Hvad sagde du? En blå lastbil? Skriv det ned, mand! Nå, en stor Classic. Det kunne du bare have sagt. Men okay, det gjorde du jo nok også ved nærmere eftertanke. Der er bare den hage ved det, at min hørelse er komplet ødelagt i aften. Jeg har en heftig summen for ørerne og kan ikke høre et suk af hvad folk henvender sig med, og det er alt sammen på grund af i går aftes.

Som sædvanlig droppede vores gode stamkunder forbi hernede for at se onsdagens runde i Champions League. Og klokken otte fyrede jeg så op under fjernsynet, du ved, den lille kasse oppe i hjørnet, for da startede optakten. Jeg fik nok skruet lige entusiastisk nok op, men havde ikke regnet med at fjernbetjeningen ville ryge på gulvet og splintre i 43 stykker, da jeg kom til at skubbe den ned fra sin hylde i forsøget på at række efter en flaske Tanqueray.

Resultatet var det triste, at lyden hverken var til at regulere opad eller nedad hele aftenen. Og skifte kanal kunne vi heller ikke. Vi tændte og slukkede, og kiggede bagpå for skjulte knapper, men kunne ikke gøre noget som helst ved lydstyrken. Og mens den var til at leve med under kampene, så gav det os for alvor et problem under reklameblokkene.

Den sædvanlige Viasatfinte var i funktion: få folks opmærksomhed ved at blæse lyden 30% op i styrke når reklamerne begynder. Så på et kraniesplittende decibelniveau kunne vi opleve hvorfor kommercielt tv kun fungerer på et enkelt præmis: at man har en fjernbetjening med en velfungerende mute-knap, som man desuden kan zappe med. Og slippe væk fra den der bagkloge, talende hund der spørger om man har brug for mere plads at bo i, fra de der sygeligt irriterende Toms-chokolader og deres arkaiske brandere, og ikke mindst fra de to der må være Rollo og Kings fætre, som bliver ved med at minde om at der skal penge til. Ja, det skal der vel. Hvilket er grunden til at I vælger at fremstille jeres meget begrænsede talent ved at indspille en belastende reklamejingle i stedet for at udgive jeres musik.

For nylig var der en reklame i avisen fra Dansk Skuespillerforbund, en protest mod nogle teaterlukninger. Opfordringen i reklamen var: Vælg to af disse skuespillere som du aldrig mere vil se på film og tv. Okay, det er nemt: Søren Pilmark og Kirsten Lehfeldt har jeg ikke skyggen af lyst til nogensinde at se igen i deres stinkende dårlige og fornærmende umorsomme reklamer for DSB og for en eller anden art kaffe, og skulle de ikke spille med i film heller, ville det afgjort være til at leve med. Og skulle Lehfeldts makker Søs Egelind aldrig vise sit fjæs eller lade sin stemme høre igen, så er intet tabt, om det så er i Kongeriget, som frisør i kaffereklamer, eller som stemmen til pelsvæsenet Harry, det stofdyr i Danmark som allermest fortjener at blive udsat for en flammekaster.

Men værst af alt, endnu værre end ham den selvgode glatnakke der spiser sin sunde morgenmad i Wasas reklamer - "du bliver hvad du spiser"; ja, så spiser han åbenbart narrøv i knækbrødsform under navnet Wasa, for det er hvad han tydeligvis er blevet - er desværre det hø som vores hovedsponsorer Carlsberg har valgt at plage os med. Nej, hvor er de tunge. I kender dem, de der uendelige sketches med "Et par Carlsberg kommer på bordet" osv. De sketches, hvor enhver lille pointe eller ironi der måtte være er blevet sendt med telegram aftenen forinden. Som den hvor Taxa-Mike kommer i sit firsertøj, med svenskerhår og skægstubbe, og skal forestille en fodboldfan anno 2002, med øl i glas og ryggen til skærmen, og fabler om 'Nielsen'. 

Hvad har de gang i? Hvilken marketingchef kunne i ramme alvor mene at det var morsomt, og at det var pengene værd at betale utvivlsomt skyhøje honorarer til stort set hele eliten af yngre danske skuespillere for at være med i sketches, der kunne have været skrevet af en femårig, hvis ikke det var fordi ingen femårig kan holde koncentrationen i de syv-otte tørre minutter som de reklamer synes at vare? Nej, Mikkelsen, det er ikke Politikens kokkehuer, men bare nogle af bomuld. Nej, Cukic, det er ikke dén Helena Christensen du får til bords, men en gammel hejre af samme navn. Nej, Carlsberg, det var ikke sjovt efter et minut, og det er stadig ikke sjovt efter to år, så drop det.

Heldigvis var der da andet end reklamer i tv i går, men desværre var den kamp som TV3 havde valgt at vise omtrent lige så tæt på et dramatisk internationalt liv-og-død-opgør, som Carlsbergs reklamer er på vellykket situationskomedie. Det var måske en af Viasats pinligste stunder nogensinde onsdag aften, og man måtte krumme tæer på vegne af den normalt så dygtige kommentator Jes Holm Andersen, som nærmest var blevet sendt ud som en art krydsning mellem en pranger og en cheerleader. Han skulle både overbevise seerne om at den kamp de så var særdeles vigtig, og at den var særdeles underholdende, mens der ikke var det sædvanlige opbud i studiet inden kick off - man kunne mistænke, at det var fordi man trods alt var flov over kampvalget.

Hvis Leverkusens kamp i Manchester var vigtig, så var det ikke gået op for Klaus Toppmöller. Han valgte nemlig at stille op med et decideret Ørestadshold, med et forsvar bygget op omkring teenageren med det juleagtige navn Kleine. Og underholdende var det også på en julelignende måde, nemlig som et hyggestævne i KB-Hallen 27. december, hvor man spiller om kejserens skæg. En kamp uden skyggen af nerve, og hvor Leverkusens straffesparksskytte ikke engang gad sigte efter målet. Men, kunne jeg høre gennem den tiltagende tinnitus, en kamp som blev fulgt til dørs af et nærmest hysterisk antal superlativer trods den totale mangel på betydning.

Gad vide hvor meget ros der i så ville være faldet af til den kamp som 3+ naturligvis burde have vist i stedet, Feyenoord-Newcastle, hvor begge hold levede med et absolut krav om at vinde, hvis de overhovedet skulle have en chance for at gå videre. Det var en fantastisk kamp, en kamp som havde alt, inklusive en afgørelse i overtiden, og en kamp hvor både Dinamo Kiev, Feyenoord og Newcastle undervejs var videre i turneringen. Desuden en kamp der blev vist forskudt midt om natten, mens en ligegyldig showkamp kom direkte. 

Jakob Kjeldbjerg har allerede med en streng mine forklaret, at når Man United kommer øverst i prioriteringen, så er det ene og alene et spørgsmål om seertal, hvilket vil sige reklamer, hvilket vil sige indtægter. Så de der vil have andre hold på skærmen kan i bund og grund rende og hoppe. Fair nok, men som fodboldmand må han gøre op hvor fedt det er for ham at præsentere en gang Man U-fanpleje fremfor et fodboldprogram. Det har han nu nok i øvrigt fint med; andet er garanteret naivt at tro. Ham om det.

TV3 har i hvert fald sine favoritter, og de spiller traditionelt i rødt: Jes Holm Andersens anprisninger af tomgangen på Old Trafford virkede trods alt ret afslappede ved siden af hans kollega Jeppe Horskjærs nærmest hysteriske støtte til Liverpool natten før. I Basel var der mere end 30.000 tilskuere der piskede hjemmeholdet fremad, og i studiet var der en kommentator som med næsten samme energi og forudindtagethed kunne støtte Liverpool frem mod hans og deres fælles mål. Tårerne piblede nærmest frem, når han skulle beskrive de onde schweizere der åbenbart trak tiden ud - uvist hvordan. Jublen ville ingen ende tage, da Owen fik moslet sit straffe ind i anden omgang. Og til sidst var tristessen til at tage og føle på, da comebacket viste sig forgæves. 

Hvad pokker, Real Madrid og Man United er begge videre, så med lidt held kommer de igen til at spille på hver sin dag, så vi slipper for at se andet - ja, altså undtagen deres modstandere. Og lad mig så i øvrigt gentage hvad der måske ikke er umiddelbart tydeligt fra det ovenstående, at TV3 og Viasat gør et forrygende job for at få vist fodbold her i landet. Deres udbud er storslået, deres dækning af ligaen er aldeles fremragende, og Det' Bare Fodbold er glimrende, og burde om noget bare vare en time mere, så de interessante emner kan drøftes i flere detaljer. Det er deres Man United-trip, der er det klart mest stødende, resten er småting.

De har først og fremmest hævet ligadækningen til et uhørt plan, og derfor var det kvalmende at høre - jeg så det ikke selv, for jeg er ikke så vild med håndbold og ikke så bange for 'hooligans' - at TV2 havde indledt deres første superligaklip i fire år med at spille omkvædet "football's coming home" fra 'Three Lions'. Hvilket utroligt hykleri, når man tænker på at for fire år siden var den danske ligafodbold TV2's rødhårede stedbarn, anbragt i et 'hjem' der vanrøgtede den, og hvis indehavere siden jog den på porten, og i de sidste fire år konsekvent svinede den til på måder som aldrig kunne blive for perfide til redaktionens smag. Føj for helvede.

Så, nu steg blodet lige til hovedet, og ørerne hviner for fuld kraft nu. Det er nu ikke kun tv's skyld. Vi var også på Gladsaxe Stadion i søndags, vi bartendere, og tog plads på tribunen for endelig at få set mere end en halv kamp derude. Det var der nu ikke meget vundet ved, for kampen var særdeles ringe, men det kunne da ikke være værre end at stå på den kummerlige jordvold nede for enden.

Og dog, for efter kampen kunne vi på Sidelinien læse om at man ikke kunne høre noget i højttalerne nede for enden. Hvilken fryd det må have været! Oppe på tribunens øverste del sad vi, komplet bombet og sænket af det gyselige lort med DJ Aligator i spidsen, som ledsagede AB-cheerleadernes talentløse men meget lange gymnastikopvisning inden kampen, hvis samfulde ti minutter endda blev gentaget i pausen. For fanden hvor er det tamt at se på otte storfrysende skolepigers hop på stedet foran et rystende uinteresseret publikum, mens man samtidig får blæst hele Absolute Dance 65 i fjæset. 

Det stinker af halbal og amatørklub, og det samme er der mange ting der gør ved AB disse dage. Det eneste der lugter af professionelt foretagende er at de hælder penge ud af vinduet i et tempo, der vil få selv Chelseas eller Lazios økonomichefer til at spidse ører og sige "der kan man godtnok bare se". Check f.eks. i Ekstra Bladet, hvor meget AB's bestyrelse får for at gøre det job, de har gjort så flot at AB's aktie nu er stort set værdiløs.

Den slags udgifter står i skærende kontrast til når man står en hvinende kold dag i november på et temmelig godt fyldt stadion og håber på at få lidt varmt at drikke i pausen, for så at gå i en bod og få at vide, som de fleste andre, at der ikke er noget varmt vand. Jamen så kan det jo også være rystende ligegyldigt. Tilbage til pladsen ovenpå, og fra trappen kan man så kigge lige ned i boden. Bag en væg står to gule elkedler og varmer vand, det bedste de har lært, og ved siden af står to hvide termokander og venter på at blive fyldt. To kedler til halvdelen af den fine nye tribune, på en dag hvor det er tæt på frostvejr.

Vil de ikke tjene penge derude? Vil de gå konkurs? Det er jo idioti. Nogle ville måske mene, at man kunne have brugt f.eks. den gode halve million som de to afgåede bestyrelsesmedlemmer Flagstad og Pedersen har fået for deres indsats i år, som mest har bestået i at fortsætte spildet af penge i forbløffende mængder, til noget mere fornuftigt. F.eks. at købe flere elkedler, som ret beset kunne generere en del flere indtægter end AB's bestyrelse har klaret. Måske endda så meget som et firecifret beløb, hvilket, kan jeg afsløre, er flere penge end de syvcifrede minusbeløb ledelsen derude er så glade for at bogføre. 

Jeg vil gå endnu videre og foreslå AB dette: køb seks-syv gule elkedler i Elgiganten, få måske forhandlet en beskeden mængderabat frem, og lad de kedler udgøre direktion og bestyrelse i AB A/S. De kan umuligt gøre det værre end deres forgængere på posterne.

Men det er jo let nok for os at sige, for Parken har sit på det tørre. Ovre i hjørnet sidder mine kolleger Holger og Saxo og skåler i højt skummende fadøl, fordi de var blandt de kvikke der nåede at få billet til sommerens paradenummer i det københavnske levende musikliv, Bruce Springsteens koncert i juni. To timer gik der, så var de billetter væk. 

Sådan kan det jo gå. Det er ikke et spørgsmål om at folk langt oppe i halvtredserne ikke kan trække publikum, men kun om at man må lære at finde ud hvem der er værd at satse på. Her var ikke det store behov for at lave Fan Club-rabatter, at komme med forblommede undskyldninger om 'det sårbare græs i den sydlige ende' samt for Carlsberg at købe et antal tusind billetter, som følger gratis med, to ad gangen, hver gang man køber en Hof. Her kan Sakamoto lære en lektie.

Ikke at de formentlig kan bruge den til det helt store, for guderne må vide hvad Sakamoto egentlig står for disse dage. Deres hjemmeside er oppe igen, men det samme er en hjemmeside for et projekt ved navn Evolver, og det er da påfaldende som navnene, undtagen ikke mindst den navnkundige Jan Amtrup, går igen fra Sakamoto A/S til Evolver ApS. Travle mennesker, åbenbart. Det imponerende ved dobbeltlivet er da også ikke mindst hvordan de klarer at holde de to firmaers eksistens skjult for hinanden, for mens de fleste ansatte åbenbart har fingrene i begge tærter, så er der ikke et ord på nogen af siderne om det andet firma…

Og ikke nok med det, men Evolver kan afsløre, at de har Prodata Consult som medejer. Samme firma som Sakamoto erklærer, at de har som kunde! Endda deres allerseneste kunde, en aftale indgået i maj! Al den synergi, og så kender de ikke hinanden! Det er da næsten synd. Og lidt overraskende, når kontaktchef Alex Nyborg Madsen ellers hævder at 'holde alle linjer åbne udadtil', og når begge firmaer tror på kommunikation generelt.

Samme Alex og hans firmaer hævder i øvrigt at have branding blandt deres kompentencer (sic), men noget kunne tyde på at Alex ikke er så skarp til det med at brande, præcis som antydet af Flemming Østergaard i mandagens Det' bare fodbold. For eksempel ser det ud til at Sakamotos medejere Brøndby IF nærmest har glemt, at Sakamoto eksisterer. Et søgeresultat på ordet Sakamoto viser at seneste nyhed om firmaet snart er et halvt år gammel. Og her taler vi om et aktieselskab, BIF A/S, der ellers sender en fondsbørsmeddelelse ud, når de udgiver en bog. Tynd branding, ville jeg mene - hvordan vil Alex brande Brøndby når det kniber med at brande sig selv?

Om det er de udeblevne rapporter om Sakamotos triumfer, der har fået BIF-aktien ned på den nuværende kurs 39 ved jeg ikke, men det er da snart på tide at BIF lader deres aktionærer vide hvor flot selskabet klarer sig. Jeg mener, lige nu virker det jo næsten som om man har oprettet et aktieselskab, der er gået nedenom og hjem, og hvis medarbejdere allesammen er skredet videre til et nyt firma, hvilket man er lidt flov ved at indrømme. Og det ville da være forfærdeligt, hvis folk fik det indtryk og det ikke var sandt?

Men det var en afstikker. Tilbage til Springsteen, som jeg selv besluttede mig for at skyde en hvid pind efter. Jeg har aldrig set ham live og kommer ikke til det, for jeg er bange for at blive slemt skuffet, i forhold til at alt hvad jeg elsker manden for ligger fra 1984 og bagud, og i øvrigt er jeg ikke vild med stadionkoncerter i det hele taget. Men hvis man er lykkelig over The Rising - det er mine to medbartendere, mens jeg ærlig talt synes den er lidt lang i spyttet - og generelt fan af Bruce, så er det da bare at komme til lommerne og afsted til billetkøen. 

Det giver i hvert fald langt mere mening end det absurde syn man kunne se foran Imperial i de par uger der er gået - nørder, nørder i telte så langt øjet rakte… idet øjet dog ikke rakte rundt om hjørnet og ned ad Kampmannsgade, hvor teltkøen fortsatte. I flere uger lurede nørderne på at komme ind og se den seneste film om trolde og dværge over en af Tolkiens bøger. Og mens det i forvejen virkede bizart, at man gad vente så længe i gyselig novemberkulde, når man på et par dage ville kunne tjene penge nok til at betale selv den mest ublu sortbørspris for en premierebillet, så blev jeg lige i dag mindet om en anden vinkel af en gæst: der er 1.100 pladser i Imperial, hvoraf de fleste er med et helt strålende udsyn, så hvorfor pokker ikke gå ned aftenen før, lade folk foran købe de første par hundrede billetter, og så selv anskaffe sig nogle fortrinlige pladser uden ugers bivuak forinden?

"Du forstår det jo ikke" - nej det ved gud jeg ikke gør. Men det kunne da være værre. Med en uge til billetsalget åbner, og med minus syv og snevejr på vej, har de tilsvarende nørder i Sverige fået forbud mod at have telte, fortæller Aftonbladet, og må nu overnatte under åben himmel. Så kan de sgu lære det! Kom dog ind i kampen…

Det var lidt om de uansættelige. Ja, en stund frygtede man nærmest, at det også var en mærkat man kunne sætte på vores gamle idol Diego Tur, for nu at springe lidt i emnerne igen. Efter sommerferien gik der jo en rum tid, før han blev interessant for nogen klub, og mens det var godt at se ham få en kontrakt og noget spilletid i Aalborg, så ser det ikke ud til at de vil beholde ham. Og så kommer der jo en tid hvor man skal kigge videre. En klub der har brug for en god (og billig!) midterforsvarer, som måske ligger i Københavnsområdet, og som ikke er København eller AB, hvor han har været og er rejst igen. Hvem så? Brøndby, som han blev sat i forbindelse med, selv om der hurtigt blev lagt låg på de spekulationer, hvilket jo er skik og brug.

Mit tip til Diego: gør det dog, hvis BIF er interesserede. Guderne skal vide, at det vil føles akavet at se Tur i en af de grimme, stumpede, blågule Adidastrøjer, men det er intet der kan frarøve mig den respekt jeg har for hans indsats for København i ni et halvt år. Der må trods alt være en forskel i den måde man bedømmer spillere på, som er skiftet til rivalklubben.

Hvad angår f.eks. Peter Møller, var det problem han stod med da han kom tilbage, at han havde forladt København i rigtig dårlig stemning i sin tid, og at han ikke havde holdt sig tilbage med kritikken siden da. Det kom han til at betale for, en betaling som alle undtagen de mest stædige jo nok vil mene er faldet - og lidt til. Det har der overhovedet ikke været tale om med Diego. F.C. København ville ikke forlænge med ham, AaB vil åbenbart heller ikke, og så kan han altså ikke leve af den respekt og hengivenhed han ellers måtte have blandt os fans.

Det må være muligt at foretage klubskifter mellem Brøndby og København, og vice versa, direkte og indirekte, uden at det behøver at være grobund for at deklarere en fatwa, og hvis ikke en spiller som Tur kan gøre det, så er der vel nærmest ingen. Der er i hvert fald ingen der kan mene, at hans periode hos os var som en lejesvend eller en lykkeridder. Og skifter han til rivalen, så er det jo overhovedet heller ikke udslag af simpel grådighed, som hos en Barmby eller Figo, eller hævntørst som hos en Michael Laudrup, men bare ønsket om at kunne spille fodbold.

I øvrigt ville jeg først og fremmest føle en art tilfredsstillelse ved at se Brøndby vende sig mod en spiller som, med al respekt, ikke har været materiale for en startformation herinde i årevis efterhånden, og som har sine bedste år bag sig - nemlig helt tilbage i midthalvfemserne. Han ville helst spille i København, næsthelst i Brøndbys rival du jour AaB, og dermed, hvis han tager til BIF, trediehelst der. Har man hørt noget lignende før? Det er en interessant og ret ny situation, hvor man åbenlyst taler om at en spiller som vi har kasseret, og som er oppe i 30'erne, kunne være en mulig forstærkning for Brøndby.

Ovenikøbet spilleren som her er afbildet efter en af de få sejre i sæsonen 1996/97, et billede som har vakt jubel vestpå, da han giver et ordentligt kram og måske endda et smækkys til en tilskuer i Parken. Hvad det slemme skulle være ved det er uklart, herregud, det er vel bare den latinske sans for drama og passion som kommer frem her, men den slags virker det som om der er lidt usikkerhed og berøringsangst overfor derude. Måske en idé at vænne sig til det allerede nu.

Og med de ord vil jeg lukke baren, og lukke arret, for denne gang. Det er alligevel blevet alt for sent, men når der nu er rigelige mængder at snakke om, så er det jo nærliggende at blive ved. Nu kommer den tydelige summetone i ørerne dog fra at have hørt på mig selv, så det må være nok. Jeg vil gå hjem og læse i Don Ø, som jeg fik af forfatteren selv ved receptionen i dag - og det kan da være at jeg lægger den under disken, så de andre bartendere også kan læse lidt i den. 

En enkelt ting mangler der i den, har jeg allerede kunnet konstatere, men det kan man bestemt ikke bebrejde Flemming: den kendsgerning, forlængst glemt af de fleste, at tilnavnet Don Ø blev fremtryllet på Sidelinien af den sagnomspundne Dr. Dement, en af Fusionsnipsernes grundlæggere. Blot en lille del af F.C. Københavns historie, som opstod lige dér. Lad det være nattetanken for denne gang.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Kent: 'Vinternoll2'
Taget fra en ny dobbelt a-side, hvor den anden sang er 'FF' fra Vapen & ammunition, er 'Vinternoll2' et mindre comeback til det mere aggressive og guitardrevne Kent, som man ikke så det store til på albummet. Og selvfølgelig er sangen udstyret med det helt store omkvæd og melankolske linier om vinteren, som det sig hør og bør. Men som i gamle dage, før alle b-sider blev ballader i mådeligt tempo, er sangen det mere direkte, upolerede og friske svar på albummets højglans, og det har altid klædt Kent helt strålende også at have den side.

I øvrigt meldes det, at Kent vandt Bedste skandinaviske band-prisen ved MTV-priserne i aften. Og jeg ved at det er let at hakke på Saybia, men det er dæleme da velfortjent at det blev Eskilstuna og ikke Nyborg som den pris gik til.

Håkan Hellström: 'Det är så jag säger det'
Okay, jeg må være ærlig her. Det irriterer mig først og fremmest grusomt, at der er en kopisikring på denne plade, og at jeg ikke kan spille den på en pc. Det er at pisse på folk der bruger 150 kroner på en plade, og som enhver kan se på Kazaa, så forhindrer det ikke nogen i at få alle sangene herfra gratis, hvis de har lyst. Desuden er pladen som så en stor skuffelse efter hans mesterværk af en debut. Alt for meget samba, alt for tynde sange. Og når sangene ikke holder, bliver hans totalt skamløse melodi- og teksttyveri, som også florerede på debuten, en del mere anstrengende, og er en ren farce efterhånden.

Dette er titelsangen fra Håkans nye album, og smukt er det. Det er pladens højdepunkt. Men det burde det også være, for det er et ret gennemført tyveri af Mercury Revs dejlige 'Opus 40' fra den vidunderlige plade Deserter's Songs.

Johnny Cash: 'The Man Comes Around'
Endnu en titelsang, fra Cashs seneste plade. Den må vel også må blive hans sidste, hvis rygterne taler sandt om at manden med leen står og prikker ham på skulderen hele tiden. I så fald går han ud med stil, og intet sted mere end på dette nummer, som citerer frit fra Johannes' Åbenbaring. Johnny Cash der synger om dommedag - det burde være nok til at få folk til at lytte. 

Det er en fantastisk sang, og at manden stadig kan sparke røv når han er 70 og særdeles syg siger alt hvad der bør siges om Cash. 

Ugens album:

Jon Spencer Blues Explosion: Plastic Fang
Mesteren er tilbage for at vise opkomlingene såsom The Strokes og The White Stripes, hvordan man i virkeligheden skal gennemføre det der med at spille beskidt rock'n'roll med fedtet hår. Plastic Fang er et forrygende album, og samtidig det mest tilgængelige Spencer nogensinde har udgivet: en konceptplade om de problemer en ung mand uvægerligt render ind i, når han kan konstatere at han er blevet en varulv. Det er først og fremmest en opdatering af The Cramps' snuskede gamle lyd og miljøer, men med Afghan Whigs' beskidtfunky bund i lyden. Det er, med andre ord, den perfekte musik at drikke øl til.