Metereorologerne betegnede det med håb i stemmen som "måske årets første efterårsstorm", og "måske storm" var lige det, det var, for regulær stormvejr blev det aldrig. Men storm eller ej, blæsevejr, det skulle jeg gerne medgive, det var, mens jeg stred mig gennem modvinden på min trofaste jernhest.

Bladene føg hvirvlende hen over gaden foran min cykel, og mens vinden tudede i byens tårne og spir, følte jeg mig hensat til en klichéfyldt, amerikansk western på en varm, solrig dag klokken lidt i tolv middag, hvor vindheksene tumler gennem de tomme, støvede gader i byen, og hvor ingen af byens gode mænd og kvinder tør vove sig udenfor, men trækker skodderne for og kun frygtsomt, i skjul ser ud på den revolverduel, som vor spore- og stetsonklædte helt stoisk begiver sig imod.

En lettere romantisering, kunne man hævde, men byen syntes grangivelig mere tom end sædvanligt, nu da alle kollegaerne var taget af sted, og havde ladet undertegnede være sidste mand på posten. De var allesammen taget til Amsterdam. En dejlig by, der udover sporvogne dog strengt taget ikke kan byde på meget andet end vores egen, hvis det altså ikke lige var, fordi der blev spillet fodbold dernede i de dage. I modsætning til herhjemme. Så derfor blev det jeg, der gjorde klar til aftenens indryk af godtfolk.

Jeg skal ikke sømme mig hårdere fast til mit martyriums krucifiks inden jeg indrømmer, at det nu ikke handlede om så meget om, at de andre havde ladet mig blive tilbage, som at det handlede om, at jeg havde besluttet mig for at blive hjemme. Ikke, at jeg ikke havde foretrukket at tage til Amsterdam og feste, men nogle gange er omstændighederne sådan, at man ikke kan gøre, hvad man vil, og sådan er det bare.

Egentlig synes jeg, det er noget bras, men nogen gange tjener det sig ind, TV Danmark 1. Min uvilje mod kanalen er på flere niveauer; for det første emmer navnet "TV Danmark" af en bonderøvsagtig vulgærnationalisme, der i håbet om, at folk vil se bort fra de sensationalistiske og voyeuristiske programmer om sex og vold i Danmark (eller for Big Brothers tilfælde; den potentielle sex og vold, som, på trods af deres dertil målrettede casting, til producenternes store fortrydelse aldrig indfinder sig) og mere eller mindre konstruerede programmer om amerikansk ghetto-/trailerparkkultur, og disse programmer er i øvrigt den anden grund til, at jeg synes TV Danmark 1 er noget bras. Den tredje og vægtigste grund er dog, at den koster for mange penge.

Derfor er det behageligt, når en kamp sendt på TV Danmark 1 kan trække folk til på en hverdagsaften. Modsat andre beværtninger i byen lokker vi ikke med billige eller endog gratis øl, hvis FC København scorer. Vi sælger i forvejen billige øl, og da ingen er i tvivl om, at bodegaen her er af streng Københavnsk overbevisning, er det ikke noget problem at lokke folk til, når holdet spiller.

Vi har endnu ingen storskærm, men på sæt og vis er der nu også en særlig charme ved at stå som sild i en tønde og kun se de halvdel af skærmen, der ikke er skjult af et NBA-naturtalent. Det håber jeg da, gæsterne synes. Udsynet fra baren er tilgengæld glimrende, men det var bestemt også det, der var afgørende for hvor vi placerede fjernsynene.

De første af de kendte ansigter dukkede allerede op halvanden time inden kampstart. Ikke fordi der er så stor kamp om pladserne, men fordi det er en god undskyldning for at drikke flere øl. Hvilket er fint. De fleste af gæsterne har venner, der er taget til Amsterdam, men der var tydeligvis ikke flere, der var taget sted end at folk snart måtte gå forgæves, hvis de ønskede at se kampen her.

Det er noget, man hader, som bartender, for det gør, at folk måske prøver et andet sted som det første sted næste gang, de går i byen for at drikke en Københavnsk pilsner, men på den anden side er det lidt af et luksusproblem. Det kunne være man skulle udvide butikken?

Inden kampen gik igang fulgte vi Brøndbys kamp mod tekstilarbejderne fra Varteks. Det var ikke verdens mest festskabende TV-program. De fleste havde nok jublet over en Varteksscoring, men på den anden side var der ingen, der gad at buhe af Brøndbys scoringer. Det overraskede alle, at Brøndby vandt så overbevisende en sejr, og det lagde en dæmper på stemningen. Ikke så meget fordi Brøndby vandt, som at vi nu blev nødt til at gå videre selv, hvis ikke vi ønskede at blive hånet af de mange Brøndbyfans, der som svampe i skovbunden vokser frem af ingenting, hver gang Brøndby vinder og FC København taber.

Desuden er det en tilstrækkelig bet at Brøndby fører ligaen, og der var ingen, der ønskede at tabe yderligere terræn i kampen om hvem, der, på det sportslige niveau, er den førende fodboldklub i landet. "Hvad indad tabes skal udad vindes" er valgsproget her som så mange andre steder.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af kampen. Jeg havde nok forventet at se det, vi er blevet forvænt med, når danske hold spiller på udebane i Europa. Et hold, der forsøger sig at klare sig igennem på en solid defensiv, og håber på at score et mål på et kontraangreb.

Jeg blev meget overrasket. Forsvaret var solidt. Det var som en mur. Men det betød ikke, at det var en ensidig affære, hvor Ajax blot måtte angribe igen og igen. Tværtimod. Det betød, at Ajax slet ikke kom til nævneværdige angreb, og FC København sad i store dele af kampen på hele spillet.

Dette gav sig udtryk i mange chancer, men desværre ingen mål, og efterhånden som kampen skred fremad og FC København fortsatte med at spille fremragende, blev jeg paradoksalt nok mere og mere urolig for, at vi skulle tabe. Een ting er, hvis man møder et langt bedre hold og taber. Det kan man forholde sig til, men hvis derimod Ajax fik et enkelt heldigt mål, og derved vandt, så ville det være ubærligt.

Det kan være det være mine nerver, der gjorde, at jeg på et tidspunkt fik nok af nogle af vore gæsters kommentarer. Stort set hver gang bolden var forbi en Københavnsk forsvarsspiller eller Kihlstedt, kommenterede de på, hvor utroligt dårligt Kihlstedt havde klaret netop den situation. Selv når Magnus præsterede en pragtredning, var den gal, fordi det var rent held, at han havde reddet bolden. Når to forsvarsspillere ikke kunne finde ud af, hvem der skulle tage affære, var det søreme også Kihlstedts skyld, som om de to forsvarsspillere blot var tankeløse marionetter, som Kihlstedt styrede i et og alt.

Til sidst blev jeg gal og sagde noget til dem.

Jeg blev gal, fordi jeg synes deres kritik var urimelig, men jeg blev også gal, fordi jeg så, at det tilsyneladende morede dem at svine spillerne til. Det helt kritikløst fra deres side, at Kihlstedt var en klovn. Nogle spillere var bare gode, og andre spillere var bare dårlige.

Hvor må det være nemt at se fodbold, når man har det på den måde. Det er en del af showet, at der er skurke og der er helte, og hvis man på forhånd har defineret, hvem der er hvem, så er det jo ubehagtligt, hvis man pludselig skal til at ændre på sine forestillinger. Det ved de i Hollywood, når de laver film.

Der findes berettiget kritik, og Kihlstedt har gjort sig selv genstand for en hel del af slagsen i den seneste tid, men man skal give den kritik, som spilleren fortjener. Var Kihlstedt rædselsfuld dårlig i Amsterdam? Nej, slet ikke. Begik han fejl, ja, naturligvis, men det var der ikke mange på holdet, der ikke gjorde.

Og så gemmer vi i øvrigt Kihlstedtdiskussionen til en anden god gang.

Kampen endte jo, som bekendt, godt, og det er ikke bare godt for omsætningen, det hjalp også gevaldigt på humøret hos denne bartender, der nok har syntes at vinterens komme har gjort det hele lidt mere trist. Da vi nu skal til Dortmund, og da en af mine kollegaer er erklæret Borussia Dortmund tilhænger, så er han sikkert svært tilfreds. Det er jeg nu også selv; i betragtning af alternativerne synes Borussia Dortmund, som en svær, men ikke umulig opgave, og selvom man ikke skal undervurdere den taktiske skråstreg høflige vurdering af ethvert hold som farlige og en "ikke-en-opgave-man-tager-let", så må vores resultater hidtil aftvinge en vis respekt.

I alle fald har dansk fodbold opnået en større international respekt med de seneste kampe, og det er vigtigt, hvis vi fortsat skal forsøge at højne niveauet i ligaen og lokke bedre spillere til klubberne, endsige holde på vore egne. Hvis en spiller ved, at han får lov til at spille adskillige betydende kampe mod adskillige europæiske topklubber, hvor holdet vel at mærke har en reel chance for at gå videre, så må det alt andet lige betyde, at det bliver mere interessant at spille i klubben. Også selvom man spiller på vindblæste stadion på Lars Tyndskids mark i øvrigt.

Det sidste perspektiv i europæisk succes er naturligvis det solidariske; chancen for at kvalificere sig til Champions League stiger betragteligt, hvis man rent faktisk har muligheden for det, og selvom nogen måske synes vi kan være ligeglade, er vi også selv interesseret i at så mange som muligt af de danske klubber kvalificerer sig til, og spiller (godt) i Europa, da dette er med til at hæve niveauet i Ligaen, også hos os selv.

Så "Hurra, Hurra."

Inden jeg lukker og slukker skal jeg lige gøre lidt reklame for en bog. Den hedder F.C. Krøniken, og forhåbentlig kender i netudgaven af samme navn. Denne er nu blevet fuldstændigt gennemredigeret og betydeligt opdateret og udvidet i en sådan grad, at det bør være en bibel for enhver seriøs Københavner, der er interesseret i hvad, hvordan, og hvornår klubben udviklede sig, som den gjorde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at bogen er skrevet af vor egen Jan E. "Saxo" Hansen og vor stamgæst Kaare Johnsen. I betragtning af det arbejde, der er lagt i den, og det væld af informationer (også statistiske) er det et scoop, at Høst & Søn sælger den for 299,95.

Står du stadig her? Skrub dog ud og køb bogen!

Martin CX

På Jukeboxen hørte vi bl.a:

Ugens sang:

DGP / Portlands "København"
(Hvorfor kan alt fan-tastisk musik ikke være som dette her? En rigtig sang om København; både med og uden F.C. foran.)

Ugens plade:

Morcheebas Big Calm

mail