Kom indenfor! Ja, det ligner ikke helt sig selv, med sølvfiligranet og DJen, men Tuborg lancerer en ny øl; T-Beer, og de kom herned og spurgte om ikke, de kunne få lov til at give nogle ud - helt gratis!  Nu er gratis øl jo ikke lige det, vi gør os i normalt hernede, men når det tilmed var en torsdag aften, de havde tænkt sig at dele ud, så var der jo ingen is på koen. Hellere at det går på Tuborgs regning end på husets, for nok er vi glade for det ekstra store publikum, som disse omgange på huset skaber, men vi har jo trods alt lært et og andet fra folkene på Parkens direktionsgang.

Jeg skal dog være hudløs ærlig og indrømme, at jeg ikke synes, T-Beer smager af noget særligt. Det smager af øl, og det er jo i og for sig udmærket, og hvis Tuborg-sælgeren har ret i, at det er det, de unge vil have, så for min skyld ingen alarm. Øl er godt. Det er klart, at Tuborg og Carlsberg har en interesse i ikke at blive udelukket fra det givetvis lukrative diskotekmarked. Måske skulle de proppe lidt frugtfarve i tingene, hvad ved jeg. Sikkert er det, at T-Beer næppe bliver det produkt, der bliver langet flest af over disken hernede. Folk foretrækker deres weiss-bier og traditionelle pilsnere, hvis du spørger mig.

Jeg nærer ingen principiel uvilje mod Bacardi Breezers eller Smirnoff Ice. Slet ikke. Og jeg deler ikke nogen politikeres frygt, at disse skulle være rettet mod børn. Herregud. Disse produkter er vel ikke anderledes end en ganske almindelig sprut-og-sodavand-cocktail, og når de samtidig ikke er stærkere end ordentlig bajer, så kan jeg ikke se, hvorfor dette skulle være et nyt og farligt problem? En billigere måde at blive fuld for poptøserne på diskotekerne, det er hvad det er. Skolebørnene på 14 og 15 drikker sig jo fuld allgevel (men vel at mærke ikke hernede!) i hvad, de end kan få fingrene i, og hvis Bacardi Breezers har fortrængt nogle af de mest forfærdelige likører og vermouth, så er det jo kun et tegn på, at nutidens unge har mere smag, end generationerne inden. Fred være med det.

Jeg selv nøjes med at nyde et par øl. Den seneste uge var hård ved leveren, da vi var nogen stykker, der i fællesskab besluttede at den fornemste måde at ære Richard Harris minde var at drikke sig i hegnet, og det gjorde vi så i gennem tre døgn. Det er bestemt ikke en udelt fornøjelse, men morer sig, det gør man nu alligevel, og når man selv ejer et spruthus, så er sådanne eskapader samtidig mærkbart billigere for pengepungen.

Det er nu ikke fordi vi ikke kan komme af med vores varer, at vi selv drikker af dem. I den sidste tid har der været rigelig med anledninger til en lille en for de Københavnske fans. Senest da Sibusiso Zuma og klubben endelig fandt en løsning de alle kunne være tilfredse med. Det er en vigtig og en god nyhed for F.C. København, for mere end nogen anden - mere end løven Leo - er Zuma blevet en maskot for det ny, og stærkere F.C. København, der manifesterede sig med mesterskabet sidste år, og sølvmedaljerne i sidste sæson. Hr. og fr. Fodbolddanmark er alle bekendt med Zumas boldkundskaber, og de, der sjældent ser fodboldkampene, men ofte sammendragene har endda et overnormalt godt indtryk, fordi de ser dribleturene og de få, men ofte spektakulære mål. Vi, der sidder på lægterne, har ganske vist et mere nuanceret billede af Zumas kvaliteter, men selvom formen nogle gange er svingende, er det ikke til at komme ud over, at Zuma er i særklasse blandt fodboldspillerne herhjemme, og at han tilmed er fremragende reklame for spillet. Dette ses ikke mere tydeligt end på ryggene af de små kamptrøjer på familietribunen.

En anden spiller skal også fremæves: Helt ekstraordinært er det også, at F.C. København har en topscorer i klubben. Om vi er i samme situation efter 33. spillerunde er naturligvis mere end usikkert, men chancen er større end vi er vant til, og det skyldes at Peter Møller for en gangs skyld har formået at få succes i F.C. København med en spillertype, vi altid har haft det forbandet svært med, og som vi altid har forbandet hos vores konkurrenter: Først og fremmest er han angriber, og det har aldrig været en fordel, hvis man ønskede at score mål for F.C. København, men tilmed er han den klodsede spiller, der tilsyneladende blot står det rigtige sted og iskoldt afslutter, hvor den traditionelle tankegang har været at nipse.

Der er ingen tvivl om, at Peter Møller blandt størstedelen af fansene på Nedre C allerede er taget til nåde, og hvis han tilmed løber med topscorerværdigheden vil han måske endda blive endelig tilgivet sine tidligere vildfarelser. Man kan dog ikke just påstå, at manden lefler for det Københavnske publikum med sine udtalelser, men så længe han giver udtryk for at nyde at spille for F.C. København, og så længe han gør det med den succes, han har for øjeblikket, så er det også ligemeget, hvordan forholdet med fansene end er.

Det er jo ikke fordi fansene ikke ved, at fodboldspillerne er professionelle entertainere, der kun i de tilfælde, hvor lønnen ikke er markant bedre andre steder, lader klubfølelsen og forholdet til fansene og kameraterne i klubben styre deres valg af klub. Der er ingen, der hader Christian Poulsen eller Niclas Jensen, fordi de valgte en bedre løn i en anden klub, og der er ingen, der stiller nogle af vore nuværende spillere til ansvar for de klubber, de tidligere valgte at spille i. Nåjo, med en enkelt undtagelse, men selv hvad angår Brøndby er den generelle holdning blødt op, og hvis de har en spiller, vi kan bruge, og de kan nøjes med en fornuftig pris, så lad os da endelig snuppe ham. Det er en del af det professionelle spil.

Nok betyder spillerne noget, men de er trods alt flygtige, og de er aldrig essensen af fodboldklubben. De får tværtimod allernådigst lov til at spille i klubben, og selvom vi ikke nærer nogen illusioner om deres trofasthed, så forventer vi alligevel en vis taknemmelighed af dem. Men det er jo interessant, at det ikke er spillerne, holdet, der definerer den professionelle fodboldklub, for hvem er det så? Er det træneren og manageren? Direktøren og bestyrelsesformanden? Er det murstenene og grønsværen?

Næ. Ikke i sig selv, selvom det naturligvis altsammen har en betydning for oplevelsen, og naturligvis er disse ting også vigtige symboler. Men det, der i stærkeste grad definerer en klub er tilhængerne. Det er blandt dem, man finder den egentlige klubånd, det er dem, der skaber eller vedligeholder traditionerne. I den professionelle fodboldklub er tilhængerne de eneste aktører i det spektakel der er en fodboldkamp, som ikke er der for ussel mammon. Kan man forestille sig en professionel fodboldklub uden tilskuere? Sagtens, men ikke særlig længe af gangen.

Disse to hænger sammen, og det er ikke kun fordi tilskuerne betaler for at komme ind. Fodboldspillet mister mening, hvis der ikke er tilskuere. I en boganmeldelse af bogen "Fodbold!" (sic) skrev Weekendavisens Klaus Wivel om den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosas bidrag:

"Fodbold er dybest set en »tom« begivenhed, [...] rippet for mening og eksistentiel betydning. Det er ikke en metafor for krig, heller ikke for fred, det er ikke synonymt med had eller kærlighed, man kan ikke udlede noget særlig politisk af spillet, og det er halsløs gerning at læse en nationalkarakter ud af landsholdenes spillestil (skønt mange i bogen forsøger). Fodbold henviser kun til sig selv, men det er også alt nok. Den udfylder vores trang til at more os, og det er »lige så gyldigt som behovet for at spise og arbejde,«"

Hårde ord? Ikke spor. Det handler tværtimod om, at fodbold ikke er noget i sig selv. Det dybest set showbusiness, og det kan være godt udført, og det kan være skidt udført, men i sig selv er det ingenting, hvis man ikke morer sig. Alt det vi får ud af fodbold, er noget vi selv lægger i det. De traditioner og den selvfølelse vi har i F.C. København er udsprunget af os selv, og det er klart, at den derfor stadig er i udvikling. Det er også givet, at man let kommer ind i en god eller dårlig spiral, hvis kampene ikke længere giver os det samme rush, som tidligere, for det er det, der er det basale. Hvis vi bliver mætte og ligeglade, hvis vi bliver for sikre på os selv, så falder korthuset fra hinanden.

Men det er jo alligevel ikke det hele, for fodboldkampe er også oplevelsen af et fællesskab, og det er samtidig en æstetisk oplevelse af spillet på banen, og en respekt, foragt eller medfølelse med aktørerne på det grønne tæppe. Men er det, når det kommer til stykket forskelligt fra det vi finder, når vi opfylder vores behov for at more os foran fjernsynet i selskab med Biker-Jens eller Casper Christensen. For vi kan jo også more os eller føle medfølelse med disse, og føle et fællesskab med dåselatteren i højtalerne, når vi griner på samme tidspunkt, men det er alligevel væsensforskelligt fra fodboldkampen.

Forskellen ligger i, at der er tale om en konkurrence, og at der hele tiden er et spørgsmål om hvem der er bedst, de andre eller os selv. Og i ligeså høj grad som fodbolden opfylder Llosas basale morskabsbehov, er fodbolden også et redskab til at måle sig selv, og de symboler man fører, med andre. Et redskab til at bygge sin egen identitet. I hvert fald den identitet man bærer mens man er på stadion. Og her er resultatet er vigtigt.

I en anden boganmeldelse i Weekendavisen, denne gang af Tim Parks nye bog "A Season in Verona", skriver Joakim Jakobsen om netop dette:

"Hele den italienske presse støttede rørstrømsk denne himmerigsvision og ønskede, at alle ligakampe dog måtte afvikles i lige så fredelig en atmosfære. Vrøvl, sagde Tim Parks: Gu’ vil I ej have fred og smil på fodboldbanerne. Han sad hjemme i Verona og så kampen på tv, og han var ved at brække sig over hykleriet og den veldædige omklamring af topsport som ideal-bærer. »Alene udtrykket ’venskabskamp’ angiver jo, at de andre opgør er uvenskabskampe. Og sådan er det også bare,« ræsonnerer Tim Parks.

På samme måde afviser Parks den kønne forhåbning om, at folk dog bare kunne nyde spillet. Jamen, en fodboldfan kommer ikke på stadion for sin fornøjelses skyld, og den rent æstetiske oplevelse er en umulighed. Klub-tilhængeren sætter noget på spil, når han risikerer at ramme yderpunkterne i følelsesregistret."

Når det kommer til stykket, er det nu ikke svært at kombinere Llosa og Parks holdninger: Det handler om at more sig; om at få et rush; og dette rush får man at at vinde over sine rivaler.

Parks er dog lige hurtig nok i sin fordømmelse af den mere æstetiske dimension i spillet, for nok er prioritet nummer 1 altid - og uden forbehold - at vinde over modstanderen, men når dette er opfyldt, er det altid bedre at vinde med et overbevisende og smukt fodboldspil end ved held og tvivlsomme dommerafgørelser. Tilsvarende bliver det også af stor betydning, hvis man rent faktisk taber, hvis man dog kan sige, at nok tabte man på banen, men i det mindste var man mere larmende end de andre - underforstået - at man var en større fan. Eller, at man efter en sæson, kan hævde, at nok vandt man ikke mesterskabet, men alligevel spillede man det smukkeste fodbold af alle.

Rivalisering er det stadig, om man så end hævder, at det er strengt æstetiske vurderinger.

I en artikel i Jyllands-Posten fra sidste uge, havde Birger Peitersen, der vist er idrætslærer, kigget på tallene for Superligaens fanklubber, og han kunne konstatere, hvad enhver anden, der så på tallene, også kunne, at fanklubberne (som jo er et forholdsvis nyligt fænomen) havde oplevet en kraftig medlemstilgang i slutningen af halvfemserne, hvorefter det var fladet ud. På dette konkludere Peitersen:

»Vi har helt klart nået et naturligt mætningsniveau. Godt nok er medlemstallet samlet set steget i forhold til fem år tilbage, men det er en moderat stigning. Udviklingen er ved at stagnere. Jeg tror ikke, at fankulturen i Danmark har basis for at blive hverken større eller bedre.«

Det er der naturligvis to meninger om. Især, fordi Birger Peitersens eget præmis for dette ikke hænger sammen med ovenstående udtalelse. Læs bare:

»Fankultur bunder i rivalitet. Hvis fanklubberne ikke får nye udfordringer vil den hjemlige rivalitet langsomt dø ud. Det bliver ikke ved med at blive interessant for f.eks. Brøndby eller FCK's fanklubber, at tage til Ikast eller Viborg,«

Javel så. Rivalitet var jo også det, vi diskuterede ovenfor, og Birger Peitersen har givetvis ret i, at både Brøndby og F.C. København kan have sværere ved at opnå samme mobiliseringsgrad af deres kernetilhængere til kampe, hvor resultatet synes givet på forhånd, men er det i realiteten den udvikling, vi har oplevet de seneste år. Har der ikke været mindst ligeså stor og åben konkurrence - ikke bare for topholdenes vedkommende, men i lige så høj grad for de mindre hold? Det vil undertegnede fustageslæber hævde. Er det nødvendigt, som Peitersen hævder, at have større succes i Europa, hvis vi skal lokke flere mennesker til tribunerne.

Det er ikke det, vi ser i Skotland, hvor vi mere end de fleste andre steder har at gøre med en liga, hvor der ikke er spænding om resultatet, det er de samme to klubber, der igen og igen render med mesterskabet, og som er de andre klubber suverænt overlegne. Oven i hatten har de heller ingen europæisk succes at tale om. På trods af alt dette bugner deres tribuner med tilskuere!

Nej, der er andre faktorer end rivalitet (som lyder som en neologisme i mine ører) og europæisk succes, når man skal forklare udviklingen i fanklubmedlemstal (for slet ikke at taleom, hvor god en indikator dette tal er for fankulturens bredde i øvrigt!). Og faktisk har Birger også fat i det, for når han skal forklare fankulturens opblomstring tager han ikke fat i rivaliteten:

»Der skete et sporskifte omkring 1990-1991. Fankulturen trådte for alvor i karakter på klubplan herhjemme, hvilket populært sagt var TV2's skyld. De begyndte at sende kampe fra Italien og Spanien, og det inspirerede de danske supportere til at efterligne sydlandske og engelske tilstande på tribunerne. Samtidig blev der også øget mediedækning på den nystartede superliga,«

Så hvori ligger udfordringen nu? Hvordan skaber vi grundlaget for en endnu større tilhængerbase for Superligafodbolden i Danmark? Fx ved at gentage successen og lade flere mennesker opleve det spektakel, der er en kamp i Parken! Sådan rekruteres nye tilhængere, og derfor er det kun glædeligt, at DR og TV2 langt om længe er blevet enige med TV3 om at sende uddrag og ikke mindst journalistik fra Superligakampene. Udover at fodbolden får et bredere publikum, betyder det også, at en tv-kanal som DR har muligheden for at konkurrere på næsten lige fod med TV3's Onside programmer, og sende et program, der viser uddrag, har interviews, reaktioner og analyser - om end en anelse senere end TV3. Det er glædeligt, for selvom Onside og TV3's dækning af Superligaen er blevet bedre og bedre, og er på et niveau, hvor det næppe har været før, så savner jeg en decideret public service-tilgang til dækningen af Superligaen, hvor halvdelen af tiden ikke bruges på teasere, reklamer eller fuldstændig uvedkommende ting, som astrologer og mandoliner. I samme åndedrag skal jeg dog skynde mig, at rose "Det' bare Fodbold" på TV3. Det er den slags analyser og interviews vi meget gerne vil have flere af (men drop alt det der "ring ind og stil et åndet spørgsmål", den slags vox-pop er der alt rigelig af i forvejen).

Nu har vi efterhånden taget det ene sidespring efter det andet, men jeg begyndte faktisk med at tale om professionelle fodboldspillere, og i anledningen af vores egen snarlige lille jubilæum, er det måske også på sin plads at notere sig, at det faktisk er 25-års jubilæet for professionel fodbold i Danmark. Jo, såmænd så.

I 1977 blev forslaget om professionel fodbold i den danske liga nedstemt af DBU. Om tiden dengang fortæller den gamle KBer Torsten Andersen i Dagen:

“DBU var sådan et sted, hvor man sad længe med ansigtet i alvorlige folder og talte om fantastisk vigtige ting, som for eksempel at spillerne skulle proppe trøjerne ned i bukserne og have benskinnerne under strømperne”

Og samme langmodighed har man jo nogen gange fornemmelsen af at genopleve i fodboldens brancheorganisationer. Men som i dag, var der også dengang entrepernante folk, der ville det anderledes. En af disse er den nuværende forskningsminister Helge Sander. Sander arrangerede dengang seksdagesløb i Herning og lod sig irritere tilstrækkelig over DBU's konservatisme til, at han tog kontakt med Harald Nielsen, der jo, som det er alle i denne klub bekendt, aldrig var bleg for at engagere sig i nye og ambitiøse projekter, og sammen besluttede de at danne en piratliga.

Igen er lighederne til nutiden slående, for præcis som hvad angik den nu kuldsejlede Euroliga, blev DBU smækfornærmet og lovede bål og brand mod enhver spiller, der end tænkte på at spille i denne liga.

Imidlertid var spillerne også utilfredse med DBUs vrangvillighed, og de skabte Spillerforeningen med Torsten Andersen som deres første formand, og han forhandlede klogt og spillede DBU og Piratligaen ud mod hinanden. Resultatet blev, at man ganske vist ikke opnåede en Superliga med 10 hold, som Sander og Nielsen proponerede, men klubberne dog fik lov til at aflønne sine fodboldspillere.

Det er ikke til at sige, hvordan det var gået, hvis Piratligaen havde vundet magtkampen mod DBU, men faktum er, at professionel fodbold i Danmark har det skidt, og at de næste par år nok vil gå med nedjusteringer og rationalseringer af de fleste danske fodboldforretninger. Det er ikke længere så let, at låne penge til fodbold, som det var for år siden, og det gør, at det vil være sværere at opbygge en forretning, men forhåbentlig gør det også, at den forretning er mere robust, og at vi oplever færre konkurser, når indtjeningen ikke står mål med afbetalingerne.

Som det er nu, er F.C. København den absolut stærkeste fodboldforretning i Danmark. Det skyldes Parken, men det skyldes også, at PS&E har formået at udnytte Parken, og at skabe indtjeninger på andre områder end fodbolden.

Det er der således gode erfaringer med, og det er ikke overraskende, at en af de største projekter for PS&E i de seneste år, har været projiceringen af en ny multihal, som kunne fungere som både sportshal og scene. Det er penge i kassen.

Men det er samtidig en styrkelse af eliteidrætten i København, det er flere arbejdspladser, flere penge og generelt en øget herlighedsværdi for Københavns Kommune, der derfor har været interesseret i sagen fra begyndelsen. Ingen roser er dog uden torne, og selvom en multihal på Østerbro ikke vil betyde en svækkelse af fælledidrætten, og tilmed vil skabe en masse ekstra parkeringspladser i området, er det klart, at man skal tage hensyn til sensibiliteten hos naboer til denne nye hal. Naboer, som fx beboere på Vesterbro eller i Vanløse, der har taget initiativet til at skabe en elektronisk underskriftsindsamling. Et sådan initiativ er ikke noget særsyn i Danmark. Alle nye byggerier i Danmark har været under stærk protester af meget verbale og stærkt eksalterede mennesker, der med alpehue og håndtegnet skilt har gjort verden bekendt med deres dybeste afsky for forandring. Faktum er, at der ikke er den nye bygning i København, der ikke er blevet protesteret mod.

Nogle gange bliver de til protestanternes store bestyrtelse bygget alligevel, og de næste par år, bruger disse mennesker lang tid på at argumentere hvorfor det prompte skal rives ned, indtil folk bliver trætte af at høre på dem, eller de selv vænner sig til synet. Hvordan nye bygninger overhovedet dukker op i det Københavnske bybillede er et under, for hvis det stod til hr. og fr. Danmark, så boede vi i et museum. Vi boede allerhelst i Den Gamle By i Århus, eller på Frilandsmuseet, for de gode gamle dage, de var gode, og de vender ikke tilbage.

De eneste steder, folk får lov at bygge efterhånden, er ude i Ørestaden, og det er kun fordi, der ingen, der har opdaget, at de bygger derude.

Men ret skal være ret, og naturligvis skal beboerne omkring den nye multihal høres, naturligvis kan de have relevante indvendinger. Men for Brumlebys vedkommende er det ikke en relevant indvending, at de ønsker Brumleby flyttet uden for voldene igen. Byen lever, og hvis man ønsker at bo i en soveby, bør man flytte til Vestegnen.

Alt tyder dog på, at beboerne på Vestegnen kan ånde lettet op. Beboerne fra Brumleby flytter næppe derud, for Flemming Østergård har gennem sine ultimatummer tirret borgerrepræsentationen tilstrækkelig til, at de fandeme ikke vil hoppe og danse, som om Flemming Østergaard var selveste Mærsk McKinney! Og det er desværre nok udgangen på denne sag. I hvert fald indtil videre. Hvis det er umuligt at finde investorer til en multihal i Ørestaden, er det dog slet ikke usandsynligt, at PS&Es produkt finder gunst igen, og hvis det sker, bliver afgørelsen truffet af hensyn til hele Københavns Kommune, og ikke de få i Valby og på Vesterbrogade, der frygter for nærmiljøet i Fælledparken.

Men derfor er det måske alligevel nødvendigt, at vi, der rent faktisk bor i Parkens nabolag, møder op til det planlagte borgermøde, der løber af stablen tirsdag d. 26. november kl. 19.30 i Brumlebys mødesal (Kostalden) Øster Allé 34. Der skal ikke herske tvivl om, at der er to sider i denne sag.

Martin CX

Ugens numre:

Run DMC: 'It's Tricky'
En af rappens allerstørste profiler Jam Master Jay, der var DJ i Run DMC blev skudt og dræbt for et par dage siden. Run DMC's betydning for hip hoppens udbredelse er svær at overvurdere, da de var blandt de første der virkelig slog igennem på MTV og bragte musikken ud til mainstream musikforbrugerne. Derudover lavede de nogle fantastiske numre, og blandt de mest kendte er dette.

Lush 'Ladykillers'
Et fint lille rocknummer, jeg genfandt ved et tilfælde.

Ugens citat:

»De har skudt ham! De har skudt Bobby Kennedy!«

Colin Shindler satte sig op i sengen.

»Hvorfor ind i helvede ville nogen skyde Bobby Kennedy? Vi har lige vundet mesterskabet.«

Naboen hylede stadig op om, at nogen havde slået Kennedy ihjel. Shindler forsøgte at samle tankerne.

»Nå, nu var han jo kun reserve,« svarede Shindler og rystede på hovedet over, hvor langt ud denne galning af en Manchester United-fan måtte være kommet. Shindler ræsonnerede videre.

»Hvis han så havde skudt Colin Bell eller Mike Summerbee, ville det da være til at forstå. Men Bobby Kennedy! Nå, måske var den gale attentatmand til stede på Stamford Bridge og så den forfærdelige misforståelse mellem Kennedy og målmand Ken Mulhearn. På det tidspunkt var vi flere tusinde, der godt kunne have trykket på aftrækkeren.«

Colin Shindler "Manchester United Ruined my Life"
(Joakim Jacobsens oversættelse)