"»Vi fik en frygtelig start på fejl og uheld, men derefter overtog vi kontrollen med kampen og viste noget af det bedste spil, vi har præsteret i denne VM-turnering. Vi fik tilspillet os flere store chancer, men fik ikke udnyttet dem" 

Denne uges citat krediterer vi til landstræner Morten Olsen. Det er nappet fra BT og stammer fra timerne efter VM-ottendedelen mod England. Jeg synes næsten at det fortjener et par øjeblikkes andægtig dvælen, mens jeg hiver et par friske fade indenfor. Hov, hvad var det? Ja, dig derovre bagved. Du rystede på hovedet, ikke! Sig mig, er du fuldstændig fra forstanden, menneske! Hvor er din nationalfølelse og din taknemmelighed over for vores kære landshold, som har bragt dig mindst en uges gode oplevelser hjem til formiddagene og de tidlige eftermiddagstimer, også her foran vores eget TV oppe i hjørnet. Direkte live fra Japan og Korea.  

Okay okay! Jeg fornemmer, at der er optræk til tumult omkring baren. Så lad os skrue ned for den skælmske tone. Lad os nappe et af de klassiske Østergaardske mantraer i aftenens anledning og kalde en spade for en spade og dermed den danske VM-exit for et gedigent flop. For det var nøjagtig hvad det var. Sjældent har jeg oplevet en landskamp fuse nemmere ud. Der var ikke gran af spænding tilbage efter de første minutter hvor Martin Laursen og Thomas Sørensen i fællesskab bød englænderne indenfor. At Morten Olsen så overhovedet kan få sig selv til at fyre ovenstående af, kan man vitterlig kun ryste på hovedet af. Og en ting er i hvert fald ganske sikkert. Han så ikke den samme kamp som jeg og mange andre. At han så efterfølgende mener, eller måske tillægges at mene, at han skal "beskytte" spillerne i medierne, eller hvad pokker for en undskyldning, som han begrunder udtalelsen med, jamen dertil kan man vel blot sige: den holder ikke, gamle dreng. Dette er simpelthen blot usædvanlig dårlig stil. Fordi spillerne blamerede sig på banen, behøver landstræneren vel ikke også at gøre det efterfølgende. Eller det var måske netop hensigten. I den store hyggelige solidaritets navn. Du er naiv, ergo er jeg også naiv, og ih-hvor-var-vi-dejligt-danske denne lørdag eftermiddag. Jeg er i øvrigt ganske sikker på, at englænderne mente det samme. I hvert fald omkring naiviteten, der nærmest må have efterladt dem vantro lykkelige. Sved på panden havde de næppe efter ottendedelsfinalen.

Således sluttede den nationale del af VM. I virkeligheden betyder det ikke så meget at vores landshold daffede hjem. Ikke for mig personligt og nok heller ikke for dig derovre bagved eller jer derude. Gudbevares, det er da altid ekstra sjovt når vi selv er med. Man jubler med sit landshold, så længe der er noget at juble af. Skaber sig når det er slut, og glemmer så i øvrigt alt om det. Selvfølgelig havde man sine forventninger, og akkurat denne gang var de måske lidt højere end ved de sidste par VM- eller EM-slutrunder. Der har været ganske pæne takter fra denne udgave af landsholdet. Fra kvalifikationen og til de indledende puljekampe i Korea. Det kunne være blevet noget godt, men det blev det så ikke!

Forventninger som også har været noget højere end dem, som man har fornemmet at vores svenske naboer har haft til deres landsholds vegne. Jep, vi har også set en hel del svensk TV hernede i bulen. Det blev simpelthen et folkekrav hos stamgæsterne allerede, da de første transmissioner bragede igennem på skærmen deroppe. En ting var at begge vores nationale kanaler lagde ud med at vise live-kampene uden ur indbygget i skærmgrafikken, noget andet var at de svenske kommentatorpar hurtigt fremviste en langt større indlevelsesevne, (læs bare: simpel forståelse), for de begivenheder de var udstationet til at dække. På DR kunne man fx. pludselig opleve hele Danmarks håndbolds-Holger råbe "straffekast" midt under en kamp mellem Mexico og Kroatien. Ingen svenske kommentatorer har endnu - mig bekendt - skreget på "icing". Heller ikke da Costa Rica mødte Kina. Så en fortjent 2-0 sejr til Sverige her, for TV2 er knap værd at kommentere i denne forbindelse. Halvdelen af deres udsendelser har formodentlig været fyldt med jubelbilleder fra EM92, suppleret med Ulla Terkelsen, der fra London, læser engelske avisoverskrifter om dit og dat og Beckham.

På det sportslige plan vandt begge nordiske hold overraskende deres pulje, og gik videre til de allerede omtalte ottendedelsfinaler. Her var svenskerne pænt uheldige, og vi var særdeles dårlige. Svenskerne var efter en middelmådig begyndelse efterhånden nået frem til at drømme om retro årgang 94. For vores del endte et par skønne forventninger i en regulær retro årgang 86. Sjovt blev så at man på de svenske kanaler har kunnet opleve norske Drillo på slap line. Den gamle chef for fjeldfolket indledte bramfrit med at udbasunere, at Danmark ikke kom videre fra sin indledende pulje under VM. Forsvaret var for dårligt, som han sagde. Efter Frankrig-kampen vendte han som på en tallerken og grinede glad, Danmark bliver verdensmester. Tjah... den mytiske Drillo så faktisk ikke helt galt i første ombæring. Vores landsholdsforsvar var alt for dårligt. Men sådan er der i virkeligheden så meget, og VM kører nu videre. Fra stadiet af smånationalistiske forventninger har det bevæget sig over i den mere rene æstetiske nydelse. En ikke helt fremmede følelse og måske heller ikke helt usund.

Det store spørgsmål er så om det virkelig ligner en nydelse. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene om dette VM endnu. Sandt at sige er det nok også for tidligt at diske op med forkromede sandheder. Men jeg ved faktisk end ikke i hvilken retning pilen peger. Det er fint med overraskelser, men for mange af dem kan spolere lidt for meget på klassikerkontoen. Det at man ved hvem man har og hvad de kan, nøjagtig som man kan fedte lidt rundt i suppen af egne sym- og antipatier qua diverse historiske ballaster. Forstå mig ret. Jeg nærer ingen særlige sympatier for hverken Argentina, Frankrig, eller Italien. Tværtimod. Men i og med at de forsvinder så tidligt fra turneringen som det er sket denne gang, så forsvinder der sgu også lidt af pirringen (interessant ordvalg, ikke!). Fordi man sidder med en følelse af at nogle af disse nationer senere ville kunne give det som jeg synes dette VM stadig mangler. Et par mandfolkebrag af nogle kampe. De kampe man virkelig vil huske om 10-15 år. Som 1998 med Holland-Argentina, som 1994 med Holland-Brasilien, som 1990 med England-Vesttyskland, som 1986 med Frankrig-Brasilien, som 1982 med Frankrig-Vesttyskland etc. 

Jeg indrømmer, at dette er skrevet mens turneringen stadig er forholdsvis ung. Vi står før kvartfinalerne, der begynder i morgen tidlig (bartendertid), og altså på dørtrinet før det virkelig bliver alvor. Men jeg kan ikke helt undslippe den fornemmelse af at der er allerede røget en "forhåndsfavorit" for meget. Det er endda gået så vidt at jeg har siddet og holdt på italienerne både i puljespillet og i ottendedelen, trods jeg inderst inde ikke kan døje dem og velvidende at jeg aldrig ville anerkende det som fortjent hvis de vandt det hele. Men Senegal, Tyrkiet, USA, og Sydkorea. Jøsses, mand! Disse fodboldnationer kan altså bare ikke ophidse mig i samme grad som italienere eller argentinere - jeg beklager! Ja, hvad siger du? En klassisk fad mere. Jamen, netop!

Under alle omstændigheder står vi nu foran kvartfinalerne og forhåbentlig byder de på et par anstændige spillemæssige overraskelser, også fra de fodboldmæssige overraskende nationsnavne. Det er næsten bydende nødvendigt. For en anden og lidt bekymrende tendens har været, at mange boldglade og spilstyrende hold har haft det svært i denne turnering. Der er blevet høstet temmelig stor succes på kontrafodbold. Sigende blev det næsten at det danske landsholds bedste resultat var med pindsvinetaktikken mod Frankrig. 

At den hjemlige dommerproblematik også er blevet universel, har vi fået synliggjort i rigelige mængder. Vi har set en dansk liniedommer, korrekt benævnelse her, (vi forventer nemlig som FIFA noget af de gamle linievogtere), der i den grad har forbløffet verden med sin naivitet. Eller rettere med en mangel på viden om basale fodboldregler. Italien kom i skudlinien, da Vieri fik sin scoring offside-annulleret trods at han - synligt for alle - var adskillige meter bag bolden. En elementær fejl der dog ikke fører over i det komplot, som italienerne selv mener sig udsat for.

Der findes to klare dommerregler omkring enhver VM-turnering:
§ 1 - hjemmenationen favoriseres
§ 2 - Brasilien favoriseres

Italienerne blev nok delvist ramt af § 1, men deres endelige exit hidrører grundlæggende blot egen svaghed. De tilspillede sig alle muligheder for at slå hjemmenationen Sydkorea, men formåede ikke at fuldføre. Og nøgternt set burde de være professionelle nok til at kende omfanget af § 1. Det var Panucci så ikke. 

Når det gælder § 2, så er det en del af den fodboldpolitiske verden som hersker. Brasilien spiller traditionelt flot fodbold, Brasilien er ikke en del af Europa, Brasilien har formået at gøre sig til en slags bannerfører for den 3. verden indenfor fodbolden. Alt dette giver dem kredit. Masser af kredit og det alle vegne. At det så ikke altid betyder en lige sportsligt afvikling af et VM, jamen, det er end ikke noget vi behøver at diskutere. Sådan fungerer det bare efterhånden. Desværre. Som især tyrkere og belgiere kan skrive under på.

Konklusionen bliver vel at hverken §1 og § 2 bør have betydning for den endelige dommervurdering. Igen de har et eget liv og skal ligesom elimineres, før vi kan begynde at diskutere de egentlige fejlkendelser. Set på den baggrund virker de hverken mere eller mindre slemme, de er blot på samme niveau som det vi allerede kender fra Superligaen. Også fra vores danske ven, Jens Larsen, der fejlagtigt bortdømte Christian Vieri. Forskellen bliver egentlig kun den massive kamerabevågning og dens vinkler, samt det faktum at en fælles storskærm kan afsløre en del mere end hvad vi almindelige dødelige foreløbig har set i Parken. Når vi står på vores forskellige pladser og glor direkte live.

Klokken er blevet forfærdelig mange nu. Næsten for mange for vagthavende bartender. Sandt at sige bør vi slet ikke holde åbent, den snapper snart rundt omkring selve bevillingen hernede. Men vi er flinke mennesker og det er de autoriserede myndigheder formodentlig også. Altså vi kvæler en sidste og stilfærdig skarp og kalder den fnisende irish whiskey. 

Et par VM-kvartfinaler kan vi akkurat stadig godt nå at tippe: 

England-Brasilien
Den vinder England forhåbentlig! Englænderne har ved dette VM været mere italienske end Italien selv. De har intet vist, de har luret og luret. Hvis de kan noget,  viser de det i morgen tidlig. Og så vinder de. Brasilien er sikkert smukke og dejlige, men jeg brækker mig bare over den rene idyl, når den bliver for letkøbt. 

Tyskland-USA
Hvis tyskerne ikke vinder, melder jeg mig frivilligt til det danske spejderkorps.

Sydkorea-Spanien
Jeg håber inderligt på Spanien. De fortjener det hele! Deres tomme øjne for 4 år siden efter 6-1 sejren mod Bulgarien, bør være selv-inspiration nok. Al verdens Duracell-koreanere dø.

Tyrkiet-Senegal
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene her. Jo, måske tyrkerne. Der findes altid en HT-bus eller en taxi og en tyrker til. Der findes også altid en døgnkiosk og en tyrker til. Nogle af dem er så kurdere og kan ikke fordrage tyrkere. Man bliver aldrig helt klog på den slags, men jeg kan nu godt lide Hassan Sas & Co.

Alt i alt dette var vist alt for i aften! Men denne pragtfulde VM-analyse (ja, klik dog på den, menneske!) bliver dog svær at komme uden om. Den fortæller måske i virkeligheden det hele!

Jan Saxo

Ugens jukebox:

David Bowie: "Heathen"
Selvfølgelig, mand. Den gamle kamæleon eksisterer igen. En pragtfuld CD, især for os gamle Bowie-fans. Lydmæssigt er vi næsten tilbage i de sene 70'ere, uden at der bliver leflet hverken til højre eller venstre for fortiden alene. Bowie er og bliver også her og nu, og efterhånden har jeg fået fedtet mig frem til et personligt hit i "Afraid", hvor trommerne nærmest snubler igennem nummeret. Det skal dog på ingen måde forklejne resten. Denne CD er det bedste fra Bowie i mange år!

Ennio Morricone: "For a Few Dollars More"
Der er sgu noget særligt ved disse gamle spaghetti-westerns. Og deres musik! Godt inspireret af kollega Holger og VM78 - og selvfølgelig af Morricone himself! Der var en ligesom en ret linie tilbage i tid som var oplagt at forfølge. Og folk der ikke kan lide Sergio Leone bliver jeg aldrig venner med!