|
Av mit hoved... |
||
|
Jeg ville aldrig ønske mig, at vi gik videre i den UEFA-cup, hvis det indebar endnu en hjemmekamp en torsdag aften i en uge, hvor jeg skulle stå bag baren. Heldigvis er det sådan, at skulle vi ende med at slå Ajax ud, og igen stå i en situation hvor der skal skrives ræb i timerne efter en indledende hjemmekamp, så er det min kollega Holger der får glæden. Lad os se hvordan det kommer til at gå. I mellemtiden vil jeg tage den nemme løsning, når det gælder at åle sig ud af en penibel situation. Jeg tildeler mig selv tre ugers tavshedspligt, ligesom vores nye spiller med det nu berømte nr. 32 på ryggen.
Nr. 32, ja. Eller Peter Møller, som han rettelig hedder. Jeg blev antruffet i hvælvingen under C-tribunen efter Ajaxkampen og konfronteret med en påstand om, at jeg skulle have tilgivet Peter Møller, have taget Møllers side, eller et eller andet i den retning. Altsammen fordi jeg lige kom til at falde over en Ørestadskamp i Malmö, som man kan læse mere om lige her. Han tillod sig, flabet som bare fanden, at spille en glimrende kamp efter at have trænet med truppen i to dage. Kun en blind mand med bind for øjnene kunne have nægtet at Møller gjorde det glimrende dér, men derfra, og så til lige pludselig at oprette en fanklub for manden, er der særdeles langt. Min første følelse, da jeg hørte om købet i Løvetimen, var at han ikke bare har meget, men alt at bevise. Det gælder stadig., på banen og udenfor. På banen ser det ud til at gå mere end hæderligt. Folk der besøger træningsbanen kan fortælle, at han er knivskarp i afslutningerne. Det samme var han i Ø-kampen hinsidan. Uden for banen går det mere trægt. Så må man kalde mig et forbandet tågehorn, men jeg falder altså ikke ligefrem i svime over en ny spiller, når han kan citeres således: "Men det her handler ganske enkelt om, at Brøndby ikke ville skrive kontrakt med mig. Og så må man tage det næstbedste." Det er da ikke mærkeligt, at BIF-fanzinet 2 Minutes Left kommer til at svælge i lige det citat næste gang de udkommer. Hvis det havde været en spiller, der skiftede til BIF efter at have forladt den klub for netop København i sin tid, og i en uendelighed erklæret sin kærlighed til Byens Hold, og så skiftede tilbage til BIF med en henkastet bemærkning om at København jo ikke ville have ham, så han måtte tage det næstbedste - ja, så tror jeg ved gud heller ikke, at BIF's supportere ville stå i kø for at hylde ham.
Derfor kan jeg ikke bruge det til noget, når der opfordres til at lade fortid være fortid, og at nu må man komme videre. Jeg føler ikke, at det er mig der har brug for at komme videre, men derimod spilleren. Jeg mangler at høre Møller komme ud af sin skal og forklare hvad hans mening er med at skifte, og hvad han kan tilbyde klubben, og jeg mangler at høre ham udtrykke sin loyalitet med noget mere klar tale end "Og så må man tage det næstbedste". Fejlcitat eller ej. Og grunden er simpelthen den, at jeg ikke accepterer at en ny spiller kommer til vores klub og kalder den 'næstbedst', og det havde jeg sgu heller ikke accepteret hvis vi ikke havde været danmarksmestre og beviseligt bedst. Og jeg gider simpelthen ikke høre en ny spiller sige noget, der er bare en smule positivt om Brøndby IF, og så er den ikke længere. Hvis spillere skal være her, så skal det være fordi det er her de helst vil være. Der er masser af folk, der vil give det ene øre for at spille for København, og jeg ved at det sikkert er romantisk sludder der kun findes blandt naive fans, men det er altså den attitude jeg vil se hos vores folk. Selv de rutinerede professionelle spillere. Det er jo efterhånden bevist til hudløshed, at jeg ikke fatter et suk af hvad professionalisme er. Og jeg accepterer, at der skiftes mellem klubber på de mest besynderlige måder. Men jeg fatter stadig ikke, hvordan man kan forvente at der skal blive andet end gnidninger, når man har brændt sine broer efter sig i den grad som Møller gjorde. Det er ikke glemt, og jeg kan ikke forestille mig at nogen kunne have troet det. Måske er der nogen, der husker serien fra Brølet om Kong Smart - det var meningen at genoptage den her til nr. 34, da jeg havde fundet et eminent tåbeligt billede af Møller, hvor han var klædt ud i en spraglet sari og vistnok bar en turban.
Det er selvfølgelig surt for Peter Møller at have malet sig selv op i et hjørne på den måde, men han har ført penslen selv. Lakken skal nok tørre på et tidspunkt, men det kræver altså en positiv indsats på alle måder fra Møller. Om det så indebærer, at han skal losse en Brøndbyhue hele vejen over i Fælledparken - ja, det må Møller selv finde ud af. En ting er i hvert fald sikker, at BIF-fansene er endnu mere negative end vi selv er, og føler at en gammel helt har givet dem en kniv i ryggen. Det er jo ikke så skidt endda. Jeg må indrømme, at det er svært at se hvordan reaktionen kommer til at blive, hvis Møller kommer til at spille mod Lyngby - og det gør han jo nok, for vi har ikke spillerne til en 4-3-3, da Røll har karantæne. Ashvetia kommer vel ikke til at starte inde, og så er vi fremme ved det kritiske punkt. Mon ikke det ender med at der bliver læst op: "Og med nummer toogtredive, comeback til Peeeeeter" - og svaret fra C-tribunen bliver: "......". Håber tildels, at TV når at få det med…
Nok om Møller. Han måtte jo alligevel ikke være med mod Ajax. Han kunne ellers sagtens have været nyttig, for mon ikke han havde sat den chance ind, hvor Heine i stedet prøvede at brække kæben på Ajax-målmanden Fred Grim - det bedste navn til en defensivspiller i den klub siden hans kollega Danny Blind trak sig tilbage. En kæmpechance til hvert hold og et anulleret mål hver. 0-0 var vel ganske rimeligt. Lidt ærgerligt må det have været at rejse hele vejen fra Sverige for at se en spiller alene, nemlig Ajax' Zlatan Ibrahimovic. Nede bag B-tribunen var der stuvende fuldt af folk i Malmö FF-trøjer, der i øvrigt stod i lange køer, da vi ti minutter før tid trissede ind på tribunen. Guderne må vide, om de nåede at se kick off - mange er nok gået glip af de første minutter. Men hvis det var Zlatan, de var kommet for at se, var det nu ikke det store tab. Af en 80-millioner-mand at være, var han mere end tam. Og mens redningen fra Kihlstedt var strålende, virkede det til gengæld stadig nemmere at score på den chance han fik.
Jeg sidder nu og prøver at finde på noget stort og fascinerende at sige om kampen mod Ajax, men det går ikke rigtig. Det var bare solidt arbejde, og det viser at der åbenbart er kommet så godt styr på organisationen af det hold, at selv de største klubber ikke får lov til at besøge Parken og spadsere hen over os. Hvilket er rart, og ser ud til at være mere end man kan sige om så mange andre klubber i landet. Nogle skal ganske vist have hold af Sporting Lissabons kaliber på besøg, inden det ramler omkuld for dem, andre falder allerede når de møder ukendte skumfuser om Osijek. Det ser ud til, at de børnesygdomme er overstået for vores vedkommende. Nu mangler vi så at se holdet gøre det lige så godt på udebane. Uden at ville forfalde til noget Ricardo-agtigt lommefilosofi, så kunne jeg ikke lade være med at synes, at der både mod Obilic og mod Lazio var tale om en værre gang angstfodbold mens vi stadigvæk var foran fra den første kamp, og kun prøvede at forsvare en spinkel føring. Mod Lazio skulle man helt frem til deres 3-0-føring før skeen blev taget i den anden hånd, og holdet huskede den lektie de havde lært i Parken - at selv Lazio ikke er større end at de kan ligge ned. Og mod Obilic var deres udlignende 2-0-mål åbenbart alt hvad der var brug for. Før det mål havde man set årets mest forkrampede gang losseri, og pludselig kunne man så starte på en frisk og begynde at spille regulær fodbold. Da Ajax kørte rundt med holdet i første halvleg skete det jo, fordi de fik lov til det, og at holdet lå alt for langt tilbage. I begyndelsen og i anden halvleg blev der spillet fodbold, og her kunne vi jo sagtens følge med. Men man kan ikke lade være med at gyse lidt over hvad der vil ske, hvis det bliver den Ajaxdominans fra den barske halve time i første halvleg, der får lov at sætte dagsordenen i returkampen. Så vil vi få stryg af en anden verden, måske værre end vi fik i Rom. Nu er der ingen føring at klamre sig til, og heller intet irriterende udebanemål for Ajax at udnytte. Det er derimod os, der kan score det udebanemål, som Morten Bruun jo nok skal forklare betydningen af, når TVDanmark 1 viser returkampen - gudskelov er jeg og flere af mine kolleger langt uden for hørevidde af den silkeborgensiske floskelmaskine, når vi står på Amsterdam Arenas afsnit 416 med en udsigt, der ser nogenlunde således ud som nedenfor.
Så gør det! Gå ned og tag Ajax ved vingebenet, og lad være med at spille pindsvinebold, for det går ikke mod en skarp og teknisk stærk modstander, der desuden har hjemmebane - bare se hvor skidt Brøndby klarede den mod Varteks, og de burde endda have tabt langt større. De fik løn som forskyldt efter noget af det mest kujonagtige, noget dansk hold har vist i Europacuppen længe, og desuden en indsats, der - ligesom resultatet - vel bedst kan sammenlignes med deres blodløse og æresforladte nederlag i Parken 10. juni. Hvilket passer mig fint. Pyha, det føles altså bedre at skrive et ræb under disse omstændigheder. Der findes meget værre ting end at konstatere, at Brøndbys lyntog nu harker og sprutter og snart bliver overhalet af diverse andre lokomotiver, der måske ikke har den samme acceleration, men til gengæld kan holde et stabilt tempo. Og skal man snakke (forholdsvis) lokale rivaler, så er der jo intet større end at se frem imod søndagens kamp mod Lyngby. Sidst vi slog dem, var det ikke rensende for sjælen på den måde man havde kunnet håbe. Det var da fint, men vi havde jo langt fra imponeret, og de havde bidt godt fra sig. Men siden ser det ud til, at meget har ændret sig. Lyngby taber og taber, og hvis de kan gentage noget der ligner indsatsen fra deres 0-4-nederlag mod Midtjylland, så går drømmen i opfyldelse: knuste Lyngbyhjerter overalt på banen og D-tribunen. Jeg vil se en rekordsejr, jeg vil endelig se et hold blive sendt hjem med seks eller syv mål i sækken, og jeg vil se det være Lyngby. Den perfekte afskedsgave kunne det være til dansk fodbolds ligtorn. Og ja, scorer Peter Møller et hattrick, så vil jeg både klappe og danse og måske endda mumle hans navn.
Sådan er det jo, hvis man tager sig sammen og leverer varen, får man jo i sidste ende den fortjente respekt. Hvis man derimod skuffer igen og igen, risikerer man at folk bliver vrede og ser sig gale på én. Og hvis man er i et forhold, hvor er nødt til at leve med hinanden, er det ikke holdbart. Den type forhold findes mellem danske fodboldfans og TV3, for det er jo dem der sidder på rettighederne til både superligaen og Champions League. Og for fanden, hvor ville jeg gerne sige at de gør det godt - men det kan jeg ikke få mig selv til. Det holder slet, slet ikke at sende Schalkes kamp i Athen, når man har de italienske mestre på besøg hos de spanske ditto samtidig. Det er hårrejsende planlægning. "Nå ja, men Ebbe Sand, Jan Michaelsen og René Henriksen er med". Ved I hvad, Ebbe og Jan og René kan rende mig i øret. Jeg vil se Raul, Zidane, Batistuta og Totti, og enhver der mener at det leverpostejfarvede danske trekløver skulle være mere seværdige, er moden til en psykologisk undersøgelse. TV3 forsvarer deres forudsigelige hype af Man United og Schalke med, at det er de hold som tiltrækker flest seere. Og nu stejler min kæphest ovre i hjørnet, kan jeg se, vel vidende at den nu igen står til en røvfuld: Det er TV3's egen forbandede skyld, hvis ingen kender andet end Man United, for netop Man United har været den diæt som man stadig mere konsekvent har pumpet ned i folk gennem de seneste år. Ditto Schalke - man havde Bundesligaen i et år, og hvordan forvaltede man den? Man sendte Schalke, Schalke og atter Schalke - undtagen når deres kamp for en sjælden gangs skyld blev spillet om søndagen. Og da man endelig sendte et brag mellem Dortmund og Bayern var der sort skærm i en time midt i transmissionen. Allerede for to måneder siden undrede jeg mig på dette sted over, at der ikke kom nogen kampe fra La Primera Liga. Det kunne da ellers have været en perfekt lejlighed til at hype nogle af de hold, der gør det så fremragende i Champions League, men TV3 har valgt at skuffe fodboldfansene efter at have lovet kampe fra Spanien. En fandens skam, men hvem ved, måske har man valgt at brænde alt krudtet af på pay-per-view-projektet, årets medieflip, Nielsen mod Tyson i Parken.
Og dér kommer så lidt tankestof, der måske kan give en anelse indsigt i TV3's filosofi - at TV3-direktøren Niels Jørgen Langkilde helt uden blusel kalder den boksekamp for 'den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde'. Sikke noget sludder. Måske var det den mest indbringende, men skulle det gøre den til den største? Så har man da en kommerciel indgang til alt. Hvordan skulle den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde kunne være en kamp mellem en afdanket, kriminel bokser og en fed lokal mand, der aldrig har været noget i det hele taget? Den kamp var ikke andet end et vidnesbyrd om diverse promotorers grådighed, og det tjener København til ære, at der dog ikke engang var halvt fyldt i Parken den aften. Jeg er ikke klar over, hvilken titel der skulle være bokset om. Jeg mindes ikke, at 25.000 mennesker skulle have rejst hertil fra udlandet for at se den kamp. Jeg erindrer ikke, at milliarder tv-seere verden over skulle have set kampen. Jeg kan ikke huske at have set billeder af tusindvis af mennesker i en fjern by, der festede hele natten over Tysons sejr. Den største sportsbegivenhed i Danmark i min levetid var sidste års UEFA-cupfinale, og den pseudobegivenhed i lørdags kan slet ikke sammenlignes. At vi så i Onside dagen efter skal plages med at en stor del af programmet er et interview med samme Brian Nielsen oven på samme medieflip, er mildt sagt problematisk. Og at det ovenikøbet er Line Baun Danielsen, der er værten, er et krisetegn af rang. Man kan fjerne kvinden fra Kvægtorvet, men man kan desværre ikke fjerne Kvægtorvet fra kvinden. Der vil altid være en hørm af selvgod TV2-journalistik over hende, og jeg forventer at hun hvert øjeblik kan piske en pensel frem og sætte folk i gang med at dekorere studiet. What a load of Bullamakanka. Hvor kunne det være fedt, hvis TV3 leverede varen, men det gør de langt fra lige nu. Nå, men nu kan jeg se at kæphesten er ved at flække. Den kan ikke tåle mere. Så i det mindste en tak til TV3 for at vise den franske klovn Barthez' opvisning mod La Coruña. Men en større hovedrysten over Svend Gehrs, der til sidst konkluderer, at Deportivo jo også bidrog til underholdningen. Ja, Svend, det gjorde de. Ved at spille bedst og score flest mål, endda på udebane. Ligesom de gjorde i den omvendte kamp i Spanien. Sheesh.
Nå, så blev der vist alligevel lidt surt opstød over dette. Også selv om reparationsfasen er overstået, og weekenden forlængst er over os. Det er faktisk snart på tide at få et glas rødvin, tror jeg. Skål! -smølle Og på jukeboxen spiller: Ugens sang: Johnny Cash: 'I've Been Everywhere' Ugens albums: Ryan Adams: Gold Ed Harcourt: Here Be Monsters Kylie Minogue: Fever Lee 'Scratch' Perry: Arkology |
||
