Det har været en besynderlig dag. Anderledes. Fra sen aften i går og til ud på eftermiddagen i dag har vi haft en flok svært tørstige
nordmænd - eller Trøndere som de vist foretrækker at kalde sig - hængende.
Faktisk hængte nogen af dem ud hernede allerede samtidig med, at deres
hold Rosenborg Ballklub spillede fodbold sydvest for København. Om de manglede billetter eller ikke var i stand til at finde fra centrale
København ud til Vestegnen, fandt jeg egentlig aldrig helt ud af! Men i hvert fald efterkom vi deres inderste
ønsker om at se Rosenborg på TV, så vi droppede Premier League på
Sky til fordel for CL-kval på TV2.
Underholdende var det godt nok at se fodbold med nordmændene, og endnu
mere underholdende, da deres landsmænd, som havde været på stadion, sent, meget sent, kom herned. Ubegribeligt tørstige, og lige så utilfredse
de var med infrastrukturen væk fra Brøndlandia™ - samt det faktum at man
intetsteds derude kan finde en hyggelig knejpe, der serverer øl - lige
så tilfredse var de naturligvis med deres holds ottende CL-kvalifikation
i rap. Vi kunne da også alle finde adskillige særdeles underholdende elementer fra forestillingen, underholdende set med Københavnske/Trøndske
briller. F.eks. da det selvudnævnte "Europas bedste publikum" brillerede med
deres 'FC Luuder' tilråb til Harald Martin Brattbakk, og han kvitterede
ved at sende et hjørnespark ind i fødderne(!) på Frode Johnsen. 0-1! Og minsandten om ikke
intelligentsiaen kort efter gentog vrælene, og Bratte (jo, vi er på kælenavn med ham, han er jo trods
alt gammel Københavner) var umanerligt tæt på at score, da Allan Olesen med besvær fik sparket
hans forbi Mogens Krogh skruede hjørnespark væk! At så Brattbakk selv - som
altid på Brøndby Stadion - fik skramlet en pind i kassen efter pausen,
var bare den ultimative "hævn"!
Senere ud omkring de små timer dukkede kollega -smølle i øvrigt
op, iført klædelig brandert og endnu en flok nordmænd. Faktisk
havde han allerede ringet ned tidligere på aftenen, da han var svært
bange for, at lyden var røget på hans TV, for han havde især efter
den halve time svært ved at høre de selvudnævntes opreklamerede
lydkulisse, "The Partisan Crowd"! Men jeg kunne berolige med,
at vi heller ikke kunne fornemme lydbølgerne, og at der intet var
galt med TV-lyden, kunne man forsikre sig om, da de sædvanlige,
decibeloverdrevne reklamer gik i gang i pausen. Men kollega -smølle
var i højt humør, og hans pba. TV-billeder, TV-interviews og enkelte
vestegnsfans i gaderne nye slogan Hele Danmarks Tudehold
blev hurtigt et hit over sprut-salutterne hernede. Selv den ellers
afmålte, cigargnækkende seniorgnavpot ovre i stambåsen skoggerlo!
Jo, det blev en livlig aften med heftig trafik ind og ud af døren. Allerede
sent på eftermiddagen emmede indre København af flere turister end på
en normal august-onsdag. Mange norske i hvide trøjer og en del sjællandske
i gule trøjer. Ud på aftenen/natten var det dog kun hvidt, man så og
klingende norsk, man hørte. Og jeg skal ikke kunne sige, hvad de har foretaget sig i natten, trønderne, da jeg
aht. bevillingsmyndighederne måtte sparke dem ud, men de var åbenbart
klar igen straks formiddagsvagten
slog dørene op i dag. Nogle kunne efter sigende endda se ud til at have fået tilfredsstillet
andet end tørsten.

I dag har vi så i fællesskab kunnet more os videre over kommentarer og
"analyser" i trykte og elektroniske medier! Mest hovedrystende vel Michael
Laudrups vurdering af, at man sammenlagt havde tabt til et hold, der 'ikke var bedre end hans
eget'! Det står jo lidt i skærende kontrast til Thomas Lindrups
vurdering direkte på TV af, at Rosenborg trods alt var en klasse bedre også i går. Og så
undlader vi helt at bore i, at
Rosenborg stort set kørte Brøndby baglæns ud af Lerkendal for fjorten
dage siden. Nå, nej, de var skam ikke "et bedre hold"! Jeg vil dog medgive
Laudrup så langt, at Rosenborg af i dag ikke er et bedre hold end det Rosenborghold, jeg har oplevet den
sidste halve snes år. Så skulle Brøndby slå Rosenborg ud af
kvalen og komme i Champions League, har chancen vel aldrig været større end
i år. For
Rosenborg er ikke synderligt imponerende, og deres kollaps i overmod/arrogance det sidste kvarter i går sammenholdt med et generelt noget (ud-)slidt RBK gør, at jeg gerne tager
mod væddemål fra folk, der tror på, at Rosenborg bliver alt andet end sidst i deres indledende
CL-pulje (mod Inter, Lyon og Ajax).
Men de er med, Rosenborg, og så er de og deres tilhængere nok bedøvende
ligeglade med hvordan, for pengene vil nu - igen - flyde ned i den trondheimske pengekasse. Penge, der nok kunne have lunet i det gabende
gældshul på vestegnen, om end Brøndbys "økonomiske katastrofe" næppe er
helt så stor, som den måske bliver hos Sparta Praha, Celtic Glasgow og
Fenerbahçe Istanbul, der også skred i CL-kvalen. For disse hold må bl.a. qua væsentligt større
sportslig berettigelse i et CL-gruppespil antages potentielt at gå glip af betydeligt større summer, end der i
givet fald ville have tilflydt doktorens foreningskonto.
Tilbage til nordmændene. Noget af det mest enerverende og irriterende i
denne verden er, når norske idrætsfolk vinder en eller anden sportsbegivenhed
og et helt folk, anført af overgearede sportskommentatorer, går amok
i national jubelrus. Men lige præcis i går og i dag kan jeg nu godt glæde mig
med dem, ikke mindst, når man tænker på, at de for en stund stoppede
propagandamaskinen fra en dansk sportssekt, der faktaafvisende og
argumentresistent doktrinerer, at alt er fremragende, og intet kan stoppe sektens hold, når man
"først kommer i gang". 3 nederlag i fem turneringskampe og 2
nederlag af to mulige til et norsk tippeligahold, kan ikke rokke dem i den tro. Tænk
hvordan det havde lydt derudefra, hvis de havde vundet et
par kampe mod klassemodstandere. Og hellere end erkende, at man taber
til et mandskab, der på stort set samtlige pladser bare er den klasse
bedre på en international målestok, så skal uheld og Mogens Krogh
udgøre årsagen til blamagen (blamagerne!). Okay, Krogh havde ingen
stor aften i går, men selvsamme folk, der nu korsfæster manden,
glemmer i nuet, hvilken betydning han har haft for forstadsholdets
succes gennem mange år. Herinde kan vi jo bare se på de to seneste
matcher, hvor primært Mogens Krogh sikrede sit hold en uafgjort (og
dermed mesterskabet) for 3½ måneder siden og forhindrede et større
nederlag i lørdags.
Nå ja, jeg skal da også indrømme, at min aversion mod nordmænd er aftaget lidt i takt med
tilstedeværelsen af sympatiske og
kapable folk som Harald Martin Brattbakk - og inden folk går helt i selvsving med
"ham skulle vi aldrig have ladet gå, se bare på hans hjørnespark", så lad mig pege på, at han altså ikke
ville kunne sparke hjørnespark på Mogens Krogh og Brøndbys forsvar mere
end 3 gange pr. sæson - Ståle Solbakken, Thomas Myhre og Erik Mykland. Så tillykke
med CL-kvalen, Rosenborg, nyd det så kort, det varer.
Og meget kan man sige om Norge og nordmænd, men når de kommer væk fra "Grimstad" og systemets altseende overvågning af sprit- og
tobaksforbruget, så er der ingen smalle steder. Enhver bartenders drøm.
De drikker til de segner, sover, rejser sig igen, og drikker videre, og så har
de penge som græs, så de skeler ikke så meget til, at vi hernede sommetider differentierer priserne lidt. Stampriser og
turistpriser. Nå ja, hvad fanden, det gør man da over alt i verden, så
hvorfor ikke også her? Det er jo ikke et rent filantropisk foretagende, vel!

Nå, men de sivede nu ud i diverse bestilte hyrevogne hen på eftermiddagen. De skulle jo nå Oslobåden kl. 17, første etape tilbage
til fjeldene. Det vil sige, de sidste blev afhentet af Muhammeds
Taxiservice, vores "huschauffør", der altid holder rundt om hjørnet og lurer på de af
vores ikke-mere-tørstige gæster, der ikke selv formodes at kunne finde hjem. Nogenlunde samtidig med at
entreprenante stamgæster hernede baksede med at få etableret alskens obskure forbindelser til den anden
side Kaukasus i Lilleasien på benene for at følge Københavns UEFA Cup returkamp i den georgiske
hovedstad. En ny stribe besynderligheder!
Men det gik jo helt OK. En kamp jeg ikke har set og foreløbig kun
fået refereret via internetopdatering og telefon-/radiomeldinger, skal
jeg ikke gøre mig alt for helvedes klog på. Men for sjette gang ud af
syv mulige i denne sæson kom vi bagud i starten. Helt som vi plejer!
Og det gik jo også helt, som det plejer med afgørelse til vores
fordel i løbet af anden halvleg. Og maser af mål! Vigtigst tyder bulletinerne om ingen
skader, ingen kort og fuld kontrol på, at det ikke er et overanstrengt
hold, der vender hjem fra Georgien. Og så fik Jörgen Pettersson -
træner Backe og kaptajn Lønstrups bud på en Københavnsk
ligatopscorer - endelig hul på bylden med to snabbe træffere efter
indskiftning. Alt i alt fornuftige tidender inden sæsonens første
møde med et af suppens øvrige tophold.
Så skål på det. En bajer og en frozen ting til sejrssalut og den
fortsatte lummerhede

I morgen fredag trækkes så lod til den første reelle runde i UEFA Cup.
FC Københavns mulige modstandere kan findes i højre kolonne på
denne side (Bert Kassies)! Ligeledes kan man pejle sig ind på potentielle
modstandere til de øvrige danske mandskaber tilbage i UEFA Cup,
ligesom man på disse orakelsider ud i fodbold i UEFA regi kan få
overblik over, hvor de danske klubber og dansk fodbold befinder sig i
det europæiske hierarki. Og løbende følge med i, hvor mange points
vi - og de øvrige danske hold - skal samle for at avancere i systemet.
I den forbindelse er det værd at huske på, at de optjente points i
kvalifikationsrunderne ikke tæller i UEFA regnskabet! De
halve point for kvalrunderne i landekoefficienten tæller 50%
med i holdkoefficienten, og med DKs mickeymouse koefficient batter det
jo nada! Jeg er i øvrigt fuldstændigt kold overfor
vores landekoefficient, der udelukkende tæller i forbindelse med
tildeling af pladser i de europæiske turneringer. Og så længe vi kun
har p.t. et hold, der har nogen som helst sportslig berettigelse i
Europa, er det uendeligt ligegyldigt, om vi har 1 eller 7 hold med.
Det der er interessant er, om vi - København - kan
opnå seedning, og i det regnskab tæller primært (dvs. næsten
"udelukkende") vores egne erobrede point, hvor kvalrunderne
altså ikke tæller med! I den sammenhæng er halverede halve
lande-kval-rundepoint peanuts! Så altså ingen "team-points"
for Københavns to sejre over Tblisi, og FCMs og OBs ene respektive
sejr. Og ærligt talt er sejre over georgiske, makedonske, finske og
albanske (Brøndbys 1. CL-kval.runde modstander) heller ikke noget at falde i
svime over.
Udover det rent sportslige, som vist volder de danske hold
internationale kvaler nok, skal man også så småt tænke på at tage
hensyn til UEFA's nye krav
til stadionkapacitet ab 2004 (klublicenssystemet). Nyrenoverede
stadions herhjemme herhjemme, der nu - udover Parken - opfylder kravene er: Aalborg, Århus,
Viborg, Odense, Farum og Brøndby. Sidstnævnte paradoksalt nok med et spritnyt
stadionbyggeri, der endnu knap to år efter indvielsen ikke har siddepladskapacitet nok til at fylde
stadion mere end 2/3 op, når kampene foregår i UEFA Cup regi. Det er vist noget med nogle manglende
sæder ... af plastic! Men man spiller åbenbart hellere for et kvarttomt
og uudnyttet stadion end sætter plastic op, permanent. Og det vender
jeg lige tilbage til.
Nuvel, vist også Odense og Viborg er stadig et stykke fra "all-seater"
stadions, så de vil også skulle afvikle UEFA-hjemmekampe under hensyntagen til noget begrænset kapacitet. Silkeborg og Herning/Ikast
er undervejs med renoveringer, der vil gøre stadions tidssvarende til i det mindste superligabold.
Og netop på det punkt skal man nok i f.eks. Køge prise sig lykkelige for, at DBU's turneringsudvalg ikke stiller
krav til minimumskapacitet, komfort, udsyn og sikkerhed på samme måde
som i de fleste udenlandske ligaer. F.eks. i Skotland, hvor Morton for et par sæsoner siden ikke fik lov at rykke op i Premier League, fordi stadion ikke
kunne godkendes.
Mens en del hjemlige klubber stadig må erkende, at der endnu er et stykke
til UEFA-cup standard mht. stadionanlæg, så kunne det jo være passende om i det mindste
DBU, Divisionsforeningen og/eller Turneringsudvalget kunne lægge nogle af
de mest ærkeamatøriserede og foreningspolitiske beslutningsprocesser fra sig! Og i det mindste hjælpe danske klubber
og dansk fodbold på vej mod europæiske standarder på punkter, der ikke
koster noget. Det slår mig til stadighed som dybt tåbeligt, at man i
den hjemlige superliga f.eks. stadig opererer med 4 mand - 3 markspillere
plus 1 målmandsreserve - på bænken. Mens man i UEFA-regi og de "større"
ligaer opererer med fuld bænk, altså 18 mand! Argumentet med, at en
bredere bænk kun vil favorisere storklubberne, er noget gedigent vås, så længe det fortsat kun er tilladt at skifte tre mand ind
pr. kamp. Skulle man følge denne sondring dogmatisk, ville det vel også være
"uretfærdigt", at de store klubber brugte fuldtidsprofessionelle spillere
i reserveholdsturneringer eller på andet-/sekundaholdene. Og argumentet med, at spillere, der har siddet på suppebænken
den ene dag, så er spærret fra at spille på andetholdet i samme runde, kan
man jo snildt komme rundt om ved en behændig ændring i
turneringsreglementet. Næ, få etableret en international bænk. Det vil også give plads til, at flere talenter - både i de "små" og i de "store"
klubber - vil kunne snuse til superligaatmosfæren på tætteste hold. Som enhver ved, der har prøvet at spille, og
som Morten Bisgaard også for nylig gav udtryk for i en Løvetime, så er der uendelig
forskel på at sidde på bænken og være helt udenfor. Konkret i vores klub,
handler det jo også om, at f.eks. en Carsten Fredgaard - som i lørdags mod BIF - ikke skulle sidde helt udenfor, og
en Hjalte Nørregaard kunne have fået en plads på bænken også. Og Bora, hvis
han ikke havde haft karantæne.
Og nu er turneringsudvalget guddødemig også ved at skyde sig selv i foden med
en ændring af kampkalenderen, uanset det bliver slutspilsgøgl eller en rigtig turnering, der bliver
fremtiden. Man vil spille i både juni/juli og til gengæld droppe nogle terminer i de kolde
måneder, marts og december. Uagtet klimaet er mere behageligt til udendørs
fodboldoplevelser for tilskuerne, så er det altså et ubestrideligt faktum, at der ikke er den store run
på lægterne i feriemånederne, især juli, ligesom det er et
planlægningsmæssigt selvmål - hvis man stadig drømmer om, at danske hold skal spise europæiske kirsebær
(herunder kvalificere sig til de sjove kampe i EC om vinteren/det tidlige forår)
med de store - at
gøre vinterpausen endnu længere, end den er i forvejen.
En ting er at de danske hold - muligvis med en enkelt undtagelse - i
disse år ikke nyder nogen større sportslig berettigelse i europa-cup'erne, men at
lederne i dansk fodbold i deres ubegavede strategier gør mulighederne
for, at dansk fodbold nogensinde skal kunne komme til at gøre sig gældende,
endnu ringere, det .... ja, det skal vist skylles ned! Skål!

Skål, det var desværre et sjældent ord på Nedre C i lørdags, hvor øllet
hurtigt blev en større mangelvare end brød og kød i Østeuropa før tæppefald.
Ufatteligt lange køer, der blev belønnet med 'beklager, vi sælger
ikke mere øl herfra nu', når man endelig - efter sigende (jeg slap
denne gang) efter 30-40 minutter - nåede næsten frem! Forskellige forklaringer som en
knækket ledning og/eller for varmt til at holde foustagerne kølige (hallo, det har
været varmt i 1½ måned!) og forklar-mig-røv ... Det er bare ikke godt nok!
Undskyldningen med, at der altså var mange mennesker, tog dog prisen.
Ganske vist var der flere end til en normal hjemmekamp - hvilket i sig selv,
modstanderen og forsalget taget i betragtning, ikke burde undre - men der var ikke
forholdsmæssigt lige mange flere på Nedre C, der i forvejen er næsten
fyldt hver gang, end på resten af stadion.
Ydermere måtte sæsonkortholdere før kampen opleve, at deres egne indgange
nu pludselig var blevet åbne for alle, med gigantkøer ud på Øster Allé
til følge. Hvorfor det? Fordi der kom max. 10% flere på Nedre C end normalt?
Shit happens, men lørdag den 24. august 2002 på Nedre C, det var altså
bare ikke godt nok, Parken! Heldigvis løber vi aldrig tør for øl og sprut hernede. Her kommer kunderne i første række, så skål på det!

Nu vi er ved i lørdags, kommer man vel ikke helt uden om at nævne,
at det var samme hold, der besøgte os herinde, som i går for en stund
igen trådte ved siden af "den rette vej". Endnu engang blev København
oversvømmet - OK, "oversvømmet" og "oversvømmet", der bliver jo færre og færre
af dem for hvert besøg herinde, men de holder jo så meget af vandassociationerne -
af gulklædte ungdommeligheder og deres 'Brombø Æ F' brøl, på stadion
adspredt af lidt pitchinvasions (som også i går mod Rosenborg
demonstreret af pubertetsknægt med - omvendt! - Brøndbypandebånd) og forsøg på
samme samt nødblus! Modne og begavede tilskuere må man sige.
Der findes givetvis også bedre begavede BIF-tilhængere, der blot er
belastet af et forkert valg af klubtilhørsforhold, men de må så også tage
deres del af ansvaret for, at alle vi andre ryster mere og mere på hovedet af den
fuldstændigt sekteriske og propagandistiske styring af både forening og
fanklub. "Familieklubben og Brøndby Support". Det forbliver sjovt nok en ophøjet sandhed, at BS er så meget mere
rigtige og ægte fans end f.eks. os herinde i Byen. Og selvfølgelig betyder
det mindre, at fodboldkampen blev tabt, mens de selv "vandt" på lægterne! Tjoh, det
afhænger vel af øjnene der ser, og ørerne der hører. Jeg så en mere affolket
nedre Coca Cola tribune end i mange år, mens både mellemste og øverste
afsnit var mere hvidt end gult. Og jeg hørte dem vel egentlig kun for alvor, da Mattias
Jonson scorede og i minutterne derefter. Det sædvanlige monotone klap-klap-klap og et par
enstavelsesord, iscenesat af en megafon og en tromme. Men overbevisningen om egne fortræffeligheder er
lige så skinger som topstyringen af, hvad man skal mene, hvad og hvornår man skal synge, hvilke
tifos man skal lave og "hey, mød nu op alle mand til Rosenborg-kampen" (er det
virkeligt nødvendigt at opfordre (beordre) til det?). Hvis denne fuldstændigt
sekteriske adfærd er indbegrebet af at være "ægte fodboldfan", så er jeg
sgu glad for "pr. forenings-definition" ikke at være det. For jeg går
stadig til fodbold først og fremmest for min egen skyld, ikke for
spillernes, ikke for klubbens og ikke for FC København Fanclubs skyld! Og jeg kan da
godt lide at synge, ellers stod jeg ikke på Nedre C. Men jeg bestemmer selv,
vi bestemmer selv. Måske derfor der kan køre 3-4 sange/chants samtidigt på
Nedre C. Det ville næppe forekomme på nedre Faxe. I København skaber
vi et fællesskab, vi dikterer det ikke.
Men hvad, vi er jo bare plasticfans, drevet af kommercielle interesser og trends,
og vores klub er historie-, traditions- og rodløs! Skal man sjovt nok "belæres" om
af tilhængere - "supporters" - af en tresserhybrid, yngre end jeg selv er,
drevet frem af kommunale subsidier, en enerådende, givet
Brixtofte-inspirerende, borgmester og en jysk tilflytter. Jo, der er
sandelig tale om "traditionsrig og hæderkronet" forening, langt mere end Københavns rødder og
bagland, der jo "kun" strækker sig tilbage til begyndelsen af forrige århundrede - og før. Det
kommercielle skydes os nu nok kun i skoene, fordi andre ikke kan skabe kommerciel succes -
også. Selvom man skaber en eventvirksomhed, med en allestedsnærværende mediefigur i
spidsen, udelukkende for at skabe profit uden om selve fodbolden, så er
foreningen skam stadig først og fremmest et familie-fodboldforetagende og ikke en virksomhed med kommercielle
interesser. Set i bakspejlet skulle man måske nok have holdt sig til det
rent fodboldmæssige, foreningen, familien, amatøridealerne, for den kommercielle gren - af
uransalige årsager placeret i indre by til at skabe goodwill og interesse i en obskur forstad - er vist på vej ud i endnu en dødssejlads if.
jungletrommerne i ... indre by!
Og så det med plastic. Av! Det svider ... næppe, personligt går mit forhold
til min klub tilbage til før plastic egentlig for alvor blev anerkendt, men
er det et skældsord, jeg skal leve med, så fint. Plastic er et solidt og langtidsholdbart materiale, i modsætning til f.eks. pap. Fusionen på vestegnen fjernede
med et hug begge "forældrene", mens de nye pap-forældre, en borgmester
og en medicinstuderende, så overtog adoptiv-hybriden. (I parentes kan nævnes at begge FC Københavns forældre skam lever i bedste
velgående, og har gjort
det siden årtier før der overhovedet blev registreret liv bag
vestvolden).
Og pap passer vel også fint til den discount, der omgærer alt derude, fra
fodboldstadion til reklamebureau-aktiviteter. Ydermere er plastic - i modsætning til
pap -
jo heldigvis ganske resistent overfor vand, hvis en dag Parkens
sprinklere skulle gå amok, eller skuden blive ramt af en syndflod af gældsbyrder!
Forresten. Jeg må lige afbryde mig selv og indskyde, at det jo er
pudsigt, at Københavnsk plastic i form af sæder fra den mobile del af
Coca-Cola tribunen snildt kunne bruges på Brøndby Stadion i går for
at gøre det muligt for Brøndby Support at opholde sig på nedre Faxe
med UEFAs velsignelse. Dette lån/lejemål fra de grimme kapitalister
inde fra storbyen har doktoren behændigt undladt at nævne nogetsteds!
Nå. Vi vandt, Brøndby tabte. Det betød mindre for dem, åbenbart,
for det var kun Rosenborg-kampen, der talte! Indtil den blev tabt, nu
ser de skam frem til det meget vigtige og altbetydende møde med
ærkerivalerne fra Århus, der pudsigt nok kun bliver ophøjet til
ærkerivaler, når opgøret mod København er på kalenderen!

Tilbage på banen. 'Vi tabte ikke til et bedre hold', sagde
Michael Laudrup efter kampen (dvs. også efter den kamp!). 'Vi tabte på personlige fejl. Vi spillede dem ud af banen, vi vadede i
chancer'. Øh, nå? Selv ikke Laudrups egne spilleres vurdering af FC København som
et bedre spillende, mere nærkampstærkt og bedre konditionelt og fysisk hold,
har åbenbart kunnet rokke Laudrup i at brage "sandheden" om uovertrufne BIF af sig. Han har meget hurtigt lært parolen, der
er det altoverskyggende mantra derude. "Intet over eller blot ved siden af
foreningen". At det så går fra Bjerregaard via Laudrup og i lige linie ned til
supporterne har man kunnet læse af kommentarer og især kampreferater på såvel klubbens som
fanklubbens officielle sider. Det lader til, at man tror på, at Brøndby bare var
"uheldige", at de styrede kampen, at man kun tabte på egne fejl, at FCK ikke
tilspillede sig en reel chance ... osv. osv. osv.
Nu kan en fodboldkamp til dels være afhængig af øjnene, der ser, hvorfor
det altid vil være en subjektiv vurdering, om Brøndby spillede godt hele første halvleg,
eller - som jeg oplevede det - havde et momentum på 15-20 minutter efter føringstræfferen.
Men de konkrete hændelser kan dog ikke anfægtes. På efterfølgende
videokig ser jeg udover scoringerne 4 store og 6 mindre chancer til København, 2 store og
4 mindre til Brøndby, opgjort så statisk, nøgternt og objektivt som
muligt. Man kan altid diskutere, hvorvidt en chance er hel/trekvart/halv og om et svagt skud PÅ mål er en større chance end
et godt skud lige forbi mål (eller blokeret undervejs). Men mine observationer
stemmer i øvrigt meget godt overens med det minut-for-minut kampforløb,
der er opregnet på brondby-dot-kom.
Pudsigt at referenten kommer til andre konklusioner end de faktiske hændelser!
Uanset hvilke faktuelle oplysninger, du bruger, indikerer alle en klar overvægt til København, ikke kun på måltavlen. Og det
passer også ganske glimrende på min optiske oplevelse af kampen. F.eks. Brøndbys
"store gennemspillede" chancer ctr. Københavns tilfældigheder. Brøndbys mål
efter 12 minutter - anden gang de var på Københavns banehalvdel i øvrigt - opstår efter en alvorlig fejl
af Thomas Røll midt på banen, der nærmest forærer Bagger bolden,
hvorefter han effektivt, men også med alt den gæstfri plads fra FCKs
midtbane, som han måtte ønske, spiller Jonson (der sammen med Madsen på
glimrende vis løb og trak Københavns forsvar fra hinanden) fri til
scoring. Men at kalde det et "gennemspillet angreb" er sgu lige
tykt nok. Nærmere sandheden er Laudrups egen dogmatik om "de personlige fejl". Sjovt nok scores 9 ud
af 10 mål i fodbold efter fejl af den ene eller anden slags. Således opstod også Brøndbys
anden - og sidste (bortset fra målet) - store chance i kampen efter en
grov personlig fejl af Urmas Rooba. Og forstadsholdets første store chance - stærkt
overvurderede Wieghorsts af Antonelius på stregen parerede hovedstød - opstod såmænd efter et hjørnespark.
Så meget for det sprudlende Brøndbyspil med de store chancer efter
gennemspillede angreb.
Københavns udligning kommer efter et mønsteropspil (startet med en
bolderobring/Brøndbyfejl omkring midten) over fire stationer og en
halvklaring. Klart det mest "gennemspillede" mål i kampen, og man kunne tælle halv- til helstore chancer til Pettersson (assist: Lønstrup),
Antonelius (assist: Mykland), Mykland og Zuma (assist: Todi) efter
gennemspillede angreb.
Så alt i alt finder begrebet "tudehold" belæg, når man
skal lægge ører til Michael Laudrups og det ganske brøndbyfolks
klynken over uheld og berømmelse af "fantastisk" spil, der
vil løbe alle danske hold over ende. Tja, mod et klogt og kynisk
AB-hold gik den ikke, mod et bedre AaB-hold heller ikke, og mod et
Rosenborg-hold langt fra fordums styrke og et København-hold et pænt
stykke fra sidste sæsons spillemæssige niveau var SBUs (endnu)
flagskib ikke i nærheden af at vinde. Det nytter intet med pæne
momenter, eller sågar godt spil en halv time, når en fodboldkamp
varer tre halve timer. Og så længe Brøndby fortsætter med at
spille så naivt uden at have spillerne til det, så rækker det nok
ikke til mere end en placering maksimalt lidt bedre end den aktuelle.
Det Brøndbyhold, vi slog i lørdags, var middelmådigt!
Og al blålyssnakken om superteknisk og superoffensiv,
boldbesiddende 3-4-3 eller 4-3-3, eller hvad de kalder det, kan de
stoppe et vist sted hen. For den stil har de hverken haft mod, evner
eller spillere til at gennemføre, når modstanderen har været af en
vis klasse. Brøndbyholdet i Parken i lørdags var i klassisk 4-5-1
formation, som altid, når Brøndby møder op i hovedstaden.
Hareide-style, blot med organisatorisk og fysisk lidt dårligere og
meget grønnere spilere. Det er naivt at tro, at spilleren
Michael Laudrup på no time kan omsætte års europæiske erfaringer
til træneren Michael Laudrups taktikbord. Og i praksis også
umuligt med det forhåndenværende spillermateriale. Adskillige
ex-spillere/trænerspirer før ham, har måtte sande det. Nogen har
floppet omgående, spørg f.eks. en Preben Elkjær, andre har fået
gradvis succes, efter praktisk og teoretisk skoling. Så det kan
sagtens blive stort for Laudrup også på trænerfronten. Men endnu er
han grøn, og hans hold er grønt.
At Laudrup m.fl.
roser spillene til skyerne og påberåber sig alverdens sorteste
fodbolduheld, mens han gør spillerne og holdet til bedre end alle
modstanderne, er i virkeligheden ikke just at give talentfulde (jovist),
men endnu meget grønne spillere, optimale arbejdsvilkår. Presset -
især det udefra genererede - bliver for stort i takt med, at
resultaterne - der p.t. står mål med evnerne - udebliver. Og at
Laudrup og hele horden af tro undersåtter tyer til redningsplanker som
'jamen Barcelona blev også ved at spille sit eget spil uanset
nederlagene og fik resultater til sidst', vidner blot om større
vanvid end godt er. Barcelona kunne i Laudrups tid og i dag tillade sig
at spille kompromisløst angrebsfodbold og eget spil i kraft af en
formidabel trup. Spillerne var bare så meget bedre, at
resultaterne måtte komme. På dagens Brøndbyhold kan vel en Mattias
Jonson komme i betragtning på Barcelonas ... reservehold. Resten,
jamen det er et pænt og uendeligt naivt spillende mandskab, der altså
ikke hedder FC Barcelona eller Real Madrid eller sågar det danske
landshold og har spillere af tilsvarende kaliber. Monstro en John Faxe
Jensen på et tidspunkt får chefen til at indse det?

Nå, om spillet er halvvejs godt eller halvvejs skidt afhænger jo
altid af øjnene, der ser. Og meget mere end halvt af det ene eller
andet har Københavns spil vel ikke været i denne sæson. Til gengæld
taler de nøgne tal deres eget sprog. Og det sprog er langt mere
entydigt. Efter femte spillerunde i år hhv. de to foregående sæsoner
ser/har
stillingen set således ud (ubesejrede hold i kursiv):
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
02/03 |
|
|
|
|
|
|
|
|
01/02 |
|
|
|
|
|
|
|
|
00/01 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
FCK |
11-7 |
11 |
|
|
|
|
|
|
BIF |
14-2 |
12 |
|
|
|
|
|
|
VFF |
9-3 |
11 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
OB |
12-6 |
10 |
|
|
|
|
|
|
AaB |
9-5 |
12 |
|
|
|
|
|
|
SIF |
8-11 |
10 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
AaB |
8-6 |
10 |
|
|
|
|
|
|
LFC |
5-2 |
9 |
|
|
|
|
|
|
AB |
11-5 |
9 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
AGF |
9-7 |
8 |
|
|
|
|
|
|
VB |
9-8 |
8 |
|
|
|
|
|
|
AGF |
7-8 |
9 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
SIF |
7-6 |
7 |
|
|
|
|
|
|
FCK |
7-6 |
7 |
|
|
|
|
|
|
LFC |
7-9 |
9 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
EfB |
13-13 |
7 |
|
|
|
|
|
|
AB |
7-6 |
7 |
|
|
|
|
|
|
BIF |
15-5 |
8 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
BIF |
10-8 |
6 |
|
|
|
|
|
|
EfB |
6-6 |
7 |
|
|
|
|
|
|
OB |
7-3 |
7 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Farum |
8-10 |
6 |
|
|
|
|
|
|
FCM |
3-3 |
6 |
|
|
|
|
|
|
FCM |
8-7 |
7 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
FCM |
7-8 |
5 |
|
|
|
|
|
|
OB |
4-7 |
6 |
|
|
|
|
|
|
AaB |
9-9 |
7 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
AB |
7-10 |
5 |
|
|
|
|
|
|
VFF |
5-6 |
5 |
|
|
|
|
|
|
FCK |
6-5 |
4 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Køge |
8-14 |
4 |
|
|
|
|
|
|
SIF |
2-11 |
2 |
|
|
|
|
|
|
HB |
6-17 |
3 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
VFF |
7-12 |
3 |
|
|
|
|
|
|
AGF |
1-10 |
1 |
|
|
|
|
|
|
HFK |
4-15 |
0 |
|
|
|
|
|
Altså på trods af almindelig muggen i krogene over spillet en
markant bedre sæsonstart end sølvsæsonen i fjor og guldsæsonen i
forfjor. Og med Københavns generelt bedre spil som sæsonen skrider
frem og Hans Backes blot ene superliganederlag i foreløbig 30 kampe in
mente, så ser det vel ikke så tosset ud. Holdet bliver formentlig
bare bedre og bedre, og med fire superangribere, hvoraf to må sidde
ude hver gang - ligesom for det meste Fredgaard og Bisgaard (alle -
bænkevarmerne - spillere, der med statsgaranti var i startopstillingen
hos et hvilket som helst andet superligahold), går vi en spændende
resterende sensommer og efterår i møde, både på hjemlig og
europæisk plan. Blot Backe kan bevare roen i truppen, specielt blandt
de uge for uge "fravalgte".
Skal man endelig dryppe lidt statistisk malurt i bægeret, må det
være, at vi endnu kun har mødt mandskaber fra den nederste halvdel,
og først nu skal til at møde de andre tophold. De skal på den anden
side også først nu til at møde os. Og sædvanligvis hæves
Københavns spillemæssige niveau ligefrem proportionalt med kvaliteten
af de modstandere, vi bliver stillet overfor.

Egentlig havde vi talt lidt om en større hyldest
til en af spruthusets helte, vor gamle kultangriber, Heine Fernandez
ovenpå hans kranke skæbne i Gladsaxe i søndags. Men kender vi Heine
ret, så er det alt for tidligt at afskrive ham helt. Når de gamle
stænger er restituerede og fornemmer græsset, så rykker det muligvis
igen i måltyven. Derfor er det måske lige tidligt nok at skrive den
fodboldmæssige nekrolog over en af fodboldspillets - i ordets mest
positive forstand - originaler. Så jeg tænder en smøg og løfter
glasset mod Heines kontrafej, der for evigt vil hænge her i bulen på
hæderspladsen. Skål du gamle, kom igen nu!

Det er i mellemtiden blevet chokerende sent. Du kan
få et par citater - uden yderlige kommentarer - at skrubbe hjem på:
FC Københavns erfarne cheftræner Hans Backe i
Ekstra Bladet, 24/08-02: (...) Det handler om typen af træning.
Du må ikke prioritere A-holdet. Spillerne skal have en ærlig følelse
af, at alle træner på samme måde og får samme opmærksomhed. De må
ikke føle, at de tilhører B-holdet. (...)
Tiltrædende bestyrelsesformand Flemming Østergaard i
kampprogrammet (MetroXpress og www.fck.dk) til Brøndby-kampen
24/08-02: (...) Senest har klubben (Brøndby, red.) for
nylig offentligt beklaget, at klubben skal møde AaB og F.C.København
i spillerunderne før deres europæiske kampe. De ønsker "svagere"
modstandere på de pågældende tidspunkter. Det skal bemærkes,
at F.C.København møder henholdsvis Brøndby før vor udflugt til
Georgien på torsdag og AaB i Ålborg i spillerunden umiddelbart efter
vor hjemkomst fra den besværlige rejse. Vi har imidlertid valgt ikke
at belaste offentligheden med vore tårer i den anledning. (...)
Og selvfølgelig aftenens citat fra den afdøde men
altid i ånden tilstedeværende husdranker, W.C. Fields:
In every big city there is always one surefire
laugh, and that lies in hanging some piece of idiocy upon the people of
a nearby city or town.
Holger
Og på jukeboxen spiller:
Ugens nummer:
Soft Cell: 'Say Hello, Wave Goodbye'
Af en eller
anden grund(!) har disse linier fra Ball/Almond's 1981 hitter rumsteret i
mit hoved det sidste døgns tid.
Ugens album:
Santana: Supernatural
Den 16. maj
samtidig med, at FC København afsluttede sæsonen i Aalborg, og
Brøndby førte mesterskabstrofæet tilbage til sjælland mod Lyngby
valgte jeg sammen med CF-nestor, Anders og bartenderafløser, Hans samt
påhæng - i erkendelse af, at mesterskabet fire dage tidligere blev
foræret til SBU - at gå i Parken og høre Santana. En dejlig og varm
aften med dejlig og varm musik og tålelig lyd. Supernatural
(1991) er et album med svingende vellyd, virtuost guitarspil af Carlos
og musikalsk glæde. En velbehagelig bekræftelse af, at musik
også i det nye årtusinde kan være andet end hip-hop og sampling.