Hm!

Et resigneret grynt var det, det kunne blive til. Ikke engang skuffelse; snarere blot konstaterende, som følelsen af retfærdige tømmermænd efter en vådere festaften end de fleste. Festen havde jo ret beset også varet længere end de fleste turde håbe, klokken var blevet mange, og selvom der stadig var gang i dansegulvet, var folk begyndt at slumre i hjørnerne eller undersøge om de første morgenbusser havde begyndt deres ruter.

Der var naturligvis ingen, der havde regnet med, at kampen mod Brøndby IF sidste år var det sidste nederlag i Superligaen, at FC København havde spillet sin sidste dårlige kamp, eller at to sådanne fænomener kunne falde sammen, præcis som vi så det i Ålborg sidste weekend. Noget sådan er absurd.

Nogen gange spiller hele holdet som en pose nødder, og nogle gange taber vi tilmed. Oven på nitten Superligakampe i streg uden nederlag, synes Deres bartender dog, at man bør vaske den grimme smag ud af munden med vand og sæbe, hvis man hidser sig op over det.

Men det er naturligvis undertegnedes strengt personlige holdning til sagerne.

Hvis man læser Sidelinien umiddelbart efter nederlag, umiddelbart efter næsten en hvilken som helst kamp efterhånden, får man hurtigt det indtryk, at der er mange, der er meget utilfredse, meget vrede, og meget frustrerede over det, de har oplevet.

Efter kampen i Ålborg var mange meget vrede.

Det er for så vidt en fuldstændig rimelig reaktion. Er man vred er man vel vred. Alligevel kan man forsigtigt spørge til, hvilke forventninger disse vrede mennesker egentlig har, for hvis det nu viste sig, at forventningerne - rent nøgternt set - ikke var realistiske, så kunne man måske spare sig selv (og os andre) for de mest hidsige og helbredstrudende udbrud.

Måske var det samme i tankerne hos flere andre på Sidelinien, da de foreslog en at vi sammen hankede op i os selv og foretog en selvransagelse. Stemningen på Nedre C var ikke længere som i de gamle dage, og noget burde der gøres. Der blev endda og helt usædvanligt peget på lignende intiativ hos Brøndby Support. Nedre C var blevet dårligere til at tackle modgang; dårligere til at lade kummerlig spil affejdiges med selvironi, og dårligere til at støtte spillerne. Og Sidelinien var blevet helt uudholdelig efter kampene.

Se, når man så læser, at jeg selv synes nogen kunne trænge til at vende blikket indad, skulle man tro, at jeg bifaldt en sådan kollektiv selvransagelse, som disse absolut velmenende debatører lagde op til, men det gjorde jeg til min egen forbløffelse ikke. Det varede lidt tid inden det gik op for mig, hvad mit problem var.

Mit problem opstår, hvis der går fanpoliti i det. Nedre C er et friområde, hvor folk må udtrykke sig som de lyster, og hvor det eneste krav er, at man er F.C. Københavner. Det er muligt, at du ikke bryder dig om, at Sidemanden sviner spillerne til i halvfems minutter, men det giver dig ingen ret til at fortælle ham, at han ikke må svine spillerne til. Til gengæld har du al mulig ret til helt ukritisk at hype de samme spillere han tilsviner, hvis du synes, det kræver en modvægt.

Hvad er konsekvenserne, hvis man stræber efter, og forventer den "gode stemning a la det man selv synes"? Konsekvensen er megafonmanden. Man kan ikke forvente automatonisk enighed på Nedre C uden at blive man skuffet. Den københavnske fankultur har altid brystet sig af sin mangeartethed og sin uafhængighed. Fraktionerne på Nedre C tælles i hundreder.

Det er det, der har kendetegnet Nedre C fra sin begyndelse. En bottom-up kultur snarere end top-down, hvor enkelte genialiteter har vundet genklang, og er blevet chants og spillersange, fordi de havde kvalitet, og hvor folk har sunget det, de lystede, snarere end det de burde. Anomi og anarki.

Hvis man savner de selvironiske genialiteter, eller den oprigtige medfølende støtte gennem en hel anden halvleg, bagud og i silende regn, så stikker man sig blår i øjnene, hvis man tror, at dette kan genskabes gennem en kollektiv dagsorden.

Selvransagelse er godt, men man kan ikke forvente, at når folk har rodet i deres sjæls klædeskab, dermed finder frem til det samme - og slet ikke, at de finder frem til det samme som du eller jeg. Selvom jeg også ofte savner selvironien eller et hvis mådehold hvad angår nogle af de mest brugte chants - "skandaledommer" fx - må jeg acceptere, at prisen for et dynamisk, levende og stadig udviklende Nedre C er at det ikke altid går efter mit hoved, og jeg må blot foregå med et godt eksempel og håbe at andre i netop det øjeblik føler det samme som jeg, og derfor istemmer min sang eller mit chant.

Jeg har sagt det et par gange før, men jeg bliver så sjældent træt af min egen stemme: Hvad så, hvis hovedparten af Nedre C synger to forskellige sange, hvad så, hvis Nedre C ikke synger nogle sange; hvis Nedre C er et brusende hav af tilråb og sange, der stiger og dykker i intensitet sammen med spillet på banen, så er det da så meget mere livsbekræftende end en rigid karaokee i koncert med lystavlen og lydanlægget.

Og så i øvrigt: En behagelig sideeffekt af nederlaget er at diskussionen om "hollandske", "skotske" eller endda "norske" tilstande i Superligaen kan skrues tilbage til vågeblus et par runder endnu. Tak og lov.

Hvis dette var Bogart, ville dette være øjeblikket, hvor Ole-drengen tog fat på de franske film. Se hvordan bekymringerne forsvinder fra Deres værts ansigt, og smilet breder sig i stedet. Det tyder nemlig efterhånden på, at behovet for en Metro-ringbane er ved at vinde bred støtte. En sådan ville stoppe på blandt andet Trianglen og dermed gøre transporten til og fra kampe endnu lettere. Nu er jeg ikke selv i en situation, hvor det kunne betale sig at tage Metroen (eller noget andet fartøj med undtagelse af en cykel), men jeg kan forstå, at de fleste andre er i en anden og mere vanskelig trafikal situation. Og at stå på på Nørrebros Runddel og blot få minutter senere stige ud på Trianglen, må være ideelt for alle. Ikke mindst vi spruthusejere, der dermed kan holde på vores kunder det længere inden kampen, og det hurtigere får dem igen, når kampen er slut.

Min uforbeholdne støtte til projektet skyldes dog også, at jeg nys har oplevet, hvilken forskel en velfungerende metro gør. For et par uger siden var jeg i Wien, og det var fremragende at vide, at man blot kunne stige ned i de næsten allestedsnærværende U-bahn-stationer, og med maksimalt fire-fem minutters ventetid blive revet rundt i byen til man nåede sin destination.

Så om føje år er det forhåbentlig ikke længere et problem, hvis man har lyst til pizzaen fra den lokale nede i sidegaden til Vesterbrograde, selvom man står på Kongens Nytorv.

Jeg forestiller mig, at bylivet blusser op langs metro-linjerne på samme måde, som stationsbyerne i sin tid dukkede op af ingenting, og når metro-systemet står færdig, kan København fri sig fra den orientering mod Indre By og City, som infrastrukturen stadig bibeholder. Når det er sket, bliver København en tidssvarende storby.

Og det vil være på høje tid.

Næste Superligarunde spilles på onsdag - udskudt på grund af en turnering, der ligner den gamle Örestadsturnering; en international turnering for Superligaens sekundaspillere, men fred være med det. Onsdagen kunne såmænd være hvilken som helst anden onsdag, hvis det ikke var, fordi det samtidig er onsdagen præcis et år efter terroristangrebene på World Trade Center og menneskene der beboede det.  Indtil videre har undertegnede ikke hørt om nogle særlige arrangementer i den forbindelse, og det er såmænd udmærket. Der er en tid til sorg, og der er en tid til at lave skal leves videre. En ven foreslog, at man i stedet for et minuts stilhed markerede netop dette med et minuts larm. En fremragende idé, som man måske burde overveje - også i andre situationer.

Martin CX

Ugens album:

Ms Dynamite: A Little Deeper
Cesaria Evora: Café Atlantico