"Bora delte min mening, da han synes kampprogrammet var en vigtig ting ved en kamp, og at der nogle gange går så meget økonomi i tingene, at det ødelægger den gode stemning."

Jep, gamle swinger, så hænger vi i baren igen. Jeg kan se at alt for mange af jer friske gæster allerede har slugt godt af forårets første dag og ... hmm... nydt en påskelilje eller to for meget på vejen her til bulen. Men naturligvis er det velfortjent, denne skærtorsdag har været årets hidtil smukkeste dag. En dag til en tur i Dyrehaven, en dag til den lidt stille refleksion over høkerbajeren på havnefronten, en dag til opstemthed og brede smil i byens baggårde, og så selvfølgelig en dag som må ende hernede hos os til den sædvanlige omgang ævl, kævl, brok, og ugentlige pjat.

Ergo tager vi den forfra og lige på her til aften. Ovenstående citat er nappet fra et interview med Bora Zivkovic på hjemmesiden fck-online.dk. Den anonyme online-interviewer sukker over at kampprogrammet mangler ved vores hjemmekampe. Bora er en fornuftig mand og er derfor selvfølgelig enig - og det er jeg også. Det ligger mig simpelthen inderligt på sinde at meddele det igen, for jeg har besluttet at jeg vil forbande denne beslutning om afskaffelsen af vores kampprogram til et af to alternativer åbenbarer sig:
a) jeg får min vilje
b) jeg dør

Og så er tonen også sat på plads, for der findes ikke nogen bedre måde at begynde aftenen end en omgang fælles skulderklapperi. Du er god, det er jeg også, og vi er allesammen rigtigt gode. Muhadada - især selvgode. Men gu' fanden savner man det skide kampprogram. Det har været som at kigge ned i et afgrundsdybt hul i de få ledige stunder som Nedre C kan byde på. Inden kickoff eller i pausen. De tabte minder til eftertiden har jeg allerede jamret over hernede for nogle uger siden. Og tre hjemmekampe nu uden andet en pamfletteriet fra MetroSmidmigvæk, der oven i købet indpakkes tykt i Brøndby-gejl. Det siger vel alt om det latterlige i at sælge sjælen på den måde til et svensk pseudo-medie, der formodentlig smides gratis i hovedet på folk ud fra erkendelsen at ingen kunne drømme om at købe lortet.

I dance to the beat, shuffle my feet
Wear a shirt and tie and run with the creeps
Cause it's all about money, ain't a damn thing funny
You got to have a con in this land of milk and honey

Sådan hiphoprappede stormesteren Flash engang for godt 15 år siden i et af de få numre indenfor den genre som jeg kan holde ud at høre mere end 5 gange. Men hvor den kom fra i hukommelsen, ved jeg ikke. Men du, jep lige præcis dig kære gæst, har sikkert ret når du insisterer på, at den blev skidt ud af en spædekalv og lokummet er lige her ude bagved og undskyld mig et minuts tid plus det løse. Men vi tager den simpelthen på ekspressionistiske facon denne forårsfriske aften. Frit leveren, mand, frit fra blæveren.

Aaah, det var bedre. Blæver og lever er også den slags man gør sig ude på vestegnen, på vestbreden, i den store familieforeningsidyl. Buhuhuuu, partisekretær Bakkendorphfpf mente mandag at den samlede presse var for hårde. Man må ikke kritisere deres spillere, og man må slet ikke skrive at en af deres spillere smækker en albue bagud og brækker næsen på en modstander. Det ødelægger simpelthen familieidyllen med den slags skriverier, og partisekretæren var fortørnet på hele idyllens vegne. Forlegen måtte TV3-værten Jakob Kjeldbjerg mumle, at det sandelig også var lidt synd. I hvert fald en lille smule. Vi skal selvfølgelig være flinke ved hinanden, vi skal samstemmende sige at den albue sandelig da ikke var andet end en masse andre albuer i lignende situationer. Og det var den såmænd heller ikke. Slet ikke. Den slags sker bare engang imellem, og det sker også engang imellem at pressen bemærker det. For så uretfærdig er verden bare.

Men partisekretæren klynkede videre direkte på telefonen og pludselig var der en anden person på linien. En dommer ved navn Kim Milton. Spilleren knalder armen bagud med vilje, den er til rødt kort. Det sagde han gudhjælpemig. Endnu et skår brækkede af familieidyllen, og nu er Milton ikke velkommen ude på vestbreden længere, det er hans dommerkollega Fisker i øvrigt heller ikke. Sammen med en håndfuld journalister fra den skrivende presse, der alle har tilladt sig at ridse i idyllen uden at spørge om lov først.

Ja, verden er sjov, verden er formastelig, og sjældent er den ganske entydig. Jeg skal være den første til at indrømme at situationen kan forekomme en anelse gusten. At pressen skriver mange underlige ting og ikke er alt er lige virkelighedsnært, er noget jeg og mange andre ved, men det er åbenbart noget man først har opdaget på vestbreden for nylig. Lad os betro dem, at det er ligesom et af vilkårene i den frie verden, med dens frie meningsytring. Hos partisekretæren virker den slet ikke til at være feset ind endnu.

Han havde gavnet sagen og sin spiller bedre ved at holde sin kæft og lade tingene ebbe ud. Kampen var fløjtet af, hans hold havde vundet et par vigtige points, og kampens dommer havde intet ulovligt set undervejs. Der var kun nogle forbaskede TV-kameraer der kunne så tvivl, og de billeder havde allerede været glemt to dage efter. Det går nemlig også hurtigt i den frie verden, med dens frie meningsytringer. I stedet er der blevet sat endnu mere fokus på spilleren, og flere fortidige tilfælde kan graves frem. Og med langt større ret end situationen i søndags.

For det er nemlig også lidt humlen her, denne spiller er ingen engel. Hans tvivlsomme temperament er nemlig lige så uomtvisteligt som talentet er lysende (jeg indrømmer blankt, at jeg meget gerne vil have ham i den københavnske trøje, hvis og såfremt...), og vi andre vantro kan skadefro hygge os med de kaskader af selvmedlidende klynk der jævnligt strømmer fra vestbreden i takt med at verden ude omkring forandrer sig til vores gunst. Der røg en Berlin-mur i 89 og godt et tiår senere faldt Brøndby-muren i dansk fodbold. Som et slag vendte vinden. Fra tider hvor selv vestbredens træningskampe var hot TV-stof, til tider hvor spørgsmålene blev skarpere og journaliststanden mere uregerlig. En del af de gamle partifolk på vestbreden har ikke opdaget denne demokratisering endnu. Det ene øjeblik er superligaens turneringsudvalg nogle sammenspiste kumpaner, det næste øjeblik er pressen ondsindede og hetzende. Av, hvor verden dog gør ondt nogle gange!

Urkomisk blev det næsten i aftes, da omtalte vestbredsspiller, lad os bare kalde ham Peter Madsen, spillede testlandskamp i Dublin. Af eller anden mærkelig grund begyndte det irske hjemmepublikum at forfølge ham med buh-råb straks da han kom på banen i 2. halvleg. Hvad pokker der skete, vides ikke, men personligt kom jeg til at skraldgrine. Ikke på grund af Peter Madsen. Som nævnt jeg synes faktisk han - ved siden af sine små og mere eller mindre bevidste unoder - er en glimrende spiller. Det var mere hele situationen. Jeg så allerede partisekretæren (eller hvad pokker for en mystisk titel manden besmykker sig med?) hjemme på vestbreden fare rødglødende omkring i stuen, klar til at indstævne det irske fodboldforbund for UEFA, og i det hele taget formene samtlige irere og især de journalistiske af slagsen - der selvfølgelig måtte være årsag til denne "hetz" - adgang til helligdommene ude vest for København.

Nu vi er ved den landskamp, så må der falde et par andre knoprede ord. Hold kæft for en ynk. Jeg har tidligere ikke været bleg for at rose vores landshold og har virkelig set det som en kærkommen fornyelse med M&M som trænerparret der kunne genføde interessen for netop landsholdet. Hidtil har det også været en næsten gnidningsfri omgang. Masser af spillemæssige fornyelser, masser af overraskende - og positive - udtagelser. Men akkurat i går aftes gik meget vist temmelig galt. Irland spillede en flot kamp, det bør ikke tages fra dem, men det overskygger ikke at M&M lavede en taktisk brøler ved stædigt at fastholde et system som der ikke var spillere til. Ikke i udgangspositionen og efter regnskabet med skader var gjort op. Vores egen Poulsen røg ind på tremandsmidtbane i en umulig situation, med to typer meget lig ham selv. Løbestærke og defensivt orienteret. Det gik forfærdeligt, og blev næppe bedre af at den ene, Brian Steen, ikke har spillet en seriøs fodboldkamp i noget der ligner et halvt år.

Det virkede i det hele taget som M&M havde sat denne kamp som en endelig stopprøve mere end en test for flere spillere, som tidligere var fravalgt, men nu alligevel skulle ses an en ekstra gang blot for sikkerhedens skyld. Brian Steen blev én, en anden blev Thomas Rytter. Han spillede et fremragende efterår hos os i FC København, og kom mærkelig nok aldrig rigtigt i nærheden af landsholdet. Nu har han så skiftet til tyske Wolfsburg, men har så vidt jeg har kunnet tyde Tipsbladet i de sidste uger slet ikke været på banen i Bundesligaen. Alligevel bliver han landsholdsudtaget, på noget der næsten ligner en slags efterbevilling. Alle og enhver kunne vist se at Rytter jokkede totalt igennem. Det virkede sgu lidt grusomt, at se vores gamle højreback blive udstillet på den måde. Han fortjente en bedre chance - og den burde være kommet meget tidligere.

Nok om det og nok om dit og dat. Spædekalve skider og vi andre søber påskebryg fra fade. Vi genvinder intet mesterskab, men vi spiller som et mesterhold, og serier af gamle brokrøve hernede råber i kor; vi vil have hæder, vi vil have medaljer, og vi vil have fisse. Enkelte er endda kommet anstigende fra Café Halvvejen ovre i nabogaden, og i søndags nåede de næsten alligevel hele vejen.

Den første times fodbold vi fik at se inde i Parken i søndags var tæt på at være mageløs underholdning, så fremragende at man i perioder næsten glemte det væsentlige. De manglende scoringer. En eller anden dag kommer de vel. Igen. Den form som træner Backe er ved at skabe fejler i hvert fald intet indtil videre. Nye folk som Albrechtsen og Myggen har ingenlunde skuffet. Jeg har selvfølgelig ingen klare muligheder for at kunne vurdere Viborgs Thomas Frandsen, men jeg fatter alligevel ikke hvorfor førstnævnte var blevet vraget til testlandskampen i aftes. Med mindre M&M har en eller anden fetichisme kørende med spillere, der til dagligt løber rundt i grønne trøjer. Det forklarer måske også det ulyksalige tilfælde Rytter. Mig har Albrechtsen i hvert fald imponeret vildt. Han er superelegant i sine indgreb, er teknisk god i opspillet, og samtidig en betonvæg af fysik. Kan man forlange så meget mere af en forsvarsspiller på 21 år.

I det hele taget har det sgu været en fornøjelse at se vores nye forsvar. Bo Svensson har for alvor spillet sig tilbage på holdet, både centralt og som reserve på højrebacken. Og taler vi Albrechtsen og Svensson, taler vi også om Superligaens yngste midterforsvar. De to knægte er stort jævnaldrende og har hidtil spillet som et par gubber der er 10 år ældre.

Omkring Myggen har mine gæve kollegaer og jeg selv allerede sagt rigeligt. Jeg gentager blot hvert et ord. Hvilket scoop, mand! Sportsdirektør Holmstrøm fik et par af os til at måbe, da han i vinters lancerede fætter Mykland fra Risør i det sydlige Norge som Skandinaviens bedste spiller i øjeblikket. Jeg vil blot give Holmstrøm hånden, sige tak, og samtidig undskylde den lille mistillid som nagede hos mig personligt i de tidlige vintermåneder. Den var helt ubegrundet.

Men trods begejstringen over enkelte spillere og enkeltstående præstationer, og det æstetiske niveau som vores hold spiller på, så kan vi ikke slippe skuffelsen fra i søndags. En nær ven af mig personligt og af bulen hernede som sådan, en vis Onkel Blanchflower, en lettere alkoholiserede, lapset, og snart midaldrende herre, har i hele denne uge stået og hængt her i baren. Hans fuldskab har til tider været temmelig pinlig. Normalt er han stille og rolig, ja nærmest forsagt, men i denne uge har han været ganske ustyrlig. Har forsøgt at belemre de andre kunder med det samme mantra igen og igen. Forleden blev jeg simpelthen træt af ham og hans vrøvl og valgte at smide ham ud i hoved og røv. Men han fortsatte med at kværne løs med sit salige smil:

The great fallacy is that the game is first and last about winning. It’s nothing of the kind. The game is about glory. It’s about doing in style, with a flourish, about going out and beating the other lot, not waiting for them to die of boredom. 

"Det gælder jo netop ikke når man spiller 0-0, dit fjols!", skreg jeg efter ham.
"Gu gør det så! Du fatter bare ikke en skid!", skreg han tilbage og grinede stort, inden han vaklede videre - formodentlig over på Café Halvvejen.  

Og så er vi der igen. Spædekalve skider og de skider citater og tvivlsomme hallucinationer. Det kan i virkeligheden blive en historie uden ende, man kan meget vel begynde på Halvvejen og fortsætte herovre. Man kan også sagtens foretage den modsatte tur, nogle har måske endda følt sig draget af akkurat den tur efter i søndags. Blot for symbolikkens skyld. Men når regnskabet gøres op, bliver skuffelsen alligevel den samme. 0-0 bliver aldrig helt tilfredsstillende efter en dag som i søndags.

Og så rigtig god langfredag til jer alle nede i Næstved - uanset om vi taler om Oldtime Memory Lane for KBere eller Pitch Invasion-time fra foråret 96 efter Lars Højers to afsluttende kasser eller blot forårskåde fornøjelser til senere brug! Denne sølle bartender er desværre forhindret, men I andre går ikke forgæves. Det ved jeg bare.

Saxokrybet 

Denne uges jukebox:

Grandmaster Flash: "The Message"

Et potpourri af solide D.A.D-numre fra to årtier. (Det er dømt fri luftguitar for de evige drengerøve foran bardisken):
"Soft Dog" 
"Grow or Pay"
"Sleeping My Day Away""
"Laugh'n a Half"

Plus hele "Call of the Wild"-CDen! (fra 1986. Står stadig som uforlignelig og fra en tid hvor de stadig måtte bruge det gode navn: Disneyland after Dark)

Og sluttelig lidt Sinatra-croonere til at vandre hjem på (vel inspireret af de andre bartendere her nede i bulen, er han begyndt at vinde lidt hjerterum hos mig også) :
"Willow Weep for Me"
"Deep in a Dream"
"I'm a Fool to Want You"