[Note til læseren: dette ræb skal ikke mindst læses i lyset af et vist nederlag på Brøndby Stadion 9. december, et fortjent nederlag endda, og den galde det har medført. Og enhver reference til politiske fænomener på Vestegnen skal ses som generel undren over tidens tildragelser, og ikke som nogen reference til Brøndbys fans, som forøvrigt efter min erfaring oftest stammer fra ethvert andet sted end Brøndbyerne selv. Og så i gang. -smølle]

Stood by the bus stop with a felt pen
In this suburban hell
And in the distance a police car
To break the suburban spell

Kom og sid ned, og kværn nogle af vores pebernødder, så skal jeg fortælle en historie. Det er mandag, og tid til en frisk køretur. Selv om sårene fra nederlaget dagen før stadig er mere end friske, er det lykkedes kæresten at overtale undertegnede til at give et lift til Vestegnen, og vognen bliver tændt i det københavnske tusmørke, hvor eftermiddagen bliver til aften inden den burde. Vi drejer ned ad Vesterbrogade, og ud mod Valby Bakke og Roskildevej. 

Her kan vi i det fjerne se Domus Vista, denne menneskesilo og skamplet på Frederiksberg, der for alvor signaliserer, at nu begynder Vestegnen ganske snart. Regnen begynder at danne en film på forruden, mens vi forlader Frederiksberg, passerer Ålholm Plads og langsomt lader Vanløse blive til Rødovre. Vi kommer til Damhussøen, hvor Monrad & Rislund snart skal divertere med deres 800 måder at råbe 'kusse' på, og drejer til venstre. Og vi er nu på vej ind i Vestegnens hjerte.

Turen går forbi autoværksteder ned mod Hvidovre, med det store stationscenter, der for nylig er malet violet. Ved stationen drejer vi til højre, og nu er kursen sat, direkte mod Brøndbyerne. Mens støvregnen tager til, og lysene fra bilerne bliver stikkende øjne, kører vi gennem rundkørslen og ser til venstre en uendelig kæde af rækkehuse, til højre Rebæk Søpark, hvor højhuset får vinden til at gå amok rundt om sine mure, som det også sker ved de betonklodser, der er parkeret omme bagved og danner en hæk af etager ud mod Roskildevejen.

Break a window by the town hall
Listen! A siren screams
There in the distance, like a roll call
Of all the suburban dreams

En mark passeres, og man er nu på vej ned gennem landsbyen Brøndbyøster, hvor den hvidkalkede idyl hersker. Tanken melder sig, at på Vestegnen fik Dansk Folkeparti over 15% af stemmerne ved folketingsvalget - ja, i Hvidovre var det endda over 17%. Er det mon højhusenes indbyggere, eller er det folk i parcelhusene her i den landlige idyl? Det er hver sjette voksne menneske. Hvem kan det være? 

Vi passerer over en motorvej, og så er vi ved at kunne se Brøndby Stadion i det fjerne. Der er det, omme bag den der julepyntede mølle der står og som det eneste spærrer oversigten fra det flade og undselige rådhus til det tårnende stadion, hvor lyset ovenikøbet er tændt, mens rådhuset ligger hen i mørke. Ja, måske er det snarere oversigten fra stadion til rådhuset. Det er vel afhængigt af hvordan man ser på det.

Vi drejer til venstre, og så kommer stadion og tårner sig op ved siden af os for alvor. Et udstyrsstykke i beton og stål, bygget midt i en pøl af mudder. Derefter ser man Idrættens Hus, hvor DBU skal behandle om Lyngby skal fortsætte eller smides ud. Og Brøndbyhallen, hvor der skal spilles indendørs om mindre end en måned. Man må ignorere dette sted på eget ansvar. Det er ikke hvor som helst. På den anden side af boulevarden, inde til højre, ligger så Brøndbyvester. Halvtredsernes rødsten, rækker af ens etagebyggerier, går over i parceller og bindingsværker. I det tiltagende mulm ligger de små, krogede veje, mens lysene tændes i stuerne bag garagerne og de høje hække.

Let's take a ride, and run with the dogs tonight
In Suburbia
You can't hide, run with the dogs tonight
In Suburbia

På vej ud af Brøndbyvester passerer man endnu en motorvej, og nu er der ingen huse mere. Kun marker. På højre side ligger en klynge halmballer og skutter sig i den råkolde vinter. Trøstesløs regn står ned som sylespidser på bilen, og varmen må køre for fuldt tryk i kabinen. Da den næste motorvej krydses, dukker så Brøndbyernes sydspids op - Brøndby Strand. De tårner sig op, de så kendte højhuse, de boligblokke som ikke måtte vises i Melodi Grand Prixet, de står i det fjerne og kan skimtes mod en grå himmel. I rundkørslen på vej ind i Brøndby Strand reklamerer et byggefirma med at de bygger attraktive boliger her. Men alt hvad man ser er gråsorte betonklodser, lagt ud til vejen som beskyttelsesrum med vinduer. Vi kommer til Strandesplanaden, og bag dette navn gemmer der sig Brøndby Strands hovedstrøg, som er en landevej hvor man kan fræse forbi med 70 i timen. Til højre for os suser højhus efter højhus forbi; malet i sarte pastelfarver skinner de lyseblå og pink nuancer igennem i gadelysets skær.

Vi når Esplanadens ende, og en ny rejse kan begynde. Væk fra Brøndbyerne, hjem til København. Det er mørkt nu, og da jeg når Valby Bakke, alene nu og eftertænksom, indser jeg, at det måske ikke har været skægt at komme tilbage så kort efter at Brøndby vel en gang for alle har knust vores mesterskabsdrømme, men at det alligevel er godt at tænke over hvad man har og om man er tilfreds med det - og hvad alternativet er. En times tid i bil gennem Brøndby var i dette tilfælde rigeligt til at indse, at der ikke er noget alternativ. Brøndbyerne er et gudsforladt hul i jorden, og det kan vel knapt være et tilfælde, at så få af BIF's fans synes at komme derfra. For mit vedkommende er det lige ved, at jeg kan leve med at tabe der en gang eller to om året. Bare jeg slipper for at komme der yderligere.

Der har åbenbart været andre, som heller ikke har været begejstrede over at skulle besøge Brøndby på den dag i december. Der var ikke mere end 18.690 tilskuere til kampen, og det var næsten titusind færre end hvad der sidst var til stede derude. Og mens jeg accepterer, at der trods det pæne fremmøde nok denne gang var et par af vores egne fans, der i stedet for at støtte holdet var blevet hjemme foran fjernsynet, eller besøgt de lokale spruthuse - min kolleger fravalgte også klogelig denne kamp - så kan jeg ikke tro at den nedgang ene og alene skulle være begrundet i, at vi pludselig stillede med godt nitusind udebanefans færre end vi plejer. 

Men det er jo nok sådan en situation, hvor vi ikke rigtig kan vinde. Havde det været i Parken, ville vores kritikere vestfra kunne slå ned på, at vi er nogle kuldskære caféfans, der ikke støtter vores hold, hvis det er en smule dårligt vejr. I stedet kunne det nu hedde sig, at det var DBU's ansvar (tilskyndet af et F.C. København-venligt programudvalg), at der var halvtomt, da enhver kunne sige sig selv at folk bliver væk når det er koldt.

Sådan er det. You're damned if you do, you're damned if you don't. Som med vores ikke-protest over AB's groteske mål. Havde man appelleret, havde det været udtryk for ekstremt paragrafrytteri i nogles øjne - sjovt nok er det nærmest forudsat, at vi ville vinde en appel. Nu valgte man så at lade være, og også dette var galt - det blev såmænd både udlagt som frygt for at tabe, og i forargelse over at man overhovedet overvejede tanken. 

Det kan vel blive ved i al uendelighed. Hvis BIF-supportere kommer forbi weekendens fodboldmesse i Forum, vil de kunne se en stort anlagt stand for F.C. København. Dette kan udlægges som om at vores klub er ét stort cirkus. Hvis nu det havde været en skrabet stand, og BIF's havde overgået den, havde det været en grund til at hovere. Og tag B.T.-cuppen i januar - hvis vi vinder den vil det hedde sig, at det er ynkeligt at fejre den sejr, og at BIF kun kan være ligeglade med den titel når de fører med ti point i ligaen. Men hvis BIF som sædvanlig vinder, vil det blive fejret på behørig vis. 

Det er sgu egentlig meget skægt, når man tænker over det. Man skulle tro, det havde været en fin baggrund til at koncentrere sig om sit eget holds triumfer efter en kamp, som trods alt blev vundet ganske fortjent af BIF, simpelthen fordi de spillede bedre fodbold end København i søndags. En kamp, som har gjort BIF til nogenlunde sikre kommende danmarksmestre. Men besættelsen af F.C. København stiger nærmest dag for dag. Det er gådefuldt at se på SSO, hvad der optager sindene. På denne torsdag aften ved halv otte-tiden kunne man læse, i kronologisk orden, tråde:

Om Peter Møller.
Om habilitet i 'sagen om Cirkusbygningen'.
Om at det ville være fryd at få guldmedaljer i Parken.
Om hvad Flemming Østergaard sagde i Løvernes Konge, hvor han kom til at sige Gylden i stedet for kroner - og hvad PS&E's egenkapital egentlig er.
Om der er en sammenhæng mellem at PS&E køber DK4-aktier, og at 'FCK-sympatisøren' Brian Mikkelsen er klar til at sløjfe listen med kampe, der skal vises landsdækkende.
Om at Parken er en brandfælde.
Om at der falder beslutning i 'sagen om Cirkusbygningen' i dag.
Om at Thomas Røll skandaløst er nomineret til Årets Spiller i Danmark.
Om at fck.dk har bragt et Ritzaureferat af søndagens kamp.
Om at Flemming Østergaard stiller op til fodboldmessen.
Om der er truffet afgørelse i 'sagen om Cirkusbygningen'.
Om en artikel i Urban, der omhandler 'sagen om Cirkusbygningen'.

Til SSO-debattørernes ære skal det siges, at det ikke er alle disse tråde, der har 50 svar eller mere, men det er stadig en fascinerende ting at se hvordan vores klub kan fængsle folk, der ellers hårdnakket påstår at de kun føler noget for BIF og er ligeglade med alle andre hold. Intet emne synes for stort eller for småt - være det sig en bestemt bagatel af en fortalelse i Løvernes Konge (hvis første afsnit der endda var BIF-supportere der orkede at se lige efter at have overværet Parma udspille BIF på det mest grufulde - forbløffende), eller en injurierende anklage om ulovlig administration i forbindelse med licitation. Det skal lige op at vende. Ikke at der er noget som helst galt i at have interesse i, hvad rivalerne render og laver, det har vi også i rigt mål - men vi står i det mindste ved det.

Især interessen omkring den der Cirkusbygning er fantastisk. Herregud, så mister man måske den forpagtning, hvad så? Det skal næppe forhindre PS&E i at omsætte for mere end det dobbelte af hvad BIF A/S gør i dette regnskabsår. Hvis Wallmans Kalsonger mener at kunne få biksen til at løbe bedre rundt ved at sætte cabaret op i en årrække til en meget højere leje, så dem da om det. Det dominerende har da heller ikke så meget været skadefryden over den mistede koncession, men derimod en mistanke om at de lokale politikere skulle være i lommen på Flemming Østergaard. 

Hvis ikke det havde været så stinkende ulovligt at anklage folk for korruption, havde vi nok også fået den med. For det er da klart, at det må være sådan, at FØ kan trække i trådene, når han har politikerne på besøg, ikke? Han har haft Kramer og Søren Pind forbi, det har vi set. Bang! Så har han kontrol over hele København. Dermed gratis metrostation, ny forpagtning af Cirkusbygningen, lov til at købe Skøjtehallen for en slik, og omgåelse af enhver regel, inkl. byggeregulativer for Parkens tag og bestemmelser om brandsikkerhed. 

Han har også haft besøg af Mads Lebech, Frederiksbergs borgmester, kunne man se i Løvernes Konge - det var ham fyren, som han endda spøgefuldt kaldte 'den konservative nar' (og ikke Hans Thustrup-Hansen, som Jan Saxo formodede sidste uge - men det kan ikke udelukkes at der har ligget mere i det, med de tos holmgange i erindringen). Hep! Nu styrer FØ også Frederiksberg! Han kan endda tillade sig at være flabet over for sin lakaj Lebech! 

Brian Mikkelsen kom forbi, og han er siden udnævnt til kulturminister. Pow! Nu har han også sportens minister i sin hule hånd. Og dermed kan han få sløjfet den før nævnte liste med nationale sportsbegivenheder, mens han selv har købt aktier i en kabelfødt kanal. Det er da klart, at det må hænge sammen! Og at den borgerlige fløj har været heftige modstandere af den liste i en årrække, har intet med noget at gøre.

Nu så man jo også Bendt Bendtsen i Parken i det program, så mon ikke at FØ også via sit forhold til den nye økonomi- og erhvervsminister kommer til at styre regeringens kommende erhvervspolitik? Lad det så være usagt, at Bendtsen sad dybt uinteresseret og så kampen mod Dortmund, og så vidt jeg kunne se snakkede i mobiltelefon mens Laursen prøvede at ramme taget med sit straffespark.

Ja, i det første afsnit kunne man endda se, at også Poul Nyrup havde fået fribilletter til en kamp - og givet dem væk! Det gør det jo til et åbent spørgsmål, hvem det egentlig er, der har regeret landet de sidste godt otte år! Jamen kære venner, kan I ikke se hvor absurd det er? Og så lige fra fans af en klub hvis baggrund er Brøndby Kommune - i det mindste har FØ aldrig været borgmester i København samtidig med at lede vores klub…

Det er en næsten rørende hengivenhed, vores rivaler vestfra har over for alt hvad vi gør, og jeg går ud fra at vi burde være taknemmelige. Opmærksomhed omkring vores hold er altid velkommen, og som regel er BIF-supporterne leveringsdygtige. Bare se på Peter Møller, endnu en spiller, som BIF's fans havde meget travlt med at hakke på under søndagens kamp, trods tidligere udtalelser om, at det såmænd ikke var dem han havde krænket, men derimod F.C. Københavns fans. Det forhindrede ikke BIF'erne i at svine ham grundigt til gennem det meste af kampen. Det skal så også siges i al rimelighed, at han faktisk burde have været udvist. Han får stanget op mod en håndfuld albuer ud, og hvis dommeren bare får øje på de to kan han i hvert fald ikke undgå at give to gule kort. 

Det lykkedes bare ikke for Steen Pedersen, reserven, der var klar til at varte op ved en julekomsammen samme søndag da han blev tilkaldt, og nok havde været bedre tjent med at blive hjemme og bage de vafler, han lader til at være så glad for. I stedet trak han i korte bukser og valgte at spolere en topkamp, og så er den dag jo også gået med noget. Det var en ren farce hvad der foregik; hvert tredie minut var en ny mand til tælling. At han undgik at smide ikke kun Peter Møller, men også Nordin og Per Nielsen ud, er en gåde i sig selv. Og at Peter Madsen og Christian Poulsen ikke fik kort, er også bizart.

Peter Møller ser ud til at være ved at spille sig gevaldigt op. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive en tilhænger af ham, det skal jeg blankt indrømme. Han har taget fusen på mig. En spiller, der virkede så tung og kluntet ved sit sidste besøg herhjemme, havde jeg ikke ventet det store af, men så er det da bare så meget bedre, at det ser ud til at mange skeptikere er ved at tø op over for ex-Brøndbymanden. Og derfor er det da en pokkers skam, hvis han opfatter det mod hensigten, når der fra tribunen bliver råbt "Toogtredive, toogtredive". Det er altså ikke ment som en hån, selv om visse af pressens sartere mimoser måtte mene det.

[Ovenstående om mimoserne var engang et link til en nu udgået artikel på berlingske.dk af Karl Erik Nielsen. Det relevante citat er i stedet gengivet her: 

Sydsiden efter Møller
Forfølgelsen fortsatte under kampen. Flere gange var den blå-gule sydside alvorligt efter Møller, der i slagsangene ligefrem blev lagt for »had«, og jublen var stor, når Per Nielsen og Kenneth Rasmussen på skift fik ham lagt ned med såvel regulære som irregulære midler. Det var absolut ikke pænt at høre og se på. Havde støtten fra FCKs fans til deres angriber så været helhjertet, kunne det jo være gået lige op. Men man lagde mærke til, at FCK-skaren nødigt tog Peter Møllers navn i deres mund. Han er jo gammel Brøndby-mand. I stedet råbte de blot hans rygnummer, 32, og det var jo en del mere ansvarsfrit. Sådan skal man tilsyneladende ligesom på Christiansborg nu også på landets fodboldstadions til at læse - eller rettere lytte - mellem linierne. Det gjaldt i høj grad også responsen fra hovedpersonen selv. Peter Møller tog nok virakken i lige så tilbagelænet stil som kritikken fra Per Nielsen: »Selvfølgelig kunne jeg høre publikum, men jeg synes ikke, det var så galt. Jeg havde jo ikke forventet, at de ville klappe af mig,« sagde han og understregede, at han var »upåvirket« af Brøndby-tilhængernes råben. Men hans kommentar til FCK-tilhængernes særegne støtte var lige så underfundig formuleret, som et politisk løfte om at sænke hospitalernes ventelister. »Jeg har haft to gode år herude. Men det var dengang, og jeg skylder dem i hvert fald ikke noget. Nu har jeg fundet min rette hylde i FCK, hvor jeg nyder fuld støtte fra træneren, spillerne og ledelsen,« fastslog han. Glemte Peter Møller at nævne klubbens fans ved et uheld? Næppe.

-smølle, jan. 2004]

Grunden til tilråbet er den, at mange af os ikke havde regnet med overhovedet at stå og hylde Peter Møller, og slet ikke så kort tid efter ankomsten. I starten blev han så af mange kaldt Nr. 32, blot for at skabe en distance. Og når nu man står og råber mandens nummer ned til ham, så er det altså ikke andet end tyk ironi - selvironi, endda - for det er simpelthen en anerkendelse af, at jo, han kan faktisk godt kan noget med en bold, og han slås i en grad så man i hvert fald ikke kan være i tvivl om hans engagement. Og derfor sluges kamelen, men kun i den grad at hans nu så berømte nummer råbes - trods alt.

Det håber jeg, at Møller forstår. Herregud, selv i de værste stunder, for en årrække siden, har man aldrig hørt F.C. Københavns publikum vende sig mod nogen spiller, når vi har mødt BIF. Jeg ved ikke hvad Karl Erik Nielsen har forestillet sig; at publikum havde tænkt sig at falde en spiller i ryggen, som er en af vores bedste og bedst kæmpende på dagen, og som slås som en gal og i den forbindelse vapper en af sine gamle holdkammerater et par ordentlige huskekager, blot fordi han vil vinde over ham. Men Karl Erik må også forstå, at det er svært at tage en før så upopulær spiller til nåde, og at der derfor kan komme et gran af den kantede københavnske humor ind over. Det må man leve med - heldigvis.

Nu er der så en rum tid til den humor kan hives frem igen. Møller kan holde en velfortjent ferie som en af efterårets bedste spillere på vores hold, og hive lidt efter vejret og så arbejde på at finde topformen. Lønstrup kan holde ferie som den bedste spiller på holdet, og prise sig lykkelig for at Ruben Baggers eftertackling, som mindede om en damptromle der ruller hen over benet på en perserkat, ikke smadrede hans knæ mere end en lille smule.

Christian Poulsen kan holde fri, vel vidende at der næste år ikke bliver de store problemer med at få råd til julegaver til familien. Thomas Rytter kan allerede nu formentlig sætte sig ind i en ny Folkevogn fra sin klub og glæde sig til, at han allerede på søndag optræder for et dansk publikum i Ulvenes hæslige neongrønne outfit. Åh jo! Selvfølgelig viser TVDanmark1 kampen mellem Wolfsburg og Poulsens kommende klub Schalke. For lad os se det i øjnene, hvad kunne være mere spændende end en kamp mellem Tysklands nummer syv og nummer ti? Ja hvad mon. Måske et opgør mellem Tysklands nummer syv og nummer er tretten, hvilket er hvad samme kanal viser onsdag i form af Schalke-Rostock. En ting er sikker - ingen skal komme til at savne Christian Poulsen. Ham skal vi nok komme til at se mere til. Men nok ikke i Champions League.

Thomas Thorninger kan også holde en fortjent juleferie efter udstået værnepligt, men det var godt nok lidt af en overraskelse at det kommer til at ske i Udine og ikke i Ringkøbing. Når han nu rejser til den nordøstitalienske by, kan det jo være at der står en tom lejlighed og venter. Han nåede at time sin ankomst med Roy Hodgsons afgang, og mens Roy kan holde jul hjemme i Croydon, hvis han da ikke hurtigt finder et andet job, så kan de mere ondskabsfulde af os fnise lidt og undre os over hvorfor han havde så pokkers travlt med at komme afsted til sit 'drømmejob'.

Og oppe i Lyngby kan de få juleferien til at gå med at kigge efter nye jobs. Flere af spillerne ser ud til at have haft en vis succes med at finde stillinger. I Farum bliver det interessant at se Christian Andersen binde knuder på sig selv for på skoleengelsk at få de forkætrede afrikanere John Bradley August og Frank "I don't give a shit if he doesn't like me" Schoeman spillet ind på holdet - hvilket han jo er nødt til, da hans nye sportschef har skaffet dem til klubben og utvivlsomt står på spring for at overtage trænerposten, hvis ikke Andersen slår til.

Om en fyr som direktør Peter Packness i samme grad er klar til en ny tjans er tvivlsomt. Jeg tør nok se den arbejdsgiver, der vil ansætte ham som taxachauffør eller pølsemand uden en vis frygt for, at han allerede efter en måned kører sin biks med et syvcifret underskud. 

De amatørspillere, der stadig er i Lyngby, kan så træne igennem inden foråret, hvor de forhåbentlig skal stille op igen. Det vil simpelthen være for ynkeligt, hvis DBU nu nejer ærbart for de folk, der med dommedagsrøst har talt om at Lyngbys situation "gør ubodelig skade på vores fodbolds anseelse" (ja, Jens-Jørgen Brinch, jeg tænker ikke mindst på dine svulstige ord i Onside), og ændrer deres egne regler midt i sæsonen, og efter at de har ladet et amatørhold spille en kamp. De har jo altid vidst, at sådan kunne det gå, og allerede i august var det soleklart at Lyngby kunne gå på røven. Så sker det, de spiller én kamp, og så er situationen pludselig en anden? Gu' er den ej. Der må bides i det sure æble, og så må reglerne ændres til en anden god gang. Gerne med strengere kriterier for i det hele taget at give en licens til klubberne.

Og Lyngbys piverier om ikke at måtte tage oldboys-spillere med er bare uværdigt. I har selv skabt denne kattepine, og så må I sgu tage de konsekvenser det får. Hvis I vil øge farcen ved at bruge en 45-årig ex-landsholdsspiller, så må I i det mindste sørge for at han er spilleberettiget. Vorherrebevares.

Den kommende pause gør forhåbentlig ikke, at underholdningen oppe i Nordsjælland holder inde. Når der er fodboldfri i næsten tre måneder har vi brug for noget til at holde hjulene kørende for ikke at følge det primære instinkt - at gå i hi i et par måneder og først komme tilbage, når der er kvartfinale i pokalen mod Næstved. Men vi skal nu nok holde dampen oppe, det lover vi, nu hvor vinterdynen lægger sig over landet, og overskrifterne bliver taget af kvindehåndbold og ditto curling. Så tag en sjus til inden det går videre ud i storbyen med juleindkøbene. Skål og god vinterpause.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

Weeping Willows: 'Touch Me'
Første single fra Weeping Willows' nye album Into the Night, der kommer 3. juledag. Luk op for Musikbyrån på SVT2 lørdag aften for at høre mere derfra - for pokker, hvor det lyder lovende. Stilen er mere Morrissey end Roy Orbison, og deres lyd er blevet mere moderne, men stadig lige smuk, sørgmodig og blåtonet. For fanden hvor er de gode. Igen kan misundelsen over for broderlandet få lov til at slå ud i lys lue.

Ugens albums:

Pet Shop Boys: Please + Further Listening 1984-1986
Pet Shop Boys: Bilingual + Further Listening 1995-1997
For nylig blev de seks første Pet Shop Boys-albums genudgivet med bonus-cd'er, og af dem er den første og den sidste de bedste. Please er i forvejen en fantastisk debut, og disc to er et slaraffenland af deres tidlige electroting, incl. de otte minutter med 'Suburbia (the full horror)', som er den tekst der ovenfor får lov til at ledsage stemningsbillederne fra Brøndby.
Og Bilingual fra 1996, som er en lidt undervurderet plade, men stadig langt fra Pet Shop Boys' bedste, bliver sat totalt i skyggen af sin ekstradisc med formidable b-sider som 'Hit and Miss' og 'Delusions of Grandeur'.

A Christmas Gift for You from Phil Spector
En langt ude plade. At høre den i en omgang er som at drikke en hel flaske mandelessens. Især til allersidst, hvor Phil Spector holder en tale om julen, mens hans tresserstjerner i baggrunden synger 'Silent Night'. Men når først vi har Ronettes i fuld gang på 'Sleigh Ride' eller 'Frosty the Snowman', hører man hvor godt Phil Spectors lyd passer til julen. Sukkersød eller ej, dette album fra 1963 er måske den bedste juleplade nogensinde, og i hvert fald bedre end den nye med Cocktail og med Creamy…

Diverse: Here I Am Baby - 20 Kingston Midnight Movers
Måske hørt af nogle før Love Shops koncerter i denne omgang i bl.a. et udsolgt Store Vega, og med stolthed brændt på samme computer som dette Ræb skrives på. Bare klip fra 15 års reggaehistorie:

Linton Kwesi Johnson - 'Peach Dub'
The Wailers - 'Soul Rebel'
Marcia Griffiths - 'Feel Like Jumping'
The Silvertones - 'Midnight Hour'
The Upsetters - 'Bird in Hand'
Horace Andy - 'Spying Glass'
Gregory Isaacs - 'Loving Pauper'
Scotty - 'Draw Your Brakes'
Lee Perry - 'Don't Blame the Baldhead'
The Congos - 'Bring the Mackaback'
Willie Williams - 'Armagideon Time'
The Clash - 'Robber Dub'
Ken Boothe - 'Set Me Free'
Alton & the Flames - 'Cry Tough'
Junior Murvin - 'Police and Thieves'
Al Brown - 'Here I Am Baby'
Dawn Penn - 'No No No'
The Maytals - '54-46 (That's My Number)'
Keith Hudson - 'I'm Alright'
The Heptones - 'Pretty Looks Isn't All'

Fandens godt er det. Siger denne reggaenovice. Og så har det den fordel, at efter de skæve rytmer fra Jamaica lyder et stift europæisk band som Love Shop virkelig knivskarpt...

mail