Beklager, at vi først åbnede lidt sent i dag... og at jeg stadig ser lidt klatøjet ud, men ser du, jeg har været på ferie, og jeg har tilsyneladende stadig jet lag. Ganske vist gik turen ikke længere væk end Sverige, men jeg må være særdeles påvirkelig i den henseende. Det var ellers en fantastisk tur. Vi var afsted et par stykker i en ødegård, hvor vi blot kunne gå og dase i de sydlandske temperaturer, bade i skovsøerne og drikke Norrlands Guld. Ja, export versionen vel at mærke. Nej nej, bare rolig, jeg har ingen feriebilleder at vise frem. Det er en fantastisk øl. Om ikke andet så på grund af dens emballage, hvor man på dåsen kan læse om norrlanske personligheder. Jeg ved ikke hvor længe de har været i gang, men de er indtil videre ikke nået videre end til nummer to: Gunnar Spökis Andersson. En pilot, der på trods af tåge indvilgede i at flyve en læge ud til en dødssyg kvinde - og tog sig godt betalt for det. Tilsyneladende en levende legende på de kanter - mens han levede. Nu er han død. Hvorfor ser du sådan på mig? Jeg havde ikke noget med det at gøre.

Ærgerligt nok er jeg i øjeblikket nærmest invalid af alle de forbandede myggestik, jeg erhvervede mig deroppe. De bliver ved med at klø, og selvom jeg gør mit yderste for at undgå at kradse mig selv til blods, kan jeg ikke lade være med at tænke på de kloge ord; at den eneste grund til at folk tror, det hjælper at lade være med at klø, er, at det ser ud som om, det er holdt op med at klø. Det gør der ikke! Nu har jeg dog lånt noget ubehageligt udenlandsk salve, som jeg har smurt mig ind i... OK, hvis du ikke har lyst til at høre om det, så bevares.

Myg var dog ikke det eneste lokale dyreliv deroppe. Vi så også en elg! Tre af dem, for dem der tæller; en ko og to kalve, og hvis jeg havde haft et gevær, så kunne vi have haft et flot udstoppet elghoved hængende her i bulen! Det havde jeg nu ikke, så det er altså ikke derfor, vi har håndværkere i øjeblikket, men undskyld vi roder i øvrigt. Til alt held kan vore stamgæster stadig finde os bag stilladserne, og med de uforudsigelige sommerbyger, der hærger byen i øjeblikket, så er det alligevel lidt småt med fortovsserveringen. Hvis du føler dig heldig, så kan jeg anbefale gårdhaven.

Nå, nok sludren, jeg må hellere hente dig en bajer, du har jo ventet længe nok på den.

Agurketiden har ellers ramt for alvor nu.

Agurketiden, som for de fleste bekendt, er den tid, hvor selv de mindst aktuelle ikke-nyheder får typograferne til at finde 'Jesu genkomst'-typerne frem. Som fx Politikens forsiderydende scoop, at tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen i 1996 skrev i sin erindringsbog, at han havde taget feriebilleder af militære anlæg i Polen. Det er da ganske interessant, men nyhedsværdien af det er strengt taget ikke særlig stor.

Det samme gør sig gældende for sportsjournalistikken. Sommermånederne er stille. Der sker ikke rigtigt noget på fodboldfronten, og ikke engang de deltagende klubber kan hidse sig op over substitutturneringen InterToto-cuppen. F.C. København har været genstand for megen spekulation i pressen i forbindelse med diverse indkøb - og en enkelt afgang - men det er efterhånden flere dage siden, at F.C. København afholdt pressemøde sidst, og der er ikke noget, der tyder på, at der er planlagt flere pressemøder i den næste tid.

Så istedet for fodbold er det tennis og cykling, der har fyldt spaltepladsen i aviserne. Som du kan se, så kører Tour de France også på vores fjernsyn, selvom jeg har skruet helt ned for lyden. Jeg selv føler ikke det store for cykelløb, selvom jeg da - med en vis vanemæssig ironisk distance - blev grebet af den eufori, der omgav Bjarne Riis' sejr i netop Tour de France for nogle år siden. Nu har jeg det sådan, at hvis Laurent Jalabert vinder i en spurtduel, er det givetvis, fordi han har betalt rivalen et passende beløb. Måske en grad for kynisk, men cykelsporten har kun dem selv at takke, og at jeg ikke er alene i den holdning, kan ses på seertallene for Tour-udsendelserne på både DR1 og TV2. Ikke desto mindre blev jeg taget i lære af en af gæsterne forleden dag, der forklarede mig meget længe, hvorfor det var synd for mig, at jeg ikke fulgte med i Tour de France. Han fik aldrig overbevist mig, men da jeg ikke nærer noget religiøst had mod sporten, så indvilgede jeg i at tænde for fjernsynet. Det er lidt ligesom at se langrend eller sejling. Der sker ikke særligt meget.

Men det fik mig til at tænke lidt. Over pressens dækning af Tour de France. Over pressens dækning af sport i det hele taget. Sportsjournalistik er en besynderlig ting.

For det første er sportsjournalisten en kritiker. En sportsbegivenhed er en kulturbegivenhed, og sportsjournalisterne er således kulturskribenter; at sammenligne med balletanmeldere, operaanmeldere eller for den sags skyld madanmeldere. Journalisten skal vurdere både den underholdningsmæssige værdi af begivenheden, samt det, jeg i mangel på bedre ord vil kalde den tekniske udførsel. Hvad angår det sidste har sportsjournalisten rent objektivt det ganske meget nemmere end kulturskribenten. Da sport i sin natur er resultatorienteret, er det at vinde alt andet lige automatisk ensbetydende med en - om ikke mere så i det mindste - tilstrækkelig godt resultat. Men som alle der har fulgt holdet i løbet af sidste sæon har måtte sande, kan man jo vinde mere eller mindre overbevisende sejre.

Selvom Tipsbladet stadig publiceres og stadig bliver solgt, er det dog ikke tilstrækkeligt for de fleste medier at reportere resultatet; rent subjektive vurderinger er en nødvendighed. Det er her, at sportsjournalisten, som de øvrige kritikere, må sande, at de ikke er alene på bjerget; everybody's a critic! Og når de formaster sig til at stille sig kritisk over det, de ser, reagerer sportsudøverne præcis som skuespillerne, ballerinaerne og køkkencheferne; de bliver fornærmede. Men sportsjournalisterne har et problem, som kun sjældent rammer mad- eller balletkritikerne: Os! Sportsfanatikerne.

Netop fordi sport handler om konkurrence, er det meget nærliggende at tage en journalists kritik af ens eget hold, som ensbetydende med en støtte til de andre. Man er enten med os eller mod os. Så hvis journalisten skriver at vores hold spiller - fx - kedeligt, så bliver vi fornærmede på vores holds vegne.

Og det er skidt, fordi det er os, der køber aviserne. Her begynder sportsjournalisternes anden rolle; som avissælger: Man bliver nødt til at skrive hvad folk ønsker at læse. Dette forhold giver sig tydeligst til kende i TV-mediet. Fordi der her ofte er tale om koncessionsaftaler, regionale eksklusivaftaler, er TV er det medie, der har de største indtjeningsmuligheder i forbindelse med sport. Men det gælder også formiddagsbladene, der sælger mange flere aviser efter endnu et succesrigt titel-forsvar af Brian Nielsen, eller efter en fodboldlandskamp. Det er dårlig forretning at stille sig for kritisk over disse ting, for det er simpelthen ikke det, folk vil læse. De vil læse Kurt Thyboske beskrivelser af de danske drenges fortræffeligheder. Ve den sportsjournalist, der skriver ondt om Peter Schmeichel. Ikke dermed sagt, at fx TV2  ikke vil stille sig kritisk overfor Tour de France, men de vil sandsynligvis kun gøre det, hvis det er en kritik, som stort set alle kan tilslutte sig, eller baseret på strengt objektive fakta - eksempelvis dopingresultater. De subjektive vurderinger af sportsbegivenheden vil næsten altid være positiv.

Sport er big business. Ikke blot for arrangørerne, men også for medierne, der rapporterer fra dem. Men årsagen til at den danske sportsjournalistik oftere er tættere på Se&Hørs celebritydyrkelse end vi ønsker, er i sidste ende vores egen. Vi får det, som vi beder om. Sluk for den kanal, du synes, sender dårlig sportfjernsyn. Lad være med at købe den avis, der skriver dårlig sportsjournalistik, og gå ikke ind på den hjemmeside, der skriver underlødige nyheder.

Du kan sagtens klare dig uden. Der er masser af alternativer.

Nåja, det er agurketid, sagde jeg jo.

Og så har samtlige bartendere i øvrigt anskaffet sig sæsonkort. Der var ingen af os, der længere gad at stå model til at møde op halvanden time inden kampstart blot for at have en fair chance i den alle-mod-alle konkurrence, som man efterhånden må igennem for at sikre sig nogenlunde rimelige pladser. Alle disse fortrædeligheder er i rigt mål beskrevet i tidligere ræb, og jeg henviser til disse for uddybende betragtninger.

Det er dog udelukkende af praktiske hensyn, at jeg har valgt at købe sæsonkortet. Bestemt ikke af økonomiske, faktisk skyder Parken Sport & Entertainment sig selv i foden ved ikke at have en større discount på sæsonkortet. Som det er nu, er der intet økonomisk incitament til at købe sæsonkortet med mindre man er en særdeles trofast tilskuer, der under normale omstændigheder ville være at finde til alle hjemmekampene. Med andre ord skaber sæsonkortene ikke flere kunder i butikken. Det er synd.

Hvis sæsonkortet var billigere, ville det også appelere til de tilskuere, der ikke kom så ofte til kampene. Deres økonomiske risiko ved at købe kortet er mindre, men i og med at de anskaffer sig kortet er deres incitament til at komme til kampene være større, og dermed kommer der flere kunder i butikken. Kunder der køber øl, triste hot dogs og som indgående studererer samtlige af de hundredevis af sponsornavne i kampprogrammet. Kunder der skaber stemning, der gør det attraktivt for sponsorer at invitere deres kunder og gæster i Parken.

Naturligvis er det det skidt, hvis sæsonkortene sælges til mennesker, der ikke har til hensigt at udnytte dem fuldt ud. Derfor kunne et kompromis være, at sæsonkort til faste pladser vedbliver på det prisniveau, de er på nu - hvormed man sikrer, at de kun bliver købt af folk, der har til hensigt at komme til samtlige kampe - hvorimod sæsonkort uden fast plads - fx til Øvre C, A og B (og måske også til Øvre D, da D sjældent (om nogensinde) bliver fyldt bare halvt op af tilrejsende fans af modstanderholdet) - bliver udbydt til en betydeligt lavere pris. Parken har kapacitet til mange tusind flere tilskuere end de, der normalt er til en almindelig Superliga kamp. Det er spild af plads ikke at lukke folk ind.

Nævnte jeg, at der var brand her forleden? Jojo, den er god nok. Ikke her, men nede på den sommerferietomme skole. En af gæsterne fortalte om det lige inden du kom. Forleden nat havde han pludselig set flammer, og han skyndte sig at ringe efter brandvæsnet. Han virkede nok ikke vanvittig overbevisende, da han hverken kunne huske navnet på skolen eller den lille sidegade, som skolen ligger på, og da han tilmed måtte konstatere - mens han talte med brandvæsenet - at nu var de meterhøje flammer, han havde set før, pludselig forsvundet igen. De har nok tænkt sit, og efter hvad han fortalte, gik der også noget, der lignede en halv time inden en enkelt lille brandbil sagte kom kørende ned ad gaden med brandfolkene gående ved siden af, mens de lyste på husene med deres kraftige lamper. De retninger, som han havde givet dem over telefonen, havde åbenbart ikke været særligt gode. Da de endelig nåede frem kom der dog andre boller på suppen. Han har aldrig set så mange brandbiler, sagde han. Selv pionererne - med en gummibåd(!) på taget - dukkede op. Det kan være det også er agurketid for brandvæsenet, og at de sørger for at ringe til alle de andre brandstationer, hvis der endenlig sker noget et eller andet sted.

Mens han fortalte om sine heltegerninger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Red Warzawas "Hurra, skolen brænder!" Der er nok flere end blot enkelte små purke, hos hvem branden har tændt et håb om en forlænget sommerferie.

Nå. Nu tager håndværkerne vist for alvor fat. Det er ikke til at holde larmen ud. Jeg kan se, du har drukket ud, så jeg tror, jeg lader bulen her få en siesta. Vi får alligevel næppe lokket flere kunder ind, før efter håndværkerne holder fyraften.

Kom godt hjem.

Martin CX

P.S: Jeg vil lige gøre lidt reklame for en ny service, vi udstrækker herfra Stamværtshuset. Hvis du tilmelder dig mailinglisten, sørger vi for, at du får tilsendt nye artikler fra Stamværtshuset direkte, når de udkommer.

Jukeboxen spillede:

Ugens sange:
Der alle er emner i den jævnligt tilbagevendende debat om 'hvad vi bør spille i stedet for den-der-2001-melodi'.

Sir John Barry: "The Persuaders"
Denne melodi bliver proponeret af ingen ringere end vor egen -smølle. Barry har begået mange dejlige små melodier; en af mine personlige favoritter er musikken til The Cotton Club. Hvis vores lille sprutbule blev flyttet til Chicagos tilbage under spiritusforbuddet, så kan du være sikker på, at det ville være den bedste lille speak-easy i byen. "The Persuaders" er egnet af flere årsager - ikke mindst dens danske oversættelse "De Uheldige Helte", men også den næste sang på listen har samme konnotationer.

Karl Orff: "O Fortuna" fra Carmina Burana
Min personlige favorit. Så meget sejere end Richard Stauss' "Solopgang". Ren psykologisk krigsførsel: "O Fortuna" er ærefrygtindgydende, og den vil komplet kue modstanderne; de vil vide, at her regerer F.C.K! Ud over at være fantastisk cool, så har den tilmed en passende tekst; O Fortuna velut luna statu variabilis, semper crescis aut decrescis; vita detestabilis nunc obdurat et tunc curat ludo mentis aciem, egestatem, potestatem dissolvit ut glaciem. Noget i retning af "O lykke, som månen skifter du, altid tiltagede eller aftagene; hadefulde liv, først undertrykker du og dernæst behager du, bla bla bla." (Si hoc legere scis numium eruditionis habes!)

I samme stil findes "Dies Irae" fra Verdis Requiem. Fantastisk.

Ugens album:

New Order: Substance
Her er tale om en opfølger på Holgers udmærkede valg i sidste uge (the best of) New Order. Ligesom denne er Substance et absolut must-have album, der giver et god overblik over dette, et af firsernes betydeligste, bands udgangspunkt som post-punk elektro-pop-band.

Stevie Wonder: Looking Back
Hvor længe!?! Hvor længe vil det danske musikpublikum ignorere dette pop-geni, og lade ham lide under det uretfærdige Lionel Richie-image, han pådrog sig i firserne med den lyserøde katastrofe "I just called to say I love you"?!? Stevie Wonders musikalske portefølje er enorm, og hvis man bladrer igennem den støder man på hit efter hit, ganske vist ofte ikke præcis som man kender dem, for Stevie Wonders numre må være blandt de, der oftest er blevet remixet, samplet eller slet og ret genindspillet. Tag og lyt til ham med friske ører.

Patrik Isaksson: När verkligheten tränger sig på
Også Patrik Isaksson kender til at blive kopieret. På det seneste har hans numre fået ganske meget airplay i de danske radioer. Desværre er der ikke rigtigt nogen, der har hørt om Patrik. Ak ja, utak er Danmarks løn. Men det skal blive løgn. När verkligheten tränger sig på, der er fra 1998 og var Patriks debutalbum, gik platin. Singlen "Hos Dig Är Jag Underbar" (kendt i Danmark som Blå Øjnes "Hos dig er jeg alt") gik guld, og han blev tildelt ikke mindre end tre svenske Gramisser sidste år: "Bedste sangskriver", "Bedste debutant" og "Bedste sang". Den sang, der blev udnævnt som bedste sang, var "Du får göra som du vill". Netop denne sang er blevet et mindre hit for den såkaldte Christian, som var med i "Big Brother", hvor han efter sigende spillede "Hotel California" tilstrækkeligt mange gange på sin akustiske guitar, at han blev tilbudt en pladekontrakt umiddelbart efter han slap ud fra containeren. Jeg så et interview med ham. I det fortalte han, at han naturligvis havde fået en pladekontrakt selvom han ikke havde med i Big Brother, men at han gjorde meget ud af at ikke spille sine egne sange mens han var på i Big Brother - af rettighedshensyn. Nå? Hvornår får vi så dine egne sange at høre, Christian? Det ville ikke genere mig så meget, hvis ikke både Blå Øjne og Christians cover-versioner af Patriks sange er så frygteligt ringe i forhold til orginalversionerne. Det er Patrik Isakssons sange, der har fortjent at blive hits, og derfor er det så kreperligt, at ingen kender til ham.