Det var slemt som det flød, da jeg trådte herned i aften for at åbne baren. Et par tomme whiskeyflasker stod rundt om, og midt på bardisken havde nogen brugt en cd til at stille sit whiskeyglas på. Det var nærmest umuligt at skille det klistrede glas fra den lakerede plasticplade, som i øvrigt ikke så ud til at være i for god forfatning. Nogen havde så vidt jeg kunne se prøvet at slukke deres cigaretter på den. 

Guderne må vide hvad der har været af musik på pladen. Det var ikke til at se for bare snavs og ridser. Sikkert noget værre hø, ellers ville mine kolleger vel ikke bruge den som bordskåner. Men problemet med cd'er som bordskånere er, at de ikke suger særlig godt. Jeg har prøvet. Sommetider får man stukket en gratis plade med i posen i musikforretningerne, og et underlag er som regel hvad de bedst kan bruges til. Men de tjener alligevel ikke rigtig til deres formål. Så den værdiløse plade røg direkte i skraldespanden.

Grunden til, at der ser lidt nusset ud hernede er den enkle, at vi var nødt til at fejre en sejr her i fredags. Løvetimens Fraktionsquiz var som bekendt nået til semifinalen, og efter at radiostationen med modvillig hjælp fra TaleBanmark havde fået fjernet de tekniske problemer, som on/off havde pesteret dem i de foregående par dage, kunne vi så træde i studiet og få afgjort hvor håneretten kunne få lov at ligge: Hos de kække, barnløse opkomlinge i Stamværtshuset, eller hos de piskede tøffelhelte, vores husværter Copenhagen Fathers. Forhåbentlig turde alene brugen af ordet 'tøffelhelte' være nok til at fortælle, at det var os der vandt.

13-11 blev det, og det efter en vældig spændende kamp, hvor jeg selv havde held til at svare på alle de 'almindelige' etpointsspørgsmål, men til gengæld var så heldig at Klaus CF42 'kun' kunne greje et af de dyre til tre point og bommede flere af de internationale. Jeg siger 'kun' om dem til tre point, for trods tre forsøg lykkedes det mig ikke at svare på et eneste af dem. De er fordømt svære - eller det var de i hvert fald den eftermiddag.

Den quiz er pokkers god lir. Det er en rendyrket fornøjelse at følge med, og det går nok at der fyger nogle anklager om autisme og mangel på at have et liv gennem luften - det er prisen for at komme et stykke hen i turneringen. Kigger man f.eks. på en fraktion som Copenhagen Lads, er der vel næppe nogen der har kaldt dem og deres quizkandidat Walle for autister (den anden anklage, den om ikke at have et liv, er de formentlig ikke sluppet for), da de jo i år røg så tidligt ud af turneringen, at det nåede at komme med i det nr. 35 af Brølet, der forlængst er både trykt og udsendt til FCKFC's medlemmer, og derfor var der således ingen chance for Walle for igen at give den som Nedre C's svar på Kølig Kaj.

Oven på den pauvre indsats kan vi da muntre den nybagte far Walid op ved at ønske ham tillykke med sin pode. Det kan jo være, at han kan være et emne for Copenhagen Fathers, han er i hvert fald højrøstet og kværulantisk nok til at kunne være endnu en god bisidder for CF42. Men han vil næppe kunne true Klaus' plads som dygtig førstequizzer. Aftenen endte i hygsomt selskab mellem CF, Spruthus og diverse andre fine mennesker, ikke mindst tilhørende Copenhagen Cowards - deriblandt vores ærede gæsteskribent Hans CL, der hermed skal modtage en uforbeholden undskyldning for en uendelig række fordrukne anklager om at ligne Kaspar Dalgas. 

Næste dag skulle regningen betales, men hvor ideelt så, at der lige var en træningskamp at kigge på, og at den var henlagt til et Peter Bangs Vej-anlæg i strålende solskin. Endnu mere ideelt at få et lift derud af en kollega bag baren som ser en komme vaklende hen ad H.C. Ørstedsvej for at nå en bus, men nu skal dette jo ikke være én lang takketale. 

Kampen mod Halmstad var tilpas kedelig til at man kunne nyde vejret og fremmødet, og vores hold tilpas velbesat til at man kunne få svar på forskellige spørgsmål om det hold, der skal spille mod AGF om godt tre uger. 

Som for eksempel nede på venstrebackpladsen, hvor Peter Christiansen spillede glimrende. Sådan, pladsen er din, og lad nu være med at blive smidt ud for tit. Inde på midten skal Bora og Albrechtsen spille. Kim Madsen og Bora Zivkovic spillede en halvleg hver, og de gjorde det godt - og lige godt. Men Bora er her efter sommerpausen, så han skal spille. Det kan Kim vel leve med. 

Martin Albrechtsen så simpelthen rigtig god ud, og måske var der lidt magi fra Carsten Vagns klassiske og Martins nye nummer 16-trøje over hans kampdebut, måske var det grunden til at solen skinnede - en ting var i hvert fald sikker: det var svært at savne Jacob Laursens sure fjæs ude på KB på denne forårsdag i begyndelsen af februar. Han havde travlt med at sikre Leicester endnu et nul på kontoen mod Chelsea, og vil sikkert til næste sæson brede sin unikke charisma ud over den engelske 1. division. Lyder jeg lidt spydig? Det er jeg ked af - tildels. Hatten af for hvad Laursen præsterede i den sæson hvor vi blev mestre, men hatten beholdes på for formdykket i det sidste halve år og for den slatne attitude mod ikke mindst Dortmund.

Nede på højre back fik man også et tydeligt svar: der skal hverken Bo Svensson eller Hjalte Nørregaard slå deres folder fremover. Om mandagen blev dette svar understreget med indkøbet af Tomas Antonelius, eller Gustafsson, som han hed dengang han stadig var fast mand på et hold. Noget af et navn at rende rundt med. Tror pokker at man studsede første gang man hørte det. Ikke nok med at Coventry City ikke engang selv kunne finde ud af at stave det - de kaldte ham Antonelious på deres egen hjemmeside - men efter sigende er der ikke mere end fire-fem i verden, der hedder sådan. Så er vi vist undskyldte for vores uvidenhed.

Det var så den spritnye backkæde, og det ser ud til at de sammenbragte børn langt fra er helt fortabte fra starten. Det er vel snarere betegnende for denne klub, at det i snart ti år stadig ikke er lykkedes at finde et slagkraftigt angreb til varig anvendelse. Mens Bisgaard og Todi så friske ud, virkede Fredgaard så tandløs som det meste af efteråret i sin vante, men ikke ideelle rolle som angriber. Og Røll var helt anonym på venstrekanten. I anden halvleg kom Pagge ind og så temmelig rusten ind, hvilket var at vente. Endnu værre var Ashvetia - oh dear. Den indsats hang forhåbentlig sammen med at han aldrig har spillet på plastic før. Noget andet er, at den chance han brændte ikke var større end Bisgaards afbrænder. Og Bisgaard spillede altså en fin kamp… story of our lives.

Alle sætter deres ønskehold, og her er mit. På mål Kihlstedt, der ser ud til at være holdt op med at kvaje sig. I forsvaret Anta… Anato… Tomas, Bora, Albrechtsen og P.C. På midtbanen Bisgaard, Løns, Mykland, Poulsen og Todi. I angrebet Zuma samt den nuværende nummer 32 (og vel kommende nummer 11).

Den vågne læser vil se, at det er 12 spillere. Sådan må det blive. Jeg skal dæleme ikke til at vælge mellem Lønstrup, Poulsen og Mykland. Min favoritspiller, holdets topscorer og klubbens største profil. Det er der folk, der tjener mere end mig på at gruble over. De må derfor gruble over det. Men man kan da ikke undgå at gøre sig sine tanker. Såsom - måske skal Mykland spares i hårde udekampe. Måske skal Poulsen bruges til nødopgaver rundt omkring på banen, på trods af oplysninger om det modsatte. Måske har Backe alligevel ikke fuld fidus til Løns trods de store ord i efteråret. Måske vil Backe, når Løns er helt klar, forberede sig på en Poulsen-fri fremtid, der trods alt kun ligger (i bedste fald) 18 kampe væk. Måske regner Backe slet ikke med Løns i foråret, fordi han har misset en stor del af januartræningen. Måske er 4-3-3-tanken slet ikke opgivet. Hvad ved jeg? 

I alle tilfælde vil jeg blive skuffet, hvis ikke Lønstrup løber forrest ind på banen 3. marts. Råb bare ad mig, men han er en vidunderlig spiller og er bare blevet bedre og bedre i efteråret. Jeg ville hade at se ham syltet ude på bænken, og heller ikke være vild med at have ham tilbage på højre midtbane, hvor hans talent misbruges, og hans naturlige begrænsninger igen vil give ham folk på nakken. Så hellere undvære Poulsen en stor del af tiden, for det kan vi alligevel lige så godt vænne os til at vi skal fremover.

Nå, men nu fortsætter takketalen. Min gamle makker fra Brølet, Flemming Lorenz, havde bedt Aschehoug i Oslo om at sende et eksemplar af den kontroversielle bog om vores nye midtbanestrateg, som forrige år forbløffede den norske fodboldverden. Nordmændene havde endt med at sende ham to. Så den ene var han flink nok til at forære mig på denne forårsagtige dag, mens bogens hovedperson rendte omkring tyve meter derfra. 

Den er sgu god. Den har virkelig været svær at slippe. Det er ikke et idolportræt af en populær spiller, en af de pamfletter som sendes på markedet med glansbilleder af en Michael Owen eller en David Beckham, hvor der intet står som kunne få forældrene til at lade være med at købe en plakat og et sæt sengetøj til ungerne. 

Alene at Rem, som er en norsk forfatter, digter og sangskriver, begynder bogen med at skildre den unge Erik som et følsomt gemyt, der godt kunne lide at læse bøger, og havde hang til melankoli, er jo uhørt. Jeg læste engang et interview i en Malmöavis med MFF's Niclas Kindvall, hvor denne sagde at "hvis man ikke bryder sig om Bryan Adams bliver man automatisk kaldt en bohéme". 

Og det er jo ikke engang løgn. Kunne man f.eks. forestille sig Kurt Thyboe viderebringe en fortælling om en ung fodboldspiller med svenskerhår, der sidder på en café og får øje på en af landets største undergrundsforfattere, og er for nervøs til at gå hen og bede ham om en autograf? Han vil formentlig affærdige den spiller som en 'intellektuel svansehjerne', som hans slogan er.

Håvard Rem er bestemt ingen Thyboe, selv de to deler et par irriterende vaner. Aksel Sandemose blandes ind i historien, da han er vokset op nær Risør i Sydnorge, hvor Mykland er fra, og Rem citerer således hele Janteloven, hvilket Thyboe også gør med kvalmende effekt i sin bog om F.C. København. Og så laver Rem et par faktuelle smuttere. Ikke de oceaner af fejl som Thyboe præsterer, men han er bl.a. af den opfattelse at Solskjær afgjorde Europacupfinalen i 1998, og mere forbløffende: at Norge røg ud af EM 2000 ved at Spanien fik vendt 1-2 til 3-2. Det var faktisk fra 2-3 til 4-3, det kan jeg da tydeligt huske. Det var aldeles pragtfuldt, en meget stor dag. Ikke at forfatteren og spilleren er enige i dette.

Desuden blander Rem konstant sig selv ind i historien, men det er faktisk bogens styrke, for han er efterhånden kommet ganske nært ind på Mykland, der er en forholdsvis genert fyr, men her udtaler sig meget ærligt og ligefremt. Også Rem er fra den egn sydpå hvor Mykland stammer fra, og holder med Start fra Kristiansand, den eneste norske topklub Mykland har spillet for (og desuden den eneste norske topklub, der deler navn med en sang af The Jam), på et ungt hold der spillede gudebold meget langt fra Drillos stil. Ironisk, at mens vi sender en tekniker som Donatas op til dem, tager vi samtidig imod deres største stjerne nogensinde - med al respekt for Myklands samtidige såsom Frank Strandli og Tommy Svindal Larsen - som spiller samme plads med endnu finere teknik. 

Bogen er i fire dele, hvor den første er en slingrende vej gennem ungdommen og baggrunden, den anden handler om Myklands livsstil, den tredie om EM 2000 og den fjerde om landsholdet, dets spillestil og hvorfor Mykland valgte at trække sig tilbage efter EM, denne gang ikke på grund af en skandale, men fordi han kedede sig røven ud af bukserne.

Naturligvis er det ølskandalerne, der har vakt mest postyr i Norge. Allerede i slutningen af første del kan man se hvor det bærer hen. En person former sig, som er følsom, selvstændig, temperamentsfuld og med en smag for det søde liv som han fik i teenageårene. Og han ryger. Jamen det kunne knap nok være meget værre. Vi taler om Norge, hvor medierne var i oprør da en af de kendteste ski- eller skøjteløbere, husker ikke hvilket, optrådte i en Carlsbergreklame og bagefter endda forsvarede sig med, at han godt kunne lide en gang imellem at drikke en øl. Ental.

Den ølskandale Mykland var skyld i ved VM i Frankrig i 1998, var da han og Henning Berg var ude en dag for at drikke et par bajere. Ikke at de var stive eller noget, men de havde drukket øl. Hvor oprørende. Mon ikke de i et andet land ville have fået at vide, at det var ikke særlig fedt at drikke bajere foran pressen, ligemeget om det kun var et par halvliters, så lad være med at gøre det igen. Her fik de en forarget bevågenhed, der ville få Peter Brixtofte til at ligne en lidt overset person. Det samme skete, efter at Mykland drak en enkelt øl og lod sig fotografere med den i hånden, da han kom til Linz og spiste på restaurant med sin træner. Og det skete igen, da bogen udkom med nye afsløringer om tørstige spillere. 

Spillerne havde fejret sejren over Spanien ved at drikke øl! I en skummel forfatters autocamper!! Og Steffen Iversen havde været nøgen!!! Selv synes jeg, det mest forargelige man kan læse i bogen, udover gennemgangen af Drillos filosofi, er at efter sejren over Brasilien var midlet til at få spillerne ned på jorden igen en omfattende uddeling af sovepiller til hele truppen.

Det er glimrende at få lov til at læse Myklands tanker om den snerpede norske moral og dobbeltmoral. Det er ikke ordene fra en indebrændt mand der har storkvajet sig og prøver at give andre skylden, eller fra en ynkeligt offer der søger forståelse. Det er en almindelig fyr som os andre, bortset at han spiller strålende fodbold og har et grimt garn, og han drikker til tider en øl eller to. Eller flere. Han er ingen asket, men han er, i modsætning til hvad store dele af afholdsdelen af Norge formentlig tror, bestemt heller ingen alkoholiker. Og det indser, til Norges ære, langt flertallet deroppe - manden er hæmningsløst populær hos folk uden Blå Kors-tendenser.

Det sidste afsnit, det om spillestilen på Norges hold, er pragtfuld læsning. Indsigtsfuldt skrevet af Rem, der plukker det norske fodboldvidunder fra hinanden med statistik og ætsende sarkasme i en grad så Mykland dog må forsvare det. Og fantastisk kommenteret af en Mykland, der dengang i sensommeren 2000 var ved at brække sig over Drillofodbold. Jeg havde ikke anet, at Norge havde pumpet deres FIFA-ranking op ved at spille oceaner af venskabskampe mod miniputnationer, men det er ikke engang oppe til debat - Mykland ærgrer sig bare over at kampene mod f.eks. hold som Trinidad & Tobago, eller de tre møder med Sydkorea, ikke blev brugt til at øve en anden spillestil.

Semb og Drillo får en på låget. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Dette er Mykland: "For fanden, hvad er det Drillo og Semb har trænet forsvarsspillerne op til at tro? I Norge tror højrebacken og midterforsvarerne og venstrebacken, at de kan slå de afgørende pasninger, ikke sandt? Og det er helt naturligt. Som mig tror de måske at de er lidt bedre end de egentlig er. Men hvis du spiller som midterforsvarer, er det slet og ret fordi du er god til at stoppe en modspiller. Så har du dem som spiller på midtbanen fordi de er gode til at fordele bolde, og fordi de har bedst overblik. I Norge er det sådan, at det er flovt for en midtbanespiller at gå ned til midterforsvareren for at bede om bolden."

Det der pisser Mykland er, at hele Drillos systemfodbold er en stor gang hjernevask til at fastholde en tanke om at spillerne i Norge er så dårlige, at de aldrig ville kunne klare sig uden systemet - hvilket ikke bare virker forkert efter de norske spilleres udenlandske klubsucces at dømme, men også som en hul forklaring når denne succes kommer samtidig med at Norge faktisk klarer sig temmelig dårligt med et efterhånden komplet harmløst og tandløst system. Det irriterer ham, når trænerne nedvurderer spillerne og understreger deres underlegenhed overfor f.eks. Zidane eller Figo. Mindre kan gøre det. Og for Mykland er det blot et udtryk for trænernes taktiske utilstrækkelighed, at de ikke kan sætte hold uden det røvsyge antifodboldsystem. 

Han fremhæver sin gamle træner i Start, Brede Skistad (ingen skal sige at de ikke har åndssvage navne i Norge…), som den bedste træner han har haft, og forhåbentlig kan Hasse Backe leve op til det. Han viderebringer desuden et citat fra Johan Cruyff, som Drillo vist ikke kan stå inde for: "Mit hold består af elleve fodboldspillere, ikke fire sparkere og syv fodboldspillere". Og fortsætter: "Brede Skistad kunne have onaneret over det udsagn, og det kunne jeg også".

Da Mykland kom til klubben var der såmænd folk, ingen nævnt ingen glemt, der fortalte os at nu kom endnu en norsk landsholdsboldflytter til København, hvilket kun kunne gøre vores hold (endnu) mere kedeligt. Det er nu svært at forlige med en spiller, der har sagt følgende: "Jeg har ikke gået hjem fra en landsholdstræning og tænkt at: "Ah, det her var skægt! Jeg glæder mig til træningen i morgen." For til de træninger er der en ting det handler om, og det er: Ikke at miste bolden i nærheden af eget mål. Det betyder at der står enten en med en masse krøller eller en med meget lidt hår og sparker bolden op til en som hedder Flo, mens alt indimellem er underordnet." 

Gad vide hvor fedt det har været at træne under Drillo, gad vide hvem den forsvarsspiller er med alle de krøller - og gad vide hvor det lige var han fik sin fodboldopdragelse?

I bogens afrunding studser Mykland over at det hele kom til at handle så meget om fodbold, og at mange nok ville blive skuffede; at det ville virke for tamt. Håvard Rem svarer, at i det mindste får folk en fest i autocamperen, og det må man også nok sige at de gør - men de får også en fodboldbog for voksne og et indblik i tankerne hos en intelligent spiller med en fodboldromantisk tankegang. 

For mit vedkommende opgraderede bogen min iver for at se Mykland spille fra 'stor nysgerrighed' til 'glubende sult'. Ved gud hvor jeg håber, at han er en ny Michael Johansen eller Bjarne Goldbæk for os. Jeg bliver helt mismodig ved at læse det afsluttende interview, hvor han er i kulkælderen over den nådesløse træning i München inden sæsonen, men trøster mig med at der i stedet for evige løbeture i en sydtysk skov nu skal spilles kampe i lunt sommervejr i Sydafrika, for det er det Mykland efter eget udsagn lever for - at få en bold ved fødderne. 

Jeg ville have tændt en smøg for Mykland, men jeg ryger ikke. I stedet må det være på plads med en fadøl - en halvliters, selvfølgelig. Skål!

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Black Rebel Motorcycle Club: 'Love Burns', 'Red Eyes and Tears', 'Whatever Happened to My Rock'n'Roll (punk song)'
For satan da, caveat emptor! Caveat Emptor! Det var dumt at høre de første tre sange af BRMC's hypede debutplade og tænke at det var dog den ondeste gang rock'n'roll man har hørt længe, snerrende sanger og fuzzguitar som hos Jesus and Mary Chain da de var bedst eller Stooges da de var mindst ophidsede og mest kølige. Resten er småpsykedelisk, slæber sig afsted, og noget af det lyder sgu som Kula Shaker. Nedtur. Men de tre første sange er stadig strålende.

Ugens album:

A-Ha: Scoundrel Days
Det manglede da bare at A-Ha skulle køre i denne uge. De hænger ud i de samme sydlige egne som Mykland kommer fra, og Håvard Rem har skrevet tekster til flere af deres ting, bl.a. en af sangene på den formidable seneste plade Minor Earth Major Sky. Det er ikke den der kører nu, men deres anden plade fra 1986, som også er forrygende; norsk melankoli når det er som bedst, og et fænomen fra firserne der stadig står stolt tilbage. Hvorfor 'The Swing of Things' aldrig udkom på single er et mysterium på linie med Bermudatrekanten, Loch Ness-uhyret og Marc Nygaards udtagelse til landsholdet.    

mail