De kalder ham Johnny Jehova. De siger at han bor ude vestpå et sted. Og helt forkert er det nok ikke. Når man engang i mellem møder ham rundt omkring i byen, virker det som han ikke helt føler sig hjemme. Han har en mærkelig evne til at falde igennem gadebilledet. Det handler om påklædningen, der altid synes at sidde forkert, hvad enten det er for stramt eller for løst - for slet ikke at tale om farvevalget. Men det handler også om hans væsen. Han skuler altid så underligt rundt, virker lidt bange for det hele. Den tætte trafik, de mange butikker, og de mange mennesker. 

Selv når han spadserer rundt hernede i sidegaderne ved stamværtshuset, virker han meget urolig. Går meget hurtig og kigger sig hele tiden over skulderen. Måske i et akavet forsøg på at gemme sig bag det store blå-gule halstørklæde, som han altid bærer. 

Jeg opdagede ham for alvor her forleden. Han luskede flere gange frem og tilbage ovre på modsatte fortov, og efterhånden begyndte jeg at få nok af hans febrilske spadseren rundt. Jeg stillede mig op i døren, da han endnu gang var ved at krydse over synsfeltet i vores vinduer.
"Hej, de siger at du hedder Johnny!", råbte jeg. Han standsede forvirret, fik så øje på mig, og skreg:
"Fuck dig! Du skal ikke genere Doktoren!"
"Doktoren?"
"Du slapper bare af, mand. Doktoren har altid ret!" Hans hoved flakkede et par gange frem og tilbage, inden han hastigt skridtede videre som ramt af et eller andet.

Man kunne så fristes til at tro, at det er sig selv som Johnny Jehova omtaler som doktoren. Men de siger om ham, at han ikke er for smart. De siger også, at han ikke kan gøre for det. For han ved nemlig ikke selv bedre. Men nu skal man heller ikke tage fejl, Johnny skulle være ret skrap til at holde mikrofoner. Rent teknisk skulle der ikke være mange herhjemme, der griber en mikrofon så fast og fuldkomment som ham. Og det er selvfølgelig ikke noget der skal kimses af.

Hvor han egentlig har denne teknik fra, vides ikke præcist. Der er dog dem der mener, at det har noget med denne doktor at gøre. Dette har jeg i hvert fald hørt omtalt adskillige gange senere.

Der er dem der påstår at Johnny Jehova bærer en stor ånd. Nogle siger også, at den har form som en tevarmer - eller muligvis en brønd. Dette rummer måske også forklaringen på, hvorfor han altid virker så akavet i bybilledet. Det er sin sag at traske rundt herinde i byen med en ånd. Når den så ovenikøbet bliver stor og varm, kan den nemt ende som en byrde. Og der er vitterlig ikke meget smil over Johnny. Det bliver ved denne forvirrede flakken med øjnene og de anstrengte mundvige. Men det må simpelthen være ånden, den er vokset ham for stor. Nu er han så endt i en slags traumatisk karma: han er blevet bange for at miste den. Den slags kan ske, det er sket for mange andre og mindre åndfulde personer end Johnny. 

Igår var han hernede i nærheden igen. Stadig holdt han sig på det modsatte fortov, men denne gang sagtnede han farten, da han så mig utålmodigt træde frem i døren.
"Du slapper bare af.", sagde han og pegede denne gang demonstrativt mod mig, "Jeg vil ikke finde mig i, at du sviner Doktoren til."
"Doktoren er et røvhul.", råbte jeg uden den store fornemmelse for hvad jeg talte om. Det var blot fristende at sige. Et øjeblik troede jeg, at han ville fare over gaden og direkte i flæsket på mig. Men han standsede pludselig sit løb midt på ude mellem de parkerede biler og stod blot og hvinede med knyttede næver:
"I er så skide misundelige. Det er Doktoren, der har skabt det hele, og det ved I godt. I er fulde af løgn. I spreder jeres usandheder alle vegne, også i aviserne og på TV. Jeg er så pisse trætte af jer."
"Du Johnny...?", forsøgte jeg i en mere venlig tone. Jeg ville egentlig nævne noget nyt, som jeg lige havde hørt. Det var noget med TV2, men han forsvandt igen i rask trav. Uden dog at virke helt så besværet som første gang.  

Ude vestpå hvor Johnny Jehova kommer fra, bliver han kaldt kongen af motorvejsgrillen. De siger, at han gør sig i pommes frites og hjemmelavede forårsruller, de siger også at han stadig kører på knallert og hører halvgammel heavy rock. Det er måske de onde tunger som taler her, men de fortsætter ufortrødent. De hvisler nemlig også, at et af Johnny's forbilleder er en stor tyk mand, der gerne fører sig frem i forskellige reality-programmer på TV (nej, ikke lige TV2). Det er ham der giver Johnny smagen, både på det ene og det andet, og det er ham der professionelt kan hjælpe Johnny videre i hans få tvivlsomme stunder. De stunder hvor Doktoren af uransagelige årsager ikke kan slå til. Den store tykke mand er nemlig kreativ og så har han en fløjlsblød stemme, der nemt forveksles med sirenernes sang.

Men han bør dog aldrig sidestilles med doktoren - det står vel klart for alle. Johnny er ingenlunde på vildspor her. Hvad hans personlige status er nede på motorvejsgrillen, er doktorens for hele egnen ude vestpå. Han er kongen. Manden der altid ved hvad der er bedst for alle - ja, selv en eddikesur svensker kan han nemt tale til rette i sin konsultation. Nå ja, næsten da! Og alle de gamle venner behandler han altid med omsorg, og hvis de ikke helt forstår, så giver han sig selvfølgelig ekstra tid i konsultationen. 

På baggrund af dette kan det være svært at modsige Johnny, når han siger, at doktoren altid har ret. Det har jeg efterhånden lært mig. Der er selvfølgelig nogle der har mere ret end andre, og doktoren er altid den der får mest ret. Som overgrisen, Napoleon, i Orwell's gamle fabel "Animal Farm" skal der være en der har mere ret end andre. Det gør tingene nemmere, og rent konkret for Johnny betyder det fx. at han kun skal koncentrere sig om en ting. Nemlig det tekniske aspekt i at holde fast i en mikrofon.

Og blot synet af et godt håndgreb med fingrenes millimeterpræcise placering på skæftet fanger allerede interessen. Akkurat dette ved vi jo allerede, at Johnny er særdeles god til.

Men rygterne er løbet i forvejen her til aften, de har svirret som tømte fadølsglas over disken. Johnny Jehova er kommet tilbage og han ligner ikke helt sig selv. Jeg har hovedrystende måtte høre på hvisken og mumlerier hele aftenen, men begynder først at forstå omfanget, da jeg hører tumult ude ved bordene på fortovet. Jeg smutter hurtigt ud i døren, og får øje på ham igen. 

Denne gang står han nærmest foran mig, ansigt til ansigt, men uden sit normale blå-gule halstørklæde. Tværtimod ligner han en velfriseret konfirmand i sin hvide skjorte og med sine nyklippede lokker.
"Ingen skal betvivle Guds ord...", hører jeg ham hvine. "I vil alle dø i synden..."

Jeg griber fat i ham, trækker ham lidt bort, mest for at forskåne ham for de klø der allerede lurer i luften. Han gør sig fornærmet fri og peger mod mig.
"Du slapper bare he...", når han at hvæse inden han halvt æder ordene i sig og slår over i et blidere tonefald. "Jeg er kommet her for at tale om de store spørgsmål i livet, i den gode Tros tjeneste, tillad mig at spørge om du har læst dette lille blad?" Han rækker tryksagen frem mod mig og smiler nærmest overstrømmende. 

Det er nyeste nummer af "Vågn Op". Jeg stirrer ind hans ivrige øjne, og bliver enig med mig selv om, at jeg er blevet for gammel til dette pjat. Jeg orker ikke ham og hans slags længere. Tværtimod står jeg blot og skraldgriner.
"Jamen, det er Doktoren der har sendt mig, mand...!", forsøger han igen og igen, men trasker efterhånden stille bort i natten. Den evige frelse er allerede smuttet efter ham og når sikkert sit mål inden længe.

Og således blev Johnny til vidne for Jehova, og Jehova vidne til Johnny, og vi har haft en mærkelig aften hernede. Men det er stadig sommerpause og man må ligesom gribe øjeblikket. Dette bliver endnu engang bartenderens skæbne. Må jeres Gud være med jer derude, især jer københavnere. Denne lille biks lukker nemlig nu. 

Over and Out!

Jan Saxo

Ugens jukebox:

Ebba Grön: "1978-1982"
Denne CD spøger hernede igen og igen. Jeg har haft dele af den fremme før, kollega Smølle har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage. Denne uges dråbe faldt på den smukke og solskinnede tirsdag eftermiddag og det fælles ridt mod Helsingør og træningskampen mod Sheffield Wednesday. At drøne nordpå i bil med denne flok aldrende svenske punkrockere i højttalerne blev et lille uforglemmeligt øjeblik.

David Bowie: "Conversation Piece"
Dette nummer er med som bonustrack på den nye Bowie-CD. I virkeligheden er det tudegammelt og stammer fra 1970, hvor det udkom som b-side på singlen "The Prettiest Star". Senere som bonustrack på CD-udgaven af "Space Oddity". Og nu altså igen. Og det er et vidunderligt lille nummer.