Snebajerne kommer vrimlende. I tætte lalleglade flokke samles de om vores lille varmestue hernede og I sværmer sandelig pænt om flaskerne, kære gæster, nøjagtig som det skal være i denne snigende juletid, hvor mørket efterhånden er blevet dagslangt. Jamen, selvfølgelig tilbringer man lidt ekstra tid indendørs og selvfølgelig foregår det også hernede. Så vriml blot lystigt over disken, små julemænd, lad kådheden og fuldemandsbrølene herske. Vi er alligevel allerede så mange hernede, at kun dem med de mest rustne stemmer trænger igennem. Nogle af de værste har endda hængt på hernede siden tirsdag aften, hvor FC Københavns europæiske skæbne blev beseglet for denne sæson.

Dortmund var stedet og det er nok ikke for meget sagt, at de fleste af os sad tilbage med en ganske ærgerlig følelse. Hmm, hvilket i virkeligheden er et ganske mildt udtryk. For det var simpelthen lorte frustrerende, fordi vi atter engang havde spillet en formidabel udekamp, en kamp der var tæt på, hvis ikke ganske lig, niveauet fra Amsterdam. Efter min bedste overbevisning var Borrusia nemlig et tand stærkere end det Ajax-hold som vi fortjent besejrede. Denne lille tand blev så også den der gjorde hele forskellen. Marginalerne mellem held og uheld, men også forskellen mellem effektivitet og ineffektivitet i offensiven. En forskel som vi i virkeligheden ikke så udmøntet så meget på Westphalen Stadion i tirsdag. Der var chancerne nogenlunde lige, med en minimal overvægt til Borrusia. Men det var forskellen i første kamp inde i Parken. Den helt elementære forskel mellem at losse et vigtigt straffespark flere meter over, og så udnytte en kiksede offsidefælde i 3 minutters overtid. Der var tyskerne os helt overlegne, og derfor gik de videre. Dobbelt op på 0-1 røvturen. 

Her til aften har vi så kunnet nyde at Brøndby blev udspillet hjemme af Parma, for det gjorde de sgu. Og set generelt, også over de sidste to kampe, har vores europæiske optur+exit været en smule mere respektabel og prangende end deres, selvom vi tabte begge opgør her i sidste omgang. Det er selvfølgelig den slags man skal sige på et sted som vores for at skabe klapsalver, men ikke desto mindre kan man gøre det med god samvittighed. Vi tabte ganske vidst begge opgør mod Borrusia, men vi blev ikke nedspillet i en grad som Brøndby blev her til aften. Havde Brøndby et farligt forsøg mod Parma-målet? Ja, jeg mindes det ikke. For det fandtes vel ikke.

At alt dette så blot er ord, som smager godt hos os københavnerfans, er en anden snak. På søndag til vores indbyrdes opgør betyder de ikke en skid. Det bliver en ny kamp på Brøndby Stadion. En helt ny kamp som kan blive meget afgørende for mesterskabet. Vi har været bedre spillende end dem i den sidste måned, træner Hans Backe har for alvor fået holdet på plads i en grad så vi næsten spiller ens ude og hjemme. Kampene mod både Ajax Amsterdam og Borrusia Dortmund viste det, vi viger kun nødtvungent fra principperne og den grundlæggende automatik, og det ser dæleme lovende ud. Jeg vover også at påstå at vi spiller bedre og mere offensivt funderet end under Roy i hans sidste trænertid. Altså spiller vi ikke bare bedre, men - vigtigst - mere solidt og stabilt end Brøndby endnu har formået dette efterår. Stadig er det dog ingen garanti i forhold til på søndag. Brøndby kan sagtens få en second-coming, ovenpå deres halvslatne sidste par kampe, og så bliver det bar røv til os. Som en flok hysteriske sportsjournalister, som vi i øvrigt aldrig ville drømme om at byde inden for i stamværtshuset, uanset hvor fordrukne de end synes, kunne finde på råbe i kor: det bliver vanvittigt spændende på søndag, og helt åbent, og under alle omstændigheder et opgør mellem efterårets to bedste hold i suppen.   

Jamen, tjuhej-hvor-det-går-og-Bent-Burg-stiger-ind-fra-højre. Velkommen til lokkehjulet og tillykke, Brockdorf, bæveren er sikret. Igen her til aften har vores TV ovre i hjørnet tiltrukket sig stor opmærksom. En ting var Brøndby-Parma, noget andet blev TV3's efterfølgende portræt af Flemming Østergaard. Eller rettere første del, anden del må vi vente med til søndag. Som sædvanlig når Østergaard troner frem, så ender han med at dele vandene. Er manden for meget? Ja! Er manden underholdende? Ja! Primært er det vist TV3-journalisten Carsten Werge som er hovedmanden bag de to udsendelser, og skal jeg være rigtig nøgtern, ja rigtig meget nøgtern, så syntes jeg faktisk, at han slap ganske fint fra denne første del. Der skal ikke herske tvivl om at vi i Østergaard, eller Don Ø, eller Von Ø, eller blot Ø, har dansk fodbolds mest medieliderlige direktør. Nogle gange får man næsten indtrykket af at den gode Østergaard lever for det at være "på". Samtidig synes jeg dog, at man må give ham, at han formår at være sig selv. Uanset kameraerne eller ej. For det gør manden sgu. 

Det er vel efterhånden ingen hemmelighed at jeg er den ene halvdel af forfatterparret bag FC Krøniken (jeg lader taknemmeligt mine medbartenderes reklame for bogen stå alene, velvidende at de hver har fået deres eksemplar), så må jeg sige, at den Østergaard som vi har talt med under arbejdet med bogen i to omgange, har været nøjagtig den Østergaard som TV-programmet viste. Manden har et ego på størrelse med Himalaya-bjergkæden, manden er en blærerøv ud over alle grænser, og manden har sine mindre klædelige sproglige finker (klippet fra udsendelsen i en indforstået og ganske hjertelig kommentar til København Kommunes overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen: "ham den konservative nar". Ergo var vi en del der tænkte Hans Thustrup-Hansen. Hvem ellers!). På sin vis var det sgu morsomt, men samtidig en kommentar som nemt misforstås i den større sammenhæng. Og det bliver nok Østergaards problem. Hans filosofi om at kalde "en spade for en spade" får nemt folk til at slå skodderne ned. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en veninde. Vi taler om en helt traditionel kvinde, der ikke interesserer sig for fodbold, for det gør flertallet af kvinder sjældent, men hende her var dog ikke mere uinteresseret end at hun havde fulgt mesterskabskampen på TV i sommers med en vis interesse. Sikkert påvirket af at hun i vennekredsen alligevel havde - i hvert fald - en neurotisk fan af FC København. Hun havde følgende kommentar efter den 10. juni: "Jeg kunne simpelthen ikke klare ham med glasset, der gik rundt inde på banen!". Ham med glasset var selvfølgelig Flemming Østergaard, manden der nærmest endte med at få mere opmærksomhed end det hold som faktisk havde vundet mesterskabet i TV3's 6 timer lange udsendelse hin søndag eftermiddag. I virkeligheden er det nok Østergaards problem. Han mangler noget på situationsfornemmelsen. Hans hang til at være "på", overskygger de evner som han faktisk har som administrerende direktør af en professionel fodboldklub som FC København.  

Sandt at sige er det svært at betvivle de mange gode ting, der er faldet af på klubben i de seneste år. Det kører jo vældig fint på de fleste fronter. I økonomisk forstand, og nu også i rent sportsligt forstand. Sagen er så, at man kan håbe at Østergaards noget maniske sind, eller i hvert fald de mange idéer som han gerne sprøjter ud, og som pressen æder som honning, bliver filtreret og gennemtygget seriøst inden de når ud i den praktiske verden for aktieselskabet omkring FC København. Og foreløbig er det jo gået meget godt, det håber og tror vi også at det fortsætter med. En ting er trods alt mediernes verden, noget andet er den rent praktiske. Som også stadig er Flemming Østergaards. Formoder jeg.

I går eftermiddag skrev Christian Poulsen kontrakt med Schalke 04. Man kan kun gisne om overgangssummen, den blev i hvert fald stor, sandsynligvis et eller andet sted over 50 millioner kroner. Det vigtigste blev dog at unge Poulsen spiller sæsonen færdig her i klubben. Overgangen til Tyskland sker først fra den kommende sommer. Igen kan man sgu kun rose ham, han har hele foråret til at spille sin chance i forhold til Morten Olsens landshold og det kommende VM, og samtidig har han igen tilkendegivet tilfredshed med sig selv i FC København. Det var et spørgsmål om tid for salg, spillere af hans kaliber bliver solgt til udlandet, sådan er vilkårene desværre, og derfor kunne løsningen ikke blive meget bedre. I Poulsens beslutning gemmer sig også en cadeau til klubben - og ikke mindst til træner Backe. Så masser af respekt til ham og jeg tror såmænd heller ikke at Schalke 04 vil være det værste valg for en ung knøs som Poulsen for at fortsætte sit næste eventyr. 

I den anden ende af aldersskalaen har vi Mio. Han fik sin første afsked med Parken i lørdags mod AaB, og får sin definitive i Amnesty-opvisningskampen på tirsdag efter sæsonafslutningen. Rent personligt må jeg tilstå at Mio længe har været en af mine favoritter i FC København. Mio er ingen sublim fodboldsspiller, han er frem for alt ingen teknisk begavelse, men han er en fighter og holdspiller. Han har længe kendt sine begrænsninger, og også længe givet udtryk for at han har nået mere end maximalt med sine evner ved at spille for FC København. Noget han immervæk har formået at gøre i ganske mange år, med mange forskellige trænere, hvilket indikerer de ovenfor beskrevne kvaliteter. 

Der er stadig de fans, også her nede i stamværtshuset, som vil bebrejde Mio hans kikser på Odense Stadion i 1994 og personligt hænge ham for det mistede DM-guld dengang. Mio tog sin personlige hævn i sommers da han hamrede bolden ind bag Zaza fra distancen på selvsamme Odense Stadion. Rent korporligt blev det den fysiske hævn. Selve hans personlige og menneskelige betydning for klubben havde han understreget længe inden. I anførerrollen hele den miserable sæson 99/00, hvor han prøvede at løfte et alt for ungt mandskab. I samme anførerrolle da Ståle i foråret kollapsede. Og i virkeligheden langt tid før med sit hjerte og sin vilje til at altid at yde maximalt uanset om det var i forsvaret eller på den defensive midt. Mio er ikke KB'er, Mio er ikke 3'er, Mio er FC Københavner og har været det siden 1993, og derfor elsker jeg ham lidt specielt! Han kom til da alt var ved at blive kaos, og tog hele turen med os andre og troede som os andre på det hele, og finder nu forhåbentlig en plads i kulisserne hos den klub som efterhånden er ved at blive til noget stort. Min allerdybeste respekt til Mio! En FCKøbenhavnsk personlighed takker af. Vi skylder ham at takke tilbage.

Nå ja, og så er der føljetonen om Lyngby. Vores yngste bestyrer, den gode Martin, begravede dem i sidste uge. Jeg vil kun tilføje, at nu må det snart være slut. I forgangne uge har jeg med en vis tilfredshed konstateret at DBU har afslået den ene dispensation efter den anden. Jamen, hvorfor helvede skulle hele suppen indrette sig efter et konkursbo ikke kan stille hold, hvorfor helvede skulle hele suppen acceptere at forskellige regler skulle omgås. Nix. Nu er det slut for Cirkus Buster oppe i de nordlige forstæder. Ingen kampe skal flyttes, ingen dispensationer skal gives til specielle oldboys-spillere. Finito Lyngby. Det eneste rimelige vil være at deklassere Lyngby de regelmæssige to rækker ned, og erklære dem som tabere af de resterende kampe i suppen med 0-2. Så gør man ingen sportslig skade på de nuværende resultater og man holder sportslig konsensus fremefter i forhold til konkursboet.

Og således lukker vi baren for i aften. Men vriml blot lystigt videre ude i byen, små julemænd, for de smager derefter og jeg har allerede ringet efter Muhammeds Taxiservice, som skal køre mig hjem. Jeg vrimler i hvert fald lystigt videre hjem i sengen. Tak for i aften og vi glæder os - i spænding - til på søndag.

Saxo

Ugens CDere i jukeboxen:

Love Shop: "Anti"
Uomtvisteligt årets danske udgivelse. Der skal edderrådeme ske meget her på den hjemlige front i december hvis dette lille mesterværk skal overgås. Jeg har i perioder haft det lidt blandet med Love Shop. Jeg har syntes at sangeren Jens Unmack i et forsøg på at blive en dansk Morrissey-klon havde for travlt med at stikke sin klæbende sangstemme for dybt i ungpigetrusserne med sine nærmest hyperfølsomme tekster til en alt for ukantet popmusik. Da de udsendte "Go" for et par sæsoner siden dukkede der en anderledes fyrighed op i bandets musik, nøjagtig som i teksterne, og med "Anti" er de tæt på at ramme noget der lyder som en helstøbt milepæl for dansk popmusik. Unmacks tekster er med tiden blevet voksne, til tider indadvendte og kryptiske - men sansen for den gode popmelodi er forblevet intakt hos bandet. Dette er et aldeles sublimt album! Man nynner med første gang, man vender tilbage og lytter igen, og overraskes og glædes igen og igen. Bag melodiøsiteten er der nemlig både dybde og kunstnerisk mod til den helt store guldmedalje. 

The Specials: "Ghost Town"
Et oldgammelt nummer som jeg genhørte denne eftermiddag og som nærmest gjorde mig pubertær igen. Jeg ved ikke hvorfor. Men hold kæft hvor er det godt, især når baggrundskoret bryder ud sit febrilske og hysteriske iiiiihhhhh-laa-laa-iiiiihhhh-this-town-is-coming-like-a-ghost-town!

mail