Det har været stille hernede i vores bule. Lokalet ligger øde og lidt nusset hen nu, hvor vores naturlige samlingspunkter har fået lov at ligge stille i et stykke tid. Der har været et pusterum, og det har været velgørende.

Tre af de fire bartendere var i Amsterdam, og de to af os tog den lange rute - det vil sige den som førte omkring Odense søndag eftermiddag. Fuldstændig kvæstet var man, og med et fyldt hoved, der ganske vist havde skuffelsen mod OB på nethinden, men stadig rungede med triumfen nede på Amsterdam Arena, og indtrykkene der nede fra.

Det er ikke så mærkeligt, at man har været lidt mat i koderne lige siden, er det? Og når det ovenikøbet er blevet mørkt og svinekoldt, så er det klart at tempoet ikke er det samme som når klimaet er lunt, hvilket selv en notorisk vejrbrokkerøv som jeg må erkende, at det har været i en ganske pæn del af året.

Nå, men nok om vejret. I det mindste har her været fred og ro. Så har der kunnet køre lidt stille musik på anlægget hernede. Jeg havde en vis fornemmelse af, at Amsterdam kunne være et godt sted at købe reggae ind. Jeg ved ikke hvorfor… men det kunne måske have at gøre med de afslappende og egentlig ganske liflige dunster af brændende urter, der kom væltende ud af hvert andet udskænkningssted dernede i den by, der vel er den mest frisindede på jorden. Så Augustus Pablo, Lee Perry og King Tubby leverer den gode, afslappede stemning i dag, selv om der ikke er stærkere rusmidler end alkohol og koffein at hente i dette spruthus.

Selv uden en joint i hånden er da da også svært nok at koncentrere sig om at betjene folk. Problemet - hvis man da kan kalde det det - er, at min medbartender Jan Saxo har været forbi og givet os andre et eksemplar af FC Krøniken, som han har skrevet sammen med en anden god gammel Fusionsnipser, Kaare Johnsen.

Jeg skal ikke snakke for de andre diskenspringere hernede, men jeg er fandme imponeret. Den bog er så god at det skriger til himlen. Den er gennemarbejdet, den er godt skrevet, og ved gud hvor den trækker én tilbage til midten af de begivenheder den beskriver. Jeg læste, ja nærmest slugte, den i to store mundfulde. Den første endte en sen nat, hvor jeg nærmest badet i sved måtte læse kapitlet videre om det kaotiske efterår i 1996, om Lyngbyhistorien og den delvise genrejsning i det forår der fulgte. Da det var slut kunne man så lægge bogen fra sig og slukke lyset og gå hjem. Vel vidende, at den følgende sæson ville det i det mindste gå nogenlunde, i hvert fald i begyndelsen.

Tænk, at man i øvrigt kan gå ind til sådan et skriveri, som helt åbenlyst er et labour of love, uden at lade følelserne løbe af med sig. Krøniken er saglig og simpelthen korrekt, og da den er holdt på så seriøst et plan, er den så troværdig som den overhovedet kan blive. Det er nærmest en art bibel, og kan i hvert fald bruges som opslagsværk i de kommende år over de begivenheder der skete dengang, hvor det hele begyndte. Og den er spækket med ting, der kan kaldes aha-oplevelser, men i de tidlige år (og såmænd også helt op til Thomas Gills ansættelse og Brian Laudrups kyllingeflugt) med lige så god ret må kaldes vorherrebevares-oplevelser.

Det skulle da ligne mig dårligt ikke at påpege en enkelt fejl, og det er en lillebitte en. Det var tilbage i 1993, hvor Krøniken fortæller at vi spillede vores første hjemmekamp mod AGF på Gentofte Stadion, da banen i Parken var helt til rotterne. Det er ikke helt rigtigt. Den blev spillet på Østerbro Stadion.

Det var koldt den dag, bidende koldt, og nogen havde fået fat i en klynge fribilletter til siddetribunen. Vi gav den ene til en ældre herre, der stod og funderede over hvordan han kom ind. Han fortalte, at hans barnebarn spillede for klubben, og vi spurgte hvem det var. Det viste sig at være Diego Tur, og vi ønskede bedstefaderen al held og lykke med at Diego snart skulle blive sin knæskade kvit, mens vi kappedes om at svine Bo Harder til - den daværende AGF'er der havde slagtet i ham i pokalfinalen året før.

En af dem der var med til kamp var en engelsk fyr, Tony, eller sådan noget, som da kom sammen med min gamle studiekammerat Mille. Vi fik et frispark på kanten af feltet, og stemningen røg i vejret. Jeg forklarede Tony, at nu skulle han kigge efter. Der var en stensikker scoring her. Højer kvitterede med at sende den over muren og i mål.

Det var så dengang, og det der er så fedt ved bogen er, at pludselig sidder man i Parken og ser Morten Falch komme ind til sin debut, og man bliver bekræftet i det jeg selv synes at kunne huske - at han spillede som en pose nødder indtil han til sidst fik udlignet. Fra speakerboksen råber Jørgen Herbert, at nu der er folk på alle tribunerne, kunne det jo være spas at lave bølge, og på storskærmen står der gudhjælpemig også "BØLGE" med tårnhøje bogstaver.

Man sidder - i mit tilfælde med tømmermænd fra helvede - og ser København knibe en sejr hjem mod Ikasts ni spillere på en isnende dag i november, hvor man ved at et nederlag vil betyde en næsten sikker nedrykning - men hvor man trods alt ikke aner, at det også vil føre til en næsten sikker konkurs. Man er atter på Brøndby Stadion på en varm sommerdag i 1995, hvor vi bliver spillet ud af banen af BIF, men hvor Diegos langskud pludselig vender kampen, og de sidste tyve minutter bliver en ren ydmygelse af hjemmeholdet. I øvrigt samme eftermiddag som en lokal gangster kørte en gravko gennem muren til et lokalt fængsel og slap et dusin fanger ud. I sandhed en sort dag på Vestegnen.

Sorger og glæder bliver rullet op i den krønike, og hvis man bare har gået en anelse op i den klub og hvad der er sket i og omkring den i de ti år der er gået siden den blev grundlagt, så må bogen altså være det ultimativt mest mundvandsfremkaldende man kan få fingrene i. Der er intet tyndt ved den, intet ufærdigt, det er kvalitet. Sætter man den ved siden af en halvhjertet gang sjusk som den sæsonvideo, der blev lavet i år, ser man forskellen. Og skulle man finde på at sammenligne den med det lort, Kurt Thyboe sprøjtede på markedet sidste år, så må man bare konstatere at det er en helt anden verden, den hører hjemme i, og at selv ikke et kendt navn kan skjule ens manglende evner, hvis man simpelthen er en charlatan.

Det er meget betegnende for de dage, vi oplever for tiden, at det er en bog som stjæler scenen. Ellers har dagene mest været præget af en fandens skinger valgkamp. Vores gadekryds, Holmstrøm, havde ellers lusket forbi et par gange på det seneste, men da vi onsdag aften prøvede at finde en VM-play-off-kamp på Eurosport, og i stedet kom til at tænde for en debat om udlændinge mellem Birthe Rønn Hornbech og Karen Jespersen, stak køteren halen mellem benene og sprintede ud gennem døren, og vi har ikke set ham siden. Vi er bare lykkelige over, at han ikke har et halsbånd på, så nogen ville kunne opspore os og anklage os for dyremishandling. Hvilket jo reelt var hvad vi begik.

Weekenden var underligt blank, som det altid er tilfældet når landsholdet spiller, men alligevel var opførslen en lidt anden hernede. Vi havde Skæve Thorvald på besøg, og hans interesse er ikke til at tage fejl af. Guderne skal vide, at han må høre meget for det. Men i lørdags var han ikke alene om at gå op i kampen. Selv folk, som jeg ellers havde forsvoret som landskampsinteresserede, fulgte nøje med i kampen, hvor Danmark og Holland endda spillede om Kejserens skæg.

Det var selvfølgelig Christian Poulsens skyld, og hans debut var en realitet på denne lørdag aften. Nu siger jeg ikke, at F.C. Københavns fans normalt ønsker Stig Tøfting et sundt helbred, men i den uge der gik op til landskampen må ønsket om at se ham humpe skadet omkring i den kommende weekend trods alt have været større end nogensinde. Ønsket gik i opfyldelse, og Christian Poulsen kvitterede så med at spille hele kampen og gøre det ganske fornuftigt. Jorden skælvede ikke eller noget, men det er selvfølgelig heller ikke den spillertype han er - han er bare arbejdsom og gør hvad han får besked på.

Hvilket kan undre, når man ser den hype som omgærdede hans debut. Man skulle tro, at det var Javier Saviola, der var klar til at spille sin første kamp for Danmark. Herregud, det var en venskabskamp, og der var plads til at eksperimentere. Hvis det havde været for alvor, så havde Milan fået sat stolen for døren, og Helveg havde spillet hele kampen, eller også havde Tøfting bidt smerten i sig i et par timer. Derfor var det selvfølgelig hyggeligt nok at se Poulsen og Rytter og Niclas på samme hold.

Det fik da i hvert fald entusiasmen frem hos forbløffende mange. Det er vel heller ikke så pokkers mærkeligt - en af de ting, der har gjort at landsholdet ikke har fænget så heftigt som i andre dele af landet har netop været, at en landsholdsspiller fra vores hold op gennem 90'erne har været lige så sjælden som et rave i Kandahar. Selv da vi vandt DM i 1993 betød det ikke mere end 22 minutter til Martin Johansen i en kamp hvor Danmark allerede førte 4-0.

Så kan man jo altid drøfte alle de andre ting omkring landsholdet. Der har været mere end ét turn-off gennem tiden. Det ser ud til at vores spillere endelig får en chance (i den forbindelse tør jeg slet ikke tænke på hvor glade AB's fans må være for landsholdet… de mangler nærmest kun at se Christian Lundberg og Nikolai Stokholm i den røde trøje, og deres patriotisme må være på kogepunktet). Ricardos pindsvinebold er fortid. BIF-dominansen er brudt. Holdets kernefans er stadig nogle bonderøve, og det forandrer sig nok aldrig, men ellers kan landsholdet nok se frem til en svagt stigende sympati herfra. For mit eget vedkommende skal der stadig en del mere til, men den kæphest har vist fået sine tæv.

Alle kan vel være enige om, at det er underligt at få sådan et afbræk midt i en turnering, der ellers er så spækket med action som den har været indtil nu. Så må der jo bare tænkes fremad. Spillerne skal være denne pause vel undt, og det er nok sundt med lidt fodboldsult inden de sidste par runder.

Nede ved de listige små borde langs endevæggen kigger folk endda længere frem. Vi skal have os nogle pladser på C-tribunen næste år. Altså selve Nedre C, ikke company seats. Der har en større flok af bartendere, stamkunder og andet godtfolk ellers haft bekvemme billetter i dette efterår, og det har såmænd været ganske godt. Også på trods af den pjattede beslutning om at lede folk ned gennem den improviserede indgang C0 nede ved Shoppen, som jeg allerede beklagede mig over i Uge 34-ræbet. Det er der ingen grund til at koge mere suppe på.

Men jeg savner sgu at stå hvor der er liv og bliver sunget igennem. Eller med andre ord at stå hvor man ikke lægger mærke til sin egen stemme, når der synges. Ingen er tjent med at høre hvor falsk jeg synger, og det kan de omkringstående desværre ikke undgå at bemærke når jeg står ude i siden og en for en sjælden gangs skyld åbner næbbet.

Så vi vil tilbage. For mit eget vedkommende bliver det at vende tilbage til min egen gamle plads. En stamplads kan man ikke kalde det, for jeg er ikke troppet slavisk op uge efter uge for at hævde den samme plads. Men jeg har stået på C10 ved midtergangen i årevis med dem der har gidet følges, og før det, før FCKFC-afsnittet blev flyttet til Nedre C fra A2-A3, sad jeg der også.

Jeg håber bare, at det er nok. For jeg har ikke i sinde at storme op på pladserne her på søndag, når vi spiller mod Viborg, eller to uger senere mod AaB. Det er ikke vores pladser til den kamp. Vi er hvor vi plejer at være - men hvor vi i sagens natur kun har været siden juli. Og så er det, at man må håbe at der stadig er en chance for at få sæsonkort til de pladser vi har bedt om.

Det har ikke noget at gøre med at være mere eller mindre fan, men stadig væk - det må spille en rolle, at man har været til hver eneste superligakamp i Parken siden 1994. Det er mere et spørgsmål om at belønne faste kunder. Jeg sidder netop nu og kigger på en billet fra 9. april 1995, hvor jeg også havde sæsonkort - det var den ældste billet jeg kunne finde i kassen med gamle minder, og den er fra vores kamp mod AGF. Den var i øvrigt middelmådig og endte 2-2. Jokovic scorede de to første, og Michael Johansen og Frandsen udlignede. Det siger Nipserstat, jeg havde glemt det forlængst. Ikke en kamp som FC Krøniken nævner med et ord, hvorimod de to næste indtager en stor rolle - pokalsemien med 2-0 over AaB og 3-2-sejren på Brøndby Stadion, hvor vi mødte Allan Nielsen for første gang siden salget, og Strudal gav os fingeren.

Det var i øvrigt dengang, sæsonkortene ankom som billetter til de enkelte kampe med en angivelse af, at man bare kunne gå ind på enhver åben tribune undtagen sponsorafsnittene og logerne. Tiderne er skiftet siden hen, og tilskuertallene er steget. Det er fornuftigt nok, at der kommer lidt mere kontrol over hvor mange der er på hver afsnit. I gamle dage så man jo ikke Nedre C fyldt til bristepunktet på helt almindelige dage. At et sæsonkort nu er til en bestemt tribune accepterer jeg med glæde selv - vi har jo faktisk slået til lyd for det en del gange hernedefra.

Og det er virkelig en grund til stor glæde at det nu bliver til noget med faste pladser på Nedre C. Men næsten samme øjeblik som glæden opstår, kommer tvivlen - har man mere af en ret til de ønskede pladser hvis man er til de næste to kampe end til de sidste mange års? Forhåbentlig ikke. Det holder mig nu ikke vågen i nat. Der bør være plads nok på Nedre C til at alle kan få et sted at være. De sidste par gange har tribunen kun været halvt fyldt. Selv hvis f.eks. halvdelen af de fremmødte vil have et sæsonkort burde det stadig ikke være et problem at anbringe nogle få, der i mellemtiden har forvildet sig op på sofarækkerne i en kort periode. Det skal nok løse sig.

Men mere hovedløst er det, at man nu kan læse at det skal være personlige kort med billede på. Og at man, i tilfælde af at man ikke kan komme til kamp, ikke kan låne en anden sit kort. En gang til, tak? Det kan da ikke være rigtigt. Den beslutning må da ærlig talt kunne gøres om ret hurtigt. Det bør den.

Nu tager vi en hypotetisk, men ikke særlig usandsynlig situation. En jeg kender vil gerne have et sæsonkort. Hun arbejder mandag aften. Kampen mod AGF flyttes til mandag. Hun må melde fra, og kan ikke låne sit kort ud. Hun har dermed brugt 625 kroner - de 25 svarer til det gebyr, Supershoppen senest tog for at sælge sæsonkortet - på de kommende seks kampe. De ville ellers koste 600. Vi er dårligt nået ind i marts, og der er allerede underskud, og så må man ellers håbe, at det ikke bliver til mere mandagsfodbold i Parken i foråret.

Det siger da sig selv, at det ikke er en god vare. Hvor tit ser man ellers, at en købt vare ikke kan disponeres frit over? Hvis jeg stanger to pils over disken til en fyr, hvis kammerat allerede har købt et par stykker til dem begge, så vil jeg da ikke forhindre dem i at give bajerne til deres to venner, der netop kommer ind ad døren. Men det er hvad det svarer til i Parken, hvor man har betalt for adgang, men ikke må give andre den ret man har købt. Det er grotesk - hvis jeg har en billet til en koncert og bliver syg, skulle jeg så heller ikke kunne sælge den videre til en anden? Eller give den væk?

Jeg hader at rose Brøndby IF, men de har altså en mere fornuftig politik - og desuden har de bedre tilbud på sæsonkort, hvilket ikke skal være et argument, da jeg kun i mit værste mareridt kunne drømme om at eje et sådant. Deres seneste sæsonkorttilbud er fra runde 7, dvs. da der manglede 14 hjemmekampe. På deres langside kunne da man for 1.000 kroner købe en fast siddeplads til 14 kampe. Det kort er personligt. Der er billede på, og det kan ikke bruges af andre. Desuden kunne man købe et kort til 1.100 kroner, som kan bruges af enhver. Altså: man giver en ekstra bonus til den superloyale fan, der ikke ville drømme om at misse en kamp (de får fast plads, og betaler en smule over 70 kroner pr. kamp), men man åbner også en mulighed for folk der har jobs og lignende ubekvemme ting at passe.

Det er lidt mere tiltalende, og det er da også underligt hvis ikke det kan lade sig gøre i Parken. Hvorfor ikke? Hvordan har det været et problem, at folk her i efteråret ikke har haft billeder på deres kort? For ejeren er det blot en service, at man i tilfælde af at man ikke kan komme kan låne en anden kortet, så nogen får glæde af det.

I Løvetimen fik vi for nylig at vide, at der var blevet lyttet meget til forslag og feedback omkring emnet sæsonkort. Jeg kunne da i så fald godt tænke mig at vide, hvilken fan der har givet dette uvurderlige råd: "Jeg er utilfreds med, at mit kort kan bruges af andre. Jeg vil have, at det er værdiløst hvis jeg ikke selv kan komme. Jeg mener at det er for galt, at jeg kan låne det til en anden."

Jaja, vi er tågehorn hernede, men vi mener jo selvfølgelig at F.C. København skal tilbyde det bedste. Der er i hvert fald ikke grund til at give dårligere service end BIF. Ej heller at sænke serviceniveauet fra det man kendte før - det var også derfor vi beklagede os over det pjat med at fratage os adgang via C8. Men heller ikke det skal give søvnløse nætter. Der er masser af tid til at ændre beslutningen.

Der er hele vinterpausen, og den er tættere på end man tror. Vi har fået en anelse forsmag, og 9. december er det så på tide at tage konsekvensen. Jeg tror selv, at jeg skriver Ugens Ræb den følgende torsdag og så går i hi i godt to måneder. Når jeg kommer ud af mit hi regner jeg med, at Niclas Jensen og Thomas Rytter har skrevet under på nye kontrakter, og at de derefter kommer til VM, hvorpå vi sælger dem for en formue, og alle er glade. Jeg forventer, at Lyngby ikke findes mere. Jeg regner med, at Ruben Bagger og Peter Madsen er skudt af til udlandet, og at BIF er tilpas tandløse af den grund. Og så skulle der ikke være noget i vejen for et godt forår. Den tid, den glæde.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Ryan Adams: 'New York, New York'
"Hell, I still love you, New York". En lille hilsen til en fantastisk by. De har det sgu ikke for skægt lige nu.

Ugens albums:

Pulp: We Love Life
Hvor har jeg dog savnet Jarvis Cocker, det magre læs. Han og Pulp minder os igen om hvorfor man begyndte at lytte til dem i første færd. Hører intelligens hjemme i popmusik? Fandme jo.

Simon & Garfunkel: Bookends
Love: Forever Changes (begge genudsendt på cd i 2001)
1968, Vietnamkrigen var i fuld gang, og hippiedrømmen var allerede ved at være lidt flosset. Paul Simon i New York var pokkers tungsindig og skrev en plade om at blive ældre og stadig mere tvivlende og søgende. Imens, i Los Angeles, lavede en syrestegt Arthur Lee et paranoidt album med ragnaroksundertoner. Begge er mesterværker på sine forskellige måder.

Dread Meets Punk Rockers Uptown (opsamling)
Fantastisk samling af musikken, der kørte på højttalerne i The Roxy Club i London, hvor punkerne holdt til i 1976. Samlet af Don Letts, der var stedets DJ. Dog ingen punkrock på pladen - i stedet er det en perlerække af det bedste af den tids reggaehits. F.eks. Junior Murvins 'Police and Thieves', som The Clash siden lavede en udgave af. Uden reggae og ska ingen punk - her er en del af baggrunden for det.

mail