|
Koncernen |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Du behøver ikke høreværn mere. Vi har styr på fjernbetjening og TV-lyd. Ret beset har den været her hele tiden, fjernbetjeningen. Den remote, kollega -smølle fik raget på gulvet og smadret til molekyler, var husets ekstra fjernbetjening. Det skal man jo ha'. Den "rigtige" havde vi simpelthen gemt for -smølle, hvilket han udmærket godt vidste, men nok var for flov til at indrømme overfor sine stamgæster, al den stund vores godmodige drilleri bundede i lidt "kollegiale samtaler" omkring vagtmødetider og planlagte jukeboksjusteringer. Nå men, det har vi lagt bag os, og fjernbetjeningen er tilbage på plads i baren, så vi igen kan holde styr på lyden. For lige som kollega -smølle og formentlig alle andre bliver jeg også igen og igen stærkt irriteret over det vanvittige lydniveau, som danske kommercielle TV-kanaler åbenbart har vedtaget som standard i deres reklameblokke. Det er uhyggeligt, at vores bargæster skal skræmmes ud af baren, lige så snart fodboldkampen når sin pause, og det er stærkt ubehageligt, når man nyder lidt aftenfrihed ved at slumre hjemme på sofaen til en eller anden ligegyldig TV-udsendelse eller film, for så brutalt og dramatisk at blive revet ud af Morfeus' blide favntag pga. en obskur reklame og skælde fruen hæder og ære fra over, at hun lige havde skruet lyden op med 6-8 trin. For det havde hun selvfølgelig ikke, og det undrer mig til stadighed, at annoncørerne i det mindste ikke i egen interesse konfronterer TV-stationerne med problemet, der vist efterhånden er alment kendt i det ganske land. Det kan næppe være i de reklameblokfinansierende firmaers interesse, at folk zapper bort eller forlader lokalet i reklamepauserne uden i det mindste blot at se og eventuelt forholde sig til reklamerne. Helt uanset om de er okay eller jammerlige. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, for lige i denne tid er der da visse fordele forbundet ved at zappe væk fra reklamerne, endnu inden de toner frem over skærmene. For så slipper man da for den uendelige strøm af julegejl, der giver mig mere kvalme end at fortære en posefuld af de pebernødder en eller anden pavestiv gæst efterlod hernede for et par år siden. Så du skal ikke gøre dig illusioner om at se denne bartender med nissehue og julesokker. Jeg kan maksimalt svinge mig op til at servere en julebajer af mærke efter dit eget ønske, mest fordi vores leverandører forlanger, at vi skal sælge skidtet. Selv tager jeg mig en whiskysjus, men skål med dig.
Nu ved jeg ikke, om det skyldes glemsomhed eller fornærmethed over vores drillerier, men bogen 'Don Ø' ligger ikke under disken, som kollega -smølle ellers havde proklameret. Jeg har derfor ikke haft mulighed for at sniglæse i den bog, der blev sidste uges største samtaleemne i den danske sportspresse, og da mit kendskab til den således er begrænset til diverse brudstykker i pressen, skal jeg ikke komme med nogen vurdering omkring bogen, Østergaard og de eventuelle personangreb, før jeg har læst bogen i sin helhed. Ellers er der jo rigeligt med ris og ros at tage af fra anmeldelser og kommentarer rundt omkring. Både i deciderede sportsmedier og fra mere "alment kulturelle sider". Og som sædvanlig skal der gisnes i øst og vest om Østergaards reelle - sportslige - engagement i FC København og hans reelle forretningstalent i forhold til Parken Sport & Entertainment. F.eks. den obligatoriske "jamen hvem som helst kunne da have lavet en god forretning ud af Parken med de muligheder". Bortset fra at Parkens tidligere ejere ikke kunne, og DBU og andre, der havde mulighed for at overtage driften og risikoen(!), ikke turde, så skal jeg da ikke gøre mig klog på den hypotese. I stedet kunne man vende den om og sige, "at alle åbenbart har kunnet smadre en potentiel forretning i en fodboldklub". Det er åbenbart ikke svært. Spørg i Gladsaxe (90 millioner væk på få år), i Brøndby (et bankeventyr og en dødfødt betonklods), i Lyngby (en konkurs). Spørg videre i Farum, Silkeborg, AGF, OB, Vejle, Kolding, B93, Frem ... man kunne blive ved. Det vrimler jo med "dygtige forretningstalenter" i den danske fodboldverden. Om det er en erindringsbog, en selvbiografi eller et politisk manifest, er der lidt delte meninger om, men hvis Østergaard nærer illusioner om igen at arbejde sammen med visse af de - øjensynligt - i bogen udhængte personer, skulle hans "memoirer" måske have ventet til efter den professionelle erhvervskarriere, eller i det mindste til efter et markant karriereskift. Det er måske så til gengæld nærmere forestående, end man umiddelbart skulle antage? Fælles for alle recensionerne synes dog at være, at bogen er et "must-read" for alle med interesse i dansk fodbold, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om manden. Så jeg har da også instrueret fru bartenderen om, at hvis hun insisterer på at holde juletraditionerne incl. julegaver i hævd også i år - hvilket hun nok gør, eftersom julen 2002 foregår i svigerfamiliens skød - må "Don Ø" da gerne ligge under juletræet. Ligeledes i øvrigt det gamle Køge-koryfæ Erik Rasmussens "Fodbold Gør En Forskel", som jeg har sneget mig til at læse et par særdeles anbefalelsesværdige kapitler i, og glæder mig meget til at læse fra ende til anden. Bl.a. hans opgør med det det tidligere nationale trænerikon, Morten Olsen, er højinteressant læsning og indeholder jo en tangent til et andet nationalikon, der netop er startet i trænergerningen, pudsigt nok samme sted som læremester Morten. Hvor længe er han mon fredet, nationalikon #2?
En ting er stensikker, når Flemming Østergaard udgiver en bog eller blot udtaler sig om et eller andet, eller sågar det mindste kvæk - event såvel non-event - udgår fra direktionslokalerne i koncernen, Parken Sport & Entertainmant. Det giver presse, omgående presse. På godt og ondt, også fordi Østergaard med sin ligefremme, uindpakkede og ikke altid for heldige retorik omgående kalder på reaktioner, også følelsesladede reaktioner i det danske fodboldbagland, og i øvrigt efterhånden også langt videre end blot i fodboldens verden. Uanset Østergaard udtaler sig privat, om fodbold (på FC Københavns vegne), eller som entreprenør (på hele koncernens vegne). Og det giver også altid "modpresse", især fra de øvrige fodboldledere (og tilhængere), der føler sig forfordelt evig og altid, fordi den store, stygge PS&E koncern, og dermed FC København, får "mere presse end de andre". Nu kommer der reelt næppe flere udmeldinger fra FC København end fra de øvrige klubber, bortset fra, at de øvrige fodboldledere også altid reagerer indigneret på alt, hvad der udgår fra koncernen, fra Parken Sport & Entertainment. Også alt det, der ret beset ikke har en hujende fis med fodbold endsige de øvrige fodboldklubber at skaffe. Til gengæld er det måske kun en beskeden brøkdel af det, der bringes i pressen, der rent faktisk stammer fra fra koncernen herinde. For sandheden er jo nærmere, at FC København og Parken Sport & Entertainment simpelthen altid er en god historie, uanset hvilken "event" eller "non-event", positivt eller negativt vinklet, der måtte sive fra koncernens periferi. Eller også laver man historien, for FCK/PS&E sælger billetter, aviser, blade, TV-tid osv. Nu siger jeg koncernen hele tiden, for jeg er da ikke bleg for at vedkende, at fodboldklubben FC København - min interesse i firmaet - er en integreret del af organisationen bag selskabet Parken Sport & Entertainment. Det har jo gennem årene, hvor selskabet gradvist har vokset sig større og mere vidtfavnende, givet anledning til en mængde hånende "bekymringer" fra diverse provinsklubbers (det vil i superligaen sige alle andre end København) ledere og tilhængere, om vi overhovedet kan skelne fodbolden fra koncernens øvrige aktiviteter. Om vi i det hele taget er interesserede i fodbold. Tja, jeg ved ikke med dig, men for mit eget vedkommende og de 5-6000, jeg hver anden weekend står sammen med på Nedre C, er der vist ingen tvivl. Det handler om fodbold, lige som det handler om og lugter af fodbold, når der er daglig træning - og træningskampe - på anlægget på Peter Bangs Vej. Atmosfæren er prik den samme, som da jeg trådte mine første barnefodboldstøvler derude i 1969! At koncernen beskæftiger sig med langt flere aktiviteter end fodbold, både i og uden for sportens verden, kan vi herinde i København jo heldigvis sagtens rumme, ligesom vi selv kan vælge, om vi gider interesse os for det. Det er der ingen med en bizar klubåndsbibel i hånden, der behøver fortælle os, om vi bør gøre eller ej. Derimod kan vi glæde os over, at koncernens aktiviteter sikrer et indtægtsgrundlag til gavn for bl.a. fodboldholdet. Og håndboldholdet for den sags skyld! Og f.eks. kan jeg da glæde mig over en totalt udsolgt Bruce Springsteen koncert, en formentlig udsolgt Robbie Williams koncert, en sandsynlig Rolling Stones koncert (rygtet siger p.t. 13. juli, og den bliver i givet fald også udsolgt) og en hævdet (det siger Ole Olsen i hvert fald) udsolgt knallertkapkørsel, der giver Parken en stensikker lejeindtægt plus f&b mv. salg. Uanset om jeg selv tager del i begivenheden - den sidste af førnævnte fire gider jeg f.eks. med statsgaranti ikke - så kan jeg som fodboldfan og FC København tilhænger glæde mig over, at netop den type arrangementer m.m.fl. også giver mulighed for at bevare og vedligeholde en spillertrup på højeste niveau. For lige kort at vende tilbage til "Don Ø" bogen, så var Østergaard jo i 'Det Bare Fodbold' studiet omkring bogudgivelsen og udover, at man kunne glæde sig over, at den i bogen udskældte Divisionsforening i udsendelsen kom til at fremstå endnu mere eklatant som den mest talentløse og overflødige størrelse i dansk fodbold (selv DBU virker som en topprofessionel, strømlinet organisation ved siden af), så hæftede jeg mig ved Østergaards svar på Per Frimanns i øvrigt ganske fornuftige spørgsmål: "Hvornår får vi den eller de lovede verdensklassespiller(e) at se i FCK?". Se det kunne jeg jo også godt tænke mig at vide! Svaret "det er ikke nødvendigt, vi er jo seks point foran nr. 2" (det var dengang!) kunne da godt ærgre mig lidt. Hvis det er strategien ikke at investere/yde mere end nødvendigt, så kan man vel nok kigge i vejviseren efter den eftertragtede europæiske succes. På den anden side passer det jo så meget godt til cheftrænerr Hans Backes filosofi på banen. Hvorfor risikere mere end det nødvendige fremadrettet for at redde sejren/pointet i hus, 1-0 er nok.
Presse fik de så også ude på Vestegnen i den forløbne uge. Nyheden om kapitaltilførsel via en rettet aktieemission ramte medierne, og utvivlsomt til en noget mere forbeholden og kritisk modtagelse, end doktor Bjerregaard havde håbet på. Fra min side af baren er det mest slående da også den velvalgte timing, hvormed meldingen om 30 mio. kroner i ny kapital skulle sløre den samtidige meddelelse om en dramatisk nedjustering af forventningerne til årsregnskabet. På lægmandssprog er forstadsforeningen godt gammeldags på røven, men gør alt for at skjule det! Cyberspace har været overophedet med intense fortolkninger af doktorens "oversete es i ærmet", både inden og uden for forstadsvoldene. Morsomst er de selvfølgelig indenfor voldene, hvor man endnu engang blandt de såkaldte supporters har demonstreret en sekterisk revisionisme, der ville få en Hubbard-discipel og dermed beslægtede til at se potentielle muligheder på hvervesiden! Om så den store rorgænger blev grebet med fingrene i klejnekassen, eller trænerikonet ramte holdet under nedrykningsstregen, er den mytologiske dyrkelse af klub, ledere, trænere og spillere intakt. "Intet over klubben", selv ikke når man med den nyeste manøvre afgiver den ellers klubånds-edsvorne absolutte magt til foreningens fodboldfond. Og selvom man nu skal vedkende sig tiltag, der kan minde om forretningsgangen i Parken Sport & Entertainment, så er det jo "noget andet derude". Og man efterligner da sandelig ikke "dem inde fra byen". Hvilket man sandelig heller ikke gjorde, da man gennem et i dag måske og måske ikke eksisterende reklame- og eventbureau skulle markedsføre en masse "revolutionerende" tiltag - med trendy engelske betegnelser - for børn i forbindelse med fodboldkampe. Det som man havde hånet "byens cirkus" for i årevis. Men derude er "det noget andet". I øvrigt pudsigt, at nu hvor supporterkulturen derude vedkender sig og pludselig accepterer, at man er en børsnoteret virksomhed i underholdningsbranchen med fodbold som sit kerneforretningsområde (det lyder vist bekendt!), så udtaler den finansielle redningsmand Torben Røsler til BT, tirsdag 19/11: (...) Når vi har fået denne emission på plads, så kan vi leve af fodbold alene (...) De budgetter, der er lagt, viser, at vi kan drive fodbolden på fodbolden alene. Det har Brøndby gjort i de tidligere år, og det er vi på vej tilbage til. (...) Men det har været et klart ønske at få betalt den kortsigtede gæld og komme tilbage til det oprindelige med at drive forretning på fodbolden alene. Altså back to basics, kun fodbold. Det står lidt i modsætning til supporterskarens nyeste erkendelse, og endnu mere ironisk også i skærende kontrast til selskabets formålsparagraf iht. vedtægternes §2: Selskabets formål er at drive professionel fodbold, handel samt investering, herunder investering i fast ejendom i såvel ind- som udland. Sandelig en klubåndsinficeret forening værdigt! Noget tyder altså på, at Torben Røslers visioner med millioninvesteringen i Brøndby ikke helt harmonerer med det vedtægtsformulerede sigte. Nu havde jeg indtil for få dage siden ikke gnist af idé om, hvem Torben Røsler var, men han slår mig dog trods alt - papkassemæcenrollen à la Kurt Andersen, Alex Friedmann osv. ufortalt - som mere end blot en filantropisk romantiker, så hans udtalelser omkring "fodbold alene" er nok også et vognstangshint til doktoren om, at intentionerne om betonklodsen Brøndby Stadion som et center for alskens underholdningsbegivenheder er utopiske. Dertil er placeringen i en infrastrukturel og kulturlivsforladt udørk for stort et handicap. På den anden side kan det undre, at en mand som Røsler fabulerer om at drive udelukkende fodboldvirksomhed. Det er ellers just ikke de gyldne fodboldforretninger, der præger vore breddegrader! På det mere lavkomiske plan er denne kommentar fra Torben Røsler, udtalt til Ekstra Bladet: Fankulturen lærte Torben Røsler at sætte pris på i Lyngby Boldklub. - Men da halvdelen af klubben omkring 1990 forsvandt til FCK, var det naturligt at skifte til Brøndby. Den havde stor succes, var Skandinaviens førende klub og havde masser af profiler, husker Torben Røsler. Bortset fra at FC København ikke eksisterede i 1990, så ville en sådan erklæring fra en person med tilknytning til FC København givet afstedkomme ekkorungende vræl som "plastic" og "medløber" i skovene bag vestvolden. Og sådan kunne man blive ved, men jeg gider ærligt talt ikke. De bidrager glimrende selv til den vedvarende komik derude, de små pus! Og så er den næste redningsplanke netop forsøgt søsat i det jyske: Rettet emission på viborgsk.
Vor egen koncerns fodboldmæssige flagskib er også hele landets flagskib, økonomisk og sportsligt. Også selvom førstepladsen i denne sæson er ganske billigt til salg pga. et forbløffende ringe topniveau i superligaen. Det taler de de nøgne tal efter seksten spillerunder i år hhv. - til sammenligning - de to foregående sæsoner sit entydige sprog om:
Alt efter temperament kan man tale om klasse hos FC København eller manglende ditto hos alle de andre, eller retteligen begge dele, for klasseforskel, det er der trods alt. Så rigeligt endda. Meget godt illustreret af en overskrift i TIPSbladet Midtuge: FCK alene om guld - 11 om nedrykning! Spot on, for selv når Aalborgs Lynge Jacobsen udtaler til sportspressen, at "AaB skam ikke behøver spillerforstærkninger, vi ligger da nr. 2", er det jo et faktum, at AaB ligger nærmere en nedrykningsplads end førstepladsen. Ligesom det er et faktum, at Aalborgs 25 points i fjor og forfjor kun havde rakt til en 6.-7. plads. Og så er det vel næppe et tophold værdigt at tabe hele 0-4 hjemme til nr. næstsidst og mindstscorende hold i rækken, også efter kampen! Det fortvivlende topniveau ses selvfølgelig også af de danske holds pauvre deroute på den europæiske scene, senest FC Midtjylland - der dog nåede længst - mod et Anderlecht-hold, lysår fra fordums storhed. At Københavns banemænd, Djurgården (dog ventet mod franske Bordeaux) og Brøndbys betvingere, Levski Sofia (mod et alt andet end frygtindgydende østrigsk hold) også kun nåede en runde længere, overrasker heller ingen. Dertil er superligaens niveau simpelt hen ikke godt nok, og åbenbart for nedadgående i forhold til de nationer vi nærmest kan sammenligne os med. For selv om det er Italien og Spanien med 4 ud af 4 og England med 3 ud af 4 hold videre til CL's andet gruppespil, der suverænt styrer eurofodbolden, så er der altså stadig enkelte hold fra mindre lande, der slår sig videre i CL, også til andet gruppespil. En klub, som i hvert fald FC København kan måle sig med mht. økonomi, tilskuere og muligheder - men p.t. halter efter rent sportsligt - er schweiziske FC Basel, der gik videre i CL, bl.a. på bekostning af den visnede, britiske storhed fra Liverpool, og et kig viser, at den gennemrutinerede 24-mands trup består af 9 udlændinge og et par "nationaliserede" schweizere. Altså ingen talentparade og egenavlede spillere. Og på det punkt er København jo ganske lig Basel, men mangler altså det sidste nøk frem, internationalt set. Forklaringerne både på FC Københavns og dansk fodbolds generelle niveaufald - målt med internationale alen - slås mængder af "kloge hoveder" om at give nærmest dagligt. I ugens løb har Ståle Solbakken, Poul Erik Andreasen, Michael Madsen og Morten Wieghorst været fremme med bud omkring for dårlige træningsmetoder og for slap indstilling. Men det blev så modgået af Jan Michaelsen og Niclas Jensen, der kunne berette, at træningen i hhv. Grækenland og England i intensitet og mængde var langt mindre "hård" end i de danske klubber (i dette tilfælde AB og FC København). Forskelle skulle ses i, at spillerne i Panathinaikos og Manchester City bare var langt bedre. Umiddelbart er jeg mest tilbøjelig til at købe Michaelsens og Niclas' udlægning. Klassespillere vil alle dage være at foretrække for nok så intensive træningssessioner. Et andet trælår til de danske spilleres niveau giver spilleragenten Vicenzo Morabito i øvrigt i Ekstra Bladet: Dansk er dårligt".
FC København får til trods for en særdeles overlegen føring i superligaen - og en sikker Herbstmeister titel uanset resultaterne af de to sidste kampe i efteråret - til stadighed på puklen for at spille "kedeligt". Og "forudsigeligt" tilmed, som Køge-træner Henrik Jensen udtalte, selvom det åbenbart ikke var mere forudsigeligt end, at Jensens Køge-tropper i søndags praktiserede noget så usædvanligt som kategorisk mandsopdækning af samtlige mand over hele banen. På den konto ofrede det ellers ganske målrige Køge-mandskab enhver illusion om selv at score og kom da heller ikke til en eneste seriøs afslutning. Man var ovenud lykkelig for 0-0, hvilket disse matchspoilere altså lige nøjagtigt ikke fik, heldigvis! Og det gælder samtlige hold i suppen, når de konfronteres med "forudsigelige" København. De pakker sig, de fleste af dem endda ikke kun i Parken, men også hjemme, så det er måske ikke så mærkeligt, at Københavns spil undertiden kan virke "kedeligt", for vilkårene for sprudlende spil er sandt for dyden ikke videre gode. Læg dertil, at København pr. definition er ringere om efteråret end om foråret. Bortset fra det, så er der da der trods alt ikke nogen af de andre hold, der ligefrem spiller bedre. 4-4 mellem Esbjerg og OB, og kommentatorerne falder i svime! På trods af, at det handlede om håbløst forsvarsspil, et utal af fejl og ren rodeo-bold. Ikke fodboldunderholdning i min bog. Ej heller fra det naivistiske forstadshold af åh så store ungtalenter, der reelt formår at spille pænt i 2x10 minutter pr. kamp, men ellers ikke hæver sig ud over middelmådigheden, selvom man prøver at bilde fodbolddanmark ind, at Laudrups "Barcelonastil" kan praktiseres af en spillertrup af umodne babies, hvor temmelig sikkert ikke en eneste nogensinde vil komme i nærheden af at spille på et hold af Barcelonas klasse. Og hvor jeg helt seriøst mener, at ikke én ville kunne gå ind i startopstillingen på Københavns hold i en trup, der tæller 14 nuværende eller tidligere A-landsholdspillere, og hvor resten spiller eller har spillet på diverse ungdomslandshold. En anden god grund til, at FC København ligger, hvor de gør, i tabellen. Og kedeligt og forudsigeligt eller ej, det er satans svært at være utilfreds, når man har ni points forspring, så lad os bare istemme Peter Møllers og Hans Backes holdninger: Tabellen lyver aldrig, og fodbold er nu engang mest underholdende, når man vinder!
Således nærmer vi os igen det tidspunkt, hvor du skal sutte din sidste bajer for i aften i dig og se at fedte hjemover. Og landskampen mod Polen fik vi ikke talt om. Godt det samme, for jeg har ikke set den, og faktisk interesserer landsholdfodbold udenfor de store slutrunder mig mindre og mindre, faktisk så meget mindre, at jeg i år har droppet de tidligere faste frynsegodepladser til landskamp i Parken. Men selvfølgelig er det da glædeligt med de gode tidender om Albrechtsen og Røll ... og Poulsen. Og det er da opløftende med Københavnske øjne, at det ikke længere er et vist forstadshold, der har flest aktuelle og tidligere spillere på landsholdet. Af superligaspillere med spilletid i går hed den 2-0 i københavnsk favør. Og med yderligere spillere på banen, der for rimeligt nyligt har spillet for de to klubber bliver det 4-0. 4-1 hvis Ebbe Sand tælles med, men så kan vi endda få 5-1, hvis vi også regner Michael Johansen med. Så jeg vil da fortsætte med at overvåge Københavnske spilleres optræden blandt landets formodet ypperste repræsentanter for sporten. Apropos overvågning, så er dette Total Information Awareness skræmmende i den helt store Big Brother stil, og noget der sikkert også rammer dig og mig i en ikke al for fjern fremtid. Men det er vist ikke et tema for mig og disse omgivelser, så det kan du ruge over for dig selv. På "godnatræbet" skal fra denne bartender - Lönstrup Polizei medlem # 2 - lyde en varm hilsen med ønsket om snarlig bedring til Københavns nyopererede og langstidsrekonvalescente kaptajn, Christian Lønstrup. En uheldskvote lang som et ondt år - bogstaveligt talt - har ramt Løns siden han, netop genindtrådt i A-landsholdsvarmen, brutalt blev tromlet omkuld af en fodboldklunte ude vestpå. Den aktuelle korsbåndsskade synes beklageligvis at fremkalde slet skjult, applauderende skadefryd hos en samling nulbon'er à la dem, der i Parken finder usmagelig fornøjelse i at forfølge visse af hjemmeholdets spillere, endnu inden de har rørt bolden første gang. En hetz der i søndagens kamp for øvrigt blev Morten Bisgaard - et andet "yndlingsoffer - til del. Bortset fra en lille håndfuld uheldige frispark banens bedste spiller, men det er øjensynligt ikke fodboldforstanden, der dikterer chikanerierne af enkelte københavnske spillere, der synes at være på tålt ophold i klubben i visse tilskueres univers. Nå, lad det nu hvile, for nu lukker jeg. Og lad mig da bare gentage, hvad jeg har sagt tidligere, nu hvor det går så fremragende for koncernen og koncernens fodboldhold: Fremtiden tilhører FC København! Og selvfølgelig aftenens W.C. Fields, som jeg nok ikke
høster megen anerkendelse for hos vores husværter, Copenhagen Fathers.
Claude William Dukenfield on kids:
"There is not a man in America who has not
had a secret ambition to boot an infant." Holger
Og på jukeboxen spiller:
Ugens album: Jeg vil antage, at dem kender du ikke? Og nej, det er denne gang ikke noget antikveret grauballerock, som din aldrende bartender har fundet frem. Det er faktisk ganske, ganske nyt, men næppe voldsomt kendt på vores breddegrader. Flere kender sikkert den ganske fremragende sit-com Spin City - en af de på "næsten-Frasier-niveau" mere begavede og reelt morsomme af slagsen - og det var her, jeg hæftede mig ved en bestemt melodi, fremført af et tremandsorkester på hjørnet af 23rd Street, Broadway & 5th Avenue foran 'Flatiron Building' i New York i ét bestemt afsnit af serien. Da TV-Danmark var nået til 3. eller 4. rerun af serien, og jeg for 3. eller 4. gang fik den melodi på insisterende repeat i min indre jukeboks, satte jeg mig for at undersøge det nærmere. Nummeret var 'Everybody Gets What They Deserve', og stammer fra - viste det sig - The Churchills' andet album You Are Here fra 2000. Jeg købte albummet pba. af denne ene sang, og har ikke fortrudt. Tværtimod. Det er fremragende. Nogle sammenligner dem med The Beatles (især nummeret 'Cars'), andre med Elvis Costello. Personligt vil jeg rubricere dette vokalharmoniske power-pop band et sted mellem The Knack og REO Speedwagon. Britisk lyd på amerikansk. The Churchills er - trods navnet - selvfølgelig fra New York City. Jeg kan varmt anbefale pladen, også selvom den måske skal anskaffes "ubehørt". For den er ikke til at opdrive og dermed prøvelytte til i pladebutikker i København eller Malmö, så du skal lede på nettet for eventuelle melodi-bidder. Og det er foreløbig også kun på nettet, pladen kan købes. Men tjek prisen først, den varierer meget. Selv købte jeg den hos Amazon, hvor jeg kunne konstatere, at andre har gjort samme erfaring som mig. Hørt det famøse nummer i Spin City, og så ... (andre har observeret, at Tony Soprano's datter, Meadow, i The Soprano's har båret en The Churchills T-shirt on and off gennem to sæsoner). The Churchills har udgivet et album før dette og et spritnyt her i 2002, der hedder Big Ideas. Jeg har intet hørt fra dette album, der dog rimeligt enstemmigt blandt anmeldere og publikum i USA erklæres et "must-have" og blandt årets 10 bedste pop-rock udgivelser. Så den plade køber jeg givet også, også uden at have hørt en strofe på forhånd. Men indtil videre kan jeg kun sige: Køb You Are Here. Du vil ikke blive skuffet!
Ugens numre: Det
er jo ingen hemmelighed, at chefernes chef har bebudet sin ankomst til
København næste år. Og muligvis heller ikke, at Jan Saxo og
undertegnede har erhvervet adgangstegn til
koncerten med Bruce Springsteen og
The E Street Band, hvilket gæsterne
utvivlsomt vil komme til at mærke - og høre - på vores vagter det
næste halve års tid. Vi starter lige med tre hurtige: Der er desværre nok færre, der ved, at det rent faktisk er Bruce Springsteen, der har skrevet dette nummer med den "kalejdoskopiske" tekst, og sikkert endnu færre, der ved, at dette var hans første single - der i øvrigt floppede eklatant - i 1973 som frontløber til debutalbummet Greetings from Asbury Park, N.J.
'Candy's Room' - blandt usandsynligt mange strålende sange fra Bossen's hånd er dette en af mine favoritter. Fra hans fjerde album, Darkness on The Edge of Town, 1978.
'Cadillac Ranch' - fra det helt formidable dobbeltalbum The River (1980). En ægte live-hitter. Hvis du kan sidde stille og ubevægelig til 'Cadillac Ranch', så lad mig tage din puls, for du er muligvis død. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
