Godaften. Ja her er sgu lidt dødt i aften. Fodboldholdet er gået hjem. Sådan en fodboldseance fra tidlig morgen til midt på eftermiddagen med tre livekampe og så lige den obligatoriske efterslukkende evaluering i gårdhaven - storskærmen har vi været nødt til at sætte op indendøre aht. forsikringen og sollyset - i den brændende danske forsommersol sætter sine spor, som selv disse dages tropestorme ikke kan slette. Og så på sjette dag i træk for de mest hardcore.

En usædvanlig lang sommerpause i den hjemlige fodboldturnering - over to måneder - lyder jo umiddelbart som monumentale agurketider, men når den første måned kan fordrives med VM fodbold, er agurkerne jo pludselig knap så syrlige. 64 kampe i fjernøsten med et overflødighedshorn af verdens ypperste fodboldaktører, hvor man vel kun savner tjekker og hollændere, men til gengæld med glæde undværer nordmænd!

Personligt er jeg som vanligt mødt ind her til aftenvagten. Det civile arbejde tillader ikke et liv indrettet efter den østasiatiske tidszone, som kollega -smølle ellers har indført hernede. Fru Bartenderen og jeg valgte i år af uransalige - men gode - grunde at henlægge vores hovedsommerferie til de sidste to uger i maj, hvilket selvfølgelig af VM-hensyn kunne virke lidt uigennemtænkt. Men sådan blev det, og derfor bliver dette VM 2002 nok det VM i nyere tid, hvor jeg får set færrest live-kampe. Kun lørdags- og søndagskampene bliver indtaget, mens de netop foregår, og så måske enkelte "kompensationer", når knockoutkampene sætter ind. Semifinalerne eksempelvis ligger tirsdag og onsdag. På tåbelige tidspunkter. 

De her morgen- og formiddagskampe er altså noget hø. VM-slutrunderne i Mexico, Argentina og USA med sene aften- (natte-) kampe var bedre til at leve med. Selv en god kollega, bosiddende i en mindre flække et stykke uden for Birmingham, har svært ved at glædes over, at hans lokale stampub har fået dispensation til morgenåbning under VM - især selvfølgelig Englands kampe - for som han siger: "Who the hell goes down to the pub without drinking - and who likes a pint at eight in the morning?" Og så skal man på kontoret bagefter!

Jeg må jo som sagt på hverdagene nøjes med de forskudte repriser, og hvis der ikke lige er tid til seks timers genudsendelsesfodboldkampe, når man kommer hjem fra kontoret, så er Canal Digitals (der også viser kampene i sin helhed nonstop) konstante loop-sammendrag - "Highlights" - af ca. 10 minutters varighed ganske glimrende til at holde sig ajour, hvis man altså lige ser bort fra, at Canal Digital ikke har haft en synderlig heldig hånd ved ansættelsen af deres danske moderatorer! Men ellers kører der jo også kamp-repriser, sammendrag og temaudsendelser på alle de øvrige danske, svenske, tyske, engelske osv. kanaler. Så man behøver ingenlunde misse noget!

Feriehjemtransport og arbejde har så bevirket, at jeg f.eks. ikke har set Danmarks to første kampe live. Ja den i dag, torsdag, mod Senegal har jeg end ikke set i sin helhed endnu, men kun i sammendrag. Og sjovt nok betragter jeg det ikke som så stor en "katastrofe", som hvis det havde været en betydende kamp med FC København, jeg havde misset. For jeg er just ikke voldsomt national eller patriotisk, selvom jeg da så vidt muligt følger alle landskampe enten på TV eller i Parken ... fra Nedre C! Det giver slet ikke det nervekick i mig at se vores nationalelver, som når Københavns drenge i hvidt og blåt - en nagelfast bestanddel af mit liv siden '68-'69 - løber over grønsværen. 

Bevares, jeg håber da kun det bedste for det danske landshold, og ser da hellere dem som verdensmestre end nogen andre, men jeg vil aldrig komme i nærheden af at ærgre mig så indædt over f.eks. et dansk nederlag mod Frankrig i den afgørende puljekamp på tirsdag, som f.eks. Københavns pauvre pokalfinalenederlag til Odense for nylig eller det dybt, dybt urimelige pointtab mod et andet provinshold blot fire dage senere. De to kampe niver stadig.

Okay, jeg skal da indrømme, at jeg også var godt oppe at ringe over Sepp Pionteks dynamithold i '86 -. stadig nok det bedste nationalmandskab, dette land nogensinde har samlet - og Over Holluf ferieguidens triumferende badehold ved EM i '92. Hvilket jeg dog også meget tilskriver det faktum, at KB i 1986 var så langt fra topklub-savsmuldets duft, som tænkes kunne (bortset fra den målvogtende motorcykelbetjent, Olfert), og FC København i forsommeren 1992 endnu ikke var trådt på banen. Men siden hen er landsholdslidenskaben gået over i blot almen interesse i at se de bedste spillere, nationen kan bringe, spille sammen. Og det gælder så både Danmark og alle øvrige nationer.

Og netop mht. Danmark er det just ikke voldsomt mange spillere fra den hjemlige superliga, der præger landsholdet, og de udlandsspillende "stjerner" er for de flestes vedkommende heller ikke dem, man oftest ser i stamopstillingerne hos de største europæiske klubber. Straks mere interessant er det at følge mange af de navne fra de store europæiske ligaer, England, Italien, Spanien, Tyskland, man ellers følger året rundt på deres klubhold, hver weekend, i helt andre rammer, med helt andre medspillere, på deres respektive nationale landshold. Det er det, der er med til at gøre en VM-slutrunde så uendeligt fascinerende, som den trods alt er, også selv om jeg da heller ikke kan bevare objektiviteten helt. Jeg har da også mine favoritter - ikke kun blandt klubhold - men også blandt "landene", nok mest begrundet i spillestil og spillertyper!

Mine favoritter så absolut Italien og Spanien. Jeg har altid hævdet, at jeg mentalt er født "dernede af", og kun uheldige omstændigheder har bragt mit legeme til verden på disse generelt pivkolde og forblæste breddegrader (jeg undlader at forholde mig til det faktum, at det nærmeste "udenlandske", jeg kan finde i stamtræet, er min oldefar, der var ... svensker - så "fejlen" er nok af ældre dato), så det harmonerer jo meget godt med min fascination af den latinske fodboldleg. Så elegant, så teknisk, og -  for italienernes vedkommende - så taktisk og tålmodigt velfunderet. Når M&M's tropper har danset af, så håber mit fodboldhjerte så inderligt på italienerne eller spanierne. De to eneste nationer - af de betydende - i øvrigt ved VM, hvor samtlige spillere også spiller i de nationale ligaer, Serie A og La Liga (undtagen Francesco Coco og Gaizka Mendieta fra hhv. Barcelona og Lazio). Specielt Spanien kunne man godt unde endelig at få en smule medgang i en slutrunde.

Holland - og deres altid seværdige totalfodbold - er også blandt de personlige favoritter, men måtte altså blive hjemme denne gang. England er til gengæld et paradoks for mig. Engelsk klubfodbold står mit fodboldhjerte nær, ja der findes ingen bedre fodboldoplevelse end en Premier League kamp i byernes by, London. Til gengæld kan jeg ikke snuppe landsholdet. På grund af deres evige, nationalhysteriske tro på, at England er guds gave til fodbolden, at de er verdensmestre, straks de har spillet én god kamp, og så deres horder af skræmmende stupide, voldshærgende, supernationale og fascistoidt, racistiske "fans", der hærger verden rundt i deres helt egen misforståede opfattelse af "The Battle of Britain". Nå ja, og så spiller det engelske landshold generelt bare skidt, og det har de gjort altid, så længe jeg husker i al fald.

Brasilien har jeg - desværre - også udviklet en aversion imod. Måske allermest deres ufattelige selvoptagethed, der kan få selv en selvfed, ærkearrogant Københavner som undertegnede til at fremstå som en selvudslettende undskyldning for sig selv. Måske også fordi brasilianernes selvopfattelse i lige så høj grad manifesterer sig i udtalt ringeagt for øvrige fodboldnationer og deres spillere. "Brasilianerne er pr. definition bare bedst, hvis de gider". Lidt sørgeligt, for det går måske også udover disciplinen på banen og evnen til at fungere som hold. De vil helst vinde uden at komme til at svede, og alle arbejder for sig selv mere end hinanden, også fordi de er opflasket med en klippefast tro på, at de andre bare er så meget dårligere. Men naturligvis er de da stadig som oftest en nydelse at følge på en bane. Den selvfølgelige kattepoteteknik, der gør dem i stand til at opfatte, tænke og se spillet, uden at skulle koncentrere sig om at kontrollere bolden. For den har de 100% syr på i modsætning til mere stivbenede nord-vesteuropæiske boldflyttere. Men alligevel vil jeg græde tørre tårer, når Brasilien brager ud, som de har gjort oftest siden VM 1970, med 1994 USA som undtagelsen. Mere om det senere. Endelig har jeg altid ment, at det var en skrøne, når man gude-piedestal-ophøjede brasilianere som Pelé, Garrincha, Rivellino, Zico, Socrates, Falcao, Careca, Romario, Ronaldo, Rivaldo osv. Jeg mener, der har været flere lige så "store" eller større navne på den europæiske fodboldscene fra datidens di Stefano, Puskas og Eusebio til vore dages Zidane og Figo - og så alle de latinere og hollændere, jeg kommer til om lidt - for ikke at tale, om de "andre" sydamerikanere, Argentina. Ardiles, Maradona i de forrige årtier - Ortega og Batistuta i dag. Stjerner helt på højde med brasserne, også teknisk.

Og så fik jeg jo lige nænvt Argentina. Et hold der har haft en stor plads i mit fodboldhjerte også siden VM '78. Teknisk på højde med brasserne, men - qua historien - et mere ydmygt og hårdtarbejdende folk, også på fodboldbanen, end de portugisisk-talende naboer.

Nå, der er vist kun dig og mig tilbage hernede nu, så lad os tømme fustagen og så få lukket biksen, så natterengøringen kan komme til inden morgendagens nye rykind.  

Nu er der jo fuld gang i evalueringer og analyser af den pågående slutrunde, uanset i hvilken retning man vender sig, så det vil jeg ikke komme så meget ind på. Men når man sidder her næsten alene og tænker VM, så gribes man også af nostalgien og tænker tilbage på de gamle VM-slutrunder, ligesom mine gode kolleger Saxo og -smølle har gjort i de senere uger.

VM-66 kan jeg ikke huske - var kun tre år - men min den gamles lovprisning af tyskerne og fordømmelse af englænderne, og især det famøse "mål", talte han om i årevis efter. Deraf fulgte hans antipati for englænderne, og derfor kom jeg selvfølgelig til at elske engelsk fodbold - og afsky tysk - meget passende nogenlunde samtidig med tipsfodboldens indtog i de danske lørdagshjem.

VM-70 kan jeg kun vagt erindre. Selvfølgelig Pelé og Brasilien, finaleafstraffelsen af de dengang forhadte cattenaccio-italienere, Perus indtog på fodboldscenen - især den fremragende Cubillas - den fantastiske, nærmest legendariske semifinale mellem Italien og Vesttyskland (4-3 efter forlængning), og så var det i den turnering, at mit første rigtigt store fodboldidol fødtes. Gordon Banks! Han udrettede mirakler mellem stængerne. 

VM-74. Johan Cruyff. Holland og Johan Cruyff. Og en finale, Holland åbenbart ikke måtte vinde, trods de spillede vesttyskerne på røv og albuer ud af banen, både før og efter den lille fedling, Gerd Müller, afgjorde for hjemmeholdet. Men Holland erobrede mit - og manges - hjerter. Cruyff - den måske allerstørste af alle til alle tider i mine øjne - Neeskens, Rensenbrink, Haan, Rep, Krol, van Hanegem og den første "spillende" målmand, fodboldverdenen har set, Jan Jongbloed. Totalfodbolden var opfundet. Tyskerne dog også dengang med flere gode individualister i modsætning til vore dages beton- og systemfodbold. Beckenbauer selvfølgelig, men også folk som Breitner, Hoeneß, Bonhof, Overath, Grabowski og Heynckes hævede sig over den grå mængde, som andet end bare boldflyttere. Jeg husker også et fantastisk polsk hold, anført af elegantieren Deyna og målslugeren Lato. Brasilien? De var vist begyndt nedstigningen fra de "uovervindelige" tinder!

VM-78. Det største. Ingen tvivl hos mig. Det bedste VM, jeg nogensinde har set. Natteroderi i de danske TV-hjem, men uforglemmelig underholdning i den pulje, der skulle vise sig at rumme seks fantastiske kampe mellem slutrundens fire bedste hold (plus Holland). Så synd, så synd, at to af mandskaberne måtte hjem efter indledende. Ungarn endte uden point, men med stor ære af sine kampe. Nyilasi og Töröcsik de lysende stjerner på det efter sigende bedste magyarske mandskab siden Puskas-æraen. De holdt fire år mere, og så har man - bortset fra Lajos Detari - ikke hørt det store til ungarsk fodbold siden.

Frankrig havde et formidabelt hold. Det mandskab, der skulle vinde EM på hjemmebane 6 år senere var så småt i støbeskeen her. Platini, den store, omgivet af superelegante og supertekniske folk som Battiston, Trésor, Michel, Rocheteau, Six ... en helt anden type hold end nutidens franske steroid-robotter. Men Frankrig måtte også rejse hjem, dog først efter at have spillet med i det, som stadig for mig står som den bedste fodboldkamp, jeg nogensinde har set, den mod Argentina. Angreb på angreb og tekniske raffinementer, afviklet under uhyggelig intensitet i heksekedlen på Estadio Monumental i Buenos Aires. Jeg erindrer det som en kamp, jeg ikke turde kigge bort fra blot et sekund. Jeg har i øvrigt kun set den i sammendrag en enkelt gang siden og tør simpelthen ikke anskaffe kampen i dag, da jeg føler mig overbevist om, at et gensyn så mange år efter kun kan skuffe. Så jeg vælger at bibeholde mindet om en sublim fodboldoplevelse.

Italien med den måske klogeste libero/sweeper gennem alle tider i den elegante - og nu afdøde - Gaetano Scirea, og så en ægte tier, Giancarlo Antognoni, måske den største italienske tier sammen med legendariske Gianni Rivera. Potentielt i hvert fald, for Antognoni fik om nogen smadret karrieren af skader. Italien slog, som det eneste hold, værterne fra Argentina. 

Ar-Gen-Ti-Na, ja! Jeg er ligeglad med, at det totalitære militærregime iscenesatte en slutrunde i diktaturets svøbe, lige så ubehageligt som efterretningerne om Mussolini i VM i Italien 1934. Og jeg er ligeglad med, at det i eftertiden er blevet mere eller mindre dokumenteret, at peruvianerne blev bestukket inden den afgørende mellemrundekamp, som Argentina skulle vinde med fire overskydende mål for at nå finalen (de vandt 6-0!). For derudover spillede argentinerne fantastisk. Hvirvelvindsfodbold frem over stepperne i 90 minutter. Menotti-style. Den bohèmeagtige og kæderygende coach Menotti der nær var blevet lynchet inden slutrunden for ikke at udtage Argentinas formodet største talent nogensinde ...en vis Diego Armando Maradona. Men han - Menotti - blev tilgivet, og spillere som Olguin, anfører Passarella og Tarantini bagtil, over hjernen Ardiles og arbejdsbien Gallego på midten til sputnikangrebet med på skift Houseman, Valencia, mad-man Luque eller Bertoni og så he-man Super-Mario Kempes til at klaske kaserne ind. Jeg var solgt. Det var fantastisk. Og finalesejr over de evige toere fra Holland - der uden Cruyff var knap så gode som fire år før, og mest huskes for nogle voldsomme langskudstræffere - det kunne ikke være anderledes. Konfettiorgierne rakte langt ud på pampasen.

VM-82. Hvor min kærlighed til italiensk fodbold for alvor fødtes. Først da de slog Brasilien 3-2 på tre mål af Paolo Rossi i en kamp, hvor jeg ene mand af 10-15 forsamlede holdt med gli Azurri, og siden da de ud- og nedspillede VM-historiens mest ufortjente finaledeltager, Vesttyskland i slutkampen i Madrid. Vesttyskland der først blamerede sig med den aftalte tyroler-fedtkamp mod de østrigske naboer, og siden målmand Schumachers vanvittige overfald på franskmanden Battiston i semifinalen. Et overfald, der nær invaliderede Battiston og kunne have givet 6-8 år bag tremmer på gadeplan. Rå, afstumpet vold, upåtalt af en forrykt dommer. Og så fik Tyskland takket være Karl-Heinz Rummenigge, den eneste germaner med en smule bold i sig på det hold, på forunderlig vis vendt 1-3 i forlængningen for derefter at tage finalestikket hjem på straffespark. Et stadig smukt spillende fransk hold havde fortjent den finaleplads mod Italien. Og det kunne være blevet en pragtfuld og spektakulær finale. Frankrig havde i forhold til VM i Argentina nu "opfundet" midtbaneelegantierer som Giresse og Tigana, samt Manuel Amóros på backpladsen. Manden der to år senere blev kendt for at nikke Jesper Olsen en skalle. Det er der mange, der har haft lyst til, så det skal Amóros ikke høre et ondt ord for! Man husker også polske Boniek fra den slutrunde, og så kom han og blev vist ud ... ham Maradona.  

VM-86. Danmark for første gang med. Jeg erindrer, at de sidste tre kampe blev set på storskærm i Tivoli. Klokken blev lort, og man gik op på kontoret på HC Andersens Boulevard for at sove den ud et par timer, gæstetoilet og skjorteskift, og man var klar til arbejdsdagen. Som forholdsvis grøn i erhvervslivet var det en hård sommer med nattefodbold "avec", fuldtidsarbejde og HD-studier! Og Danmark fik for alvor en arkefjende i Emilio Butragueño, gribben fra Madrid. Men egentlig urimeligt, han gjorde jo blot sit arbejde som angriber. Synderen var Jesper Olsen ... havde Amóros dog bare gjort sit arbejde færdigt to år tidligere! Ellers var det Maradona, Maradona og Maradona og en enkel argentinsk finaletriumf (om end langt fra så godt spillende som i '78) mod et kalkulerende og umådeligt sløjt spillende vesttysk mandskab, der for anden gang i træk fik fedtet sig i finalen. Sovjetrussrene var gode, men røg ud i første knockoutrunde.

VM-90. Kedeligt, skidt, dårligt. Alt var linet op til italiensk hjemmesejr, men Baresi, Giannini ("prinsen"), en ung Roberto Baggio og "frelseren" Toto Schilacci kunne ikke indfri forventningerne, og to meget fysiske og kyniske mandskaber fra Vesttyskland og Argentina udkæmpede en langgaber af en finale. Den dårligste af slagsen, jeg har set og måske også den ringeste af alle VM-finaler. Og vesttyskerne vandt!

VM-94. Det var jo så kollega -smølles favorit-VM. Udover de minder -smølle bragte frem i sidste uges ræb, husker jeg bedst - desværre - Baggios og Baresis afbrændere i finalens straffesparkskonkurrence. Og så var Brasilien tilbage på tronen. Et noget andet og mere fysisk og taktisk Brasilien end "sædvanligt", måske bedst personificeret i slutrundens store spiller, Carlos Dunga. Brasilien var i kvartfinalen heldige med at slå Holland, der var klart bedst i den kamp. Stjernerne var nu Bergkamp, Overmars, Koeman, Rijkard og de Boer, efter van Basten og Gullit havde takket af. Man husker balkansønnerne Stoichkov og Hagi og russeren Salenko, der ene mand sænkede Cameroun med fem scoringer.

VM-98. En Peter Schmeichel i samme form som blot 1-2 år forinden havde utvivlsomt taget i hvert fald to af Brasiliens scoringer, og så havde Danmark minimum været i semifinalen. Owen, Suker, Batistuta, Ortega, Vieri, Salas, Kluivert, Stam og 2xLaudrup er navne, jeg husker for en masse godt. Og selvfølgelig hele det franske hold, der udraderede Brasilien totalt i finalen. Det var (er) anden type franske spillere, end de, der så elegant charmede sig frem i senhalvfjerdserne og firserne. Men kraft, fysik, tempo og levende pharmaceut-reklamer kunne ikke ændre ved, at klart det bedste hold vandt det VM. At jeg så ikke kan lide dem, er en anden sag.

Skål, VM down memory lane ender så ved den aktuelle slutrunde. Mht. mine sædvanlige anti- og sympatier, er det gået nogenlunde som håbet. Danmark ligger med trods alt gode muligheder. En førsteplads efter to runder er trods alt ... en førsteplads, også selvom vi vist var svineheldige mod Senegal. Spanien er kommet godt i gang, selvom jeg stadig forbander Raúl over tre missere i højeste direktørklasse, der kunne have bragt "Kongesønnen" til tops i skytteligaen, hvor undertegnede har satset en skilling på netop ham som øverst den 30. juni. Og Italien spadserede en 2-0'er hjem mod Ecuador, næsten uden at få sved på panden.

Frankrig til gengæld balancerer på grænsen til det helt store flop. England har heller ikke vist alverden i sin første kamp - og får forhåbentlig stryg af Argentina i morgen (fredag) - og endnu engang bekræftet mine fordomme med kritik af f.ex. både Sverige og Danmark for at spille "kedeligt, skandinavisk". Sverige kørte englænderne ud af banen i anden halvleg, og Danmark scorede i sin første kamp dobbelt så mange mål som englænderne og producerede 2-3 gange så mange chancer! Nej da, det er jo slet ikke englænderne med ét forsøg på mål før pausen, god gammeldags kick & rush og losseri efter pausen og plads på holdet til en intetsigende nulbon som Owen Hargreaves på midtbanen, der er kedelige.

Og Brasilien. Arrogancen florerer fortsat. Roberto Carlos mente før kampen mod Tyrkiet med henblik på skader i truppen, at det ikke var noget problem, fordi et Brasilien på blot 40% af normal styrke ville slå tyrkerne uden problemer! Tja, det er muligt han fik ret, men kun fordi de "manglende 60%" så var forpagtet hos kampens koreanske dommer. Mest grotesk næsten, da han i første halvleg fløjter for et korrekt, men i øvrigt rimeligt udramatisk frispark til brasilianerne, uden mine i øvrigt til at ville gøre mere ud af det, indtil en fire-fem brasilianeres - anført af Juninho og Rivaldo - uafbrudte "opfordringer" i et minuts tid fik opmanden til at daffe hen og lange en advarsel i synet på tyrken. Skandaløst. Som det også er skandaløst, at FIFA kun giver den teatralske superkrukke, Rivaldo en bøde på et beløb svarende til, hvad en busbillet koster for os almindelige dødelige. Rivaldo skulle og burde have mindst én spilledag på bænken, men Brasilien hår åbenbart mange "venner" blandt dommere og FIFA officials. Ja, oh så var der selvfølgelig "straffesparket": 

Udvisningen var i orden, men selv om brasilianeren Luizao, gør sig de ihærdigste anstrengelser for at nå ind i feltet, taler billedet vist for sig selv. Med den slags dommertække skal det som ikke undre, om brasserne når hele vejen. Men jeg håber det sgu ikke. Til gengæld håber jeg, at situationen er blevet set igen og igen af Kim Milton, for den er næsten identisk med Krister Nordins Synoptik-reklame-berømte forsøg på at rive trøjen af Todi. Næsten, fordi Todi rent faktisk faldt - blev flået omkuld - inde i feltet. Men at der var straffe, og at møvermaskinen Nordin skulle have været ud, var kun Kim Milton ude af stand til at se.

Vi fik i øvrigt en lille analog til et andet straffespark, Milton snød København for, da Zuma "gik efter straffesparket" mod Paraguay og fik det. Men der var kontakt, hvorfor straffesparket var i sin orden, hvilket Miltons kollega Claus Bo Larsen da også udmærket redegjorde for i TV. Så Miltons tese om ikke at dømme straffe, fordi "Todi søgte det" - holder ikke, for manden med verdens længste armhuler havde ulovlig kontakt med Todis ben. Nå, det handler om VM. så jeg skal ikke tærske mere langhalm på de straffespark. For kampen mod et totalt underlegent provinshold blev "tabt" på egne dumheder, og ikke et par bortdømte straffespark, som vi ikke aner om, København havde scoret på alligevel. Ligesom ingen aner, om der var blevet scoret, og hvilken kampeffekt det havde fået, hvis de to 50/50 situationer før pausen (en med Todi og en med Peter Madsen) havde udløst straffespark. Og i øvrigt nærer jeg stadig den tanke, at hvis vi havde vundet over Brøndby - som vi så klart burde - så var kampen i Aalborg blevet en helt anden, end den reelt blev. Og det er tvivlsomt, om vi så havde vundet deroppe. I hvert fald ikke så let. I øvrigt kan du se Spruthusets forårs- og sæsonstatus lige her!

Til slut må jeg lige i kollega Saxo's ånd uddele en stribe trælår. Til de elleve magtbegærrlige pensionister i FIFA's eksekutivkomité, der støttede Michel Zen-Ruffinen i dennes angreb på despoten, Blatter. Blatter skulle politianmeldes og væltes. Men ikke så snart var Blatter - bl.a med DBUs stemme - genvalgt, før de elleve gubber vendte 180°, trak alle anklager mod Blatter tilbage og undsagde Zen-Ruffinen, der, uagtet om der var substans i anklagerne eller ej, i det mindste konsekvent tog nederlaget og den efterfølgende fyring som en mand. For de elleve øvrige handler det blot om at logre for den, der sidder på magten. Kvalmende. Gamle, halvsenile, magtliderlige og prestigesøgende mænd, der burde gå på pension - som "alle andre", der runder de 65 - og tælle åreknuder.

Ups, ølhanen sprutter. Vi har drukket ud. Lad os komme ud i natten og hjem. Der er endnu 23 dage tilbage af VM. Det er lækker agurkesalat, det!

Og så som vanligt endnu et gyldent sprittercitat i spruthusånden fra vores huspoet, W.C. Fields:"...more people are driven insane through religious hysteria than by drinking alcohol".

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Ennio Morricone: 'El Mundial '78'
Kollega Saxo og jeg er enige om, at dette er den bedste VM-kendingsmelodi nogensinde.   Ar-Gen-Ti-Na!

Og så et par af de bedste (VM-) fodboldsange, nu vi er í gang med VM:

Del Amitri: 'Don't Come Home Too Soon'

Glenmark/Eriksson/Strömstedt: 'När Vi Gräver Guld i USA'

New Order: 'World in Motion'

Ugens album:

Simple Minds: Cry

Som et apropos til Del Amitri's opfordring til skotterne forud for VM 1998 om ikke at komme hjem for tidligt, her et af de allerypperste skotske bands. Nyt fra dem, om end kun "fædrene" Jim Kerr (forsanger) og Charlie Burchill (guitar mv.) er tilbage af den oprindelige besætning. Et specielt album med numre, der bringer mindelser til det helt gamle Simple Minds (omkring albummene Sons and Fascination og Empires and Dance), lidt 'Up On The Catwalk' stemning, og lidt 60'er-70'er agtig Kinks- og Bob Dylan lyd på andre numre. Med andre ord, en plade med et bredt musikalsk spænd. Men uanset hvor meget jeg end holder af Simple Minds, og uanset den nye plade med afstand slår Simple Minds' produktion i 90'erne, så må jeg lade, at selv om det er et over middel OK album, så er det altså ikke at sammenligne med Glasgowbandets storhedstid i 80'erne.

 

 

Ellers er nedtællingen her i baren begyndt. Den 30. juli udgiver "The Boss" himself, Bruce Springsteen et nyt studiealbum, The Rising, sammen med det legendariske E Street Band.

 

Nå ja, allerede på mandag er der spændende ting og sager. Nyt studiealbum fra David Bowie, Heathen!