Det er svært at forstå, at nogen ikke bryder sig om julen. Den årstid hvor man æder og drikker mere end resten af året til sammen i hyggeligt selskab, og varmer sig indendøre med lys og julegodter. Hvor vintermørket udenfor er oplyst af sirlige og velmente juledekorationer, og en kop rygende varm gløgg med portvin og snaps gør julestemningen komplet, mens man sidder og skriver julekortene til sine gamle venner.

Men det er også en travl tid. Især for bartendere hvor spidsbelastningerne omkring J-dag og diverse julefrokoster kan trække på reserverne, så de juleindkøb, der burde være en fornøjelse, bliver en prøvelse. Ikke mindst når momsregnskaber og andet papirarbejde hober sig op hurtigere end det snavsede service i køkkenet.

En hyggelig, stresset og travl, og alligevel samtidig stille tid, for selvom juledagene ikke helligholdes som i gamle dage, er der en beskæftigelse, hvor julen er ensbetydende med en lang, lang hvilepause; Superligafodbold.

Det er ellers ikke, fordi den danske vinter ikke er kold, våd, mørk og ikke mindst lang nok uden også at adspredelserne fjernes, men trods varmen i græstæppet er klimaet jo ikke til andet end at tage til Spanien eller endnu længere sydpå og spille fodbold dér. Således også Deres bartenders ærede kollega, Jan Saxo, som i disse dage vandrer bjergtaget omkring i langt mildere luftlag i Sydamerika, og forhåbentlig ikke skænker den danske Superligaafslutning en tanke, for med uvan hybris bør dette da også være en formssag.

Forhåbentlig da, for alt andet end en ganske almindelig og uspektakulær sejr på et enkelt mål eller to vil sandsynligvis være for meget til at de øvrige bartendere og en god portion af stamgæsterne kan kapere det, når man tager i betragtning af Silkeborgkampen ligger i umiddelbar forlængelse af vores husværters traditionelle julefrokost med Linie Akvavit og Stolichnaya. Jeg har i hvert fald sat bulens video til at optage kampen, for om et par dage, når tømmermændene har lagt sig, er de fleste sikkert interesserede i at se, hvad det var, der faktisk foregik i den fodboldkamp, som ingen af dem rigtigt kan huske længere.

Ikke dermed sagt at en spektakulær og målrig sejr ikke vil være velkommen; en god sæsonafslutning gør vinterpausens mange spekulationer mindre dystre, men hvorom alting er, er der dog ingen risiko for, at F.C. København ikke går til pause med en komfortabel føring. Københavns spil har ikke fungeret fejlfrit, tværtimod har mange kampe udstillet problemer i både forsvar, midtbane og angreb. Problemer, der skal tages hånd om i denne vinterpause, så vi kan nå tættere mod at indfri holdets potentiale, for selvom det er svært at forestille sig, at vi ikke kvalificerer os til en europæisk turnering, når denne sæson er slut, er vi endnu ikke stærkere end vi var, da vi ganske fortjent blev sendt ud af Djurgården. Det er så blot heldigt for vores placering, at den hjemlige liga er så middelmådig i øjeblikket, at vi rent faktisk alligevel er i en klasse for os selv.

I alle andre henseender er det dog en hæmsko snarere end en fordel, at den danske liga stadig er så svag, som den er. Hvor København i kraft af vores gunstige økonomiske situation tilsyneladende nu endelig har konsolideret os i toppen af dansk fodbold, er udviklingen anderledes problematisk for de fleste andre klubber. Brøndby spiller højt spil både økonomisk og sportsligt, men hvordan og ikke mindst om de får det til at hænge sammen er endnu for tidligt at sige, og ingen af de øvrige klubber synes at være i stand til at skabe mulighederne for fodbold, der kan udfordre os. F.C. København er i den grad blevet dansk elitefodbolds lokomotiv; det er os, der skal trække ligaen op både sportsligt og økonomisk, det er os, der nødvendigvis må trækkes med de øvrige klubber, der hverken i dag eller i morgen kan konkurrere på lige fod med København.

Det virker uden tvivl frustrerende for de øvrige klubber, at F.C. København har den sunde økonomi, og de indtjeningsmuligheder, som vi har, men i sidste ende kommer det dem selv til gode, præcis som det også er i vores bedste interesse, at vi har konkurrenter, der driver en fornuftig fodboldforretning, og gør det så godt, at de kan præstere at stille hold, der ikke umiddelbart gør F.C. København til favoritten, hvad enten vi spiller mod dem ude eller hjemme. Stærkere modstandere giver et stærkere F.C. København. Ikke kun fordi spillerne og trænerne bliver presset til at yde deres yderste, men også fordi en sådan jævnbyrdig stærk liga er sportsligt og økonomisk mere interessant, både for spillere og tilskuere. Det ændrer dog ikke på, at målestokken for ligaens styrke baserer sig på de europæiske cupturneringer; succes i de europæiske kampe giver både national og international opmærksomhed til klubberne. Og det giver penge i kassen. Det betyder for sin del at det bliver lettere for de danske klubber, at tiltrække og fastholde dygtige spillere og trænere, og det bliver lettere at lokke folk væk fra havearbejdet og søndagsrengøringen og ud på stadion. Og stærkere hold giver endnu bedre chancer for europæisk succes, og så kører møllen igen. Denne multiplikatorproces gør, at det langsigtede mål for enhver dansk klub bør være at deltage med succes i de europæiske cupturneringer. Ambitionerne skal helt derop, hvis dansk ligafodbold skal styrkes.

Det er dog desværre alt for klart, at de fleste danske klubber på kort sigt ikke kan tillade sig, at have mere end det mere vulgære og jordnære succeskritierium, at undgå røde tal på bundlinjen, og det skal naturligvis være førsteprioriteten - skam få den, der tænker ilde derved. Det gælder om at finde en balance, hvor man ganske vist investerer tilstrækkeligt i spillertruppen og træningen til, at klubben har en mulighed for både at kvalificere sig til de europæiske cupturneringer og undgå et umiddelbart exit, men hvor man også samtidig har en økonomi, der kan bære, hvis satsningen fejler.

Det er uendelig let for F.C. København, at tegne og fortælle om det åbenlyse i det ovenstående, men vi må indse, at F.C. København er i en enestående position, der er umådelig svær at efterligne for de fleste andre klubber i Danmark. For at opnå indtjeningsmuligheder som København kræver det store investeringer, og investeringslysten i recessions-Danmark bliver ikke styrket af de danske fodboldklubbers tidligere, hovedkulse eventyr ud i det, der skulle give økonomisk frihed, men som i stedet blev møllesten om halsen.

Et af de initiativer, der kan vise sig gunstig for de danske klubber er indførelsen af et gruppespil i UEFA-cuppen, hvorved de danske klubber kan sikre sig flere sportsligt og økonomisk attraktive kampe. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg principielt er modstander af disse gruppespil; både i UEFA-cuppen og i mesterholdenes turnering, men da jeg ikke er en mand af principper, er jeg samtidig villig til at være pragmatisk: Hvis det er det, der skal til for at sikre det økonomiske fundament for klubberne i Danmark, og samtidig skabe mulighederne for seværdig dansk ligafodbold, så er jeg villig til at bide i det sure æble.

Problemet er blot, at UEFA-cuppen i den grad er blevet en andenrangsturnering efter udvidelsen af mesterholdenes turnering, og der er en alvorlig risiko for, at de kamp, der bliver spillet i et sådan UEFA-gruppespil ikke er mod nær så attraktive (igen både sportsligt og økonomisk), som vi håber på. FC Midtjyllands seneste europæiske eventyr, viste jo desværre, at på trods af resultatmæssig succes, var interessen for modstandere, der var obskure i hr. og fr. Danmarks fodboldbevisthed, meget, meget lille. Faktisk mindre end interessen for FC Midtjyllands normale ligakampe. Men samtidig er fordelen ved et gruppespil dog også, at chancen for at vi i det mindste får en enkelt velkendt, ikke-fjernøsteuropæisk modstander stiger.

Spørgsmålet er så bare, om denne enkelte modstander kan opveje det tab i vigtighed og dermed spænding, som kampene mister ved at være gruppespil-kampe i stedet for knald-eller-fald-kampe.

Vi kan krydse fingre for, at en restrukturering af de europæiske turneringer kan give medvind i sejlene hos klubberne i den danske liga, men en anden løsning kan være en restrukturering af den danske turnering.

Hvis klubberne ikke kan gentage F.C. Københavns økonomiske succes, hvis klubberne skal tjene flere penge, og når mængden af pengene ikke længere bliver større af sig selv, er der kun een løsning tilbage; at lade færre klubber om at dele pengene. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvor mange klubber, der reelt set har råd til at drive fodbold på topplan i Danmark. Og indtil de europæiske resultater begynder at rulle ind, eller indtil endnu et investeringsboom indfinder sig, er det denne bartenders oprigtige holdning, at det er i hele Fodbolddanmarks interesse, at koncentrere ressourcerne (både de sportslige og økonomiske) om færre hold.

Formålet er ikke at opnå de mest gunstige økonomiske forhold for de danske klubber, men at opnå de mest gunstige sportslige vilkår, og her følger den økonomiske side med som en skygge. Hvis turneringen bliver indskrænket så meget, at den mister sportslig tiltrækningskraft, fordi der er for mange kampe mellem de samme hold, er det naturligvis skidt, men det er også skidt, hvis klubberne ikke har penge til at aflønne deres spillere, så resultatet bliver at de danske hold befolkes af middelmådige og / eller uambitiøse fodboldspillere.

Jeg tror, at forslaget om en udvidet Superliga med 16 hold opdelt i en A og B-gruppe, er værd at forsøge. Jeg har talt for denne løsning tidligere, og diskussionen i Stamværtshuset er både højrøstet og langvarig, hver gang de forskellige forslag bliver smidt på disken. Der er ingen tvivl om, at der både er for og imod, og der er ikke noget, der tyder på, at DBU er i mindre vildrede end bartenderne i bulen her. Hvad end den ekstraordinære generalforsamling om udelukkende dette emne så ender med, er det ganske sikkert, at diskussionen ikke dør med den beslutning, der bliver taget. Undertegnede håber den ovennævnte løsningen bliver vedtaget, og forhåbentlig vil den med tiden overbevise modstanderne om dens fortræffeligheder.

Fokus i denne uge på DBUs udvalgsarbejde har ikke udelukkende været på arbejdet med en ny turneringsplan, snarere er broderparten af opmærksomheden tilfaldet DBUs disciplinærudvalg og deres beslutning om at i dømme Brian Steen Nielsen en post festum-karantænestraf for en særdeles voldsom tackling i AGFs kamp mod Viborg i sidste uge.

Ikke fordi dette i sig selv var ekstraordinært; det var blot første gang, det skete af egen drift, og i begyndelsen var der stor tvivl om begrundelsen for straffen. Dommer Knud Erik Fisker havde tilsyneladende set situationen, da han fløjtede for frispark, men mente ikke, at frisparket berettigede en advarsel, men efter TV3s tv-billeder rejste debatten, tog DBUs disciplinærudvalg sagen op, og da Knud Erik Fisker fortalte, at han rent faktisk ikke havde set hændelsen tilstrækkelig tydeligt, valgte de derfor at idømme Steen Nielsen to kampes karantæne, for som udvalgets formand Fritz Bonde sagde til Ekstra Bladet, "vi mener, at det er så en hård og ukontrolleret tackling med et vist fortsæt, at vi har valgt at tage dette skridt".

Det faldt tilgengæld Steen Nielsen for brystet, og tog kontakt til sin advokat for at blive renset for den uhyrlige påstand, at dette skulle have været et "professionelt" frispark. Et i øvrigt interessant perspektiv, hvis dommerne og DBU bliver præsenteret for sagsanlæg i alle tilsvarende sager; det kunne give plads til en advokat med sekretær på sidelinien ved siden af lægen og holdlederen, parate til at stævne dommeren, hvis fx han skulle påstå, at Peter Møllers dramatiske fald i straffesparksfeltet var "film" og ikke udtryk for en fodboldforbrydelse. En omvendt "ambulance chaser".

Hvis Brian Steen Nielsen havde insisteret på at få taget dette berufsverbot op i EF-retten, så ville vi nok ikke have haft konklusionen før om mange, mange år, men så langt kom sagen ikke, da DBU trak sine udtalelser tilbage, efter Brian Steen Nielsen i samråd med sin advokat indgav en officiel klage. Karantænen stod dog ved magt.

DBU skal dog have en grundig snak med deres advokater, for ellers kan de jo ligeså godt stryge følgende passus fra DBUs blå håndbog:

"b. Disciplinærudvalget kan i disciplinære sager, efter klage eller af egen drift, anvende officielle TV- stationers optagelser som bevismateriale i tilfælde, hvor der er tale om forseelser, hvor en modspiller forsætligt udsættes for fare; jævnfør Fodboldlovens § 12 samt nærværende disciplinære bestemmelsers punkt (C) litra 1 - 4, for eksempel: sparke, slå, spytte."

Sideløbende har diskussionen bølget frem og tilbage om selve princippet om, at DBUs disciplinærudvalg valgte at tage affære i lige netop denne sag. AGF udsendte en noget lakonisk pressemeddelelse, hvor de bifaldt den nye praksis, og så frem til at DBUs disciplinærudvalg i fremtiden nærstuderede videooptagelser fra kampene, så lignende syndere (fx vores egen Peter Møller, der nogen gange stritter lidt rigeligt med sine lemmer) blev straffet. Hvorefter DBU fralagde sig enhver sådan forpligtelse. Dette skabte også debat, for er det et udtryk for retstilstand, hvis DBU kun tager sager op af egen drift, i tilfælde hvor fx Onside har gejlet en stemning op, eller er løsningen at klubberne selv ser kampene i gennem i super slow for derefter at indsende stakkevis af protester til disciplinærudvalget?

I denne bartenders øjne udvikler situationen sig efterhånden temmelig speget. DBU ønsker i udgangspunktet ikke (i hvert fald kun undtagelsesvis) at tage sager op, hvor dommeren så episoden og tog stilling til den, men udelukkende de sager, hvor dommeren og linjedommerne ikke så forbrydelserne, men netop denne sag viser jo med al tydelighed, at på trods af at dommeren rent faktisk dømte i Steen Nielsen-sitautionen, havde han ikke et tilstrækkelig godt udsyn til at dømme det, som alle efterfølgende har været enige om, var det rigtige; nemlig at give Brian Steen Nielsen en advarsel eller en udvisning. I dette tilfælde var Knud Erik Fisker bevidst om, at hans udsyn var begrænset, men der eksisterer talrige eksempler på spilsituationer, hvor dommeren er sikker i sin sag, men hvor hans perspektiv eller opmærksomhed alligevel har betydet, at han ser noget andet, end de, der har dusinvis af kameraer til at studere situationen. Hele DBUs indviljen i at lade disciplinærudvalget bedømme sager efterfølgende på baggrund af videomateriale, er jo en indrømmelse af, at det ikke er menneskeligt muligt for dommertrioen, at observere og bedømme en fodboldkamp fuldstændigt, og at dette til tider vil betyde, at alvorlige kendelser er fejlagtige, og at dette for sin del underminerer publikum og udøveres retfærdighedssans, bedst manifesteret ved Nedre Cs spontane (og lidt for hyppige) udråb "Skandaledommer!".

Men når denne erkendelse allerede er nået, hvorfor er der så stadig en så basal afsky for idéen om en videodommer? Man kan jo udstikke samme retningslinjer for denne, som disciplinærudvalget har udstikket for sig selv, og yderligere vil systemet være forbedret i og med, at det vil være en erfaren Superligadommer og ikke en DBU-politiker, der fungerer som dømmende instans. Hvorfor vente til dagen efter med at smide Brian Steen Nielsen (eller andre, der kommer i hans situation) ud? Hvorfor ikke gøre det, når kampen bliver spillet? Prøvekampen i reserveholdsturneringen viste, at generne ved de ganske få ekstra spilstop er minimal, og der er jo ikke tale om at dommerens autoritet bliver undermineret? Snarere bliver dommernes autoritet styrket, når både spillere og publikum er klar over, at de vigtigste afgørelser (fx udvisninger) bliver gransket af videodommeren, og at kampdommeren kan vælge at omstøde sine kendelser, hvis han får nye oplysninger.

Jo, jeg er solgt på videodommerkonceptet, men jeg er bestemt ikke imponeret over DBUs ageren i Steen Nielsen-sagen. Nuvel, een gang er jo den første, og DBU har forhåbentlig lært en del, og har forhåbentlig ikke ladet sig skræmme af Brian Nielsens advokats skrappe krav.

Og efter to dage med traditionelle julefrokoster med snaps ad libitum, strategisk placerede misteltene og ganske uden ål, skal I alle lige have et godt råd med jer, inden I smutter hjemad:

Let's be careful out there!

Martin CX

Ugens film:

Insomnia
Nogle gange har man bare lyst til en rigtig god, gammeldags krimi, og denne er fremragende. Intet overnaturligt, kun den menneskelige godhed overfor dens dårligdomme.

Ugens sang:

Unaesta La Vida es una Lenteja
Jeg har ingen anelse om, hvad det betyder, men det er cool, det er hot, og det er så lang fra overskyet dansk vinterkulde, som man kan forestille sig. Lidt ligesom Jan Saxo.