Da jeg var barn, havde jeg engang en bog.

Den havde mange meget flotte billeder, der fyldte hele siden. På billederne kunne man se en elefant, der kørte i bil, eller en slange, der kørte motorcykel iført en gammeldags flyverhjelm. Teksten til billederne lød "Elefanten kørte på motorcykel, og slangen kørte i bilen". Det kunne man tydeligt se ikke passede, så man råbte "Nej! Det er lige omvendt!". På den måde lærte man at sætte den hørte tekst og den sansede virkelighed sammen, og sætte spørgsmålstegn ved hvad man hørte.

Det var en god bog. Meget pædagogisk.

Rigtige værtshusslagsmål har vi heldigvis hidtil været forskånet for, men derfor kan bølgerne sagtens gå højt herinde, når temperamenterne gnistrer. Senest har diskussionen om rimeligheden af DBUs lejeaftale med Parken Sport & Entertainment A/S været årsag til utrolig langstrakte og pinagtige diskussioner.

Den engelske filosof John Stuart Mill sagde engang noget i retning af, at "sålænge en mening er dybt rodfæstet i følelsen, styrkes den, snarere end den svækkes, ved de mest afgørende beviser imod den". Det kunne han jo også sagtens sige, men i den igangværende diskussion har man desværre ofte følt, at jo mere ihærdigt modstanderen forsvarede sin sag, jo mere retfærdig var ens egen. Det har været en sag, der næsten fuldstændig entydigt har opdelt parterne efter klubtilhørsforhold. Københavnere på den ene side; tilhængere af Brøndbyernes Idrætsforening på den anden. Dette tyder på, at der fra mindst den ene parts side er tale om en, i hvert fald delvist, politisk og egennyttig argumentation. Jeg skal gerne indrømme, at jeg har mine fødder plantet solidt på den Københavnske side af denne skellelinje, og at jeg derfor har dette som udgangspunkt. Det er vigtigt at erkende, at dette påvirker mit perspektiv og min anlægsvinkel på sagen, og det er en erkendelse, som man nogen gange savner - også fra Brøndbyernes IF-siden af skellet.

Hvis De, kære gæst, just er dumpet ned fra Månen, er De sikkert temmelig nysgerrig over præcis hvad, det er, diskussionen drejer sig om. Dette er dog ikke så nemt at redegøre for endda, for i løbet af diskussionens alt for lange levetid (der nu også herinde bliver forlænget), har argumenterne muteret sig adskillige gange efterhånden, som modargumenterne mod disse blev vægtigere og vægtigere. Grundlæggende er diskussionens stridspunkt, om DBU betaler for meget for lejen af Parken i forbindelse med landskampe til Parken Sport & Entertainment, og dermed subsidiært til F.C. København.

For et par dage siden havde jeg tænkt mig at skrive en længere redegørelse af de forskellige argumenter, der har været oppe at vende i diskussionen. Så besluttede jeg mig imidlertid for, at jeg helt ville negligere debatten, og nu har jeg så alligevel tænkt mig at skrive et par enkelte kommentarer til den. Det bliver også således; blot nogle overordnede kommentarer, og ikke nogen stringent disputats af argumenterne. Det sidstnævnte var simpelthen for dødssygt, og mange Københavnske debattører (af dem gør en broderpart dette sted ære ved at frekventere det) har netop allerede bragt væsentlige modargumenter mod de mere konkrete argumenter. Ikke at dette nødvendigvis har overbevist modstanderne, men dette for sin del betyder vel at mærke ikke, at argumenterne ikke har været gode nok.

Kernen i diskussionen har, som nævn ovenfor, været, at prisen, Parken Sports & Entertaiment kræver for leje af Parken af DBU, er urimelig høj. Eller rettere; at DBU betaler for meget for Parken til Parken Sport & Entertainment. Dette er ikke det samme(!), men lad os alligevel tage den førstnævnte del først.

Per Bjerregaard har i pressen kritiseret, at DBU betaler samme pris for leje af Parken, som de gjorde dengang selskabet Baltica ejede Parken. Argumentet er, at prisen tidligere var kunstigt høj, fordi der dengang var en række eksterne faktorer, mestendels gæld, der gjorde, at man kørte med underskud. Nu, da Parken kører med overskud, bør prisen være lavere, hævdes det. Yderligere hævdes at Parken derudover har et veritabelt monopol på landskampe i Danmark og udnytter dette ved at kræve en urimelig høj pris.

Denne kritik har fået DBU til at iværksætte en intern undersøgelse, der skal afdække, om de betaler for meget i forhold til markedsprisen. Denne rapport hemmeligholdes, men med den ekstreme lethed, hvormed man tilsyneladende kan opnå fortrolige informationer fra DBU i øvrigt, varer det sikkert ikke længe efter resultatet af advokatundersøgelsen er færdiggjort, før end vi alle kan læse det i aviserne og på Internettet. Selvom denne hemmeligholdelse således næppe bliver andet end et udtryk for gode hensigter, hvad dette angår, så er det dog værd at lægge mærke til denne hensigt; at hemmeligholde resultatet, for udfra et økonomisk synspunkt er det mest sandsynlige resultat, at DBU betaler mindre end den gængse markedspris. Med andre ord; DBU betaler Parken Sport & Entertainment urimeligt lidt for leje af Parken i forbindelse med Landskampe.

Men hvordan kan dette forliges med de foregående argumenter?

Det kan det ikke(!), for selvom argumenterne fra Per Bjerregaards side er ganske socialdemokratiske, og derfor uden tvivl vækker stor genklang i Brøndby Kommune, bærer de dog præg af en ganske lille forståelse for økonomi og markedskræfter i øvrigt. Med tanke på Bjerregaards uddannelsesmæssige baggrund er dette fuldt ud forståeligt, selvom det er bekymrende, at han ikke har bedre rådgivere, hvad angår pengesager.

For det første må man forstå, at lejen i Baltica / Gefionperioden på intet tidspunkt var unaturlig høj, tværtimod!

Dette kræver måske en forklaring:

DBU er hvad man med et økonomisk begreb kalder en monopson, dette dækker over, at DBU er den eneste aftager af det produkt, der hedder "leje af stadion til landskamp". Det betyder, at DBU har en ekstrem stor indflydelse på prisfastsættelsen af netop dette produkt. DBU kan således vælge og vrage mellem producenter uden at risikere, at andre arrangerer landskampe i fx Parken for næsen af DBU. Det betyder også, at udbyderne af denne vare, er meget afhængige af DBU for at opnå nogen indtægt. Parken blev ombygget med det grundlæggende formål, at det skulle drives ved dels at DBU lejede det til landskampe og dels af de nye kontortårne. Kontortårnene alene kunne dog aldrig tjene tilstrækkeligt ind til parken, og uden indtægtskilden fra DBU ville Parken gå fallit meget, meget hurtigt. Parken var det eneste stadion i Danmark, hvor dette gjorde sig gældende; ingen andre stadion byggede deres økonomi på landskampe, og dette placerede Baltica, de daværende ejere, i en enestående afhængighed af DBU. DBUs position var således utrolig magtfuld. De kunne i kraft af monopsonet presse prisen for produktet absolut i bund, og Baltica havde for deres del ingen forhandlingsposition, fordi de var så afhængige af DBU. Der var på intet tidspunkt tale om, at lejeforhøjelsen var en almisse fra DBU til Parken. Der var tale om kold, kynisk og rationel spekulation. Derfor kunne DBU i kraft af deres monopsoni presse prisen nedad i en grad, der både tangerede og overskred smertegrænsen for hvad, der var driftsmæssigt ansvarligt.

Da F.C. København A/S (nu Parken Sport & Entertainment A/S) overtog Parken, men vel at mærke ikke alle kontortårnene, fra Gefion, overtog de også engagementet med DBU til den da- og nuværende pris, og dette var blandt andet årsagen til, at den halvsløje forretning, som Parken var, ikke var endnu billigere. Siden da har prisen ikke været genforhandlet. Prisen er således stadig helt i bund, og DBU tjener stadig styrtende med penge på deres engagement i Parken. Forholdene omkring har derimod ændret sig. I dag er Parken gældfri, og Parken kører med et overskud, der vel at mærke ikke er afhængigt af indægterne fra DBU.

Dette stiller Parken i en hel anden forhandlingsposition end tidligere. Hvor man tidligere ikke kunne andet end acceptere DBUs prisfastsættelse, er Parken i en situation, hvor de, hvis de ønsker det, kan overleve uden DBUs landskampe, og dermed kan Parken afvise DBUs pris. Med andre ord kan DBU ikke længere egenhændigt presse prisen i bund, og ved en eventuel genforhandling af prisen vil dette udmønte sig i, at DBU bør betale en højere pris og ikke en lavere, som Per Bjerregaard fejlagtigt har forudsat. DBU vil, når det kommer til stykket, sandsynligvis gerne betale en højere pris, hvis det er prisen for at fortsætte engagementet. Uagtet hvordan Bjerregaards driver sit eget lille foretagende, gælder det i den virkelige verden ikke om at have så få udgifter som muligt, men om at have så stor profit som muligt.

En eventuel prisforhøjelse skyldes også det næste aspekt, jeg vil bruge lidt tid på.

Den anden del af Bjerregaards argument for, at DBU betaler en urimelig høj leje, er, at Parken besidder et veritabelt monopol, hvad angår at udbyde landsholdsfodboldarenaer. På trods af Per Bjerregaards egne udtalte ambitioner om landsholdskampe på Brøndby Stadion, erkender han, at der ikke er nogen anden arena, der kan konkurrere med Parken, hvad angår at beværte fodboldlandskampe. Parken udbyder således det bedste produkt i en sådan grad at ingen andre kan tage konkurrencen op.

Det, at udbyde et bedre produkt end andre, er, gudskelov, ikke forbudt. Denne proces; at fx DBU vælger det produkt, der tjener dem bedst, er jo hele fidusen ved det fri marked. Her er det vigtigt at lægge tryk på fri: Hvis det er sådan, at Parken udnytter sin enerådighed på markedet til at forhindre andre i at komme ind på markedet, er det ulovligt. Paradoksalt nok, fra Per Bjerregaards synsvinkel, er det ikke Parken, der hindrer den fri konkurrence i dette tilfælde, men derimod DBU. På et monopolistisk marked er det sådan, at monopolet selv fastsætter prisen efter hvad der er mest rentabelt for monopolet. Hvis vi tager Per Bjerregaards antagelse for pålydende; at Parken er et monopol, ville Parken fastsætte en pris, der ligger betydeligt højere end den normale markedspris, hvilket skaber en overnormal profit; en monopolprofit. Denne profit gør det på længere sigt attraktivt for andre producenter at etablere sig på markedet for at opnå en del af kagen. Men den opmærksomme læser har jo allerede forstået, at denne overnormale profit aldrig har indfundet sig pga. at DBU har udnyttet, at de er en monopson på markedet.

Derfor eksisterer den overnormale profit, der ville gøre det attraktivt for andre end Parken at arrangere fodboldlandsholdskampe, ikke, og derfor kan det ikke betale sig at investere i, at for eksempel Brøndbyernes IF A/S skal bygge et stadion, der kan konkurrere om landsholdsfodbolden i Danmark. Parken har mod sin vilje dumpet priserne, og DBU skal altså tvinges til at betale mere for ydelserne for at fastholde en fri konkurrence om afviklingen af landsholdsfodboldkampe.

Så ikke nok med, at Parken S&E A/S ikke længere er afhængige af indtægterne fra DBU, og at Parken udbyder et bedre produkt end nogen anden, så bør Parken og DBU af hensyn til den fri konkurrence forhandle sig frem til en højere pris. Summa summarum kan DBU ikke undgå at svække sin egen forhandlingsposition ved at gennemføre denne undersøgelse, og det vil undre mig meget om ikke DBU for alt i verden vil forsøge at fastholde det nuværende niveau i så lang tid, som det er dem overhovedet muligt.

I medens kan Brøndbyernes IF A/S kun håbe på, at en genforhandling af priserne finder sted, og at Parken S&E A/S vil kræve en højere leje, for hvis ikke dette sker, er der ingen chance overhovedet for, at de nogensinde opnår at arrangere landsholdsfodbold på Brøndby Stadion. Det vil således på længere sigt være i Per Bjerregaards interesse, at DBU betaler markedsprisen for leje af stadion, og at de dermed betaler mere til Parken S&E A/S, men sjovt nok vil jeg umiddelbart tro, at han havde håbet på et andet resultat af sin behjertede ængstelse for DBUs økonomi.

Det ovenstående selvmål fra Per Bjerregaards side får være, hvad det er, men det svækker unægteligt argumentet om, at F.C. København er forfordelt i forhold til de øvrige klubber. Ikke desto mindre er det rigtigt, at F.C. København i modsætning til de øvrige klubber, har en klar fordel i kraft af indtjeningen i forbindelse med fodboldlandsholdskampene.

Ikke desto mindre kan Per Bjerregaards krav om ligelig fordeling af landsholdspengene godt få temperaturen i mit blod til at stige, for jeg har meget svært ved at se Per Bjerregaards altruisme som andet end slet skjult egoisme og misundelse.

Jeg tager en dyb indånding.

Jeg er ikke uenig i, at DBU med fordel kan fordele en række af de mindre tiltrækkende kampe ud i landet, og væk fra hovedstaden. Både Odense, Ålborg, Århus kan sagtens arrangere nogle af de landsholdskampe, som ikke forventes at trække fuldt hus i Parken. Det må dog efter min bedste overbevisning altid være at foretrække, at så mange som muligt, kan se fodboldlandsholdet i levende live. Målet skulle således ikke være at stille enkelte klubber, fx dem der tilfældigvis er i Superligaen på det tidspunkt, tilfreds, men derimod at glæde så mange landsholdsentusiaster som muligt. Og dermed ville der næppe falde mange landskampe af til Brøndby Stadion, der er geografisk udfordret hvad dette angår, for ganske vist har de stor tilskuerkapacitet, men hvis man alligevel kommer i bus fra provinsen, kan man ligeså godt kører de sidste femten minutter ind til byen, hvor de værtshuse og det byliv i øvrigt, der er en del af de fleste roligans landskampoplevelse, findes.

En sådan aftale ville jeg bifalde. Dermed ville andre klubber også opnå en del af kagen. Men igen arm - ingen kage! Det er ikke rimeligt, at nogle klubber lukrerer på de investeringer, som andre klubber har foretaget. Dårligt købmandsskab betaler sig ikke, og det er måske på tide, at Per Bjerregaard tager de socialdemokratiske briller af og erkender, at der ikke altid er en kære mor, der kan betale, når man har brugt lommepengene op på luftkasteller og snold.

Jeg mener oprigtigt, at det er ærgerligt, at Brøndbyernes IF A/S har så lidt succes med at lokke arrangementer til Brøndby Stadion, for det er vigtigt at have stærke konkurrenter på det økonomiske område, men jeg ser rødt, når de - i solidaritetens navn - forsøger at spinde guld på andres fornuftigere dispositioner. Det er endnu værre, når ren jantelovtankegang slår igennem, og man ikke under andre succes. Det virker ærligt talt, som om det er bedre, hvis alle klubber taber penge, end hvis een klub tjener.

Tag ikke fejl. Jeg vil overmåde bifalde, at DBU bruger flere af sine penge i tilskud til de danske førstedivisions- og Superligaklubber, men Brøndby skal ikke have flere penge end F.C. København, bare fordi Brøndby har et dårligere stadion end F.C. København. Sådan tankegang blev umoderne i 1989.

Det overrasker mig næsten, at Per Bjerregaard - i solidaritetens navn - ikke bestyrtet har klaget over, at nogle klubber har flere spillere på landsholdet end andre. Og dog, det er jo nok ikke "konkurrenceforvridende", så længe de kommer fra Brøndby.

Jeg puster ud.

Nå, nu brugte jeg længere tid på den fjollede diskussion end jeg havde planlagt. Et andet af de emner, der har været på alles læber i den seneste tid, er stemningen på Nedre C. Jeg selv har desværre ikke kunne bidrage til stemningen i de seneste par kampe. Dels har noget så vulgært som arbejde forhindret mig, og senest blev jeg angrebet af en temmelig ubehagelig forkølelse, som jeg stadig kæmper en ulige kamp imod. Derfor vil jeg ikke bruge længere tid på selvransagelse, men jeg har dog hørt Løvetimen, og Steen O.G., som vi er så heldige at se lidt til en gang imellem hernede, efterlyste nye sange.

Det er en rigtig god idé, for det trænger vi efterhånden desperat til.

Vi skal dog passe på, at vi ikke binder vores stemning op på fællessangene og -klappene. Jeg er en stor tilhænger af anarki på tribunerne, og selvom det kan være en utrolig fed fornemmelse at være en del af et over tusinde stemmer stort, spontant herrekor, er det også vigtigt, at man bidrager til stemningen, selv når den kollektive spontanitet fejler.

Jeg kan råbe højt. Og når jeg er til kamp, så bruger jeg min stemme. Ikke blot til fællessangene, men også imellem sangene, når jeg råber og opmuntrer spillerne og holdet. På mit ideelle Nedre C er der en konstant brusen, der bliver øresønderrivende, når det er lige før... mmmmm... det er for længe siden, jeg har været til kamp.

Nå, det er vist tid til sidste omgang... og så er det hjem og se "Fever Pitch" på videoen.

Martin CX

Ugens Sange:
Hvor vi hører lidt fra nogle af de kvindelige pop-sangerinder, som ikke blev nævnt i sidste uges ræb...

Everything But The Girls "Protection"
Nærmere bestemt Massive Attacks mix. Lidt paradoksalt valg når det nu klart og tydelig er alt bortset fra pigen, og endnu mere paradoksalt, når man lytter til teksten "You're a Girl and I'm a Boy", men et utroligt smukt kærlighedsnummer. Et af de bedste.

Tori Amos' "Cornflake Girl"
Holger nævnte Kate Bush i sidste uge, og dette er om muligt hendes efterfølger. Amos skriver nogle frygtindgydende vedkommende og personlige tekster. De er absolut ikke for børn, men ikke desto mindre god pop.

Minnie Ripertons "Inside my love"
Dette her er en genudsendelse, men hvilken en. Porno for sjælen. Ripertons silkebløde stemme med sit altomfattende register er ren guf, og man kan kun begræde, at Minnie Riperton blev taget fra os alt for tidligt.

Garbages "Crush"
Også en smule pornoagtig, men på en decideret hardcore måde. Shirley Manson har bestemt heller aldrig været nogen Barbiedukke og tak for det!

Jessica Simpsons "Irresistible"
Okay, Jessica Simpson er ingen stor popsangerinde, men jeg måtte alligevel nævne hende! Hun er den selvproklamerede "allermest jomfruelige" teen-stjerne, og så laver hun sådan et nummer, der fortæller, hvor liderlig hun er efter en aller anden fyr, at hun simpelthen må ham, selvom hun jo egentlig burde sige nej. Yeah right!

Men hvorfor brokke sig over hendes musik. Man kan jo blot slukke for lyden og nyde billederne...

 

mail