Pyha. Godt, at normale tilstande igen har indfundet sig. Som de fleste nok læste sidste uge, blev min gode kollega Jan besøgt af en besynderlig skikkelse, der gav ham et drømmesyn af den anden verden. Påstår han i hvert fald. Som bekendt stod der et tomt whiskeyglas efter at visionen var endt, et glas som nogen havde drukket af, mens Jans stod så godt som urørt. 

Det være hvad det være vil - en kendsgerning er, at jeg den følgende dag i skraldespanden fandt en hel flaske, tom, af Jans foretrukne irske whiskey. Det er selvfølgelig ikke til at sige, på baggrund af blot dette fund, hvem der har drukket den. Men i alle tilfælde er det forbløffende, så klar Jans oplevelse står!

Jeg tror slet ikke, at jeg selv ville være gearet til at opleve den slags på en almindelig torsdag, hvor vinterpausens mondæne virkelighed presser på som aldrig før. Jeg tror jeg vil nøjes med en kop kaffe. Det passer sig ligesom bedre til denne her kreperlige årstid, hvor højtiden er slut og folk straffer sig selv på alle måder. Som om det ikke er surt nok i forvejen.

Den grå hverdag anno 2002 byder jo desværre hverken på lokalopgør mod Hamburg i Euroligaens nordlige division eller på overdækkede stadions med rulletrapper og flyvende dingenoter. Det mest sindsoprivende, der er sket i den forløbne uge har været et indendørs stævne i Brøndbyhallen. Det er på alle måder noget andet.

Og som nogle måske fik indtryk af sidste år på samme tid, så er det ikke noget som denne bartender i sig selv finder særlig sindsoprivende. Det skulle dog ikke forhindre mig i at tilbringe hele søndagen på langs foran fjernsynet, for det var koldt som bare fanden udenfor. 

Allerede klokken halv elleve gav vores decimerede hold bolden op til første kamp i hele stævnet, mens Flemming Toft og Erik Rasmussen ved mikrofonerne kunne berette, at der var en flot ramme om begivenhederne, mange tilskuere på plads, og at F.C. København nok ville få det svært, da man kun havde udtaget ni spillere (rent faktisk var det kun otte, da Mio langt fra var omklædt - i stedet for hans navn havde TV2 gennem hele stævnet noteret på deres grafik, at holdleder Klaus Busk i dagens anledning var træner). 

De samme ord, mere og mindre, kunne de to kommentatorer så gentage for gud ved hvilken gang seks timer senere, da København og BIF stillede op til finalen - en finale som med en af de største floskler der findes blev betegnet som "den finale alle tilstedeværende havde ønsket sig". Et enkelt lyt til bifaldet fra københavnerne, når et mål undervejs gik ind mod Brøndby, eller til jubelbrølet fra hjemmeholdets fans, når det var vores tur til at slippe et mål ind, burde være alt rigeligt til at bevise, at det i hvert fald var blodig løgn. BIF's og Københavns fans er præcis ens når det gælder rivalerne: de skal tabe hver eneste gang de går på banen. Og de forholdsregler de tager for at opnå dette ved et indendørsstævne er, hvad andre så ellers måtte bilde sig selv ind, de samme. Sådan er det.

Det var en ganske flot indsats fra københavnerne, især i betragtning af hvor udkogte de så ud til sidst, og at de ikke havde spillet sammen før. Og at Løns manglede - han kunne have været rar at have med, men det var der en gul bulldozer, der forhindrede 9. december. Selv uden den baggrund var det rigtig god indebold, de spillede. Når det er sagt, var der ingen skam i at tabe til de sammenspillede og skarpe BIF, der sagtens kunne have vundet i ordinær tid - men nok må have vidst, at de også havde en hæderlig chance på straffespark…

Hvordan nogen kan ærgre sig i mere end et halvt minut over det er hinsides mig. Det er jo ikke en gang en officiel turnering, for pokker. Det er en privat invitationsturnering; vi spiller om kejserens skæg. Derfor er det selvfølgelig altid morsommere at vinde end at tabe - det sås i hvert fald på Brøndbyfansene, der fejrede som om det var det superligasejren, der endelig blev clinchet. 

De må nu også have haft en ganske hyggelig dag - for en BIF-supporter må det efterhånden være lidt af en nytårstradition at tage i Brøndbyhallen på årets første søndag og se holdet vinde. Lidt som en privat fest, hvor underholdningen er givet og kører pr. ren tradition. Der er foregået nogenlunde det samme i de sidste fem år, hvor turneringen har kørt. De samme regler, de samme mange søvndyssende kampe med et minimum af mål og chancer (som regel med Viborg og OB involveret), de samme få lyspunkter. Og den samme vinder af turneringen.

Og altid de samme triste rammer i den gamle Brøndbyhal, hvor traditionerne holdes i live af showets virkelige stjerne, nemlig den DJ der holder stemningen i kog. Vestegnens svar på Harske Hubbi, der formentlig har spillet på et sodavandsdiskotek i Vallensbæk tidligt på aftenen og derefter har underholdt til sent ved en firmafest hos Big Bowl i Tåstrup. Søndag morgen var moustacheprydede Karske Kenni med det lange, lyse nakkehår sprød og udhvilet, en sand professionel, og stillede i Brøndbyhallen med sin pladetaske og sin naturlige flair for at pumpe stemningen op.

Men hvad var der sket? Ingen knaldrød gummibåd! Den kom aldrig! I det mindste havde han dog 'Thyborøn' med Bjarne Riis' yndlingsgruppe Tørfisk, som alle der har været på diskotek i Jylland vil kende og må grue for - det er sådan en folkesang, der starter langsomt og så går op i tempo, mens de lokale kravler rundt på gulvet som krabber, og sangeren på en underlig dialekt synger en munter vise om en togrejse gennem Nordjylland. Af en eller anden grund smækkede han den på når OB scorede. Geografi er vist ikke mandens stærke side. 

I det hele taget var det den folkelige musiks dag. Okay, når cheerleaderne optrådte var det selvfølgelig Voicepoppen der dominerede, og de stod da også som sponsorer for stævnet - hvilket blev udråbt via højttalerne hver eneste gang der ikke var et gulklædt hold på banen, ligesom også SAS og BT fik et ord - mange faktisk - indført. Formentlig mest til ære for tv-seerne. Men uden for det stadig mere anstrengende cheerleadergejl, væk fra menneskepyramiderne, var det stadig de gamle dyder der blev lagt vægt på. 

Som f.eks. når Kenni med rette kedede sig under en af kampene, og for at få folk på mærkerne knaldede Queens 'We Will Rock You' på - og så skruede ned under omkvædet, så der kunnes repliceres "FUCK YOU!" hen over banen. Den slår aldrig fejl, og dermed kombineres det fyndige med det humoristiske, og de danske fodboldfans og deres kollektive vid står som vinderne. I tilfælde af at nogen skulle være i tvivl, så er jeg sarkastisk lige her. Hvad fanden skal der i det hele taget spilles musik for under en kamp? Er fodbolden ikke nok? Det er totalt til grin og sådan noget som man kan sidde og se tv og føle sig hævet over, når Schalke spiller klappetakt over lydanlægget.

En af pladerne var ny i denne Superstar Deejays godtepose, nemlig årets rædsel over alle, Ötzis 'Hey Baby'. Men den har vist efterhånden haft sin tid her i Danmark og er nu uforklarligt røget en tur over kanalen, hvor den gudhjælpemig har ligget nummer et og er blevet taget til hjerterne af masser af engelske klubbers fans, ikke mindst Liverpools, der synger "Jooooohn Arne Riise, ooh! aah! I wanna knooooow how you scored that goal". En forklaring, der mest af alt må være på sin plads i forhold til Riises drømmemål mod Southampton, for Southampton, onsdag aften.

En gammel schlager er til gengæld Lars Lilholts 'Onkel Christian', der ligesom sidste år virkelig fik tungerne på gled hos BIF-folket. Fanden med fiol møder Faxefolket i et djævleblændt musikalsk møde, når Brøndbys supportere stemmer i med "åh, åh-åh, åh-åh-åh, åh-åh-åh-åh-åh-åh, åh, åh-åh, vi hader FCK" på den gæve jyske skjalds sang om en sørgmodig småkagesælger.

Ligesom Stig Møllers dansktopsang 'Sikken dejlig dag', i Brøndby Supports tekst omdøbt til 'Nu får Brøndby mål', er en sikker vinder - ligesom Lilholt blev den spillet på strategiske tidspunkter, det vil sige når hjemmeholdet havde brug for en lille peptalk. Og lo and behold: første gang man gjorde forsøget virkede det; Martin Smith fik udlignet til 1-1. Hvorefter der lynhurtigt blev skruet ned, inden hippien fik sunget videre, at "vi elsker Peter Møller!"

Jo, der blev kræset for hjemmepublikummet, som det sig hør og bør. Til BIF's kampe dukkede desuden deres stadionspeaker op, og holdet gik på banen til 'Jump'. Måske var det for at Københavns spillere og fans skulle føle sig en smule hjemme, at der så til gengæld blev spillet 'The Final Countdown' før vores kampe. Måske havde Polle SMS'et discjockeyen og bestilt den. Måske syntes man bare, at det var synd hvis ikke også F.C. København ligesom hjemmeholdet havde et stykke pinlig, antikveret skummetmælkstråd fra firserne at hoppe med på. Hvad pladevenderen ikke havde indset var så, at det ikke lige er i dette årtusind, at den grufulde svenske anakronisme er den musik vores hold løber på banen til.

Hold kæft et halbal, der danner rammen om den turnering. Sporten er hvad den er, men arrangementet er fandme som til en kvindehåndboldkamp. Men vi må jo ikke glemme, at det var TV2, der sendte stævnet. Når først Lars Lilholt kan høres i det fjerne, skal TV2-kerneseeren nok hurtigt abstrahere fra det mærkelige faktum, at spillerne må røre bolden med deres fødder, og med de søde klange i ørerne kan de glemme, at TV2 har gjort deres yderste for at få fodboldspillere til at fremstå som narkomaner og fodboldfans som køllesvingende bøller.

Sjovt i øvrigt, at det nu er kommet frem, at mange, inkl. Niels-Chr. Holmstrøm, gerne så superligaen tilbage på en landsdækkende kanal. For så vidt lyder det jo besnærende, men for dælen hvor de bare har gjort et ringe stykke arbejde med den liga, både før og efter dens afgang til TV3. DR har ignoreret den, og TV2 har svinet den til, når de altså ikke også har ignoreret den. Og dengang de havde senderettighederne gav de en så luset dækning at man troede det var løgn. TV3's kvalitet er meget langt fra perfekt, men den er stadig meget bedre end hvad vi havde i forvejen, og hvis de to landsdækkende kanaljer skal til, så skal der godt nok lægges nogle strikse krav på bordet om seriøsitet og kvalitet.

Brøndbys fans var flinke nok til ikke at protestere højlydt under stævnet over hovedsponsoren BT, som ellers er blevet beskyldt gennem det år der er gået for at være dybt pro-København og anti-Brøndby. Den flig af anklagen, som ikke dækker over ren paranoia, kunne forklares med at en avis som BT altid vil holde sig på vindernes side, og at BIF nok skulle få god presse igen - det skete da også i efteråret, da de rent faktisk spillede godt. Men protesterne rasede igen, da det kom frem på BT's løbeseddel mandag, at nogen havde telefoneret trusler til Flemming Østergaard, også under stævnet i Brøndby.

Jeg orker knapt rulle hele den debat op igen, men jeg vil da lige have med, at det godt nok er sørgeligt at se hvor svært det kan være at kommentere den sag uden forbehold overhovedet, hvis man holder med BIF. 98% af alle med det klubtilhør har enten undskyldt eller forsvaret det, mens langt færre af disse samtidig i det hele taget har ment at det var forkasteligt. I stedet er skytset blevet rettet mod snart sagt enhver anden end den eller de spader, der står bag, og i de fleste tilfælde mod Østergaard, der blev beskyldt for alt fra at være ude om det selv til at plante historien i BT for at spolere Brøndbys glæde ved at have vundet BT Cup.

Vorherrebevares. Man skal fandme hade en person man aldrig har mødt meget, før man undskylder og bortforklarer telefontrusler mod ham, og ikke bare kan indtage det standpunkt at det slet ikke er i orden. For så i stedet at lede efter mystiske konspirationsteorier mellem Østergaard og BT, når der er tale om en ganske banal og trist historie. 

Men hvad pokker, vinde kan man ikke. Når nu der skal forhandles med nye spillere til vores decimerede forsvar, skal det jo nok hedde sig, at det er et købehold, og at nu er der flere cirkusartister på vej. Bliver der ikke købt spillere, kan man bruge den gamle klassiker om at fodbolden kun er en biting i PS&E og så fremdeles.

Det korte af det lange er, at hvis man mister så gode spillere som Rytter og Laursen, er det da lækkert at have midlerne til at gå ud og købe nye, der er lige så gode - eller i hvert fald næsten. Mens Laursen kun var i særklasse i sidste sæson, og i efteråret har virket sur, tvær (mere end normalt) og mentalt i Leicester, var Rytter vel, sammen med Løns, vores bedste spiller i efteråret. Og den eneste hurtige mand i forsvaret. Hvilket Albrechtsen kan blive for os fremover, hvis det lykkes at overtale Per Frimann til at sælge den måske sidste af de rigtig værdifulde spillere fra AB-holdet med de store navne - så vil det kun være Jan Hoffmann, der er tilbage af landsholdsspillerne. 

Medmindre selvfølgelig mistanken viser sig at holde stik: at antallet af AB-landsholdsspillere er konstant. Så skal Morten Olsen til at være kreativ, hvilket nu alene ud fra udtagelsen af Hoffmann ikke synes at være et problem. Vi har allerede her i spruthuset et sweepstake kørende om hvem der bliver den næste AB'er, der får sin debut for Danmark. Nicolai Stokholm og Rasmus Daugaard er favoritterne, men jeg tror på min outsider Kenny Thorup. En ting er sikker: Per Frimann må have en gevaldig klemme på Morten Olsen fra deres fælles tid i Anderlecht.

Hvad han derimod ikke har er penge, og det er der jo snart ingen der har her i landet. AB's økonomi er til rotterne, og deres likviditet er en katastrofe. Hvilket er grunden til, at det for det første er svært at se Frimann ryste på hånden, når det gælder om at sælge Albrechtsen nu, han har simpelthen brug for de kolde kontanter, og for det andet at AB ikke er i en position til at forhandle noget stort beløb hjem. Man ved nemlig, at de efterhånden har klattet så mange penge væk, at spillernes værdi synker pr. minut. Jeg kunne forestille mig, at stort set ethvert tilbud lige nu er et tilbud, man ikke kan sige nej til.

OB står til et dundrende underskud, og ude på vestegnen bakser de også med store røde tal, selv om man havde regnet med at hive et overskud hjem på, som det hed, et etcifret millionbeløb. Det gjorde man for så vidt også - på driften af selskabet. 7,5 mio. inden transferindtægter og finansielle poster. Endda en flot stigning. Uden for budgettet faldt transferindtægter og -udgifter, hvis man skal tro den der lakoniske udtalelse om at de 10,7 mio., man fik for Graulund, "ikke får indvirkning på det forventede resultat". 

Eller måske er det blot fordi man pludselig kun kunne nå det resultat ved at sælge en forholdsvis dyr spiller. I alle tilfælde er det forbløffende, at man kan regne så meget galt i sit overslag. Minus 16 millioner hedder det nye forventede tab, og hvis indtægter før transfer og finansielle poster var 7,5, og man kan regne med ca. fem millioner i nettoindtægt på transfers, er det altså blevet en fornøjelse på op mod tredive millioner at sidde med Brøndby Stadion og betale af, og i hvert fald godt tyve millioner dyrere end man havde regnet med på forhånd, siger min ynkelige matematiske forstand mig. Den må nive lidt. Regnskabet bliver interessant læsning - har de sådan en finansiel byrde hvert år?

Det er bl.a. derfor, at vi hyper økonomien omkring klubberne så meget. Man behøver sgu ikke være en mindre 'autentisk' fan for at følge med i den side af sagen. Vi vil jo bare gerne have en fodboldklub, og helst en der kan skaffe gode og seværdige spillere, også om et par år, og holde på dem vi har. Kan man hente kvalitetsspillere fra de andre klubber i ligaen, er det bare godt - for blot få år siden kunne vi ikke hente de allerbedste, da der dengang blev satset vildt på udlandet, og danske klubber ikke rask væk kunne betale op mod ti millioner kroner, som vel er et nogenlunde rimeligt bud på prisen for en fyr som Albrechtsen eller Brian Priske, som også nævnes nu som Rytters afløser. Og de summer er godt nok lettere at finde, hvis man har et stort overskud end et stort underskud. Det er da fedt nok at ligge klart nummer et, men man skulle jo også gerne være med i ligaen de næste mange år, ikke?

Nå, men det bliver AB's, Brøndbys, alle andres sorg. Mit største problem bliver at falde i søvn efter otte kopper kaffe. Jeg vil gøre et forsøg nu, så på gensyn en anden god gang.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:
The Beach Boys: 'California Dreamin''
En majestætisk udgave af den bedste sang, der nogensinde er skrevet om at gå rundt i sjap og gråvejr og fantasere om varmen på den amerikanske vestkyst - eller hvor som helst hvor folk lever under mere behagelige klimaforhold end vi gør her i landet.

Ugens album:
The Beach Boys: Sunflower + Surf's Up
To mesterværker fra hhv. 1970 og 1971, samlet på en enkelt cd, som englænderne endda har sat på tilbud - det er endnu ikke tilfældet i København, men den er altså også den fulde pris værd. Clouet på de to albums er ikke så meget de kække popnumre, der lægger ud på begge, men derimod de drømmende ballader som runder dem af. 'All I Wanna Do', 'Tears in the Morning', 'Cool Cool Water', 'Surf's Up', 'Forever', 'Feel Flows' og den utrolige ''Til I Die' - hør dem, lad dem forbedre dit liv og opdag så samtidig hvor R.E.M har fået halvdelen af idéerne fra til deres sidste plade!

mail