Heh, jeg kan allerede nu se gribbene trække op rundt om baren. Grinene er smørrede, og forventningen er formentlig, at nu skal der komme endnu en rasende svada mod landsholdet, og at denne bartenders kæphest endnu en gang skal have sådan en røvfuld at den kommer til at svæve mellem liv og død i ugevis, mens dyrlægerne - eller er det snedkerne - kæmper dag og nat for at redde dens liv.

Ja og nej. For sandt er det da, at det er en trist afbrydelse af ligasæsonerne. Når ens foretrukne søndagsbeskæftigelse nu engang er at se sine favoritter vinde, eller i mangel af bedre at se sine favoritters rivaler kvaje sig, så er det et gedigent antiklimaks at sidde søndag eftermiddag og kunne vælge imellem strandhåndbold og endnu et af årets række af verdenshistorisk kedelige og forudsigelige Formel 1-grandprixer. Så i stedet blev det til en tur i skoven.

Forfriskende, ville mange måske kalde det. Ret beset var det bare fandens koldt at gå omkring og nyde efterårets opreklamerede smukke farver, der fra hvor man gik bestod af jordgrå, trægrå og himmelgrå. Men en vis opkvikkende effekt havde det, for hovedet var lidt tungt fra dagen før. 

Temaet her er, at man må vælge sine fester ordentligt. Formedelst 350 kroner kunne man for eksempel løse billet til Parken, til kampen mod Luxembourg. Du husker den måske? Formentlig ikke for spillet, for det var gudfrygteligt. Måske mere for optakterne i aviser og tv, hvor selv seriøse sportsjournalister kørte sig op i et selvspin over hvor mange mål sejren kunne, burde og ville ende med. 

Sølle to blev det til, og det var i hvert fald færre end forventet. Heraf det afgørende scoret på et meget, meget tyndt straffespark. Det havde så formentlig til at leve med for hr. og fru Roligan, hvis ikke spillet faktisk havde været endnu værre end hvad København præsterede mod Silkeborg på samme bane ugen før. Mens de gebrækkelige forsøg på at åbne Allan Simonsens forsvar, pakket som det var af spillere fra topklubber som Dudelange, Avenir Beggen og Ettelbruck, stod på, kunne man så fornøje sig med at gætte hvilken af Luxembourgs spillere de tre-fire af Dennis Rommedahls indlæg, der ikke røg direkte ud over baglinien, ramte i hovedet. Og måske synge en sang til vores allesammens Peter Skov-Jensen, eller gøre hvad man ellers synes er skægt, hvis man er en af de bonderøve der finder fryd i at sejle op ad åen når ens hold, som man lige har sendt til pausen med en pibekoncert, fører 1-0 over verdens nr. 154 på et forkert dømt straffe... så, og nu står kæphesten igen med en nervøs rynke i sit lange ansigt af lakeret krydsfinér.

Den skal få fred nu, for hvad fanden rolle spiller det landshold, og da der manglede det halve af anden halvleg, og længe inden Peter Skov-Jensen lavede en af de tv-redninger som man altid skal høre om at han ikke kan lave, var jeg og en del andre af seerne alligevel gået, og havde overladt baren i andres sikre hænder. En anden måde at tilbringe aftenen på var nemlig at se Suede i Vega. Spilletid nogenlunde den samme som i Parken, pris en halvtredser lavere, kvalitet ca. 16 gange højere. "Whatever makes you happy on a Saturday night" - ikke sandt?

Det føles helt bizart, at det nu er ti år siden, at man for første gang kunne købe en plade med Suede i handlen i Danmark. Det var den anden single de udgav, 'Metal Mickey', som var blevet udstyret med de tre sange fra den første, ekstremt hypede single 'The Drowners' som en art b-side. Den kunne købes i den nu forlængst nedlagte butik Play It Again Sam på Gl. Kongevej, og den kostede 89 kroner, og det kunne virke dyrt, hvis det ikke lige var fordi det var en fantastisk og epokegørende lille samling sange, der vendte grundigt op og ned på min begrebsverden om musik. Det skulle nok være 89 kroner værd.

Det Suede, der var i København i lørdags, i fredags (hvor jeg også så dem, og som også var godt, men ikke så kraniesplittende formidabelt som om lørdagen) og det meste af sidste uge, har godt nok rykket et stykke siden starten. Siden den arrogante Brett Anderson med pagehåret og det lille bildæk om maven stod på Pumpehusets scene i foråret 1993, med ryggen til publikum, og evigt optaget af at hamre sin mikrofon op mod sin mås. Og siden de var huløjede desperadoer, som i vinteren 94/95 besøgte Falkonérsalen efter at have udgivet mesterværket Dog Man Star; håbløst narkotiske og bevæbnet med sange der skiftevis var drømme og mareridt - men evigt smukke - og samtidig flinke nok til at få en ordentlig sludder med fansene bagefter og skrive på hvad folk havde med. "Love and thanks, Brett" på en kæmpestor plakat - selv tak.

Siden har bandet bevæget sig stille og roligt fra det kemiske og neurotiske overdrev til den helt gængse hovedstrøm, hvor vandet er klart og ikke mere giver hallucinationer at drikke. Og de har mistet en del nerve og sans for drama undervejs, det gør de fleste jo, men til gengæld har de klaret at blive ældre med stil og værdighed, hvilket er grunden til at de kan blæse taget så gedigent af Store Vega som de gjorde i sidste uge. 

Men at de i den grad skulle blive Danmarks kæledægger, at de nu sælger flere gange så mange plader pr. indbygger her end i deres fødeland, det er da ejendommeligt. Jeg ved ikke hvad Suede tror om Danmark, men de tror formentlig forkert. Normalt er det kun totalt hø, der kan sælge her i landet. Om man skal udlægge det som at der er håb endnu, eller bare at døv høne også kan finde et korn, må komme an på styrken af ens medfødte optimisme.

Og når nu vi snakker om musik… og det gør vi jo tit hernede. Det ved de fleste forhåbentlig, og bærer over med. Især her hver fjerde uge. Men det har med fodbold at gøre… og dog. Se denne cd, der ligger på disken. Saint Etiennes nye Finisterre. Jep, den kører også på jukeboxen, lige nu er det den bedste sang 'New Thing' med det der 'Living on Video'-keyboard fra de tidlige firsere. 

Det er interessant nok i sig selv, at Nordlondons stolthed Saint Etienne har lavet deres bedste album siden de to meget fine So Tough og Tiger Bay for otte-ni år siden, men jeg gloede godt nok da jeg så omslagshæftets side tre, her i en lidt barsk scanning:

Det er sgu da Mattias Jonson, det der. Og han header en Selectbold ind i et meget gråt parcelhuskvarter. Hmmm… jeg havde godt læst anmeldelser af deres show i London i dagene op til udgivelsen, og vidste at forstadsmæssig 60'er-brutalisme i høj grad var et tema: "As the audience enter, they are handed a piece of card featuring a picture of a half-demolished tower block. The songs are accompanied by a series of bleak films: graffiti, lashing rain, grim-faced teenagers staring unblinkingly. It is London, but devoid of Saint Etienne's usual sprinkling of glitz." (Guardian)

Ja, det må man nok sige. Det er den danske kunstner Jakob Koldings collager, der illustrerer omslaget på Finisterre, og det viser sig så at collagerne stammer fra en udstilling han har lavet med sin forstadshjemstavn Vestegnen som tema. Om det er en hyldest til eller en kritik af de selvsamme forstæder er ikke soleklart, når han udtaler sig. I virkeligheden virker det som om han helst taler om popmusik og fodbold i interviews, Kolding. Det er jo som hos alle andre fornuftige mennesker. 

Men en ting er da sikker, at hvis Saint Etienne vil give lytteren et billede af grå forstad og nådesløs tristesse, så gøres det da ikke bedre end at have en Brøndbyspiller hængende i luften under en gruppe kønsløse parcelhuse. Så griber man virkelig om nældens rod…

Samme Jonson var så en af de superligaspillere, der var i aktion for Sverige i denne landskampsrunde, og det var med en smule lettelse at man så, at han i hvert fald heller ikke var løsningen til at lukke af på det svenske landsholds venstrekant - lettelse eftersom Tomas Antonelius havde spillet venstre back i lørdagens kamp mod Ungarn, og der havde været åbent hus ovre i hans side. Ikke mindst til ungarernes mål. 

Så meget som jeg hader at give Expressens ulideligt selvsmagende sportskronikør (tænk Rasmus Bech ganget med tyve, og krydret med en irriterende tendens til at skrive ting som "Jag förstår inte alls hoppfullheten. Glädjen. Framtidstron." à la en sydsvensk Thyboe) og bedstefarrockskribent Mats Olsson ret, så har han en pointe angående Antonelius: "Efter Tomas Antonelius insats kan inte ens förbundskaptenerna ha kvar sin övertro på den danska ligan och vad Hasse Backe lurar i dem över en Hof. Det ska till ett mirakel om Antonelius blir aktuell fler gånger. Jag begriper inte varför en högerback som är en usel vänsterback, och som inte kunde träna dan före match, ändå väljs före en naturlig vänsterback som heter Erik Edman."

Jaja, man har kronede dage, nu hvor et svensk hold endelig har slået et dansk, og man holder sig ikke fra at liste en lille stikpille ind om de danske alkoholvaner. Misundelsen er dårligt skjult og til at få øje på, hey, var det i øvrigt noget med en refill på fadøllen? Og var Olsson lige så kæk da Pettersson hamrede det mål ind mod Portugal? Den samme Olsson, der i øvrigt stadig lider under at have erklæret inden VM 1994, til alle der gad læse det, at Sverige med Ravelli som førstevalg havde en kolossal målmandskrise…

Men Tobbe var virkelig dårlig, om end på venstrekanten, og jeg må indrømme at jeg efterhånden synes det er noget af et problem vi har på højrebackpladsen. Tomas skal enten være voldsomt skadet, eller have karantæne for et noget tåbeligt håndboldmål, for ikke at spille. 

Vi så i reservekampen mod Brøndby hvordan Peter Christiansen overhovedet ikke kunne følge med, og så bliver det så meget mere spændende at se hvordan han har tænkt sig at komme videre for at få sin plads igen fra Urmas Rooba, der virker som et nyt og genfødt menneske efter sin finte mod AB - før en knudemand der virkede dybt benovet over sin nye situation, nu en sprælsk sprinter der stormer ind i modstandernes felt uden overhovedet at blive spurgt.

Imens ser Antonelius desværre ikke ud til at forbedre sig en tomme i den del af spillet, der trods nok så mange tynde landskampe i venstre side må kaldes hans store svaghed - det offensive. Og det er lidt problematisk i et system der, har vi lært, bygger på at backerne i meget høj grad skal levere fløjspillet. Udover et oplæg til Todi mod Tbilisi og en hæderlig afslutning mod Brøndby har han stort set intet bragt til den kreative ende af holdets spil, og det begynder efterhånden at blive frustrerende at se mandens indlæg ramme en eller anden jysk centerforsvarer på knæet og hoppe langt ud af feltet. Tomas må selv være ved at blive træt af det, for efterhånden er han begyndt kun at lægge flade indlæg. Og det er desværre ikke helt hvad man måske havde sat næsen op efter. Konkurrence er måske ikke det eneste saliggørende, men det kunne da i det mindste være en faktor der kunne give Antonelius et ordentligt los i røven, og så må I have mig undskyldt for sprogbruget.

I den retning var det da altid noget, at den der faktisk gjorde det mest hæderligt af de unge talenter i reservekampen var højrebacken Steffen Hartmann, og vildest af alt var at han kunne lægge indlæg i hovedhøjde, der kunne komme helt ind i feltet, og hjørnespark der kom længere end til fyrtårnet ved forreste stolpe. At det hæderlige arbejde ikke førte til det store, da der var andre og mere erfarne defensivspillere der fumlede grufuldt rundt efter en glimrende start, er bare ærgerligt. 

Mere er der vist ikke at sige om den kamp, og I får ikke dette spruthus' bartender til at hænge med hovedet og erklære at vores talentarbejde er en død sild - lige så lidt som nogen hårdnakket Biffer ville have ment at deres ungdomsprogram var totalt værdiløst, efter at København straffede dem med 4-1 og en total udspilning ude på Peter Bansgvej i sidste sæsons Ørestad. Den altoverskyggende spiller på BIF's reservehold var Thomas Lindrup, og der er vist større chance for at han optræder på vores end på Brøndbys hold efter nytår.

Næ, det interessante ved kampen var naturligvis eksperimentet med tv-domme. Det var både op og ned, hvilket vel ikke var overraskende. 

Det er absurd at afvikle en straffesparkssituation ved at dømme sparket, få det sparket, og så bagefter granske situationen på video. For det første er det jo ikke det samme som et straffe i en afsluttende straffesparkskonkurrence, hvor man har et spark som enten brændes eller går i mål. Redder keeperen, så kan holdet score på riposten i sekundet bagefter - eller på en tilfældig chance efter flere minutter, hvor bolden ikke har været ude af spil. Skal der så også holdes time out og møde ved videoskærmen, og skal målet underkendes? Ved riposten: allerede her er man på tynd is. Ved scoring flere minutter senere: det er åbenlyst urimeligt. 

Det oprindelige princip i eksperimentet, i de spilleregler som var aftalt, var: "Der findes ingen sanktionsmuligheder, når spillet er sat i gang igen." Sådan skal det også være, og det var underligt at Milton fraveg denne klare regel. Det er for mig at se ligemeget om det kan virke urimeligt at lade en straffesparksskytte stå og vente til dommeren har kigget færdig. Om skytten skal vente på at hele modstanderholdet står og appellerer hjerteskærende til dommeren, eller om han skal vente på at trænere og dommere kigger video i halvandet minut, kan jeg ikke se som den store forskel. Det virker mere urimeligt, over for såvel spillere som fans, at frakende et hold et mål som er scoret, når man allerede forinden har haft chancen for at bedømme om holdet i det hele taget skulle have haft chancen for at score.

Så må der også indføres en bagatelgrænse. Det virkede yderst småligt at appellere for et forkert dømt hjørnespark, men man anede jo nok på tribunen, at der var tale om at prøve tv-systemets muligheder og grænser. Faxes ord om dette kan sagtens tages for gode varer, og jeg tror at begge hold var enige om at der ikke i sådan et system bør være mulighed for at omgøre så små skøn som indkast og hjørnespark. En anden ting er, at man heller ikke skal lave ret mange appeller af den slags i betydende kampe, før man for alvor har skaffet sig et ry som Per Nittengryn og dårlig taber.

Endelig er der jo det problem der hedder at dommere er stædige asener og virkelig skal have tværet en fejl ud i hovedet inden de ændrer mening. Hvis Kim Milton ikke den dag i dag mener, at Mogens Krogh begår straffe mod Todi Jónsson 12. maj, hvad er så odds for at han ændrer mening ved de to situationer som Jesper Bech kommer ud for? Han ser hvad der sker i Todi-situationen, mener at Todi 'søger' straffesparket, og end ikke tyve langsomme gengivelser, en tilståelse fra Krogh og en armé af fodboldfolks uenighed kan overbevise ham om det modsatte. Så er vi jo lige vidt. Har dommeren foretaget et skøn, vil han holde fast på det skøn medmindre hans fejl er helt hårrejsende forkert ifølge klare billeder - vi taler om at spilleren åbenlyst ikke bliver rørt af nogen.

I virkeligheden burde det, og det er så bare min ydmyge opfattelse mellem åbningen af to flasker Newcastle Brown, ikke være lagt an som en appelmulighed for trænerne, men kun som en mulighed fjerdedommeren har, når han sidder og ser kampen på sin monitor og bliver opmærksom på en ting som hverken linievogteren eller dommeren kan se, såsom et blatant hiv i trøjen inde i feltet. Eller lignende. Time outen skulle så annonceres af fjerdedommeren, så man kan granske billederne igen. Og det skulle være grelle tilfælde, naturligvis. Bolde der rammer stivere bag stolpen eller hopper ind i mål via overliggeren og ud igen, spillere der har fået albuer i hovedet eller er blevet hevet i nakkehårene, eller målmænd der er blevet smidt ud for at tage med hænder, når de rent faktisk fik bolden i hovedet. Kunne det ikke være nyttigt, Kim? Mon ikke.

Hvad er der mere? Kun rastløshed. Lad nu den sæson gå i gang igen, vi har ventet for længe, og der er endda en dag mindre at vente for os og for vores overbyggede fæller vestfra, Midtjylland. Det er nu længe nok. Og i anledning af ventetiden, førstepladsen og de fire sejre på stribe i ligaen vil jeg love mig selv at gå frejdig i Parken, være tilfreds bare med en sejr, og med gjaldende røst prøve at overdøve de sure stoddere der står bag os og åbenlyst får et kick ud af at påpege hvor ringe vores tabelførere er.

Der har dog været lidt til at holde os adspredt. Tag f.eks. den potentielle pr-katastrofe fra Valby Bakke, her refereret af regeringens talerør Berlingske Tidende, hvor hanløven Valdemar led sin tidlige død i et drama, der lyder påfaldende som en scene fra filmen Bound. Det er sgu de løver som F.C. København og Fan Clubben er sponsorer for! Tal om at købe katten i sækken. Lad kvindehåndbolden rykke indenfor, og straks har vi balladen, vil de hårdeste håndboldkritikere med hang til symbolisme nok mene. Ikke engang vores husværter fra CF kan vel sige god for en fyr der var i den grad under tøflen som Valdemar, at det blev hans endeligt.

I en ganske anden, men stadig smerterelateret nyhed viser det sig, at publikum i Århus måske har haft en pointe i alle de år hvor de har været på nakken af tvillingerne - ifølge Infopaq. Avavav! Og så viser det sig endelig, nu vi læser om at komme til skade, at BIF har en korrumperende virkning på ungdommen, kan Ritzau meddele - gad vide hvor denne eksplosionsagtige vækst i hoppeborgsrelaterede ulykker er bogført i samfundsregnskabet, og hvor stort et tab det må bogføres som?

Nå, men på søndag er det forhåbentlig overskrifter som "København syv point foran" eller endnu bedre "FCK overdådige i Parken", der dominerer. Lad weekenden komme.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Barry Adamson: 'Whispering Streets'
Har man nærstuderet vores jukebox, vil man kende hr. Adamson, The Moss Side Tory, Oscar de la Soundtrack, From Rusholme With Blood, The Negro Inside Me, og hvad han ellers kalder sig af pjattede ting, inkl. The King of Nothing Hill - navnet på hans nye album. Har man ikke mødt ham, kan man tage fat her.
Albummet er ikke min favorit med Adamson på nogen måde, og det virker som om han denne gang er havnet lidt mellem to stole i forsøget på både at synge og at skabe stort anlagte filmiske værker. Men højdepunkter er der stadig en del af, som hans bundliderlige Barry White-pastiche 'Black Amour', hans The The-agtige blik på det engelske storbyliv i 'Twisted Smile', og så denne her sang - storladen krimipop med orkester, og med en økonomisk tekst der lugter af at han har læst James Ellroy: "I don't even know how the gun got in my hand/five bullets five names and a contract worth five hundred grand".

Ugens albums:

Saint Etienne: Finisterre
Et poptastisk comeback fra Londons største Dominique Rocheteau- og Johnny Rep-fans - selvfølgelig er de da opkaldt efter det blærede franske hold fra slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne.
Det er en glimrende plade de er vendt tilbage med. Jonson eller ej. Hvor deres sidste to havde det problem, at de på Good Humor gjorde alt for meget for at lyde som The Cardigans, til en grad at de nærmest besatte deres stamcafé La Couronne i Malmö, og at de på Sound of Water kun havde skrevet en god sang ud af ti, er de nu vendt tilbage til den blanding af pop, dub, house og syntetisk eurosnavs som de var så gode til i første færd, især på deres bedste plade So Tough fra 1993 - som den nye er en art naturlig efterfølger til. 

Suede: Sci-Fi Lullabies (discmanudgaven!)
Takket være brænderteknologien har man for få kroner den perfekte udgave af Suedes b-sideopsamling. 16 uantastelige sange, et fuldendt popalbum med fedtet skåret fra: My Insatiable One, To the Birds, The Big Time, The Living Dead, My Dark Star, Killing of a Flash Boy, Whipsnade, Modern Boys, Together, Europe Is Our Playground (originalen fra 'Trash'-singlen), Another No One, Young Men, The Sound of the Streets, This Time, Sadie, Duchess. Meget lækkert. 

Suede: Dog Man Star
Suede: Coming Up
Også lækkert, og rent ud sagt guddommeligt.