Kære kunde, det er blevet nytår og lidt til. Jeg skal først beklage, at vi blev nødt at holde ekstraordinært lukket i dagene inden nytår. Grundet almindelig travlhed med andre gøremål var det nødvendigt. Men vi er tilbage på pinden herinde og jeg garanterer dig at øllet er så godt som altid, friske fade er blevet læsset ind i gården her omme bagved, som den sidste julebryg er blevet drukket og bugseret bort. På sin vis begynder vi blot forfra, øllet bliver igen klarere og lysere og aromaen mere kølig i sin venten på endnu et forår som stadig har lange udsigter. Nøjagtig som den slags altid har det på denne tid af året. Men det skal nok komme. Om cirka to måneders tid begynder bolden atter at rulle, og vi er endda så heldigt stillet at fodboldvinteren i år er blevet lidt mindre end den plejer. Selv et par uger kan gøre underværker på disse kanter, det erkender vi blankt og modtager dem med kyshånd. 

Men ellers er alt som det plejer hernede, efterhånden som I er kommet drivende ind fra nytårsfesterne. Med halve eller helt hærgede ansigter, tungsindige day-after øjne, eller lidt kækkere smil. Stille og roligt er nytårsløjerne muget bort fra borde og bardisk. Ja, alt er selvfølgelig som det plejer. Og alligevel ikke. For forleden aften skete der noget underligt kort før lukketiden hernede. 

Jeg var gået hen til døren, i den simple erkendelse, at jeg lige så godt kunne lukke et par minutter før som et par minutter senere. Der var ingen hernede længere på det tidspunkt. Så jeg gik hen for at låse døren til, da den pludselig sprang tilbage og halvt hamrede ind i mit ansigt med en voldsom modvægt. Et øjeblik troede jeg at det var en af de sædvanlige fulderikker i tilsølede nytårsgevanter, der stadig drev rundt i gaderne efter en sidste rest af endnu en lille fest - eller blot søgte en sidste lille en, skarp eller spids, inden hverdag igen skulle blive hverdag og den moderne civilisation med sit arbejde og sine rutiner atter skulle gøre sine regnskaber op. Men sådan forholdt det sig ikke. En gammel mand bragede bogstaveligt talt ind ad døren - eller rettere en lang stav fik både dør og hængsler til at skælve ildevarslende omkring mig, så jeg ikke turde andet end at give efter og lade døren springe op i helt åben tilstand igen. At kalde denne mand distingveret ville være en fejl. Hans klædninger og umiddelbare fysiske fremtoning indikerede alt andet. Hans hår var langt og gråt, hans skæg var langt og gråt, og den underlige kutte han var iklædt var også lang og grå og lignede noget som selv en middelaldermunk ville føle sig skeptisk ved at skulle bære. Alligevel var jeg klar over, at han ikke var en mand som man blot afviste. 

Forstå mig ret, kære kunde, der findes de folk - med eller uden stave - hvor man blot ved at de har noget på hjerte. Denne gamle fætter var af den slags.
"Min gode bartender!", buldrede han gennem det tomme lokale så selv barens flasker begyndte at synge med, alt i mens han viftede med staven, "Jeg, Ølgod hin Tidsrejsende, har ting at overbringe Dem. Tidender fra en nær fremtid som De er blevet udvalgt af Den Evige Tømmermands Råd til at viderebringe til samtiden. De, min gode bartender, skal nu kigge i dette..." Han rodede et øjeblik så voldsomt rundt med sin kutte, at staven næsten faldt ud af hans hænder og over i mine. "Dette..." Han fik samlet sig, gik resolut over til bardisken, og smækkede en stor kugle op på pladen. "Dette fremtidens spejl!" Jeg gloede måbende fra kuglen til ham og stak en smøg i kæften for at bevare lidt fatning. 
"Må jeg ikke byde på en irsk whisky først?", sagde jeg og rodede to små glas frem.
"Vi tager det hele med, min gode mand, vi tager det hele med!", brølede han, "Også de liflige dråber fra de grønne bakkers rige, Baile Atha Claith, oh du fagre borg bag den fjerne bugt, mine tanker fyldes med vemod ved at smage dette velbehag, denne aroma af stejle klipper og dog så blid som en fager jomfrus bryst." Han tømte sit glas næsten før jeg havde hældt op og så på mig med glasklare øjne. "De er sandelig et godt menneske!" 
"Ja ja, slap nu lidt af.", sagde jeg og nippede til mit eget glas. Men han tog hurtigt min hånd og førte den hen til glaskuglen. Lagde den ovenpå. Det gik pludselig op for mig at jeg ikke kunne fjerne hånden igen, selvom jeg havde svært ved at se fornuften i at stå her bag baren og klamre mig til en gennemsigtig kugle, der var lidt mindre end en bowlingkugle, og formodentlig halvt så tung at dømme efter den måde han svang rundt med den.
"Vi må ikke spilde tiden.", sagde han nu i et lavt stemmeleje. "Vi må koncentrere os, vi må samle os om Kraften, om tidens tidender. Fat nu min stav, min gode bartender, tiden er inde til at rejse." Han førte staven over disken. Jeg slukkede undrende smøgen og greb om den ende som nærmede sig mit bryst. Det var som et elektrisk stød, kære kunde, det siger jeg dig. Et øjeblik flimrede og sitrede hele min krop, et kæmpemæssigt hvidt lys slog mig i ansigtet, og jeg svævede, svævede, i det blotte ingenting i sekunder eller minutter, jeg ved det ikke. Alt var bare hvidt, bagende og behageligt hvidt.

Det næste jeg hørte var en stemme. En stemme jeg genkendte. Det var Flemming Østergaards.
"Det er mig en ære og en glæde at byde dig velkommen til aftenens kamp!", blev den ved at gentage. Jeg stirrede rundt, først endnu meget forvirret, men stille som en tåge drev det hvide skær bort og jeg begyndte at skimte mine omgivelser. Konturer af mennesker i en større hal, jeg selv midt blandt dem, de skubbede og myldrede i en retning af en bred rullende trappe, det gik op for mig at et lydløst tog satte i gang bag mig til en hylende tone.
"Det er mig en ære og en glæde...", messede stemmen igen. Jeg stirrede rundt, men kunne ikke se nogen Østergaard, eller lokalisere hvor stemmen kom fra. Pludselig skar en anden og meget mere mekanisk stemme igennem al larmen.
"Tilhængere af FC Kopenhagen bedes benytte fortovene til højre for Parken Metro" Jeg lod mig fragte med i mylderet og forstod efterhånden, at jeg burde føle mig hjemme. Der kom folk i hvide trøjer forbi mig, der kom folk med bannere med de gode gamle løvelogoer, og jeg sluttede trop. En begyndende glæde strømmede igennem mig, for selvfølgelig var det kampdag. For enden af rulletrappen lå en række båse som automatiske tælleapparater. Jeg sprang ind i køen ved en af dem og så at alle de foranstående sendte små kort igennem en sliske i båsens automat. Jeg rodede rundt i mine lommer, men havde intet kort, da det blev min tur.
"Indsæt straks ID! De bremser køen! Indsæt straks ID", kvækkede automaten mod mig. En finger prikkede mig på skulderen.
"Du, brormand, spejderdrengene går ind derovre!" En ældre sammenbidt fyr, klædt helt i sort, var ved at miste tålmodigheden, han vippede med hovedet mod den fjerneste bås. Jeg hoppede ud af køen, spejdede, og fik øje på en kø hvor alle tilsyneladende bar synlige FCK-tegn. En tanke slog ned i mig og jeg vendte mig og greb fyren i armen, inden han nåede igennem båsen.
"Hvilket år skriver vi?" Han gloede hovedrystende og vurderede mig fra top til tå.
"Er du syg, brormand!"
"Nej, jeg er bare på gennemrejse." Et par irriterede råb lød ned fra køen, folks tålmodighed var ikke imponerende. Han gjorde sig fri.
"Kampen starter om 10 minutter. God fornøjelse, brormand!" Han sprang ind gennem automaten. Jeg opgav og banede mig over til båsen med de fleste kampklædte tilhængere.
"Det er mig en ære og en glæde...", messede stemmen igen. Den var lige over mit hoved. Jeg stirrede op. En lille flyvende metalgenstand snurrede en meter over mig, en minimal sender der virrede i luften som et insekt, jeg stirrede rundt og det gik op for mig at der var mængder af dem i luften over køerne. Nogen greb mig pludselig under armen og førte mig ind i en anden kø.
"Vi spilder tiden, min gode bartender! Vi må ind nu, kampen begynder om lidt."  Det var ham igen, den gamle fætter fra baren, Ølgod hin Tidsrejsende, men staven havde han byttet ud med et stort hvidt banner med løvelogoet. Han fortsatte: "Vi skriver år 2020 og disse flyvende reklamer er tidens trend."
"2020!! Er Østergaard så stadig direktør?" Jeg vendte mig skeptisk mod ham.
"Nok ikke. Men betyder det virkelig noget? Nej vel! Det er tanken alene, der skal tælle for os her, min gode bartender!" Han slog pludselig armene i vejret, viftede vildt med sit banner, og brølede ud over det hele F-C-K, F-C-K, F-C-K! Fra alle steder i køerne istemte man brølet.

Det var år 2020, januar måned, og FC Kopenhagen spillede hjemmekamp mod Hamburg, noget der på disse kanter efterhånden blev betragtet som et lokalopgør. Euroligaens nordlige division blev af mange betragtet som noget svagere end de mere sydligere divisioner. Befolkningsunderlaget i de nordlige egne af Europa var mindre end længere sydpå, og det gjorde både den naturlige talentmasse af spillere og det økonomiske grundlag for professionelle fodboldforetagender ganske sparsomt. Men de var stædige folkeslag dem oppe nordpå, og denne januardag i 2020 kunne FC Kopenhagen for andet år i træk kvalificere sig til det givtige playoff-spil om europamesterskabet. Det krævede dog en sejr over Hamburg i aftenens kamp. 

Vi vil ikke trampe rundt i det, men det bør dog for en ordens skyld nævnes på dette tidspunkt: Anderledes sørgelig havde udviklingen været hos FC Kopenhagens gamle rival, Brondby, hvis økonomiske kvaler for alvor var slået igennem to sæsoner forinden. En forsinket overdækning af eget stadion og en generel faldende sponsorinteresse havde sendt den gamle hæderkronede klub på randen af konkurs. Kun et hastigt salg af Euroliga-licensen reddede stumperne. Den fristede nu en tilværelse som håbløs bundprop i den nordlige division under navnet FC Jutland, henvist til at spille sine hjemmekampe i en mindre by fjernt fra selv det yderste Kopenhagen og selve tidernes gang. 

Han var væk igen, ham Ølgod, jeg gik alene indenfor. Fandt min plads på den nybyggede tribune bag målet, som også var en del af hele det bygningskompleks som havde dannet indgangen fra metro-stationen. Efter automatindgangene havde  flere rullende trapper ført os op på den nye endetribune. Højt oppe fra kunne jeg skue ud over den gode gamle Parken. Jeg konstaterede straks at sæderne var udskiftet hele vejen rundt, blåt og hvidt flankerede alle steder hvor jeg kunne skimte dem. Ellers forekom dele af det gamle stadion en smule afrakket efterhånden, men et forbedret låg var rullet ud fra vores del af tribunen og tildækkede arenaen. Lange reklamebannere hang fra metalstiverne over banen, og langt dernede syntes græsset finere end jeg mindes nogensinde at have set det. Et øjeblik slog det mig at det måske var kunstigt. Fra to storskærme i hver sit hjørne bragede flere reklamer ud over os alle. Alt fra Parken Hotel, Parken Casino, Parken Natklub, Parken Minigolf, til Parken Turistrejser blev blæst i hovedet på os. Nede på banen trillede fire store Leo'er rundt, kæmpe plastic-figurer med godmodige løveansigter, drevet af hver sin lille el-bil. Da storskærmene begyndte at præsentere holdstillingen, blev figurerne hurtigt pillet fra hinanden af en sværm af blåklædte servicefolk og bugseret ud af stadion. Under en øredøvende larm kom holdene på banen. 

Jeg kendte ingen af spillerne mere, men konstaterede at i hvert fald tre af navnene klang af sydafrikansk afstamning, og den allersidste blandt de første 11 havde et efternavn som et fortidsspøgelse hængende hos sig. Laudrup - men fornavnet var nu Mads. Personlige stats virrede over skærmen mens en lyshårede knøs med en upåklagelig og velfriseret hårpragt storsmilede til os. Jeg opfattede kun at han var topscorer, mens hans navn fik jublen til at stige en ekstra tand hos de omkringsiddende. Da det blev reservernes tur med et par Nielsen'er faldt den mærkbart igen, og da cheftrænerens glade ansigt som det sidste i den alenlange præsentation dukkede frem på skærmene, røg jeg først nær ned fra sædet.

Han lignede sig selv, en anelse grå i kanterne, en anelse rynket under øjnene, men det var stadig ham. Carsten V. Jensen. Som formodentlig den eneste på vores øvre tribune rejste jeg mig og jublede. Blot for at konstatere, at folk omkring gloede undrende på mig, som var jeg nedfalden fra et fjernt sted. Hvilket jeg vil vel i princippet også var. Historieløse bastarder, mumlede jeg for mig selv og fandt hurtigt sædet igen. 

Den ene af de to dommere inde banen fløjtede kampen i gang. De første ti minutter var rimelig hektiske med de hvidklædte Kopenhagen som toneangivende i noget jeg tolkede som en 4-2-4 opstilling. Hamburg-holdet indrettede sig hurtigt på at holde tæt i defensiven, formentlig som erkendelse af kampens vigtighed. Midt i halvlegen faldt kampens tempo en hel del og sporadiske langskud og et par spredte hjørnespark blev snart det mest ophidsende frem til de døende sekunder hvor åbningen pludselig viste sig for de hvidklædte. Hvad der i virkeligheden var et håbløst langt befriende spark fra forsvarskæden endte med at blive en glimrende frispilning. Den ene af de tre mørke spillere, mine formodede sydafrikanere, fangede raskt bolden i højre side, driblede mod baglinien i det fjerneste ende af banen, og slog et nærmest perfekt indlæg mellem Hamburg-forsvaret og målmanden. Knøsen med den upåklagelige frisure mødte bolden ved forreste stolpe og drejede den med et syngende hovedstød op i nærmeste målhjørne. LAAAAUDRUUUP MED HOOVEDET, brølede hele Parken anført af stadionspeakeren, mens målet igen og igen kørte over storskærmene. Den sene scoring fik løftet stemningen gevaldigt op mod pausen, folk omkring mig dunkede glade hinanden i ryggen, og jeg selv - der igen som den eneste på vores tribune - havde rejst mig i jubel over målet, blev også halvvejs sendt ned i knæ af dunkerierne. Pludselig stod han der igen, henne ved midtergangen. Ølgod hin Tidsrejsende.

"Min gode bartender!", grinede og råbte han mod mig, "Vi må forflytte os. Vi skal nærmere begivenhederne."
"Ja, lad os komme over på den gamle Nedre C-tribune! Det her er næsten lige så ophidsende som en aften i Det Kongelige Teater. Folk sidder bare og glor.", råbte jeg tilbage, mens vi traskede ned ad trapperne og gennem en nedgang. Han standsede hastigt og så pludselig alvorligt på mig.
"Tiden læger, tiden forandrer, og tiden fastfryser, og nogle ting bliver aldrig det som de var." Hans blik blev sørgmodigt. "Din gamle tribune frøs til i stilstand for mange år siden. Tiden gik i stå, da sæsonkortholderne overtog den. Folk købte deres faste pladser og blev ældre og ældre og fortsatte alligevel med at købe deres pladser, mens ingen nye længere fandt attraktive ståsteder. Det blev en forbandelse i længden. En hel tribune med skråsikre mænd og kvinder tæt på pensionsalderen. Men ak, siger jeg som kender af tid, intet nyt blod giver intet nyt liv. Onde tunger nu om dage siger, at folk på din gamle tribune har mere travlt med at diskutere rollatormærker og modernisering af lifte for rullestolsbrugere end selve kampen."

Vi kom til den nedre del af den nye endetribune. Han skubbede mig foran og nikkede veltilfreds.
"Men tiden finder altid sine nye veje." Dette nedre tribuneafsnit havde jeg slet ikke haft fornemmelsen før, men straks mærkede jeg at her var alt ved det gamle. Eller rettere her bag målet lignede alt Parken som jeg kendte den for 18 år siden. Folk stod tæt eller væltede rundt mellem hinanden, der blev kastet ting og sager frem og tilbage mellem rækkerne, som vi banede os vej ned efter og omsider fik mast os frem til et par pladser tæt bag målet. Selv midt under pauseunderholdningen var stemningen hernede næsten overtændt, og det skyldtes næppe de fire plastic-Leo'er der igen havde entret banen og cirkulerede rundt, denne gang med en flok letpåklædte tøser dansende mellem sig. 

Da anden halvleg begyndte måtte jeg gispe efter vejret, så voldsomt blev trængslen omkring os. Jeg opfattede efterhånden knapt noget af spillet, og så mig snart nødsaget til at forlade Ølgod og trække endnu længere ned mod banen og målet, da folk stod mindre tæt dernede. Akkurat som jeg fandt en mere rolig plads, væltede alt omkring mig og folk bagfra kom bogstaveligt flyvende over mig. FC Kopenhagen havde bragt sig på 2-0 ved et bragende langskud. Målscoreren var en lille skaldet spiller som alle omkring kaldte "Lille Mio". Kampen var nu blevet direkte underholdende, i hvert fald som jeg nåede at opfatte den, og de hvidklædte sprudlede og førte angreb efter angreb frem mod målet lige neden for mig. Stemningen var euforisk og når jeg spejdede over mod den gamle Nedre C, anede jeg at også derovre blev der klappet taktfast. Men så skete det. 

Jeg siger naturligvis ikke "igen", nej jeg siger blot, at så skete det. Et ganske ufarligt Hamburg-frispark resulterede i et reduceringsmål. Så vidt jeg kunne øjne på storskærmen oppe bagved var der godt fem minutter tilbage af kampen på dette tidspunkt. Det blev som luften gik af en ballon. Eufori blev til åndenød og urolig trippen. Sekunderne sneglede sig afsted mod dommernes sidste fløjt. Vi rundede de 45 minutter, Hamburg pressede spillet højt op, og pludselig kom Laudrup-knøsen spænende ned mod vores mål. Han nåede akkurat inden for straffesparksfeltet, da en Hamburg-forsvarer kom på tværs og savede ham. Begge dommere fløjtede febrilsk, selv ham ved midterlinien tvivlede ikke. Omkring mig blev der næsten stille, folk mumlede forsigtigt til hinanden nu, det var ham de kaldte "Lille Mio" der skulle tage straffesparket. Hamburg-målmanden hoppede arrogant rundt inde på stregen, mens "Lille Mio" omhyggeligt placerede bolden på pletten. Gik baglæns 1-2-6-8 meter. Han løb frem, jeg hørte nogen sige at ham de kaldte "Lille Mio" havde det hårdeste spark nord for Alperne, jeg kiggede et øjeblik bagud efter Ølgod, men kunne ikke se ham nogen steder, og så blev der sparket og jeg stirrede på bolden. Stirrede og stirrede og bolden blev større og større. Pludselig blev alt bare hvidt, bagende og behageligt hvidt.  

Ja, kære kunde, så var det at jeg lå der ovre på gulvet, lige foran døren, og rodede rundt. Møjsommeligt kom jeg på benene og konstaterede at baren var tømt. Jeg tog i døren og konstaterede at den var låst. Omtumlet gik jeg en runde i hele lokalet og tog gården ude bagved med for en sikkerheds skyld. Men konstaterede blot at alt var som plejede. Helt som det plejede. På bardisken stod der dog to sjusglas, det ene var stadig halvt fyldt med irsk whisky. Det var mit eget. Det andet var tømt.

Godt nytår derude! 

Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens nummer:

The Stranglers: Midnight Summer Dream
Dette nummer er ganske vidunderlig i sin pladdersentimentalitet. Stranglers-forsanger Hugh Cornwell opdagede måske William Shakespeare en sen og regnfuld skærsommernat engang i begyndelsen af 80'erne og fortæller omhyggeligt og ærbødigt sin lille historie om en gammel mand der pludselig kom til ham som i en drøm.

Then at midnight he poured another drink
And bent my ear
After midnight we sat up half the night
Or maybe more
And he began to tell me what it was all for

Måske tog Cornwell dybt pis på os dengang. Jeg ved det ikke og er egentlig også ligeglad. Hans behagelige reciterende stemme og det sprøde, letflydende, og monotone keyboard sangen igennem er så evig pragtfulde. Nummeret stammer fra CD'en "Feline" (1983), hvis nogle skulle være interesseret.

mail