...but I have promises to keep and miles to go before I sleep. Remember, comrade, miles to go before you sleep." Ordene er fra Robert Frosts digt "Stopping by Woods on a Snowy Evening", men lige netop denne version er naturligvis snuppet fra den den klassiske Charles Bronson- thriller Telefon.

I håbet om, at De, kære læser, stadig er med, og ikke er i færd med at udføre de djævelskaber, som kommunisterne indprogrammerede dem til i forbindelse med Deres hjernevask, må jeg hellere skænke dem en skummende fadøl og forsikre Dem, at Charles Bronson-henvisningerne hermed er endegyldigt overstået. Pointen i alt dette har efterhånden også undsluppet undertegnede, hvis ikke det altså var en obskur reference til sommerpausen. I alle fald, nok om det.

Der har været megen piveri over sommerpausen og manglen på fodbold, men der er nu engang andet i livet end fodbold, og andre måder at adsprede sig på. Såmænd så.

En sådan adspredelse er Stamværtshusets årligt tilbagevendende og særdeles drukfældige firmaudflugt. Bundet af traditionerne troppede de fire bartendere hver især op tidlig lørdag morgen ved for de flestes vedkommende halv elleve-tiden, der, hvor de hver især fortolkede, var den egentlige mening, bag det ellers præcist beskrevne, men irrationelt valgte mødested.

Efter morgenens første whiskey og Sort Guld bordede vi havnerundfarten i behag over den beskyttelse mod det lidt triste danske sommervejr, som plexiglastaget gav os. Rundfarten var skam også behagelig, men det viste sig, at vi mod vores forventning var passagerer i kanalrundfarten, og dermed var indskrevet til en tvungen tosproget forelæsning om de diverse københavnske sights, som er synlige fra vandspejlet. En indsats som vores i øvrigt sikkert fortræffelige guide ikke klarede uden anmærkninger fra sit kritiske publikum på bagerste række. For eksempel gav det ikke indtryk af nogen sikker præstation, da hun ikke udtalte Slaget på Reden rigtigt. Nej, slaget foregik ikke på en rede, men på en red. Der er altså forskel.

Således belært af fortidens fejltagelser, men stålsatte på at gennemføre en egentlig havnerundfart, endte vi ved udgangspunktet og nåede akkurat lige at spæne ned efter yderligere øl, inden den rigtige båd lagde til, og vi til kaptajnens forbløffelse elegant sprang ombord. Vi var de eneste passagerer, da denne båd i modsætning til den forrige ikke blot var en egentlig havnerundfart, men også uden tag. Det regnede stadig, da vi stævnede ud, men til alt held ikke meget længere. Det mest bemærkelsesværdige ved at sejlre rundt i byen, denne morgen, var legionerne af politifolk, men på trods af vores køn, promille og tøj lykkedes det os at undgå bataljer som den, Holgers kriminelle ven refererede i sidste uge.

Efter et enkelt pitstop i Trekronerfortets kassematter for de i vores selskab uden selskabsblære endte vi sikkert i land, og begav os mod punkt to i vores dagsprogram; venskabskampen mod Rødovre, som jo er en KBU-klub, og derved per definition ikke befinder sig på den såkaldte Vestegn. Rødovre bærer dog præg af sin position i grænselandet mellem civilisation og ødemark, og det var derfor vigtigt, at vi som kavaleriet til den indianeromkransede forpost (en ikke længere fuldstændig politisk korrekt allegori) undsatte dem. Derudover virkede det som flinke mennesker, og vi havde set alt for lidt fodbold i alt for lang tid.

Selve kampen var der ikke meget at sige til, bortset fra en forbavsende effektivitet foran mål i halvlegene, og en forbavsende mangel på samme i pausen. Desværre måtte det på dette tidspunkt ikke appelsinfri panel af estimerede fodboldkritikere spejde forgæves efter det argentinske islæt. Marcelo Delgado var sendt hjem efter en efter sigende mindre end prangende indsats mod et par jyske træningsmodstandere. Det er muligt, at det var den rigtige beslutning, men det er muligt, at det var den forkerte beslutning. Mange var så imponeret over Delgados generalieblad, at de ønskede at signe ham ubeset, og træningskampene i Jylland havde - igen efter sigende - ikke de optimale omstændigheder for en fodboldspiller a la Delgado, der gør sig i det mere subtile. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk, men jeg ville nu ønske, at dette ræb i stedet hed "Intet bord uden...", og om ikke den ene stjerneangriber blev signet så den anden.

Sommeren er selvfølgelig ikke slut, men selv hvis nyanskaffelserne i angrebet standser ved håndboldspillere, går vi med styrket målfarlighed ud af sommerpausen. Det var en fornøjelse at se Kaptajnen i den hvide trøje igen, og han spillede fortræffeligt. Backe har efterhånden mange, meget dygtige boldspillere at gøre godt med, og jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvordan han overfører denne kapacitet til fodboldbanen, når vi begynder igen for alvor. Selv hvis Brøndby trækker en kanin op af hatten, så får de det svært i år.

De har det allerede svært i Brøndby, men de er vist efterhånden ved at lære at forretningen bag en fodboldklub ikke driver sig selv. Det kræver et opgør med den patriarkalske organisationskultur, de har derude, men man er vist ikke helt rede til at tage skridtet fuldt ud. Patriarken er stadig betragtet (og betragter sig selv) som en hegeliansk bonus pater, der bedst ved, hvad der tjener sin familie, og som varetager deres interesser for dem. Udover at det sjældent er en særlig effektiv måde at føre en virksomhed på, kræver det også at alle har indoptaget denne kultur, og i større og større grad virker det som om, det kun er patriarken selv - og så en del af fansene - der holder fast i dette billede. Spillerne er begyndt at være kritiske over, om det patriarken beslutter for dem, nu også er i deres egen bedste interesse. Det gjorde Ebbe Sand ikke. Denne udvikling mod en professionalisering af Brøndby IF er naturligvis en proces, der kræver lidt tid. Der er mange kameler, der skal sluges. Det, der gør det hele mere trættende, er hykleriet. Både fra Brøndbyfans, der gang på gang postulerer at der er væsensforskel på det København gør, og det Brøndby nu er begyndt at gøre, udelukkende på grund af at det brøndbyske motiv i følge dem selv er anderledes, men også københavnske fans bliver trættende, når de kritiserer Brøndby for at gøre det, vi selv har gjort tidligere.

Og så gider vi i øvrigt slet ikke snakke mere om håndbold.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at vi alle kom sikkert hjem - inklusive vores overtøj - den dag. Efter kampen skulle der naturligvis drikkes øl, og spises og drikkes øl, og drikke øl og whisky, og drikke øl. Man må jo støtte branchen, og efterhånden lærer man jo folk at kende bag barene på de små steder rundt omkring i byen. Men man forstår også hvorfor middellevetiden er så lav i vores fag. Cigarettes, whisky and wild, wild women.

Åh så skidt da... endnu en omgang på huset til alle!

Og så er det i øvrigt ud og lytte til noget jazz.

Martin CX

Ugens jukebox:

Muse: "Bliss"
Kristy McCollis: "Not in these Shoes"
Big Star: "September Gurls"
Malik Adouane: "Shaft"