God aften, god aften! Ja, lad os bare sige det lige ud og indrømme at den er hjemme - altså aftenen. Den er helt uomtvistelig nu og den er god nok, for jeg konstaterer allerede at du står og grubler over den nye bordskåner her på disken. En CD. Og jeg læser det allerede i dine øjne, kære kunde, jeg læser det der lidt tvivlsomme blik som du kaster over disken. Nu strammer han den sgu, ham den underlige bartender. Og dit smil bliver en anelse skævt og lidt usikkert. For du er grangiveligt et høfligt menneske og måske er det i virkeligheden rablet for ham, altså ham den underlige bartender. Den slags kan jo ske alle vegne, også på en nogenlunde stilfærdig torsdag aften bag en bar på januars absolut sidste dag. Man har da set det før og ser det formodentlig igen. Denne gang altså denne CD dér midt på baren, sejlende i sine ølsjatter og sin cigaretaske uden at den formodet mest ansvarlige person, altså ham den underlige bartender, tager sig det mindste af det. Her kommer du så på den tanke at studere CDen lidt nærmere. Det er normalt at være nysgerrig, så hold dig endelig ikke tilbage, kære kunde, navne som Peter Frödin og Jimmy Jørgensen får måske ligefrem små klokker til at klimte lifligt i din hjerne. Du kigger undrende op fra genkendelsen. Pludselig står han sgu og skraldgriner, ham den underlige bartender, ja brøler nærmest demonstrativt sin latter ud over baren og ind i dit hoved med en snert af indebrændt skadefryd hængende som efterdønninger.    

Jeg tilstår at jeg er ond, jeg tilstår at slet ikke burde blande mig i dette, og jeg tilstår at jeg ikke kunne lade være. Men det er alt for fristende når vores ellers glimrende og velskrivende vikar, Hans, efterlader sig ting og sager hernede, og klart og tydeligt mønter dem mod en af mine kollegaer. Det er simpelthen alt for fristende at stikke næsen frem, særligt fordi jeg skal have denne aften til at gå med et eller andet. I virkeligheden stod det klart for mig allerede, da jeg overtog biksen efter Hans her forleden, hvilken grusom skæbne denne CD skulle udsættes for. En langsom og pinefuld død. I lysårs afstand fra selv vores lille nedslidte jukebox ovre i hjørnet. Måske overlever den en uge mere, måske siger jeg og har ingen intentioner i den retning. Den når måske endda frem til sit tilsigtede mål. Det kan ske. Men derfor behøver jeg ikke at stå her og garantere noget, vel. I virkeligheden er det så belejligt at tvære sin smøg ud over den lille blankpolerede skive, hvis man ikke lige har et askebæger ved hånden. Og der kan være langt mellem den slags også når man står her bag baren. Tro mig!

Jamen, jeg kan godt se at du forventer en forklaring på dette. Forventer at denne underlige bartender som minimum vil løfte for en lille flig af sin mystiske personlighed og sit forhold til akkurat denne CD. Men det gør han ikke, for han kan ikke. Jeg ved kun at jeg hader den, ligesom jeg hadede filmen, som CDen udspringer af, før jeg så meget som havde set et sekund af den. Og sådan må det bare være, kære kunde, der er visse ting her i tilværelsen hvor man bare på forhånd ved, at det vil aldrig gå hvis man involverer sig i dem. Når diskrepansen allerede begynder i det ubevidste med forskræppet, ved man at noget er gruelig galt. Jeg vil aldrig se den åndssvage film, og jeg vil gøre alt hvad der står i min vold og magt for at denne CD aldrig mere kommer i nærheden af nogen jukebox. 

Pyha! Det blev et gevaldigt sidespring og jeg skal straks forsøge at kompensere. Provinsforetagendet Ceres har brygget en vidunderlig all-malt øl, som slår vores egen sponsors produkter med adskillige længder. Tillad mig at byde, kære kunde. Og lad os så snakke fodbold. Der var jo fx. en træningskamp i lørdags som aldrig blev til noget. I en sådan situation er det forbandet nemt at stå her bag baren og undre sig. Så det gør vi naturligvis. Jeg konstaterede som du formodentlig gjorde, at vejret egentlig udviklede sig ganske pænt lørdag formiddag. Selv for en januardag at være. Ingen frost, men først regn og siden tørvejr, og alt i alt lidt tøsne hist og pist som reminiscenser fra natten, intet der dog burde kunne forhindre årets første træningskamp. Men det gjorde det som bekendt. Aflysningen indløb knap to timer før det officielle kickoff var fastsat, og det på et tidspunkt hvor modstanderne fra B1913 befandt sig omkring Ringsted i en bus, halvvejs mellem hjemstavnens Odense og forventningerne om et spændende møde med en af landet absolutte topklubber, de superprofessionelle Københavnere med præfikset FC. 

Jeg tog selv ud på Peter Bangs Vej, velvidende at kampen var blevet aflyst (håbede såmænd på at få lidt formiddagstræning som nødvendig overlevelsesmetadon istedet), og skal ikke gøre mig klog på beskaffenheden af kunststofbanen derude. Men omstændighederne omkring denne aflysning virkede sgu alt andet end professionelle. En ting var det sene tidspunkt for aflysningen, en anden var det markante omslag i vejret til det markant bedre, og den tredje var at man ikke havde garderet sig og eksempelvis havde booket indendørsbanen ude i Valby i tilfælde af at kunststoffet på Peter Bangs Vej var så umuligt som man åbenbart skønnede kun et par timer før kickoff. Et par forholdsregler kunne såmænd have gjort denne lørdag middag noget anderledes opløftende end den blev for nogle stykker af os. Selvfølgelig skal spillerne ikke rende rundt og skade sig unødigt, der skal tages alskens fornuftige hensyn i denne opstartsfase (så mange spillere har vi jo heller ikke tilbage!), men igen en smule gardering i selve planlægningen kunne måske have gjort dagen anderledes.   

Et andet spørgsmål rejser sig også oven på denne aflysning. Er anlægget på Peter Bangs Vej overhovedet tidssvarende længere for en klub som FC København? Jeg kan godt have mine tvivl og de bunder ikke bare i lørdagens begivenheder. Det er vel alment kendt fra Roy Hodgson-dagene, at han var ganske utilfreds med banesituationen. Han gav flere gange udtryk for, at han ønskede en bane der var reserveret til førsteholdet. Han kom til kort over for det simple faktum at KB-anlægget reelt kun rummer to baner. Disse to baner benyttes af en hulens masse hold til træninger og kampe for diverse ungdomshold. Måske er tiden ved at nærme sig, hvor klubben FC København må skele videre og dybere i det københavnske billede efter et nyt og eget anlæg. Direktør Flemming Østergaard luftede selv tankerne i TV3-portrættet for et par måneder siden, da han præsenterede Hans Backe for Peter Bangs Vej. Man var på udkig efter noget bedre og ville gerne noget lignende det som Backe kendte fra sin AaB-tid. Og vi vælger at tro Østergaard på ordene her. Tiden er sgu ved at være der. KB-anlægget er ikke meget bedre end 3'ernes gamle ude på Lyngbyvejen. Der skal findes noget nyt og fremfor alt bygges noget nyt som bedre matcher klubbens ambitioner og niveau. En klar, snorlige bane alene til førsteholdet, som Hodgson ønskede sig, er vel i virkeligheden ikke noget urimeligt krav. Hvis vi altså vil være så superprofessionelle.

På spillerfronten har dørene svinget denne januar, mest ud og farvel og formodentlig tak for besøget. Donatas er blevet solgt i denne uge. Min gode kollega Smølle har ved et par lejligheder - off and on the record - skildret ham som eneste tekniker i efteråret 99. Jeg skriver fluks under. Donatas er af den gamle østeuropæiske skole, midtbaneteknikeren med den kælne boldbehandling og den klassiske husmandsfinte indprentet på rygradden. Han gav lidt lys da han ankom i august 1999 og var selv taknemmelig som et lille barn og strålede som en sol da han første gang blev præsenteret for Nedre C. Det skal han aldrig glemmes for. Personlig havde jeg undt ham mere end hvad det blev til af kampe, men han driblede og driblede og havde så skide svært ved at finde målet at det næsten gjorde ondt. Uagtet sin litauiske baggrund var Donatas en lille bitte flig af det Dinamo Kiev som jeg altid har elsket. Husker nogen det gamle Sovjetunionen fra VM 1986? Jamen, bare den klassiske 4-2 landskamp i den gamle Idrætspark? Gu' gør I så! De spillede guddommeligt fodbold, de sovjetrussere, og hamrede tre-fire skud på stolpen og kunne i virkeligheden lige så nemt have vundet som os. Det var netop Kiev-stilen. Desværre endte de med at lide samme kranke skæbne som vores eget landshold dengang i Mexico og tabte 3-4 til nogle udspekulerede og taktisk kloge belgiere i kvartfinalen. Donatas bragte en smule af det til Parken, men desværre kom det meste til at foregå i samme tempo som dengang i 1986. Men jeg ønsker ham held og lykke i norske Start. Der er intet galt i at være langsom. Det er særdeles menneskeligt til tider, æstetik defineres nemlig ikke alene på farten, men også på den kunstneriske udførelse. 

Her de sidste dage er også Heine røget ind i slipstrømmen ud af klubben. Også han til AB. (Skal vi gætte på at Albrechtsen-handlen har skabt et par gode relationer mellem København og Gladsaxe?). Heine fik især her i efteråret vist sit værd, da han nærmest ene mand sendte os igennem UEFA Cup'en og hen over det bizarre serbiske bekendtskab Obilic. Han nåede aldrig længere end tangering af rekorden som alle tiders førende superliga-topscorer, og det kan han faktisk kun takke sig selv for. Et brændt straffe i det tidlige efterår mod Vejle blev det vilkår, som han nu må føre videre i AB.  

To unge navne er også blevet afsat. Kofi og Mads Westh. Begge på halvårlige lejeaftaler. Begge to dog med lysere udsigt til en hurtig returnering til det FC Københavnske end der tegner sig i Diego Tur's tilfælde. Han er også blevet udlejet. Til AB og i en ganske moden alder og efter en længere periode langt fra startopstillingen. Vi må nok være ærlige og sige farvel til Diego. 

Personlig har jeg altid haft et lidt mærkeligt forhold til ham. Han er en gammel dreng, har været hos os altid og har i virkeligheden sine klare aner plantet helt tilbage i 3'ernes sidste gyldne periode i de sene 80'ere og begyndelsen af 90'erne. Men grundet hans mange og lange skadespauser har han aldrig slået sig markant ind i min bevidsthed som en fuldbyrdet FC-eksistens. Ikke som Mio og heller ikke som Løns. Men pigerne elskede Diego, Diego med kattepoten i tacklingerne, Diego den glimrende markeringsspiller. I lange perioder - især i de senere sæsoner - har han dog blot været en skygge i periferien. Det aldrende talent der aldrig rigtigt blev til mere. Men jeg husker hvor meget AGF's Bo Harder og hans svinestreg i pokalfinalen i 1991 smadrede. En olympisk tur til Barcelona og mindst et år væk fra fodbolden. 

Alt i alt efterlader det os med en temmelig trimmet trup. 21 mand rejser til den obligatoriske træningslejr på skolen i Sydafrika, hvor Zuma støder til sammen med "en lærling" dernede fra. Elrio van Heerden. Et ungt talent hvis næste destination hedder København, hvis vi skal tro vores sportsdirektør. Reelt bliver det så 24 mand med Traoré, som misser Sydafrika til fordel for U20-landsholdet. Så trimning eller ej, vi har stadig en ganske pæn og bred førsteholdstrup.  

Jeg er da heller ikke et øjeblik i tvivl om at træner Backe har en ganske væsentlig hånd med i dette "januarudsalg". Der gemmer sig ingen umiddelbare økonomiske nødvendigheder bag. Det er den sportslige sektion som har sat dagsordenen. Der er begyndt en ny opbygning og den vil fortsætte over sommeren, hvor Madsen og Poulsen vil drage til deres respektive tyske klubber, mens Zuma sandsynligvis vil få sine drømme om Premiere League eller Serie A opfyldt. En del af dette opbygningsaspekt er også at truppen har undergået en betydelig foryngelse. De ældste spillere i truppen er nu årgang 71'ere. Det er Løns, Mykland, Simpson, og reservekeeper Gall. Resten er yngre og en pæn sjat er meget yngre. Det ligner en åreladning af rutine, men den er dog ikke værre end at nye folk som Zivkovic og Albrechtsen er alt andet end vårharer i superligasammenhæng. Ligesom Mykland forhåbentlig vil veje tungt på erfaringskontoen. Akkurat Mykland synes jeg i øvrigt bedre og bedre om i takt med at kendskabet til ham er vokset. Hvis han blot indfrier 70% af forventningerne (altså mine!), så burde der være grundstof nok at bygge holdets centrale dele omkring.

Derfor er det heller ikke unaturligt, at vinterens "hotteste" emne - når de værste tågehorn på Sidelinien er fadet ud - stadig er højrebacken og det hul som Rytter har efterladt. Her virker det nærmest som der er frit skud i tombolaen. Vi kunne måske have fået lidt substans i spekulationerne hvis den fordømte træningskamp var blevet spillet i lørdags. Men nej, verden omkring os er sgu også ond og vi må digte videre i hvert fald til næstkommende lørdag, hvor jeg selvfølgelig (jeg må fastholde det onde karma her! Familiære årsager forhindrer mig i andet) er afskåret fra Peter Bangs Vej  og den første lille håndgribelige smugkigger ind i Backes tanker om backsituationen. Kandidater kan være et par unge knøse som Peter Hansen eller Christian Traoré. Jeg håber det lidt. Ligesom jeg håber at en af dem slår til. Blot for forandringens skyld. To januarindkøb + en Zivkovic behøver jo ikke at være så ringe. Det kan sagtens vise sig at være nok.

Jeg slutter i hvert fald for denne omgang, og den blev egentlig lidt større end tiltænkt. All-malt, all-talk, and no-play. Men som detektiven Philip Marlowe engang svarede en ung kvindelig klient, der undrede sig over hans besynderlige luner: "Sådan er vi ensomme mænd. Enten siger vi ingenting eller også siger vi alt for meget!"

Saxo

Nå ja! Der er selvfølgelig lige jukeboxen, og lidt af svaret på hvorfor Frödin/Jørgensen-djævelskabet  aldrig vil få en chance hernede på min vagter:

Ugens numre:

800 grader
Mental istid
Staten och kapitalet
Heroinister och kontorister
Uppgång och fall
Alle disse fem hittere er fra det hedengangne svenske punkband Ebba Grön. Engang nordens svar på The Clash. Vi taler oldtid og begyndelsen af 80erne her. Ikke desto mindre er det et dejligt genhør for nogle af os aldrende herrer. Og svensk musik har nu engang en lidt særlig stjerne hos os bartendere. For yngre kunder skal måske siges, at Ebba-drengene havde en sanger der hed Joakim Thåström, og han dannede senere et band der hed Imperiet, og gik endnu senere solo. Og er - mig bekendt - bosiddende i København og har været det i mange år. Ikke at det forandrer noget ved musikken, dette blot nævnt for orienteringens skyld.

Ugens specialitet:

Screaming Jay Hawkins: I put a spell on you
Jeg er blank med hensyn til udgivelsesåret på dette nummer. Men jeg hørte første gang Screaming J's version i filmen "Stranger than Paradise" og kan derfor ikke modstå fristelsen til at annoncere lidt for den lille Jim Jarmusch-festival som vi har i vente de næste måneder. "Stranger than Paradise" var hans første film fra 1984 og senere kommer perlerne "Down by Law", "Mystery Train" og "Taxi - Night on Earth". Den gale bluessanger, Screaming J, kan man i øvrigt også opleve i netop "Mystery Train" hvor han har en ikke ubetydelig rolle som natportier på et Elvis Presley-hjemsøgt hotel i Memphis, Tennessee. I samme film medvirker også sangeren Joe Strummer fra The Clash, som jo var Ebba Gröns forbilleder. Men vi stopper vi her - film skal selvfølgelig ses i biffen.

mail