Godaften! En god og varm aften til jer alle. Jeg skal være den første til at undskylde min stemme - eller resterne af den. Jeg skal ligeledes undskylde min generelle tilstand. Den er miserabel og ganske omtåget. Man glemmer det altid, men et af de værste steder man overhovedet kan befinde sig med en forkølelse er på et værtshus. Nøjagtig så hyggeligt som det kan være på en normal hverdagsaften, lige så mareridtsagtigt kan det blive at stå her bag baren og lytte til folk som råber alt for højt, musik der spiller alt for højt, snappe efter lidt ren ilt som er nærmest ikke-eksisterende, hoste og hakke i sit i forvejen besudlet lommetørklæde, og nippe til den ene romtoddy efter den anden i et forsøg på at holde showet kørende. Heldigvis lykkedes det mig at finde en god flaske rom ude bagved, som jeg diskret kunne blande med noget frisklavet the i en termokande. Under alle omstændigheder skulle det gøre aftenen mere udholdelig. Således kan jeg stå jeg her med rød tud á la Schmeichel og en pibende forkølelsesstemme á la en udbrændt vækkelsesprædikant. Alt i mens termokanden med den specielle half-and-half blanding tømmes og jeg lader som jeg elsker denne verden højt. Og hvis du kigger godt efter i løbet af aftenen, vil du sikkert også registrere hvordan mine øjne bliver blankere og blankere, alt i mens smilet også bliver bredere og bredere. En fadøl over disken hist og en fadøl over disken pist, for Hanzsssen her ved sgu nok hvad det drejer sig om. 45% rom mixet med lidt the.

Sandt at sige er da også noget at fejre i disse dage. Rent konkret er dette vores - altså Stamværtshusets - 1 års fødselsdag. Vi åbnede biksen for nøjagtigt 52 ræb siden. Her kunne man så måske passende lave en slags Greatest Ræb - en slags det bedste af det bedste fra de fire bartenderes virtuelle munde. Men det gider vi ikke i denne omgang. Vi vil blot konstatere at vi har snakket i øst og vest, med frustration, glæde, nostalgi, tilfredshed, skadefryd, sentimentalitet, og vrede som nødvendige vedhæng. Altsammen mens vores klub - i det samme tidsrum - har haft 4 forskellige trænere, har hentet 8 nye spillere, 9 hvis Bora Zivkovic skal tælles med, og har skilt sig af med 4 stykker. Af dem er 1 både kommet og gået, nemlig lejesvenden Thomas Myhre. I dette samme år har klubben blot tabt 4 seriøse fodboldkampe, 3 i SAS-ligaen og en i Europa Cuppen. Den har vundet mesterskabet for første gang i 8 år. Den har skabt det bedste europæiske resultat nogensinde i følge egne historieannaler, og et af de fremmeste for dansk klubfodbold generelt i adskillige år. Det går jo mildest talt skide godt det hele. Og hernede har vi brokket og skabt os et år nu, og fortsætter forhåbentlig et år mere. Virkningen har jo ikke været til at tage fejl af, kan man sige, og lidt gehør har vi da også vundet på et område, som man også roligt kan kalde vores primære domæne. Nemlig Nedre C og sæsonkortfordelingen. Her forleden præsenterede klubben sine planer for den kommende sæson, og det tør siges at vi har fået vores vilje. Store dele af Nedre C vil nu blive sæsonkortbaseret, og "de gamle folk" vil få forkøbsretten til de afsnit hvor de har stået i årevis. Der er absolut grund til at kippe med hatten og hæve romtoddyen for klubben. For det går jo skide godt.

Måske lige bortset fra et sted. På målmandsposten. Ja, den måtte komme op før eller siden. Vi har en svensk målmand, der hedder Magnus Kihlstedt. Efter sigende skulle han være reservekeeper på det svenske landshold, hvor han står noteret for 10 landskampe, men har reelt kun spillet i de to - den ene i Parken mod Danmark for lidt over et år siden i en testkamp før EM-slutrunden. Kihlstedt ankom til klubben i sommers, som afløser for ovenfor omtalte Myhre, og skulle reelt gå ind som truppens nye førstekeeper. Således skete det også, vores U-landsholdsmålmand Rune Pedersen var skadet på det tidspunkt, så der var ikke meget at rafle om. Det er der så kommet siden hen.

Jeg orker ikke en diskussion om Kihlstedt kontra Rune, den virker på forhånd ørkesløs. Simpelthen fordi Rune har spillet så lidt i år, at det under alle omstændigheder vil være en satsning at smide ham ind mellem stængerne eksempelvis på næste søndag. Derimod er der en anden diskussion som er væsentlig, og det er selve målmandsposten og måden den er blevet forvaltet på i de sidste mange år - ja, velsagtens i hele klubbens historie. Nu er der selvfølgelig mange omstændigheder der har spillet ind, men tilbage står et klart og selvilluminerende faktum: vi har aldrig haft kontinuitet og stabilitet på den plads. Ordet "aldrig" brugt her i en forbindelse, der hedder tiden efter Palle Plankeværk. Han stod fast i klubbens første leveår, og havde stået for 3'erne i halv menneskealder før det. Derefter blev han langtidsskadet og kunne ikke blive enig med klubben om en kontraktforlængelse. Siden begyndte svingdøren i buret. Vi tager dem fra en ende og i kronologisk orden: Brian Flies, Per Poulsen, Karim Zaza, Antti Niemi, Karim Zaza igen, Michael Stensgaard, Thomas Gill, Karim Zaza igen igen, Michael Stensgaard igen, Rune Pedersen, Thomas Myhre, og Magnus Kihlstedt. I alt taler vi om 9 forskellige keepere på 8 år. Det er sgu en ganske høj - og i virkeligheden helt unormal høj - forbrugskvote. Normalt er målmandsposten en af de positioner på banen, hvor langtidsholdbarheden er størst. Dels fordi keepere generelt er i lidt lavere kurs end for eksempel angribere, når vi taler spillerhandler og de store udlandseventyr. Dels fordi målmandsposten - også generelt set - er "de gamle mænds paradeplads". Det er som med vinen - de bliver oftest bedre med alderen.

I FC København har vi bare aldrig fundet den langtidsholdbare formel. Forklaringen efter min mening er en blanding af fejlkøb og uheldige omstændigheder - og måske i sidste ende manglende tålmodighed. Hvis vi igen tager dem fra en ende, så var Flies aldrig god nok og blev i øvrigt skadet. Per Poulsen var en ren lappeløsning. Karim var for ustabil. Antti blev solgt, da han var på vej mod sit bedste. Stensgaard var god, men notorisk invalid. Gill var en regulær fejl. Rune et spændende talent, som stadig manglede tiltro. Myhre var god, men åbenbart for dyr som en permanent løsning. Og så har vi altså Kihlstedt.

Personligt har jeg sjældent oplevet en keeper der svinger så meget i sine præstationer. Vi så ham nærmest som genial nede i Amsterdam for en uge siden, og tre dage senere i Odense lavede han en elementær fejl af en type som slet ikke bør høre hjemme på et niveau der hedder SAS-liga og svensk reservelandsholdskeeper. Hvilket dog sagtens havde været tilgiveligt, hvis der var tale om en enlig efterårsbrøler. Desværre var det alt andet. Han har lavet ganske mange elementære fejl. På sin vis minder Kihlstedt om Karim Zaza, de har samme flagrende spillestil. Sagen er blot at Kihlstedt hidtil har givet indtryk af at være endnu mere ustabil end Karim nogensinde var. Og det siger sgu en del. Til gengæld må man så også give Kihlstedt, at når han har været god, har han været rigtig god. Men så er vi dér ved de næsten surrealistiske udsving i præstationerne, der giver et uacceptabelt lavt bundniveau på mandens præstationer mellem stængerne.

Umiddelbart ligner det et mentalt problem, regulære koncentrationssvigt som vel burde kunne elimineres med tiden og måske kampformen. Når man alligevel er skeptisk, er det fordi problemerne blot er fortsat med en næsten stædig konsistens, trods Kihlstedt har fået fuld tillid og spilletid hele efteråret igennem. Og vi taler altså om nu 24 kampe, og de sidste tre modstanderscoringer i SAS-ligaen har alle haft Kihlstedts stempel på sig. I større eller mindre grad. Og det holder ikke. Noget må gøres, fordi det er begyndt at koste os i tabellen. Vi kan ikke forvente at angriberne skal score to mål pr. kamp som gardering mod fejl i de bagerste rækker, og fremfor alt er der hele det psykiske aspekt som indtræder på et hold, den våde klud i ansigtet som Niclas kaldte det efter i søndags, hvor holdet efter en strålende halvleg pludselig så sin føring tabt, fordi målmanden fejlede i en helt uprovokeret situation.

Jeg var næppe den eneste der var godt gal i skralden søndag aften og det meste af mandagen med. Der var kun en løsning, og det var at finde ny målmand. Kihlstedt var færdig, nu var det fandeme nok. Problemet er så nok, at vi ikke bare finder en ny målmand, som er garanteret fejlfri. Heller ikke med en intens søgen over vinteren. Og med tanke på vores tradition for at finde gode langtidsholdbare målmænd så er det måske også godt det samme. Tilbage står så Kihlstedt og det faktum at han kræver størst mulig tålmodighed. Eller det simple alternativ at Rune kan vippe ham af pinden. Personligt ved jeg godt, hvordan jeg har haft det længe. Jeg ville have langt nemmere ved at acceptere fejl, som dem Kihlstedt har lavet, hvis de var lavet af Rune. Simpelthen fordi han er ung, og derfor behøver mere tålmodighed, og samtidig er han sgu en af vores egne. Er vokset op ude på KB og har i andre sammenhænge udvist masser af talent, og man kan vel heller ikke ligefrem sige at han spillede sig af sidste efterår. Men nøgternt set aner vi ikke hvor han står nu, og derfor igen - en større diskussion for og imod her virker ørkesløs. Vi har Kihlstedt mellem stængerne og det ligner lidt en Catch 22-situation, som passende kunne omdøbes til en Kihlstedt 22. I hvert fald her i begyndelsen af november 2001! Det ligner et valg mellem to lige umulige løsninger, så at sige. Forhåbentlig bliver tilstanden så kortvarig - selvom jeg ikke kan skimte nogen tredje mulighed i horisonten.

Umiddelbart fristes man til at tro, at det kender situationen i meget større skala oppe i de nordlige forstæder med alt dette Farum-Lyngby-Ballerup-Farum-Lyngby-nej-vi-vil-ikke-ja-vi-vil-gerne. Nu ser det ud til at situationen er endt dér, hvor den egentlig begyndte. Farum napper Lyngby, alt i mens blålyset Terkelsens strør om sig med anonyme investorer og formodentlig er glad som et lille barn over udsigten til at få sin røv ud af hvepseboet, uden egentlig at måtte stå til ansvar for alle de blålys han i sin tid sendte op over Lyngby "Stadion". Skal vi ikke bare sige, at FC Nordsjælland er en realitet, og ellers komme videre i teksten. Det glædelige her er, at hvis de launcher sig selv fra SAS-ligaen til sommer, så bliver det et anstændigt stadion, som vi skal besøge til første udekamp deroppe.

Og således nåede vi igen hen under lukketid. En usandsynlig lang aften for mit vedkommende, og spørg lige om jeg er ved at kvæles i romtoddy og snot i lårtykke stråler. Det tror jeg nok er tilfældet. Så OVER AND OUT - i en helvedes fart. Og lad os få Christian Poulsen på banen i lørdagens landskamp, tak!

Jan Saxo

På Jukeboxen hørte vi:

Ugens CDere:

The Triffids - "Born Sandy Devotional"
The Triffids - "Calenture"

Søren Kierkegaard sagde engang, at vejen til et mål er vigtigere end selve målet. Det forklarer måske også min specielle glæde ved disse to CDere. Den første har - via en internetbestilling over Grenå - været 2 måneder undervejs fra Australien. Den anden fandt jeg i torsdags nede i Amsterdam, efter at den kiksede på en lignende bestillingsrute. Formodentlig driver det eksemplar nu hvileløst om på bunden af Det Indiske Ocean. Jamen, hvem er disse The Triffids så?! (Jeg kan se at du står og stamper i gulvet.) Medvært Smølle luftede dem sporadisk for et par måneder siden, og tag på et musikalsk trip til det vestlige Australien og byen Perth. Behøver jeg nævne at det er ved at være højsommer dernede nu? Old hippies never die they just trip away!

mail