En gammel sandhed: "Smag kan ikke diskuteres."

Og så alligevel.

Skulle De være interesseret i, hvad bartenderne i denne lille bæverding har brugt meget af vinterpausen på at diskutere indbyrdes i baglokalet, når den døren er låset bag den sidste gæst, og neonskiltets sitrende grønne lys er slukket, ja, så er det såmænd smagen på - endog den korrekte stavning af - de skotske og irske spirituosa whisk(e)y. Holger har holdt hårdt på den skotske whiskys fortræffeligheder, men har ikke kunne overbevise hverken smølle eller Jan, om at whisky er at foretrække frem for den irske whiskey. Forskellen mellem de to er større end blot oprindelseslandet: Irsk whiskey er destilleret tre gange, hvor den skotske whisky kun er destilleret to gange. Derudover er den skotske malt tørret med røg, hvorimod den irske malt er lufttørret. Dette giver sig udslag i, at den skotske whisky er mere røget og har en mere kompleks smagsstruktur end den irske, der er lettere og mere ren i smagen.

Hvad De, kære kunde, foretrækker er inderligt ligegyldigt, for med mindre De selv betaler, må De tage til takke med det, der bliver stillet foran Dem: Whisky.

Jeg har tidligere serveret en af de skønne Glenmorangie whiskyer, men denne gang tilbyder jeg en 12-årig Cragganmore (husk at rulle på r'erne!), og lige som sidste gang, jeg serverede whisky, vil jeg gerne spæde lidt vand i den, men is er udelukket, og hvis De be'r om cola, må jeg vise Dem døren.

Vi har trods alt et gran af stil her i bulen.

Det har de desværre ikke længere i Parkens Sportscafé. Den lille forsamling af bartendere har været trofaste gæster både før og efter kampene i årevis, men nu er der efterhånden stemning for, at vi lader os divertere andetsteds hen, i hvert fald efter kampene. Jeg tager gerne højde for, at standarden nødvendigvis er faldet efter Central Park midlertidigt har måtte lukke dørene, men det undskylder ikke at både stemningen og klientellet lige så stille er blevet mere og mere bøvet og usympatisk. Efter kampen mod AGF blev jeg på det nærmeste truet med et par flade af nogle ungersvende, musikken er enten tre år gammel dance eller ubehagelig bonderøvsmusik a la DJ Ötzi, og betjeningen er ofte venlig, men som regel fraværende. Det, der tog kiksen, var, da smølle og jeg efter 6-0 sejren over medaljekonkurrenten fra Esbjerg fravalgte Gasolin-covernumre for i stedet at drikke et par øl, diskutere kampen og se Onsides skudsmål for kampen. Salgsassistenterne bag baren valgte, at tilslutte tv-lyden under et interview og kampsammendrag fra OB-Vejle-kampen. Umiddelbart herefter begyndte TV3's reportage fra målfesten i Parken, men af uransagelige årsager valgte de ølsælgende ungarbejdere at benytte denne lejlighed til at sætte en af deres gamle Absolute Music-CD'ere på. Og skrue op for lyden. En venlig anmodning om at sætte TV-lyden på igen blev mødt med et arrogant skuldertræk og i øvrigt ignoreret. Når vi heller ikke kunne passiere eller blot drikke vores øl i fred, mistede besøget sin begrundelse, og i stedet blev vi enige om at spadsere ned til den Røde Lygte, der viste sig at være et langt mere behageligt bekendtskab. Næste gang bliver det nok Café Stadion, så hvis det er Deres normale tilholdssted, bliv ikke forskrækket om et par eller fire halvberusede sludrechatoller kommer væltende efter næste kamp. Eventuelt med hangarounds.

Ærligt talt, mistede vi næppe meget ved at gå glip af lyden i Onside, for det er som regel meget begrænsede analyser, der kommer ud af højtaleren. Det kunne dog have været spændende at høre argumentationen for, at F.C. København kun opnåede fire bolde ud af fem, men når det kommer til stykket er jeg jo ligeglad med Onsides bolde.

I det hele taget er jeg ligeglad med det meste i Onside. Det er alt for ofte spild af tid; tom underholdning med et meget lavt informationsniveau. Det er måske ikke overraskende, når man betragter TV3-producerede programmer i øvrigt, at det er rettet mod seere, der har en meget lav koncentrationsevne, og som lader sig fascinere af computergrafikkerne og hvor mange "point" de enkelte hold får tildelt. Det er jo som regel quizprogrammer, der kommer ud af TV3, og bortset fra at seerne ikke har mulighed for at stemme nogen hold ud af Superligaen, så er det den gængse skabelon for et sådan program, der er trukket ned over Onside.

Før Onside bliver interessant i mine øjne, skal der helt andre boller på suppen. Jeg kan ikke være uenig med Holger, der i sidste uge skrev det samme, men det er noget, der tåler gentagelse i denne tid, hvor den fremtidige tv-dækning af Superligaen diskuteres. Hovedparten af programmet bør være dedikeret til fyldige kampsammen- og uddrag, og den resterende tid bør være dedikeret til analyser af kampene og specifikke kampsituationer, krydret med vurderinger af holdene og spillernes aktuelle og kommende form. Analyser, der rækker ud over det banale, men som derimod beskriver hvilken taktik, der blev benyttet, og hvorfor den fik det udfald, som den gjorde. Man kan for så vidt godt også dedikere en del af programmet til at diskutere et aktuelt emne med folk, der vel at mærke både har en indsigt i emnet og en mening om det. Det er ikke nemt, at lave et sådan program. Det kræver både viden om fodbold og tid. Men hvorfor også lægge Onside umiddelbart efter ugens runde i Superligaen er færdigspillet, når dette alt andet lige giver ringere mulighed for en tilstrækkelig analyse af de spillede kampe? Læg dog programmet et par dage senere, og sørg for at vi ser programmet, fordi vi er interesseret i at høre analyserne af de forskellige hold snarere end blot rundens resultater. Men fri mig fra det Frankensteins monster af en hybrid mellem ugebladsjournalistik, gameshow og  telegramreferater, som det vi oplever i dag.

Det er måske en naiv ønskedrøm, at tv om fodbold igen får fodboldfanatikeren som målgruppe, men jeg foretrækker at nære håbet lidt endnu. På et eller andet tidspunkt vender tendensen forhåbentlig, og man  igen tør at skabe fjernsyn, der udfordrer seerne, og som ikke blot rynker på næsen af "eksperter" og de, der har sat sig mere ind i sagerne end manden på gaden. Men dette kræver måske, at fodbolden flytter til en public service kanal, der kan tillade sig at skabe programmer, der ikke umiddelbart er orienteret mod at få revl og krat som seere i forventning om sex, vold eller andet melodrama, der ikke har noget med fodbolden som sådan at gøre.

Apropos sex, vold og melodrama. Eller rettere sex og melodrama, volden vender jeg tilbage til. Forrige hjemmekamp benyttede jeg mig af sæsonkortets velsignelser og kom trissende med tømmermænd lige efter dommere havde fløjtet kampen i gang, men denne gang fik jeg dem at se både inden kampen og i pausen; den lokale dansetrup Copenhagen Dancers. Fra fireogtyvende række ser det ud til at være nogen kønne piger med særdeles lækre og veltrænede kroppe, og jeg ved godt jeg er et skarn, men altså... Hvad er meningen med dem?

Er de cheerleaders eller strippere? Det er jo ren hykleri, at de beholder tøjet på, når man betragter deres rutiner, så hvorfor ikke give dem en stang og noget flødeskum med ud på banen. Ikke fordi man vil kunne se noget som helst oppe fra min plads, men i det mindste vil det give mening. Kunstnerisk integritet mig i øjet.

Hvis det ikke er det, de ønsker med deres dans, så lav dog noget andet end at stå og vrikke med numsen, som alligevel ikke kan ses tilstrækkeligt godt mere end et par rækker væk. Skab noget dynamik! Der er altså en årsag til, at cheerleaders i U.S.A. hopper og sparker. Som det er nu, kan det være ligemeget.

Og så til volden. Inden da vil jeg dog servere en anden drik. Dansk øl bliver ofte med rette kritiseret for, at det hele er Carlsberg/Tuborg pilsnere, der smager af det samme. Det er dog ikke sådan, at Carlsberg og Tuborg ikke kan lave andet øl end pilsnerel, og det har de sat sig for at vise med serien Semper Ardens, hvor de får snart mange måneder siden lancerede en ale, der ganske simpelt smagte fremragende. Nu har de også sendt en bock-øl i butikkerne, og selvom jeg personligt ikke synes, den er helt så god, som ale'n, så er det forfriskende med variation i øltyperne. Så grib chancen; køb den og smag den, og giv Carlsberg og Tuborg en grund til at fortsætte produktionen af andre typer øl end de sædvanlige.

Tilbage til volden. I løbet af ugen, har der været stor diskussion blandt fodboldfans, om hvad man bør gøre ved vold eller andre svinestreger på banen, når kampdommeren eller linjevogterne ikke opdager dem. Knud Erik Fisker meldte stærkt ud i medierne, at disciplinærudvalget burde benytte sig i højere grad af videooptagelser i bedømmelser og uddeling af karantæner - også hvad angår spillere, der ikke blev tildelt hverken advarsel eller udvisning i en kamp. Dette kan jeg kun tilslutte mig, og jeg er generelt positivt stemt overfor at dommeren får elektroniske hjælpemidler til at lede kampen, så længe de vel at mærke ikke sinker spillets forløb. Der er ingen grund til teknologiforskrækkelse, det kan da vel ikke være så svært at skabe systemer, der umiddelbart kan afgøre om en bold er i mål eller ude over linjerne. Ej heller om der var spillere i off-side position, da afleveringen faldt.

I forbindelse med samme hændelse, der fik Knud Erik Fisker på banen, har det været diskuteret om nogle hold har det lettere ved at slippe af med forteelser, som andre hold ville inkassere gule eller røde kort ved, og dommernes svar har selvfølgelig været "selvfølgelig ikke". Det skal de jo sige, og jeg er da også overbevist om, at det er deres oprigtige mening. Sådan er det bare reelt ikke. I England har en undersøgelse ved Staffordshire University påvist, at dommere, der får at vide, at et hold har et ry for brutalt spil, hurtigere griber efter kortene, når det pågældende hold begår frispark. Det er ganske forståeligt, og givetvis umuligt at udrydde fuldstændigt, men det er alligevel vigtigt at dommerne reflekterer over dette, og at de er særlig opmærksomme på, ikke at lade deres domme være påvirket af det billede man har af spilleren i øvrigt. Summa summarum er det således ikke nødvendigvis er en ubegrundet anklage, hvis en træner eller en spiller føler sig særlig forfulgt af dommerne, men om det så er ubegrundet eller ej, er det ofte en urimelig anklage, der savner professionel respekt mellem træner og dommer. Og så venter vi allesammen på, at de danske dommere gør sig fortjent til den respekt andre steder end på udenlandske baner.

Inden jeg lukker, vil jeg også berøre Ekstra Bladets nye fanintiativ. Jeg vil ikke bruge lang tid på det, for Holger skrev egentlig alt jeg havde på hjertet, udover at Ekstra Bladets fansides idolisering af roligan-kulturen er endnu et dolkestød mod en uafhængig fankultur, der ikke blot er interesseret i, hvad der ser / høres godt ud på fjernsynet, eller hvad der på kort sigt er i klubbens interesse, men som derimod har en kritisk holdning til det produkt, de køber, og de annotationer som medfølger. F.C. København er ikke PS&E, det er ikke Parken, det er ikke det hold, som p.t. spiller for holdet. Det er noget ubestemmeligt andet, og det er det, man følger som fan. Det er aldrig idéen om F.C. København, der er noget galt med, det er altid det materielle, og hvis man ikke kan genfinde idéen F.C. København i holdet F.C. København, så har man al mulig ret og grund til at give sin utilfredshed til kende.

Og lad os så for pokker vinde et par flere kampe 6-0! Hvor svært kan det være?

Martin CX

Denne uges jukebox:

Manu Chaos "Me Gustas Tu"
Depeche Modes "Headstar" fra Only when I lose Myself
Ennio Morricones tema fra fra For a Fistful of Dollars
Crazytowns "Revolving Door"
Kents "Kungan Är Död"