|
Hvil i fred, Lyngby FC |
||
|
"Hvad, er det F.C.K?", spørger han med et frisk smil og peger på min hals. Det var lige ovenpå Dortmundkampen, og jeg smiler tilbage, siger "Æh, ja", og forventer en kollegial lille sludder om drengene i hvidts fantastiske, men uretfærdige kamp. Det var trods alt i Østerbros hjerte. "Lyngbys andethold!", svarer han lynsnart og smiler endnu bredere. Jeg stod bare og glanede, mens mit eget, stive, smil langsomt blev bredere. Jeg må have set ud som om jeg havde set Julemanden. Det var en så virkelighedsfjern postulat, at det måtte være udtryk for dyb sarkasme eller sort galgenhumor. Humor var det i alle fald. Stor humor, og derfor stod jeg bare med et fjollet grin og lod ham tage mine penge. Hvis situationen havde været anderledes havde jeg måske sagt et eller andet fornærmende om Lyngby FC, men man sparker trods alt ikke en mand, der ligger ned. Min kammerat stod og surmulede ved siden af mig. "Ja, nu får vi at se", siger jeg til ekspedienten. Ikke den mest vittige riposte, det er jeg klar over. "Jeg håber de går konkurs", sagde han så, og jeg nikkede. "Også jeg", jeg tog mine varer og min kvittering.
Da vi stod på gaden udenfor butikken, skulede min kammerat, der i øvrigt er nordmand, men ikke desto mindre passioneret Københavner, til mig. "Lyngbysvin. Vi skulle have købt et par dåser kunstig julesne og sprayet vinduet til", han griner. "Jep. Her køber vi ikke ind igen", joker jeg, mens jeg forsøger at finde den mest praktiske måde at cykle med en to meter lang rulle papirdug i hænderne. Nu manglede vi bare snapsene.
Noget tyder på at ekspedienten og undertegnedes ikke så lønlige håb bliver opfyldt. I torsdags blev der pludselig stuvende fyldt her i Stamværtshuset, da nyheden tikkede ind om at generalforsamlingen ude i Lyngby havde takket nej til Farum Boldklubs forslag om en, i gåseøjne, fusion. Det er sjældent, at der blive bestilt champagne hernede, men i torsdags blev der, og vi har skam også et par flasker på køl netop til festlige lejligheder, men jeg må indrømme, at det kom lidt bag på mig, at dette var en sådan, og at Københavnske fans fejrede det i den grad, som de gjorde. Jeg selv betragtede Lyngby FC som lidt af en nullitet, og det er ikke en klub, jeg har de store følelser for. Om noget ynker jeg dem en smule. Men irriterende det har de været. Lidt ligesom Herfølge har vi aldrig rigtig haft overtaget mod dem. Ikke desto mindre var det forståeligt, at irritationen er blevet til ubehag, vrede endog måske endda had hos nogle af Stamværtshusets gæster. Ja, selv også mine kollegaer bag baren var i et perlende humør, da de kom herned. Lyngby FC og især deres fans har haft en besynderlig ambition om at F.C. København skulle være deres hadeklub, og de har gjort alt hvad der har stået i deres magt, for at få os til at synes værst om dem. De har i det hele taget været ubehagelige at omgås, og vi har tålt den ene smædesang efter den anden, og hetzer, der desværre i flere tilfælde har ført til korporligheder fra Lyngby fans side. De har heller ikke haft noget forbillede i Lyngby FCs ledelse, der temmelig barnagtigt har forsøgt at stikke et kæp i F.C. Københavns hjul, når de har haft muligheden for det. Besynderlige dispositioner om at undlade at beskrive F.C. København i kampprogrammer, eller, helt uacceptabelt, at hindre de F.C. Københavnske moderklubbers børnerækker at spille i turneringer med andre børn. Hvad pokker har vi nogensinde gjort dem? Vi købte deres anfører, Henrik Larsen, men se hvem der lo sidst. Vi har købt en række spillere fra udenlandske klubber, spillere, der engang spillede i Lyngby, men hvorfra kommer den idé, at Lyngby FC har patent på disse spillere? Her såvel på samme mange områder, blev F.C. København gjort til syndebuk for Lyngbys egen inkompetence. Når klubben ikke selv formåede at financiere professionelle spillere, blev de klubber, der førte en så redelig økonomisk politik at de kunne, gjort til genstand for had. I stedet har Lyngby FC forsøgt at markedsføre sig selv som den sidste de facto amatørklub i Superligaen, hvor spillerne spiller i klubben af hjertet, og hvor man skam ikke synker så dybt, at man kunne finde på at købe spillere fra andre klubber. Denne forestilling har intet haft med virkeligheden at gøre. "Talentfabrikken" Lyngby FC har i lige så høj grad som de øvrige Superligaklubber baseret deres hold på indkøb fra andre klubber. Min medbartender, -smølle, skitserede følgende oversigt over Lyngby FCs førsteholds tidligere klubber, den taler for sig selv.
Hvad angår Lyngbyspillerne, der tilsyneladende kan spille på blomsterstøv og morgendug, tja, så læs hvem det er, der har begæret klubben konkurs. Alligevel har pressen ofte slugt denne Lyngbymyte, at klubben er en talentfabrik, fyldt med unge uprøvede spillere af egen avl, således at klubbens træner kan modtage årets træner-prisen for det resultat, som klubben opnåede på trods af truppens unge alder. Jeg tror det var Kim Brink, der engang noterede sig at den F.C. Københavnske trup var yngre end Lyngbys. Der var ikke nogen, der gav Brink nogen trænerpriser. Den anden store Lyngbymyte er den om det fremadrettede og underholdende spil, som holdet deroppe præsterede. En myte, der må skylde sin fortsatte eksistens til især træner Poul Hansens ihærdige propagandering af den, for enhver sportsjournalist værd deres brød behøvede næppe at sidde gennem mere end en enkelt halvleg af Lyngby FCs ultradefensive kampe før end pråsen må være gået op for dem. Uden nogen sammenligning i øvrigt gælder Goebbels gamle maksime tilsyneladede stadig her, eller også er det mikrofonholderne fra den æterbårne presse, der bærer skylden, fordi folk på ren baudrillardsk vis mener, at det, de ser i fjernsynet, er ægte. De har været opsat på at være vores uvenner, og når folk ikke kan lide dig, går der som regel ikke længe, før du heller ikke kan lide dem.
En personlighed i F.C. København, der i særlig grad har været mål for Lyngby FC fansenes harme, er den administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment A/S, Flemming Østergaard. Et banner til en kamp mod Lyngby F.C. ønskedet ham AIDS, og til kampene på det lille kommunalstadion har personlige bodyguards været påkrævet for at sikre Flemming Østergaards sikkerhed. Nuvel, han "skiftede" til en konkurrerende virksomhed, men den behandling er simpelthen uværdig. Meget af den antipati, som Lyngby nærer for Østergaard, skyldes en helt håbløs forestilling om, at Flemming Østergaard støvsugede klubben for aktiver og dermed er skyld i de problemer, som klubben har haft, og som de nu må kapitulere til. I F.C. Krøniken af Kaare Johnsen og Jan E. 'Saxo' Hansen står der følgende:
Nuvel, hvis Østergaard og Kjær var blevet i Lyngby og tabt alle deres og klubbens penge, var de sikkert blevet folkehelte derude, snarere end de sorte hatte i denne fortælling, og det er vel også hele problemet med Lyngby FC. Denne værdsættelse af inkompetent ledelse, som man ser i Lyngby, finder kun sin lige blandt det italienske vælgerkorps. Igen og igen spiser man folk af med brød og skuespil og forestiller sig at klubfølelsen stiger analogt med de røde tal på bundlinjen. Vorherrebevares. Jo værre det gik Lyngby des stærkere blev det selvproklamerede martyrium, der var Terkelsens og klubbens i øvrigt, kulminerende med "afskedskampen" mod Brøndby i denne weekend, hvor fansene med stjernekastere tårevædet tog afsked til de spillere, som klubben aldrig har haft råd til. Jeg græder tørre tårer over Lyngby FCs exit. De har ingen andre at takke for deres situation end dem selv, og selvom dette er måske en så smertelig erkendelse, at de aldrig selv når til den, så fri mig fra de, der i klubbens dødskramper nu forsøger at forstærke denne vrangforestilling. Det er ikke uretfærdigt, det der er blevet Lyngby FCs lod. Tværtimod. De små juleengle på de dunede skyer over byens lys blæser i basun, klapper i deres buttede små hænder og synger "Hallelujah" over det, der er sket.
Her er ikke tale om skadefryd. Det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig i Lyngbyfanens sted. F.C. Københan kunne, havde ledelsen ikke handlet mere forsvarligt, været, hvor Lyngby FC er i dag. Vi har ikke haft nogle særlige fordele i sammenlign med Lyngby, som vi ikke selv har skabt. Naturligvis er det surt, at ens klub svigter en på den måde som den har. Men selvom processen har været svær, ændrer det ikke på, at resultatet er glædeligt for begge parter. For Lyngbyfanen betyder nej'et på generalforsamlingen, at Brixtoftes egoprojekt i Farum ikke opsluger Lyngby FC blot for at opnå et par spillerlicenser og derefter udslette klubben. En løsning kun ledelsen af Lyngby FC og deres kreditorer kunne være tjent med, fordi de derved bevarede skindet på næsen, men som ingen fan kunne være tjent med. For os andre betyder det dels et farvel til Lyngby Stadion og forældede tilskuervilkår, der dog ikke er længere væk end at kun de mageligste kan undskylde sig. Men mestendels betyder det et farvel til en klub, der som nævnt ovenfor betragtede sig selv som antitesen til F.C. København, og som aldrig så sig for godt til at lægge skjul på dette, selv når det foregik på det mest smålige niveau. Paradoksalt er det, at de således også endte som antitesen til den økonomiske succeshistorie, der er F.C. København. Selv Superligaen som helhed kommer styrket ud af afskeden med en klub, der hverken formåede at skabe rammerne eller spillet, der kunne tiltrække tilskuere.
Derfor havde jeg ingen dårlig samvittighed ved at skåle med i Champagnen; en aldeles glimrende Möet & Chandon Brut Imperial. Og så ønsker jeg i øvrigt Lyngby Boldklub held og lykke et par rækker nede. Forhåbentlig kan I holde på de få tilskuere, der holdt ved Lyngby FC, og forhåbentlig ser vi jer aldrig igen i Superligaen. Hvil i Fred, Lyngby FC. Martin CX
Jukeboxen spillede: Ugens sange: Massive Attacks "Unfinished Sympathy" |
||
