Stå nu ikke der og glan, luk døren i bag dig, så vi slipper for den lille reminder om, at februar faktisk er en vintermåned. Ja, der er ingen grund til at se så forbavset ud. Blot fordi man bliver forhindret et par gange, betyder jo ikke, at man helt er hold op med at skænke øl, så hvad kan jeg byde dig på?

Oprindeligt havde jeg tænkt, at skrive lidt om de seneste optrin i den uendelige historie om Flemming Østergaard contra Per Bjerregaard, men ærlig talt hænger det mig snart ud af halsen at høre. Tag jer dog sammen, mennesker! Heller ikke et ord om plænens tilstand i Parken. Eller om Sydafrikaturen og de nye spillere. Eller for den sags skyd om forveningerne til foråret.

I stedet endnu et bidrag til Stamværtshusets føljeton om turneringsformen.

Tak, tak, jeg ved I har hørt det før, men det er altså noget, der ligger os meget på sinde, så det må I udholde lidt endnu.

Du læste sandsynligvis sidste uges ræb, kære gæst, hvor min ærede kollega i utvetydige vendinger gjorde sin holdning klar til forslaget om en danmarksmesterskabsturnering i to dele; grund- og slutspil.  Da jeg, inden jeg åbnede butikken, fortalte ham emnet for også denne uges ræb, vendte han det hvide ud af øjnene og udbrød Ikke endnu en slutspilsfetichist!

Ja, man fristes til at svare med et godmodigt Det man siger, er man selv! "Fristes til?" Pladder. Man gør det sgu.

Det man siger er man selv, Holger!

Men lad os lægge disse svidende piskesmæld af ad hominem argumenter til side. Min holdning til turneringsformen i Danmark er temmelig pragmatisk. Ganske vist har jeg visse principper, men jeg er ikke nogen princippernes mand, så det kommer ud på et i den sidste ende alligevel. Ikke desto mindre synes jeg, vi bør prøve at se på turneringen, som den burde se ud, i stedet for sådan som vi er vant til den ser ud.

Min personlige førsteprioritet er, at turneringsformen skaber grundlaget for den bedste fodboldsport. For Deres bartender er god fodbold ikke nødvendigvis lig med masser af mål, men derimod intensitet: Jo længere tid, der er spænding om kampens udfald des bedre. Med andre ord er 4-3 altså nøgternt set bedre end 3-0, hvad angår underholdningsværdien, om end mine personlige præferencer gør, at jeg mener, at København naturligvis altid bør holde modstanderen fra at score. Dette er mit udgangspunkt, og i det følgende vil jeg forfølge dette ud i det, der forhåbentlig er dets logiske konsekvens.

Når det ovenstående er sagt, følger det, at jævnbyrdighed mellem holdene bør tilstræbes; derom er der næppe stor uenighed. Den type liga, der er mest fordelagtig for jævnbyrdigheden er utvivlsomt den liga, hvor der er færrest hold i divisionerne: Der er længere mellem top og bund i en liga med en enkelt division på toogtredive hold, end der er i en liga med to divisioner á seksten hold, og der er igen længere mellem top og bund i en sådan liga, end hvis holdene var opdelt i fire divisioner á otte hold hver.

Det er selvfølgelig taknemmeligt at lave sådanne opdelinger på papiret, men i virkeligheden finder vi charmen og - for Tipstjenestens vedkommende - fortjenesten i, at holdenes indbyrdes styrke er svær at bedømme og tilmed varierer. Af denne erkendelse følger to følgeslutninger, der er vigtige for udformningen af en liga.

For det første skal det være muligt at omfordele holdene mellem divisionerne når de udvikler sig til at være henholdsvis for stærke eller for svage i forhold til de øvrige hold i divisionen. Hvad dette angår ligger problematikken i at vurdere holdenes egentlige indbyrdes styrkeforhold, da denne jo som netop varierer og derfor måske reelt er stærkere eller svagere end man kunne forledes til at tro ved at betragte deres umiddelbare formkurve. Dette er også årsagen til, at en cup-turnering sjældent giver et retvisende billede af turneringsholdenes relative styrke. Spørgsmålet er derfor, hvor mange kampe, det kræves, før man kan vurdere holdets styrke tilstrækkeligt. Her synes det rimeligt for undertegnede, at vurderingerne falder efter holdet har mødt de øvrige holdi divisionen både hjemme og ude, men dette er kun vurderingen blandt de øvrige i divisionen, og idéen er netop at vurdere, om et hold er stærkere eller svagere end hold fra en anden division. Da disse ikke har mødt de smme hold, er det umiddelbart umuligt at vurdere hvilke af holdene, der er stærkest, med mindre man indfører et ranglistesystem, der dog næppe vil fungere tilfredsstillende. Det mest retfærdige er derfor at gøre som i England, og lade deciderede play-off kampe afgøre vurderingen. Også her virker det mest rimeligt, at vurderingen falder efter alle holdene har mødt hinanden både hjemme og ude.

Den anden vigtige følgeslutning, på at holdenes relative styrkeforhold varierer, er, at antallet af hold i divisionerne, bør justeres efter dette for at sikre størst mulig jævnbyrdighed. I hver division bør samtlige hold have en realistisk chance for at ende som nummer et, når sæsonen er færdigspillet. Hvis dette ikke gør sig gældende, er spændet mellem top og bund simpelthen for stor, og for den højeste division vil man opleve kampe mod eller mellem hold, der reelt aldrig har deltaget i kampen om mesterskabet. Følgeligt er det også givet, at antallet af oprykkere og nedrykkere skal tilpasses til at denne jævnbyrdighed sikres. Således bør antallet af hold i divisionerne ændres efterhånden som jævnbyrdigheden stiger eller falder.

Spørgsmålet er derfor, hvor mange hold, der reelt kæmper om Danmarksmesterskabet hvert år. Det er dette spørgsmål, der er det interessante, set fra en sportslig synsvinkel. Det er ikke tolv, og det er heller ikke ti. Otte er måske også at strække den. Alligevel har vi tolv hold i Superligaen, som den ser ud nu, og alligevel er det ikke det reelle styrkeforhold mellem de fire op og nedrykkere, der afgører, hvem der ender i hvilken division. Dette overnormale antal (svage) hold i Superligaen skyldes ikke et hensyn til unge talenter; det er rendyrket vås og romantiserende gammelkonesnak. Unge talenter har bedst af at blive presset til det yderste af deres formåen, og dette gør de i de mest jævnbyrdige kampe. Disse anomalier skyldes derimod andre hensyn end de rent sportslige; for klubbernes vedkommende henholdsvis politiske og økonomiske og for tilskuernes side et spørgsmål om personlige præferencer.

De økonomiske og politiske hensyn skyldes, at hovedparten af Divisionsforeningens medlemsklubber ikke er at finde i den højeste division, og at de ønsker, at gøre vejen opad så kort som muligt, så de opnår en større andel af mediernes fokus, og dermed en større mulighed for at sælge reklamer. For tilskuernes vedkommende har mange en særlig forventning til, hvordan en sæson er opbygget, og et ønske om kampe mod så mange forskellige klubber som muligt - og helst underholdende af slagsen. Og alle disse hensyn er skam meget vigtige at meddrage! Alligevel har klubberne også stadig en interesse i at skabe de stærkest mulige ligaer, da deres økonomi uden undtagelse er stærkt baseret på salg af spillere og/eller muligheden for at deltage i de europæiske cup-turneringer.

Man må dog ikke glemme, at udgangspunktet er, at den øverste divsion består af hold, der alle har en chance for at vinde mesterskabet det pågældende år, og hvis dette gentagne gange viser sig, ikke at holde stik, så er der noget galt, og så nytter det ikke noget, at stikke hovedet i busken og blot gøre, som man altid har gjort. Hvis nogle af de mere pessimistiske scenarier viser sig at være rigtige, og vi om føje år blot har tre eller fire store klubber, der konkurrerer om mesterskabet, mens de øvrige er henvist til roller som statister, så bliver vi nødt til at reagere på det, og en løsning, der tidligere er blevet diskuteret her i bulen er muligheden for at indgå i en såkaldt Atlant- eller Euroliga. Det ønskelige i en sådan liga skal ikke diskuteres her, men det skal blot konstateres, at udvilklingen kan forløbe sådan, at en deltagelse i sådanne supernationale ligaer er en naturlig følge. 

Men lad os vende tilbage til nutiden. Den bedste mulige turneringsform er således et kompromis mellem på den ene side det, der er sportsligt rigtigst; at de stærkeste klubber kæmper om mesterskabet, og på den anden side det, der er i klubberne og tilskuernes interesser. Dette er ofte det samme, men på ingen måde altid. Og her må jeg sige, at jeg er meget imponeret over Divisionsforeningens forslag.

Forslaget indebærer en større jævnbyrdighed i de øverste divisioner gennem en reel slankning af den første- og andenhøjeste divison (af Divisionsforeningen kaldet Superliga A og B), en sæson på 36 ligakampe, der med vinterpausen in mente hverken er for få eller for mange, samt at dele de to ligaer op i tre á 8 hold ved hjælp af en kvalifikationsliga, der både sikrer jævnbyrdige ligaer - og dermed, som beskrevet ovenfor, færre meningsløse kampe - og som tilmed sikrer, at det er de bedst egnede, der hvert år kæmper om Danmarksmesterskabet. Divisionsforeningen har således begået den genistreg, det er, at både rette op på nogle af Superligaens sportslige anomaliteter og samtidig gøre det på en måde, der er i alle klubbernes bedste interesse. Den gyldne middelvej - intet mindre. At der så er tale om indførelsen af en decideret kvalifikationsliga i stedet for de play-off kampe udenfor sæsonen, som jeg måske alt andet lige ville foretrække, trækker ikke synderligt ned. Tværtimod mener jeg, at det er meget elegant løsning, der får de mange hensyn til at gå op i en højere enhed.

Og så har ikke engang berørt det, der i mine øjne er det måske mest positive ved forslaget; at Superligaholdenes andethold får mulighed for at spille sig helt op i den tredjehøjeste division (dvs. umiddelbart under Superliga A og B).

Så to tommelfingre i vejret for Divisionsforeningens forslag, og held og lykke med at få det vedtaget. Og kom nu godt og varm hjem.

Martin CX

På Jukeboxen hørte vi:

The Cures The Head on the Door
Fordi jeg tilfældigvis så en Cure sang på MTVs Alternative Nation, og fik lyst til at støve de gamle mesterværker frem. Ah.

David Bowie Low
Har man sagt C må man også sige B. I hvert fald var denne CD inde i Cure-coveret.