeblik, men kunder skal vi nok få igen, kunder som kommer her tit, og som vi er glade for - også selv om de har mindre stil, og ikke smider om sig med guldmønter.
Faktisk, når jeg tænker tilbage - den fyr kunne godt minde lidt om Roy Hodgson. En hel del, endda. Det var nu ikke ham. Hans tid i København viste, at det har været ondsindet schweizisk sladder, at han skulle hænge ud på spruthuse. Det har været en seriøs gang arbejde fra start til mål. Hvilket gør det til en skam, at han rejser. Men ingen katastrofe. Chokerende nok er det nemlig også lykkedes hold at blive danmarksmestre uden Roy Hodgson som træner. Ikke nok med det - det kan lade sig gøre at vinde DM med John Faxe som det taktiske geni, der styrer slaget. Til gengæld er det aldrig sket med Åge Hareide som træner. Interessant, det. En anden, der har en mesterskabstitel på sit CV er Kent Karlsson, der nu skal tage over, i hvert fald i et halvt år. Det var såmænd først i sidste øjeblik, at han blev hevet frem på en scene, hvor der var flere med mestererfaring med - op til onsdag var det mest Benny Johansen og Hasse Backe, der blev nævnt. Det virker da heller ikke sikkert, at vi aldrig kommer til at se en af dem som træner. Eller for den sags skyld den dygtige, om end superdefensive, Stuart Baxter, som netop nu er hos Lyn i Oslo, og hvis sæson ender her i efteråret. Og hvis de navne bare var nok til at give et overblik… men det har jo været helt absurd, hvad der er blevet smidt på banen. Venables, Vogts, Robson, Johansson, Arnesen, Mølby, Parreira, Jacquet, Rehhagel, Clemente, Cuper, Daum, Schmeichel, Solbakken, Laudrup (Michael!), fortsæt selv. Listen bliver ved i det uendelige. Selv Åge Hareide er nævnt, og i sidste øjeblik kom Ole Mørch med, da han fik erklæret at F.C. København bare skulle ringe. Tak, men nej tak.
Det er nok udtryk for kedsomhed på de affolkede arbejdspladser, inkl. avisernes sportsredaktioner, når alle de navne dukker op. Og helt ærligt, hvad fanden skal vi bruge et 'navn' til, hvis det ikke samtidig betyder at vi får en god træner? Roy var et stort navn, men også en højt kvalificeret træner. Bryan Robson er helt sikkert også et navn, men han er en total taber, og det sidste han ville kunne give os er fortsat succes. Han ville skifte til 5-3-2, og han ville ofre alt hvad der hed system og organisation. Han er taktisk spejlblank og har spildt en af de største pengesummer i fodboldhistorien på sin drøm - at få en flok grådige sydeuropæiske og sydamerikanske primadonnaer og en flok britiske knoklere, der knapt er gode nok til 1. division derovre, til at spille sammen. En midtbane med Juninho og Robbie Mustoe? Hvorfor ikke. Eller den sidste - den dødelige duo Dean Windass og Alen Boksic? Right on. Det havde været en katastrofe at få Robson. Og måske er de kendte, en af dem er endda europamester, men de andre navne er heller ikke imponerende og ville ikke få gratis bajere hernede. Vogts - et EM og resten er tavshed. Bosse Johansson - en flink fyr og også tidligere danmarksmester, men han er over 60 og vil helst spille golf. Javier Clemente - om hvem det blev hævdet, at han havde tilbudt sig, men var blevet afvist - et totalt blålys, og en ren katastrofe ligemeget hvor han har vist sig. Og så science fiction-folkene. Helt klart, lad os hente Terry Venables. Han tjener kun ca. fem millioner om året for at kommentere fodbold på engelsk tv. Det ville han vel gladelig opgive for at kunne træne et superligahold. Eller hvad med Hector Cuper? To formidable indsatser i Champions League med semi det ene år og finale det andet. Perfekt anbefaling for at blive træner i København. Eller Inter. Og så er der de meget fjollede. Frank Arnesen, der uvist hvordan har siddet som sportsdirektør i PSV og endda haft succes. Selvsamme Arnesen, der som kommentator omtaler Man Uniteds 4-3-3-taktik - de samme Man United, der om nogen har rendyrket 4-4-2 gennem et årti. Eller hvad med Jan Mølby, som også hurtigt annoncerede, at det ville han da gerne. Mølby, hvis største bedrift har været at føre Englands 93. bedste hold op blandt det fine selskab - de 92 ligaklubber. Hvilke meritter. Sandelig den ideelle mand til at føre os gennem Champions' League. Hvis Jan Mølby skal ansættes i F.C. København, så ville jeg personligt kun være interesseret i at se ham som koordinator og indkøber ved mesterskabsfester i Parken - et punkt som halter en del mere end det sportslige gør lige nu.
Hvis man på en uge havde kunnet trylle en mand op af hatten, som både havde et stort internationalt navn og desuden var en dygtig træner - og som ovenikøbet kan arbejde videre med den taktik som skal føres videre nu - så ville det være pragtfuldt. Men det kan bare ikke lade sig gøre. På et halvt år kan det blive svært nok. På en uge? Glem det. Kent blev beskrevet, inden navnet blev offentliggjort, som et 'fornuftigt' valg. Det i sig selv har nok været tilstrækkeligt til at gøre en del folk skuffede. Har man først smagt champagne er det svært at gå tilbage til en god rødvin, for champusen smager selvfølgelig af mere. Men til enhver tid hellere god rødvin end en kvalmende cocktail som Robson, ligemeget om den så har et fint navn og er dyr at bestille. Hvis bare det havde flasket sig en anelse bedre for Kent - dvs. hvis vi havde slået Brøndby i pokalfinalen i 1998, hvilket havde været fuldt fortjent, og hvis spillerne ikke havde smidt sølvet på gulvet i sidste runde det år - så havde Kent været en legende i klubben. Nu er han antiklimakset efter Roy. Surt, men han er forhåbentlig klar over de forventninger der hviler på ham. De er trods alt større end i 1997. Kald det så bare en fornemmelse - jeg tror, at der kommer en træner til senere. Stadig en, der skal arbejde videre på Roys arbejde, men formentlig et større navn - om end måske ikke nødvendigvis en bedre træner. Alene Kents udtalelser om, at han ikke ville gøre det for andre klubber, sådan at træde ind, tyder på at han har gjort sig overvejelser om at det ikke er en årrække, han bliver her. Ditto den detalje i kontrakten, der gør det muligt at træde ud efter efteråret. Det er også okay. Nu har vi en dygtig træner, og desuden tid til at finde den perfekte til at tage jobbet permanent. En lidt som Roy, men en som ikke skrider midt i det hele…
"This is your big opportunity" - 'Opportunity' "This is your big decision "You can put your money where your mouth is" - 'Love for Tender' "There's no need to be evasive "Forever doesn't mean forever anymore Roy, ja. Elvis Costello er som regel god at citere fra, hvis man vil svine nogen til, eller bare snerre lidt ad dem. Alle disse sange er fra den formidable Get Happy!!, men der er sikkert lige så gode citater på alle de andre plader. Det var jo nok naivt at tro, at Roy skulle være 'anderledes'. Jeg indrømmer blankt, at han sælger sin sag godt. Man slugte jo alt hvad manden sagde. Alle de der store forkromede ord. Alt det snak om at han var glad for at forlade de hysteriske italienske forhold, at tålmodighed var nøglen til hans arbejde, og at hans kone var glad for at kunne køre på cykel igen. Jeg dukkede f.eks. op i Løvetimen, sad med dagen efter 3-0 i Århus, og sad gudhjælpemig og pointerede at Roy lød som en mand der kunne tænke sig at blive længe på posten. Lidt af et fjols man føler sig som, ærlig talt. Men sådan havde jeg det sgu, og det er ubehageligt at måtte indrømme: Jeg føler mig lidt ligesom en blåøjet Lyngbyfan, der rystet ser Carsten Fredgaard skrive kontrakt med København. Med store, åbne barneøjne ser man en verden, hvor man slet ikke kan følge med. Jovist, man ved at det går stærkt i fodbold, men at Roy pludselig skrider - det er stadig overraskende og skuffende.
I bakspejlet var det måske meget godtroende at regne med at han ville fuldføre sin kontrakt. Men for sæven, jeg vil alligevel have lov til at være sur på ham. Der er flere grunde. For det første synes jeg, at man skal holde en aftale. Jeg kan huske noget som Roy nævnte. Han havde en lidt prætentiøs vane med altid at fremhæve hvem der er hans venner, især kendte, og han anførte, at en af dem var Arsène Wenger fra Arsenal. Okay, de to er venner - så lad os hænge Roy op på noget som Wenger engang sagde. Eller hænge Wenger op på noget som Roy gjorde. Ikke helt fair, især nu, men hvad pokker. Wenger ville trække sig tilbage som træner, hvis EU ophævede transfersystemet, så spillere frit kunne bryde deres kontrakt og skifte klub. Skulle det ske, så kunne ingen være seriøs træner. Javel ja. Noget kunne tyde på, at det med at bryde kontrakter er et privilegium, som trænerne gerne vil have for sig selv. Og det ser det ud til, at de har. Mens forbundene har udførlige regler om at snuppe spillere fra andre klubber, er der åbenbart intet som forhindrer Roy i at smutte ned til lireparadiset, selv om han arbejder for nogle andre. For det andet er Roy englænder, for pokker. Det er et skud for boven for alle os, der stadig, trods al galskab i toppen af engelsk fodbold, regner englændere for hædersmænd i sport. Bestikkelser, beskidte magtkampe, penge i stride strømme, bestikkelses-, spritkørsels- og voldsdømte spillere, og stadig regner vi englænderne for gentlemen. Vi hører dem klage over at resten af Europa er snydere, der smider sig, sparker bag dommerens ryg og er usportslige. I sport er det stadig sådan, at vi regner englænderne for de ærlige og fine. Om end på et grundlag, der bliver mere spinkelt år for år. Her i vores spruthus er den idé hermed glemt. Uretfærdigt at køre den af på alle hans landsmænd, men Roys lille stunt har fået os til at glemme alt om den særlige engelske fairplay. Det var blot en barnedrøm. Og for det tredje - Udinese, for helvede? Udinese?? Fra Udine, en by på størrelse med Aalborg, og med et stadion på størrelse med Aalborgs? Og et tilsvarende klima? Dit livs chance?? Vi troede, du havde stil, Roy.
Men hvem vil citeres for mere naivitet nu? Udinese er garanteret ikke hans mål. Det er endnu et springbræt, og om et år er det dem, der står med skægget i skuffen. Blackburn var ikke en god tid, og Roy havde formentlig tænkt sig at genstarte sin karriere med en art tretrinsraket. Grasshoppers passede godt, storklub i lille land, permanent kandidat til titlen. Det gik galt, men så dukkede vi op med nogenlunde samme forudsætninger. Dog uden en psykotisk præsident der bekæmpede ham fra dag 1, som det skete i Zürich. Den slags kan man sælge sig på! Arbejdsro fik han, og resultater skabte han. Hvis ikke han kunne skabe kontakt til en stenrig klub sådan, ville noget være galt. Det gik da også. Nu skal han til en klub, som han ikke kan gøre til mestre, og hvis de får en hæderlig sæson skal der nok dukke et tilbud op fra en af de store klubber. Vi ved jo, at med undtagelse af den klub som fører Serie A hele vejen igennem skal der nok blive et ledigt job i alle italienske topklubber på en sæson. For at komme tilbage til Costello, så er det urimeligt at sige, at Roy havde lovet at blive evigt. Men han havde lovet at blive i to år, og vi havde brug for ham. Om det så gør det store er tvivlsomt. Det skal virkelig være en ringe træner, der kan forhindre det hold i at være Danmarks klart bedste, og Kent er i hvert fald ikke manden til den opgave! Typisk, at selv den sødeste københavnske chokolade skal have en bitter bismag, men det må man jo bare vænne sig til. Det har de fleste vel også gjort. Det er man simpelthen nødt til. Der har ganske vist været nogle dage, hvor vores gæster helst ville have øl at skylle chokket ned på, men vi har efterhånden fundet champagneflaskerne frem igen. Det er sommer, og vi er stadig mestre, selv uden Roy. Det fortjener endnu en skål. Det ville være synd at glemme det faktum i denne forvirring. -smølle Og på jukeboxen spiller: Ugens sang: Manu Chao: 'Me gustas tu' Ugens albums: Muse: Origin of Symmetry Air: 10,000 Hz Legend Whiskeytown: Pneumonia |
||
