Du skal da ikke stå derude i decemberkulden og forsigtigt kigge ind af vinduerne for at se, om der nu er liv herinde. Kom blot inden for i varmen! Efter at min kære kollega Martin noget utraditionelt havde valgt at holde lukket fredag for i stedet at åbne bulens døre på vid gab en hellig søndag, er vi nu tilbage til mere almindelige åbningstider. Da Jan, den anden kære kollega, stadig vader forvildet rundt i Andesbjergene (medmindre en kondor har forvekslet ham med en lækkerbisken eller en fugleunge, der var faldet ud af reden, og derfor er fløjet bort med en protesterende bartender) er det for resten endnu engang mig, der vikarierer herinde. 

Og hvad er mere passende efter efterårssæsonens sidste kamp end at forsøge at gøre status over FCK's forgangne halvsæson? Ja, man kunne selvfølgelig også gøre status over hele året 2002, hvor vi i superligaen vandt hele 22 ud af 32 kampe og erobrede 74 points - 19 points flere end Danmarks næstbedste hold, Brøndby. Det er uomtvisteligt en utrolig flot statistisk, men da det som bekendt desværre på grund af skæbnens ugunst ikke udmøntede sig i nogen titler før sommerpausen, vælger jeg nu alligevel at koncentrere mig om efteråret og den igangværende sæson.

Sæsonen begyndte som bekendt lidt famlende med 2-2 hjemme mod Viborg. Herefter fulgte en periode med tre sejre i de næste fire kampe, hvor holdet blandt andet udmærkede sig ved at fortsætte presset, indtil dommeres sidste fløjten lød, hvilket resulterede i sene scoringer i kampene mod Køge, Farum og FC Midtjylland. Lige som man troede, at FCK ikke kunne besejres i superligaen, rendte vi herefter ind i to 0-3 nederlag i det jyske, til henholdsvis AaB og Esbjerg. Hvor det første nederlag var en bitter pille at sluge med 3 kontramål til et uhyre defensivt AaBhold, var der ikke meget at sige til det andet. Her fungerede spillet simpelt hen ikke godt nok, og Esbjerg var klart det bedste hold på dagen.

Det virkede imidlertid som om, at holdet trådte i karakter efter disse to afklapsninger. Spillere og træner nægtede at lade sig fange ind af den onde spiral med påskriften "krise", som dette ellers hurtigt kunne have udviklet sig til, og siden har FCK som bekendt ikke tabt en kamp til et andet dansk hold. Dermed lykkedes det også for FCK at rykke sig afgørende fri fra den store klump af midterhold og gå i soloudbrud. Af spillemæssige højdepunkter kan nævnes kampene mod Viborg og Farum, som endte med henholdsvis 3-0 og 4-0 sejre, efter at FCK havde været mindst én klasse bedre end modstanderen og med Peter Møller i rollen som skarpretter havde slået ubønhørligt til på de chancer, som holdet skabte. Efteråret har selvfølgelig også budt på mindre mindeværdige opgør, som for eksempel de uafgjorte kampe på udebane mod AB og AaB, men som en rød tråd igennem de sidste mange kampe har løbet holdets urokkelige tro på egne evner og en kampgejst, man ikke ligefrem forbandt med FCK for år tilbage. 

Dette var så udgangspunktet før søndagens kamp i Parken mod Silkeborg, der skulle lukke og slukke denne efterårsturnering og være det sidste minde om levende bold for de fleste fans i flere måneder. Og man må sige, at spillerne formåede at levere varen - i hvert fald i første halvleg. Tre perlemål blev det til, og det skal ikke slå skår i glæden, at Silkeborgs træner Viggo Jensen uvist af hvilken grund åbenbart lod den skadede venstre back Christoffer Poulsen prøve at kæmpe forgæves mod overmagten. Særligt positivt var det, at FCK kunne levere en sådan overbevisende indsats trods et halvt hold på skadeslisten, ligesom jeg personligt glædede mig over, at Morten Bisgaard var involveret i alle tre mål med gode afleveringer, selvom Todi løb med det meste af opmærksomheden på tribunerne med sine to scoringer.

Ja, faktisk spillede Bisgaard vel sin bedste kamp i den hvide trøje - måske lige bortset fra forårets 6-0 kamp mod Esbjerg, hvor han nettede to gange. Jeg håber inderligt, at Bisgaard fortsætter takterne i foråret, sådan at han ikke længere skal betragtes som lidt af et problembarn blandt fans og andre godtfolk. Dette prædikat skyldes ikke manglende evne til at begå sig socialt blandt resten af spillerne. Når man uden protester stiller sig op på Carlsberg Corner og giver den en omgang på elguitaren, er jeg sikker på, at man må være en del mere underholdende selskab end for eksempel den jyske hyggespreder Jacob Laursen. Men man kommer altså ikke uden om, at Bisgaard er den spiller i FCK, der har været længst fra at udnytte sit potentiale i de sidste par år. Trods et uomtvisteligt talent der har glimtet både hos OB, Udinese og det danske landshold, har der siden hans hjemkost til Danmark været meget langt mellem snapsene, og den snart mere berygtede end berømte "hoppefinte" samt langskud af varierende kvalitet har langt fra været nok til at brillere i suppen. På den anden side har det virket som om, at Bisgaard efterhånden har accepteret sin rolle som sjælden gæst i holdopstillingen uden primadonnanykker, hvilket enkelte af hans holdkammerater efter sigende kunne lære noget af, og man under ham egentlig at få spillet til at flyde.

Af andre positive indtryk fra Silkeborgkampen kan nævnes Martin Bergvolds superligadebut. Godt nok fik han kun cirka 5 minutter på banen, men jeg er sikker på, at det gør en verden til forskel for et ungt talent som ham, om man kan skrive 0 eller 1 kamp på visitkortet, så herfra et stort tillykke til den unge mand fra KB. Da et andet af vores egne talenter, Hjalte Nørregaard, oven i købet havde fået lov til at starte inde og indtil byttet med Bergvold havde gjort det væsentligt bedre ude på venstrekanten end i den foregående kamp mod AaB, måtte kampen siges at være præget af de ungdommelige kræfter i en grad, der er sjældent set, mens den ikke ligefrem dumdristige Hans Backe har siddet på bænken. Det skal nu blive spændende at se, om denne linie fortsætter i foråret, hvor forhåbentlig flere af de skadede stamspillere er klar igen.

Summa summarum efter efterårssæsonen er herefter 11 sejre i 18 kampe og i alt 38 points, hvilket gør FCK til en suveræn nummer ét med 9 points ned til rækkens nummer to, Brøndby. Denne overbevisende føring har i øvrigt afstedkommet en mindre nervekrig mellem fans og ledere fra netop disse to klubber, hvor den ene side prøver at skubbe favoritværdigheden over på en modpart, der forståeligt har svært ved at holde armene helt ind til kroppen, blandet op med helt igennem ligegyldige påstande om, hvorvidt føringen så er "fair" og "retvisende". Det sidstnævnte er så latterligt, at jeg ikke engang vil værdige bemærkningerne yderligere opmærksomhed her på vores hyggelige værtshus. Det lugter lidt for meget af, at folk med hang til letøl ved en fejltagelse har fået hældt en bitter i ganen.

Med hensyn til denne bartenders armføring flakser mine ekstremiteter rundt i skulderhøjde uden helt at kunne nå længere op. Og med tanke på vores mest tungnemme gæster, der ind i mellem kommer snigende ind fra de københavnske randområder, må jeg hellere understrege, at dette ikke skal ses som en hilsen til en nu afdød østriger. Hov, du må sgu for resten undskylde, hvis jeg kom til at slå øllen ud af hånden på dig med mine lettere ukontrollable bevægelser! Nej, det skal forstås således, at jeg vel er meget optimistisk, men dog ikke helt er parat til at fejre DMguldet med juleøl.

Med 9 points ned til Brøndby, og henholdsvis 11 og 12 ned til Farum og AaB på de næste pladser, skal man unægteligt være en sortseer af rang for ikke som minimum at tro på en medalje til næste sommer. Selvom Brøndby, hvis efterår mildt sagt ikke har været præget af stabilitet, nu får en hel vintertræning under den tidligere storspiller og ditto benbrækker, der som bekendt udgør deres trænerduo, er det svært at forestille sig, at holdet, der garanteret vil se noget anderledes ud i forhold til efterårets idealopstilling, for alvor vil sparke røv til næste år. Hvis de for småpenge får snitterne i endnu en spiller fra det fynske, nemlig Karim Zaza som helt fortjent lige har fået tildelt Det Gyldne Bur, vil de dog være godt rustet på målmandsposten.

Farum har unægtelig været et friskt pust siden deres oprykning, men et hold, der kan tabe henholdsvis 0-4 og 1-7 til de nærmeste konkurrenter er nok ikke helt klædt på til at spille med om topplaceringerne, og mon ikke luften går lidt af ballonen i foråret, hvor de sikkert har sagt farvel til nogle af deres største profiler. AaB har heller ikke ligefrem været overbevisende i dette efterår, hvilket deres negative målscore (som de i øvrigt har til fælles med Farum) vidner om. Men selvom de skulle blive mindre hårdt ramt af skader i den bageste kæde end hidtil, tror jeg heller ikke, at de vil komme til at sprudle i kamp efter kamp. Dette gælder særligt, da nordjyderne, som jo også har smerter i pengepungen, langt fra er sikre på at kunne stille op med holdets ubestridt største profil, Michael Silberbauer, når det går løs igen i midten af marts.

Det bringer mig frem til den måske lidt banale konklusion, at FCK's største fare ikke lurer længere nede i rækken, men sandsynligvis må findes på Peter Bangs Vej og Øster Allé. Jeg tror sådan set, at alle på og omkring holdet er professionelle nok til at kunne klare det forventningspres, der uundgåeligt vil hvile på holdet allerede fra vinterens opstartsfase. Derimod ser jeg det som Backes største udfordring at holde de spillere, som ikke optræder fast på holdet, glade og tilfredse, hvilket naturligvis særligt vil være tilfældet, når de p.t. skadede spillere bliver klar. Hvis Hans Backe samtidig går med planer om at anskaffe sig to-tre klassespillere i vinterpausen, som antydet i nyligt interview i BT, bliver det ikke ligefrem nemmere at tilkæmpe sig en plads i startopstillingen, og så vil det ikke hjælpe meget, selvom klubben skiller sig af med enkelte udlejede marginalspillere som Pascal Simpson, Ahsvetia og Mads Westh. Men selv hvis man tager sine mørkeste solbriller på, må dette nu dog stadig tage sig ud som luksusproblemer, når man tænker på, hvad vores konkurrenter har at slås med.

Du må da for resten være blevet sulten efter at have lyttet til denne lange enetale? Hér, prøv en af vores nye specialiteter, saltede vinteragurker. De smager måske ikke af så meget, men så går tiden da med det, og jeg garanterer dig for, at vi har dem på lager lige ind til marts, hvis du ligefrem skulle gå hen og blive afhængig af dem.

Hans CL

Ugens jukebox:

Ugens albums:

Suede: A New Morning
Tjah, hvad kan man sige? Brett Anderson lyder måske ikke længere så desperat, som han har gjort, og måske er bandet blevet en kende for voksen for enkelte, men de sparker nu stadig numse på langt de fleste af deres kollegaer - yngre som ældre. Brit pop for voksne.

David Gray: A New Day At Midnight
Denne brite var stort set ukendt, før han udsendte sit forrige album "White ladder", som med blandt andet singlerne "Sail Away" og "Babylon" hittede pænt rundt om i verden. Nu er han tilbage i samme stil, hvilket vil sige melodiøs poprock med lidt electronica hen over. Det lyder kedeligt men er det faktisk ikke.
 

Ugens numre: 

Sugababes: 'Stronger'
I disse moderne koncepttider skulle man tro, at hvis man proppede tre unge sild ind i den ene ende, ville man snarere få fiskefars ud af den anden end god musik. Men det er faktisk lykkedes for disse tøser at smide den ene lækre single på gaden efter den anden, og også dette mere downbeatede nummer holder. Hvis pigerne i All Saints havde lillesøstre, ville de lyde sådan her.

Mekon (the Röyksopp remix): 'Please Stay'
I smølles forsøg på at genoplive de udskældte 80'ere andet steds i dette forum, omtaler han kærligt Marc Almond, og han (altså Almond og ikke smølle!) synger faktisk med på dette nummer. Det er nu ikke min grund til at holde af "Please Stay", for Almond har ærligt talt altid været en kende for småfimset for min smag. Næ, dette stykke musik skal i stedet nydes for den sindssygt lækre remix af norske Röyksopp, hvor vokalen er mere eller mindre mixet helt ud af lydbilledet. Men hvis du køber singlen og keder dig gevaldigt, kan du selvfølgelig også lytte til originalversionen.