Godaften! Ja, du skal ikke lade dig forvirre af, at jeg atter en gang er trukket om bag ”den forkerte” side af bardisken. Den kære Jan, som ellers har vagt i aften, skulle lige løbe et ærinde, og én skulle jo tage i mod bestillingerne, så jeg ofrede mig gerne.

Selvom de fleste af os stamgæster – og gæstebartendere – i høj grad er vanemennesker og ikke bryder os om, at der ændres for meget ved forholdene hernede, føler jeg mig i øvrigt inspireret af den ferie, jeg nyligt er kommet hjem fra, til at opfordre dig til at prøve lidt nyt. Var det ikke noget med en drink for eksempel? Jeg kan både lave en Black Russian og en Tequila Sunrise, selvom det i sidstnævnte tilfælde lige tager et par minutter…eller ti!

Hvis dét ikke var noget, har jeg også taget nogle øl med hjem fra ferien, som du måske mere har lyst til at prøve kræfter med. Frisk fra de tanzanianske bryggerier kommer den velsmagende Kilimanjaro, der i øvrigt er brygget på majs, og Safari, der efter sigende skulle være den mest populære i hjemlandet, hvilket måske hænger sammen med, at den er lidt stærkere. Endelig har jeg også tager en Tusker fra Kenya med, som varmt kan anbefales. Ja, det vil sige, at jeg anbefaler, at den nydes kold og ikke varm, som det ellers er kutyme på de kanter. 

Da der var lidt langt mellem internetcaféerne, kunne jeg under min ferie ikke rigtigt følge med i fodbolden herhjemme. Vel tilbage i Danmark kunne jeg dog forstå, at fædrelandet havde vundet en pligtsejr i en mere eller mindre ligegyldig landskamp, og at FCK ligefrem havde udbygget forspringet til de nærmeste konkurrenter ved at spille 1-1 i Parken mod FCM i en kamp, der åbenbart havde været på det jævne.  

Så gik det straks mere lystigt for sig i FCKs næste superligakamp, som jeg træt af alt rejseriet kunne nyde hjemme fra lænestolen. 3-0 blev det over Viborg, og uden egentlig at spille sig ud demonstrerede FCK en klasseforskel, som også Viborgs træner, Søren Kusk, måtte erkende efter kampen.  

Forventningerne var derfor store til min første livekamp med FCK i flere uger, nemlig søndagens hjemmekamp mod Farum. Og forventningerne blev til fulde indfriet. Som bekendt udviste FCK en sjælden set skarphed i kampens første halvleg, og lagde dér grunden til den stensikre 4-0 sejr. Selvom man måske til overflod kunne have ønsket sig, at målene var fortsat med at rasle ind bag Henrik Zarp i anden halvleg (jeg kan dog godt forstå, hvis spillerne sparede sig til midtugekampen mod Herfølge, da først sejren var i hus), var helhedsindtrykket så positivt, at jeg kun hæftede mig ved to uheldige episoder under denne magtdemonstration. Den ene foregik inde på banen, medens den anden foregik udenfor.

For at tage den sidste først, er det mig ubegribeligt, hvad der kan få fans til at buhe af deres egne spillere, som det var tilfældet, da Lønstrup blev skiftet ind i stedet for en småskadet Peter Møller. Manden havde ikke engang rørt bolden første gang, før enkelte primater på Nedre C følte sig kaldet til at vise, hvad de forstod ved ordene ”opbakning” og ”loyalitet”. Heldigvis lod kaptajnen sig ikke slå ud af velkomsten fra disse tosser og indledte en glimrende indsats med at score hovedstødsmålet til 4-0, lige som han havde et brag af et frispark i 2. halvleg. Pudsigt nok fortsatte Lønstrup i øvrigt målstimen ved at score til 1-0 i onsdagens pokalkamp, men så var det til gengæld også slut med Lønstrups genfødsel som målscorer. Som bekendt måtte Lønstrup få minutter senere udgå med en skade, der åbenbart vil holde ham ude af holdet resten af efteråret. Men om ikke andet vil dette triste farvel dog sikkert glæde den lille gruppe historieløse FCKfans, der tilsyneladende hellere ser en af vores sidste veteraner fra FCKs dannelse humpe skadet rundt uden for end score mål inde på banen. Forstå dem, hvem der kan.

Den anden uheldige episode stod en i øvrigt storspillende Martin Albrechtsen for. Tidligere i kampen havde denne forsvarskæmpe pådraget sig en advarsel men i kampens døende minutter væltede han alligevel en Farumspiller omkuld med det resultat, at han dermed helt korrekt fik sin anden advarsel og dermed det røde kort. Med tanke på, at vi på det tidspunkt førte 4-0, og at Farums angribere indtil da ikke ligefrem havde udvist skræmmende styrke, måtte beslutningen om at begå det kluntede frispark siges at være mindre velgennemtænkt. Man kunne ligefrem føle sig fristet til at tro, at Albrechtsen havde lyttet lidt for godt til sin agent, der få dage forinden havde efterlyst hårdere spil af den unge forsvarsspiller, men efter kampen kunne han nu brødebetynget fortælle, at han i situationen ganske enkelt havde glemt, at han allerede havde fået en advarsel tidligere i kampen! Det kan nu undre al den stund, at denne advarsel faktisk var den første, han havde fået siden pokalfinalen i maj måned! Med den form for korttidshukommelse, håber jeg ikke, at kæresten sender Martin alene i Superbrugsen uden huskeseddel. På tidspunktet hvor han når kasseapperatet med indkøbsvognen proppet med varer, som ingen i husstanden har brug for eller har bedt om, vil han jo ikke engang kunne huske, hvordan han finder hjem igen!

Hermed stopper mine brokkerier over vores forsvarsgeneral imidlertid også. Han har ganske enkelt gjort det fremragende i dette efterår, og det kan vist desværre kun være et spørgsmål om tid, før vi må vinke farvel til denne talentfulde spiller, advarsler eller ej. 

Selvom det ikke er alle hans holdkammerater, der har udvist samme stabilitet hele efteråret igennem, finder jeg det i øvrigt også svært at beklage mig over resten af holdet. Bedømt over alle sæsonens kampe indtil nu, har holdet ganske enkelt virket som om, at det befinder sig i en anden klasse end landets øvrige superligahold, og en samlet presse har da også efter weekendens resultater haft travlt med på forhånd at udråbe holdet som den samlede vinder efter alle sæsonens 33 runder. Nu kan der jo ligge meget taktik i enten at påtage sig en favoritværdighed eller med vold og magt at undgå en sådan, men jeg kan nu ikke lade være med at mene, at det faktisk klæder klubben ualmindeligt godt med denne respekt, og at det er dejligt at konstatere, at forventningspresset for en gangs skyld er berettiget. Det var vel for helvede det, vi blev skabt til tilbage i 1992!

Når man nu har fulgt klubben igennem en årrække, kan det imidlertid være svært at vænne sig til disse nye tider. Selvom vi efterhånden har ligget i toppen af dansk fodbold i flere år nu, virker det som, at vi fans stadig trives bedst i modgang. Mine bartenderkollegaer har sammen med andre allerede udbredt sig om, at stemningen på Nedre C ikke helt er som i gamle dage. Dengang man aldrig turde gætte på resultatet før en kamp i Parken endsige forudse hvilke navne, der optrådte i spillertruppen eller på posten som træner eller direktør, bare en uge frem i tiden. Dette fænomen smitter også af på fansenes opførsel på internettet. Prøv at lægge mærke til det på Sidelinien; efter en sejr er der næsten altid langt færre indlæg end efter et nederlag. Det falder os åbenbart mere naturligt at beklage os, når tingene går skidt, end at glæde os, når det går godt. 

Men her har jeg et godt råd til alle. Hvis du virkelig føler svært ved at sætte pris på, hvor godt vi har det i dag, så tænk tilbage på, hvor skidt vi faktisk havde det i ”de gode gamle dage”. Hvis hukommelsen ikke helt er, hvad den har været, kan det måske hjælpe, hvis jeg finder et nutidigt eksempel frem for dig. Og hvis jeg skal være rigtig pædagogisk, bør eksemplet endda nok også stamme udenfor klubbens egne rækker, for hvis man vil lære noget om sig selv, kan det til tider være nødvendigt at betragte andre. Når man sådan har det hele lidt på afstand uden at have de store følelser i klemme, kan det være ulige nemmere at få øje på den store sammenhæng.

Men hvem skal vi dog hive frem til at illustrere min pointe? Jo, nu har jeg det! Ingen ringere end vores gode gamle venner fra vestegnen! Og de er faktisk ualmindeligt velegnede til dette formål, da klubben derude i øjeblikket er ved at gennemleve flere af vores gamle stadier på én gang!

Hvis jeg nu nævner fans, der klamrer sig til overbevisningen, om at deres hold til tider spiller rigtig flot fodbold, medens omverdenen mere hæfter sig ved, at det ”flotte spil” og den ”massive spilovervægt”, mest udmønter sig i, at bolden trilles rundt midt på banen, medens angriberne skamløst brænder de få chancer, som holdet trods alt tilspiller sig, medens forsvaret er friske på minimum én hjerneblødning pr. kamp, der som regel bliver udnyttet af det taknemmelige modstanderhold, er der så en klokke, der ringer? Ja, det er sgu da en beskrivelse af FCK fra midten af 1990erne og nogle år frem, hvor vi ikke fik en skid ud af alle anstrengelserne, men hvor vi i stedet måtte trøste os med, at vi spillede ih så pænt, medens vi vrissede surt af de hold, der havde forstået, at et hold både består af forsvar og angreb.

Eller hvad med en fodboldledelse, der melder ud, at man nu prøver at bygge et nyt storhold op på basis af egne unge talenter, og at fansene derfor må have tålmodighed og give klubben arbejdsro i et såkaldt ”mellemår”, medens træneren med en mere og mere anstrengt mine forsøger at give en plausibel forklaring på, at  man hverken kan se nogen synderlig udvikling i spil eller resultater? Ja, det er da FCK i 1999/2000 sæsonen, hvor ledelsen under mantraet ”processen” sparede sammen til at kunne give den næste træner stort set frit valg på alle hylder, medens en nedbrudt Kim Brink endte med at komme med næsten surrealistiske beskrivelser af fodboldkampe, der ikke mindede meget om dem, vi andre havde set.

Nu er der selvfølgelig også forskelle mellem nutidens Brøndby og fortidens FCK. Hvor vores klub til sidst havde penge nok, men blot vægrede sig ved at åbne op for pengepungen, da ledelsen længe før Kim Brink vidste, at det ikke var ham, der skulle stå bag genrejsningen af FCK, har Brøndby i dag ikke mange kontanter at gøre godt med. Når man for det første har skullet spare på lønningerne til gamle marginalspillere med lang superligaerfaring, som derfor fik sparket (eller måske rettere sagt; brevet), og for det andet ikke har kunnet købe etablerede spillere som erstatning, er der jo kun ynglingespillere tilbage, når de foretrukne elleve løber ind i skader og karantæner. Og hvor FCKs fans ret hurtigt mistede tiltroen til Kim Brink og alle hans systemer, udviser fans og ledere på vestegnen åbenbart stadig en tålmodighed overfor Michael Laudrup, som andre dødelige blot kunne drømme om.

Men lighederne er der, og det handler om penge. Hænger de store sedler ikke løst, er klubberne tvunget til at skrue ned for blusset, men hvis de ikke ønsker at skræmme deres fans og sponsorer væk, må de pakke nedjusteringerne ind i pæne floskler. Og hvis det strider imod fansenes selvopfattelse ikke længere at være med helt i toppen, må de også finde på noget, der kan få de dårlige tider til at glide lettere ned. Her er det, at vendinger som ”det er jo kun midlertidigt, det skal nok blive bedre til foråret…eller næste år…eller næste årtusinde” og ”måske vinder vi ikke alle vores kampe, men vi spiller sgu bedre og mere positivt end alle de andre!” spiller en vigtig rolle. Eller skåret helt ind til benet; det handler om bedrag og selvbedrag.

Nå, savner du stadig de gamle dage? Nej, det tænkte jeg nok, så tag dog og nyd vores succés sålænge det varer, for du jo aldrig, hvad morgendagen vil bringe…  

Hans

 

Ugens jukebox:

Ugens albums:

Coldplay: A Rush Of Blood To My Head

Hvilken værdig opfølger til det fremragende debutalbum ”Parachutes” fra drengerøvene i Coldplay! De bygger her videre på takterne fra forgængeren, uden at det hele ender som en bevidstløs gentagelse af ”Yellow”. Der er selvfølgelig stadig en følsomhed over gruppens sange, som vil kunne skræmme de største kynikere væk, men alle 11 numre holder, og hvis du kun køber én pop/rock plade om året, er denne et godt bud.

 

Thievery Corporation: The Richest Man In Babylon

Efter at chill out/lounge genren i den grad er blevet kommercialiseret og har nået et folkeligt gennembrud med TVreklame promoverede opsamlingsplader med opskrab af kedelige numre fra de sidste 20 år, er det befriende at høre, at nogle af de gamle pionerer inden for genren stadig udgiver nye plader. Duoen er måske ikke ligefrem banebrydende på denne udgivelse, men den lækre vellyd forstår de stadig at få frem som få andre. Dubrytmerne kombineret med etniske strengeinstrumenter holder vand lidt endnu.

 

Ugens singler: 

I en uge, der bød på det første singleudspil fra Jon fra Popstars no. 2, mistede jeg midlertidigt lysten til at anmelde singler.