|
Den gamle mand og nederen |
||
|
Som det ofte fremhæves af de kloge, så kommer en
nedtur kommer sjældent alene. Dette skriver jeg gerne
under på - med eller uden halsbetændelse. For mig
begyndte det nemlig allerede søndag eftermiddag, hvor
jeg oplevede hele to af slagsen på samme tid. Og således var banen kridtet op. Fest og bægerklang i Parken. Spontanitet og individualisme kunne stå arm i arm i den københavnske fodboldgryde og gejle hinanden op til kamp mod bundproppen Silkeborg, som knap nok turde stille hold. Nedre C var igen i de bedste hænder, to af byens førende dydsmønstre i deres bedste alder kunne slå tonen an... "Fyr træneren!", råbte den første. ... og med tanke på dette, var det måske heller ikke så forbløffende at FC København vandt kampen. I øvrigt den fjerde sejr på stribe og den syvende ud af 11 mulige i denne sæsons Superliga, hvilket placerer holdet på en rimelig komfortabel førsteplads med 4 point ned til nærmeste konkurrent.
For fanden da. Så står man her igen og føler sig som blandingen af et nedslidt cykeldæk og de tre første kapitler i en Tolstoj-roman. Ugens tema har uden sidestykke været stemningen - eller manglen på samme på tribunerne i Parken. Jeg - og mange andre - har registreret at den efterhånden er forduftet op i den københavnske smog over Øster Allé. Jeg tror også, at vi er nogle stykker der gerne skriver under på, at det ikke er noget der er sket lige her og nu. Men det faktisk har været en "proces", der har været i gang ganske længe. Selv mesterskabsforåret 2001 husker jeg, som en ganske blandet forestilling, hvor det hele først tændte til i de sidste kampe.
Der findes kløgtige hoveder rundt omkring i denne verden, også her nede i baren, der har ment at den københavnske fankultur i høj grad fandt sin særegenhed som en modgangskultur. Netop i de mørke år midt i 90erne. Den sportslige fremgang har man derimod haft svært ved at tackle, selvom det umiddelbart klinger mærkeligt. Alt andet lige var det netop sportslige lyspunkter som alle stod og sukkede efter dengang i årene 95-97. Jeg kan huske at jeg engang læste en artikel i Jyllandspostens nu afdøde Københavnerguide. Den stammede fra foråret 99, altså "kyllingens forår". Jeg har forgæves forsøgt at støve den op i deres arkiv, men hidtil uden held. Artiklen, som nærmere havde karakter af et essay, var skrevet oven på sæsonafslutningen i sommeren 99, efter endnu et floppet forår for FC København. Skribenten karakteriserede dengang fankulturen som en slags omsorgsfuld støttepædagog for et ubehjælpeligt barn - nemlig fodboldholdet på banen. Man - fansene - var overbærende over for det meste, forsøgte hele tiden at skue fremad, og kunne fremvise nærmest en grænseløs taknemmelighed for de mindste små fremskridt (fx. en smal hjemmesejr over AB). Fastholder vi det billede, har den københavnske fankultur nærmest forvandlet sig til en lektor Blomme over de sidste par år. Fra hønsestrik og humanpædagogik til et par syngende lussinger og konsekvent revselse, hvis selv den mindste æstetik er fraværende i præstationerne. Hvad er så årsagen til denne forvandling? Som tidligere nævnt har succes'en åbenbart været svær at tackle. Der er ikke længere det særlige fællesskab fra tidligere, "os mod hele verden"-følelsen. I stedet har man oplevet at omverdenens respekt er blevet større og større, og nu er der ikke rigtig nogen at være imod, bortset fra de tre gange pr. sæson hvor vi møder Brøndby (her nærmer tændingen sig mest en gammel vane på grund af de høje tilskuertal) eller når vi spiller europæisk. Dette er efterhånden blevet de eneste kampe der skiller sig ud. Den anden side af succes'en er så også blevet at vi er blevet væsentlig flere. Alene på Nedre C er der måske en tredjedel flere end der var tilbage i efteråret 96.
Sætter man disse forskellige ting sammen, får man måske noget der ligner et billede af hvad der er galt på Nedre C i dag. En masse "gamle" som er blevet for selvfede og for ligeglade, og en masse "nye" som aldrig har mødt andet end samme selvfedme og ligegyldighed. For nogen egentlig kultur har der ikke været siden modgangstiderne - og før dem var der slet ingen. Simpelthen fordi klubben knapt nok eksisterede. De gamle fankulturer fra moderklubberne er vel til at overse i denne sammenhæng. Det blev også meget markant som fanklubben voksede sig til i selv de værste tider. Jeg var selv en af dem der meldte mig under fanklubbens faner i august 96. Det påfaldende resultat for mig personligt blev at holdet røg ind i ringeste periode nogensinde og ikke vandt de næste 10 kampe. Alligevel så jeg samtlige hjemmekampe i den periode og var ganske stolt af mit nyindkøbte medlemskab i fanklubben. Og hvorfor? Det var blandingen af trods, medierne hoppede nærmest rundt som overgearede gribbe på stumperne af klubben i den periode, og samtidig var det markeringen af at jeg virkelig troede på denne skrøbelige konstruktion, et nyt københavnsk storhold. Fanden tag at vi lå til nedrykning, da foråret begyndte i bidende frost ude i Hvidovre i marts 97. Man var noget helt særligt med sit FC-halstørklæde, og en dag skulle det fandeme nok blive til noget stort. Sagen er vel så at det øjeblik er ved at finde sig. Vi er blevet store. Ikke bare som fantasi og skrivebordsprojekt, men også i praksis på banen. Vi taber meget få kampe til danske hold efterhånden og kunne i princippet nemt opkøbe halvdelen af superligaen. Tilbage står man med fornemmelsen at fankulturen omkring klubben har ikke formået at følge med udviklingen. Det er måske i virkeligheden ikke så underligt, eftersom fankulturen er lige så ung som klubben og også hele tiden kommer til at betræde nyt territorium.
Der skal nok tænkes anderledes i fremtiden. På tribunerne må der brede sig en erkendelse af at "storheden" ikke bare er noget abstrakt og fremtidigt, men i høj grad også noget ganske konkret og direkte kvantitativt. Foreløbig er der i hvert fald indtrådt et "stemningsproblem" som vist er ganske hørbart alle vegne på Nedre C. Personlig mener jeg, at en del af problemet bunder i berøringsangsten med enhver "stemningsstyring", uanset om det er megafoner, stortrommer eller andre former for "klackere". Individualisme og spontanitet, er de to kæmpestore mantraer der hænger over Nedre C fra gamle dage. Vi kan såmænd også føje selvironien til, som tredje grundsten i kulturen. Jamen, det er alle såmænd fine og agtværdige begreber. Men som det efterhånden forholder sig, giver individualiteten sig intet andet udslag end negativitet, mens spontanitet højest viser sig som en evig gentagelse, for i virkeligheden er der efterhånden ikke megen spontanitet i hverken Carøe eller lålålå-brøleriet. Og selvironien har ligesom overlevet sig selv, når man ikke behøver at ironisere over egne præstationer. På mig virker det igen som tiden er ved at løbe fra de gamle "hjørnestene". Nedre C er simpelthen braget midt ind i en brydningstid, de gamle skikke forfalder, og nye skal bygges op. Og dette må resultere i at et par af de "hellige køer" ryger med i købet. Det synes uundgåeligt. Som det blev skrevet fra en Djurgårdsfan på Sidelinien forleden (Jeg er så en af dem, der var dybt imponeret efter deres besøg i Parken. Noget burde der kunne læres herfra): Har man ett antal tusen personer på en läktare – eller tre läktare - kan man förstås inte vänta sig att de som regel skall sjunga tillsammans. Spontant kommer det säkert att ske ibland, men knappast som regel, särskilt inte om man i utgångspunkt har en ”anarkistisk” anda. Då får man välja: antingen accepterar man faktum – och blir överröstad ibland, och ger utrymme ibland åt gnällspikar som buar och visslar åt eget lag. Eller så skaffar man sig viss struktur." Jeg siger, lyt til svensken og lær at skabe en vis struktur. Det behøver ikke at kvæle spontaniteten og individualismen, men vil blot give dem nogle rammer at udfolde sig indenfor. Problemet her bliver så selvfølgelig, at fanklubben skal på banen eller rettere frem på tribunen, der er nemlig ingen andre der kan organisere en smule struktur frem på en hel tribune. Det kræver en helt ny situation. Også for fanklubben. Man kan vel tale om en slags attitude-skift. For egentlig er det forbløffende at en forening med over 10.000 medlemmer kan være så usynlig som vores kære fanklub præsterer. Okay, jeg er måske urimelig. Lidt synlige blev de da natten til torsdag på de svenske motorveje, det viste sig nemlig at der ikke var styr på hvor mange sovebusser der egentlig skulle køre til Stockholm. Jep, således nåede selvironien alligevel at stikke sit skumle hoved frem. Men jeg står simpelthen tilbage med en ganske grim og ond fornemmelse. Dem der virkelig burde komme på banen nu, og som virkelig kan gøre noget for at løfte stemningen på Nedre C og i Parken, ja, fanklubben, FCKFC, de vil også være de eneste som ikke markerer nogen holdning i al denne debat der har kørt den seneste uge. Desværre. 10.000 medlemmer, hvor er vi?
Den gamle bartender her burde i øvrigt slet ikke stå og kævle så meget om Nedre C. Han har nemlig for længst nået til den erkendelse at han er "over-the-hill" i forhold til kulturen på de nedre tribunedele. Fra næste sæson rykker han op på de øvre dele, sætter sig mageligt på et sæde blandt andre magelige, og medbringer måske endda et tæppe til at vikle om benene på de mere kølige efterårsdage. Næ, lad ungdommen sætte de nye standarder på de nedre dele, så kan vi andre vurdere dem sådan lidt for oven. Der findes folk, også fra de kløgtiges kreds hernede i bulen, som kalder den slags livets cyklus. Den æder jeg som en citronskive i vores dyrtindkøbte weissbier. Det lindrer også lidt på halsbetændelsen. Tillad mig så lige at henvise til dette indlæg på Sideliniens debatforum. Kollega Smølle har også gjort sig sine tanker om aftenens emne og de er skam også værd at læse. Tak for i aften! Jan Saxo
Ugens jukebox: John Cale – Fragments of A
Rainy Season |
||
