For nylig havde vi en af de dage hernede, hvor der bare ikke skete en
skid. Jukeboxen var til rensning for en fedtet linse, så vi kunne ikke
engang have musik kørende. I stedet kværnede fjernsynet, som det jo
sommetider gør selv om der ikke vises noget af interesse overhovedet.
Der var en håndboldkamp, der kørte. Jeg må indrømme,
at jeg ikke engang kan huske om det var herrer eller damer, der
spillede. Ja, jeg er ikke engang sikker på om det var danske hold. Det
kunne lige så godt have været tyske. Eller noget Europacup. Men jeg
lagde mærke til at målene blev hamret ind til højre og venstre, og
at folk var revet kraftigt med i hallen. Ikke mindst den ene af trænerne.
Han sprang rundt som en menneskelig kængurustylte, og hans ansigt var
rødt som en moden tomat, med en arterie midt i panden som så ud som
om den kunne briste hvert sekund.
Det mærkelige var, at ved vores små borde var reaktionen lige den
modsatte. Folk var knapt opmærksomme. Og I skulle ellers se dem til en
fodboldkamp. Selv den mest røvsyge 0-0 lever folk med i.
Jeg har det på præcis samme måde, og sådan har det endda ikke altid
været. For mange år siden, midt i firserne hvor folk gik med
sejlersko, var jeg på plads i Kildeskovshallen masser af gange. Det
var HIK der trak mig og klassekammeraterne til den håbløse hal, hvor
der kun var pladser på den ene side. De havde et suverænt hold
dengang, med den berømte højrefløj Michael Fenger, den robuste
tonser Steen Mogensen, den hurtige Lars Gjøls-Andersen, der kunne brænde
hvilken som helst friløber, og… og… ja, der har vist også været
andre. Det må der næsten have været. De vandt de fleste af deres
kampe 30-15 eller 38-19, og det var sgu stort da de fik guldet i foråret
1986. Så hvordan det er blevet som nu, hvor håndbold er mig inderligt
ligegyldigt, er et åbent spørgsmål.
Okay, ved nærmere eftertanke er det faktisk ikke
specielt åbent. Der er indlysende årsager. Dengang boede jeg i den
nordlige ende af byen, og var lige så langt fra KB's hjemmekampe som
KB var fra toppen af dansk fodbold. Det var ren glory hunting så
at glemme alt om fodbold og se håndbold, en interesse som jeg glemte
alt om i det samme efterår, hvor gymnasiet var begyndt og det hele
derfra handlede om fester og druk i weekenderne.
Den pludselige mangel på interesse er steget til antipati op gennem
90'erne. Vi kan ikke komme udenom, at der er et stort element af 'os'
og 'dem', når det gælder håndbold. Håndbold er nu noget som lugter
langt væk af bonderøvskhed, og de hold der klarer sig godt kommer uvægerligt
fra det Mørke Jylland eller fra en enklave af fynske landsbyer.
En del af det bondske image hænger selvfølgelig også sammen med den
fankultur, der er opstået omkring både klubhold og - først og
fremmest - landsholdet. Man korser sig sgu, når man ser håndboldens
roligans sidde med de klappepølser som supermarkedet Spar har
sponsoreret, og gynge i takt idet de sejler op ad åen. Folk der synger
hyldestsange til Holger Rasmussen kan altså ikke siges at være helt i
orden.
Men det er måske bare som det må være. Så forskellig er adfærden
selvfølgelig ikke mellem fodboldherrelandsholdets og damehåndboldlandsholdets
fans. Der er da også andre ting, der gør at sporten ikke trækker.
Grunden til at vores gæster ikke følger med er, udover den moslende
uskønne måde spillet spilles på, ikke mindst den, at håndbold slet
ikke har den samme dramatiske opbygning som fodbold. Helt ærligt: hvem
kan huske et mål fra en håndboldkamp? Og her taler vi ikke om sejrsmålet
i en OL-finale, hvilket er svært nok, men et mål sat ind i en
ligakamp på en helt almindelig oktober-eftermiddag for otte år siden?
Næ, vel? Fodbolden er anderledes, og det er det der fascinerer mig ved
den.
I håndbold er det så godt som altid det stærke
hold, der kværner det svage. I fodbold kan sensationerne ske. Nordkorea
kan slå Italien, USA kan slå England, Østtyskland kan (eller kunne
engang) slå Vesttyskland. Cameroun kan - pisseufortjent - slå
mestrene fra Argentina i en VM-åbningskamp. Og på præcis tilsvarende
vis, smerteligt som det var, kunne Brøndby slå mestrene fra København
med en udligning i næstsidste minut. Det er den uforudsigelighed, der
gør fodbold så kuldegysende spændende, og den finder man ikke i håndbold,
ligesom man heller ikke finder de samme dramatiske højdepunkter som et
mål er i en tæt og jævn fodboldkamp. Der er ingen forløsning i et håndboldmål,
undtagen hvis det er i sidste sekund, for man ved at der kommer 25 til
inden man er færdig.
Og hvis man har det sådan at håndbold ikke siger én det store, og
man synes at lyden af gummisko der gnider mod gulvbrædder er den
ensommeste lyd i verden, så er Danmark ikke verdens bedste sted at bo.
"Vi har verdens bedste liga i kvindehåndbold!", får vi at
vide. Ja, det ville da også være mærkeligt hvis vi ikke lå deroppe
i top tre et sted, ikke? I betragtning af at der knap nok overhovedet
er tre lande i hele verden, hvor man overhovedet er opmærksom på at
den version af idræt eksisterer.
I det mindste er herreudgaven en del mere udbredt i de øvrige europæiske
lande, selv om man i fødelandet for den sport vi alle elsker,
fodbolden, nok ville studse hvis vi fortalte hvor kolossalt stor
sporten er her i landet. "A tiny ball, you say? And you throw
it? Into a tiny goal? You 'aving me on, mate?"
Næ, det er englændernes sport jeg vil følge. Og skulle der så til
gengæld blive oprettet et ishockeyhold på KSF's vaklende skelet, så
skal jeg være der som et søm, for selv i vores noget gumpetunge liga
er kampene udstyret med en del af den dramatik der gør fodbolden stor,
og så en dejlig gang nærkampe oveni.
Men for fanden, der er jo heller ingen der holder en
pistol til mit eller nogen andens hoved. Hvis man ikke er interesseret
i håndbold, så er det jo bare at lade være med at komme til holdets
kampe, så enkelt er det. Og skulle jeg som et lyn fra en klar himmel
genfinde en håndboldinteresse, ville det alligevel stadig være HIK,
der var klubben, og de er ikke inviteret med lige foreløbig.
Det bliver i hvert fald ikke noget problem at sortere mellem de
forskellige sportsgrene, og det er derfor vi med sindsro kan ignorere
nabokvarterets uvaskede og også forholdsvis uintelligente unger, der på
den omtalte aften stak hovedet indenfor i vores bæverding og skrålede
"Er I nu hunbold- eller fodboldfans? Sikke en bonderøvssport!
Hvor må I synes det er pinligt! Erkend det dog! Plasticfans!"
Jaja. Jeg er ret sikker på, at det går for fans af
Futbol Club Barcelona at skelne mellem klubbens fodboldhold og håndboldhold,
der under præcis samme navn og i de samme gevandter spiller på
topplan i deres respektive ligaer. Og med samme klublogo. Eller for den
sags skyld basketballholdet, om hvilket det samme gælder - bortset
selvfølgelig fra at de ikke har ærmer på deres trøjer. Det lykkes
at kende forskel på den første sportsgren i klubben, og så de nye
afdelinger som efterhånden har sluttet sig til efter årrækker.
På samme måde er de fleste Schalkefans nok engageret i
fodboldafdelingen, snarere end i hvad klubbens atletikudøvere præsterer.
Mon ikke Leverkusens fans går mere op i fodbold end fægtning og judo,
som klubben også gør det i? Gad vide hvor mange Bayern München-fans
overhovedet er klar over, at den klub også har et stærkt skakhold? Og
for den sags skyld - hvor mange St. Pauli-hardcores er mon interesseret
i klubbens baseballspillere?
Men det er selvfølgelig ikke overraskende. Vi har
haft problemer med de møgunger før, og alt deres hykleriske ævl. Gad
vide om de selv holder med deres egen klubs herrehold, eller med den
gruppe kvindelige sportsudøvere, der i de samme dragter spiller noget
der stadig kaldes 'fodbold', selv om Forbrugerombudsmanden nok burde
gribe ind over for det? Håndbold er, om man kan lide sporten eller ej,
den næststørste holdsport i Danmark efter fodbold, og en del mere
attraktiv end damefodbold, som trækker få hundrede tilskuere til
topkampe, men som åbenbart er så vigtig for BIF, at de for at få
succes har hentet op mod et helt førstehold til klubben fra Hillerød.
Og guderne må vide om deres problem er lav alder eller historieløshed
- men de overser behændigt, at da deres egen klub blev dannet i 1964,
var det nu åh så forkætrede håndbold en af den række sportsgrene,
der blev tilbudt. Først i 70'erne blev foreningen delt op i enkelte
sportsgrensklubber, og fodbolden beholdt navnet, hvilket er
forklaringen på at Brøndby har Idrætsforening som sit navn. Håndbolden
og fodbolden har været adskilt, lige indtil de sidste år igen fandt
sammen i et samarbejde for, som klubberne selv siger det, at gøre Brøndby
kendt som en håndboldby.
Så det er endnu en gang et klassisk eksempel på, at hvis de gør
noget derude er det fint og rigtigt, og hvis vi gør noget tilsvarende
er det forfærdeligt eller til grin. En dobbeltmoral, der bliver stadig
mere kvalmende, og hænger mig langt, langt ud af halsen. Det
hykleriske sludder bør vi bare sætte os ud over, for om der skal være
håndbold eller ishockey eller noget andet skal vi nok selv bestemme.
Ligesom KB selv har bestemt at også tennis og cricket er en del af
klubben. Det er måske også stødende og tvivlsskabende? Gu' er det da
ej.
Konsekvensen er i øvrigt den simple, at når håndboldresultaterne
læses op på DR's og TV2's sportsudsendelser, bør det hedde
"F.C. København-Viborg 26-25", og ikke det noget mere
utiltalende 'FCK Håndbold'. Det der med at forkorte - det holder ikke.
Det er F.C. København. Alt sammen. Det er én klub. Håndboldspillerne
og fodboldspillerne er fremover i samme båd, og repræsenterer samme
klub og by.
Og når det netop er København, hvem siger så at det behøver være
et bondsk projekt, det her? Jeg har aldrig set FIF's tilskuere på
plads til en hjemmekamp, men jeg kan da ikke forestille mig at de tæsker
klappepølser tomme for luft, og skulle mine med-fodboldfans blive
tiltrukket af at se håndbold om vinteren, kan jeg garantere for
at de ikke lige pludselig bliver grebet af en uimodståelig trang til
at sejle op ad åen. Det kunne tværtom være en charmerende tanke at
skabe en hovedstads-modpol til den halbalsstemning, man kan opleve fra
jyske håndboldarenaer, hvor hjernedød eurobeat eller den knaldrøde fucking
gummibåd tordner ud fra højttalerne for øredøvende styrke, og i
stedet lade publikum skabe stemningen ved at synge og råbe. Og kunne
man holde fodboldens snit med én sponsor pr. trøje, ville det afgjort
klæde vores hvide spilledragt.
Selvfølgelig, når der snakkes om 'stemning og fest' kan man frygte at
der rent faktisk menes at det skal lægge sig hen imod netop den
klassiske håndboldstemning, som de fleste af os paradoksalt nok kender
bedst fra et årligt, indendørs fodboldstævne - som afvikles i Brøndby.
Men så vil det nok føre til lidt af et kultursammenstød, for den
slags ligger slet ikke til F.C. Københavns fans. Som har en skarp fælles
tunge, og er vant til at få deres vilje…
Nå, men nok om det. Hernede er den knaldrøde
gummibåd i hvert fald bandlyst. Og jukeboxen er klar igen, så vi behøver
ikke nødvendigvis ty til fjernsynet for at få underholdning. Den kom
dog først tilbage i mandags, så lørdag aften fik vi os et godt grin
over Melodi Grand Prix fra Tallinn. Det var selvfølgelig helt håbløst
og særdeles muntert, ikke mindst på grund af at vi tog showet på BBC
med hundredevis af sarkastiske kommentarer fra Terry Wogan.
Hvad var værst; var det den plumpe kvinde og hendes klamme,
Dracula-agtige ledsager fra Rumænien, var det transvestitterne fra
Slovenien, eller var det den trangbrystede lettiske pige der
insisterede på at strippe, selv om der ikke var det store at vise
frem? Mange sagde den sidste, og så gik den gudhjælpemig hen og
vandt.
Men det viste sig, at det slet ikke var morsomt! Næ, her sad vi og
troede at grand prix bare er en gang smagløst, kitschy lort og en
leflen for laveste fællesnævner, og det kunne da virke sådan, når
en sang og et sceneshow som Kirsten & Søren kunne have fyret af
for 17 år siden endte med at vinde. Men nænej, det er høj kunst det
her! Danmark havde skrevet en fantastisk sang! Malene - stakkels
Malene! - var en fantastisk sanger! Alle sagde at hun var favorit! I
hvert fald alle i dette land! Så hvordan kunne det gå så galt?
Hvordan kunne hun ende som nr. sjok, den eneste på et encifret
pointantal?
Ja, det kunne jo hænge sammen med at sangen rent faktisk var røvsyg,
og at hun ikke ejer skyggen af udstråling, men stod stiv som et
strygebræt og så skidesur ud, som om hun meget hellere ville ligge
hjemme på fifaen i København. Selv den blinde tyske sangerinde var
mere fængslende. Og i salen kunne man se folk der checkede deres ur, læste
i blade, og tog sig en lille skraber. Tænk at optræde i lige det
show, foran så mange seere, og ikke ville underholde. Det er jo
selvmodsigende.
Det var så hvad det var. Danmark rykkede ned, en ordentlig lussing til
den store selvforståelse og den alvor, denne harmløse spøg af en
eller anden grund er endt med at være omgærdet af herhjemme - Wogan måtte
erklære, da Danmark gik på, at han hellere måtte passe på hvad han
sagde, for sidste år fik han hele den danske nation på nakken på
grund af nogle bemærkninger om værterne. Lad os lige rekapitulere:
han kaldte dem "Dr. Death and the Tooth Fairy", og han
hånede dem for de tåbelige rim, de leverede. Og det var lige i øjet,
selv om det åbenbart har været svært at tackle for selvhøjtidelige
Danmark.
Og lige her i landet var det så måske også naivt
at tro, at man ville kunne acceptere uden sværdslag, at Danmark nu er
rykket ned og ikke behøver gentage dette medieflip i 2003. Sådan
virker det slet ikke. Der måtte findes en syndebuk, og der var flere
bud.
En af dem var den siddende højrefløjsregering og ikke mindst dens støtteparti,
Dansk Folkeparti. Det var Pias skyld! Samme nat, på vej hjem herfra,
kværnede radioen, og en mand havde mailet ind. Han fortalte, at han
var så vred, rystet og forarget over at udlandet skulle gøre sig til
dommere over den danske politik, at han overvejede at aflyse sin
sommerferie, en campingtur til Sverige, og holde ferie hjemme i stedet.
Ja! Så kan de lære det! Ikke noget med at give os 'zero pwang' en
anden gang! Så bliver det en totalkrig!
En anden syndebuk var kammerateri blandt østlandene. Åh jo! Selvfølgelig!
De stemte alle på hinanden! Bortset fra, at det gjorde de altså ikke,
for så var der ikke kommet noget klart resultat. De stemte alle sammen
på Letland, og de stemte alle sammen på toeren Malta, der så vidt
jeg ved ikke er noget østland. Og de stemte ikke på Danmark, de østlande.
Østlande som Cypern, Grækenland og Spanien førte an i den sammensværgelse.
Også svenskerne blev ramt af østlandenes konspiration (der som nævnt
dog ikke så ud til at ramme Malta så hårdt). De klynkede igennem
over ottendepladsen, og virkede ikke som de havde lyst til at være med
mere under de forhold. Forhold, hvor svenskerne selv to år i træk har
givet fuld potte til svenske sangere, der stillede op for andre lande.
Ahhh… hvis der er en ting der er morsommere end at bitche over grand
prix, så er det at bitche over de hykleriske tåber der lader sig gå
på af grand prix-resultater…
Problemet er, i en nøddeskal, at grand prix er
blevet ophøjet til kunst, at efter Olsen-oldingenes sejr er grand
prix-vinderen blevet noget nær flagskibet i det danske popår. Det er
blevet anerkendt bredt; DR og musikbranchen har brugt så meget energi
på at 'forny' showet og bilde folk ind, at sangene er god smag der
holder, at de har stukket alle blår i øjnene, og folk har ladet dem gøre
det, og ladet sig bilde ind at 'det er faktisk helt god popmusik nu, og
de unge kan lide det'.
Men det er ikke god smag, og ikke god popmusik, og det er det
heller ikke, selv om man skriver kedelige og dårlige sange, i stedet
for grinagtige og dårlige sange. Og hvis 'de unge' kan lide det, så
er det endnu et bevis på at de unge har pissedårlig smag. Bare fordi
folk tænker "hey - Tommy Seebach er ikke med mere, så må det være
okay", har de ikke nødvendigvis ret.
Tænker man tilbage til den danske udgave, vil man huske, at det rent
faktisk var den senere vinder, der fik bundkarakteren fra den mere
eller mindre sagkyndige jury. Hvilket 'eliten' måtte høre en del for.
Men 'eliten' havde jo en pointe. Og dette lands selvhøjtidelige,
musiksnobhadende, smagsdommerfordømmende, Rollo & King-tilbedende
telefonvælgere og deres Malene-kæledægge fik derfor en syngende
lussing, og jeg elsker når sådan noget sker!
Man skulle tro ud fra dønningerne at det var noget
alvorligt det galdt, såsom VM i fodbold. Som begynder i morgen. Det
vidste du jo nok godt. Hold kæft hvor jeg glæder mig, men det bliver
noget af et hyr. En ren stroppetur. Vi er nødt til at holde åbent fra
klokken lort, og jeg må indrømme at det bliver svært at gå tidligt
i seng så mange dage i træk. Måske umuligt. Og at se hele møllen
uden at drikke bajere, drinks eller rødvin, undtagen formentlig ved de
to sidste kampe på Roskildefestivalen, bliver underligt. Men sådan går
det, når man er så fanget af det, at det hele skal ses, og når nu
man har tiden.
Det havde selvfølgelig passet mig en del bedre, hvis tiderne havde været
som ved det nok bedste VM i min levetid, nemlig det i USA. Det var jo
snildt at holde sig oppe til kl. fire-fem styk. Så længe holder vi
tit åbent her, ikke mindst når NHL-slutspillet kører (og må dette så
i øvrigt tjene som en opfordring til Colorado Avalanche om at vinde
Stanley Cup igen). Men at holde selvdisciplin og holde sig vågen til
Kina-Costa Rica klokken halv ni om morgenen er en helt anden og langt
mere kompleks sag.
Ikke desto mindre skal det prøves. Og for pokker hvor burde det blive
godt. Denne ligasæson har mildt sagt ikke været nogen dans på roser,
og nu må det gerne gå den rigtige vej. Og det vil sige, at
italienerne går hen og vinder. Hvor er det dog stilfuldt, når de med
et minimum af anstrengelser, perfekt kælen teknik, og håret intakt,
sniger sig igennem sådan en turnering stort set uden en svedperle på
panden.
Jeg tror bare ikke på det, desværre. Så meget som
jeg dyrker gli Azzurri, må jeg erkende at de bestemt ikke er
vindertyper, sådan som de konstant ryger ud på straffespark, golden
goals eller 0-0'ere. Men det er lovligt at håbe. Går det på
bedste beskub, så tryller den fænomenale Totti for Vieri og hans
makker - forhåbentlig Montella, nu hvor Pipo Inzaghi er skadet og del
Piero uden selvtillid - mens syv droner holder tæt bagtil.
Det bliver nok et sydamerikansk hold, enten et opvågnet Brasilien
eller et velfungerende Argentina. Skulle det ske at et europæisk hold
når frem, så tror jeg at heldet er løbet ud for Frankrig, at
Portugal er for gamle, og at England som sædvanlig kollapser under vægten
af landets egne forventninger. I stedet bliver det Italien, eller - og
jeg er ked af at lyde væmmelig - Tyskland, der slet ikke er så sløje
som alle vil gøre dem til nu, hvor de har skilt sig af med de gamle
fjolser de har haft med i de sidste par VM.
Først og fremmest glæder jeg mig bare til de 64 kampe. Jeg kan stadig
huske da vi skulle til at tage hul på VM 1994 i USA. Det var og er et
land uden fodboldkultur, og derfor var der nervøsitet i hjørner og
kroge for, at det skulle blive et kunstigt og sjæleløst VM. I stedet
fik vi en forrygende slutrunde med nogle helt vidunderlige kampe,
spillet foran folk der måske ikke havde den store indsigt, men masser
af entusiasme. Jeg håber at det kan blive lidt noget af det samme i år.
Og jeg tror, at for al snakken om de underlige omgivelser og folk der
bliver indforskrevet til at være fans for de forskellige hold, så er
det ret godt for spillet at få det hele af vejen fra et ferieramt
Europa, alle de stadions som vi har set til hudløshed gennem en lang sæson
med ligaer, landskampe og Europacup, og ikke mindst de nervøse og let
ophidselige folkegrupper der følger med. Det bliver sgu rart at kunne
læse om spillet, i stedet for om de spader der plejer at få al
pressen i de første par uger af en slutrunde på dette kontinent.
Jeg vil sige tak for denne gang og ønske jer alle
et godt VM. Det er lidt tidligt at lukke, men nu går vi på østasiatisk
tid. Kom ned og få en kop sort morgenkaffe hernede i stedet for, her i
de næste fire uger. Vi kan altid trække de mørke gardiner for, så
du kan lade som om det er en aftenkamp, selv om den bliver spillet
klokken halv elleve om formiddagen. God fornøjelse!
-smølle
og på jukeboxen spiller:
Ugens sange:
Denne bartender og jukeboxbestyrer er i nostalgiens
kløer. Al den VM-snak har fået mig tilbage til den pragtfulde sommer
1994; sommeren hvor britpoppen slog igennem. De sange, og et par andre
fra det utrolige musikår, bringer tankerne tilbage i den grad.
Stoichkovs frispark mod Tyskland (sat ind af en ubarberet mand med
bistre, mørke øjne, der kunne have spillet en øresnittende morder i
en Tarantino-film), Hagis lob mod Colombia, Maradonas mål og sindssyge
rush mod kameraet, Ravellis provokerende stil og redninger på straffe,
Koreas comeback mod Spanien, Norges ynkelige exit og nederlag mod ti
italienere (endda uden Roberto Baggio, som var pillet ud), samme
Baggios afbrænder til sidst, Hollands vilde gyser mod Brasilien, Rumæniens
sindssyge brag mod Argentina…
… og Gallagherbrødrenes rapkæftede gennembrud, Blurs nyoptegning af
poppens spilleregler, Pulps og Jarvis Cockers betændte, sexfixerede og
melodramatiske teenagehistorier, Primal Screams dekadente rock'n'roll,
Suedes håbløse romantik, Becks fandens funky beatnikpoesi, Costellos
store comeback, osv osv. Soundtracket til en ængstelig eksamenstid (og
en sørgelig afslutning på sæsonen herhjemme), der gik over i en
utrolig sommer. When I was twenty-three, it was a very good year.
Blur: 'Girls and Boys', 'End of a
Century', 'Parklife'
Pulp: 'Joyriders', 'Lipgloss', 'Do
You Remember the First Time?'
Oasis: 'Supersonic', 'Cigarettes
and Alcohol'
Elvis Costello: 'Kinder Murder', 'London's
Brilliant Parade'
Dodgy: 'Staying Out for the Summer'
Elastica: 'Line Up'
Supergrass: 'Caught by the Fuzz', 'Alright'
Gene: 'Sleep Well Tonight'
Suede: 'Stay Together'
Saint Etienne: 'Pale Movie'
Beck: 'Loser'
Tricky: 'Aftermath'
Primal Scream: 'Jailbird'
Morrissey: 'Now My Heart Is Full'
Nick Cave: 'Do You Love Me?'
Beastie Boys: 'Sure Shot'
Pavement: 'Range Life' og 'Cut Your
Hair'
The Jesus & Mary Chain: 'Sometimes
Always'
Lush: 'Light from a Dead Star'
Ugens albums:
Nancy Sinatra: hjemmelavet opsamling
Godt at det endelig lykkedes at få ordnet den
jukebox, for den havde store problemer med at spille hjemmebrændte
cd'er, især dem som er fyldt til målet på 80 minutter. Og det er
synd, når de er så dejlig lovlige at sætte sammen. Så nu kører den
bedste Nancy Sinatra-opsamling (med hjælpende hånd fra Lee Hazlewood
samt gæstevisitter af Dean Martin og farmand) man ikke kan købe for
penge, men selv sætte sammen fra diverse albums:
'These Boots Are Made for Walkin''
'So Long, Babe'
'I Move Around'
'In My Room'
'The City Never Sleeps at Night'
'Not the Lovin' Kind'
'Sand'
'How Does That Grab You, Darlin'?'
'Bang, Bang'
'Lightning's Girl'
'Some Velvet Morning'
'Sundown, Sundown'
'Summer Wine'
'Friday's Child'
'Sugar Town'
'You Only Live Twice'
'Something Stupid'
'Lady Bird'
'Tony Rome'
'Jackson'
'Greenwich Village Folk Song Salesman'
'Oh, Lonesome Me'
'It's Such a Pretty World Today'
'Highway Song'
'Things'
'Paris Summer'
'Down From Dover'
C.V. Jørgensen: Fraklip fra det fjerne
C.V.'s nye, temmelig mørke og dystre epos har ikke
rigtig sat sig endnu, for de første gennemlytninger har, ud over en
fascinerende lyd og et nyt skattekammer af dansk lyrik, afsløret lidt
af et melodisk underskud. Man skal vænne sig til den slæbende lyd,
der er endnu mere sparsommelig med akkorderne end selv hans mørkeste
ting på Indian Summer. Men jeg er troende, når det gælder C.V.,
og jeg har ingen frygt: jeg kommer også til at holde meget af hans
nyeste.