...that I shall say good night till it be morrow

Bevares. Romeo og Julie er det knap nok, og alligevel har ugens løb budt på en række afskeder, der var helt anderledes fornøjelige end vemodige. Kom indenfor og gå udenfor - i vores i forårets endelige ankomsts anledning genåbnede gårdhave, så skal jeg servere en iskold og skummende fadøl, der forhåbentlig kan bøde lidt på, at jeg selv tog en fridag ud i sommerlandet og lod Dem vente. Det er ikke god stil, og det beklager jeg mange gange.

Sidste søndag begyndte hvad der en smule overraskende senere skulle vise sig at være en ugelang festival af afskeder. Lige præcis denne afsked var dog helt planmæssig, og selv om der var set frem til selve afsavnet af Lyngby Stadion var det paradoksalt, at man alligevel dukkede op for at følge holdet gennem den sidste skærsild i hvad, der mindede om Dantes iskolde helvede.

De, der ikke lod sig lokke til af muligheden for at frysende se til, mens København bankede rekordmange mål i kassen, kunne gennnem fjernsynsruden se, at noget sådan bestemt ikke var tilfældet. Fra de lune stuer må den i alle henseender uspektakulære konfrontation have lignet sommerbold snarere end Superliga, men selv om vi der havde søgt ly på en af tribunerne derude end ikke havde Solens stråler at varme os på, så lunede de tre point i det mindste.

Den varme blev ikke længe efter til noget, der i sportsjournalistisk jargon ikke uden rimelighed kunne kaldes guldfeber, efter Vestegnens fodboldlokomotiv med deres karakteristiske stabilitet ødslede endnu tre point af deres så ofte gentagne uovervindelige ti-points forspring.

Med en føring på blot to point er Danmarksmesterskabet nu inden for Byens Holds rækkevidde igen, og selv hos det kyniske, selvfede og hårdt prøvede Københavnske publikum har det bragt en optimisme til byen. For et kort øjeblik var København smilets by - især fordi de standhaftige Århusgymnaster midlertidigt var meget vrede over Akademikerne fra Gladsaxes manglende åndelige ydeevne, der såmænd også førte til en afsked. Det gik trods komplikationer i sig selv igen, men i København har feberen ikke lagt sig, så nu krydser mange deres fingre for at Niels-Christian Holmstrøms løfter om guld i de tre Københavnske jubelår 2001 til 3 bliver indfriet, og jeg har også selv bidraget til spekulationerne om hvordan de resterende runders resultater ender med, og om det bliver os selv, Brøndby eller Ålborg, der vinder guldmedaljerne.

Ikke desto mindre, kære læser, føler jeg mig endnu lidt distanceret fra drømmerierne om guld. Jeg skal sige Dem, jeg havde allerede afskrevet mesterskabet efter nederlaget i Brøndby i efteråret, og jeg havde forliget mig fuldstændig med tanken om sølvmedaljer - og så i øvrigt en landspokal. Sådan har jeg det faktisk stadig, og det vil gå mig langt mere på, hvis København fejler i Landspokalturneringen, end hvis det ender med, at vi ikke vinder Danmarksmesterskabet. Det eneste, der ville genere mig ved sølv, er hvis Brøndby får guld. Fjollet måske, men man skal da også være et skarn, hvis man ikke stiller sig tilfreds med en sølvmedalje, når man et hold, der er i opbygning, og som næppe realiserer sit potentiale før næste sæson.

Misforstå mig endelig ikke. Det vil bestemt være en fjer i hatten, hvis vi udover Landspokalen kan vinde Danmarksmesterskabet, men jeg må indrømme, at en stor del af glæden ved en sådan udsigt også består i, at Brøndbys månedlange, hånende hybris blev ramt af den retfærdige nemesis. Bitter? Slet ikke, det er blot spillets regler mellem to rivaliserende klubber.

For Brøndby var det strået, der knækkede kamelens ryg, da de lod København få kontakt igen. Hareide blev forlangt smidt på døren, både af Brøndbys fans; de paradoksalt betegnede "supportere", og såmænd også på spisesedlerne af Hans Engells formiddagspamflet, som flere og flere af os ikke finder os i. Der skal ikke herske tvivl om, at undertegnede ølkurér så udmærket forstår, at Brøndbys fans var rasende på holdet, trænerne og ledelsen, og jeg kan garantere for, at hvis noget tilsvarende skete for F.C. København, ville jeg te mig som en gal, og at kræve uforbeholden støtte af holdet er ikke blot hyklerisk, det er simpelthen forkert. Mener jeg.

Resultatet blev at Åge Hareide tog sit lasede tøj og gik - you can't fire me, I quit!

Hvor de gamle faldt er der endnu ældre socialkammerater overalt. Enhver der husker Tom Køhlerts indstilling til fodbold forsøger at glemme det, for tristere Brøndbyfodbold har de vel næppe heller nogensinde selv set på vestegnen. Men Tom Køhlert er heller ikke blevet valgt på grund af sin panache og suave. Køhlert skal blot få point. Han kender truppen, han er loyal overfor klubben - eller partiet - og så er han frem for alt billig.

Hvor længe Tom Køhlert bliver sidende kan meget vel ganske paradoksalt nok være omvendt afhængig af Brøndbys resultater. Misses mesterskabet får vi sandsynligvis alle fornøjelsen af Køhlert til og med vinterpausen i næste sæson. Står den derimod på Champions League-kvalifikation er det nok med en anden rorgænger på bænken. Hvem der til den tid skal afløse Køhlert er med garanti endnu ikke officielt fastlagt - så står Brøndby i hvert fald til en næse fra Fondsbørsen - men flere og flere peger på den gamle KB-spiller Michael Laudrup. Laudrups trænerkapabilitet ufortalt vil det alt andet lige være et særdeles godt træk for Brøndby, da Laudrup må formodes at trække både penge, spillere og tilskuere til klubben. Spørgsmålet er dog, om det vil være et godt træk for Laudrup, og det er dette, der gør, at undertegnede er skeptisk. Brøndby har for tiden ikke spillerne til at dyrke den type fodbold, som landsholdet under Laudrups stærkt begrænsede lederskab har proponeret. Hvad der gør situationen værre er, at de heller ikke har pengene til at købe de spillere, der er behov for.

Naturligvis er det da også bemærkelsesværdigt, at fyre en træner, der ligger på førstepladsen med sit hold, og som har fremragende resultater at fremvise: Der er ingen, der kan forvente, at vinde mesterskabet hvert år. I hvert fald er der ingen, der bør budgettere med det.

Undskyld mig et øjeblik. Jeg skal lige hente en ny flaske kulsyre.

Der var en kone på landet, hun havde en høne blandt andet. Nu, lægge æg er hønens fag, og denne gav et hver evige dag; det var et par snese, da de blev talt, se, det fandt konen ikke så galt! Hun dem forsigtig i kurven fik, tog den på hovedet og gik. Til staden styrede hun sin gang; men hun var ene og vejen var lang, skønt hun gik til af alle kræfter. Nu tænkte hun over og regned' efter, hvor godt hun fik sine æg betalt, og det var jo heller ikke så galt: »Ja vist!« således hun går og taler, »For disse får jeg en hel rigsdaler. For den vil jeg købe to høns, lad se! Med den der hjemme har jeg da tre; hver lægger æg, og om ikke længe kan jeg handle igen og komme til penge; jeg køber tre høns, til de tre jeg har; se det bliver seks — deres æg jeg ta'r; jeg sælger de halve, den anden rest

skal ruges til kyllinger, det er bedst! Jeg får da en hønsegård; tænk dig bare! Og den tager til. Det er holdende vare! En del lægger æg, en del ruger ud — hvor jeg bliver rig, du søde Gud! Jeg køber to gæs og et lille får, og bedre og bedre handelen går med æg og med høns og med fjer og med uld. Tilsidst får jeg pengeposen fuld! Jeg køber en gris, jeg køber en ko, Hvo ved, måske kan jeg købe to? Se det giver af sig! og efter et år har jeg hus og folk og køer og får. Så kommer en frier ind i min stue, han kysser min hånd, og jeg bliver frue! For han har en gård, der er større end min! Jeg bliver så fornem, så stolt og så fin, jeg tåler ikke den mindste snakken, jo, jeg skal vide at knejse med nakken!« - Og ret som hun sagde det, gjorde hun så - Klask! Æggene der på jorden lå! Med dem den hele lyksalighed faldt — og det var i grunden ikke så galt!

Så er jeg tilbage. Et glas fadøl mere? Hvor kom vi fra? Ah ja, Brøndbys økonomi.

Sportsjournalister betegner fra tid til anden Brøndby IF A/S som en klub med en stærk økonomi, og i forhold til Superligastandard, er det måske rigtigt. Ud fra en hver anden standard, har denne bartender oprigtig talt svært ved at se styrken i Brøndby IF A/S' økonomi. Underskud på underskud, og en ejenkapital bundet op i det i øvrigt sympatiske stadionprojekt, der har vist sig helt uden evne til at tiltrække sig de indtægter, der skulle løfte Brøndbys økonomi ud af den fuldstændige afhængighed af fodboldresultater, den er i i dag. Som det er nu, ser det skidt ud. En økonomi der i øjeblikket hviler på to ting; deltagelse i Champions League, og et efterfølgende salg af Peter Madsen, som jeg ikke tvivler på har haft et 50 Mkr. prisskilt, men som ikke nødvendigvis når det prisleje igen. Især ikke hvis VM-deltagelse og/eller Danmarksmesterskab ryger.

Klask!?

Dermed ikke sagt, at Brøndby går neden om og hjem, hvis de ikke vinder Danmarksmesterskabet, men de sidder unægtelig utrolig tungt i det. Nå, der er heller ingen grund til at male fanden på væggen, og hvor selskabet taber penge, der vinder samfundet. I hvert fald i følge den noget besynderlige sammenregning kaldet "samfundsregnskab". SUPRA SOCIETAM NEMO -  Ingen over samfundet, ja, så er tonen jo slået an og motivet er da ædelt. Kanske det er for at aflede opmærksomheden fra den støtten, de har fået fra Brøndby Kommune gennem tiderne. Eller måske blot for at retfærdiggøre den?

Ikke desto mindre er det en interessant øvelse. Gad vide hvordan F.C. København, KB og B1903 og PS&E ville fare i et sådan regnskab? Bliver det udenlandske kapital, der er investeret i foretagenderne, transferindtægter og så videre, mon indregnet? Og hvad er pointen i det hele taget?

Der er lige een ting, jeg må bruge lidt plads på.

Hvis du kender mig, vil du vide, at jeg ikke rigtig dyrker andre fodboldhold end F.C. København. Med en enkelt undtagelse; Brighton Hove & Albion FC fra England. Og de er for ganske nylig blevet mestre i anden division - året efter de blev det i tredje. Bobby Zamora er allerede et kendt navn i England, og mærk jer det vel, for ham kommer I til at høre mere til!

Nå, du må videre, og jeg har nok at se til. Vi ses i Parken - eller det, der er tilbage af den.

Martin CX

Jukeboxen spillede:

Superheroes' "You just don't turn me on"
Shakira & Amr Diabs "Ojos Asi"
Rammsteins "Ein bißchen Frieden"
Petula Clarks "Downtown"
Garbages "Cherry Lips Beautiful"