Puha, du ligner ellers en, der er helt vridefærdig! Den er godt nok
også lummerfis, især når den spage brise vælger at strække våben
overfor de lune isobarer, og sommerluften nærmest står stille i
metropolens gader og stræder. Her er så varmt hernede, at Jan har
insisteret på, at vi ikke lukker Holmstrøm ud fra det kølige
lagerrum. Det stakkels kræ har været traumatiseret efter at have
labbet et par mundfulde af vandskålen ude i gårdhaven forleden.
Vandet var vist omkring de 60°C. Faktisk har vi også måttet bede
Hans komme og tage sig af sine akvariefisk, inden vi kan byde små
kogte delikatesser til smørrebrødet!
Lad mig fluks afhjælpe opretholdelsen af din væskebalance og
servere din yndlingslæskedrik, piskende kold! Selv er jeg på
G&Ts, afvekslende med lidt isvand, bajerne er sgu tunge i for store
mængder i denne hede. Og for ikke at dehydrere helt og aldeles skal du
nok også passe på promillen!
Slå dig ned og løsn lidt op for den formelle påklædning. Det er
muligt, at der var en stilfuld gæst hernede i sidste uge, men kig dig
omkring i dag, og du ser folk, der har smidt sig i møblementet efter
nærmest at have flået kontor- og arbejdsuniformerne af efter dagens
dont. Der er sågu ikke meget stil over dette badegæstlook, hvilket
nok også retfærdigvis kan tilskrives det faktum, at 9/10 af vores
gæster - desværre? - er hankøn! Til gengæld myldrer det forbi med
sommerpiger ude på fortovet. Se bare, hvordan de mange
libertinerwannabes har valgt at bænke sig om 1½ bord og 4 stole i
stegende solskin ude på vores interimistiske og klaustrofobiske
fortovsservering. Jeg mener, der er god plads og endda nogenlunde svalt
ude i gårdhaven, men alligevel vælger de at udfordre hedeslaget med
udsigt til vuggende baller og cyklende kavalergange på og langs
fortovet frem for sydende spæklag i gårdhaven.

Ja, så er der selvfølgelig lige den gruppe der ovre i hjørnet,
som jeg har insisteret på skal blive inde i skyggen i vores
airconditionerede lokaler. For de hører til nogen af dem der har råbt
højest og tåbeligst på det sidste, og så sent som i går har
betvivlet det fornuftige i, at FC København har skrevet kontrakt med
Morten Bisgaard! Uanset om de har "forstand" på eller blot
interesse for fodbold, så burde man tiltro folk, der taler bold i
stort set samtlige døgnets vågne timer, en slags
"fodboldhjerne". Den del af hjernen, der rummer fodbolden,
må åbenbart være overophedet eller simpelthen smeltet hos nogle. For
hvordan kan man betegne en A-landsholdsspiller i sin bedste
fodboldalder som "et underligt indkøb", for nu bare at tage
det mildeste udtryk, jeg har hørt fra dem, jeg uden tøven med
Holmstrøms (ikke hunden, altså) ord vil betegne tågehorn!
Jeg kunne endda til nød forstå, hvis kritikken opstod på baggrund
af deciderede aversioner mod manden. For fanden, der er da også
adskillige spillere, jeg ikke ville ønske at se i den hvide
Københavnertrøje, fordi jeg bare ikke kan fordrage dem,
landsholdsstatus eller ej. Det er der ingen logik i, sådan er det
bare. Men det er jo ikke det, folk bruger som begrundelse for at kalde
Morten Bisgaard overflødig! Ville vel også være utænkeligt overfor
en gennemført sympatisk fyr, på såvel uden for banen.
Derimod betvivler nogen de spillemæssige kvaliteter hos en spiller,
der altså er fast mand - skadesfri - i Morten Olsens landsholdstrup,
og bruttotruppen - herunder EM-truppen - umiddelbart før M&M. Der
er jo ikke tale om en boldmongolid type som Risager under Richard
Møller Nielsen eller Colding under Bo Johansson, men derimod er
lysende boldbegavet tekniker, der også er skolet udi defensiven i
Udinese Calcio. At klubben så sandsynligvis har hentet Bisgaard til en
ren spotpris - muligvis som led i en slags forligs-pakkeløsning med
Udinese ovenpå Mr. Hodgsons faneflugt - kan man da heller ikke
seriøst beklage voldsomt!
Men det er åbenbart ikke kun den øjeblikkelige hedebølge, der
formørker tågehornenes kværulerende sind, for der har været råbt
højt i flere uger nu, ja lige siden den 21. juni, og ærligt talt
forekommer meget af det at være substansløs råben og skrigen og
fantasifostret tågesnak! Lad mig komme med nogle eksempler. Nej først
skal du vist lige have en refill. Også G&T!? Ja, det er også en
skøn sommerdrik, jeg tror også lige, jeg spæder op med lidt mere G!

"It's as good as it gets", sagde Melvin Udall
- formidabelt og Oscarbelønnet spillet af Jack Nicholson - i den
eminente film af samme navn fra 1997! Jeg tror, Mr. Hodgson har siddet
under Tivolibanketten torsdag efter guldkampen i Odense, og tænkt det
samme. Det bli'r ikke bedre. Ikke i Danmark. Som bedst et mesterskab
mere, men risikoen for, at det kun kan gå tilbage, er i høj grad til
stede!
Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg tror måske nok, at Mr.
Hodgson kunne have gjort sig nogle tanker i den retning. "Det
bli'r ikke bedre her". Champions League eller Europacupfodbold på
den anden side jul er ikke forbeholdt dansk fodbold generelt, og derfor
næppe heller FC København, hverken i denne eller kommende sæsoner
under nugældende forhold. Han har nævnt flere gange i interviews, at
FC København næppe havde noget at skaffe i Europa uden 3-4
væsentlige forstærkninger i en prisklasse, FC Københavns budget
under ingen omstændigheder ville kunne konkurrere med. København er
meget vel økonomisk mastodont i Danmark, men i den store europæiske
sammenhæng er der stadig tale om Mickey Mouse money!
Det har da også skinnet igennem i adskillige trykte og elektroniske
interviews med Mr. Hodgson, at "udlandet" meget vel kunne
trække i ham igen, at der ikke var nogen sammenligning mellem
Superligaen og f.ex. Premier League, Serie A eller La Primera! Der er
himmelvid forskel, selv når man skifter til en "lille" Serie
A klub som Udinese Calcio, også selvom Mr. Hodgson ikke har en
kinamands chance for at vinde et nationalt mesterskab eller blot få
sølvtøj med den klub! Ja, endda selvom FC København måske endda har
et bedre fodboldhold end Udinese. Morten Bisgaard mente i al fald nok,
at København kunne matche eller tilmed slå Udinese.
Min gode kollega -smølle var nok lidt vel hurtig til at nedgøre
Udine by og Udinese Calcio som et usselt provinshul på sidste uges
vagt. Rent bortset fra at intensiteten og kvaliteten i Serie A altid
vil være lysår foran superligaen, hvilket i sig selv burde være
incitament nok for enhver træner eller spiller til at gribe chancen
med kyshånd, hvis man får muligheden for at udskifte kartoffelsuppe
med minestrone, så rummer selv "lille" Udinese Calcio
kvaliteter, som end ikke dansk fodbolds flagskib kan konkurrere med.
Mange af de nådesløse og hovedrystende kritikere af Mr. Hodgsons
skifte til en italiensk paesane-klub "uden f.ex.
stadionfaciliteter og tilskuere", bør lige stoppe op og
sammenligne tal:
København spiller hjemme på landets største og i særklasse
bedste fodboldstadion med en kapacitet på 41.781 tilskuere. Udineses
Friuli rummer 41.825 tilskuere! Altså det samme!
København havde suverænt Danmarks største hjemmebanesnit i den
forgange sæson med 17.364 tilskuere. "Lille" Udinese havde
et snit på 18.529. Altså også det samme.
Den markante forskel er i udebanegennemsnittet, hvor FC Københavns
00/01 kampe på udebane blev overværet af 7.077 tilskuere i
gennemsnit, mens Udineses blev set af 26.323! Det betyder fuld knald
på og masser af tilskuere og intensitet i hver kamp, og ikke
dødsenstriste rammer på affolkede og urusle stadions i gudsforladte
flækker som Haderslev, Herfølge, Viborg, Lyngby osv. Jo, jeg forstår
fuldt ud Mr. Hodgsons beskrivelse af forskellen på Silkeborg stadion i
november ctr. f.ex. Artemio Franchi i Firenze på samme tidspunkt. Jeg
ved sgu også godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg fik valget og kunne
blive træner eller spiller i en liga med 28.407 tilskuere i snit til
alle kampe ctr. 5.840 i suppen!
Og så pengene mand, selvfølgelig pengene. Der har verseret rygter
om 10 mio kr. om året til Mr. Hodgson i Udinese ctr. angiveligt 2 mio.
årligt i København! Iflg. TIPSbladet sidste fredag handler det dog
"kun" om 750 mio. lire om året = ca. 3 mio. DKK. Men
skattefrit immervæk en tre gange mere end nettolønnen i København.
Vis mig den arbejdstager i et hvilket som helst erhverv, der ikke ville
"glemme" alt om loyalitet til sin arbejdsplads, hvis en anden
arbejdsgiver pludselig lokkede med 3-5 gange lønnen!
Dette blot nogle, men vægtige, grunde til at skifte dansk superliga
ud med italiensk Serie A. Mr Hodgson har også nævnt nogle grunde som
sportslige udfordringer, kærlighed til Italien, klimaet etc., og der
kan tænkes at være andre medvirkende årsager, f.ex. på de
internt-kemiske linier i FC København, som vi ikke kender til, der kan
have hjulpet Mr. Hodgson til at træffe denne beslutning. Sandheden
ligger nok et eller sted i eller mellem linierne i det nævnte. Måske
en kombination af flere faktorer.
Som sagt, jeg forstår så godt Mr. Hodgsons valg, og jf. flere
liveinterviews i radio (f.ex. den for tiden sommerferieramte
Løveradio) og TV, har det jo ligget i luften længe, at Mr. Hodgson
var væk, når muligheden i en større liga bød sig! Derfor var jeg -
hvor ulideligt bagklogt det end må lyde - ingenlunde overrasket, da
nyheden om Udineseskiftet ramte København hin torsdag d. 21. juni! Det
var ventet! Og nu skal alt dette ikke tolkes som et forsvar for Mr.
Hodgsons skifte, for jeg er lige så forbandet over især timingen som
kollega -smølle gav udtryk for i sidste uge. Det havde da været
skønt at se Team Hodgson fortsætte arbejdet med et endnu mere
offensivt hold - vi skulle spille 5 meter længere fremme på banen i
den nye sæson if. Mr. Hodgson - hvor organisationen bagtil
efterhånden var mere dirkefri end Fort Knox. Og det skulle have været
ekstremt interessant at se Mr. Hodgsons planer med de af ham
håndplukkede indkøb, offensivspillerne Thomas Røll og Carsten
Fredgaard!
Derfor har vi da også diskuteret portrættet af Mr. Hodgson
hernede. Alle spekulationer blev dog afløst af konsekvens, da vi
valgte at hive billedet ned - ja, du kan se hvor - fordi et antal
gæster, føromtalte hotheads, valgte at bruge vores extræners
kontrafej som måltavle for pilene frem for den autoriserede dartskive
i den anden ende af lokalet!
Ah, jeg må have noget isvand!

As good as it gets! Det må vi altså også sige om vores nye
træner, Kent Karlsson. Og velkommen tilbage! Nu har -smølle i sidste
uge så udmærket beskrevet det fornuftige i (gen-)valget af Karlsson,
så det er der ingen grund til at træde mere i. Jeg er ganske og
aldeles enig i, at Karlsson er så tæt på den optimale cheftræner,
vi kommer nu, både på kort og evt. også længere sigt.
Ligeledes er jeg helt enig i, at de store fantasier involverende
snart sagt et hvilket som helst stort trænernavn i verden, netop slet
og ret var det ... fantasier! Østergaard og nok især Holmstrøm
gjorde et kæmpe scoop, da de signede Hodgson. Vi må nok bare se i
øjnene, at det var en one-time-deal, som varede lige til, Hodgson
oplevede, hvor lille superligaen reelt var, hvor dårlige betingelserne
er (jf. f.ex. hans kritik af træningsforhold - selv på et af landets
bedste træningsanlæg - og ungdomspolitik), og hvor små pengene var i
forhold til de store fodboldnationer! Det er derfor også fuldkommen
illusorisk at tro, at FC København skulle kunne hyre et
"navn" af Hodgsons kaliber igen. Foreløbigt i hvert fald.

As good as it gets kan vi vel i den forbindelse også lige
så godt sige om den spillertrup, vi har nu! Det kan med en yderligere
forventet tilgang af en nr. 1 af Thomas Myhre kaliber efter nudanske
forhold reelt ikke blive meget bedre. Signings af spillere som
Fredgaard, Røll og nu Bisgaard - en tidligere, en potentiel og en
aktuel A-landsholdsspiller - alle i deres prime football time, kan vel
ikke blive meget bedre! Verdensstjerne-fantasierne er tågesnak, jf. de
økonomiske begrænsninger i dansk fodbold, kombineret med verdens
højeste indkomstskattetryk! Kig blot på de uhyrlige summer selv
middelmådige spillere i den engelske, italienske, spanske etc. liga
handles til ... og lønnes! Efter skat!
FC København har prøvet, turdet satse. Senest altså med den
eneste reelle internationale trænerkapacitet i superligaens historie,
og først med Brian Laudrup, den eneste reelle
"verdenstjerne", der har spillet i den hjemlige liga. Det var
nu næppe lige økonomien, der bragte det samarbejde til ophør, men
blandt flere gisnede grunde har det sikkert også spillet ind, at
Laudrup d.y. har fundet Silkeborg og Vejle stadion i snevejr lige så
lidt ophidsende som Mr. Hodgson! Og mht. økonomien har Brøndby jo
også mærket det, da man skulle forsøge at forlænge det prisværdige
initiativ som leje af en Stig-Inge Bjørnebye var, eller slet og ret
købe ham. Så blev transfer- og lønbeløb efter danske forhold
astronomiske.
Så lad os dog stille os tilfredse med sommerens nyindkøb til en i
forvejen intakt trup. Intet udsalg og markant og massiv tilgang. Kun FC
København kan prale af begge disse udsagn op til den nye sæson. Og
alligevel hyler og skriger folk og brokker sig uafladeligt. Hernede -
tågehornene ovre i hjørnet - verbalt og på diverse elektroniske
fora. Senest altså omkring gårsdagens køb af Morten Bisgaard. Det
har fået en del - det må stadig være dem, hvis fodboldhjerner er
smeltede - til at udvise en forbløffende uvidenhed om FC Københavns
trup. Ja selv blandt andre klubbers tilhængere skulle man gøre sig
kloge på den unødvendige tilgang af Bisgaard ... "hvad skal vi
(eller I) med endnu en kantspiller?" Endnu en? Vi har ingen
offensive kantspillere overhovedet. Nødløsninger (og derfor oftest
midtsøgende frem for bagliniesøgende) har med skiftende held været
f.eks. Todi, Thorninger, Lønstrup, Zuma, Donatas, PC og Poulsen. Men
ingen af dem er da reelle kantspillere, som man forstår 4-4-2
kantspillere med kridt på støvlerne. De klassiske eksempler er Ryan
Giggs og David Beckham i Man. United. Uden sammenligning i øvrigt har
vi nu endelig fra næste sæson to ægte kantspillere i Fredgaard
(venstre) og Bisgaard (højre). Tilmed også en Røll som er set husere
på sidelinier (begge sider) og baglinier i Silkeborg! Hvorfor er der
så smeltehjerner, der skal brokke sig over det?
Og så mener smeltehjernerne nu også, at der er for mange folk til
midtbanepladserne, og at det er "synd" for de
"gamle" spillere, at klubben op til den nye sæson har købt
tre midtbanespillere. Det er formentlig de samme folk, der i årevis
har brokket sig over, at vores midtbane var for smal! Hvad i
alverden er der galt i en bred trup? Vi skal spille europæisk, og selv
om det vil kræve gedigent lodtrækningsheld stadig at spille
europæisk på den anden side jul, så stiller både Superligaen og
CL/UEFA cup store krav til holdbarheden og bredden i truppen. Spørg
bare blandt de senere års danske EC-deltagere. Og selv hvis København
ryger tidligt ud af de europæiske turneringer, skal der stadig en bred
trup til at genvinde mesterskabet. Den bredde er vi så sandelig ved at
have på plads i et omfang, hvor samtlige superligakonkurrenter må
misunde os. Faktisk synes vi lige nu og her kun tyndt besat på
målmandsposten og med hensyn til back-up på højre back!
Og de, der frygter en udrensning - eller blot skubben i baggrunden -
af mesterskabsmidtbanen, skal nok også tænke på, at det langt fra er
sikkert, at alle tre nyindkøb trods uomtvistelige kvaliteter går
direkte ind i startopstillingen. Vel kun Thomas Røll står lige for en
startplads. Også fordi han har adskillige, nylige kampe i benene i
modsætning til Fred- og Bisgaard! Så jeg er ganske sikker på, at de
- alle tre - skal vise deres værd over for Karlsson for at komme i
nærheden af weekendtruppen, no freebes on merit or name! De skal
spille sig på, og indtil de gør det, kan vi jo sagtens stille med
samme midtbane eller de samme elleve fra guldkampen mod Brøndby, eller
de samme 14-15 stamtrupspillere, der førte København gennem et
nærmest overlegent forår. Det er jo mestertruppen, Danmarks bedste,
og så længe alle øvrige hold synes svækkede henover sommeren, er
det svært at se, at dette hold - med eller uden de tre nye - ikke
skulle fortsætte den ubesejrede rekordstime et godt stykke udover de
pt. atten kampe!

As good as it gets! Det bli'r ikke bedre. Det kan man også
sige om Faxe Kondi Ligaen, som fra den nye sæson hedder ... øh ...
ja, hvad? Endnu ingen superligasponsor! Igen, så interessant et
produkt er Danmarks bedste række heller ikke. Der er givet ikke flere
hverken reklame-, sponsor- eller TV-penge at hente. Det handler kun om
at fordele eller omfordele den pulje, der er! Om den så skal deles på
de nuværende 12, eller 10 eller 14/16 superligahold! Det har Deloitte
og Touche begået en diger og utvivlsomt vanvittigt dyr
konsulentrapport om! Det morsomme ved den rapport er vel egentlig, at
konklusionerne var givet på forhånd og kunne være formuleret af den
mest forsumpede spruthusgæst hernede med 3.5 i promille eller hans
barnebarn på 12½ år. Vil man redde økonomien i dansk fodbold, skal
superligaen skæres ned til 10 hold. Vil man satse på øget
talentudvikling - og gi' tilskuerne (mig!) den tilfredsstillelse, at de
ikke skal se de samme modstanderhold 4 gange pr. sæson - skal man bare
sætte antallet op til 16. Men så være forberedt på, at de 6-8 hold
går konkurs!
Uanset løsningsmodel, så bliver der næppe samlet flere penge at
gøre godt med. Divisonsforeningens og diverse danske klublederes
"vision" om minimum kvartfinalepladser til danske hold i de
europæiske turneringer er således i mine øjne et blålys! Der er
hverken talent, penge, tilskuere eller interesse nok til at hæve
superligaens niveau i forhold til udlandet!
Derfor må FC København som dansk fodbolds øjeblikkelige lokomotiv
desværre nok også indse, at det højest opnåelige fortsat vil være
nationale mesterskaber. I det øjeblik vi kommer i nærheden af
europæisk klasse, vil profilerne blive flået fra klubben. Som omtalt
tidligere. Fordi både pengene og interessen i en udenlandsk liga vil
være større!
Ha, her må jeg lige indskyde en kuriositet. Nu er stort set alle,
fra den menige fodboldgænger over spillere/trænere til den samlede
sportspresse enige om, at FC København er lokomotivet i dansk
fodbold pt. Flere års finansiel oprustning, der har gjort København
til en økonomisk mastodont på størrelse med resten af ligaen
tilsammen (næsten), er nu kompletteret af det mesterskab, der minimum
det næste års tid også gør København til den sportslige numero
uno!
Men lige ude på vestegnen findes en enklave af stædige,
kendsgerningsfornægtende mennesker, der stadig mener, at "hele
Danmarks gudehold" pr. definition også er lokomotivet i dansk
fodbold. Jamen, SBUs flagskib (endnu - pas på Brixtofte!) har da
ganske vist vundet medaljer i 16 af de seneste 17 sæsoner, og det er
da flot, hatten af for det, og det etablerer da klubben som en
magtfaktor i dansk fodbolds top 3-4-5 stykker! Men der kan kun være
ét lokomotiv! Og det er altså ikke toervognen, der skal
trække toget, hvorfor det er længe siden, at Brøndby (også
økonomisk) var dansk fodbolds lokomotiv. De gamle blå-gule
lokomotiver er bortrangerede. For to år siden var det AaB, der ikke
var heldige/dygtige nok til at trække sig selv og superligatoget med
frem på den europæiske scene. I fjor var det Herfølge, hvilket viste
sig katastrofalt både for Herfølge og for dansk fodbold, da Herfølge
i den grad mistede dampen. Nu er det FC Københavns tur til at trække
læsset.
Jeg vil håbe, at køreplanen hedder Atlantliga/Euroliga, for kun ad
den rute vil FC København og dansk fodbold - dvs. Brøndby og/eller
AaB, hvis FC København som lokomotiv evner at trække dem med sig
sportsligt og økonomisk, og de selv kan følge med - nogensinde nå et
stade, hvor vi med nogen realistisk sans vil kunne gøre os håb om
verdensstjerner på banen og internationale kapaciteter på
trænerbænken. Superligaen/Danmark er simpelthen for lille.
Og jeg er stensikker på, at Atlant- eller Euroligaen kommer i en
eller anden form - snart! Man kan så kun håbe, at dansk fodbold er
langt nok fremme, når det tog kører, for det er helt andre og stærke
lokomotiver, der trækker her! Og herinde skal vi selvfølgelig bare
håbe på, at FC København formår at vedblive at være det danske
lokomotiv, og ikke er kørt på sidespor som sovevogn - f.eks. kun
3.-4. plads i turneringen eller lavere - når europatoget fløjter
afgang!

Men indtil videre er FC København stadig i den hjemlige superliga,
og her er prædikatet som lokomotiv og dansk storklub umiskendeligt.
Der har ikke været stille på nogen fronter i klubben dette forår,
hvor der gennemsnitligt har været en saftig kioskbasker pr. uge. Det
kan til tider virke som et galehus, men det kendetegner også en
storklub, om end efter danske forhold. Som vores husværters nestor har
formuleret det, i en slags nyt slogan: "FC København, du
ved ALDRIG, hvad der sker i morgen!" Og vi elsker det!
Jeg gi'r lige et par G&Ts mere, og så må jeg vist ud i
gårdhaven lidt, eller skulle man vælge lidt øjengodt på fortovet?
Jeg siger skål, og fortsat rigtig god sommer, og til jer tågehorn,
brokkehoveder og smeltehjerner blot dette: Vi er altså
stadig danske mestre ... og vi har stadig masser af champagne, vi skal
have drukket!
Holger
Og på jukeboxen spiller:
Ugens album:
New Order: (the best of)NewOrder
Egentlig er der tale om en ønskeplade fra en af vores stamgæster,
Henrik B. Andersen, i anledning af, at New Order højst overraskende er
på trapperne med et spritnyt album, Get Ready, der skulle komme
på gaden sidst i august. Nu er det jo ellers ikke ønskekoncert det
her, men fordi - og kun fordi - jeg også er ret vild med New Order,
der udsprang af min bedste musikperiode i firserne på New Wave/New
Romantics scenen, efterkommes Henrik smagfulde ønske. Indtil det nye
album dukker op også hernede, må vi dog nøjes med 16 af de bedste af
de bedste på denne compilation CD, der selvfølgelig også rummer den
i højeste grad fodboldrelaterede 'World in Motion'. I øvrigt kan man
høre flere af numrene fra (the best of)NewOrder sammen med
nogle andre i hårdt remixede versioner ialt 10 numre, på (the rest
of) NewOrder. Absolut anbefalelsesværdigt.
Ugens sange:
Sparks: 'The Number One Song in Heaven'
Egentlig skulle det have været noget helt andet, men man kunne frygte
at støde for mange på manchetterne ved at fyre slagsange fra Real
Madrids sangskat af her i jukeboxen. Så lad bare Mael brødrenes
himmelsang være eksponent for mit budskab, nemlig at fodboldenglene
græder af lykke, nu hvor en midtbane til en milliard ... million er
samlet i den spanske hovedstad hos et andet pragtfuldt fodboldhold helt
i hvidt! Zidane og Figo bag Raúl og Morientes! (Nå ja, Røll og
Bisgaard bag Todi og Zuma er vel heller ikke så ringe)
U2: ... hvadsomhelst.
Som plaster på såret over, at både hr. og Fru Bartenderen også
hører til de mange, der IKKE fik billet til fredagens og lørdagens
koncerter. En god ven kunne ellers i går eftermiddags meddele, at et
antal uafhentede billetter var poppet op på Billetnet. Desværre var
de billetter long gone, da budskabet nåede mig og jeg fik surfet PC'en
i stilling på Billetnet! Min skuffelse er dog for intet at regne mod
det, der er overgået en anden af vores stamgæster. Men det har jeg
på fornemmelsen, at han selv fortæller om senere!