Det havde som sædvanligt været usædvanligt varmt i ugerne inden bartenderens personlige sommerpausen satte ind. Solen havde gennem de delvist matterede glas bagt den lille bule hver eftermiddag, og loftsventilatorerne havde knirket nytteløst medens han døsigt havde udfyldt avisens kryds-og-tværs. Næsten alene, havde han ventet på de gæster, der klogeligt havde valgt at placere sig i skyggen, under den blå himmel, langt fra det lille værtshus. Kun et par ældre mænd, der næppe var der af anden grund end at de ikke kunne være andre steder, havde taknemmeligt og hver for sig udfyldt et par pladser ved vinduerne, hvor de så ud på den varme gade udenfor. En gang imellem blev monotonien afbrudt af uklædeligt rødhudet, solbrændt ung mand eller kvinde, der ikke havde opdaget at døgnkiosken på hjørnet overfor solgte håndbajere temmelig meget billigere. Måske var de blot ligeglade, men hvad end deres motiv for besøget havde været, forsvandt de hurtigt igen.

"Fortælling" på fem bogstaver - 's' i midten. Problemet med kryds-og-tværs var at udfordringen forsvandt efter et stykke tid. Man lærte forfatterens sprog, og hvordan visse nøgleord næsten altid udmøntede sig i de samme løsningerne. Tidsfordriv forblev det dog stedse.

Usvigelig sikkert  ramte koldfronten den eftermiddag, hvor han kunne dreje den gamle nøgle i døren bag sig, og begive sig ud i byen for at opleve alt det, der var hverdagsligt for byens andre borgere, men som han selv blot havde sukket efter. Han gik en lang tur gennem byens gader, ned langs havnen og op gennem voldanlæggene. Det regnede næsten ikke og for en gang skyld behøvede han ikke at tænke over momsregnskaber og restskat. Han rankede ryggen og tog en dyb indånding, og smagte på duften af sommerbygerne. Det var dog at foretrække frihed i den bløde regn frem for sol i fangenskab.

Den morgen stod han kun op for at se fodbold i fjernsynet, og det var godt. Verdensmesterskabet var forfriskende. Et fata morgana i sommerens ørkesløshed, der i en grusomm genspejling genfortalte myten om verdensmesterskabet i fodbold, som om den stadig betød noget. Og man lod sig forføre af den, fordi man lystede efter fortællingen. Fortællingen om de bedste fodboldspillere i verden, om holdet, vandbæreren og stjernen, solisten, orkesteret og dirrigenten, der med viljestyrke, flair og finesse skabte tidspunkter, der blev netop dette. Punkter, der stod for sig selv, alene og uafhængigt af det omkringstående. Tidspunkter, man ville huske tilbage på. Bartenderen skrabede smøret på brødet og følte sig fri.

Friheden kom af glæden uden frygten. Det var ikke bartenderens hold, der konkurrerede, og dette var som endnu en lænke, der knustes, for det var fremragende fodbold, og det blev ikke mindre af at de andre vandt. Det var pause, ferie fra konkurrencen, men ikke fra legen. Kun skæmmede det nationale hold billedet, for først med disse nationale ikoners exeunt ville turneringen miste mening, og højnes til simpelt, pastoralt tidsfordriv, som det sømmer sig en sommerdag. Overskyet eller ej.

Det var med rabarbermarmelade, at bartenderen afslappet og uansvarlig kunne nyde fodboldens for dens egen skyld. Tids nok kunne fodbolden træde i baggrunden for konkurrencen igen. Tids nok kunne ophidselsen afløse nydelsen. Tids nok kunne forspillet ende og sommerpausen slutte.

Martin CX

Ugens jukebox:

Dave Brubeck: "Take Five"