Det har været en både stille og travl uge.

Jeg selv havde travlt, men fodbolden lå stille. Måske var det held i uheld, for når jeg nu ikke havde tid til at følge med i alle de mange rygter, der florerede, så kunne jeg trøste mig med, at fodboldlandsholdets bedrifter optog størstedelen af spaltepladsen hos dagbladene, og jeg således ikke behøvede at koncentrere mig om andet end at nå ud af døren alt for sent og med morgenmaden kun halvt spist og ufordøjet. F.C. København var skam som vanligt fast stof i sportssektionerne, men rubrikkerne var af en størrelse, der kunne retfærdiggøre, at jeg brugte tid på dem.

Du kender det sikkert, kære gæst. De tider hvor man ikke har tid til meget andet end at have dårlig samvittighed over det, man burde have nået.

Alligevel finder du mig her bag baren igen i denne uge, for selvom man har travlt skal forretningen jo passes, og det gør den bestemt ikke af sig selv. Især ikke med al den bøvl, der har været med ejendommen. Snart var det det ene, der var galt, snart var det det andet. Elektriciteten, det varme vand, hvis det kunne gå galt, så gik det galt. Man forventede næsten at huset var styrtet i grus, når man en morgen kom cyklende for at åbne biksen, og man i stedet for den smukke, gamle røde murstensfacade blot mødte et syn af rygende murbrokker, når man drejede om hjørnet over brostenene.

Så galt er det heldigvis ikke gået, men utålmodigheden blandt ejendommens andre beboere blev sat på en alvorlig prøve i ugens løb inden håndværkerne endelig indfandt sig, og i det midste for en tid skabte orden ud af kaos.

På Peter Bangsvej har der ikke været brug for ordensskabende håndværkere i ugens løb. Han har allerede indfundet sig. På trods af at Kent Karlssons exit naturligvis ødelagde alle planer og strategier, er roen tilsyneladende allerede genoprettet. Årsagen er Niels-Christian Holmstrøm. En mand der fortjener respekt. Men som ikke altid får den. Niels-Christian Holmstrøms ligefremme facon er noget, ikke alle har det lige godt med. Hans kommentarer er lige til avisernes overskrifter, men mange fans har i tidens løb beskyldt ham for at have det hele i munden. Paradoksalt nok; et tågehorn.

Intet kunne dog være mere forkert. Klubben skyler Holmstrøm meget. Den tæft han har for den sportslige dimension er mindst ligeså uundværlig som den tæft Flemming Østergaard udviser for den økonomiske dimension. Uden Holmstrøm havde vi aldrig fået hverken Hodgson eller Zuma - og næppe noget mesterskab heller.

Jeg tvivler på, Holmstrøms evner som cheftræner står mål med hans evner som sportsdirektør, men jeg er sikker på, at Holmstrøm i samarbejde med Carsten Vagn vil varetage hvervet kompetent indtil afløseren står klar.

Hvem det skal være, er naturligvis det vigtigste spørgsmål for øjeblikket. Det er vigtigt, at klubben forholdsvis hurtigt finder Kent Karlssons afløser, men samtidig har klubben heller ikke råd til at forhaste sig. Mange emner har været på tale, og nogle er naturligvis i højere grad end andre et udtryk for ønsketænkning eller personlige kæpheste.

Eet af emnerne er Michael Laudrup. Mine medbartendere er temmelige skeptiske overfor dette, men jeg selv ville nu ikke have noget imod at byde ham velkommen hjem til Peter Bangsvej. Der er flere ting, der taler for Michael Laudrup. For det første har han den autoritet, der er påkrævet. Michael Laudrup er et navn spillerne ser op til. Manden har erfaring, han har førstehåndsviden fra nogle af de dygtigste trænere overhovet. Slutteligt - og det er næsten vigtigst - så er han et realistisk bud. F.C. København er et udmærket udgangspunkt for en karriere som cheftræner for en person som Michael Laudrup; vi er ikke for store og ikke for små.

Derved adskiller han sig også fra Morten Olsen, der, selvom vi kan honorere hans lønkrav, næppe ønsker at træne en dansk Superligaklub igen. Morten Olsen passer ellers præcis på jobbeskrivelsen.

Et par engelske trænere fra første og anden division er også blevet nævnt, og disse vil da også i kraft af dette være oplagte muligheder. De vil dog næppe trække samme overskrifter i de danske dagblade, skulle det blive en af disse, og det er naturligvis lidt trist, men heller ikke værre. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er på fornavn med nogen af dem, og derfor vil jeg holde mig fra at vurdere dem yderligere. Indtil nu er det hele jo også kun rygter.

Der har også været rygter om et salg af en række af Københavns stamspillere. Det er ikke så ofte, at sådanne rygter løber, da F.C. København i modsætning til de øvrige danske klubber ikke er i en position, hvor de aktivt behøver at udfinde sig købere til deres spillere, og Københavns spillere er således ikke per automatik til salg, hvis nogen skulle være interesseret. Derudover må vi indrømme, at sådanne rygter også har været sjældne, fordi København mildest talt har holdt lav profil de seneste år når det angår at bringe sig selv i udenlandske talentspejderes søgelys.

Den særegne situation, at vi ikke behøver at sælge spillere for at få økonomien til at løbe rundt, har gjort at mange har været afvisende for et salg af spillerne, og protesteret over at noget sådan overhovedet kan komme på tale. Når vi ikke skal, hvorfor bør vi så?

Der er ingen tvivl om, at vi vil savne spillerne, hvis vi sælger dem, og at vi næppe kan erstatte dem alle med spillere fra egne rækker. Hvis dette forhold var det eneste, vi skulle tage hensyn til, så var der ingen tvivl om, at vi ikke burde sælge, men sådan spiller klaveret desværre ikke: F.C. København bør ikke holde på en spiller, der kan spille under bedre forhold andre steder. Det eneste resultat af noget sådan er uengangerede spillere, der spiller under standard. Det er meget simpelt; F.C. København kan ikke tvinge nogen til at spille for sig, kontrakt eller ej.

Hvis vi ønsker at holde på en spiller, bør vi sørge for, at spilleren ønsker at forblive i F.C. København. Det betyder, at vi giver spilleren en kontrakt, der er tilfredsstillende, og giver spilleren de bedste mulige omgivelser og arbejsklima. Dermed tiltrækker og fastholder vi den bedst mulige arbejdskraft.

Yderligere er der det forhold, at de fleste danske spillere har ambitioner om at spille i udlandet. Hvis et job i F.C. København umuliggører denne drøm, fordi klubben ikke vil slippe spillerne, kan F.C. København få meget sværere ved at rekruttere nye spillere til klubben. Så selvom vi ikke skal sælge vore spillere, så bør vi gøre det. Men vi kan sagtens prise os lykkelige over, at vores situation gør, at vi ikke behøver at sælge til den første den bedste.

Jeg troede egentlig, jeg skulle skrive Lyngby FCs nekrolog i dette ræb, men de har åbenbart sikret sig en midlertidig respit. Fred være med det. Og så alligevel. Hvis Lyngby kan tiltrække tilskuere på et nyt og fornemt stadion i Lyngby, skal det være det dem velundt, og det er også deres eneste eksistensberettigelse i Superligaen. Der er ikke noget mere dødssygt end hold med dårlige stadions og ingen tilskuere.

Jeg håber, de kan gøre det, men jeg tvivler stærkt på det.

Det var, hvad det blev til i denne travle, stille uge. Kom godt hjem.

Martin CX

Ugens Sange:

Daft Punks "Veridis Quo"
...et lo-fi, minimalistisk mesterværk, der bringer minder frem af lydsporene fra gamle Commodore 64-spil. Knap seks minutters gentagelse af samme enkle tema, spillet på noget, der lyder som et Bontempi orgel med en simpel trommerytme, der næppe heller er meget andet end rytmeboksen fra et gammelt Casio keyboard udsat for et filter. Hvordan kan man ikke elske et sådan nummer?

Gus Gus' "Anthem"
...også fordi islandske Gus Gus er alt for ukendte herhjemme.

Metallicas "Turn the Page"
...som antidote for de af vore gæster, der ikke værdsætter elektronisk musik.