Godt at det endelig er slut. Jeg er meget, meget træt efter tre-fire uger med at kravle søvndrukken gennem Københavns gader, og med at åbne Spruthuset til den første kamp klokken halv ni. I begyndelsen med begejstring, da puljekampene jo faktisk var forrygende over enhver forventning, og alle puljer var vidt åbne til og med sidste runde. Men på det seneste med stigende mangel på entusiasme, for det er bare blevet mere og mere tungt at følge med i VM.

Den sidste morgenkamp var i lørdags, hvor jeg heldigvis ikke havde vagten. Derfor kunne jeg fejre denne mærkedag ved at stå op 8.15, lave en kop kaffe, lægge mig i sofaen, slumre ind igen og sove under hele den ordinære tid. Det var den bedste morgenkamp i hele turneringen. Kender I det at man ser en kamp, hvor man ikke rigtig kan holde sig vågen, og man drømmer en underlig udgave af hvad der foregår på banen, påvirket af lyden fra kommentatorerne?

Det var tilfældet for mig her. I den mere fantasifulde, hjemmelavede udgave scorede Hierro til 1-0 i første halvleg, mens Raul - der ikke var på banen, skal jeg lige minde om - hamrede et smukt frispark ind via overliggeren efter pausen. 2-0, og en væsentlig bedre kamp end den de fleste fortæller at de spildte deres tid med den morgen. 

Desværre tæller mål scoret i tv-seeres fri fantasi ikke. Forbandet være FIFA! Men det var så ikke de eneste mål, der ikke talte. Sydkorea viste sig at være et særdeles svært hold at score mod, på mere end en måde. Okay, ved det første mål spanierne fik underkendt var der nu nok frispark. Der blev serveret en solid albue i ryggen på den koreanske forsvarer. Det andet, derimod… ja, de har været svære at lave mål imod, koreanerne. 

Efter kampen mod Spanien havde producerne det tilbagevendende klip, der skulle symbolisere 'fairplay'. I klippet vistes en sydkoreansk spiller, der blev hjulpet på fødderne af en smilende dommer, der gav ham et klap på ryggen. Det var svært ikke at smile dér. Jeg tror det rette udtryk er 'tragikomik'…

"Skandaledommer!" - du må godt i Italien ...

Jeg kom gående forleden dag for at åbne værtshuset. Det var for en gangs skyld hverken storm eller tordenvejr, eller begge dele, så jeg gik en længere tur gennem byen. Inde på Gammeltorv stod en gruppe flygtede dissidenter fra Burma. De demonstrerede mod tortur og for menneske- og politiske rettigheder i deres fjerne hjemland, men blev tydeligt distraherede da jeg gik forbi iklædt min italienske landsholdstrøje. "Poor guy", kunne man høre en af dem hviske. "So terrible, very very sad", sagde hans sidemand med en bekymret mine.

I en verden af værdiladede symboler er der lige nu intet som det italienske fodboldforbunds mærke, der udtrykker undertrykkelse og uretfærdighed. Den blå farve og det lille grønne, hvide og røde skjold er den forfulgtes tegn, mens tyrannens mærke er trillefløjten og det spættede gul/røde flag. Se det er ikonologi man kan bruge til noget!

I hvert fald så længe VM ruller videre. I sidste ende bliver det forhåbentlig Brasilien der vinder, og det bliver svært at indvende noget imod. Selv om de fik hjælp fra dommerne mod Tyrkiet, og fik deres sejrsmål foræret, så havde de vundet deres pulje alligevel. Og de fik afstemt sympatikontoen noget (den sympatikonto som Rivaldo havde overtrukket med sin "Mit ansigt! Mit dyrebare ansigt! Ætset væk! Oh ve oh klage!"-reaktion på at få bolden skudt over knæet), da de fik smidt Ronaldinho ud mod England. Måske som et offer for en ny FIFA-politik om ingen må hæve sig over det ordinære, blev han uden grund kylet ud af kampen efter en stempling så blød og utilsigtet, at den fik Tomas Antonelius' eftertackling på Liam Miller til at ligne Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.

Men bare fordi Brasilien vel er de bedste, betyder det da ikke at det ikke kunne være fedt at se sine favoritter prøve at dyste mod dem. Det blev så godt og grundigt forhindret efter nogle meget underlige oplevelser, hvor den mest surrealistiske var ottendedelsfinalen mod Sydkorea. "We Blieve in you", stod der på et kæmpebanner på stadion, et af den koreanske tifogruppes få budskaber der ikke refererede til nederlaget Italien led i 1966 til Nordkorea (i sig selv lidt mærkeligt; det ville være som hvis Danmark inden kampen mod England prøvede at skræmme englænderne med at Norge engang havde slået dem. Ganget med tyve). De kunne med sindsro 'blieve' på holdet, for den i rystende grad provokerende og arrogante dommer Byron Moreno var dem en rigtig, rigtig god mand.

Ok jo, jeg ved da godt at det er let altid at give dommerne skylden. Det er jo heller ikke sandt. Ikke at de har hele skylden, altså. De har en del af den. Men det har Vieri også, når han hamrer langt over et åbent mål fra fire meters afstand, og Panucci, når han tæmmer en bold som en fuldesyg 45-årig i Søndermarken en lørdag morgen. 

Og først og fremmest må Trapattoni lægge en stor del af skylden hos sig selv, for havde Italien styret den kamp som de burde, ville koreanerne have haft meget svært ved at blive farlige. Ret beset var de, selv med al deres energi, ikke noget særlig velspillende fodboldhold, og de indtjente deres triumfer på lucky punches og straffespark. Og to af de lykketræf faldt mod Italien, som virkelig spillede naivt, hvad man ikke skulle forvente fra dem. Det er ikke ligefrem beundringsværdigt for et italiensk hold, af alle i verden, at slippe et sent mål ind i ordinær tid, og så gentage fadæsen i overtiden, mens man står og fedter med at skifte Montella ind, fordi han er god til at sparke straffespark.

Men selv med den viden er det da utroligt hvad man har måttet høre på af pis efter kampen, først og fremmest fra dele af en dansk presse der opfører sig forrygende skadefro over de åh så arrogante latineres exit, og muntrer sig over at de er vrede på de dommere og linievogtere, der underkendte fem mål i tre kampe for italienerne, i en vifte af afgørelser der gik fra det uforståelige til det chokerende. Og at de hidser sig op på den grufulde Moreno, som smed Totti ud for at miste balancen i en helt normal tackling, mens han tillod en koreaner at slå del Piero hårdt med en albue, og blot gav en påtale for en handling der skulle have givet rødt. Fryd for dem sydpå, så kan de lære det.

Yeah right. Som om bladsmørerne selv havde taget det pænt og bare fundet sig i det, hvis det samme var sket for Morten Olsens hold. Og som om de ikke fyldte spalterne til bristepunktet med "Senegalskab!", da de afrikanske modstandere havde fået lov af kampens dommer til at gå alt for hårdt til vaflerne i Danmarks anden puljekamp. Thomas Helveg er måske mere beskyttelsesværdig end sin kollega fra Serie A? Jo da - også selv om Helveg, i modsætning til del Piero, provokerede vildt i sekunderne op til at han fik en på hovedet.

Men så kom flosklerne frem. "Det er kun fordi det for en gangs skyld er de store hold der er blevet snydt. Ellers ville man ikke høre alt det brok". Ja, det er jo et mysterium for Sherlock Holmes, ikke? Hvorfor er der flere der ærgrer sig, når et hold fra et stort land, med fans over hele verden, ryger ud, end når det sker for et ukendt hold fra et lille land? Mærkeligt, ikke? 

"Vær dog gode tabere ligesom os" - ord man har kunnet læse både i dansk og engelsk presse. Ja, det er let nok at sige, når man ryger ud efter så blodløse bedrifter som den danske mod England, og den engelske mod Brasilien. "De skulle bare have scoret på deres chancer, så var der ingen grund til at beklage sig". Jamen undskyld mig, men det var jo lige hvad både Italien og Spanien rent faktisk gjorde. Deres golden goals blev bare underkendt. I de omtalte tre kampe blev Italien noteret for tre mål. De scorede formentlig otte, i hvert fald syv. Så kan man knap forlange mere.

Men hvad pokker, det har bare været et lidt mærkeligt VM. Efter en tid skal man da nok komme til at huske det som hæderligt, og det har i hvert fald ikke været så kummerligt som i 1990. I øvrigt også et VM, hvor afslutningen lod meget tilbage at ønske. Finalen kan næsten ikke blive så tam som Argentinas mod tyskerne dengang, selv om det nuværende tyske hold er så rystende farveløst at de har formået at få en 8-0-sejr til at virke kedelig. Men teutonisk præcision, det har de godt nok. 

Ja, det er en lille omvej jeg er på vej nedad, men som du kan se på at jeg hænger på den 'gale' side af disken, så er jeg faktisk slet ikke på vagt i denne weekend. Jeg har fået fri, og mine kolleger dækker for mig. Jeg er her kun for en godnatpils, og kom tilbage fra Roskildefestivalen for et par timer siden. Og der skal jeg over igen i morgen fredag, og bliver der weekenden ud.

Og de to koncerter jeg fik set i aften var nærmest en forpremiere på VM-finalen. Ikke at Manu Chao er fra Brasilien, han bor i Barcelona og har vist en blandet fransk, spansk og arabisk baggrund. Men skal man sammenligne fodbold og musik, så var det bestemt ham som svarede til den brasilianske stil. Chamerende og til tider direkte og lige i øjet - men i lange perioder lidt for meget nipseri og broderen. 

Hvorefter Rammstein kom på, og så bliver det ikke mere germansk. Og dælens effektivt. Man kan kun forestille sig hvad de har tænkt, som de sad deromme bagved og hørte Chaos guitarist pille toner frem i et halsbrækkende tempo på sin akustiske og ældgamle guitar. Rammstein hakkede i stedet tonstunge riffs ud af granit. Rockmusikkens Torsten Frings, Carsten Jancker eller Dietmar Hamann, skulle man tro, hvis det ikke var fordi de er ren farce og en fantastisk pantomime, homoerotisk, camp og teatralsk som bare fanden.

Og egentlig ikke særlig godt, var min umiddelbare mening. Præcis som det tyske landshold. Musikken lød som gamle Ministry-ting, med en tysk brølen og et stort fyrværkeribudget henover. Ildkunsterne var såmænd det bedste ved det hele; jeg har aldrig før set en scene og en mixerpult begynde at skyde med skarpt efter hinanden. Til gengæld har jeg set en mand hive en hydraulisk tisser frem af sine gevandter, og sprøjte ud over hele scenen; det gjorde The Revolting Cocks i Pumpehuset for mere end ti år siden. Videre er vi åbenbart ikke nået. Men populært var det dæleme, og det fungerede, præcis som det fungerer for Rudis tropper. Og det var, indrømmet, en del mere underholdende.

Også selv om man måtte grine højt temmelig tit. Det må man jo også, selv om det er på eget ansvar, ad det tyske hold. Check f.eks. Christian Ziege. Kilder tæt på baren oplyser, at han gik under det lidet flatterende øgenavn 'The Monster' i Liverpool, dengang han i tilgift til sit koparrede fjæs kunne fremvise et Limahl-agtigt, afbleget og gulligt svenskerhår. Ved VM bragte han os i stedet, i hård konkurrence med Tyrkiets Ümit, den grimmeste mohawk.

Jeg giver VM en stor del af skylden for at der er flere mohawks på årets Roskilde end jeg nogensinde har set før. Nogle er okay, nogle - som Manu Chaos bassist med Ümit-stilen - er grimme, og enkelte ligner gudhjælpemig Ziege. Hvem fanden har lyst til at ligne Christian Ziege? Det har han ikke engang selv, efter hans adfærd at dømme - han fjernede sin egen mohawk efter den første kamp.

Det bliver en af de ting der ikke behøver tages med fra Østen. En anden er deres stadionstil. Jovist, når man har set et af de stadions derovre, I ved dem med de to kæmpetribuner på langsiden og det høje, svungne tag, så ser det da flot ud. Men når 80% af alle arenaerne er bygget på den måde? Er det ikke lidt trist?

Jeg læste for nylig en selvbestaltet fankulturguru med en monopolagtig holdning til hvad ægte fans gør, der kunne fortælle at seriøse fans stiller sig bag målet, og at kun tåbelige fans står på langsiden. Jeg skal ikke gå ind i en analyse af om det synspunkt er idiotisk. Det er knap nødvendigt.

Men man kan vist hurtigt konstatere, at så bliver det surt for de østasiatiske fans, der gerne vil tages seriøst efter de kriterier. Ved siden af de forhold er det jo næsten et svir at stå bag målet i Danmark. Hvor langsidernes tribuner strækker sig mod himlen, går enderne få meter op. Og hvor langsiderne bliver dækket af enorme tag, så kan folk for enden vælge at krydre deres kummerlige udsyn med at opholde sig enten i stegende, skoldende sol, eller i øsende, piskende regn, alt efter om man har hedebølge eller monsun lige i den weekend. Det må være prisen for at blive taget seriøst. Jeg tror jeg ville vælge modsat, også i Østen.

Hvor seriøst man kan tage de asiatiske fans, og VM-fans i øvrigt, er da også oppe til debat i forvejen. Én ting jeg bestemt ikke kommer til at savne er de storskærme, der sidder på alle stadions. Okay, det er da meget sjovt at høre et helt stadion - i hvert fald den mandlige del - råbe "oooohhhh", når de kan se de samme billeder som os: en mand fra hjemmeholdet der bliver ramt lige i skridtet af et langskud, filmet i superslow. Men jeg får spat af at hver gang kameraet zoomer ind på en tilskuer, føler vedkommende sig kaldet til at hoppe op og ned som en idiot, fordi vedkommende har fået øje på sig selv på skærmen. Selv folk hvis hold er håbløst bagud har man set stå glædesløse hen, og så pludselig springe op og juble som et egern på speed. 

En ting jeg derimod vil savne er selvmålet. Det har altid været en meget vigtig bestanddel af fodbolden, men de dage er slut nu - FIFA skal jo finde på et eller andet, så i positivitetens ånd har man afskaffet selvmålet. Ronaldo var vel ophavsmanden. Enhver kunne se, at han dårligt snittede bolden, som blev hamret i mål af en costaricaner, men "i spillets positive ånd" fik Ronaldo målet alligevel. Det gjorde det nu ikke til hans. Og den blev helt gal, da Rio Ferdinand også ville have æren for den aflevering, som Thomas Sørensen hev med ind i sit eget mål. Hen blev citeret i Berlingske for dette: "Det var mit. Man kan ikke tage den slags fra mig, for jeg kæmpede til døde for at få det mål".

Ooo… kay så. Det er altså ligemeget, at han headede på tværs, hvor han med øjnene havde udsøgt sig en bedre placeret holdkammerat. Herregud, det er jo rene Mikkel Beck-tilstande, men lad ham dog hvis han kan. Det er jo ikke hans eller Ronaldos skyld, at FIFA har så underligt et forhold til fodbold, at man hellere ser en målscorer end en selvmålscorer, og at man derfor benægter fakta. Forhåbentlig er det kun i fantasiland - læs: VM 2002 - at det kommer til at ske.

Selv om der også sker mærkelige ting herhjemme. Åbenbart har DBU efter et langt tilløb nu indført en ny skik, der er inspireret af Italiens Serie A-klubber. De bliver tildelt en gylden stjerne, som de placerer over klubmærket, for hver gang de har vundet ti mesterskaber. Kun tre hold har en sådan stjerne. Inter og Milan, og så Juventus, der endda har to.

Her i landet skal vi gøre det lidt anderledes. Åbenbart skal man ikke stille for høje krav, så i den version der er fremlagt skal man kun vinde fem mesterskaber. Og så får man kun den ene, som jeg har forstået det. Ikke flere, når man når de ti. 

Vorherrebevares. Det var måske den eneste måde man kunne sælge forslaget på? Som de fleste ved, er det kun KB der har vundet 10 mesterskaber. Og lidt til, vel at mærke. Det er blevet til femten i alt. Men hvis kun en klub skal få sådan en ære i udsigt - KB og selvfølgelig F.C. København i funktion af KB's og B1903's førstehold - så gider ingen. Så hellere sige fem - det er der ni klubber der har opnået gennem tiden. Vi skal jo alle være her!

Nå, men hvis jeg skal have noget ud af den noget indholdsløse fredag på Roskilde, og holde mig vågen til Television og Pet Shop Boys sent i nat, så må jeg vist holde op med at sidde her og beklage mig. Men lad os lige tage en sidste tår at gå hjem på. Brian Steen Nielsen ikke på vej til F.C. København - det er da værd at fejre. Ditto, at Kim Milton ikke fik VM-finalen, hvad jeg i øvrigt kan forklare: det var fordi han 'søgte' den! Ha! Skål!

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens numre: 

DJ Shadow: 'Six Days' og 'Blood on the Motorway'
Hans nye album The Private Press er måske ikke så epokegørende som den visionære debut Endtroducing, og på sine steder lyder den lidt som ret og slet en DJ-mixplade - omend en ekstremt velproduceret en af slagsen, hvilken den pokker tage mig også burde være når den har taget seks år at lave. Men for det meste er pladen forrygende, og mest på disse to numre; en sang bygget op over en obskur og fantastisk smuk gammel reggae-sag, og et filmisk stykke instrumental stemningsmusik. Det er samplerkreativitet på allerhøjeste plan.

Ugens album: 

Tom Waits: Alice
"There's only Alice". Dette var den plade man frygtede, at Waits aldrig igen ville lave, helt domineret af nattestemning og smukke ballader, men stadig med de forrykte larmende numre som ingen Waits-plade skal være foruden. Kort og godt; en vidunderlig plade fra en af Spruthusets helte.